En sort sjæl under månens skær

Titans udtryk i hovedet viste kun saglighed når den sorte prikkede hoppe masserede ham over ryggen. Det var ikke noget han var vant til, men heller ikke noget han havde tænkt sig at sige nej til. Det var jo rart. Rigtig rart. Han var næsten sikker på, at hvis hun blev ved længe nok ville han kunne falde i søvn.
Da hoppen stoppede, for i stedet at snakke, drejede Titan hovedet for at nappe til hende og lige minde hende om hans tilstedeværelse og hans krav. Hvis der var noget han gerne ville have, så skulle han også nok få det! Ingen tvivl om det. Enten på den ene eller den anden måde. Deres snak forstod han ikke ret meget af, og derfor mente han heller ikke den kunne være vigtig. Han slog et lille gab op. Hans hale gik i stå da han gabte, men begyndte at svinge frem og tilbage igen bagefter som en glad lille hundehvalps hale. Men med lidt mindre energi. Han trådte frem igen og vendte rundt for at gnide sig lidt op af hoppens forben.

Ava betragtede den sorte prikkede hoppe. De lyse prikker var ikke noget hun før havde set, og hun kunne ikke helt lade være med at undre sig over hvor de var kommet fra. De var ikke normale. De var unormale. Ingen andre havde hun hørt om havde haft lysende prikker. Hun var sikker på hendes mor ville have nævnt dem og derfor måtte de være nye. Hun havde vel massere af tid til at stille spørgsmål, og lige nu gik samtalen på noget andet. Deres hjem. Den flok de havde bosat sig i.

På den sorte hoppes hvide, silkebløde mule dannede sig et lille smil. Et lille smil over den lille broders opførsel, men også hendes mosters ord. Ord om at slutte sig til dem for at se dette sted de havde slået sig ned, og måske slå sig til den lille flok.

"Jeg ville ikke have noget imod at vise dig vort hjem. Hvis du ønsker at blive vil jeg ikke selv have noget imod det. Det ser også ud til Titan allerede er ved at have knyttet et bånd til dig. Jeg kan selvfølgelig ikke sige hvad Brêgo vil sige til det, men som han har nævnt for mig, så betyder Teylar 'plads til alle' og det betyder vel der ikke er den helt store risiko for et nej. Han er meget venlig af sig.

Jeg blev pålagt opgaven at tage mig af Titan da jeg ønskede et familiemedlem her til. Jeg havde håbet på Arc idét han ikke længere kunne betræde jorden hjemme. Jeg vidste ikke min moder havde fået endnu en. Jeg synes ikke selv det er så lang tid siden jeg forlod mit hjem. Mit….. Gamle hjem. Min gamle flok. Men hvis vi er i et andet land. En anden verden. Hvem siger så at tiden er det samme her som der. Tiden kan gå stærkere hvor vi kommer fra. Tid er et flygtigt element man ikke kan kontrollere. Ingen kan bestemme hvor hurtigt det går eller hvor langsomt. Så som jeg ser det er det ikke helt umuligt.

Jeg vidste ikke det ville blive så svær en opgave at tage mig af en så lille som Titan. Havde jeg vidst det havde jeg nok ikke ønsket familie hertil. Det var derfor jeg søgte flok. Men da jeg først kom hertil var der ingen. Jo flere i flokken jo flere er der til at hjælpe og jeg tager gerne imod alt den hjælp jeg kan bruge. Jeg har ikke nået at afslutte min træning og jeg egner mig derfor ikke helt til at tage mig af så ung en sjæl.."

