The Meeting, Between Two Souls.

Phoenix

// Forbeholdt Ditte/Fatala

Den orange hingst, der var døbt Phoenix. Kom traven med høje ben løft, hen over den sorte vulkan jord, her herskede sneen ikke, pga. den letter varme jord, og de mange vulkaner. Han elskede at være dette sted, nok fordi han selv følte sig som kongen over de mange vulkaner. Hvis man skulle beskrive denne hingst, ville en vulkan kunne beskrive ham ret godt, han kunne ligge i dvale for, lige med et at gå i udbrud. Han førte sig flot frem, og mærkede hvordan, jorden let varmede hver eneste hov, han satte på jorden.

Roligt slog han med hoved, han var ikke helt i sit ilter hjørne lige nu. Men han var som en tikkeden bombe, han kunne springe når som helst. Han slog hårdt med halen, som prøvede han at få den til at smælde. Et hingstet brum kom fra den hvide mule, hvor efter de grønne, øjne skimtede rundt i landskabet.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala hævede hovedet, dog uden hast. Hendes gyldne øjne kørte kort henover landskabet, betragtede det med et næsten dovent blik. Hun var kun lige kommet her, af grunde der kun vedkom hende. Her var virkelig ikke særlig interessant, lidt køligere end hvor hun kom fra, men ellers meget lig. Hvad var det overhovedet hun skulle her? Hun skulle til at sænke hovedet, da en flamme hingst fangede hendes øjne. Hans pels var i hvert fald samme farve som ildens flamme eller måske nærmere efterårets blade. Hendes slanke, elegante hoved blev lagt på skrå, mens hun studerede ham et øjeblik. Han syntes ikke at have set hende, men det betød ikke noget for hende. Han var ret stort hvis hun skulle være ærlig, overraskende stor faktisk. Han gik i hvert fald uden for normalen af dem hun havde set og det fangede delvist hendes interesse. Med spidsede øre og en hævet hale gav hun et kort, hoppe brum fra sig før hun svingede med halen og ventede: mon han havde set hende?

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Der gik ikke mange sek. fra den fremmede hoppe, havde fået øje på den store hingst. Til hans grønne øjne, selv havde opfanget hende, en hoppe han ikke havde set før, mon hun var ny i dette lang som ham selv, det kunne han ej sige noget om, da han endnu ikke kendte mange her på øerne. Roligt og med et skævt smil, om den hvide mule. Gik han roligt nærmer denne hoppe, han lod blikket glide roligt hen over hoppen, bestemt ingen grim hoppe, hans øje så her foran sig. Han brummede roligt, og gik i en cirkel rundt om hoppen. Mens han forsatte med at smile lumsk.

''God aften frøken''

Hans stemme var fyldt med charme, men stadig et tvist af ironi og hvisken. Han talte tydeligt, men ej højt. Nærmest som en lidt høj hvisken, som man gerne ville have folk til at hører, men man alligevel skulle dække ind, under at de entelig ikke måtte eller skulle hører hvad der blev sagt. Han stoppede op foran hende, og brummede hingstet, mens de grønne øjne atter gled hen over hoppen.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Han havde set hende, i den grad, og hun lod det ikke gå forbi. Fatala førte sig ikke direkte frem, men der var heller ikke en del på hende, som ikke var, som hun ville have den. Halen forblev hævet, det samme gjaldt det slanke, fintformede hoved. De store, gyldne øjne forlod ikke hingsten, heller ikke da han gik rundt om hende. Et venligt, med et snert af charme, lå på hendes mule. Hun undrede sig lidt over cirklen og hans smil, men lod som ingenting, han var jo en køn hingst, ikke sandt?

,,Godaften Hingst."

Hingst kunne tages som en dårlig ting, men Fatala sagde det med ære i stemme, som om det var en god ting. Det var det egentligt ikke, for hun kunne ikke være mere ligeglad med at han var en hingst, en hun var med at græsset var grønt. Hun strak, uden tøven, sin mule frem mod ham, ikke for at rører ham, men for at hilse ordentligt. Han virkede ikke som den hvide ganger men hun lod sig ikke skræmme af ham.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Han bed mærke i, hun bevægede sig på samme måde som ham. Altid i fuld kontrol over hver eneste lemme, hun besad i sin krop. Altid de rigtige yndefulde bevægelser. Altid en fryd for øjet, han smilede skævt. De gyldne øjne, denne hoppe besad. Slap ham ikke af syne, som en slange med varmesyn fastholdt, hun sit blik på ham. Han viste da godt, han også var en fryd for øjet og skød brystet, lidt længer frem. Lige for pigebarnet kunne se ham nærmere an.

