En ny dag

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En dag er gået, siden jeg gav liv til min datter, Saphira. En datter der af udseende ligner sin far forfærdeligt meget, med den sorte krop. Men dog er noget ikke helt som sin faders udseende, for hun ejer en hvid plamage i sit fine hoved, en plamage som hendes far ikke kan have givet hende, og dermed må den jo nedstamme fra mig, eller mine forældre.
Men selvom det ikke er andet end et døgn siden at hun kom til verdenen, har jeg allerede nu bevæget mig et stykke fra stedet hvor jeg folede hende, blot fordi blodet derfra kan lugtes af rovdyr, og det ønsker jeg ikke. Jeg kan stadig ikke finde ud af min rolle som moder, men jeg håber inderligt at den på et eller andet tidspunkt vil komme til mig, så det falder mig mere naturligt.

Saphira er gemt inde i buskene bag mig, hvor hun ligenu ligger og sover, fordi turen for hende jo også er hård, når hun ikke er andet end et enkelt døgn gammelt. Mine sorte øjne glider stille rundt imellem træernes bevoksning, men ingen er at se, heldigvis. Langsomt sænker jeg hovedet ned imod jorden, hvor jeg skubber resterne af sneen en smule væk fra skovens bund, og frem kommer der noget halvt død græs frem, men det er bedre end ingenting; og selvom det kun er en dag, hvor Saphira har diet hos mig, så kan jeg mærke hvor meget mere sulten jeg selv er, i forhold til hvad jeg plejer at være.

Mine øre glider hele tiden rundt, meget opmærksomt, for hvis der kommer nogen herhen, skal jeg være sikker på hvilken vej de kommer fra, da Saphira ikke skal opdages, ikke af hvem som helst. Få sjæle vil få lov at møde hende, mens jeg er hos hende. Taia er en af dem. Djange ligeså. Men ikke andre. For hvem skulle det os være? Seth kommer ikke til at se hende, for det ønsker han ikke.. Svirper med den sorte hale, ganske kort, inden jeg hiver hovedet op igen, og kigger opmærksomt rundt, mens jeg gumler lidt på det kedelige græs.

Tråden er forbeholdt Ditte og Taia

T A I A

---

Dagene sneg sig forbi om vinteren. Nattene var længere end dagene og langt koldere. Sneen gjorde alting ensformigt og vejret var for det meste trøstningsfuldt hvis ikke værre. Vinteren i landet var intet at råbe hurra for og selvom kulden ikke bed, så var den ofte i Taias tanker. Hvor den var kold for andre, var den blot led mod visse dele af den brune hoppe og lige nu bed den til. Et øjeblik lænede hoppen sig op af et træ, hvilte sit skadede ben. Det var endnu hoppen uvist om benet nogensinde ville komme sig og hvad der egentligt var kommet til det. Måske var det en skade, måske var det simpel ondskab. Hvem viste? Med et kort suk skubbede hun sig ud fra træet og forsatte sin langsomme gang, lod sine hove følge skovens stier, lod dem fører hende hvorend de ville.

Stilheden i skoven gav hoppen tid til at tænke, over fortiden og fremtiden, nuet og daet. Hendes tanker strejfede ofte den unge, grå hoppe: Asira. Hun havde ikke direkte bedt, men i sit stille sind håbede hun alligevel, at Orctics lod sit lys skinne over hende og føllet. Hun håbede at alting var gået som det skulle, at føllet var som det skulle. Der var ikke et øjeblik hvor hun tvivlede på den grå hoppe; hun kunne ikke lade sig selv tvivle, ikke når Asira knap nok troede på at hun kunne klare det selv. Mindet om Asira bragte blandede følelser til den brune hoppe. Dels var der glæde, dels var der had. Irritation, frustration, medfølelse, sorg, glæde. Alt blandet i en stor masse, som dog var positiv når den var rettet mod Asira. Taia dømte ikke den unge hoppe, hverken på de valg hun havde taget eller de ting der var sket hende. Alt hun gjorde, var at skabe sig et billede. Et billede der gjorde hoppen så positiv som mulig i Taia's tanker. Hun levede ikke i en drømmeverden, men håbede blot at hvad hun så i sit hoved, ville hun en dag se i virkeligheden.

Hoppens skridt forsatte, indtil noget bevægede sig blandt træerne. Det var en smal skikkelse og havde den ikke bevæget sig ville Taia næppe have opdaget den. Taias ører vippede fremad og hendes skridte stoppede. Kunne det være? Hun havde svært ved at tro på det og et øjeblik stod hun blot og så til, studerede den grå skikkelse på afstand. Forsigtigt vrinskede hun dæmpet til skikkelsen, men forblev ellers tavs. Inderste håbede hun både på at skikkelsen var hvem hun troede og at den var en helt andet.

