The Meeting, Between Two Souls.

F A T A L A

---

Sikke en charmør, hva'? Fantastiske han sagde. En hver der ikke kunne høre ironien i det, måtte være døv. Han var da meget kær med hans store ego og måde at fremføre sig på, men også ret så provokerende. Tillæg det, at han handlede lidt lige som hun gjorde og så havde du en hest som Fatala egentligt ikke burde klikke med, men alligevel gjorde. Det var nok den leg de havde kørende, der gjorde at hun ikke blev direkte provokeret. Hun havde det blot sjovt, overraskende nok. Hun svingede med halen, trådte tættere på ham, som om hun ville indgå handlen. Et øjeblik så hun blot på ham, før hun kort fnøs af ham, ikke afvisende, blot markerende.

,,Det er dig der skal betale ekstra for det. Et navn er ikke nær så meget værd. " Hun ignorerede hans latter og gik forbi ham. ,,Desuden kan jeg leve med at kalde dig Flammehingst."

Hun gjorde en smal runde, så hun så på ham fra siden; hendes front rettet mod hans side. Der var noget virkelig interessant over ham og en kort tanke slog hende, før hun kastede den bort, ud i tomrummet. For nu var det en umulig ide, så ingen grund til overhovedet at bruge tid på den. Hendes hoved gled let på sned.

,,Hvis jeg ikke må kende dit navn, er der så noget andet jeg må vide om dig." Hun tog et skridt tættere på ham. ,,Udover at du har muskler?"

[/color][/blockquote][/size]

Phoenix

Deres leg, morede ham. Det var længe siden, han ikke havde kedet sig i sådan et selskab. Han plejede ellers ret hurtigt. At rive dem fra hinanden, det overraskede ham. Men han spillede med så længe, hun også gjorde. Han kneb øjnene sammen, og truttede lidt ekstra med mulen, da hun gik i mod ham, som ville hun give ham det kys, for at afslutte handlen. Men ak, han måtte skuffende modtage et fnys og han rettede, sig rank op og kiggede ned på hende. Igen fangede hans grønne blik, de gyldne øjne. Hun mindede ham lidt om en svane, den slanke fine krop, og lige så smuk hun var at betrakte, lige så farlig kunne hun sikkert være når hun blev gal. Dette tiltalte ham, kun på den måde. At han fik lyst til at lege med hende, han nærede ikke følelser for andre end ham selv.

''Gik den, så gik den!''

Sagde han blot, og kiggede på hende. Han skulle blot se hvor naiv hun var. Men hun virkede ikke så hoppe forvirret, som de andre han kendte til, og det gjorde hende sjov at lege med.

Han bemærkede, hvordan hun lage hoved på sned, og den lille mule rigtig kom til sin ret. Og da hun tråtte ham tæt igen, kunne han ikke lade være med, at kører mulen drilsk gennem hendes gylden man, denne gang stod hun så tæt, at han havde en chance for at rører den.

''Mit navn må du heller få, det ville jo ikke nytte noget, hvis du lå og stønnede et fremmede navn, i dine vilde drømme''

Han var sikker på, alle hopper her på denne jord. Var vandvittig forelskede i denne lækker hingst. For han var jo det, flotteste de nogen sinde havde set. Alle ville de drømme om ham, skrige og stønne hans navn i søvne. Han smilte skævt ved denne tanke, og kiggede på hende. Han satte mulen, helt tæt mod hendes fine lille øre, og hviskede svagt, så man ville få gåsehud.

''Phoenix, er mit navn''

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

For sjov nappede hun ud efter hans mule, for en gangs skyld lod hun ham rører hendes man. For en gangs skyld. Det skulle ikke blive en vane og det fastsatte hendes nap. Hendes ører fladede kort ud, han var virkelig selvglad var han ikke? Hun ville næppe tænke på hans navn, medmindre det var nødvendigt, hvilket det aldrig ville være. Da han hviskede sit navn, fnøs hun blot og rystede sig kort. Kuldgysninger.

