Glæden..

Geshia kom med elegante skridt travende nede i dalen. Hendes hale slog fornøjet bag hende. Det var blevet rigtig koldt, og som altid havde hun ikke fået dannet sig nogen særlig tyk vinterpels, derfor rystede hun en smule, men hun blev nød til at holde sig i gang hele tiden. Det sneede ikke i dag og stormen var gået væk, og det ville så også sige at hun var begyndt at bevæge sig ud fra skoven. Hun var i godt humør og det var lang tid siden at hun havde været i så godt et humør. Hun havde haft en svær fortid, men det var som om at hun godt kunne glemme den, nu hvor hun var landet et nyt sted, og det ville forhåbentlig starte en masse nye eventyr, men også oplevelser. Hendes olivengrønne varme og glade øjne spejdede rundt. Måske efter noget selvskab? Der var dog ikke særlig mange heste at se. Derfor sendte hun et højt, varmt og imødekommende vrinsk ud. Der var et fornøjet smil om hendes mule. Hele hendes trav udstårlede glæde, men ikke mindst energi. Det var trættende at man ikke kunne galloppere afsted, og at man hele tiden skulle gå stille og roligt, for ellers kunne man risikere at glide. Hun hadede vinter, men hun elskede det også. Hun hadede det på grund af at det var koldt, og glat, og man fik altid en hel masse energi. Men hun elskede det også fordi at det var så utroligt smuk. Specielt hernede i dalen, hvor man kunne kigge op. Det smukkeste var dog træerne der var dækket af lidt sne. Hun mimrede svagt med mulen hvor efter at hun slog med det.

Cazador

Cazador den ædel hingst, var stadig ikke helt kommet til sig selv endnu. Det havde været en underlig nat, der var sket så meget på en gang. At han slet ikke kunne finde hoved eller hale i det hele, men der skulle mere til at skræmme ham. Da han havde slået 'øjet op' mødte et fremmede syn ham. Han var ikke som de andre her i denne verden, det viste han godt. Hans syn på det højreøje var helt væk, så han så alting gennem et øje, det gjorde ham intet, trods verden så ½ så godt ud, som den virkelig var. Han slog let med den tykke sorte hale, der var ingen tvivl om dette var en stolt, hingst med sine helt egen værdier der kom her. Han vippede øren frem og satte fra trav i skridt, han ville nødig glide på det glatte underlag. Den kuld sorte man legede i den blide vind, som førte kulden med sig. Det var en vidunderlig verden han var ankommet til, hvem eller hvad mon han mødte Han stoppede op stolt og elegant, mens han stak hoved i sky og lod et slevsikkert vrinsk lyde gennem dalen.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Det lød ikke rigtig til at der var nogle der ville svare på hendes vrinsk. Hun trak let på skuldrene og fortsatte blot sit traven igennem dalen. Geshia var ikke hoppen med mega meget selvtillid, eller hun havde ikke brug for det. Hun kunne godt lide sig selv, men viste det ikke som sådan. Hun havde det fint med sig selv. Dog bevægede hun sig altid elegant, og viste sig altid fra den pæne side, dog ikke overdrevet. Meget naturligt.

Hendes øre vippede rundt da hun pludselig opfangede lyden af et vrinsk. Enten var det et meget langsomt svar på hendes, eller også havde den fremmede ikke hørt hende? Hun slog et par slag med halen og vrinskede som svar, med et varmt og imødekommende et. Hun slog med hovedet en ekstra gang og satte straks i retning af vrinsket. Hendes olivengrønne øjne som altid udstrålede varme og glæde sig rundt efter denne skikkelse som havde vrinsket. Det virkede som en selvsikker hingst, men alligevel som en venlig en. Det var i hvert fald hvad vrinsket fortalte, og et vrinsk fortalte altid meget om en hest.

Cazador

Det var først, da lyden fra den anden hest kom til ham, at han blev klar over her var en anden i nærheden. Han plejede at være god til at opfange om der var andre tilstede, da hans sanser var kniv skarpe. Men det var nok det overvædene landskab der gjorde ham en smugle, rund forvirret. Alt var stadig så nyt og han kunne slet ikke suge nok, af den vidunderlige natur til sig. Det var ikke lige som der hvor han kom fra. Han sukkede stille men lod det ikke vise på nogen måde, at han var en smugle forundret over dette nye sted. Han lignede mest af alt, en hingst der ikke havde gjort, andet end at betræde disse egne. Det var nok bestemt en af hans mange styrker det var ikke, meget man kunne tolke ud fra hans krops sprog.