Stemningen virkede ganske rar efterhånden, mellem de tre sjæle. Titan, der havde søgt helt hen til den sorte hoppe, mindede hende om, at hun skulle fortsætte sine masserende bevægelser, da hun havde holdt pause for at besvarer Ava; og da han dernæst gned sig op langs hendes forben, sænkede hun mulen lidt og nappede ham i nakken, ganske blidt. Han skulle nok få alt den massage han ville, når først de var nået til denne flok, som Ava nu fortalte mere om. En flok med plads til alle. Det lød rart, måtte Leonora indrømme, og det lød som et godt sted for Ava at udvikle sig i den retning, som Leonora selv havde taget, og samtidig et godt sted for Titan at vokse op i.
En eftertænksom brummen forlod mulen på den sorte hoppe, inden hendes isblå øjne ramte Ava’s. Hendes ord omkring den ’gamle verden’, smertede vel Leonora - og selvom hun at høflighed ville have kommenteret og svaret, kunne hun endnu ikke dreje sit sind om tankerne ’hjemmefra’. Hun ignorerede dem simpelt, også selvom at Ava måske havde behov for at få respons på netop dette emne. Leonora var blot ikke den rette til at tale om dette endnu - men engang, ville hun, når hendes sind kunne tåle det, tage en god snak med Ava om deres gamle hjem. De delte samme rødder og sandsynligvis også opdragelse; så tiden skulle nok komme, hvor Leonora kunne fortælle Ava om hendes mormor, og hvor de kunne snakke omkring alt det, der var sket i overgangen fra deres gamle græsmarker til denne. Og noget i Ava’s sætning, fik Leonora til at få en mistanke om, at hun ligeså havde mødt denne usle hingst til Rumpelstiltskin; for at ønske andre hertil, lå vidst kun i hans magt at kunne opfylde.
Der var kort sagt meget, de to hopper skulle snakke om, når Leonora var klar. Hendes skrøbelige og ødelagte sind, var ikke til megen nytte i øjeblikket, og derfor prøvede hun at skåne både hende selv, men også hendes familie, ved at holde emnerne så overfladiske som de kunne tåle; og dermed nikkede hun beslutsomt. Rejsen skulle gå til denne flok.

,,Ava, hvis du leder os vejen til denne flok, så vil jeg tage snakken med lederen. Hvis han vil lade mig, slutter jeg mig til jer, og hjælper dig med Titan - så du også kan få plads til at udvikle dig. Din moders opdragelse, går jeg ud fra er gået i arv til dig, og dermed ved jeg, hvad du skal igennem og opnå. Og jeg vil støtte dig, der hvor jeg kan.”

Fremsagde Leonora da. Hendes moder havde hjulpet og guidet hende igennem denne læring, og hun vidste at Aria havde gjort det samme med Ava. Hvor langt de var nået, vidste hun ikke - men hvis hun kunne, hjalp hun gerne denne unge hoppe, og ligeså Titan. Hans opdragelse vidste hun dog ikke helt hvordan skulle tilrettelægges, da det altid havde været op til hingstene at opdrage på hingsteføllene. Men Leonora ville gøre, hvad hun magtede, og om ikke andet kunne denne nye ledende hingst måske hjælpe på den front også. Hun puffede let og kærligt til Titan, som en lille opsang om at de skulle tage og begynde at flytte deres ben. Derpå nikkede hun sigende til Ava; Leonora ville følge hende, til denne Teylar flokken. Hendes måske kommende hjem.

Den lille sorte pjuskede klump lyttede stadig til den sorte prikkede hoppes og hans søsters ord. Han vidste ikke hvad de snakkede om, men han kunne genkende få ord - dog ikke nok til at sætte dem sammen. Han blev stående tæt op af den sorte prikkede. Der var en slags tryghed over hendes nærvær. Også selvom hun måske ikke var hans rigtige mor. Han kunne godt fornemme hun ville passe på ham. Det behagede ham. Det var næsten som om noget der før havde manglet, ikke længere manglede. Han lod de grønne øjne søge over mod den sorte hoppe med den hvide blis og mule.

