Burn, baby, Burn!

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Vintersolen havde netop sænket sig i horrisonten, og kastede et brændende rødt skær over det golde landskab. sneen, blandet med sandet som synes at have ildens farve, beklædte de mange bakker og dale, udgjorde den jord hvorpå blodshingsten, Caedis, befandt sig. Hans brune øjne var stillet skarpt på omivelserne, de mørke næsebor udvidet, og musklerne spændte. Hvad var dette forn'et underligt langskab? I alle retninger foldede jorden sig ud i den brændende horrisont, og han synes ikke at kunne ane nogen udgang. Hvor var han havnet? Den let flødefarvede hale svirpede igennem luften, da hingsten med et voldsomt udråb, en kraftig, domirende vrinsken, brød sin trippende stillestående, og begav sig frem i en dundrende galop. For dundrende var den. Skoene, der lynede metalisk fra hans hove, borede sig dybt ned i jorden, rev mere eller mindre frosne sand samlinger op, sendte dem på tur igennem luften, for så at lade dem blive nedtrampet af den selv sammes baghove. Alt omkring hingsten synes voldsomt og vildt, den knejsende hals, spændt til hvad der synes at være bristepunktet, med tusinder af årer snoende derunder, manen, der kastede sig snublende efter hingsten, faldt som et smukt vandfald igennem luften, for at ligge sig på hans hals, og derpå hæve sig igen, og ikke mindst den mystiske klirren der opstod ved hver bevægelse Caedis fremkaldte. Den klingende lys af guld imod guld, lyden af hans tilstedeværelse. Den voldsomme ild der synes at have tændt hingsten, kastet ham ud i et ustyrligt ridt, blev blot voldsommere, og snart synes det røde at kunne anes i hans næsebor. Hans flanker skælvede af anstrengelse, men øjnene forblev rolige, fokuserede, på trods af de paniske bevægelser. Han måtte finde nogen til at fortælle sig hvor han var havnet. Ganskevidst vidste han at han var i det gudsforladte land, Andromeda, hvor hans far havde afsat ham, men hvor... Og hvad dette var, anede ham ikke.

Den sorte hoppe, med de sælsomme og unikke blålige pletter, der sirligt krøb omkring hendes former, stod ganske stille og betragtede de sidste stråler, som solen kastede over himlen, på sin vej ned bagved bjergenes tinder. Det var et ret så mageløst syn, som hun efterhånden havde set mange gange - for den sorte, ædle sjæl, havde efterhånden været her nogle måneder. Hun havde ligeså set en del forskellige heste i landet; og hun havde endda fundet en familie. Men ej havde hun fundet sig selv. Endnu lå det ustabile sind og lurede under den ellers prægtige attitude, som hun bar; den attitude der var blevet pålagt hende, under hendes helt unge år, den attitude hun var opdraget med. Hun var opdraget som en leder, men hun havde aldrig formået at finde en flok, hvor hun kunne udleve sin skæbne - hvilket gik hende oprigtigt på. Dog vidste Leonora, at det var meningsløst at prøve at holde fast i den skæbne hun skulle have haft, for den var tabt, forsvundet. Hendes verden var ødelagt, og selvom hun lod til at have det langt bedre, end da hun ankom, var der stadig et stort kaos i sindet på den sorte hoppe. Hun formåede dog at holde samlingerne lidt tættere end tidligere, og gråden var lagt på hylden. Angsten og de ustyrlige tanker kunne hun dog endnu ikke lægge helt fra sig; men det gik hende noget bedre, når hendes sjæl var alene.
Solens sidste stråler slap horisonten, og den røde farve, som solen efterlod sig, dominerede nu. Synet havde fanget den sorte hoppes opmærksomhed, og derved var hendes tanker ej længere ved hendes fortid, men kredsede omkring noget der foregik i nutiden. Belært, som hun var, lod hun ikke sine sanser slappe af, for de opfangede alt omkring hende, der var værd at opfange. Og pludselig flækkede en lyd den ellers stille aftens rødlige himmel.
Den sorte hoppe drejede om sig selv ganske hurtigt, med bevægelser der tydeligt afspejlede årvågenhed og vel ligeså overraskelse. Hun var endnu ikke god til at holde sit kropssprog tvetydigt nok til at hendes følelser og tanker ikke skinnede igennem - det ville forhåbentlig komme engang, når hun fik bedre styr på sig selv. Det vrinsk, der havde lydt, havde en dominerende karakter og den sorte hoppe undlod da et højt og sigende fnys; ingen skulle hende for nær. For nærkontakt var noget der i den grad skræmte den sorte sjæl, med mindre den kom fra hendes familie af.
Hendes krystalblå øjne spottede omkring i omgivelserne efter denne sjæl, der havde afgivet vrinsket, og pludseligt så hun en ildrød hingst med en bygning, der var en anelse tungere end hendes, tonse af sted i nærmest panisk galop. Forundret hævede hun hovedet med et lille fnys; hvad havde bidt ham i bagdelen, siden han spurgtede af sted med denne fart?

