A comforting Warmth

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Vinteren havde sit tag i Andromedas land, og havde dækket alle steder af et fint lag sne bortset fra ét sted, øen Zenobia. Denne ørkenens ø havde en ganske loyal beboer, der ikke ville bevæge sig udenfor dens grænser inden vinteren var ovre. Denne beboers navn var Sunrise Saint, en gylden hoppe der engang var blevet født et sted meget lig ørken øen, og det var af denne grund at hun holdt til her. Aldrig havde hun oplevet kulde som da hun ankom til Andromeda for nogen tid siden, og aldrig ville hun igen ønske at opleve den nu hvor hun havde fundet sit hjem.
Det var med elegante bevægelser at hoppens spinkle korpus bevægede sig over det lettere bakkende sandlandskab. Ej ville der være en tvivl når man så på den gyldne hoppe om at hun hørte til dette sted, hendes slanke, langbenede krop sagde det hele. Saint kunne ikke forstå hvordan andre kunne få problemer ved at bevæge sig rundt dette sted, for det var jo i sandhed fantastisk!

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Det var første gang den unge Xenon besøgte Zenobia og de massive mængder sand der lå i kurvede bakker og store dunger var i sandhed en stor oplevelse for hingsteføllet og ikke mindst varmen der var meget mere intenst i forhold til de andre øer i Andromeda. Ja de andre øer var dækket af en hvid masse, som han moder kaldte sne og det var ret koldt når hun ikke var i nærheden til at putte ham.
Til trods for den store afveksling i klimaet så fandt han sig godt tilpas her og hans lyse, ja næsten sandfarvede pels gik næsten i et med landskabet. Måske Xenon ville begynde at komme her noget oftere når han blev ældre.
De lyseblå øjne spejdede rundt for at se efter eventuelt selskab og han synes da også han fik øje på en lys skikkelse længere fremme, men han var ikke sikker.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Saint opholdte sig for det meste alene, mens hun stille vandrede af sted i ørkenen, og det passede hende mere end fint. På mange måder var den gyldne hoppe en enspænder, hvilket nok skyldtes hendes noget uforudsigelige sind, der så nemt kunne påvirke hendes selskab. Hun var rent ud sagt ikke til at beskrive med få ord, for alle ville have sin version af hvem Sunrise Saint i sandhed var.
Mens hoppen endnu dansede elegant af sted over sandet skimtede hun pludselig noget længere fremme. Saint sænkede kort farten for at give sig tid til at betragte hvad hun nærmede sig. Det der bevægede sig rundt derude i den store ørken virkede til at være et føl? Men kunne dette passe, at et føl kunne vandre rundt på egen hånd bare sådan uden videre, og så endda et føl der efter hendes øjne at dømme virkede ganske ungt. For første gang i lang tid mærkede Saint en let bekymring for et andet væsen, og dette var grunden til at hun fortsatte frem mod det fremmede føl. Et sted inde i Saint var det nok de moderlige instinkter der prikkede til hende, for trods Saint aldrig i sit liv ønskede sig et føl, så var hun trods alt i bund og grund en hoppe.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Xenon løftede hovedet og så nu på hoppen der kom nærmere. Det var bestemt ikke mor, for hun så helt anderledes ud, men en hoppe var det. En hoppe der virkede sikker i denne store sandkasse af en ørken. Det fik føllet til at ligge hovedet på sned, mens de blå øjne nysgerrigt betragtede hver en bevægelse, for det kunne man måske lære noget af. Da hun så var tæt nok på smilte han stort og udstødte en meget skinger fløjtetone, mens den lille hale viftede enegisk omkring hans bagpart. Xenon var et højenergiføl og stod sjældent stille i længere tid af gangen. Det fik ham af samme grund til at stå og steppe en anelse spændt på stedet, men stadig med det store smil på hans mørke mule.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Sjældent så man et oprigtigt smil over hoppens mule, men da hun kom nærmere det lille føl, og det begyndte at te sig kunne hun ikke stoppe et lille smil fra at springe frem over hendes brune mule. Farve mæssigt blev Saint også en smule overrasket, for med sine aftegn i panden og farve mindede han måske en ganske lille smule om, ja, hende selv. Alligevel var det tydeligt at de ikke var relaterede i hendes egne øjne, men for andre kunne dette måske virke lidt anderledes som hun nu stoppede op foran det energifulde føl.
Hendes hoved gled en smule på sned mens hun kiggede ned i de blå øjne. Pludselig mærkede hun dog en let uro i sin krop, for hun havde aldrig før i sit voksenliv været i nærheden af et føl, og havde på ingen måde kendskab til hvorledes man tiltalte en sådan lille skabning. Kort rømmede hun på sig. Det var så ufatteligt sjældent at man så Saint på denne måde, men måske det var føllets uskyld der gjorde at hun ikke gemte det væk under en hård maske og rappe replikker. Til sidst fandt saint dog sin tunge og formåede at sige noget. "Er du blevet væk?" Saint følte hun hørte på en fremmed stemme, for den varme der var i hendes ord havde hun ikke hørt fra sig selv i det der virkede som årtier, og alligevel her var den, så nemt frembragt af dette lille væsen.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Xenon så på hoppen som havde visse ligheder med ham selv og han overvejede kort om hun måske var i familie med far, hvor man nok hovedagligt så træk fra i Xenon, hvertfald farvemæssigt. Han var bygget mere som sin mor, dog med maskuline træk, man dog først villle kunne se når han voksede mere op.
De blå øjne så igen på hoppen og han rystede nu på hovedet med et gavtyveagtigt smil som svar på hendes spørgsmål. Han blev ikke sådan væk, nej han gik på eventyr når mor nu ikke havde lyst, men han vidste at hans halvbror ikke var længere væk end Xenon kunne finde ham.