Dog hans lidt kolde ydre, banker et varmt hjerte. Han var en smugle skeptisk, da han i det fjerne så en skikkelse komme i mod ham, det blå øje kiggede mildt på den fremmede mens hans blinde øje stirrede tomt ud i luften med den grå hinde over.

Han slot med hoved og knejset stolt i nakken, som forventede han en hyldest af en præsentation, men sådan var det slet ikke, mild og blid var denne hingst. Nok også mere mild end så mange andre hingst, nok hans alder der gjorde han ikke havde alle de 'ung hingste' hormoner i hele kroppen. Han havde intet behov for at føre sig frem, ønskede man hans selskab skulle man bare opsøge ham. Han stod letter afventeden og betragtede den fremmede hest som kom nærmer og nærmer.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Da hun kom tættere på denne brune hingst kiggede hun med et undrende, men også nysgerrigt udtryk på ham. Han så anderledes ud. Det var hans øjne. Det ene var han sikkert blind på, og det andet kunne han nok godt se noget på. Eller kunne han. Hun tog hovedet betragtende på skrå. Det andet øje havde en smuk krystalblå farve. Hun mimrede svagt på den hvide mule og hendes øre var rettet frem mod ham. Hun havde et smil om mulen.

Hun stoppede op en meter fra ham. Hun holdt altid god afstand, men det var mest fordi at hun ikke var særlig god til nærkontakt, og specielt ikke fra nogle hun ikke kendte til. Man kunne dog godt få lov hvis hun kendte den anden. Hun slog et par slag med halen. "Goddag" sagde hun med sin blide og varme stemme. Hendes olivengrønne øjne som også udstrålede varme, men ikke mindst glæde betragtede ham nøje. "Jeg er Geshia" sagde hun og præsenterede sig selv.

Cazador

Cazador betragtede den, gylden hoppe som havde pletter som ham selv, dog havde denne hoppes pletter røde og brune, hvor hans egne var brune. Som havde et undrende blik. Han kunne ikke lade være med at smile. Han var van til at blive mødt med undrende, og nysgerrige blikke. Det var ikke noget nyt! Det var som om ingen havde set en blind hest før? Selv var han så heldig det kun var det ene øje, han var blind på, og hvis man så efter kunne man tydeligt se det ar han havde over sit blinde øje. Det andet var et smukt krystalblåt øje, det havde altid et letter tomt blik i sig, så man kunne let blive i tvivl om han overhoved kunne se noget ud af dette øje også. Men det tog han ikke så tungt, han mente at synet ikke var det vigtigsete her i verden, men mere det med at kunne se ind i andre, at se gennem facaden. Og det havde hans mangleden syn bestemt hjulpet ham med.

Da hoppen stoppede op ca. én meter fra ham, kunne han ikke lade være med at vippe øren helt frem, og lade blikket hvile tungt på den fremmede. Hvad mon hun ville? Hvad er hun for en? Han var en smugle skeptisk men dette kunne ikke ses på ham, overhoved. Det var som en varm sommedag, da hoppen sagde noget. Hendes stemme så blid og varm, at man kunne lune sig på den her i den kolde vinter. Det var længe siden han havde hørt så smuk og varm en stemme, det var kun hans mor der besad sådan en ryst dog var dette, som at hører englene synge, sådan var denne stemme ikke helt. Men tæt på mente han. Han trak lidt på smilebåndet, da han stod i sin egen verden, han var lige ved at lukke øjnene af ren fryd, over den varme stemme. Der gik heller ikke mange sek. før han faktisk lukkede sine øjne, og lod sig rive væk.

Da hoppen havde sagt sit navn, blev han revet ud af sin drømmeverden. Det var som en kold bilden vind ramte ham og han mærkede, med et hvor koldt der faktisk var. Det var ikke tit han sagde noget men helt uden tøven sagde han "Lad mig hører din varme stemmen igen" for nogle kunne dette, virke meget underligt. Men Cazador var noget af en drømmer og befandt sig ikke kun i et tidsrum men altid mange flere, han elskede at drømme. Og derfor kunne hans sætninger godt lyde som volapyk for andre.

