Mod kysten

Forbeholdt Leonora og Seth

Trods den knappe vind løber der en mild, men langtrukken kuldegysning gennem min spinkle, sorte krop. For at holde varmen har jeg holdt til et stykke længere inde på Zenobia, men når mørket falder på, forsvinder varmen og bliver erstattet med en skærende kulde, der bestemt ikke er mild mod min slanke krop. Naturligvis har jeg da fået en tykkere pels, men jeg ligner ikke en pelset bamse, som jeg har set nogle af de andre gøre. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal finde vej gennem vinteren, men stien er sandsynligvis ikke uden lidt udfordringer hist og her.

Et højlydt prust forlader min sorte mule og bryder stilheden. Over mig lyser stjernerne svagt op på de pletter af himmelen, som de grå skyer ikke har overtaget. Med lange skridt bevæger jeg mig fremad med galante bevægelser, der dog på grund af sandet kræver en del mere energi end ellers. Og det er måske ikke så ringe endda, for så burde det ganske naturligt hjælpe mig lidt til at holde varmen en smule bedre. Jeg vil søge ud mod kysten, fordi det om natten er varmere ved havet, end det er midt i ørknen.

[/size][/color]

Af ukendte årsager, havde Leonora fundet vejen til kanten af det uendelige sand, som ørkenen der lå foran hende bestod af. Hendes ørene var nærmest lænket i nakken og blikket var både bittert, men ligeså fyldt med sorg og frygt. Nattens mørke var endnu engang kravlet over himlen, og dermed var sandets karakteristiske farve ikke så gennemtrængende; hvilket nok også var den egentlig grund til, at Leonora overhovedet havde trådt an her. Ørkenen var stedet, det hele var gået galt. Den lærdom, der havde ført til katastrofe, og blot synet af sand kunne oprigtigt få den sorte hoppe til at løbe den anden vej; så det, at stå her nu, var en udfordring der skar i alle hendes sanser. For ej var det hverken behageligt, eller ønsket, men det var tiltrængt. Hun havde efterhånden været her i nogen tid, og den sorte hoppe vidste udmærket godt, at hendes liv skulle være i dette land. Men hendes tanker, hendes frygt og pinsler blev ved med at spænde ben for det sind, der egentlig lå bag ved det nedbrudte der kunne ses på ydersiden.
Den sorte hoppe, hvis hove lige havde snittet det første stykke hvor sandet egentlig tog fat, måtte pludselig tvinge sine ører frem, da en lyd kom længere ude fra sandets område af. Den første og mest umiddelbare reaktion, som den sorte hoppe kunne komme med, var et skræmt og gennemtrængende fnys. Hvordan kunne nogen dog vandre derude; det var jo farligt? På den anden side, kunne det også være slangernes værk. Måske var den lyd hun hørte, slangerne der talte og hvislede i krogende. Leonora, der havde overtalt sig selv til netop at stå her, måtte da nu bukke under for den frygt der sad i hendes sind, for efter at en lyd havde overrasket hende, frygtede hun at hendes idé havde været alt for katastrofal, og dermed måtte hun trække sig. Hun vendte rundt og satte i en kæmpe, springende trav længere ud mod kysten med hovedet i vejret, og samtidig afgav hun flere fnys af ængstelig og advarende karakter; slangerne, skulle ikke bryde sig om at følge hende til havet. I så fald, ville de smage det virkelige hav og dets kræfter.

Min sorte hale smælder i en fast takt omkring min spinkle bagpart, mens jeg endnu bevæger mig ud mod kysten. Jeg har ikke bevæget mig alt for langt ind i ørknen af den simple grund, at jeg absolut ikke har lyst til at fare vild midt inde i en verden af sand. Stille lader jeg mine ører vippe omkring for at opfange lyde fra bølgerne, som koordinerer mig ud mod kysten, men en anden lyd fanger også mine ører. Ganske kort tøver min sorte krop, og jeg lader mit blik løbe kort rundt over de mørklagte sandbanker ved lyden af en række af ængstelige fnys, der dog også udtrykker en form for advarsel. Det kunne sagtens have været et eller andet dyr, der bryder sig om at leve sandet, men jeg er ikke i tvivl; det er en anden sjæl, der også har valgt at vandre i sandet denne aften.