,,Phoenix" gentog hun sagte, mens hun så på ham. ,,Flammehingst passer bedre."

Med de ord, smøg hun sig bagom ham så hun stod tæt på hans side, men uden at rører ham. Som sagt, det skulle ikke blive en vane, selvom det næppe ville gøre noget. Hun svingede kort med den fyldige hale og søgte hans blik.

,,Og det bliver dig der drømmer om mig, ikke omvendt"

Hurtigt tog hun et par lette, nærmest dansende skridt til siden. Hendes ører spidsede, det fine hoved lagt lidt kækt på skrå. Hun ønskede at tage legen til et niveau højere oppe, hvis han da var interesseret i det. Uanset om han var det eller ej, så var hun ikke typen der stod stille i alt for lang tid, men på samme tid var hun heller ikke den hyperaktive der sprang rundt over alt. Hun gjorde sine bevægelser præcist og med ynde.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Hun nappede, ud efter hans mule da han atter, forsøgte at rører hendes man. Men han fik nu alligevel lov, den var utrolig blød, næsten som en silke blød eng, midt om sommeren og så med et strejf, af måneskær over sig. Efter han havde hvisket hans navn, gentog hun det kort efter og han nikkede, mens han tog en tur rundt om hende, lige for at se hende an. Alt det han jo ejede på hende! Det behagede ham, helt bestemt. Men lige så meget som det behagede ham, ragede det ham lige så lidt. Hun var intet for ham, kun sig selv ville han elske og ingen andre. Hun var blot, hans legetøj. Til han ikke gad hende mere, men han var nu sikker på, der skulle komme mange sjove, lege ud af hende her. Endnu var han ikke kørt træt i hende, hun gav ham modspil, men også ros til hans kæmpe Ego.

''Flammehingst, er jeg kun for dig min kære''

Ingen andre, måtte bruge dette navn end hende. Men om de gjorde var ham nu lige meget, han kunne bare godt lide, at spille kostbar. Da hun smøg sig omkring ham, som en anden kælen, lille åring. Kunne han ikke lade være med at smile skævt, et par hårde slag blev der slået med hans mørke hale. Hvor på hans grønne øjne søgte hendes blik, lige som hun søgte hans. Deres blikke blev fast låst på hinanden.

Kort lo han, da hun kom med kommentaren om han, ville drømme om hende. Han kunne ikke lade være med at le, og da han stoppede med at le. Kom et stort smil om hans mule.

''Smukke, jeg er ked af at skuffe dig. Men der er kun plads til én i mine drømme. Nemlig mig!''

Hurtigt nappede han igen ud efter hendes lange man, han kunne ikke lade være. Han syntes om de små rap, han fik over mulen når han ville rører det 'forbudte frugt' det var som om alt inden i ham skreg, efter at rører den silke bløde man igen. Men simpelhen kun fordi, han viste hun ikke ville have det, men det var jo hans man! Ikke hendes.

Da hun begyndte at danse let omkring, gjorde han kunsten efter. Trods hans højde og tunge bygning. Bevægede han sig let som en fjern, nok ikke helt så let som hende, da hun var yderst spinkel, nærmest adelig af bygning. Øren blev lagt tilbage i nakken, og selv lavede han et par, yndefulde hop. De ligne to heste, der havde gang i en smuk vulkan dans, af en art. Ingen fejl eller kluntede trin blev der taget.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala var nu for alvor enig med sig selv om, at hun aldrig havde mødt en hingst med et større ego end den røde foran hende. Kun plads til ham selv i hans drømme? Sikke lys hans fremtid så ud! Det provokerede hende en del, men hun lod det blive glemt for et øjeblik, lod det blive overskygget af den sjov hun fik ud af deres spil. Da han nappede efter hendes man, snappede hun efter hans mule. Som sagt, det skulle ikke blive en vane. Hvis det blev, så forsvandt det. Det forblev kun interessant, så længe Fatala holdt det ekslusivt, gjorde det kostbart. Et smil spillede på hendes mule, før hun fulgte ham. Stadig var hendes skridt lette, næsten svævende. Halen rørte jorden et øjeblik, før hun svingede med den og kort bevægede sig tættere på ham, og så bort igen.