Den lille Titan lod til at være en smule utålmodig, hvis man kunne kalde det det. Uinteresseret i samtalen, men det var vel heller ikke meget sådan en lille en forstod. Ava kunne ikke selv huske noget som helst fra den gang hun var så lille. Hun lyttede til Leonoras ord, og nikkede en enkelt gang i enighed om at opdragelsen var gået videre til hende. Men hun havde ikke nået at afslutte den før det hele gik skævt. Ikke inden stormen og hendes broders flugt og hendes egen pludselige forsvinden der førte hende hertil. Hun lod blikket søge i den retning de skulle gå. Ikke ret meget længere blev hun stående, men i stedet trådte hun nogle skridt fremad - tøvende, så de andre kunne nå at følge med.

"Der er et lille stykke vej, men ej så langt det ikke er til at holde ud. Vi er i nærheden og skal hverken krydse bjerge eller hav. Vi skal søge mod træerne i øst."

Hun så om mod de to andre og begyndte at gå videre. Rolige afslappede skridt, for de havde vel ikke travlt. Titan skulle jo også kunne følge med uden at gå helt død inden de nåede frem. Men den lille vandretur ville vel kun være god for ham. Så kunne det være han kunne sove i stedet for at vandre rundt. Ava havde før oplevet at han var taget på vandretur mens han burde sove, hvis hun havde været en smule uopmærksom.

"Jeg har endnu ikke nået at afslutte min moders træning. Jeg kan ikke selv afslutte den, for jeg ved endnu ikke hvad jeg skal lære. Ligesom en der aldrig har set himlen ikke kan beskrive hvad farve den har. Jeg har brug for hjælp. Jeg havde nær opgivet at nå min moders opdragelse til ende, men i stedet søge andre lærdomme fra de som ønskede at lære fra sig. Men hvis du kan hjælpe mig, så kan jeg måske blive den hoppe min mor ønskede jeg skulle være"

Den sorte Leonora, som stod der, i en slags forening med sin familie, betragtede nøje Ava, hendes søsters datter, da hun gjorde det klart, at Leonora kunne hjælpe til med opdragelsen; og det var noget, som vel gjorde den sorte, ganske prægtige hoppe glad. Hun hævede hovedet en smule, da Ava gjorde tegn til at begynde vandringen til denne flok og derpå lod Leonora sin mule ganske sensitivt stryge hen over ryggen på den ganske utålmodige Titan, der lod til at have fået alt for meget søvn den forgangne nat. Hun brummede ganske dæmpet, moderligt vel, og derpå satte hun efter Ava med en godkendende brummen til hendes første ord. Træerne i øst, det gjorde det. Leonora satte derpå frem med en ædel skridtgang i et tempo, der passede både ind til Ava’s og Titan, således at ingen af dem skulle vente eller skynde på sig. Hun lagde hovedet let på sned, og da hun nåede op ved Ava’s bagpart, gjorde den sorte hoppe noget, som var ganske grænseoverskridende; men samtidig noget der skulle vise Ava, at Leonora følte sig tilpas, følte sig som en del af flokken - hun puffede ganske blidt imod Ava’s kryds. Derpå slog hun hovedet op i en kontrolleret bevægelse og afgav endnu en dæmpet brummen, og derpå var hun klar til at lytte til de næste ord, som Ava sagde.

,,Jeg vil guide dig, så godt jeg kan Ava. Du har det i dig, og inden længe vil du være i stand til at tage den rolle, som både du og jeg var skabt til at tage”

Sagde Leonora, måske en smule opmuntrende. Hun kunne vel mærke på Ava, at det ærgrede hende, at hendes træning aldrig var blevet udført, og det kunne Leonora godt forstå. Selv havde hun fuldført træningen, stort set i hvert fald; for lærdommen om ørkenens luner, havde slået så grueligt fejl, at det havde ødelagt hendes moders liv, og hendes eget sind. Men ellers var hun klar, til at tage samme rolle som Aria, den stolte storesøster som hun havde. Aria havde klaret det godt; men ej Leonora. Dog ville Leonora ikke fortælle Ava omkring den manglende flok, som Leonora skulle have været flyttet til, for det var ej noget der kunne hjælpe på Ava’s egen træning.
Leonora lagde disse tanker lidt på hylden, for at skue imod Titan endnu engang. En varm fornemmelse bredte sig med det samme fra hendes hjerte, endnu engang - for når hun så på ham, var hun i stand til at føle, og glemme alle de ting, der var sket indenfor den sidste måned. De ting, der havde ødelagt den ellers stolte hoppe.