Jeg bevæger mig videre frem, og i en langsom, fattet bevægelse, som en slange der løfter sit hoved og gør klar til at hugge, hæver jeg mit hoved og knejser nakken galant op ved synet af en mørk skikkelse, der bevæger sig af sted i en stor, springende trav. Mit blik hviler på den sorte skikkelse, som teer sig, som om den er blevet skræmt af et eller andet. Et højlydt fnys forlader min mule efterfulgt af en let rysten på hovedet, inden jeg fortsætter videre fremad mod kysten.

[/size][/color]

Den sorte hoppe, hvis sind ganske enkelt var i vildrede, havde sat kursen direkte imod det ocean, der lod til at omringe denne ø, som det også omringede de andre hun havde sat hov på. Hovedet var endnu hævet, og angsten stod ganske tydeligt i hendes krystalblå øjne, hvis man da var i stand til at beskue dem.
Alt imens den sorte hoppe havde sat kursen imod oceanet, i et ganske højt tempo, da et fnys lød bag hende, højt og klart; og det fik den sorte hoppe til at stoppe op ganske brat. På et split sekund havde hun drejet sin sorte krop ganske smidigt om sig selv, for da at vende fronten imod ørkenens land igen, der nu lå et godt stykke fra hende. Og der så hun det, eller hun anede det. En skikkelse sneg sig gennem mørket, med samme retning som hende og derpå røg hendes øre for alvor i nakken. Nogen, eller noget, fulgte efter hende, eller ønskede i hvert fald samme destination som hende, og det fik alarmsignalerne til at ringe for fuld kraft.
Hun stod et øjeblik, der hvor hun havde vendt sig, og prøvede at følge skikkelsen, men den forsvandt fra hende. Hun kunne ikke bestemme sig for, om det ville være sikrest at blive her, men eftersom hun havde givet lyd fra sig, var det sandsynligt at denne skikkelse vidste hvor hun var. På den anden side, ville der også være mulighed for at blive opdaget ved stranden; hvor skikkelsen lod til at have haft retning imod, inden hendes blik mistede den. Valg og konsekvenser kørte rundt i sindet på den sorte hoppe, inden hun endelig valgte at sætte kursen videre imod stranden, med den noget nervøse attitude; der pludselig havde fået et lettere advarende udtryk ligeså.

Af og til fornemmer jeg godt, at den mørke skikkelse holder øje med mig, og selvom jeg ikke ved, hvem hun eller han er, er jeg egentligt ikke bange. Det lader til, at den mørke sjæl er mere bange for mig, end jeg er for den, og hvad har jeg så egentligt at frygte? Desuden ligger det ikke rigtigt til mig at være bange. Jeg er ikke paranoid eller efterfulgt af traumatiske spøgelser fra fortiden, og selvom der sikkert er flere end en i dette land, som har en høne at plukke med mig, så ændrer det stadigvæk ikke rigtigt på noget. Jeg har valgt at leve livet farligt, og hvis jeg en dag møder min overmand, må det vel være sådan. Naturligvis vil jeg da gerne undgå at stille træskoene, men det er ikke noget, der bekymrer mig synderligt.

Ud fra tonen på fnysene vil jeg antage, at det er en hoppe, der bevæger sig rundt i mørket samtidig med mig. Jeg er klar over, at det sandsynligvis nok er mig, der har skræmt hende, og det var nu egentligt ikke min mening. Jeg skal endelig ikke forstyrre nogen, så længe der også er plads til mig. Og det er faktisk først, da jeg når stranden, at den sorte skikkelse kommer til syne igen. Jeg stopper op, inden jeg når vandkanten, med blikket rettet mod skikkelsen. I nogle øjeblikke står jeg helt stille og betragter skikkelsen, men endelig retter jeg mit blik ud over det sorte hav. Roligt knejser jeg min nakke op, så den galant former sig i en bue med den lange man hvælvende ned langs halsen. Langsomt rykkes mine ører en anelse bagud, og så står jeg der; en anelse reserveret uden nogen som helst tegn på frygt.

