En særlig sjæl

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Som den lille sorte bevægede sig af sted under træernes kroner, indånede hun den tunge duft af skovens muld og liv. Hendes ører var rejst og bevægede sig i hurtige bevægelser, hvor de opfangede enhver lyd. I skovens søde duft kunne hun pludselig fornemme en velkendt duft, der med det samme bragte et smil til hendes mule, da hun identificerede den.

[ Forbeholdt Camie ]

Sneen var faldet overalt i landet, og under den lyseblå og levende himmel, fandt man den standhaftige og ranke hingst stavre roligt af sted over sneens knagende lyde. Hans brune øre lå tilbage i den mørke fyldige man, gemt; mens hans hvide hoved fremstod markant, lodretholdt på den højstillede hals. Hans muskler arbejde veltjenende under hans skind, der var beklædt med en tæt vinterpels. De hvide kode han ejede, var atter hvide. Han havde ikke begivet sig væk fra bjergende, eller overhoved Enophis i et stykke tid. Men en følelse, ak ja en følelse, var begyndt at nage ham. Stikkende og jagende, tryggende; en følelse han ikke kunne finde ud af om var grundet noget fysisk. Måske han var syg?

Samtidig kunne han ikke stoppe med at tænke på hende. Den lille sorte. Han havde ikke set hende siden efteråret; og mon vinteren havde taget hendes liv? De krystalblå øjne spejdede sig koldt og tomt frem, mens hans hjerte roligt slog mod hans bryst. Han var trods af alt i live, selvom han næppe følte sådan for tiden. Selv Athene havde han ikke set et stykke tid? Hvad mon hun gik og foretog sig? Men en duft slog ind, en duft der så let genkendeligt slog ham hårdt i ansigtet. Kardemomme.
Det var som op hans blik kort gnistrede op i den ellers kolde tid, der så blindt så sig frem. Hans øjne kastede hurtigt blikket rundt, mens hans øre kort forsøgte at opfange en lyd, et tegn?
Men straks! Den lille sortes skikkelse så han nu, mellem de mange nøgne træer. Hans lyserøde mule, rørte svagt på sig, før han mærkede hvordan hans hjerte bankede hårdt imod hans bryst, og en knibende fornemmelse i hans skind; indefra? Var at føle…

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Bedst som den sorte hoppe bevægede sig afsted imod duften af denne særlige sjæl, kunne hun pludselig ane hans brogede farver længere fremme. Han lignede sig selv, men hvad havde hun forventet?

Med de mandelformede ører spidset fremad og et mildt smil, satte hun frem i en blød og elegant trav, til hun kom tæt på. Hun stoppede med en smule afstand imellem dem, hun indåndede hans duft, som skabte en tryghed og varme i hendes indre og bragte sommerfuglene til liv i hendes mave. En dyb udånding sendte hans duft tilbage ud i naturen, men hun holdt sine turkise øjne i hans med et blidt blik fyldt med glæde.

Først stod hun blot der og lappede den dejlige fornemmelse af hans tilstedeværelse til sig. Hun havde ingen ord, for hun havde savnet ham mere, end der kunne beskrives. Nogle gange havde hun endda haft den ubehagelige tanke, at han måske var forsvundet eller kommet til skade, hvilket havde stukket i hendes hjerte. Derfor havde hun også set frem til dette møde med en hvis skeptisk, for hun kunne ikke lade være med at være bange for at miste det, de havde sammen.

Den lille bobbel de to kunne skabe sammen, var efterhånden blevet en vigtig del af hende, som hun på ingen måde nogensinde ønskede, der skulle punkteres.

Efter denne korte emotionelle pause brummede hun blidt til ham

"Djange..."

sagde hun så med en mild og nærmest overrasket stemme, inden hun forsigtigt stak mulen lidt frem mod ham.