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Græsset er virkelig ikke særlig indbydende at tygge i. Faktisk er det utrolig intetsigende, men min mave den rumler bare så meget, at jeg ikke er i tvivl om at den er utilfreds over den manglende føde, den har fået de sidste par uger, grundet mine skader. Men da jeg har tygget lidt i en enkelt tot græs, glider mine øjne henover de nøgne træer, men ingen små skud er at se. Det er for tidligt, og foråret er jo slet ikke på vej. Svirper svagt med den sorte hale, inden jeg kigger bagud imod den busk, hvor Saphira ligger trygt bag, og sover tungt efter turen fra fødestedet og hertil.

Mine sensitive øre, begynder nu at opfange lyde skråt fra mig, lyden af hovslag. Og det bryder jeg mig ikke synderligt meget om. Derfor glider mine øre langsomt bagud, inden de til sidst ligger godt gemt nede i min sorte fyldige man, mens mine sorte øjne viger til den retning som lydene kommer fra. Der, imellem træerne, kan jeg nu skimte en brunlig hoppe, der i denne afstand ikke er helt så nem at kategorisere, fordi afstand simpelthen er for stor, og desuden er det jo ikke mange selskaber jeg har haft af flere omgange, og dermed kan genkende hurtigt.

Men da et vrinsk nu lyder fra vedkommende, er jeg ikke i tvivl om hvem det er. Det er Taia, den brune og arrede hoppe, jeg mødte nogle dage før jeg gav liv til Saphira. Mit ene øre ryger en smule frem, forsigtigt, inden jeg så udsender et meget lavmeldt vrinsk i hende retning. Det er faktisk en af de første gange jeg vrinsker, for normalt vil jeg ikke, da lyden er for voldsom, og dermed er jeg bange for at andre så også hører mig, og drager i min retning. Men det her, er en undtagelse. For vrinsket er nu sendt imod hende, besvarende, og jeg er ikke i tvivl om at det er hende, Taia. Jeg ved ikke om jeg har været i hendes tanker siden vi sidst mødtes, men Taia har været i mine. For hun er vel efterhånden det nærmeste jeg har på en støtte, af mit eget køn, og dermed en der måske bedre kan forstå den situation jeg er i; min far forsøger, men han er hingst, og har intet med opdragelse at gøre, da det er hoppens opgave. Men Taia, hun er ligesom jeg selv, en hoppe, og dermed er forståelsen måske også større.

T A I A

---

Gemt blandt de nøgne træer. Såvidt Taia kunne se, så flyttede den grå, unge hoppe sig ikke meget, men stod blot en anelse defensivt, som om hun nægtede nogen at komme nær, hvilket den brune hoppe ganske udemærket forstod. Der var ingen grund til andet, og så alligevel. Taia følte at Asira havde sin lille gruppe af heste hun stolede på; sin fader Djange, Taia selv og en underligt nok tog hun Seth med i gruppen, selvom det kunne diskuteres præcis hvor meget Asira brød sig om den sorte hingst, som havde gjort hende til mor i en meget ung alder. Personligt havde Taia ikke meget til overs for ham, men hver sin type, hver sine metoder. Måske havde blot været uheldige, hvem vidste?

Et vrinsk kom tilbage, besvarede hendes eget forsigtige. Kort flappede hun ørerne ud til siden, før hun satte afsted i skridt. Hun bevægede sig langsomt, tydeligt haltende, men ikke besværet eller svagt. Hun var skadet, men kun så meget som hun selv tillod det. Så snart hun kom tæt på, vippede ørerne fremad igen og med et par høje skridt, kom hun igennem det krat, som adskilte Asira's lille bare plet fra skovstien som før havde været Taias vejleder. Den grå hoppe så hverken bedre eller værre ud end hun huskede, men alligevel var der en stor forskel. Maven var der stadig, men der var bestemt intet i den. Kort greb frygten den brune hoppe, for der var intet føl at se, men så alligevel. Det var der. En svag lugt fyldte lysningen: det var en blanding af, meget svagt, blod, Asira og noget som hun ikke helt kunne definere. Det måtte være føllet. Den frygt der havde luret blev hurtigt erstattet af en blanding af glæde, overraskelse og, sært nok, stolthed. Følelserne blev dog holdt tilbage, selvom det også var tydeligt at hvad hoppen følte var positivt. Hvorfor? Fordi, på trods af fremskridte fra deres sidste møde, så var Taia bange for at hælde for meget på den unge hoppe; bange for at overbelaste det der var blevet skabt. Uden at vide hvad hun ellers skulle gøre, valgte hun at hilse på den nye mor. Et smalt, men varmt og glædeligt, smil lå om hendes mule-

,,Hej Asira"

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De mørke øjne hviler en smule flakkende imod den arrede Taia. Ikke fordi jeg frygter hende, men fordi jeg holder øje med de omgivelser jeg og Saphira befinder os i. Jeg ved jo ikke, om andre er i nærheden, og jeg ønsker ikke at blive overrasket lige pludselig. Derfor viger mit blik skiftevis fra hende, og rundt imellem træerne, for at observerer om andre nærmer sig, som ikke skal nærme sig. Taia er en af de få andre heste, som jeg synes at stole på. Hvert fald bare en smule. Men der er også andre i den gruppe af heste, som jeg stoler på; min far. Seth kan jeg ikke definere, for jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal føle og mene om den ravnsorte hingst..

