Nyt bekendskab?

Den rødlige hoppe kom roligt skridtende hen over engen. Hendes gang var elegant. Hendes lette krop gik let igennem sneen. Hun var meget opmærksom på sine omgivelser omkring hende. Det var endnu et nyt sted, og hun vidste endnu ikke hvor hun var henne. Men det var nu blevet hendes første mission. Hun skulle finde ud af hvad dette her sted var for noget. Hun slog et par slag med halen og de olivengrønne øjne kiggede sig opmærksomt rundt. Hendes øre vippede ud til siderne for at finde ud af om her var nogle i nærheden. Hun vrinskede op for at finde noget selvskab måske? Hun ville gerne lære nogle at kende. Hun ville gerne have nogle venner. Det havde hun nemlig aldrig haft før. Kun hendes mor og hingsten. Hun slog et par slag med halen og sukker kort. Nej, hun ville ikke blive deprimeret nu! Hun var landet et nyt sted, og derfor skulle der også komme en ny start. Hun håbede inderligt at der snart var nogle der ville svare hende! Hun kunne ikke lide at være alene. Det havde hun aldrig kunne. Men det var nok en ting hun skulle væne sig til. Hendes liv var jo blevet meget anderledes nu.

Den første sne havde lagt sig, ikke meget, men den var der. Ahearn kom fyrrigt travende på engen. Sneen gjorde ham kåd. Fandt den værste side frem i ham. Hvid som sne var han selv, hvis man så bort fra de sorte forben, mule, man og hale. Så var han hvid. Mange så hvid som en god farve, en venlig hingst. Men den symboliserede det modsatte med Ahearn. Kulde, had, ondskab. De følelser dominerede ham det meste af tiden. Dog havde han også vist sine bedre sider frem her i landet. Kun for nogle få individer. Endnu havde han kun smagt på en hest. En grålig skikkelse han havde mødt i ørkenen. Hende ville han ikke have noget imod, at smage på igen.

Et hoppet vrinsk nåede hans ører. Så tydeligt det var i stilheden. Sneen havde lagt en dæmper på landet. Alt kunne høres, og så alligevel ikke. Et lumsk smil kom frem på den sorte mule. Fyrrigt vrinskede han tilbage, imens han slog et kraftigt slag med hoved og hals, så den sorte man fløj rundt og faldt flot på plads igen. For hver vejtrækning han tog, stod en tæt lille sky af ånde ud fra hans næsebor. Musklerne var spændt, alle musklerne. Det her var Ahearns vejr. Mon han ville udnytte det med dette nye møde?

Hun svang lidt med halen bag sig. Her var koldt, men hun var virkelig glad for sin vinterpels lige nu. Den ville forhåbentlig blive tykkere, som det blev koldere og koldere. Hun kom til at ligne en bamse en smule, dog ikke en tyk bamse, men en tynd bamse. Man kunne vist også bare sige at hun blev blød at røre ved. Hun mimrede svagt med den hvide mule, som havde den rød/brune snip på. Hendes olivengrønne øjne så rundt da hun hørte lyden af et vrinsk, et vrinsk som svarede på hendes eget vrinsk. Det var dog fyrrigt, og det var sikkert en hingst, det lød det i hvert fald som om. Hun spejdede rundt i mørket, men det var svært at se noget her. Hun var faktisk meget glad for at komme her, selv om at hun ikke rigtig vidste hvor hun var. Der var noget inde i hende der sagde at hun ikke skulle være bange for noget her. Det var et godt sted, et godt sted at starte på ny, og det var hvad hun havde besluttet sig for at gøre. Dog ville hun stadig få nemt ved at blive deprimeret. Dog havde hun endnu ikke fundet noget i landet at være deprimeret over. Heldigvis, og hun regnede heller ikke med at skulle finde noget at blive deprimeret over, hvis hun skulle være ærlig. Hun slog et par slag med halen og skridtede med elegante skridt mod lyden af vrinsket. Det var irriterende, for her var så stille, det eneste man kunne høre var den knasende lyd fra hendes hove for hver gang at hun trådte ned i sneen. Hun kunne stadig ingen hest se. Dog kunne hun mærke at hesten var lige i nærheden. Eller det følte hun og det regnede hun med, så hun blev ved med at lede efter denne hest som havde vrinsket.