,,Af en hingst på din størrelse, bevæger du dig let, Flammehingst."

Hendes stemme var bestemt rosende, men også til dels forførende. Hun ønskede som sådan ikke at forføre den røde hingst, men lige så meget som hun så hende som hans legetøj, så hun ham som sit. Næppe på helt samme plan, men hvem kunne vide hvornår han kunne blive nyttig. Ikke at et enkelt møde kunne gøre, at han ville skylde hende noget, men måske kunne hun få opbygget en gæld hos ham, som lå på hans side. Han skulle skylde hende noget, bestemt ikke omvendt. Igen svingede hun med halen og knejsede kort, let, i den slanke nakke. Selvom hun var en hoppe, så kunne hun vel godt gøre det. Et glimt spillede i de gyldne øjne.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Roligt, tog han imod de hug. Han fik fra hende hver gang han prøvede at rører hendes man. Et skævt smil kom frem på den lyserøde mule, som havde fået en del hak nu. Øm var han bestemt i mulen, men det fik ham ej, til at stoppe. Han kunne ikke lade være, tanken om han ikke ejede denne man, kunne han ej slippe. Han ejede denne hoppe, alle hendes lemmer, selv de gylden øjne. Den lange gylden man og hendes små ører, og ej at forglemme. Den lille sorte mule som denne hoppe havde. Da hun sagde han, bevægede sig med let trods hans størrelse, fnøs han blot og lo. Havde hun forventede, andet af hendes drømme hingst?

''Ked af jeg stjæler rampelyset, smukke... Din drømme hingst, kan jo bevæge sig lige som du ønsker''

Han stemme var drilsk, som den havde været gennem hele deres samtale. Han kunne lide at drille hende, og hun kunne lide at drille ham. Ingen ville kunne forstå, dette spil de spillede. Hvem mon tabte? Eller ville der overhoved væren en taber? Spil er aldrig til at forudsige. Og slet ikke Phoenix's spil, da det tit går efter hans regler. Han kunne lide, måden hun førte sig frem på. Lige som en svane smuk at se på, men kan brække et ben hvis man ikke passer på.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Troede han stadig på, at han var hendes drømme hingst? At hun var hans? Smilende rystede hun på hovedet, han måtte godt tro det, blot ikke for meget. Og tilnavnet smukke? Det var da ganske sødt, men hun brød sig ikke om det. Der blev dog ikke sagt et ord om det, for ved nogen først, hvad man ikke kan lide, så er det en svaghed. Fatala tog et par afmålte skridt, hævede hovedet og så på ham. Et drillende blik kunne spores i de gyldne øjne.

,,I hvilken verden er du min drømmehingst? For det er bestemt ikke denne."

Hendes skridt begyndte igen, rundt og rundt gik de. Hun tog aldrig fronten fra ham, tog aldrig øjnene af ham. Det var dog ikke fordi han var.. hrm.. smuk, men fordi hun ikke stolede helt nok på ham. Noget i den dur i hvert fald. De spillede begge et spil, et spil som den ene kunne gøre farligt for den anden. Desværre havde hun ikke helt så meget mulighed for at gøre det farligt for ham, som han kunne for hende. Han var løven i spillet, hun var svanen. Han kunne angribe, hun kunne flygte; måske ikke til himmelse, men han kunne næppe opløbe hende. Alligevel var hun dog ikke forsvarsløs, langt fra, hun kunne bare ikke tage for mange chancer. For nu i hvert fald.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