[/size][/color]

Snart nåede den sorte hoppe ned i nærheden af sandet, der grænsede stranden op, og her standsede hun. Hun vidste hvad der gemte sig i sandet, og hun trådte hun af nød ud igennem det; og nød var det ikke nu, især ikke da denne sorte sjæl, der gled gennem natten, trådte ud i mod vandet. Nu længere han gik, jo mere sikker var hun, der hvor hun var. Hendes hoved blev hævet højt, advarende, alt imens hun skævede imod den sorte sjæl, hun nærmest ikke kunne se længere. Det var kun på grund af kontrasten til sandet, at hun kunne ane hans krop, og det var bedre end ingenting; for hvis hun slet ikke kunne se ham, ville han være en potentielt langt større trussel, for da ville han kunne færdes i det usete og dermed gøre den sorte hoppe blind og uvidende om hans bevægelser og hensigter. Hun fnøs ganske dæmpet for sig selv, mens hun blot så imod denne hingst, som hun nu kunne se at det var, som stod nede ved vandkanten og blot så ganske reserveret ud af sind selv. Derpå slog den sorte hoppe hovedet en anelse op og gumlede ganske kort. Han virkede ej til at være en, der ville fare efter hende hvis hun vendte blikket væk, og efter at have betragtet ham i ganske mange minutter, vendte hun dog blikket ud over havet igen. Hun vidste, at hun skulle derud, for at komme væk fra denne hæslige ø, med sand så langt som øjet rakte, men hendes mod var ej med hende længere; og derfor vovede hun sig ej ud i slangernes sand, der var mellem hende og vejen væk herfra. Og ligeså var det mellem hende, og den fremmede sjæl, der stod ved vandets kant. Mon han, som hende, ønskede sig væk herfra? Han lod dog ej til at være skræmt, som den sorte hoppe selv, og det tydede vel på, at hendes hysteriske handling kort forinden ej havde været nødvendig. Men hellere reagere på det, som evt. kan være farligt, end at lade værre og da blive overrasket på den mest brutale måde.

Langsomt lader jeg mine ører vippe om mod min nakke, mens min hale slår hårdt omkring min spinkle bagpart. Den kolde havluft får en kuldegysning til at kravle hele vejen fra toppen af min nakke, ned ad ryggen og til sidst ned langs mine bagben. Mange aftener har jeg stået ved vandkanten, omsluttet af mørket. Lige så vel her, som i mit gamle land. Jeg ved ikke, om chancen for at komme hjem nogensinde byder sig, og ej heller kan jeg forudse, om jeg nogensinde vil acceptere, hvis den ikke gør. Heller ikke, om jeg kan give slip på alt det, jeg før kendte. At jeg står her med hovene begravet i sandet lige der, hvor bølgerne ikke kan nå, er vel for at holde fast. Holde fast i mit gamle land. Holde fast i mig selv.

Stille drejer jeg mit hoved til den ene side. Den sorte hoppe har også valgt at søge ud til vandkanten, bare et stykke længere nede. Jeg har ikke noget imod, at hun også er her, så længe hun også kan acceptere, at jeg er her. Det virker da også til, at hun godt har fundet ud af, at jeg nok ikke kommer løbende efter hende med hugtænderne fremme. Ikke løbende, i hvert fald. Ha. Uden at fjerne blikket fra hendes sorte skikkelse drejer jeg mig en anelse, hvorefter jeg med mine lange, taktfaste skridt bevæger mig mod hende langs vandkanten. Jeg kender ikke noget til hoppen, og jeg kan ikke forudse hendes reaktion. Måske vil hun vende sig om og løbe den anden vej, måske vil hun blot blive stående.

Men jeg gør trods alt ikke noget for at virke skræmmende, da det nok ikke rigtigt gavner mig alligevel. Jeg kunne også sagtens være blevet stående, hvor jeg var, og selvom jeg sagtens kunne have valgt at lade være, har nysgerrigheden alligevel fået lov til at trække mig i retning af hende. Min nakke er knejset galant op, men udover at bevare min stolte holdning, er der intet truende over mig. Ingen tegn på dominans.

[/size][/color]

Vandets brusen var nok til at jage den sorte hoppe væk i sig selv, hvis ikke det var fordi hun var fast besluttet på at holde øje med denne sorte hingst, der nærmest havde skræmt hende fra vid og sand, tættere ved ørkens sand. Hvor var det dog også dumt af hende, at betræde det område. Det havde vækket minder og tanker, som slet ikke var velkomne i hendes sind; minder og tanker, som hun ihærdigt prøvede at lægge fra sig, men som hun ikke kunne. De minder, de tanker, der havde ødelagt hendes sind, efter selve oplevelsen.
Hun så nu imod den sorte hingst, der havde vendt sine ben og nu bevægede sig i hendes retning. Hun vidste ærligt ikke hvordan hun skulle reagere på hans tilnærmelse, selvom den nok langt fra var ment som en; måske ville han blot bevæge sig af sted, måske endda væk fra hende?
Hun blev stående, selvom det ikke ligefrem var let for hende. Hun ville egentlig helst løbe sin vej, komme væk fra denne ø, hvor slangerne kunne gemme sig i hver en krog, og så alligevel var idéen om, at denne sorte hingste måske kunne guide hende væk i sikkerhed, mere tiltrækkende end at forsøge på egne ben. Hun blev stående med en ganske stivnakket og angst holdning, fordi hun ligeså frygtede at hingsten ville komme hende for nær, rode rundt i hendes minder og smadre hendes parader, således at hendes sind faldt fra hinanden. Men, hun følte sig nødsaget til at prøve, og dermed blev hun stående, alt imens hun betragtede hingsten, hvis attitude lå langt mere til det neutrale, end dominerende og vildfarende, som hun ellers havde forestillet sig, da hun så ham i ørkenens sand.