" Jeg leger gemmeleg med storebror.. "

Kvækkede han så stolt med sin skingre og lyse stemme. Han vimsede nu hen mod hoppen og lagde hovedet på sned, inden han igen steppede en anelse kådt på stedet.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Den blussende energi i den lille krop fik på så mange måder Saint til at tænke på sig selv da hun var lille, så bekymringsfri og livsglad. Mon han ville lide samme skæbne som hun og få en formørket sjæl? I en utilfreds mine udvidede Saint sine næsebor, hun håbede det ikke for ham, for nu virkede han som den lykkeligste sjæl i Andromeda. Stille rømmede hun på sig selv i et forsøg på at kaste tankerne bort hun ville ikke tænke så sorte tanker når hun stod nær så lys en aura som dette føls, det virkede på en måde krænkende på et niveau som hun aldrig før havde oplevet.
Gemmeleg. Kort så Saint sig omkring med sine nøddebrune øjne der for denne en gangs skyld virkede venlige. Her var da ingen steder at gemme sig i en ørken som denne? Saint måtte huske sig selv på at et ungt sind kunne gøre alt til en leg, som om det så ud som gemmeleg for hende eller ej, så var det en gemmeleg for dette føl, så hun skulle skam ikke ødelægge legen. Da hingsteføllet så igen lyste af energi fik hun en ide.
"Hvad siger du til at vi sammen tager ud og leder efter ham så?" På en måde kunne Saint selv føle en svag spænding, nok fordi dette var første gang næsten siden hun var taget hjemmefra at hun følte sig som noget helt i en andens selskab. Hun kunne tillade sig at være simpel, tillade sig ikke at tænke bagtanker. Det var en helt ny befrielse at kunne være på denne måde, trods hun på en måde også følte sig forkert på den fordi hun gjorde som hun nu gjorde.
Hendes øjne gled igen ned og fokuserede på hingsteføllets ansigt, og igen mærkede hun sig selv trække en smule på smilebåndene. Hvem der blot kunne få lov at genleve sine ungdomsår.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Xenon dansede nu hyperaktivt omkring den lyse hoppe som virkede måske en anelse tilbageholdende overfor ham, men sådan noget var Xenon slet ikke gammel nok til at opfatte og han havde trods alt noget damp der skulle lukkes ud. Han nynnede en lille melodi og det var bestemt ikke fordi det lød specielt godt når nu han besad den lille skingre stemme. Men noget fik ham til at stoppe op og stirre på hoppen med store, næsten bange øjne. Han rystede voldsomt på hovedet og blikket flakkede en anelse nervøst rundt..