Det var næsten som om de mange nøgne træer, i dette hvide landskab; alle trak sig til side, da det første syn af en genkendelig skikkelse var at skue. Elegant og med vis ynde, svang en sort skikkelse sig forbi et par træer i den hvide sne. Sneen som dæmpede alle lyde i landet Andromeda, gjorde de svært at reagere på diverse lyde. Alligevel havde han hurtigt spottet den lille sorte, med de karakteristiske fremstående turkisblå øjne. Duellerende havde hendes hvide ben stavret yndefuldt af sted over sneens glatte underlag, mens et svagt oplyst glimt havde vist sig kort i de krystalblå øjne hos Djange.
Det var som om han kort glemte alt omkring sig, hvor kun hendes snart hørelig vejrtrækning og dampen der steg fra hendes næseborer var at registrere for Djanges vedkommende. Han blev dog stående, efter at have taget et kort skridt frem, standhaftigt og roligt, mens en lille springende følelse i hans indre havde trådt til. Hans hjerte bankede lidt hårdere nu, mens han måtte se den lige nu lidt surrealistisk scene i øjnene. Denne skønhed, denne lille sorte, komme ham i møde. Han havde savnet hende, og mens de gamle følelser strømmede ind, strømmede en svag følelse af frygt også ind. Frygt for om hun mon var den samme. Den samme Silent Liberty, han egentlig gang på gang havde ønsket at erklære sine følelser for. Hun stoppede snart foran ham, og hendes stemme lød. Mange minder slog ind foran hans hornhinde, før hun hurtigt skinnede igennem, hendes fine hvide mule, fokuserede Djange kort på. Savnet efter at bare berøre hende, kom hurtigt til at blive en mulighed for ham, da hendes mule søgte ham; mildt.

”Silent Liberty…”
Lød hans stemme tonløst, men så alligevel ikke. Længsel var at høre i hans intense og hæse, før hans lyserøde mule selv fandt frem imod hendes hvide. Hans højtstillede hals, med det før lodretholdte hoved, blev pludselig mere afslappet af se på, som han strakte mulen frem søgende imod hendes.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Efter at have sagt sine ord, gled hendes blik over ham igen. Konstaterede at han var okay, at der ikke var synlige skader eller forandringer ved ham. Hun undslap et uhørligt men lettet suk. Hun ønskede, at han var præcis, som han altid havde været. Den Djange hun havde lukket ind i sit liv, var den Djange hun ønskede at møde igen.

Da han svarede hende, spidsede hendes ører sig lidt mere. Hans stemme mindede hende om deres tidligere møder og minder. Det bragte igen sommerfuglene i bevægelse i hendes indre, og hun skulle kæmpe for ikke at kaste sig over ham af glæde.

I hans stemme var der dog noget nyt - var det savn? Havde han savnet hende ligeså meget, som hun havde savnet ham? Hun vidste det ikke - blot at hun havde savnet ham noget så uendeligt, og at det virkede helt urealistisk, at han nu stod foran hende i egen høje person. Rank og ædel som han altid var. Dog indtog han en mere afslappet holdning, og i næste øjeblik strakte han sin mule mod hendes.

Liberty lyste op i et mildt smil. Han var sig selv. Lige præcis den Djange, som hun havde længtes efter at se igen. Den sorte hoppe skulle beherske sig, da hun med en blød bevægelse lod sin mule møde hans helt, hvorefter hun trådte et roligt skridt frem og lukkede sine øjne, imens hun nød hans varme bløde mule mod sin. Den tryghed - den nærhed, som hun havde savnet.. Den hingst hun havde savnet.

Dæmpet lød den lille sortes suk, mens sneens landskab atter kæmpede en brag kamp med at dæmpe alle lyde omkring de nu tætstående sjæle. Hun betragtede ham, det gjorde hun, åbenlyst; mens tanken slog Djange, havde hun mon savnet ham ligeså meget som han havde med hende? Den følelse han senere hen havde bekræftet som savn, var nu pist væk. Fra det sekund han havde spottet hende mellem træerne. I første omgang, dengang han følte denne følelse savn, havde han i lang tid ikke kunne sætte hoven på hvad mon dette var? Hvorfor han følte denne stikkende ubehag i sin mave, sine ben, sit hoved. Men, så snart han begyndte at kombinere denne ukendte følelse med den lille sortes ansigt i sine drømme, havde han i mange nætter vågnet op, med et stort tomrum. Som manglede ham blot denne hoppe i sit nærvær igen. Om han ville det eller ej, vidste han jo godt selv at denne hoppe havde en speciel plads i hans hjerte.