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Ildhingsten lod bagbenene gribe længere ind under sit tyngdepunkt, øgede skridt længden, farten, og dermed også den voldsomme adrenalin rus der drev ham frem, ude grund. Den brændede lyst til at løbe var hans eneste grund, thi ild stod sjældent stille, men da et prust forstyrrede hans trommende pulsslag, begravede han mordax skoene dybt i sandet, og stoppede i et skred af sne og sand. Derpå udbrød han en dyb fnysen, og søgte sine omgivelser efter lydkilden. En mørk hoppe, overklædt med stjerner, betragtede ham, med et lettere undrende blik. Det påvirkede dog ikke den dampende hingst, der med et højlydt fnys hævede hovedet, og så denne an. hun lignede til dels hans tidligere hopper, og specielt Solani kunne han ane i hendes træk. Med en kort trippen, der fremkaldte høje, naturlige benløft møvede han sig en anelse tættere på hoppen, imens han gradvist fik vejret igen. Hans vejrtrækning var stadig for forstyrret til at han kunne ane hendes duft, men at hun var en hoppe, det kunne han se. Endnu en prusten forlod hingsten, og han kastede med hovedet, før han hævede sig på bagbene med et par vilde slag med de skoede forben, før han for alvor landede og så hende an. "Vær hilset, natskygge." Hans stemme var lettere hæs, dyb og melodisk. Som en der med lethed kunne tale i timevis uden at ville kede sine tilhørere. han havde med vilje skænket hende hans tidligere yndlingsmages kaldenavn, thi hun mindede ham om denne. Dog forvækslede han dem på ingen måde, Solani var for længst borte, ved de evige græsmarker. Hingstens flanker skælvede stadig efter den vilde løbetur, men hans stemme og blik var på ingen måde påvirket af dette. Det var tydeligt at hingsten var en trænet løber, at han var vandt til de paniske løbeturer. En hobby kunne man vel kalde det, en spøjs hobby.

Den ildrøde hingst havde sat kursen imod den sorte hoppe, kort efter han med voldsomt kraft var standset op. Noget metallisk kunne anes om hans ben, og det lød som om at nogen ligeså sad under hans hove, men den sorte hoppe var langt fra sikker. Han bevægede sig imod hende med selvsikkerhed, og det fik hende til at hæve hovedet nobelt op, rankede den yndefulde krop, således at hun genfandt den ædle holdning hun altid bar overfor fremmede; i hvert fald i hendes gamle hjem. Her, havde hun mødt andre med frygt, med gråd, sårbar og skrøbelig. I de første måneder havde hun end ikke formået at holde sammen på de banale ting, der havde fyldt hendes adfærd siden hun havde startet sin oplæring. Men nu, kunne hun stå overfor denne fremmede, med en næsten stabil holdning. Kunne man læse andres træk og udtryk ordentligt, ville man dog kunne skimme usikkerheden, der endnu lå under det stolte ydre. Hun stod med front imod denne ildhest, der nu havde slået sig ned og hilste hende an. Natskygge. Sådan var hun aldrig blevet omtalt før. Hun hævede hovedet en lille tak til, inden hun lod de sårbare øjne søge hans; men øjnene viste også tydeligt, at hun var en hoppe der var vant til rank og status, og dermed havde respekten og høfligheden til at have autoriten ligeså.

,,Godaften ildhingst.”