Da de to sorte hopper, begge to med blå øjne, begav sig fremad med retning mod hans hjem - deres hjem, og alligevel ikke helt deres hjem, for det var ikke den prikkedes hjem, hoppede Titan efter med en energi han ikke helt burde besidde på denne tid. Men det var når mørket var faldet på at han ofte var mest vågen. Det var der han kunne snige sig uset rundt på grund af sin mørke farve. Der gik dog ikke ret lang tid før hans energiske hop døde hen, og han i stedet fandt frem til den sorte, prikkede hoppes side for at følge med i almindelig skridt.

Ava kunne ikke andet end være glad for Leonoras ord. Hun ville få brug for alt den hjælp hun overhovedet ville kunne opdrive. Især hvis hun skulle blive til noget - og hendes mors søster der havde gennemgået samme opdragelse og oplæring, som Ava havde været i gang Med indtil hendes pludselige forsvinden i det gamle land, da hun i stedet havnede her. Der var ikke mere at sige til emnet - ikke endnu. Også kun derfor forholdt hun sig tavs det sidste lille stykke.

Vandreturen var ej særlig lang. Det var jo ikke ret langt Titan havde bevæget sig væk fra flokken, men alligevel langt nok væk da han midt om natten besluttede sig for at tage på opdagelse og fandt sig en legekammerat, eller nok nærmere en mor.

Ava standsede da hun kunne ane den rødbrogede hingst. Hun gjorde et enkelt lille kast med hovedet og satte farten op til en stille og rolig trav. Lidt mere fart end skridt, men stadig ikke i hast. De havde jo ikke travlt. Titan skulle gerne kunne følge med også - selvom hun var sikker på der ingen fare var for at han sakkede bagud. Hun standsede få meter fra den brogede hingst, for at lade Leo fortsætte og snakke i fred. At overvære andres samtaler kunne i hvert fald i nogle tilfælde være uhøfligt.

De vandrede tavst, de tre sjæle; Leonora lidt forskudt bagud fra Ava, og Titan hoppende ivrigt med. Det var utroligt, så meget energi den lille sjæl havde, og Leonora var en anelse forundret over hans døgnrytme. Han havde været lige så kåd da hun mødte ham, for timer siden, som han var nu, og med det tempo han stadig kørte med, var hun i tvivl om, om han nogensinde ville sove? Dog gik der ikke så forfærdelig lang tid, før hans hop blev mindre og mindre, og til sidst søgte han hendes side i en skridtgang der bar præg af afslappede. Leonora brummede moderligt imod ham, kærligt kunne man også sige, inden hun lod sin mule stryge ham i manen et par gange.
Der gik noget tid, før de nåede indenfor grænsen til denne flok, og der standsede Ava op. Leonora, med den lille Titan, standsede en smule bagud, for ikke at træde for langt. Hun vidste, den sorte Leonora, at mødet med en leder skulle tages ganske alvorligt, og at det her var tid til, at hun skulle vise sig, med den ulde opdragelse. Hun nulrede ganske kort Titan i manen, inden hun puffede ham blidt af sted igen, for nu satte Ava frem i en trav imod denne rødbrogede hingst, der var dukket op; og Leonora fulgte trop med ganske majestætiske skridt. Og da først Ava standsede op, puffede Leonora ganske kort imod halsen på hendes nyligt fundne familiemedlem, en form for tak. Hun lod derefter Titan blive ved Ava og søgte nu denne brogede hingst, som måtte være lederen af flokken. Hun standsede ganske kort foran ham; og trods hendes ødelagte indre bragede og buldrede i protest, lod hendes ydre til at være ganske roligt. Hun nikkede hilsende imod denne hingst, hvorefter hendes blå øjne søgte hans.