De var næsten, som en og samme person. Her som de snoede sig om hinanden, den facade de begge havde oppe. Hvem ville falde i først? Hvem ville afsløre sine svagheder, og hvem ville vinde spillet! Denne leg, var gået hen og blevet en meget intersandt leg, hvis Phoe selv skulle sige det. Men han gav ikke udtryk for det, på nogen måde. Hun var hans lille legetøj, og han nød at lege med hende for denne stund. Han ejede alt ved hende, helt ned til de gylden øjne. Hvem var konge i dette land, self. Phoenix. Her mellem den sorte stenende jord. Mellem de varme vulkaner, her hørte han til. Dette var hans spille bræt. Og ikke mange, kunne slå ham på hjemmebanen.

''Ha, det er blot tankespind. Tror du har indåndet, for mange vulkan gasser. Du kan jo ikke andet, end at elske mig''

Det drilske blik hun havde, i sine gyldne øjne. Var det samme blik, man kunne finde i hans grønne øjne. Der dansede de rundt, med hinanden. Hen over den varme jord mellem de mange sten. Ingen snublende eller faldt, det var som om de slet ikke rørte jorden. Selv tog han aldrig fronten fra hende, der med front mod hinanden, den ene mere i iøjefaldende end den anden. Men alligevel begge et fryd for øjet. Hun tog aldrig, øjnene fra ham. Dette måtte jo betyde, hun forgæves prøvede at bilde sig ind, at hun ikke kunne lide ham. Men han kunne jo se hun, slet ikke kunne få øjnene fra ham. Ego... Ego... Luften var til at skære igennem, så stort var hans ego. Og han lage ikke skjul på det, langt fra. Han var guds gave til hende. Så hun måtte heller, nyde dette øjeblik. Han førte mulen frem mod hende, for at rører hendes sølvfarvet pels. Hvor på han kom med et fnys, og hoppede frem mod hende. Blot for at se, hendes reaktion.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Ego. Havde han andet end Ego? Fatala var begyndt at tvivle på det; alligevel kunne hun dog lide ham. På et eller andet sært niveau i hvert fald. Det var ikke lide lide, men alligevel var det. Sært.. var alt der gik igennem hendes tanker for et øjeblik. Hurtigt forsvandt det dog igen, erstattet af planer og ideer.

,,Jeg tror ikke helt du kan finde et mere forkert ord end elske, medmindre du kom til at bytte om på et par ord. Er du sikker på du ikke mente 'Jeg kan jo ikke andet, end at elske dig'?"

Den hvide hoppe slog en enkelt gang med halen, før dansen forsatte. Ingen førte, ingen fulgte. Medmindre man spurgte Flammehingsten, for så førte han selvfølgelig. Da han sprang frem mod hende, sprang hun blot let og elegant til siden. For det ikke skulle være nok, nappede hun til hans bagpart før hun tog et par galopspring væk fra ham og så standsede. Hun stod et øjeblik, før hun så sig over skulderen, tilbage mod ham. Hvordan havde han reageret? Det betød ikke meget, men hun var stadig nysgerrig. Trods alt havde hun nappet helt uden grund, ikke som de rap over hans mule hun før havde givet.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Det var mærkeligt med disse to sjæle, når man betragtede dem ude fra. Skulle man tro, de havde noget sammen. Men inderst inde, var det sikkert og vist. De ikke havde nogen empati for hinanden overhoved. De brugte kun hinanden, som en form for tidsfordriv. Dette spil, de begge holte af. Og så var det uanset hvilken modstander man stod overfor. Det var bedst, når begge gik ind i det, med liv og sjæl. Det var sjældent man fandt en hoppe som Fatala, hun forstod at spille spillet, og det syntes han om. I høj grad, hopper kunne hurtig komme til at kede ham, og især når der intet. Mål var for øje, eks. en brunstig hoppe. Eller en hoppe som allerede, ved første ord, var ved at flygte af bare rædsel. Dem brugte, han ikke meget tid på. Nej så heller sin smukke lille danse nymfe, Fatala.