Sagde hun da, med en nærmest syngende stemme. Blid, mild, unik. Hendes stemme lå overhovedet ikke til det reserverede ydre og adfærd, som hun havde, og som hun faktisk altid havde haft. Hun havde været en neutral hoppe, det havde været vigtigt i hendes træning, men altid med en form for reserveret sind; i modsætning til hendes søster, der havde fået succes i livet. Hun prustede dæmpet, nærmest uhørligt, inden hun lod det ene forben løftes blot få cm. Og derefter placeres ganske nøje på jorden igen. Han var en hingst med muskler bag sig, det var tydeligt, og hans attitude lod til at bære præg af dominans. Leonora vidste, at sådanne typer, fortjente respekten, og den afgav hun også i form af et nik, et lille et, der skulle godkende hans nærvær - i hvert fald indtil nu.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hver af den røde hingsts bevægelser blev ledsaget af den underlige klirren fra guldringene. En lyd der ikke var vidre normal i Andromeda, men som hingsten var vant til, både fra sine hopper, sine søskende, og ikke mindst fra sig selv. Denne hoppe der stod over for ham virkede ligeledes, som var hun opdraget royalt, og dette tæmmede en del af hingstens tidligere planer. Denne hoppe ville han tale lidt med, derefter se hvad der skulle gøres, hvis noget skulle gøres. Hun var en ganske køn skabning, men der hvilede noget... Usikkert over hende. Hvorfor han tænkte dette, kunne han ikke sætte hoven på. For umildbart virkede hun stærk og sikker med den hvælvede hals, og hulede ryk, som følge af hovedrejsningen. At hun nikkede til ham godtog han for nu som en hilsen, selvom han gerne så fremmede gå i knæ ved hans blotte tilsynekomst. "Fantastisk solnedgang, må man sige." Han følte egentligt ikke noget behov for at dække over noget, eller for at trække tiden ud, havde blot lyst til at kommentere det smukke røde skær der så småt var tonet hen i sølviske nattelige nuancer. Thi han elskede det røde skær ilden, og solen, fremkaldte. Ikke koldt lys, næh, ildens brændende hede og vilde flammer var hvad der facinerede ham. "Hvis du vil tillade mig at spørge, hvad bringer så en hoppe af din støbning til dette gudforladte land?" Han tiltalte han ikke som en af sin egen rang, men alligevel kunne man fornemme på hans stemme og holdning, at hun havde sat et respektfuldt førstehovsindtyk. At landet var gudsforladt, var såment ikke en kommentar til hele ø gruppen, blot til de flække de befandt sig i, gold, og blottet for liv nu hvor kulden havde bidt sig fast i hvert eneste sandkorn.

Guldringe sad omkring benene på denne ildrøde hingst, der havde trådt an foran den sorte Leonora, med sirlige aftegn, der svøb sig omkring hendes krop. Hun kunne se på hans attitude, da han trådte hende an, at han var en hingst der var vant til at indgyde respekt, hvor han end måtte færdes, og den sorte hoppe havde da også givet ham, hvad hun mente var retfærdig respekt; og indtil da måtte det være nok. Hun mimrede kort med mulen, alt imens hun hørte hingstens stemme igen. Den var ganske rar at lytte til, i den forstand at den indeholdte elementer af fortællerens evner; den var fængende, engagerende og maskulin. En stemme man let kunne lytte til længe. Hans ord omkring solnedgangen kunne hun kun nikke genkendende til; hun havde selv betragtet den, inden hans kæmpe store skridt havde båret ham hen i hendes nærhed. Hun rettede blikket fuldstændig imod ham, lidt efter, da han fortsatte sine ord.
Hans spørgsmål omkring, hvad der havde bragt hende her, ruskede op i nogle af de ustabile følelser der lå og gemte sig under overfladen. De følelser, der var ødelæggende. Dem, der var kommet efter hendes verden brød sammen; og hvordan skulle hun forklarer denne ildhingst, hvad der havde bragt hende hertil, vidste hun ikke; men den sorte hoppe, havde skam alligevel indsigt nok, til at kunne dreje hans spørgsmål. De befandt sig i ørkenens domæne, og hans spørgsmål kunne ligeledes tolkes som værende henvendt til denne ø, frem for de frodige i landet. Hun samlede sig da, den snert af ustabilt sind hun havde ladet glide over sig, efter hans spørgsmål, blev jagtet væk, og endnu engang stod hun ganske stabilt, nærmest majestætisk foran denne hingst.

,,Freden bringer mig hertil. Her, kan jeg betragte solens sidste stråler alene og ligeså betragte den utroligt klare himmel, uden at andre krydser min vej. Misforstå dog ikke, at du er her generer mig ikke; men jeg har mange tanker omkring min ankomst til dette land, som er mine alene. Og kun alene kan jeg behandle dem, som de skal.”