''Hvad bringer en skønhed, på disse kanter?''

Den fine mule, denne hoppe havde. Kom roligt frem mod ham. Han stilte sig an som en anden konge, over dette land, og lod hende blot hilse på ham, han nikkede kort til hende, selv strakte han mulen frem mod hende, blot lige for at få hendes duft på plads, i sin hukommelse. Rolig var han i dette øjeblik, hun havde ramt ham på et heldigt tidspunkt. Men hvem ved, hvornår lunten er brændt af, og bomben eksplodere. Man viste aldrig med Phoe hvilke lune han var i. De mange stemmer i hans hoved, blandet sig i hans stamtavle, men for en stund, lykkes det at ignorere dem. Han kunne lide, hun ikke lod sig skramme, selv virkede hun som en helt unik støbning.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala svingede med halen: så han ville vide hvorfor hun var her? Bare trist at hun ikke havde i sinde at fortælle ham det. Roligt trak hun sin mule til sig og smilede af hvordan han gjorde sig til; i hendes hoved himlede hun dog let over hans opførsel. Intet på det ydre sagde dog dette: fra følsben havde hun brugt en facade, så nu var det intet problem at lade som om hun syntes det var meget interessant. Et sted var det vel, men det var også generende, provokerenede. Uden tøven trådte hun frem, placerede sit kønne hoved lige foran hingstens, i hvert fald så tæt hun kunne komme med sin lavere højde.

,,Jeg tror ikke helt, det angår dig, hvorfor jeg er her."

Hun lagde hovedet let på skrå, så ham direkte ind i øjnene, før hun trak sig tilbage. Hun stod stadig tæt på ham, men ikke lige foran ham. Han var interessant, det måtte hun give ham, men hun ville nu lige se tiden an med ham; der var nemlig noget mørkt over ham.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Den facade hoppen havde oppe, kunne han let genkende da han selv havde den, dog var han i et mindre muntre hjørne lige i denne stund, så han var mere åben. Roligt slog han med halen og mærkede hvordan hun kom helt tæt, deres blik stirrede stift på hinanden. Og da hun kom med sin, sætning som lige så godt kunne have, kommet ud af munden på en slange. Så spydig var den, men alligevel med hendes helt egen charme, som legede hun kit puds med ham. Han lod sig dog ikke narre, men mærkede blot hvordan. Det langsomt begyndte, at boble inden i ham. Ved første øjekast ville man ikke tro, denne kæmpe kunne gøre en fluge for træd. Men her tog man helt fejl, han havde et ilter sind, og besad i sandhed mørket.

''Bevares lille frøken, men pas nu på. De ikke kommer galt af sted. Her kan jo være mange ting, man pludselig kan snuble over.''

Sagde han med en mild latter, samt et lumsk smil om mulen. Hun stod ham stadig meget nær, og han nappede ud efter den lyse man, selv havde han aldrig, set en hest med hendes udsende før, mon hun rummede mere end det flotte ydre. Altid havde denne orange hingst, været meget glad for de 'dejlige' damer.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala vippede kort med ørerne. '..snuble over'. Fatala snubler ikke, hun springer over hvad end der står i vejen, hvis hendes mål er bagved. Hun skulle lige til at svare, komme med en rap modsigelse, men så nappede hingsten ud efter hendes man. Som sådan have hun ikke noget mod nærkontakt, overhovedet ikke, men han skulle ikke rører hendes man. I en hurtig bevægelse nappede hun ud efter hans mule, holdt ham væk fra hendes man, før hun tog et skridt til siden og gjorde sin egen rundt omkring ham, som han havde gjort om hende.

,,Jeg snubler ikke, kære flammehingst, jeg springer blot over hvad der står i vejen."

Hendes hoved gled let på skrå da hun stod ved siden af ham. Igen forlod hendes blik ikke hans, men holdt blot øje med ham, iagtog han. Hun skulle måske passe på, men dette kunne jo blive morsomt!

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Han kunne lide, hendes rappe bid over mulen. Det fik ham dog ikke til at trække den til sig, blot da hun havde sluppet, lod han mulen blive hvor den havde befundet sig, inden hun nappede efter ham. Spydig og hurtig som en slange, han kunne lide hvad han havde mødt. Det tirrede hans sind, og det var det bedste han viste. En hoppe der ikke lod sig skræmme, men som gav noget modspil. Dem ville han gerne, bruge sin tid på. Samt lege med deres sind, nok lige så meget. Som de ville lege med hans, det gjorde ham intet. Det var dette magt spil, han værdsatte aller mest. Han slap hende ikke af syne, da hun gik rundt om ham. Og hurtig, nappede han blidt ud efter hendes bagpart, ikke med sine tænder men blot med mulen. Lige for at tjekke bagpartiet an på denne hoppe.