Som Taia begynder at nærme sig, ligger jeg mærke til, at hendes måde at gå på, er mere haltende end den sidst var, da jeg så hende. Og dette får mine øre til kort at vippe en anelse rundt, inden jeg så træder et lille skridt imod hende, for at mindske hendes gåafstand til mig. Men mere træder jeg ikke væk, for jeg har jo et lille føl at tage vare på, og så kan jeg ikke blot træde så langt fra hende, og overlade hende til sig selv. Jeg er ikke i tvivl om, at Taia allerede nu har fundet ud af, at lugten i nærheden af mig, er en smule.. anderledes. Der er noget der dufter helt nyt og uberørt, men samtidig er der også en meget svag lugt af blod, selvom hverken Saphira eller jeg bløder; men det er blot fra selve fødslen. Og selvom vi er trukket længere væk fra stedet, faktisk en del længere væk, så hænger lugten stadig svagt i Saphiras krøllede pels, og en smule i spidserne af min hale. Da hun stopper op, glider mine øre lidt frem imod hende, søgende efter en eller anden reaktion, og der kommer da også et svagt, varmt og glædeligt smil. Mine øre vippes lidt bagud igen, ikke vredt eller afvisende, men måske en smule påpasseligt, for jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal reagere ligenu.

,,Hej Taia”

Besvarer jeg hende en smule lavmeldt, inden jeg træder et lille skridt sidelæns, så den lille klat af busk og krat kan ses bag mig, og dermed kan Saphira også svagt skimtes, den lille sorte klat, med en hvid plamage i hovedet. Jeg drejer blikket bagud imod hende, og et meget lille smil kommer frem, næsten uden det kan ses, og det forsvinder også hurtigt igen. Kigger tilbage på Taia, for at se, om hun har opdaget den lille klump.

T A I A

---

Den brune hoppe stoppede med en afstand til den grå, en afstand der var større end den måske burde være, men hun vidste ikke hvor langt hun kunne gå. Hun ville ikke virke afvisende, men på samme tid ville hun heller ikke overrumple den unge mor. De dunede ører blev vippet lyttende rundt, indtil Asia rykkede sig lidt og dermed afdækkede, hvad der efter Taias mening var, hendes største skat. Der, gemt godt blandt buskene, lå et lille, mørkt føl. Dets pels mindede hende allermest om Seth, men der var et lille farveskift, så noget havde det da fra sin mor. I midten af panden bar den et stort, hvidt mærke. Det virkede hverken til at være fra Seth eller Asiras side, men Taia gættede på at det alligevel kom fra den grå hoppe: hun var trods alt den eneste af de to, der havde aftegn i hovedet. Nærmest stolt smilede den brune hoppe til den grå. Det var ikke stolthed over noget hun selv havde gjort, men stolthed over hvad Asira indtil nu havde formået. Det var et kønt og tilsyneladende raskt føl. Med ørerne spidset, vendte hun dog blikket bort, lod de blå øjne fokusere på den grå skikkelse.

,,Det er smuk...-" Hoppen slog kort med halen og tog et forsigtigt skridt mod Asira. ,,-...Det ligner dig, da du var i den alder.. "

Taia var ikke sikker på, hvilke følelser de ord ville fremkalde hos den grå hoppe. Alligevel havde hun dog sagt det og det føltes... rigtigt. Nok vidste Taia ikke meget om Asiras tid fra føl til voksen, men hun var nok en af de få der havde mødt Asira så tidligt, så alene.
Roligt vippede den brune hoppe med ørerne, mens hun så på Asira. Hun skævede end ikke til føllet, trods det bestemt havde hendes opmærksomhed. Asira var den hun kom for, ikke føllet, så hun følte ikke for at give den lille skabning for megen opmærksomhed; desuden sov det og der ville komme andre dage, hvor hun kunne lære det at kende. Et forsikrende, opmuntrende, smil kunne anes. Efter Taias mening havde Asira gjort det godt til nu: Hun havde fjernet sig fra et farligt sted, ført føllet i sikkerhed og gjort det tilpas, så det nu sov. Hun havde gjort alt, hvad hendes mor havde gjort forkert, rigtigt.