Pludseligt, følte han den hvide og lidt kolde mule mod hans. Hendes ånde var varm og fuld af omsorg, mens hendes næseryg var en smule kold, af bar nedkøling fra det kolde miljø de begav sig i for tiden. Stille, nappede han svagt til hendes mule, velvidende om at hun var rigtig nok, var det som om han lige skulle bekræfte det. Stille vistes et kort og skævt smil sig skjult på hans lyserøde mule, ved den varme eksplosion der opstod i ham. Hun var rigtig nok. Helt eftergivende, gled hans øre frem, yderst langsomt, mens hans krystalblå øjne, så småt begyndte at varme lidt op? Gnistrende blev de en smule levende, bag det endnu kolde og tomme blik, der dybt så indgående i hendes.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Denne specielle hingst som hun stod så tæt med, fyldte noget ud, som hun havde savnet så inderligt. Da han nappede blidt til hendes næseryg, begyndte den boblende følelse i hendes mave atter at ulme. Hun brummede kærligt til ham og lod sit blik falde i hans. Hengivende og dybt. Et kort øjeblik var de begge som forstenede. Hun overvejede kort, om det var fordi, han følte, præcis som hun gjorde lige nu. I det samme brød en bevægelse denne stilstand. Hans ører bevgægede sig langsomt fremad, og Liberty blev et kort øjeblik forbavset, men hun var nær gået på halen, da Djanges øjne pludselig glødede - kort - som en lille sol, der varmede hendes indre op. Hendes blik lå stadig i hans - kort forundret, men kort efter antog det igen det blide udtryk, der viste, hvilke følelser hun nærede for ham.

"Jeg har savnet dig. I nogle korte stunder frygtede jeg, at jeg ikke skulle se dig igen,"

hendes ord var lave - næsten hviskende, men hendes ord erklærede ham, at han var noget helt specielt, og savnet nar nærmest at høre i hendes ord. De sidste lød næsten smertende, men hendes øjne afslørede, at dette møde havde fjernet al smerte igen.

Næsten overrasket blev hendes udtryk i de turkisblå øjne, mens hans øre langsomt bevægede sig frem. Alligevel vendte hendes udtryk hurtig ud i en varm fornemmelse, mens Djange blik i hans øjne forblev en anelse gnistrende, mens en svaglig nærhed var at skue hos hans blik. Det var som om han opgav sig selv fuldstændig, alt hvad han stod for og er, da hans øre nu nærmest røg i hak, da e nåede helt frem. Han fik næsten et sørgmodigt og pålideligt udtryk i ansigtet, ved ørene fremme. Han pustede stille ud, mens han pludselig følte en vis nøgenhed strømme ind over ham. Det var direkte pirreligt og ubehageligt at give sig sådan til en anden sjæl.
Midt i hans egen lille frustration lød den lille sortes blide stemme lidt pludseligt for Djanges øre. Hurtigt og af ren reaktion gled han øre tilbage, mens udlod de første ord. Ordene ramte hårdt, dybt, mens hans øjne slog en svag gnist endnu engang, før han hurtigt havde rettet ørene frem igen. Hendes ord lød bekymrede, og det samme blev hendes udtryk, før hun igen blev den varme og blide sjæl han kendte bedst. Lidt forsigtigt gled hans øre ud til siden, en smule underdanige for første gang i hans lange liv, siden han var føl og det var norm at underkaste sig andre. Han rømmede sig stille i et form af brum, mens hans hals blev sænket en smule underdanig også?

”Silent Liberty, jeg troede ærlig talt ikke at jeg betød så meget for Dem.”
Lød hans stemme en smule hæsere end normalt, mens den intense tone var tydelig. Lettere forsigtig blev han nærmest. Det var som om han pludselig blev bevidst om hvor han trådte, så han ikke trådte på hende.

”… De må forstå; jeg har også savnet dig inderligt. Jeg frygtede ærligt talt det samme som De frygtede for mig, og sandheden er…”
Fortsatte hans stemme, endnu en smule tonløs som før, trods hans kropssprog virkede underdanigt? Hvilket passede meget på hans erklærende ord han var på vej til at dele med hende, den lille sorte. Ak ja, den lille sorte.

Da hans ører roligt gled helt frem, kunne hun ikke undertrykke endnu et smil. Det varmede hendes hjerte, at han åbnede sig på denne måde foran hende. Efterhånden kendte hun ham jo, og hun havde en stærk fornemmelse af, at han specielle og til tider nærmest kolde attitude, var en form for beskyttelse, han satte op.

Hun følte nærmest en spænding i maven, da hans hæse stemme lød. Kort blev hun i tvivl - følte sig usikker. Måske han ville afskrive hende? Det var jo længe siden, de havde set hinanden.. Denne følelse varede dog kun få sekunder, for alle hans signaler var tydelige - han ønskede ganske vist hendes selskab, ligesom hun ønskede hans.

Hendes ører vippede kort, da han talte og delte samme bekymring som hende. Den intense stemme var det eneste, der kunne høres i Libertys ører, og det var det eneste, hun ønskede at høre. Deres lille bobbel var igen intakt - og det føltes fantastisk. Til hendes forundring stoppede han sin sætning en smule brat. Hun havde stadig blikket i hans øjne og brummede mildt til ham - nærmest som en opmuntring, inden hun gav hans mule et lille kærligt puf og strøg ham over kæben med et kærligt udtryk.