''Er du nu sikker på, du kan få rumpen der med, i springet?''

Man kunne hører, hvordan et hæst grin flød sammen med denne sætning. Han elskede at pirre dem han, var i selskab med. Denne hoppe havde, langt fra en bred bagpart men faktisk lige til pas, han gumlede lidt over tanken, da de mange stemmer i hans hoved. Igen brød frem, han tyssede på dem, og fik dem til at holde inde for en stund. Han led af en psykose der gjorde, han havde stemmer i hoved, dog troede han selv disse stemmer kunne hørers af alle til tider, og snakkede højt til dem. Hvilket kunne virke meget mærkeligt, for dem i nærheden. Da hun stod ved hans side, slap han ikke blikket fra hende. Men førte mulen atter frem mod hendes man! Men inderst inde, følte han at den man var hans og kun hans, så han rørte den lige så meget som han ville...

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala havde skam set ham nappe ud efter hendes bagpart og hun havde trukket den væk, så han kun lige havde rørt den, strejfet den. Hun lagde kort ørerne ned, men spidsede dem så blot. Små ord skulle ikke direkte tirre hende. Det gjorde det derimod blot sjovere.

,,Du ville ikke engang formå at få forparten med, så jeg er ret sikker på, at min bagpart ikke bliver et problem overhovedet."

Hendes stemme var ikke længere spydig, men drillende, tirrende. Hun ønskede ikke at gøre ham vred, men blot generer ham lidt hvis hun kunne. Han var alt for stort til at hun ville tage chancen med at gøre ham vred, i hvert fald ikke før hun viste hvor hurtigt han kunne bevæge sig.
Da hans mule kom nærmere hendes man igen, snappede hun på ny ud efter den før hun gik fremad. Hun lod sin hale strejfe ham på vejen og vendte så rundt, for igen at have forparten mod ham. Han var et ganske interessant selskab, det måtte hun indrømme, selvom han også var lidt irriterende med hans attitude. Hun var ikke helt sikker på hvad han forestillede sig eller hvad der overhovedet foregik oppe i hans hoved, men hun ville gøre det svært for ham at rører hende, hvor hun ikke rørte ham først.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Det var ikke meget, han havde fået rørt hendes po'po men derfor, stoppede hans tanker ikke med at tænke på den. Han smilede skævt, og kom til den virkelige verden igen, da hun snakkede til ham. Hendes stemme var ikke til at beskrive, der var noget over den. Som tryllebandt hver eneste ord, så man ikke undgik at overhører noget af hvad, der blev sagt.

''Haha, de er bare misundelige på de mange muskler''

Igen skød han bringen frem, så hun rigtig kunne beskue hans flotte muskuløse bring. Det var ikke fordi han var enormt stærk endnu, men han besad så stort et Ego at han selv, var overbevist om han var et kæmpe muskelbundt. Et kort fnys kom fra ham, hvor på han trippede lidt på stedet, så hun rigtig kunne se, hvor prægtig han var. For det var han jo!

Da hun igen nappede ud efter ham, tak han heller ikke denne gang mulen til sig. Da hendes gylden hale, strejfede ham brummede han dybt. Hvor på han fulgte hende med blikket. Hun bevægede sig hen over den varme stenende jord, som gik hun på en lille sky. Selv blev han på sin plads, han skulle nok flytte sig, når han mente han skulle flytte sig. De grønne øjne mødte atter hendes gylden blik. Og igen kom et skævt smil frem, hvor på han trak halsen godt ind til bringen, for rigtig at vise hvor mægtig en hingst han var. For denne jord, kræsede om ham, han viste han var solen, i dette univers og alt var skabt efter ham.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

,,Selvfølgelig er jeg det-" svarede hun, et forførende smil sat på hendes smalle mule. ,,-præcis som alle andre burde være."

Det smalle hoved blev lagt let på sned, mens hun betragtede ham, stadig med et smalt smil. Selvom hans ego nok var større end godt var, så var der noget over det han sagde. Ikke overmuskuløs, men heller ikke svag; han var delvist en fryd for øjet. Den røde farve klædte ham også godt. Det rørte dog ikke den hvide hoppe særlig dybt; hun spillede bare med på det. Det var et spil, et spil hun nød at spille, og hvis det bragte ham lidt glæde, så måtte det gøre det. Halen bar hun stadig hævet; den ville næppe blive sænket snart, der var jo ingen grund, vel? Hun spillede på ynde, han på muskler... ynde.. og alt andet stortset, han var jo fantastisk i hans egen verden.