''Nej smukke, du hørte korrekt første gang,''

Igen, lå det lumske smil på den lyserøde mule. Og de grønne øjne hvilede på hende. De forsatte atter deres dans, de var som to møl, der bevægede sig om lyset. Hvem ville dø først? Da han hoppede frem mod hende, hoppede hun til siden, mens et solidt nap blev plantet, på hans smukke bagpart. Sjovt nok stod han helt stille, og kiggede efter hende. Som en sommerfugl på flugt, rørte man dens vinger. Kunne den ej flyve mere, og ville være fortabt. En hæs latter, kom nu fra ham. Da han stod der stor og stolt. Hun havde vendt ham ryggen, havde hun aldrig lært, at flugt ingen nytte har. Det kunne godt være hun, ville være en smugle mere let til bens, men hun var på hans spille bane. Hun ville aldrig kunne gemme sig, eller løbe fra ham.

''Nu står du i gæld til mig, ej har jeg rørt dig''

Han så mere alvorligt på hende, det havde lykkes ham at få hende til at reagere. Som han havde håbet på. Ej havde han skadet, eller rørt denne hoppe med sine finde tænder. Hvad ville hun nu give i bytte, hun stod nu i gæld til ham. Hvordan gælden skulle betales, tænkte han ikke yderlige over. Han nød blot at føre i dette spil.

''Smukke, smukke lille du. Kom her og dans for mig!''

Igen kom den hæse latter, mens han stod med hævet hoved, og af ventede at hun gjorde som hun sagde. Han ejede hende for en stund, dette kunne hun ikke løbe fra.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala bukkede let i halsen og kom med en lav 'hmpf'-lyd. I gæld til ham, fordi hun rørte ham? Hvor havde han været det sidste stykke tid; det var da ham der stod i gæld til hende, hvis nogen overhovedet gjorde det. Elegante svirpede hun med sin hale, vendte hun rundt og før hun skridtede mod ham. Hendes skridt var lange, velplacerede, sensuelle. Ikke vulgære, men heller ikke helt stille og rolige. '..dans for mig'. Hun svirpede med halen og rystede let på hovedet af det han sagde. Hun ville danse med ham, men ikke for ham; i hvert fald ikke endnu. Da hun stod lige foran ham, med hovedet tæt på hans, hendes øjne i hans, talte hun.

,,Kære Flammehingst, hvis nogen står i gæld, så er det dig."

Med de ord gik hun under hans hals og rundt om ham i en tæt cirkel. Hun var måske uforsigtig, men han virkede ikke som om han ønskede at skade hende og for en gangs skyld var hun et sted, hvor ingen overhovedet vidste hvad hun gjorde, vidste hvad hun levede af. Igen svingede hun med halen og de gyldne øjne forlod ham ikke et øjeblik. Stadig ikke i fascination; nok var hun blevet uforsigtig, men hun var ikke dum. Han var stadig en trussel, præcis som alle andre er, når man spiller spillet.

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Roligt brummede han, mens han lod blikket glide hen over den sølvfarvet hoppe. Han kunne lide den måde, hun førte sig frem på. Roligt slog han med hoved, hvor på han trak lidt på mulen, mere for stadig at have kontakten med hendes duft, da hun kom ham nær, smilede han skævt. Mens han fnøs. Og gik helt tæt på hende, og satte mulen op til hendes lille øre. Hvor på han hviskede til hende.

''Jeg står aldrig i gæld til nogen, og slet ikke dig''

Han rykkede sig lidt tilbage, og stod atter af venteden, som forlangte han stadig. Han hun kom i gang, med at danse for hendes konge. Mens hun cirklede om ham, lod han sin mule glide. Langs hendes ryg, hvor på han slog lidt ud efter hende med det ene forben, igen med et blik der sagde 'dans for mig'! Et kort fnys kom fra den røde hingst.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Fatala rykkede sig, da han langede ud efter hende. Danse for ham, det gjorde hun dog ikke. Hun bukkede kort med den lange slanke hals, før hun nærmest snoede hovedet på skrå. Troede han virkelig, at han kunne få noget, uden at stå i gæld til hende. Et sødt smil banede vej på hendes mule, da hun talte igen.