Sagde hun, ganske oprigtigt. Hun havde intet imod at blive forstyrret, især ikke af en, der lod til både at have respekt og ære med i posen; han fornærmede hende ikke, agerede ikke som var hun et monster, og han forstod indtil nu, at han ikke skulle træde hende for tæt. Hun håbede på, at hendes ord fortalte den ildfarvede hingst, at hendes ankomst til selve landet ikke var noget hun magtede at snakke om; og at han dermed ville lade værre med at spørge. Hun prustede da en anelse dybere og lod halsen knejses lidt mere, så hovedet blev bøjet i en dybere hilsen.

,,Mit navn er Leonora, datter af Rhea fra Mehriah, som ligger i Morva”

Præsenterede hun da sig selv. Hendes toneleje bød tydeligt hingsten til at præsentere sig selv ligeså; det var almen høflighed at præsentere sig overfor selskabet. Hun afventede da hans ord og handlinger, alt imens hun ganske neutralt stod og så ham an; trods hendes indre, vel var som en vulkan, der truede med at gå i udbrud.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Den store hingst lyttede med stor tålmodighed, og tog sin tid til at tolke hendes ord, thi han ikke kunne læse den direkte betydning ud fra så hurtig en hovedregning, han var ikke vent til at folk talte til ham med så snørklede sætninger. Dog kom det ikke til udtryk i hverken de dybe glødfarvede øjne, eller i den stolte, stabile holdning. Hans hoved var let foldet til en næsten lodret position, og dette fik dne krafrtige hals til at hvælve smukt og muskoløst under den halvvåde pels. "Ja, her er ganskevidst stille, specielt hvis man ønsker at nyde tankerne. Jeg beklager, hvis jeg forstyrrede dig midt i et tankespil, du må udtrykke hvis du ønsker for mig at forsvinde, hvis ikke nu, så på et senere tidspunkt." Det sidste var kun inddraget af ren h'flighed, han agtede ikke at efterlad ehoppen alene, hvis han da fandt noget at kunne benytte hende til. Det måtte tiden vise, ellers ville han blot opsøge hende igen. En hoppe af hendes støbning og skønhed måtte have mange rygter svirvlende i sit kølvand, og dermed gøre hende let at opspore hvis det var hvad han ønskede. Hendes hilsen fik hingsten til at hæve hovedet en anelse, imens han med tydelig tilfredshed fulgte hendes ærefulde hilsen. Lenora, et navn hingsten måtte indrømme han ej før havde hørt. Ej heller sagde Rhea eller Mehriah ham noget, men ud fra den ære hun bar i sin stemme, kunne han gisne at denne Rhea, hendes mor, havde været en betydningsfuld hoppe. "Rhea.. Jeg er Caedis, blodshingsten, søn af nattens hersker, Zotz, og tidligere prins af ildens element." Ledsaget med han hilsen sænkede han hovedet, og gav en anelse efter i sit ene forben for at udføre en elegant, men 'høj' nejen. For han gik sjældent dybt ned i knæ for andre heste, det forekom ham uværdigt for en tidligere halvgud. Han forventede ikke at hun kendte Zotz navn, for det var blevet ham tydeligt at han ej længere befandt sig i sit hjemland. Alligevel udtalte han sin fars navn med tydelig ærefrygt, og lod dermed hoppen vide at denne Zotz, ikke alene burde beundres, men også frygtes. Frygtede man ej Zotz, blev ens liv ofte alt for kort, og fuld af frygt.

Der var tålmodighed at spore I sindet på den ildrøde hingst, alt imens Leonora talte; og det var vel en behagelig egenskab, hvis hun skulle vende blikket væk fra sit ødelagte indre, og faktisk tænke på sit selskab. Hans ord, omkring at hun blot skulle gøre det klar, og så ville han forsvinde, fik en mine til at trække sig over de feminine hoved - for hun ønskede ikke at denne hingst skulle gå. Nok var hun reserveret, nok så reserveret som man kunne være, og nogen ville endda kalde hende snobbet af attitude; i hvert fald i hendes gamle land, men bag denne facade, nød hun selskabet. Hendes øre blev vippet en anelse fremad, da hingstens stemme brød frem igen. Rustik, fængende. Det kunne vel irritere den sorte hoppe en anelse, at hans stemme kunne fange hendes ellers splittede sind på denne måde, for længe havde hun ledt efter noget, der kunne holde hendes facade sammen, og kun med den hvide Ahearn havde hun fundet noget lignende; men nu, blev hun nærmest stabil, så længe hans toner lød. Hun undslap et lidt anstrengt prust; kompliceret at forklare, men det var vel lidt som om han slap det yderste og mest anstrengte lag af sin facade og blot lyttede til ham og hans præsentation. Caedis, søn af Zotz. Tidligere prins af ildens element. Hans ord satte mange spørgsmål i sindet på den sorte hoppe, men hun vidste godt, at spurgte hun indtil ham, ville han gøre det samme, og da ville hendes facade bryde sammen og hendes ustabile sind kollapse. Hun kunne ikke fortælle om hendes fortid og det der var sket hende og hendes moder, det var for hårdt. Hun brummede sagte og da han nærmest bøjede sig i en nejende hilsen, bød hun sig selv til at gøre det samme, om end hun gik dybere. Hun var opdraget med respekt, med ærbødighed og nobelhed så en anerkendelse som denne, gengjaldt hun.
Hans stemme, hans tone, omkring hans fader, sagde meget. Hun kunne forstå, at hans verden havde været langt anderledes end hendes; måske en verden tættere på det magiske, som i dette land, end derfra hvor hun kom. Og denne Zotz, lød til at være en, man skulle have frygt overfor. Hun prustede dæmpet og rakte mulen en anelse imod ham, for at indfange hans specielle duft.