" Nej.. Vi skal gemme os.. "

Sagde han så lidt nervøst. Han ville ikke nyde af at skulle møde sin bror, som han var rendt væk fra. Det var ikke sjovt at se Mindraper sur, for det var et faktum at Mindraper bestemt ikke kunne lide Xenon og slet ikke når han havde fået ordrer til at holde øje med ham, for hvad der var mere uhyggeligt end Mindraper var hans mor i vred tilstand og det var Mindraper ganske enig i.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

De skarpe toner fra hingsteføllets glade toner fik kort Saint til at ligge ørerne en smule tilbage. Kort måtte hun indrømme at hun nu kunne huske hvorfor hun ikke ønskede at gå tilbage til sine yngre år igen, for man forstod ikke sammenhængen i noget, og da specielt ikke folks reaktioner, som hendes lige nu. Hun bar dog over med ham, blot fordi hun vidste hvor uvidende han måtte være, omkring hvor forfærdeligt hans lille melodi lød. Saint tvang i stedet hendes ører op igen så hun lyttede til hans ord, mens hun betragtede ham danse omkring sig. Han var tydeligvis et glad væsen.
Nervøsitet svømmede dog pludselig i hingstens blå øjne og Saint mærkede hvordan hendes krop reagerede på denne følelse ved let at spænde i musklerne. Hendes hoved gled på sned, hvordan kunne så glad et væsen pludselig blive så vagtsom. Der skulle kun ligges et par brikker i hoppens hoved og så forstod hun at hingsteføllet måtte have gjort noget der ikke var helt på plads. Saint havde selv som lille gjort ting der gjorde at hun skulle gemme sig lidt, specielt når hun var rendt væk fra hendes mor som ung. Forventningen om at ville få skæld ud havde holdt hende væk i timevis til tider. Hun valgte dog denne ene gang at ville spille med på hingstens gemmeleg, for hun ville for alt i verden ikke ødelægge hans unge sinds rolighed.
"Hvis du siger det, så gemmer vi os væk.. meen, kan du se et godt gemmested?" Saint sænkede hovedet for at komme ned på hans niveau, mens hun sænekde stemmen hemmelighedsfuldt. Han skulle ikke føle sig urolig, det ønskede hun ikke.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Xenon var nu lidt råvild og en anelse bange for at hans broder snart ville komme og tvinge ham med tilbage, men hoppen fik ham revet ud af den tanke da hun nu også ville være med til at lege gemmeleg. Det fik ham til at steppe interesseret rundt om hende i ren kådhed. Uh et godt gemmested! Hvor skulle de lige være. Han så sig nysgerrigt omkring, men til hans store skuffelse så var der ingen træer eller buske man kunne gemme sig bag. Han så en anelse betuttet ud inden han lyste op og sprang ivrigt om bag hoppen og stod nu helt stille og så om på hende med store øjne.

" Shhh du gemmer mig og så gemmer jeg dig "

Xenon var selv overbevist om at dette var den perfekte idé, fordi han var jo helt klart stor nok til at dække for hoppen, men så langt rækkede hans små føltanker ikke endnu. For ifølge ham selv så var han jo en stor og farlig hingst, medmindre hans storebror var der.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Hoppens brune øjne fulgte det lille hingsteføls bevægelser. Tænk at man kunne have så megen energi i så lille en krop. Hun kom kort til at huske at hun endnu intet navn havde på denne lille skabning, men på en måde passede det hende helt fint at han ikke havde hendes navn, og hun ikke hans. Et navn var skam blot en overfladisk titel, men det gjorde at det ville blive svært for hingsteføllet rigtig at snakke om hende til andre, for den opførsel hun nu havde var noget der kun var forbeholdt dette hingsteføl, ikke noget andre behøvede at vide det mindste om. Det var ganske sært at Saint havde denne tanke, for hun prøvede altid at sige at andre heste intet betød for hende og at deres holdninger ikke havde noget at sige for den hun var, og alligevel stod hun nu her og ønskede at ingen andre skulle vide hvorledes hun nu stod og smilede lettere varmt ned til hingsteføllet. Hun var bestemt ikke den med mest varme at udvise, men det at der blot var et konstant lille smil over hendes mule var en stor bedrift!
Da hingsteføllet bevægede sig om bag hende kiggede hun undrende tilbage. Det var ikke ligefrem en latter der undslap hoppen, men det var nok noget af det tætteste Saint kunne komme på en latter, det var dog mere nær en brummen end en latter. Selvfølgelig var det ikke muligt for hende at gemme sig, og hingsteføllet var skam også til at se for hendes slanke ben, men det skulle hun da ikke fortælle ham.
"God idé! Så må vi være helt stille!" Saint sænkede sin stemme og krympede sig kort selv en smule sammen, som troede hun på ideen om at hun kunne gemme sig bag hingsteføllet. Hendes øjne gled dog kort efter rundt i området, årvågent, for tænk nu hvis den storebror hingsteføllet omtalte ikke var en at bide skeer af.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Xenon stod musestille omme bag den gyldne hoppe som næsten bar samme farve som ham selv. Det var nu lidt sjovt synes Xenon, men bed så ikke mere mærke i det, for tænk nu hvis Mindraper kunne høre ham tænke. Hvad Xenon dog ikke vidste var at det var ganske enkelt ikke muligt for Mindraper, hvertfald ikke længere. Men når nu de stod at gemte sig her, så vidste Xenon at han ikke ville finde dem. Jaer, det var det perfekte gemmested! Det kom sig så vidt at Xenon var bange for at Mindraper ville dukke op, og derfor stod han tæt ind mod hoppen bagben og havde taget et lille tag i hendes hale for at føle sig sikker, men de næsten isblå øjne flakkede nervøst rundt og en svag skælven var ind i mellem at se i den lyse pels.