De grå øre, vipper en smule rundt. En anelse usikkert måske, fordi jeg ikke rigtig er sikker på, hvad jeg skal mene om alt det her. Jeg ved i forvejen knapt nok, hvad jeg skal stille op med mit eget liv, og derfor er det ikke just nemt for mig, også at forholde mig til, at jeg nu ikke længere kan gå af egne veje, og gå langt væk fra andre selskaber. For nu har jeg os Saphira, og hende kan jeg ikke bare gå fra. Og jeg vil os gøre alt for, at jeg ikke kommer til forlade hende, ligesom min mor gjorde. Men det er bare svært for mig at vide, om jeg nu os kan klare denne opgave, opgaven som mor.

Taia er stoppet i en ret stor afstand af, mig, og da jeg er trådt lidt til siden så hun kan se Saphira, kommer der et lille smil over hendes mule, et smil som jeg godt kan lide. For jeg føler mig pludselig ikke så magtesløs og som et udskud; men i stedet som om jeg faktisk har gjort noget, som nogen faktisk er stolte over. Netop at jeg har bragt Saph til verdenen, og fået os væk fra det område, hvor fødslen stod op.

,,Hun hedder Saphira..” Siger jeg dæmpet. ,,Var jeg ligeså lille og skrøbelig..?”

Mumler jeg en smule, mens jeg kigger bagud på Saphira, der ligger der imellem buskene og er gemt og i sikkerhed, nogenlunde da. Det ligger mig fjernt, at jeg selv skulle have været sådan en lille skrøbelig ting, der var så nem at skade. Men jeg ved jo godt, at jeg selv har været så lille. Et eller andet sted starter vi jo alle som små skrøbelige ting, der er afhængige af andre. Mine øre er vippet en smule bagud igen, ikke vredt eller afvisende, men bare neutralt, og fordi jeg er vant til at de bare altid er deromme, og ikke fremme.
Da Taia kommer lidt tættere på mig, kniber jeg øjnene en smule i, men dog ikke vredt, nok bare lidt opmærksomt. Men de åbnes dog normalt igen; for hvorfor skulle hun ville mig og Saphira noget ondt. Det tror jeg ikke hun vil. Men jeg kan jo ikke vide det. Ikke helt.

T A I A

---

Den brune hoppe følte en glæde over den smule lys den grå hoppe syntes at få efter hendes smil. Som om noget havde ændret sig, selvom det kun var for et øjeblik. Dette gjorde på samme tid den ældre hoppe i bedre humør, men hun holdt sig fra at vise det for meget. Asira var, efter hendes mening, meget nem at overbelaste følelsesmæssigt, så hun gik langsomt frem så længe det var nødvendigt.

,,Saphira.. Et kønt navn til et hoppeføl som hende." Et øjeblik smilede Taia, næsten muntert. ,,Du var mindre, mere skrøbeligt, end noget føl jeg havde set før i mit liv. Svag var du dog ikke, for du er blot af andet blod end de føl jeg har haft. Det samme er din datter, så selvom hun er skrøbelig i mine øjne, er jeg sikker på, at du har givet liv til et sundt og raskt føl."

Hendes stemme var opmuntrende, forsikrende. Efter hendes mening var der intet galt med det mørke hoppeføl, selvom det nok var en anelse på den smalle side, men det kunne nok tilskrives forskellen i afstamning. Taia vidste ikke hvor Djange eller Asira's mor kom fra, men det var helt sikkert ikke de hårde sletter i Taruhk. Et øjeblik lod hun minderne fra hendes første møde med Asira fylde hendes tanker, sno sig ind og ud af alt hvad der ellers havde hendes opmærksomhed for tiden. Det var et godt minde, selvom det også bragte en vrede med sig. Fra første øjeblik havde den brune hoppe følt et ansvar over for det lille føl, som nu var en voksen hoppe, uanset hvor sært det end måtte lyde. Asira havde ingen rigtig mor, men alle havde brug for en, så Taia var villig til at udfylde den rolle. Ikke af ansvar, men af de følelser hun nærede for den grå hoppe der var sin faders aftegn, men sin moders farve.

,,Du har gjort det godt, Asira, lige fra starten."

Et mildt smil lå på den mørke mule og et øjeblik ventede Taia, før hun forsigtigt satte i skridt frem mod den unge hoppe og dens meget yngre datter. Viste Asira tegn på at Taia skulle stoppe, så ville hun gøre det. Hvis der derimod ingen modstand kom, ville hun første stoppe, når hun stod en hestelængde fra hende. Venligt var ørerne vendt fremad, mod såvel føllet som hoppen, men fokussen lå stadig på Asira. En dag ville føllet måske få den opmærksomhed, men for nu havde hun ingen tilladelse til at nærme sig føllet som sådan. En ting var at se, en helt anden var at berøre.