Han lukkede øjnene og afventede blot på at hoppen skulle åbne op for den varme blide stemme, hun var blevet vensignet med. Han stod rank og stolt med lukkede øjne.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så på hingsten foran sig. Det var mærkeligt at han endnu ikke havde præsenteret sig selv. Hun tog atter hovedet på skrå da han lukkede sine øjne. Og da han derefter spurgte hende om at hun ikke ville snakke videre kunne ikke lade vær med at fnise mildt, ikke af ham. Måske en smule nervøs? Eller undrende. Det var mærkeligt, hun havde aldrig prøvet før at andre kunne lide hendes stemme. Dog gik der ikke lang tid før at hun atter begyndte at snakke. Det var dog en smule mærkeligt. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun stadig med den varme og blide stemme. "Hvor kommer du fra? Det er svært at se på dig, om du har været her længe, men jeg har ikke været her så længe" sagde hun. Det var svært for hende at snakke. Det var som at snakke ud i luften. For han svarede ikke, han lyttede kun. Dog ventede hun med at sige mere til at han svarede på hendes spørgsmål. Hun ville gerne vide hvem han var. Tålmodigt så hun på ham. Hun så mest ind i det krystalblå øje, nok fordi at det var der at det virkede som om at der var mest liv at finde. Hun synes dog ikke at det var uhyggeligt at han var blind, det var der jo mange der var, man så dem bare ikke så tit. "Er du blind på begge øjne?" spurgte hun, dog denne gang en smule mere forsigtig. Hun vidste ikke om det var noget han ikke ville snakke med hende om.

Cazador

Han vippede lidt med øren, mens hun lod den varme milde stemme, flyde ud af hende. Han følte han stod midt, på en varm frodig eng midt om sommeren. Det var som om hele hans frosten krop blev opvarmet, blot ved at lytte til hendes stemme. Det var ikke unaturligt at han ikke svarede, når han blev spurgt om noget, nok fordi han følte spørgsmål ikke altid behøvede et svar? Men for nogle betød det åbenbart meget at få svar på deres mange spørgsmål. Selv syntes han mere om de 'stille spørgsmål og svar' dem man stiller sig selv inden i, og får svar på med tiden.

Han lod stadig hoppen med navnet, Geshia vente. Ikke fordi han ikke ville svare, men nok mere fordi. Han mente det var godt, man lige tænkte grundigt over de spørgsmål, man fik stillet. Han åbnede øjnene igen, og det krystalblå øje var det der fik kontakt med hendes, flotte grønne øjne.

Han tænkte over de spørgsmål hun havde stillet: "Hvad hedder du egentlig?","Hvor kommer du fra?'', ''har været her længe'', "Er du blind på begge øjne?".

Han kunne ikke lade være med at sige med sin egen milde ryst, som var en smugle svag, nok fordi han ikke var van til at snakke, ret meget. "Du er en hoppe, med mange spørgsmål" han brummede og kiggede blot på hende, han sagde der efter "Måske du får svar, hvem ved?" han elskede at lege med andres sind, at få dem til at tænke og reflektere over tingen. Og ikke bare give dem alt hvad de beder om, med det samme.

Han nikkede med hoved og sagde der efter "El cazador de sueños, mig en ære at træffe dem frøken"

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun betragtede ham som han stod der med lukkede øjne. Han virkede til at være i en anden verden. Hun kunne ikke lade vær med at stirre en smule. Og da han åbnede øjnene skyndte hun sig at kigge rundt, for ikke at blive opdaget i at stirre.

Hun mimrede svagt på med den hvide mule da han sagde at hun havde mange spørgsmål, og sagde at hun måtte vente. "Jamen..." sagde hun med den varme og blide stemme, men lod så sætningen dø ud. Hun skulle til at protestere, men hun valgte bare at tie stille. Det ville nok være bedre, ellers ville han sikkert blive sur hvis hun blev ved.

Hun så på ham da han åbnede munden. Mest af ren spændning for at høre hvad han ville sige, og hvilket spørgsmål han ville svare på. Han svarede på det vigtigeste, nemlig hans navn. "El cazador de sueños" sagde hun, bare for at høre hvordan det lød, og hvor let det egentlig var at sige i forhold til at det var så langt. Hun sagde det dog langsomt for at få hver en stavelse med. "I lige måde Eldor" sagde hun og smilede et stort, varmt og blændende smil. Det var hans kaldenavn, Eldor. Hvis han altså kunne lide det? Hun synes det var meget sødt. Jeps, Geshia havde altid kaldenavne klar til hver hest, altså efter at de havde sagt deres navn. Nogle mere opfindsomme end andre.