Jeg har aldrig haft brug for at blive set. Måske som ung, men hvilken unghingst teede sig ikke lidt nu og da? Jeg bevæger mig med en elegance, der ligger mig ganske naturligt for, med nakken knejset hingstet op, men trods det gør jeg ikke noget for, at alle skal være opmærksomme på mig. En karakteristisk rolighed hviler over mig og får nok min aura til at virke en smule mere neutral, end de fleste ellers ville se mig som. Men hvordan den sorte hoppe ser mig, det er jeg dog en smule i tvivl om, eftersom hun til at starte med blev bange for mig, og nu ser hun bestemt heller ikke ud til at være særlig begejstret for, at jeg endda også tillader mig at træde tættere på.

Da jeg kommer tættere på, bliver det tydeligere, at der er noget særligt ved den sorte hoppe. For ikke blot er hun meget mørk, nej, overalt på hendes sorte krop lyser små, blå aftegn op. Aldrig har jeg set lignende. Mine ører spidses frem mod hende, og jeg mærker, at nysgerrigheden prøver at bane sig vej og få lov at bestemme. Inden jeg kommer for tæt på hende, stopper jeg op. Nu er min egen grænse nok lidt større end de flestes andre, men det er tydeligt på hende, at hun nok gerne så mig stå på en del længere afstand. Hun burde bare tage det roligt - jeg gør hende ikke noget. Endnu.

Efter at have betragtet hende for en stund uden at sige noget, giver jeg dog et lille nik fra mig, inden jeg lader mine ører flappe ud mod hver deres side. Hun ser temmelig stivnakket ud, og en angst hviler over hende. Ikke sært, at hun så blev forskrækket for mig før. Men hvorfor? Endelig vælger jeg at give lyd fra mig og lader derfor min drengede, rolige stemme lyde.

,,Godaften, frøken.”

[/size][/color]

Hingsten, den sorte hingst, der bar en bygning der mindede den sorte Leonora ganske meget om de spanske gangere, der havde levet hist og her i flokkende omkring, kom hende nærmere. Han var næsten for tæt på, da han endelig stoppede op, og den sorte hoppe som var ganske fængslet i sandet, gjorde sig trækninger over ryggen som var hun ved at fare panisk i luften. Hun havde vel været lidt for fanget af hendes sociale behov, der ulmede i hendes sind, til at hun havde indset hvad hun havde gang i, før det var for sent. Nu var det for risikabelt at vende ryggen til, og i stedet måtte hun håbe på at hun kunne slippe af sted derfra uden at ryge i kvaler med denne hingst. Han stod i første omgang blot ganske neutralt et stykke fra hende, og alt imens hans øjne gled over hendes krop, lod hun langsomt taget i hendes ryg løsnes. Han lod ikke til at ville angribe, og derfor kunne hun vel godt spare blot en smule på kræfterne, indtil det måske blev aktuelt.
Stilheden varede nærmest som en evighed, og alt imens hingsten endnu betragtede hende, kørte tankerne på højtryk hos den sorte hoppe, hvis sind var tæt på at bryde sammen. Det var egentlig næsten en lettelse, da hans stemme kom frem, for så kunne hun fokusere på den; den forskrækkelse, eller hvad man skulle kalde det, som var opstået hos Leonora efter at have set denne hingst danse rundt i slangernes sand, sad endnu yderst i hendes sind, og det var den der egentlig var årsagen til, at hun reagerede så voldsomt. Han hilste hende ganske kort an, og der gik lidt, inden hendes utroligt unikke stemme brød frem. En fattet stemme, en feminin stemme og en nærmest mystisk stemme.