De grå øre vipper ganske svagt rundt, lyttende til det område der er omkring os, fordi jeg ikke ønsker at blive overrasket, hvis nu nogen skulle have valgt at følge i Taias fodspor, og dermed er komme herhen. Nej. Det er nok at Taia er i mit selskab, fordi det er et selskab som jeg føler mig nogenlunde rolig og tilfreds i, et selskab hvor jeg kan tillade mig selv at føle mig tryg; men jeg er påpasselig. For andre selskaber har jeg os tilladt mig selv at føle mig bare lidt tryg i, og det viste sig så at være dumt. Da Taia taler, vippes mit ene øre imod hende, svagt, lyttende.

,,Jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde hende, når jeg tænkte over navne. Men da jeg så hende, så vidste jeg det..”

Mumler jeg en smule, inden mine øre spidses en smule, da hun forklarer om dengang jeg var lille. Det føles så underligt at tænke på, at jeg for tre år siden måske var ligeså lille som Spahira, og ligeså spinkel og skrøbelig. Det virker så.. unaturligt, at man kan vokse sig så stor, på en tid, der måske egentlig er kort. Men for mig, der var den lang. Jeg kunne ikke vente med at blive stor, for så vidste jeg, at muligheden for at søge fra andre, eller få dem væk fra mig, den var større. Desuden virkede alt så stort og uoverskueligt, da jeg var lille og på egne ben.

,,Måske var jeg både skrøbelig af udseende og sind.” Ryster en smule på hovedet. ,,Det kommer ikke til at ske for hende. Jeg forlader hende ikke, ikke ligesom min mor forlod mig.. Og jeg tror faktisk, at hun er død nu, Taia. Jeg kan ikke finde hendes lugt nogen steder mere..” Siger jeg så dæmpet, inden jeg så bidder mærke i det hun siger, om sine føl. ,,Er du mor til mange, Taia?”

Lægger hovedet på skrå, spørgende. For hvis hun er, er hun jo en god hjælp for mig, hvis jeg beder om råd eller svar på noget, som jeg måske ikke selv kender svaret på. Men jeg ved os, at det kræver noget af mig, hvis jeg skal bede om hjælp, for det har jeg aldrig gjort. Jeg er for stolt, og nok mest af alt, handler det om, at jeg ikke finder nogen grund til at bede om hjælp, fordi jeg ikke stoler på nogen. Da hun roser mig, og siger at jeg har gjort det godt, flappes mine øre en smule ydmygt ud til siderne. Jeg er ikke vant til den slags ord, og jeg ved derfor heller ikke helt hvordan jeg skal håndterer dem. Men dog ser jeg ikke ud som om jeg tager det som noget negativt, for det gør jeg bestemt ikke. Da hun begynder at gå imod mig nu, vippes mit ene øre en smule bagud, uroligt og neutralt, men jeg afviser hende dog ikke. I stedet træder jeg selv et meget lille skridt frem imod hende, men ikke meget. Og da hun så er tæt nok på, ca. en hestelængde, måske en smule mere, vippes begge øre bagud. Jeg er ikke vant til at folk er tæt, men jeg ønsker hende alligevel tættere end andre, udover Djange. Min hals strækkes, og jeg lader nu min mule søge en lille smule imod hende, ikke ivrigt, men heller ikke bange. Nok bare en smule tilbageholdent. Det kommer til at tage tid, før jeg blot finder de her bevægelser naturligt, overfor andre. Men måske kommer det med tiden.

T A I A

---

Taia forsatte med at gå, stille og roligt, helt uden hast. Hun havde intet hun skulle nå til et bestemt tidspunkt; ville det tage lang tid, så ville hun lade det. Selv hvis huna aldrig ville nå det, så ville hun forsætte alligevel. Asira var, på trods af de store forskelle, blevet en datter for hende på et eller andet plan. Måske var det fordi Taia savnede sine sønner, på trods af den minimale kontakt de havde haft, måske var det blot den moder hun altid havde været, der vældede op i hende. Uanset, så havde hun intet mod det; hun holdt af den grå hoppe, bekymrede sig om hende til tider, og ville med glæde hjælpe.

,,Navne er aldrig nemme, før man ser hvem der skal have det. Et navn er mere end en titale, det kan skabe en hel personlighed."

Taia smilede roligt til den grå hoppe og stoppede op med en passende afstand til Asira. Hun havde aldrig haft i sinde at komme helt tæt på. Den grå hoppes reaktion på hendes ros var til nærmest tragikomisk. Hun havde en sød måde at reagere, men alligevel var det trist, for det virkede som om hun sjældent havde hørt rosende ord. Da Taia havde været føl var det næsten alt hun havde fået; opmuntrende ord og forsikring om at alt nok skulle virke før eller siden.
Taia ville have sagt noget til Asira's ord om sin mors død, men fandt ingen der passede. Hun nikkede dog kort, forstående, og gav et kort prust fra sig. Uanset hvem man mistede, uanset relationen, så var det ikke noget man brød sig om. Tog Asira det op en dag, så ville hun snakke om det, lade hende forklare det forhold de havde, men indtil da ville hun forblive tavs om det. Kort sagt holde sig fra emnet, indtil det blev bragt op af en anden.
For en stund sagde den brune hoppe intet, men lod blot den grå hoppe føle sig tilpas med afstanden. Langsomt trak hun hovedet til sig og et halvvejs sørgmodigt, halvvejs glædeligt smil viste sig på hendes mule. Mor til mange: ikke mange, men nogen var hun da mor til; rigtig mor.