Han fortsatte frem i en hidsig trav. Hans åndedræt var hurtigt, men også tungt. Ingen tvivl om, at det ville kunne høres på afstand. Men Ahearn var ligeglad. Sneen knasede kraftigt under hans hove også selvom, at han ikke var nogen tung eller kraftigt hingst. De mørke øjne ledte opmærksomt efter den fremmed hoppe. Men han kunne ikke se hende. Sneen der dalede kamuflerede andre godt. Inklusiv ham selv. Så han sendte endnu et vrinsk ud i luften, lige så fyrrigt som det første. Forhåbentlig ville hun svare ham denne gang, så han havde noget at gå efter. Ellers så gad han godt nok ikke lede for evigt. Der var en grænse, også selvom den kom meget tidligt for Ahearn. Han fandt sig ikke i noget.

Hun vippede med de mandelformede øre og hun opfangede en lyd, lyden af hove. Hun brummede mildt og de olivengrønne, blive og varme øjne søgte rundt efter skikkelsen. Måske var det den der havde vrinsket? For hestens skridt lød noget hidsige. Hun spændte en smule i sin krop, blot for at være parat til hvis han pludselig skulle komme for tæt på. Hun hørte snart vrinsket fra hingsten. Men hun havde fået øje på ham og han var lige i nærheden, så hun nøjes med blot at brumme mildt og imødekommende. Hun fandt snart en hvid og sort hingst, så var det ikke så mærkeligt at han var svær at finde. Hvid som sneen og sort som natten. Hun mimrede svagt med den hvide mule.

En brummen ramte hans hvide ører. Der var hun! En ganske lille hoppe stod ikke så langt fra ham. Aheartn's facade var blevet styrket på det sidste. Hans møde med Shadow havde gjort ham mere blød i hendes nærvær. Men uden hende, der var han blevet endnu mere hård. Som om han ikke allerede havde været det inden. Et lumsk smil kom frem på den sorte mule. Sådan en fin lille hoppe. Hvordan mon hendes fine røde blod ville se ud, når det blev blandet med sneens smukke hvide farve? Man kunne dog ikke se på ham, at de tanker fløj igennem hans hoved. Istedet fortsatte han frem mod hende, med stadig lige så hidsige skridt. Ikke langt fra hende slog han ned i trav. Hans hoved var stolt hævet, en anelse dominerende.

De mørke øjne kørte over hendes lille krop. Han kunne let få det sjovt med hende. Da han stoppede op, kom han med et yderst hingstet hvin. Selvom han elskede at angribe ud af det blå, så måtte hun have luret, at han var godt hidsig. Så det baghold kunne han lige så godt droppe. Det var nu også meget sjovt, at se deres blikke når det gik op for dem, at de havde med en yderst temperamentsfuld hingst at gøre. Han frydede sig over det, hver evig eneste gang. Gid Shadow kunne se ham nu. Mon hun så ville ændre mening om ham? Hans bløde side var gemt. Langt, langt væk. Som om den slet ikke havde eksisteret.

Hun kæmpede sig igennem sneen. Det var som om at hver gang at man tog et skridt, så røj man et halvt skridt tilbage. Hun så hele tiden ned i jorden og koncentrede sig godt om at sætte hovene så stabilt som muligt. Dog blev hun også nød til at holde øje med hingsten foran hende. Han virkede til at være meget hingstet og have et ret stort temperament, så derfor var hun også på vagt. Og også fordi at han virkede som typen der godt kunne finde på at røre andre! Og det ville hun ikke have! Hun kunne ikke lide det når det var fremmede der rørte ved hende.

Hun stoppede op foran hingsten og hun smilede varmt og imødekommende mod ham. Hvad mon han var for en? Hendes øre var fremme, eller kun det ene øre var fremme, det andet vippede rundt efter lyde, men der var ikke nogle. Her var så stille. Kun deres lave vejrtrækning kunne høres, men det var også kun meget svagt. "Godaften fremmede" sagde hun med en varm og blød stemme. Hun tog hovedet på skrå for at betragte ham. Han var meget enkel af udseende. Hun ventede med at præsentere sig selv. Måske ville hingsten først præsentere sig selv?

Selvom hans blik var koldt og skridtene var hidsige, så valgte hun at smile varmt til ham. Varmt! Var hun virkelig seriøs? Det tirrede ham blot endnu mere. Han havde lyst til, at provokere hende noget så grusomt. Lyst til at se, irritationen og mistilliden i hendes øjne. Det var længe siden, at han havde set sådan et blik. Hans indre hungrede efter det. Alligevel ville han lige give hende få sekunder, af hans nogenlunde venlige sind. Venlig kunne man jo ikke kalde Ahearn. Eller kunne man? Nogle få sjæle i landet, ville nok kalde ham venlig. Men de havde blot været heldige. Kun ganske få heste fik lov til, at se den side af ham. "Godaften hoppe."