,,Godaften fremmede hingst”

Hilste hun ham tilbage, med værdighed i stemmen. På trods af den nervøse holdning der lå over hendes krop, var den sorte hoppe så godt opdraget, og havde en så stærk kultur, at den helt og holdent skød igennem det ustabile som et spyd og sørgede for, at hun kunne fremstå på denne måde. Hun afventede derpå hingstens reaktion, både på hendes kropssprog, men ligeså meget hendes ord. Ville han finde hende komplet forvirret, eller se hende som den skadede sjæl, hun var?

Der er absolut ingen tvivl om, at hun ikke bryder sig om at være, hvor hun er. Årsagerne til dette kan være mangt og meget, og jeg kunne vel gætte lige så længe, jeg har lyst, men den egentlige årsag finder jeg jo først, hvis jeg spørger den mørke hoppe foran mig. Forskrækkelsen sidder stadigvæk i hende, og da jeg nærmer mig, krummer hun sin ryg en anelse, og jeg er klar over, at der nok ikke skal ske mange udsving, før det går helt galt for hende. Typer som hende har jeg ikke mødt ret mange af, og sammen med D’zard er hun den eneste, der har virket direkte forskrækket over mig. Måske ikke ligefrem over mig, i det her tilfælde handler det nok mere om en forskrækkelse hun fik, inden hun overhovedet havde lagt sine øjne på mig.

Men trods hendes temmelig forskrækkede udtryk, er den stemme, der lyder fra hende, ganske anderledes end det, hendes kropssprog udtrykker. Hendes stemme er fattet, feminin. Nærmest mystisk, og hun lægger en særlig værdighed i sin stemme. Roligt bliver jeg stående, hvor jeg er, mens jeg betragter hende, ganske vist med en let interesse. Jeg er klar over, at hun nok gerne så, at afstanden mellem os var større, men det må være op til hende at ændre på det, hvis hun er utilfreds. Ikke at det nødvendigvis vil hjælpe hende noget; måske kunne jeg finde på at træde efter hende.

,,Hvad er Deres navn?”

Trods mit lettere vanskelige væsen, som de færreste nok vil betegne som venligt efter at have mødt mig, så er jeg faktisk ganske godt opdraget. Ikke at jeg altid vælger at vise det, men jeg kan sagtens opføre mig pænt. Der er noget ved hende. Hendes stemme er jo fattet og sikker, men alligevel er der meget der tyder på, at alt ikke er, som den sorte hoppe ønsker det.

[/size][/color]

Hingstens neutrale sind gjorde vel sit; den sorte hoppe vendte sig ikke om for at løbe bort, og det nærmest fattede der lå i hendes stemme, det autoritære, afspejlede hendes krop ganske svagt. Selvom det var svært for hende, at samle sig, så prøvede hun. Hun undslap efter lidt et yderst anstrengt prust, der havde en anelse fnysende karisma over sig. Hans spørgsmål nåede hendes øre, i det han fremsagde det, og hun lod sit sorte og ganske feminine hoved hæves kort igen.

,,Mit navn, fremmede, er Leonora. Jeg er datter af Rhea og Alastor fra flokken Mehriah i landet Morva”

Det var bare sådan, hun var opdraget, til at sige hvem hun var og hvor hun kom fra. Det var en del hun bar med stolthed i hjertet, selvom det smertede hende mere, end hun ville vise, at nævne sin mor. Den hoppe, der havde lært hende så meget og opfostret hende til at blive en ganske prægtig alfahoppe, men som desværre havde mistet livet til de onde slanger, der gemte sig i sandet. Der var hendes verden gået i stykker, og stadig var den, selvom hun stod stille nu foran den sorte hingst. Da hun havde præsenteret sig selv, gjorde hun et stift nik til den sorte hingst, for at vise ham at det nu var hans tur, til at fortælle hende om hvem han var. Eller, i det mindste hans navn.

Langsomt virker det til, at hun bliver i stand til at samle sig. Som om hun ikke længere er helt så skræmt, og at hun ikke direkte opfatter mig som en fare. Det er jeg jo i princippet heller ikke - i hvert fald ikke så længe, at jeg ikke keder. En enkelt gang slår jeg med min sorte hale, inden jeg lytter til, hvad hun har at sige til mit spørgsmål. Normalt får jeg ikke meget mere end et navn, men det er ikke tilfældet denne gang. Nej, jeg får ikke kun hendes navn, jeg får også hendes forældres navn, navnet på hendes flok og det land, den ligger i. Ganske svagt hæver jeg mit ene bryn, inden jeg ganske kortvarigt ryster på hovedet og lader brynet falde på plads igen.