Cazador

Han bemærkede godt at hun blev, en smugle forlegen da han åbnede sine øjne. Og hun havde taget sig selv i at stirre på ham. Dette generede ham ikke spor, da han var van til disse blikke. Han kunne se det ikke passede hoppen, at han havde sagt hun skulle vente på hendes svar. Han kunne ikke lade være med, at smile lidt for sig selv. Da hun lod hendes 'jammen' flyde ud, han mærkede igen hvordan den varme føelse kom tilbage i hele hans krop. Hver gang hoppens varmestemme var at hører.

Det passede ham fint, at blive kaldt Eldor dette bestemt, de selv hvad de ville kalde ham. Han var ikke typen der gik så meget op, i hvad han blev kald og nikkede blot som svar. Til det var i orden at hun kaldte ham det. Han betragtede hoppen og stod stadig helt bum stille og havde faktisk ikke rørt, sig meget siden de to var stødt på hinanden. Han straktede nu mulen frem i mod hende, mere for lige at få hendes duft på plads, og gemme den i hans hukommelse. Han mumlede stille ''Geshia'' mere til sig selv, så han fik sat navnet sammen med hendes duft. Hende ville han nok ikke, sådan lige komme til at glemme. Den varme hoppe som fik ham, til at føle han stod midt på en sommer eng.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun slog et par slag med den sorte hale og hun mimrede svagt med den hvide mule. Da han tog mulen frem mod hende tog hun mulen til sig og veg en smule tilbage. Nogle troede nok at det var fordi at hun var bange for at blive bidt, men det var ikke det. Hun kunne ikke lide at andre rørte ved hende når hun ikke kendte dem, og ej heller stolede på dem. Så hvis man skulle røre ved hende, så skulle man have hendes tillid, og man skulle virkelig betyde meget for hende. Dog var det ikke noget negativt at man ikke fik lov til at røre hende, der var kun 2 heste i hele hendes liv som havde rørt ved hende når de fik lov. Og andre heste fik skam også afvide hvis de kom for tæt på. Nogle skulle man fortælle det mere til end andre. Dog hadede hun ikke at blive rørt, hun nød det faktisk, hvis det var fra nogle hun stolede på.

Hun tog hovedet på skrå da han sagde hendes navn. "Ja?" sagde hun med den varme og blide stemme. Hun vidste ikke om det var for at spørge hende om noget. Hun slappede dog mere af i kroppen da hun fandt ud af at det kun var for at snuse hendes duft ind. Hun tog hovedet på skrå. Betragtede ham. Man kunne godt mærke på ham at han var en ældre herre. Ikke fordi at han var kedelig, men han virkede til at have oplevet en del, samt at han ikke var så naiv som mange uerfarne heste var. Hendes olivengrønne og varme øjne så kort rundt. Det var allerede ved at blive mørkt nu. Hun frøs en del, da hendes vinterpels ikke var specielt tyk.

Cazador

Han lage mærke til hun trak sig lidt, han sagde intet. Og kunne ikke lade være med at smile af hende. Han havde ikke i sinde at rører hende han ville blot, opfange hendes duft. Så han kunne kende hende igen, hvis de stødte på hinanden et andet sted. Den brogede hoppe, var en mystisk en. Men det passede ham fint, da han vist heller ikke var, det man kunne betegne som normal.

Han faldt, in i sin egen lille verden. Og da hun sagde ja, vippede han øren frem mod hende. Det var ikke fordi han, havde sagt eller spurgt om noget? Han kiggede blot på hende. Og ventede på hun skulle sige noget mere. Men hun var stille, man kunne hører vindens blide, susen i træernes toppe. Han følte igen den varm, han fik i hele kroppen. Hver gang hun snakkede til ham. Han mumlede lidt for sig selv.

''Rør mig ikke. Stryg mig ikke langs ryggen.''
Hvorfor denne sætning, lige kom frem. Det viste han ikke, til tider fløj tingen blot ud af ham.
Som var det en lang drøm, og tingen bare skulle siges for at give mening. Men de gav ikke ret tit mening, for dem der hørte på det. Han kiggede ind i hendes grønne øjne, og sagde der på blot.

"Frygt ej, de skælver jo ved tanken. Om mulen min, på skindet dit."