,, Jeg har to sønner tilbage hvor jeg kommer fra: Baia, min førstefødte, og Unon. Baia er nok lidt ældre end dig; Unon lidt yngre."

Smilet blev skævt da hun tænkte tilbage på hendes to sønner. Så forskellige fra hende, fra hinanden, og alligevel så mange ligheder. Ikke blot af krop, men af sind. De lignede næsten hinanden helt, den eneste forskel værende at Unon næsten havde sorte øjne, mens Baias var gyldenbrune. Begge var røde, dybere end nogen anden hun havde set i Taruhk.

Den brune Taia, har ikke en eneste gang, forsøgt at træde mig for tæt. Hun har altid varet sig, med sine bevægelser, og sørget for at standse i en afstand, som jeg har kunnet accepterer. Men forskellen fra blot at accepterer afstanden, og så til at alligevel at forsøge at rykke den en smule, den er stor. Taia har nemlig i smug, trådt en smule tættere på mig til tider, men hele tiden opmærksomt, sådan at jeg til enhver tid kunne sige fra, og vise, at hun nu altså slet ikke skulle komme tættere på. Men det har bare ikke været nødvendigt. Hun accepterer derfor min grænser, men alligevel presser hun dem lidt, hvilket jo nok er godt, selvom jeg måske ikke helt vil indrømme det.

,,Navne kan betyde meget.. Men det var bare vigtigt for mig, at når hun ligner Seth så meget, så skulle navnet falde mig naturligt, når jeg kigger på hende..”

Måske er det svært at forstå. Men hun ligner Seth rigtig meget, og derfor skal navnet være perfekt, så jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at se Seth, når jeg ser på hende. De er af forskellig køn, og Seth har ikke den hvide stjerne i ansigtet. Men de spinkle ben, den sorte pels, og den spinkle krop, får hende til at minde ganske meget om ham. Forskellen er så bare, at Saphiras sind er rent og urørt, og ikke pillet ved, men Seth derimod.. Ja, hans sind er ikke rent og urørt, han er formet til den han er. Og Saphira skal ikke formes til at ligne sin fader, ikke på den måde. Da samtalen drejer sig ind på Taias unger, kommer der et lille smil, der om end ikke andet, er en anelse sørgmodigt, på hendes læber, hvilket får mit ene øre til at flappe en smule til siden; Hun savner dem virkelig..

,,Du savner dem.. gør du ikke?”

Spørger jeg en smule dæmpet, og holder blikket imod hende, en smule søgende efter et svar fra hende. Jeg forstår ikke, hvis min mor bare kunne forlade mig uden at savne mig. Og det er måske os derfor jeg spørger Taia, om hun savner dem.. For så ved jeg, at det kun er min mor, der ikke burde havde været mor.. I en lidt stiv og tilbageholden bevægelse, træder jeg nogle få skridt imod hende, inden jeg strækker mulen en smule frem imod hende, for derefter svagt at lade min mule strejfe hendes kæbe, i et forsøg på, at få hendes halvt sørgmodige smil, til bare at blive et almindeligt smil, og ikke sørgmodigt mere. Selv, smiler jeg jo aldrig. Kun ved Saphiras side, den dag hun kom til. Men Taia smiler, og det skal hun blive ved med, synes jeg.

T A I A

---

Et kort øjeblik skævede den brune hoppe til føllet, før blikket lå hos den grå hoppe igen. Måske var det instinkt der drev hende til at holde øje med føllet, om end kun på en minimal sidelinje, måske var det noget andet. Uanset hvad, så skadede det næppe og hendes oprigtigt opmærksomhed og interesse lå hos Asira. De arrede ører blev spidset da den unge hoppe talte igen og et anerkendende nik kom fra den brune hoppe. Navne kunne være alt og intet; nogle navne definerede den de var givet til, andre kunne skiftes ud som man ønskede. Grålingen var et godt eksempel på dette. Han havde et navn, men ønskede ikke at andre skulle basere ham på det. Han ønskede at andre skabte deres mening ud fra hvad han gjorde og sagde, ikke udfra hvad der var givet til ham.

,,Det er svært at give nogen, et navn der ikke passer til dem, specielt hvis man er moren til vedkommende."