”… at De betyder mere end de fleste Silent Liberty.”
Havde Djange fortsat og afsluttet sin sætning efter den kunstneriske pause, som bestemt ikke havde været meningen. Hans hjerte pumpede hårdt, mens hans hæse og intense stemme atter havde lydt en anelse tonløs; skønt han virkelig mente dette. Hårdt udbrød en eksplosion hos Djange, hvilket fik hans bug til at trække sig en smule op, før han vigende for denne smerte trådte frem med bagparten og efterfølgende forparten. Han stod hende meget nær, og med det endnu sænkede hoved, og de fremadvendte øre, kom hans lyserøde mule hende tæt på. Hans kolde og tomme øjne, spillede nu en smule bedende, som de aldrig i hans liv havde gjort før. Han var vel det hans moder engang havde nævnt. Hans første kærlighed? Han havde aldrig følt sådanne før; ikke i hele sit efterhånden halvlange liv. Mens de krystalblå øjne atter så en anelse forsøgende indgående i de turkisblå hos den lille sorte, åbnede han stille mulen, som var hendes hvide mule nær.

”… Ser De… Jeg ønsker at have Dem hos mig.”
Lød de første ord hæst og en smule dæmpede, mens en svag optakt sikkert var at fornemme i den stadig en smule tonløse stemme.

”Vil De gøre mig den ære at være min mage?”
Havde hans stemme lydt, en smule pludselig sikkert for hoppen, mens hans stemme selv havde lydt meget varm i den intense stemme. Samt havde hans stemme lydt nærmere erklærende frem for tonløs. Hans øjne gnistrede stille, mens frygten langsomt tog til. Han gjorde det! Men, svaret var en helt anden sag. Hans hjerte bankede på højtryk, mens hans tanker blev fuldkommen tomme for alt andet end hende!

Efter den kortvarige pause fortsatte Djange og afsluttede sin sætning. En sætning der bragte Libertys boblen i maven til live. Usikkerheden var efterhånden fjernet fra hendes indre, for det virkede som om, at den hingst, hun holdt så meget af, gengældte disse følelser. Han understøttede hendes tanker, der fór rundt i hendes hoved, ved at træde tæt på og lade sin mule komme hendes nær. Hun brummede kærligt til ham og betragtede, hvordan der pludselig, efter alt den tid med tomhed, var liv i hans øjne. Imens han stod der, gik det efterhånden op for hende, hvor meget hun satte pris på ham. Hvor meget hun havde savnet ham, savnet hans tryghed og sind. Hun havde nok vidst i lang tid, at Djange var vigtig for hende, men det var først nu, det rigtig gik op for hende.

Da hans hæse stemme atter lød, spidsede hun ørerne lidt, men holdt sit blik i hans. I stedet for at svare med det samme, ventede hun kort. Han lød til at have mere på hjertet, og hun ønskede ikke at afbryde den nærmest sårbare situation, de havde sammen lige nu. Næste sætning slog nærmest benene væk under den sorte hoppe. Hun holdt sit blik i hans, inden hun med et mildt smil svarede ham;

"Jeg har altid ville og vil altid være hos dig..."

hun berørte forsigtigt hans mule, nærmest som om han var skrøbelig. Inden hun fortsatte.

"Og det vil være mig en ære, at det skulle være som din mage,"

hun kiggede stille på ham, og først nu mærkede hun, at hele hendes krop nærmest brusede af glæde. Ærlig talt havde hun måske skubbet nogle følelser lidt på afstand på grund af fortiden, men hun havde hele tiden vidst, at hun aldrig ville kunne stoppe dét, Djange satte i gang i hende - allerede fra deres første møde. At hun endelig kunne slappe af og give slip var vidunderligt. Faktisk var hun fuldt ud tilfreds med det hele, - ja intet kunne stoppe denne glæde. Det vidste hun.