,,Hvad hedder du overhovedet, kære flammehingst?"

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Den sætning kunne han lide at hører, self. ville hele verden syntes om ham. Han var jo solen selv i dette land, andre ville dø for at møde ham. Kongen af det hele, søn af solen, ilden selv. Og smilet blev kun større, hans Ego fik et kæmpe boust, og det kunne han lide. Utrolig selv centreret ingen tvivl om dette, andre var blot brikker i hans verden, som han kunne gøre med hvad han ville, men denne brik var pt. hans yndlings legetøj. Hun gav ham modstand, og de klikkede godt sammen for nu.

''For dig smukke, Flammehingst. Jeg giver dig mit navn hvis jeg må få dit?''

Intet kom gratis i hans verden, og ønskede hun at vide hans navn. Måtte hun bytte det for hendes eget, det kan godt være Phoe var en kæmpe med et lige så kæmpe ego, men helt dum var han nu ikke. Selv om han til tider, godt kunne lide folk fik dette indtryk af ham. At han kun havde muskler i hoved, og ingen hjerne. For sådan kunne han overliste dem alle.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Hvad havde hun dog gjort? Han syntes at føle at han gik fra Dall* til Mabor*, men hey, hun havde også lige rost ham en del. Hun rystede kort sit hoved, fik pandelokken på plads, og fnyste så kort. Selvfølgelig; noget for noget. Spillede hun ikke selv efter de regler? Jo og hendes navn var noget hun nemt kunne give ud, hvis hun skulle være ærlig. Det var blot et navn, det holdt ingen rigtigt værdi og hun kunne altid ændrer det, hvis hun ønskede at gøre det. Fatala var ikke hendes første navn og det ville næppe blive det sidste.

,,Mit navn er Fatala," hun smilede skævt, et hemmelighedsfuldt smil, ,,måske i hvert fald."

Hun hævede hovedet lidt og svingede med den store hale. Måske var der mere til ham end muskler, men for nu var han blot muskler og lidt hjerne. Teoretisk set nem at manipulere; i praksis knap så let. Ros kunne hun måske komme et godt stykke med, en til hvilken nytte, han havde intet hun ønskede.

,,Og hvad er så deres, Flammehingst?"

(*Dall = Flokleder
*Mabor = Leder af flere flokke, har forskellige flokledere under sig.)

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Han kunne lide måden, hoppen lod de gyldne øjne glide hen over, hans gylden krop. Han sugede det til sig, og nærmest badet i hendes gyldne øjne, som var det en solstråle. Da hun sagde sit navn, kunne han ikke lade være med at smile, især af den sidste kommentar hun kom med, dette legende sind som denne hoppe havde, var noget han syntes godt om.

''Fatala, det navn vil jeg ej glemme''

Han lo hæst, og havde faktisk ikke lige med det samme, tænkt sig at sige sit navn. Hvorfor skulle hun tro, han var til at stole på. Et navn havde ingen værdi, og derfor stod han ej, heller i gæld til hende. Overhoved!

Roligt slog han med halen, og lod øren glide ned i nakken, ikke fordi han var sur lige nu. Men han var bare mest tilpas når de lå helt nede langs nakken. Et kort fnys kom fra de lyserøde næsebor, som midt i blev brudt af den hvide blis. Da hun spurgte efter hans navn, smilede han lumsk og sagde roligt.

''Hvem sagde, handlen var afsluttet her?''

Han kunne ikke lade være med at le, og efter denne sætning var sagt. Kiggede han drilsk på hende og spidsede sin mule hvor på han sagde, med trut mund.

''Hvad med et kys, smukke så får du navnet. Ikke hvem som helst i dette land, får lov til at lade mit navn, glide hen over deres tunge. Pas nu på du ikke kommer, til at hviske det i søvne''

En skarp latter kom fra ham, han var bestemt ikke en man kunne stole på, men dette så han som en harmløs lille leg, hans navn betød intet for ham. Og derfor var han lige glad hvem der viste det, men han elskede at kører den helt til grænsen, og se hvor langt folk ville gå. Især hopper kunne, være ret så naive.

(*XD Haha nice, betegnelser. Kendte jeg sq ikke lige.*)

[/color][/blockquote][/blockquote]