Det sørgmodige smil hang stadig om hendes mule, da den unge hoppe spurgte hende om hun savnede dem. Selvfølgelig savnede hun dem: nok havde hun ikke haft megen kontakt med dem, men hun havde båret hver af dem i næsten et år, for så at passe på dem i dobbelt så lang tid. Hun kunne ikke andet end elske og savne dem. Smilet hun bar, forsvandt i forundring da Asira rørte hendes mule. Hun strejfede den nærmere, men det betød noget. Mere end noget: det betød meget. Et kærligt og stolt smil bredte sig på den mørke mule: begge ting var rettet til hende. Hun havde faktisk rørt hende af fri vilje, selvom det var lidt. Taia flyttede sig dog ikke, men lod blot sit blik hvile på Asira mens et stolt glimt gemte sig i dem.

,,Jeg savner dem mere end jeg tror jeg selv vil indrømme. Vi bærer et føl i næsten et år, for så at tage os af det bag efter; det skaber noget specielt. Selvom føl er en plage til tider og ikke alle er forventet med glæde, så er de noget af det mest specielle man kan få. De er livets dyrebarste gave."

Hun skulle lige til at nævne Asira's mor, men undlod det. Der var ingen grund til at trække den hoppe ind i det, for hun havde trods alt gjort hvad hun havde gjort.

,,Selvom Saphira for nu kan virke som et stort ansvar, så må du aldrig undervurdere hvad hun kommer til at give dig."

Et smil lå om hoppens mule, ej sørgmodigt eller glædefuldt, men det var der. Hun vippede let mulen mod den grå, så hun kunne rører hende hvis hun ville, men så hun ej heller følte sig presset til at gøre det.

Jeg kan godt se, at Taia holder øje med Saphira, i små flygtige øjeblikke. Men alligevel formår hun at have den største opmærksomhed på mig, og ikke den lille sorte klump, der fortsat ligger blandt blade og buske, for både at kunne holde varmen lidt mere, nu hvor jeg ikke ligger hos hende, og samtidig fordi hun så er mere gemt og camoufleret blandt bladene, hvis nogen nu skulle komme uanmeldt forbi. Taia formår hele tiden at gøre sådan, at jeg føler mig tryg i hendes selskab, hvilket jeg ellers sjældent gør, når jeg er i nærheden af andre. Til det hun siger med navnet, nikker jeg ganske stille, da jeg ellers ikke ved hvad jeg skal sige, men jeg nikker, for at vise at jeg har hørt hvad hun sagde, og også forstået det.

Det smil der kommer omkring hendes mule, får mine øre til at søge en smule undskyldende bagud, fordi jeg godt er klar over, at det er min skyld at netop det smil kommer på hendes læber. Jeg kan ikke forstille mig, hvordan det må være at savne nogen på den måde. For jeg savner jo ikke som sådan noget, i hvert fald ikke nogen jeg vil indrømme at jeg fra tid til anden godt kan savne, bare en lille smule. Hendes måde at se kærlig og stolt ud på, efter at jeg har rørt hendes mule, ganske lidt, gør at mine øre forsigtigt vipper en smule fremad igen, fordi jeg inderst inde bliver en smule glad, og stolt over, at jeg kan få den reaktion frem hos hende. Da hun så begynder at tale, vippes mit ene øre frem til hende, lyttende. Jeg svarer ikke på noget, før hun har holdt en pause, og så igen taler. Om Saphira, og hvordan hun kan virke som et stort ansvar lige nu, men at jeg ikke må undervurdere alt det som hun kommer til at give mig. Stille vippes mine øre en smule bagud, ikke vredt, men tænkende.

,,Jeg ved ikke hvordan det må være, at savne nogen, så meget som du må savne dem. Det er noget specielt at blive mor, uanset om det er noget man har ønsket eller ej.. Men det er også svært. Jeg er bange for, at gøre noget forkert, noget, som kan skade hende psykisk.. Jeg forsøger virkelig, at omvende mig, og vænne mig til at jeg nu er mor. Men jeg er bare ikke selv andet end en.. forvokset plag.. Men jeg ved godt allerede nu, hvad hun giver mig..”

Et lille smil dukker op på min mule, for Saphira har allerede formået at give mig noget, som ingen andre på samme måde har. Hun har nemlig givet mig en følelse af, at jeg er vigtig, at jeg er god nok som jeg er, og ikke mindst af alt; hun har formået at give mig følelsen af, at elske en anden, med både krop og sjæl. For de gør jeg virkelig.

T A I A

---

"Jeg ved ikke hvordan det må være..." Den arrede hoppe var sikker på, at den unge grå kendt langt mere til følelsen end hun måske ville indrømme. Hun var blevet efterladt på værste vis. Hvorvidt Djange også havde efterladt hende, var den ældre hoppe uvist, men det virkede både usandsynligt og på samme tid passende for den kringlede hingst. Uanset hvad, så håbede Taia at Asira ike ville blive for kendt med følelsen. Hvis alt og alle forlod en, var der kun kort til, at livet gjorde det samme.
Den unge hoppe havde intet at undskylde over og det glædede Taia, da de fine ører kom fremad igen. Hun ønskede at opmuntrer hoppen og da et lille smil kom frem, følte hun en form for tilfredsstillelse. Det var som om hun havde udført noget.. stort. Hun følte det både for sig selv og den grå hoppe foran hende.