,,Det er en ære at møde dig, Caedis, prins af ildens element”

Selvom han havde sagt, at han tidligere havde været dette, så mente Leonora, at han endnu var. Selvom hans element var taget fra ham i dette land, kunne landet i sig selv ikke ændre på, hvem man var. Leonora var stadig, i bund og grund, trods hendes vel ødelagte indre, en hoppe opdraget til at stå som værende lederhoppe. At hendes skæbne drejede i en forkert retning, inden hun nåede hertil, var hendes tab. Men denne hingst havde i det mindste udrettet noget, havde haft en status og titel i sit forrige land; og denne titel mente hun ikke, han skulle lægge fra sig, blot fordi ilden måske ikke var ved ham længere. Måske ville den finde ham igen?

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hoppen, med nattehimlens farve, synes at falde mere og mere til ro, hvilket tiltalte den blodfarvede hingst. En dyb brummen genlød igennem hans bryst, sendte viberationerne ud i luften efter hendes ord havde efterladt den. At kalde ham prins var ikke noget nogen havde gjort meget længe, thi den tittel var ikke længere hans, men det gik ham sådanset ikke på, idet denne hoppe tydeligt mente at han fortjente den titel. Ganskevidst brændte hede flammer også i hingstens indre, instinkter, følelser, had, misundelse, kærlighed, venskab... Og ikke mindst livet, hvilket rydelige spillede i hans næsten glødende øjne. Ild var en del af hingsten, måske ej længere hans element, men den var en del af hans liv, den var hans liv. "I lige måde, natskygge." Hans dybe, syngende stemme synes at klinge varmt i det tiltagende mørke, og selv med det kolde lys månen gav fra sig, var det som om hingsten beholdte sin dybe ildrøde farve, som kunne den ej slukkes, som var den utrætteligt forbundet med det liv hingsten åndede. Han strakte mulen imod hende, i håb om at kunne levere et venskabeligt puf, men kom på andre tanker idet hoppen ej synes at bryde sig det store om nærhed. Istedet slog han med hovedet, så den ildfarvede man dansede som flammer omkring hans hals, og trippede kort på stedet, med ryggen samlet i en høj piaff. Derpå fandt han igen, svagt trippende på plads. Damp kunne man vel kalde ham, men energien flød rykt i hans årer, selv efter det lange løb havde udtømt hans udholdenhed. "Sig mig, Leonora, er du vandt med at danse? Eller måske løbe? At befinde mig det samme sted for længe, bringer mig til tider ud af fatning." Den store hingst hvælvede i halsen, fremkaldte sine muskler, og strakte så derpå mulen frem imod hende imens han talte. Hvad han sagde ar sandhed, tydeligt understøttet af den utæmmelige ild der flammede omkring hans pupiller, udfyldte hans iriser. Flammende øjne kunne man vel kalde dem. Han ønskede ej at forlade dette nye selskab, men han ønskede ej hellere at stå stille længere. Som ville jorden sodes ved udsættelse af hans tilstedeværelse for længe. Ikke at hingsten overhovedet lod sine tanker strejfe dette, men han hvilede sjældent, og kun når han fandt det nødvendigt. Men da hvilede han også.