,,Mit navn er Seth.”

Meget mere har jeg ikke lyst til at fortælle hende. Jeg kunne sagtens give hende navnet på mine forældre, og jeg kunne også sagtens give hende navnet på det land, jeg boede i. Det kniber dog lidt med flokken, eftersom jeg kun var del af en enkelt flok, dengang jeg var ganske lille og ny. Men jeg giver hende ikke nogle af de navne, for hvad får hun ud af det? Jeg er ikke længere i den verden, mine forældre, eller i hvert fald min far, betræder. Jeg bider mærke i, at den sorte hoppe, Leonora, udtrykker en ganske svag smerte, da hun nævner sin moders navn. Tænksomt lader jeg mit blik hvile på hende. Hvad er årsagen til det?

[/size][/color]

Den sorte Leonora trak sine øre let ud til siderne, imens hun betragtede denne hingst, hun lige havde fortalt sit navn til. Det var normalt i hendes land, at man præsenterede sig med navn, forældre og herkomst. Det gav modparten en chance for at danne sig et billede af, hvem de egentlig stod overfor, også selvom det ikke gav nogen information om hvordan deres personlighed egentlig var.
Leonora betragtede indirekte den sorte, neutrale hingst. Hans bygning var mere spinkel end hendes, man hans muskler var større. Klart var han en, der kunne vinde mere fart end hende selv og formegentlig kunne have også overgå hende i trækkræft og rå styrke. På mange punkter var denne hingst hende nok overlegen, og dermed havde hun det bedst med bare at forholde sig neutral overfor ham ligeså, også selvom hendes sind var ved at gå amok. Hvis blot der var en ridse i hendes facade, ville den bryde sammen, så hun gjorde klogt i at holde sig fra denne hingst, der dansede med slangerne. Hun holdt blikket en smule analyserende imod ham, så det lå til hende; den status, hun skulle have haft, ville have indebåret at hun altid vurderede fremmede, før de fik lov at passere igennem flokken eller slutter sig til den. Men hun kunne ikke finde noget, endnu, der kunne virke umiddelbart truende, så længe han ikke blev mere direkte i sine fysiske handlinger.

,,Seth. Hvorfor rendte du rundt, ude ved .. slangerne?”

Spurgte hun, med den umådeligt unikke og samlede stemme, men en tvivlende tone var dog medregnet denne gang. At snakke med en anden om slangerne, og ørkenen, var risikabelt, for det kunne ruske op i de minder, der let kunne vælte den sorte hoppe helt omkuld. Hun mimrede lidt med mulen, mens hun prøvede at holde fokus på ham, og ikke det hun rent faktisk spurgte ham om.

På grund af hendes lettere autoritære adfærd og hendes meget formelle præsentation er jeg klar over, at det nok er en højtstående dame, jeg står foran. Jeg tror ikke, at hun var frøken hvem som helst i det land, hun kommer fra. Mine egne forældre var absolut heller ikke ukendte af deres omverden, men min mor havde et langt bedre ry, end min far havde; de ting, jeg har fået fortalt om ham, siger i hvert fald noget om, at det nok ikke var de gode, typiske ting, han var kendt for. Min mor, derimod.. hun opgav sin status, fordi hun blev forelsket. Og for min skyld. Roligt lader jeg mit blik hvile mod hende, og jeg bemærker naturligvis hendes lettere analyserende blik, hun holder mod mig, som hvis hun skulle vurdere, om jeg er farlig, eller om jeg er god nok. Og skal det være, som jeg ønsker det, så er det ikke noget, hun skal kunne afgøre. Ikke før jeg selv synes det, i hvert fald. Hun stiller mig et spørgsmål, der er en anelse atypisk. Slanger. Jeg er klar over, at det her er et levested for mange slanger, men jeg plejer ikke at se dem som en kæmpe trussel. Behandler man dem med respekt, så plejer de at være mere bange for mig, end jeg er for dem.

,,Er du bange for dem?”

Svaret har hun naturligvis allerede selv afsløret - selvfølgelig er hun bange for dem. Ellers havde hun da ikke spurgt på den måde, og samtidig er det ikke svært at fornemme den lettere tvivlende tone i hendes stemme. I det mindste er slanger en håndgribelig frygt - det er mine ikke.

[/size][/color]