,,Asira... Hvis du frygter for meget, så sker det du allerhelst vil undgå."

Hoppens stemme var blid og betryggende, det var i hvert fald meningen at den skulle være det. Et opmuntrende glimt lå i de lyseblå øjne, da hun gav hoppen et øjeblik til at forstå, hvad hun havde sagt.

,,Jeg tror på, at med lidt vejledning, og selv uden, så bliver du en bedre mor end du tror."

Roligt trak hun hovedet lidt til sig, for så at hæve det en anelse. Hun havde tillid til at den grå hoppe før eller siden ville finde ud af det med sig selv; at hun ville forstå og vænne sig til, at frygten for noget kun gjorde det være. Taia havde frygtet sine ar i lang tid og først da hun accepterede, at det der skete, ikke kunne undgås og derfor ikke burde frygtes, gik tingene fremad. Hendes blik hvilede stadig på hoppen, men blev så flyttet væk fra hende og ud i skoven. De arrede ører blev vippet fremad, lyttende. Var det skridt hun hørte?

(Hvis du ikke har noget mod det, så vil jeg gerne slutte efter den næste besked, da jeg er igang med at lukke tråde af personlige grunde ^^ Jeg forestiller mig at der er nogen derude og Taia siger, at hun vil gå ud og få vedkommende et andet sted hen, så Asira kan være alene med Saphira. Der lukker vi den så. Okay med dig?)

Igennem kun tre år, har jeg nok oplevet langt flere ting, end heste på en alder af 10 måske har. Ikke at jeg mener, at jeg er en den hoppe på min alder, der har oplevet flest nederlag og følelsen af at være fortabt; for der er sikkert også andre i dette land, eller andre steder, som har oplevet noget langt værre end jeg selv har. Men følelsen af ikke at være god nok, er nok en af de følelser der oftest dukker op i mit sind; for jeg tror vitterligt ikke at jeg er god nok som jeg er. For hvis jeg var det, så ville de andre da ikke forlade mig, ville de? Ville Seth så have angrebet mig, og skabt et liv i mig? Ville min mor være skredet, for derefter at lade sit eget liv forsvinde helt? Ville den hvide Ahearn have angrebet mig dengang? Ville den brunbrogede Brêgo, have reageret så voldsomt på mine afvisninger, hvis det var fordi jeg var god nok? Nej. Det er mig der er fejlen; for ellers ville så mange heste i mit liv, ikke vælge at reagere sådan overfor mig, som de har gjort. Et kort sørgmodigt blik falder indover mine sorte øjne, inden jeg tvinger det bort, fordi Taia begynder at tale.

Mine øre vendes igen imod hende, lyttende. Hendes ord er vise, og derfor flappes mine øre en smule ud til siden, mens et langsomt nik glider fra mig, men jeg svarer dog ikke på det. Ved det næste hun siger, kan jeg ikke lade være med kort at mærke et lille håb spirer; for hun tror på mig, tror at jeg kan blive en bedre mor, end det jeg selv tror. Og det er vel positivt, at en anden kan have det håb for mig, som jeg egentlig ikke selv har.

,,Jeg håber det; men det kan vel heller ikke blive værre end det jeg selv har.. oplevet med min egen mor”

Siger jeg så besvarende, mens jeg stille nikker lidt, med en mere bestemt bevægelse. For det kan ikke blive værre end det jeg selv har oplevet af en mor.. Det vil jeg i hvert fald for alt i verdenen undgå, og jeg kan ikke være helt uden evner, for allerede nu har jeg da formået at få saphira væk fra området, hvor hun blev bragt til live, og dermed væk fra blodet.
Idet Taias blik glider ind imod skoven, drejer jeg selv hovedet bagud, imod den retning hvor det lyder som om hovslag kommer fra. Mine øre glider pludseligt voldsomt ned i nakken, mens hver og en muskel spændes, uden tøven. Mine øjne falder tungt og stift ned på den lille sorte klump, inden jeg en smule undskyldende kigger tilbage på Taia, for derefter at træde længere bagud til Saphira, som jeg bevæger mig helt hen til efterfølgende, mens jeg med en stor præcision stiller mig henover, således at mine bagben er på den ene side af hende, og mine forben på den anden side af hende. Min krop er stadig hærget af Seths mange slag og bid, men lige nu, bemærker jeg det knapt nok. Mit hoved sænkes ned af, mens ørene klistrer sig ned imod min nakke, og stift kigger jeg nu i retningen af skoven, og de hovslag der nærmer sig..

(Det er helt okay (: )