,,Jeg danser ikke uden grund, end ikke for dig, Flammehingst."

Den hvide hoppes ører var spidsede og nu stod hun blot. Så på ham. Hun ville skam ikke give ham mere, hvis han overhovedet ikke havde i sinde at givet andet igen end hans enorme ego. Det kunne hun sagtens leve uden. Ventende svingede hun med halen. Havde han overhovedet noget, hun kunne være interesseret i?

[/colour][/blockquote][/size]

Phoenix

Roligt lod han det grønne blik, forblive på denne hoppe. Som var hun en slange, der snoede sig rundt om ham. Han slog med halen, og fnyste kort af hoppen. Den sølvfarvet hoppe som gik under navnet, Fatala. Han var konge i dette lang, og havde han bestemt at hun skulle danse for ham, så kom hun til at danse, om det galt hendes liv. Øren blev lagt tilbage i nakken, og blikket blev en smugle mere tomt, og alvorligt. Da hun roligt sagde til ham at hun ikke, dansede uden grund, slog han en iskold latter op og sagde hæst og dæmpet.

''Du har mange grunde smukke, til at få lettet den mås. Og komme i gang med at danse for din hersker''

Han kunne lide dette spil, meget endda. Roligt kom det drilske blik, tilbage til i de grønne øjne. Selv tog han nu en cirkel om hende, mens han smilede skævt. Han så hende an, og de mange tanker kørter rundt i hoved på ham, hvor efter stemmerne i hans hoved igen begyndte at snakke i munden på hinanden, han skubbede dem bort, blot for en stund. Han var for optaget af dette spil, til at få dem blandt ind i det også. Da han havde cirklet lidt omkring hende, stoppede han op foran hende og sagde drilsk.

''Nåå smukke, hvad bliver det til? Med den dans, jeg venter spændt''

Han stillede sig igen op, som var han konge over det hele, og kiggede på hende. Man skulle ej lade sig narre, det kunne godt være denne hingst havde et stort ego. Og virkede en smugle dum, men dette var han langt fra. Han spillede bare sine kort, rigtigt godt. Og holte dem tæt til kroppen. Ingen kunne vide sig sikker, man viste aldrig hvad næste træk ville blive.

[/color][/blockquote][/blockquote]

F A T A L A

---

Hersker? Fatala havde fundet sig nok i dette spil, ladet hans ego gro, men hun havde grænser og han havde lidt trådt på den. Hendes ører blev vippet tilbage, ikke fladet ud, men den charmerende hoppe gled stille bort og blev erstattet af noget, der var langt mere alvortligt. Hun svirpede med halen og fulgte ham med blikket da han gik omkring hende. Så flot en hingst, og alligevel så utrolig tåbelig. Ingen kommanderede rundt med den hvide hoppe. Ingen.

Fatala hævede sit slanke hoved, placerede det i øjenhøjde med den røde hingst. Hendes ører var stadig vendt tilbage da hun igen talte, denne gang ikke akkompagnieret af et smil.

,,Ingen hersker over mig, heller ikke dig, hingst. Så ingen dans, uden noget gæld."

Det blev sagt med en neutral ting, konstateret som var det, det mest naturlige i verden. Hendes ører trykkede sig langsomt ned, med fladede endnu ikke ud. Hun havde ikke i sinde at blive direkte vred, men blot vise at hun havde visse grænser for, hvor langt hun lod et spil gå. Desuden, hun var ikke helt sikker på hvor meget hjerne der egentligt var inde bag den røde pandelok, så hun ønskede ikke at træde for langt ud; der skulle stadig være en vej tilbage.

[/colour][/blockquote][/size]