Den ildrøde hingst, der nærmest kunne syne som levende gløder, i månens kølige lys, havde endnu en indre energi, som lod til ar holde ham kørende på et niveau, som den sorte hoppe ikke selv kunne befinde sig på; da hendes indre energi langt fra var ildvarm. Hun prustede en anelse, dæmpet, som reaktion på hans energiske og ædle tilgang til sine bevægelser. Snart lød han nærmest syngende og fortællende stemme igen, og den sorte hoppes øre blev tryllebundet lagt fremad, selvom hendes opdragelse og instinkter pålagde hende at lytte til omgivelserne ligeså. Dog nærmest krævede hans stemme at hun lyttede til hans stemme, kun, og det gjorde hun.
Hun prustede afmålt ved lyden af ordet ’Natskygge’ igen, for hun vidste hvad der lå bagved det ord. Dødens farlige indgang, kunne man finde hvis man søgte denne plante der besad de sorte bær. Hun havde stiftet bekendtskab med den i sit land; men om denne hingst ligeså kendte til den ganske dødelige plante af samme navn, betvivlede hun. Med mindre den ligeså fandtes i hans verden. Dog var der noget ved dette tilnavn, der vel passede på den sorte hoppe - for hendes moder havde hun set gå i døden; og somme tider havde hun lagt skylden på sig selv, at hendes moder ikke længere vandrede ved hendes side. Hun lagde hovedet let på skrå, og hendes tanker om dette blev fralagt hendes opmærksomhed, da hans spørgsmål ramte hende. Hun rankede sig en anelse op og trådte et elegant skridt til siden - for selvom der endnu rumlede kaos i hendes indre, havde hun kontrol nok over sit ydre, til at bevæge sig med den værdighed hun nu engang var blevet givet ved sin fødsel. Så længe hingsten ikke var hende for nær, ville hun ganske let kunne danse. Hun nikkede kort, bekræftende vel, inden hendes yderst milde stemme lød.

,,Ildens prins, både danse og løbe er noget jeg både er vandt til, men ligeså holder af”

Bekræftede hun da verbalt. Det var tydeligt at ildens energi ulmede i hans indre, og at hans hove nærmest følte trang til at lade denne energi blive udløst imod jordens frosne overflade. Den sorte hoppe nikkede da anerkendende og sigende om, at han blot kunne vælge, om de skulle danse eller løbe. Hun ville deltage, uanset hvad.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Natskygge... Ja, i særdeleshed var det et mærkeligt kælenavn til en hoppe af hendes kaliber, og måske hun til og med burde føle sig stødt. Bag hingstens ord lå der dog mere end som så. Ganskevist var han bevidst om den dødbringende egenskab, og de smertekramper han få gange havde set uheldige heste i. Men for ham var natskygge ikke blot denne plante, det var en skygge af natten, der oftest trådte tydligst frem ude månens brændende hvide blik. Stjernerne, de som lyste aller klarest uden andre lyskilder, og det var hvad den flammefarvede hingst så sit nye bekendt skab som, som en hoppe født og formet af selveste stjernerne, med dem dansende langs sine flanker, som var hun selv en del af den måneløse nattehimmel. At der kunne læses noget i smerten i navnet var dog også en mulighed. Hingsten havde holdt ganske meget af sin forhenværende natskygge, omend hun var yderst ilter, og ofte fik den velsignede prins til at gå ud af sit eget skind med sine hidsige træk og arrige bemærkninger. Men han havde mistet hende - en handling der havde dræbt en del af ildhingsten, den del hvormed hestene her i landet oftest bekendt gjorde sig, det der følte for og med andre, det der glædedes ved fryd, og sørgede ved tab. Om alt dette løb igennem hingstens tanker, og om han selv havde tænkt så langt, bør der dog betvivles. For ildhingsten var skarpt optaget af nathoppens elegante bevægelser, og fornæmme træk. Betaget, men på sin vis afholdent. For en hoppe med en sådan værdighed måtte være noget. Den lettere bølgede hale piskede igennem luften, og hingsten rejste sig kort på bagbenene, ikke højt, men nok til at kontrollere den løbske ild lidt endnu. "I så fald, tilspørger jeg dem, Lenora, datter af Rhea fra Mehria, vil de gøre mig den ære, at ledsage mig i en dans? Hvis ikke længe, da blot kort." Idet han slog over i den høflige tiltale synes en ande side at vises af den iltre hingst, æren og den mægtige stolthed han besad trådte frem, men også en uventet tålmodighed og leder egenskab. Thi han var en leder af sind, selvom det kunne betvivles med den ild der brændte dybt i hans bryst, og de handlinger han oftest drog til. Sammen med ordene bragte hingsten sig til ro, og betragtede den sorte hoppe, afventende, og roligt. Alle tegnene på udmattelsen efter den voldsomme ankomst var forsvundet som dug for solen - eller rettere sagt, som vanddamp der smides på et hedt bål. Hans vilje var nok til at kontrollere hver en del, hver en muskel, hvis han blot ønskede det. Men også nok til at slippe alle tøjler og drive ham ud i den instinktrige befærdelse han ofte levede med.