" Han må ikke finde os.. "

Hviskede han så svagt og lukkede øjnene i, som ville det gemme ham endnu mere. Han håbede inderligt at hans bror ikke ville dukke op. Tænk hvis han gjorde hans nye ven fortræd.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Saints øjne hvilede kort på den lille skabning der lænede sig ind mod hendes krop, og hun mærkede noget røre på sig i hendes indre. Det var som om de isblå øjne, der søgende gled gennem ørkenlandskabet virkede så fortvivlede, at hun ikke andet end kunne bekymre sig for denne lille hingst, og hun mærkede for første gang i lang tid hvordan hun ønskede at tage sig af nogen, hvordan hun muligvis ligefrem ville kunne holde af en anden. Hun tog dog hurtigt øjnene til sig selv netop pga. af dette, for hun ville ikke lade hans blå Øjne påvirke hendes indre, hun skulle det mindste prøve at holde på blot en smule af hendes værdighed!

"Så er det godt vi er så små som vi er os to!"

Ordene kunne betragtes på mange måder, men det var rigtigt, siden han var et føl og hun blot havde en ganske lille størrelse var de begge ganske spinkle og små af skikkelse. Hvordan mon denne lille hingst ville gro op? Måske han ville blive dobbelt så stor som hende, måske mindre. Saint troede dog på det første, han ville sikkert blive stor, for allerede af hans alder var han ganske stor. Dette fik en tanke til at glide gennem hendes hoved, måske denne såkaldte storebror var stor, så stor at han muligvis ville udgøre en fare hvis han dukkede op. Stille hævede hun hovedet for at spejde rundt.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Åh ja, denne storebror var stor og farlig, hvertfald for den unge Xenon der jo var ganske lille og ny i denne verden. Han skævede rundt og hørte en fjern vrinsken, den lød ikke glad. Det fik ham til at gøre sig en anelse mindre. Tænk hvis han sladrede til mor. Xenon panikkede næsten ved tanken om at hans mor ville skælde ham ud for at løbe væk, igen.

" Kan vi ikke løbe væk sammen.. "

Mumlede Xenon stille. Konteksten af den sætning han netop havde talt var selvfølgelig fuldstændig underlig. Men Xenon var for lille til at opfatte hvad han rent faktisk lige havde sagt. Det eneste han vidste var at de ikke kunne blive her.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Det var ikke kun det lille føl der hørte den vrinsken der lød i det fjerne, nej, Saint hørte det også. Hendes ører vippede opmærksomt frem, derefter helt tilbage. Noget ved vrinsket lød ganske fjendtligt, selv om det sagtens kunne have været hendes fantasi. Den gyldne krop spændte dog op til det yderste, for skulle der komme en ubuden gæst, ville hun være rede til at forsvare sig selv og det lille føl, og selv hvis det blot var en venlig sjæl der var derude i ørkenen, ville hun også være rede til dette møde. Hingsteføllet talte efter lidt. Hendes ører vippede tilbage mod føllet inden hun vendte hovedet for at se på ham. Hun kunne ikke stoppe et stille smil, for hvor havde hun dog mange gange i dette land ønsket at løbe væk. Selvfølgelig vidste han ikke helt hvad det var han sagde.

Hvis det er hvad du ønsker, så skal jeg nok følge dig."

Saint vidste at dette føl sikkert ønskede hende at lede, mere end han ønskede at gøre det selv, men i dette tilfælde vidste han nok mere om hvor der var sikkert end hun gjorde det. Han havde trods alt viden om hvor hans storebror kunne opholde sig.

[/size]

Die another day

[/color][/size]