Det hvide landskab der omkredsede de to sjæle, der så nært stod hinanden. Uden frygt for fare der kunne lure selv bag den nærmeste stub. Aldrig havde Djanges banket så hurtigt af ren spænding og samtidig frygt. Næsten som var han øjenvidne til en uskyldig sjæl der var i færd med at tage sit eget liv, smide alt hvad sjælen havde i sine hule hænder. Aldrig havde han følt sådanne før, skønt det havde beroliget ham stille at høre hendes brummen, den varme og trygge brummen kun hun kunne lave, de blide øjne der så til, mens hendes bløde mule havde berørt ham som var han en skrøbelig genstand. Mens han selv stod der, i kulden, var det som om der blev ulidelig varmt. Samtidig var det som om de tætte træer omkring dem forsvandt én efter én. De stod nu på en åben eng, hvor den hvide himmel og sne under dem gik i et med hinanden. Han følte sig pludselig vægtløs da hendes første ord lød, mens al smerte var væk fra hans indre. Han slappede pludselig af, mens hans blik atter så nu for første gang dybt i hendes. For selvom de føltes og så ud som om alt omkring dem var væk, havde han alligevel kun øje for hende.

Djange holdte kort vejret, som slog hun pusten ud af ham, da hendes ord lød. Bekræftende, erklærende! Han vidste ikke selv hvad han skulle gøre af sig selv, mens han samtidig ikke kunne føle sig mere lykkelig. Tanker blev kort sendt til hans moder, som han svagt kunne fornemme var i nærheden, hos ham, hos den lille sorte, hans mage. Hans egen mage. Ingen ville kunne skille dem ad, end ikke dem selv… Det var som om de krystalblå øjne blev skrøbelige, trods de endnu var tomme, før han trådte hende nær, for derpå at ligge sin hals knugende over hendes.

”Jeg er din for altid Silent Liberty.”
Havde Djanges hæse og intense stemme lydt, ej så tonløst mere; mens han inderligt håbede at hun forstod disse ords mening, og ikke blot tog disse ord som en typisk selvfølge for glæde over et stiftet partnerskab.

Den lille sorte stod der, hvor hun ikke rigtig havde stået nogensinde før. Eller – det havde hun jo ikke. Liberty var lige blevet Djanges mage. Djange var lige blevet hendes. Noget hun havde gået og tænkt på meget længe, havde han åbenbart også tænkt. At det kunne lade sig gøre, at lige præcis de to fik disse følelser for hinanden, det faldt hende sjovt ind. Alt med kærlighed var forunderligt. Det at to kunne forelske sig dybt i hinanden. Det måtte være skæbnen. Det var det også her – ellers var det et alt for forunderligt tilfælde.
Heldigvis havde hun ikke oplevet den ulykkelige forelskelse, men hun havde set den. Set den æde andre op indefra, til de til sidst ikke var ’levende’ mere. Hun takkede alting for at have mødt Djange. Den hingst der gjorde hende hel.
Djange lagde sin hals ind over hendes i et knus, og hun brummede kærligt til ham og gengældte det. Nød varmen fra hans stærke hals, nød omsorgen og trygheden. Hun var præcis, hvor hun hørte til. Det vidste hun med sikkerhed, og det gjorde kun øjeblikket bedre, da Djange sagde en ganske fantastisk sætning. Hendes for altid. Intet kunne være bedre i hendes øjne.

”Ligeledes er jeg din,”

Næsten hviskede Liberty ind i hans hals.

Kulden omkring de to forelskede sjæle, delte den dybe varme de begge bragte med sig. Stille, i det kolde landskab, boblede varmen tydeligt fra dem begge; mens en genlyd fra den varme brummen den lille sorte udstedte, lød i Djanges øre. De øre som fortsat vendte fremad, mens følelsen af at være nøgen, blottet, skrøbelig atter var trukket over hans skind. Dog boblede en vis tryghed, her hos denne Liberty han omfavnede så inderligt. Hendes ord lød, og en svag eksplosion slap fri. Reagerende var der optakt til et hårdt slag med den mørke hale, men behersket blev det blot til et svageligt vift, som næsten ej var at bemærke. Stille mimrede den lyserøde mule sig, da han roligt trådte tilbage. De kolde og tomme øjne, gnistrede stille af liv, mens de søgte den lille sortes turkis blå. Stille gled hans øre tilbage, før de atter blev små tvunget fremad igen. Hans lyserøde mule søgte stille imod hendes, før det gik op for ham hvor længe siden det var han havde truffet hende; i egen høje person. Hvad mon hun havde bedrevet sig på det seneste? Ak ja, blot siden de sidst sås!

”Sig mig Kære, hvad har De bedrevet tiden med på det seneste?”
Lød hans intense og hæse stemme, tonløst; men så alligevel klart interesseret. Det var svært for ham at lægge følelser for ordene efter så mange år, med sådanne talemåder han bar sig. Men med den lille sorte, var det noget helt andet; hun skulle ej være i tvivl om at han holdte af hende.