Den ildrøde hingst lod til at opfange alt, som den natsorte hoppe, med de klare blå og sirligt placerede prikker, lavede. Hans opmærksomhed virkede stor og bred, og det var noget som fortalte Leonora, hvis sind, trods dets kaotiske stemning, alligevel indeholdt en utrolig viden og opdragelse; viden til at vide, at et bredt og opmærksomt sind var en kvalitet der var nødvendige for højtstående sjæle i en flok, for at undgå at ting blev overset eller misforstået. Man blev nødt til at have det store overblik, for at kunne løse konflikter og håndtere livet. Leonora, den sorte hoppe, trak hele ryggen sammen i en kort bevægelse da den ildrøde prins rejste sig let og majestætisk på sine bagben; ikke højt, men højt nok til at den sorte hoppe reagerede. Hun havde mange nervøse træk, der sprang frem i lyset ved uventede handlinger, men lige så snart at handlingen var udført, løsnede hendes ryg det stramme tag i hendes muskler, og atter kunne den sorte hoppe bevæge sig med samme ynde og elegance igen. Snart efter lød stemmen, der kunne fængsle hendes øre, og hendes kaotiske sind, han bød hende til dans i et yderst høfligt toneleje, og den sorte hoppe lod da sin lange hals afgive et nik, vagt, men det var tydeligt nok til at den ildrøde hingst kunne opfatte det.

,,Det ville være mig en ære, prins af ilden, at danse med dig, kort såvel som langt.”

Erklærede hun da med den unikke stemme, der brød frem fra hendes bryst. Hendes stemme nærmest slyngede sig i luften som en sagte melodi, og mens hendes ord endnu hang i mellem dem, lagde hun det sorte hoved let på sned. Hendes lange ben førte hende derefter fremad, med god afstand til den ildrøde hingst, for at undgå at konfrontere den frygt hun havde, den angst hun havde for at blive rørt og i det hele taget være for tæt på andre - og dermed indledte hun dansen. Hun ville ikke føre den, for det var op til ham, ildprinsen, men hun havde intet imod at indlede den dans, som de to sjæle skulle udføre sammen. Hendes krop bar sig så flydende og elegant, som nogen anden af hendes race kunne opnå det; og dermed var dansen begyndt. Om det ville ende i en brandfarlig dans, eller en dans på gløder måtte tiden vise; i hvert fald vidste Leonora, at trods det var en ære at danse med denne sjæl, så var det farligt, og det kunne efterlade hende endnu mere kaotisk nedbrudt end da hun indledte selskabet med denne prins.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hoppen havde forstået det ganske ret, at danse med ilden var ikke altid helt harmløst. Ganskevist var det en leg, en smuk og yndefuld leg, men det kunne have udgange der kunne både svitse og æde andre, udgange der ville efterlade evige brændsåt, men det kunne også være ufarligt, og måske hun kunne gå væk uden så meget som at have fået svitset spidsen af hovskæget. Hvordan det ville gå, hvorledes ilden ville brænde og løbe kunne ej forudbestemmes, thi mange ting influerede ildens dans, vind retningen, underlaget, fyrrigheden i ilden, og ikke mindst var det afhængigt af den unge Lenora, faktisk lå ganske meget på hendes skuldre. Den fyrrige hingst udlod et voldsomt fnys, hvorpå et let smil dansede over den mørke, tvefarvede mule. "Lad da vinden og ilden lede legen." Afsluttede blodshingsten, og spændte op i krydset. Hendes opspændthed bemærkede han knapt, ilden brændte voldsommere og voldsommere i hans sjæl, bød ham til at lukke den ud, at brænde sandet og efterlade glas hvor han havde strejfet jorden. Hendes yndefulde trav bragte ham ganske kort tilbage til den fortid, hvor hopper af hendes standard havde strejfet omkring ham, sorte og røde, alle født med ilden og jorden i blodet. De hopper han gentagede gange havde danset med, på andre måde, med et mål om at føre generne videre. Hans flammebrune øjne strøg flygtigt over stjerne hoppen, og han måtte igen minde sig om at hun ej var hans, at hun ej skulle bære hans føl, thi han ikke var der til at våge over hende. Dog brændte den iltre fornæmmelse stadig i ham da han sluttede sig til hende, opmærksom på den afstand hun ønskede at holde, omend en smule uforstående. Af hvilken grund ønskede hoppen dog det? Lige som hende, var han født med høje benløft og en naturlig høj samling. Men i hans skridt brændte en enormt ilter energi også, er synes at ryste jorden under hans hove, at lyne igennem luften hver gang lyset fangede et glimt af de solgyldne sko der prydede hovene. Hans næsebor var næsten på forhånd udspilede, for at nære den indre ild med tilstrækkelig ilt, for at udnytte energien bedst muligt.

