Glæden..

Her var mørkt, og stadig koldt. Hendes olivengrønne øjne var opmærksomme i mørket som altid, og specielt efter at hun var kommet i brunst. Den var kommet pludselig i det at de var sammen og derfor stod hun nu blot og betragtede Eldor. Hvad ville han sige til det? Han var jo hingst. Hun hadede dog ikke Eldor. Hun var faktisk begyndt at holde ret meget af ham, og han var helt klart en af hendes bedste venner. Det var i hvert fald den hun havde snakket mest med. Hun havde et smil om den hvide mule, selv om at hun betragtede ham nøje. Hun var på ingen måde negativ. "Du vidste det jo ikke" sagde hun stadig med den varme og blide stemme.

Hun tog et skridt frem for at vise at hun stadig gerne ville skridte videre sammen med ham. Hendes olivengrønne øjne var stadig varme, og en glæde strålede ud af hende. "Hvordan var dit liv egentlig før du kom hertil?" spurgte hun. Hun vidste godt at hun ikke fik svar, men måske var hun heldig denne gang at han ville svare på hendes spørgsmål. Det håbede hun i hvert fald på, for det kunne være rart. Hun ville jo gerne lære ham bedre at kende.

Cazador

Det var ikke noget han havde bemærket før nu, at Geshia var kommet i brunst. Da hun betragtede ham, kunne han ikke lade være med at smile. Roligt slog han med halen, og kiggede ind i hendes olivengrønne øjne. Et smil kom frem om mulen på ham, han nød hendes samvær. Han var ikke som andre hingst, nok fordi han havde en del år på bagen. Og ikke længer var styret af hormoner, så brunst generede ham ikke. Han ville lyve hvis han benægtede at bemærke den, for det gjorde han. Og han følte da også hun blev mere tiltrækkende, men han kunne styre sig. Han var begyndt at holde meget af hende, og han syntes at kunne fornemme, hun også syntes godt om ham. Hun var en super flink hoppe, som han var sikker på han, nok skulle få mange gode stuner og oplevelser med. Da hun havde snakket, færdig med den varme blide stemme, kunne han ikke lade være med at le, nej han viste det ikke, men han havde det på fornemmelsen.

Han fulgte hende roligt, da hun gav tegn til hun gerne ville gå videre. De olivengrønne øjne kiggede atter på ham, mens hun spurgte til hvordan livet var inden han kom her til. Han sagde stille uden at tøve, men dette var ikke et emne, der stod højeste, på hans samtale liste.

''Der er intet at tage tilbage til, jeg måtte leve i skyggerne med min mor. Altid på flugt, altid i skjul''

Sagde han stille, ikke fordi han var ked af det. Og ej heller bange. Men hans toneleje ændre sig alligevel en smugle. Han brød sig ikke så meget om dette emne, men han var alligevel høflig at svare hende på det. Han havde ikke haft nogen barndom, og ej heller en 'normal' opvækst. Han huskede tilbage på, hans mor. Den hvide gylden hoppe, der var højgravid og på flugt fra hele hendes flok. Da lederne havde svor på at dræbe hende, og det kommende føl. Altid havde de været på flugt, altid havde de skulle være på vagt. Nok også derfor han var så, stort et legebarn, da han ikke selv havde haft en barndom, da der ikke var tid eller plads. Til tant og fjas. Selv puffede han roligt til hende, og smilte svagt.

''Hvad med dig?''

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun var glad for at han ikke reagerede yderligere ved hendes duft af brunst, og hun gemte den også så godt det nu bar muligt, men det var umuligt at fjerne duften helt. Hun lagde også godt mærke til i hans toneleje, at han ikke var så glad for at snakke om sin fortid. Hun lyttede dog, og hun huskede det han sagde til hende. "Det er jeg ked af at høre. Det må ikke være rart altid at være på flugt" sagde hun og så med sine olivengrønne og varme øjne på ham. Hun mimrede lidt med den hvide mule.

"Altså, jeg har stort set hele mit liv boet sammen med min mor, og da hun døde, så var jeg sammen med en hingst, ind til at han døde" sagde hun og så kort ned i jorden. Kort havde hun helt glemt hvor dårligt hun havde haft det. Dog prøvede hun at smile for at det hele ikke skulle blive nedtrygt, og hun var jo selv uden om det. Hun var selv startet. Hun havde haft en svær periode, hvor hun havde sultet i meget lang tid. Desværre.

Cazador

Den kolde vind lå, blidt omkring dem. Og man kunne hører, hvordan gerne gav sig for den milde brise. Han rettede opmærksomheden, mod hende da han kunne se. Hvordan hun nærmest blev lettede over hans reaktion. Han hoppet lidt på stedet, og knejste i nakken, han mærkede duften, men forsøgte ihærdigt at holde igen. Roligt brummede han, mens han slog et par gange med den sorte hale. Han nikkede, det havde ikke været let at skulle, gemme sig i de lange skygger hele tiden, og frygte for sit liv. Han vippede øren helt frem, da hun begyndte at fortælle om hendes egen fortid. Hurtigt så han det 'falske smil' og han havde sådan lyst, til at nusse hende blidt. Men han kom i tanke om hun ikke ville røres, så han brummede blot opmuntreene til hende og sagde entelig ikke så meget, andet end at betrakte hende med et mildt smil.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun smilede og så på ham. Han sagde intet, men hun vidste at han lyttede og det var rart. De skridtede stille og roligt afsted, og det var rart at bevæge sig. Man kunne se at sneen så småt var ved at smelte. Hun brummede mildt og varmt og mimrede med den hvide mule. Hun så hen på ham. Hvad mon han tænkte på?

// Out XD starter en ny tråd til dem