,,Godaften. Mit navn er Leonora, datter af Rhea fra Mehriah, som ligger i Morva.”

Præsenterede hun da sig selv. Hun tog måde forældrenavn og floknavn med, da det var en betydelig del af hende, hvor meget det end måtte smerte - og hvad end man kunne sige om Leonora, så var hendes opdragelse noget, som sad fast helt ind i knoglerne. Så den kunne, trods det ustabile sind, ikke rives fra hinanden. Hun afventede da hingstens reaktion på hendes nærvær; og forhåbentlig ville hun, med tiden, kunne kalde sig medlem af denne flok.

Skridt kunne høres i det fjerne. Flokkens område lå roligt hen. Der var ikke noget som helst der skabte postyr i nærheden. Måske også fordi han var den eneste der havde tilbragt aftenen i området. Den lille var taget på vandretur, og søsteren måtte følge med for at være sikker på han ikke kom noget til. Det måtte være dem der var på vej tilbage, for der var mere end et sæt hove. Mere end 2 også. Han lod blikket spejde ud i mørket, men der var ikke ret meget at se. Han kunne skimte den hvide blis fra hoppen han havde lukket ind i flokken, og prikker. Små prikker der bevægede sig. Et underligt syn. Meget underligt. Dog var det ikke noget han som sådan lod vise udadtil. Da de kom nærmere kunne han godt se det var en anden hoppe. En fremmed hoppe. En han endnu ikke havde mødt. Han vendte sig om mod den lille flok, og afventede dem, men blev ikke stående ret lang tid, for han begav sig mod den lille flok. Da de to af dem stoppede og den fremmede hoppe kom nærmere, hævede han hovedet. Ikke så meget at han kom til at virke skræmmende, men i stedet nysgerrig. Hans øjne var stadig varme og imødekommende og han standsede op da afstanden blev mindre, for at lade hoppen bestemme afstanden. Det var jo ikke alle der brød sig om nærhed.

"Godaften Leonora, datter af Rhea. Mit navn er Brêgo. Min afstamning er ej fin eller værd at tale om, men jeg står stadig til tjeneste"

[/b]

Han bukkede en enkelt gang for hoppen inden et venligt og imødekommende smil fandt frem til hans mule igen.

"Hvad kan jeg gøre for dig?"

[/b]
[/size][/color][/blockquote][/font]

Den rødbrogede hingst, som Leonora havde trådt an foran, responderede ganske venligt stemt. Det var noget, som den sorte hoppe satte pris på, især hvis denne sjæl skulle stå som værende hendes leder i den nærer fremtid. Venlighed, høflighed, respekt. Selv, havde den sorte hoppe altid forholdt sig mere neutralt i den ledende position hun var oplært til; men som hun ej nåede at få. Om den sorte hoppe selv ville have vendt sig til en venligt stemt sjæl, hvis hun havde fuldendt sin skæbne, var ikke til at vide, men det eneste hun havde nu, det eneste der holdt hende fra at bryde sammen, var hendes opdragelse. Og genforeningen med familien, der vidst var på vej væk for at søge ro for natten. Hun prustede ganske let, inden hun mødte øjnene på den rødbrogede hingst, Brêgo.

,,Afstamning og fortid er heller ikke det, der skal definere en sjæl - men det ligger til grund for eksistensen. Brêgo, jeg står her, foran dig, fordi du huser min familie i din flok. Og jeg vil gerne bo med den”