Hans blik hvilede intenst ned på hende. Nærmest stirrende, som om han allerede nu, flåede pelsen af hende. Under den var det smukke røde blod jo. Han gik roligt rundt om hende, hovedet stadig stolt hævet, halsen fint hvælvet. Da han nåede om på den anden side af hende, lod han mulen strejfe hendes mave. Dog trak han den hurtigt til sig igen. Han ville se hendes reaktion. Var hun en hidsig lille en, eller blot en døsig hoppe, som gjorde hvad hun fik besked på?

Hun så på hingsten, nej, han præsenterede ikke sig selv, så måtte hun vel starte? "Jeg er Geshia, og hvem er du?" spurgte hun, for hun regnede faktisk ikke med at hingsten ville svare hende på nogen måde hvis hun ikke selv spurgte, så det valgte hun at gøre. Hun mimrede svagt med mulen. Hendes udtryk var ændret en smule, for han virkede ikke til at være en varm hest. Hans hidsige temperament sagde noget andet til hende, og derfor var hendes blik gået fra varmt til at blive skeptisk. Hendes øjne betragtede ham. Hidsige hingste havde det med at skulle styre og dominerende det hele, og hvis han troede at han skulle dominere over hende, ja, så tog han grueligt fejl! Selv om at Felina var en varm hoppe, så havde hun også et temperament, og hun kunne skam godt finde ud af at sige fra! Dog havde han endnu ikke gjort noget der gjorde at hun kunne være ond, endnu.

Da han nu begyndte at bevæge sig rundt om hendes spændte hun ganske let op i den feminine krop. Hendes øre blev vendt en smule mere om mod nakken og hun var meget opmærksom på ham. Da han nu strejfede hendes mave hvinede hun op og sparkede ud efter ham. Hun reagerede voldsomt da det virkede som om at hingsten var ude på noget. Hun havde f.eks ikke reageret så voldsomt over for Altaïr, men det var også fordi at han virkede så venlig og imødekommende. Hvilket denne hingst ikke virkede som om. Måske skulle det blive en sjov leg, som gik ud på hvem der mon bestemte? Det ville tiden jo vise. Hun vendte hovedet mod ham og de olivengrønne øjne betragtede ham. Prøvede at læse ham. Hvad var han mon ude på?

Det morede ham gevaldigt, at hun stadig præsenterede sig. Hun ville virkelig tro på, at han var venlig? Men der kunne hun godt tro om igen. Alt for længe havde han været venlig. Det var slut nu, i hvert fald med dette møde. Han ville have det sjovt, og hun var åbenbart den perfekte hoppe til det. Alligevel valgte han at svare hende. Men ikke med nogen lang sætning. "Ahearn." Hans stemme var stadig lige så kold og hård. Men humøret blev dog løftet, da hun reagerede lige som han ville have det. Et hvin og et spark. Ak ja de hopper. De vidste virkelig, hvordan man gjorde sådan noget sjovt. Men han lod hende ikke se, hvor meget han morede sig. I stedet hvinede han hingstet og kylede et forben ud efter hende. Hun skulle ikke tro, at hun kunne sætte ham på plads. Så han lod endnu engang mulen røre hendes pels. Ahearn vidste hvad han gjorde. Han var stærkere end hende, derfor ville det ikke kræve så meget af ham, at opretholde det lille spil han havde startet.

((Så meget stærkere end hende er han altså heller ikke!! xP ))

Hun så på ham da han sagde hans navn. Lige nu var hun faktisk ret ligeglad med hvad denne hingst hed. Hun kunne ikke lide ham! Han blev ved med at overskride nogle grænser som hun havde sat, og som hun havde sat af en grund. Hun slog endnu engang ud med bagbenet. Hun fnøs irriteret og hun tog et par skridt væk fra ham. Hendes øre lå i nakken. Dette var ikke en leg, det var en magtkamp, og hun ville ikke stoppe. Han skulle ikke vinde! Han skulle godt nok have respekt for hende. Hun havde allerede nu mange ting at sige om ham, for han kunne virkelig få hendes temperament til at koge!