Igen var det en sætning der fløj ud af ham, som om han drømte ting,
der slet ikke var sket. Som om en lille stemme i hans hoved kom med ledetråde til ham.
Det blinde øje stirrede ud i luften, stadig som om det kunne se, ting ingen andre kunne se.
Nogle gange blev han selv helt i tvivl, om det han så nu også eksisterede.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun tog hovedet på skrå da han pludselig sagde noget, som ikke rigtig gav mening for hende, men så alligevel. Han havde jo godt opfattet at hun ikke ville røres ved. Men hun følte et kort sekund at han lavede grin med hende? Den måde at han sagde det på. Som om at hun var sippet. Hun trådte et tøvende skridt tilbage og så på ham. "Du sagde mit navn Eldor? Ville du ikke spørge om noget?" spurgte hun med den varme og blide stemme, men pludselig kom der noget sårbart over den. Hun slog stille med halen bag sig. Hendes olivengrønne øjne så direkte ind i hans. Hun var nok også i tvivl for hun fattede alligevel ikke hvad han mente. "Hvad mener du?" spurgte hun lidt efter. Hun forstod noget af det, men resten af det forstod hun bare ikke. Det var som om at han halvt drømte og halvt var i den virkelig verden. Lige så meget som han skræmte hende, lige så meget fascinerede han hende. Hun havde ikke lyst til at gå fra ham. Det var som om at der var hemmeligheder, og når han ikke svarede på hendes spørgsmål, så følte hun sig tvunget til at blive, ind til at hun fik svar! Hun ville have svar. Hun tog atter hovedet på skrå og ventede på svar, hvis hun altså fik noget svar.

Cazador

Han kiggede på hende, og kunne se hun ikke brød sig om det han sagde, men det var på ingen måde ondt ment. Han gjorde aldrig noget af ondhed. Men han sagde blot hvad der faldet ham ind, som en stemme havde sagt han skulle sige sådan, også for at sige til hende at han ikke gjorde hende noget. Han kiggede på hende, havde han sagt hendes navn, dette kunne han ikke helt huske. Nok fordi det var en slags mumlen, til sig selv og entelig ikke et spørgsmål at nogen art. Han kiggede blot på hende, og vippede øren frem mod hende. De grønne øjne, hvilede på ham og han slog let med halen. Det var let at hører, den sårbarhed hendes stemme nu havde over sig, det brød han sig ikke om.

Han rystede på hoved, til at han ville spørge hende om noget. Det var sjældent han havde spørgsmål, eller det er ikke korrekt. Han havde mange men han spurgte aldrig højt, da han viste med sig selv. Alle de spørgsmål han havde på sinde, nok skulle få svar. På den ene eller anden måde. "De må undskylde, det var ikke for at såre dig" han kiggede på hende, og viste ikke helt hvad han skulle sige. Han var en herre af få ord. Og til tider fløj tingen bare ud af ham.

"De frøken bryder sig ikke om andres nær kontakt, frygt ej. Jeg tillader dig intet, ondt at ske" sagde han og håbede ikke han var kommet ind på et ømt punkt.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så på ham. Hun tog hovedet på skrå. Det var som om at han reagerede på at hun ikke kunne forstå det. Altså at han ikke synes det var sjovt den måde hun reagerede på. Det var ikke meningen at det skulle fornærme hende. Men ja, det var et lidt ømt punkt. Specielt efter at hun havde mødt den hingst ved navn Ahearn. Han var meget nærgående og forstod det ikke når hun sagde fra! Det gjorde hende måske en smule ekstra sårbar? Hun følte sig nærmest som et offer. Hun smilede dog et skævt smil da han sagde undskyld.

"Jeg tog det heller ikke som om at du ville mig ondt, eller gøre mig til grin. Det var bare svært at finde ud af. Jeg blev i tvivl" sagde hun med den varme og blide stemme. Hun mimrede svagt på den hvide mule og hendes sorte hale slog bag hende. Det var ved at blive halvmørkt nu, og det blev kun koldere for hende. Hun ville ønske at hun havde en pels som hans. Den så dejlig stor og tyk ud. Måske ville hun få det om et par år? Når der skete en naturlig selektion(uha uha, klogt ord, jaah ! :-P ). Det regnede hun bestemt med. Ellers også var hun bare uheldig at hun aldrig ville få det. Selv om at hendes pels var tykkere end den plejede at være.

Hun lyttede atter til hans ord. Hvor fik han alt dette fra? På en måde var det fantastisk at høre på. Og på en måde mærkeligt!