Sagde hun da, med den milde og ganske unikke stemme. Hendes talemåde var om end mere gammeldags og fornem, end den plejede, men overfor en leder, yndede hun gerne at vise hendes manérer, eller, det ville den gamle Leonora have gjort. Nu, gjorde hun det vel lidt i et sørgeligt forsøg på at holde fast på sig selv, og ikke bukke under for det pres, som det ustabile indre lagde på hendes skuldre; dog skulle man kende denne hoppe ganske godt, før det kunne skimmes, at hun var ustabil indvendigt, for hun havde fået et boost på sit selvværd, efter at have fundet Ava og Titan, afkom af hendes søster.
Hun rakte mulen en anelse frem og ned for at afgive sin respekt overfor denne brogede hingst, leder af den flok som hendes familie boede i. Og derpå ramte hendes lyseblå øjne hans igen. Hun afventede hans reaktion ganske roligt; trods hun vel egentlig frygtede en afvisning. Det lå lidt til hende, efter hendes verden var brudt sammen, at frygte det værste, og dette var ikke en undtagelse.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] En sort sjæl under månens skær Brêgo, den rødbrogede, stod ganske stille, men nakken let knejset og ørerne opmærksomt og lyttende rettet fremad mod den fremmede sorte hoppe, som de to fra hans flok havde bragt med. Han betragtede hende lettere nysgerrigt – for en med prikker på den måde havde han aldrig set før. Det måtte være et sjældent syn. Dog kunne han ikke vide om det var normalt hos hendes gamle hjemland eller om hun var herfra og det var derfor hun så sådan ud. Det kunne også være hun var fra en helt anden verden end ham selv, og alle bare havde den slags prikker der. Hendes ord fik ham til at vrikke med det ene øre, og han nikkede i enighed. Afstamning og fortid var ikke det der definerede ens sjæl, og det kunne han kun give hende helt ret i. ”Vel talt du sorte hoppe, Leonora. Denne flok er ikke kun en flok. Den er også min familie. Den er til for at være alles familie så ingen kommer til at leve i tvungen ensomhed. Så alle har en mulighed for at have en familie selvom de har været ganske alene. Navnet betyder plads til alle, og det er fordi der skal være plads til alle. Det betyder også, uanset hvad din egen grund er, så er der også plads til dig. Velkommen til Teylar” Han nikkede en enkelt gang med hovedet, som vel næsten kunne betragtes som en slags simpelt buk. Høflighed og en form for hilsen var det vel også. Det var en ganske almindelig hilsen hvor han kom fra. Der opførte man sig godt nok også lidt anderledes end her. Men forskelligheder skulle der også være plads til. Forskellighederne er dem der gør at alle ikke er ens. At man møder nogen man finder spændende, men desværre også engang imellem nogen man ikke bryder sig om. Note, Word count, 307

[/td][/tr][/table][/center]

Den sorte, ganske særprægede hoppe, lod sine øjne glide ned over den brogede hingsts krop, imens hun lyttede til hans ord. Han bød hende velkommen, bød hende velkommen til familien, og det varmede i hendes inderste, selvom det var både rodet og fuld af kaos. Det var som om den første brik lagde sig endeligt på plads i hendes skrøbelige sind, og hun kunne mærke hvordan det begyndte at føles varmt et specielt sted i hendes hjerte. Hun prustede ganske dæmpet og nikkede derpå endnu dybere end den rødbrogede hingst, for at gengælde den gestus han udviste hende. Hun lod derpå sin mule begynde at forme sig igen, således at hun kunne takke ham verbalt ligeså.

,,Jeg takker dig, for at tage imod mig på denne måde. Jeg er beæret over at måtte være en del af din familie, og ligeså vil jeg betragte dig som min”

Sagde hun afsluttende, inden hun lod et meget dæmpet smil vises på hendes mule. Et af de første overhovedet i dette land, fordi hun vel følte sig tilpas. Her, i dette selskab, med hendes familie. Nok var den brogede ej hendes reelle familie, men den sorte hoppe var meget sensitiv overfor en floks normer og regler, og altid lagde hun sig med glæde ind under dem; og dermed var denne hingst en del af hendes familie. Hun takkede ham endnu engang, med en endnu dybere gestus med den hvælvede nakke, inden hun drejede rundt og satte i en ganske elegant skridt efter Ava og Titan, der havde søgt ly for natten. Hun nikkede dog en enkelt gang sigende til den brogede om, at hvis han ville sove i deres nærhed natten over, ville det ligeså beære den sorte hoppe, som nu kunne kalde sig en del af denne flok. En hoppe fra Teylar.

[Out]