Da han rørte hende igen snerrede hun: "Gider du godt at lade vær'?" Hun fnøs endnu engang og bed ud efter ham. Hvad var det han ikke forstod? Var han fatsvag? Hun kunne bestemt ikke lide ham. Hun hadede når andre rørte ved hende, og specielt sådanne en som ham. Det var godt at hun ikke var i brunst! Det havde hun nok ikke overlevet uden noget i maven. Medmindre at hun havde brugt alle sine krafter, og det havde hun sikkert også gjort! For hun skulle godt nok ikke have noget føl! Det var da helt sikkert.

(Nå nej nej bare rolig. Det er jeg skam helt klar over :b )

En ond latter kom fra ham, da hun igen sparkede ud efter ham. Det morede ham. Men han mærkede samtidig vinden fra hendes slag. Han skulle være en anelse påpasselig. Alligevel kunne han ikke lade være med, at more sig gevaldigt over det. At hun snerrede af ham, gjorde det bare endnu sjovere. "Er du irriteret lille Geshia?" Han travede i en stor og stolt trav rundt om hende. Hele tiden opmærksom på hendes bagben, forben og tænder. Han skulle ikke have nogle skræmmer efter hende. Men kunne han mon undgå det, hvis det endte med en kamp? Nok ikke. Alligevel valgte han, at overtræde hendes grænse igen. Han lod mulen køre mod hendes mave ned mod bagparten, men denne gang lod han hans tænder nappe i hendes pels. Et hingstet hvin undslap ham, imens han bakkede lidt væk fra hende. Blot for at være på den sikre side.

Hun så på ham. "Om jeg er irriteret? Neej, det er jeg da slet ikke" sagde hun med stor ironi i stemmen. Hun havde mest af alt lyst til at kappe hovedet af ham. Dog gad hun ikke at tage slåskampen med ham. Han var ikke engang det værd i hendes øjne. Irriteret tog hun mulen i sky og begyndte at skridte frem med stædige og elegante skridt. Hendes hale slog bag hende og hendes øre var vendt i nakken, men mest opmærksomt mod ham. Hvis han nu skulle komme efter hende. Hun fnøs irriteret over hele situationen. Hun brød sig ikke om heste der bare kom og trådte over andres grænser. Det ville have været noget andet hvis hun havde gjort ham noget, men det havde hun jo ligesom ikke gjort?! Hun stoppede ikke op, men hun styrtede heller ikke afsted. Hun gav ham ligesom en chance. Ellers var det også hans egen skyld.

Ironien i hendes stemme var ganske tydelig. Men Ahearn var ligeglad. Hans humør krævede, at han provokerede en anden sjæl. Han havde ikke gjort det længe, og det kriblede nu i ham efter, at få lov til at gøre det han elskede. Han betragtede hende, imens hun vendte sig om og gik væk fra ham. Men den hvide hingst havde ingen intentioner om, at lade hende slippe så let. Så han trippede efter hende i en let men hidsig trav. Bed ud efter hendes hale, med den i munden stoppede han op, så han hev i den. Men han gav hurtigt slip igen. Han skulle ikke nyde noget af, at få hendes flyvende hove direkte i hovedet. Det ville gøre ret så ondt. Men det syn der mødte ham var alligevel ganske morsomt. Hive hende halen. Sådan noget havde han endnu ikke gjort. Det kunne være han skulle til, at gøre det til sin 'ting' som han gjorde. Et lille kendetegn.

Lige i det at han tog fat i halen på hende, der lossede hun ud efter ham med begge bagben af alle krafter. Hun vendte sig om. "Er du fuldstændig fatsvag?!" skreg hun af ham. Han havde virkelig trådt over hendes grænser, og han blev bare ved. Hvornår forstod han at hun ikke brød sig om det når han rørte ved hende? Hun stolede ikke på ham. Det var ubehageligt. Han vidste nøjagtig hvad han gjorde. Derefter satte hun frem i en hidsig trav fremad. Denne gang gav hun ham ikke nogen chance, men fortsatte blot med at trave frem. Hun slog hidsigt med halen bag sig. Hvor kunne han! Han hev hende i halen! Hvad skete der lige for det?! Det havde hun aldrig regnet med at hun skulle opleve. Men man blev skam overrasket i sit liv, og denne hingst fortrød hun at hun gav sin opmærksomhed til. Han ville bare ikke lade hende gå så let! Det var godt nok irriterende!