Den sorte hoppe, der med ganske elegante bevægelser havde sat gang I dansen, lod sine øre vippes let bagud, lyttende efter den ildrøde hingst. Hans optrin til dansen foregik, og Leonora var skam opmærksom på ham; som hun vidste, hun skulle være. Den opdragelse og den viden der lå i sindet på den ellers kaotiske hoppe, var så gennemtrængende, at den skar direkte igennem de dårlige minder, der rystede hendes indre og sørgede for, at den sorte hoppe kunne fremstå nobelt overfor den ildrøde hingst, som hun ville have gjort i sit hjemland. Den værdighed, som den sorte hoppe kunne bære sig med, afspejlede sig i hendes dansende bevægelser, men hvis først hun fik styr på sit indre igen, engang i fremtiden, ville den sande ynde komme frem. Med et lille, nærmest anstrengt fnys, slog hun let til siden da hingstens ord brød frem; han annoncerede starten på dansen for alvor og slog derpå frem i en ilter bevægelse, som den sorte hoppe aldrig havde set mage til. Den energi, den voldsomhed og samtidig kontrol der var i hans skridt var vel formidable, og hvis ikke det var fordi Leonora var så forstyrret i hendes indre som hun var, ville hun havde beundret dem med et endnu større engagement end hun gjorde det nu. Hun stak hovedet en anelse i vejret og lod sit åndedrag flyde mere modstandsløst, således at hendes anstrengelser slap ud af hendes krop. Dansen var begyndt, og så længe den ildrøde hingst ikke nærmede sig hende for meget, kunne hun egentlig nyde denne dans, der var påbegyndt, også selvom det var med ilden selv. Nok havde den sorte hoppe en frygt for det brændende element, men frygten herfor var overgået af de kravlende slanger der levede i sandet. Hun kunne forholde sig til ilden, Ildens prins, så længe de dansede på hendes præmisser, så at sige.
Den sorte hoppe lod derpå sin hals hvælves ganske let og hendes ryg løftes op således at hun kunne bruge sin krop til fylde. Derpå slog hun frem i en meget samlet galop, med både opspring og rummelighed; og alt imens søgte hun at følge den ildrøde hingst, som med ildens energi, skulle lede dansen.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hingsten kastede med hovedet, og ledte sin krop ud i en vild, ustyrlig bevægelse, før de mordaxne på de gyldne sko gravede dybt ned i sandet, og synes at sætte jorden i bevægelse da de igen lettede med et væld af gylndent sand dansende op omkring ildhingstens ben. Så man nærmere bar hingsten på de yderste hovskægspidser sandets gyldne farve, thi det var der hingstens pels var blevet arret af flammerne, i tidernes løb, årenes løb, havde så mange flamer klædt hans ben af farven var gledet bort. Kun ét øre hvilede på hoppen, men han hørte hende knapt, thi blode der rusede kraftigt og voldsomt igennem ham var de taktfaste slag der førte hans bevægelser. Igen skød de blodfarvede forben ud fra hingstens muskoløse bringe, og da kastede han vægten bagud, væltede halvt op i et baretruende stejl, før et af hans bagben greb under og hjalp kroppen på rette kurs igen, igen lod de gyldne sko bore sig ned i sandet. Da var den værte ild udebrændt, og hingstens flanker ætsede endnu engang af den ophidselse hans indre brændte med, saltholdigt sved synes at få hans skind til at reflektere solens brændende skær, at sætte ild til den flammefødte hingst, og dog lod han først der en smule af sin opmærksomhed skænke til stjernehoppen der førte sig fint og elegant ved hans side. Et par hurtige, vilde trin bragte ham i en halvcirkel omkring hende, og hans snurrede rundt for at føje sin krop til hendes side. I få øjeblikket glemte han hoppens trang til egenrum, og søgte først efter endnu en tid de skridt væk fra hende hun ønskede.