Skovbrynet

Skoven havde endnu ikke fået sine fine knopper, som ville gøre tegn på at foråret ville komme snart. De var store og nøgne og blottede næsten alt der fandtes i skovens kant, det var dog anderledes længer inde i skoven hvor de store træer stod tættere på hinanden. Vinden var kold, men i ly af træerne var det nu ikke så slemt. Eagle, den store gylden farvede hingst var endnu ikke helt ved sig selv. Han var forvirret, trods han igennem sit snart meget lange liv havde oplevet meget, kunne han ej finde svar på dette mysterium. Han befandt sig et fremmede sted, alene. Hans mage og afkom; hvor var de? De var væk. Helt væk. Eagle var sikker på de ej fandtes på denne jord. Trods hans søgen i længere tid havde han ikke fundet dem. Det var så ment begyndt at gå op for ham, at han aldrig ville få dem at se igen. En tåre, kun enkelt gled ned af den gyldne hingst ene kind. For altid vil de være elsket, for altid vil de være savnet.
Eagles blik flakkede lidt rundt på den store sø der lå ham for fod. Månen, der var tydelig på den mørke blå himmel der havde trukket sig over øen her, kastede et blegt skær. Det blev stadig hurtigt mørkt. Vinteren var ikke ovre endnu og den lå og lurede i hver eneste krog.
En dæmpet prust lød fra den store hingst og han vendte de gylden brune øjne imod himlen. Stjernerne var anderledes her. Alt var anderledes, duftene, lydene. Det lyste snart klart for Eagle han ej befandt sig i sit hjemland. Langt fra. Han var blevet bragt et nyt sted hen. Nu skulle han blot finde sit egen sti her, følge den og finde sin rette plads i dette nye land.

Frygt, mørk og kvælende havde lagt sig om Dunes hjerte. Hun var endnu forvirret mens hun vandrede rundt blandt skovens skygger. Hendes blå øjne dansede omkring i deres nervøsitet, for alt virkede til at tage form som dæmoner, monstre og onde sjæle. Hun havde gået hele dagen i forvirring og i frygt, men med håbet om at dette blot var en drøm og at hendes rigtige krop stadig stod midt i den hellige lysning hvor lyset havde opslugt hende. Men virkeligheden kom hende mere og mere nær mens aftenen stille havde sneget sig ind over land.
Noget kradsede hoppens side og hun hvinede forskrækket og hoppede skrapt til siden. Et træ stod her i Dunes vej, og den tvang al luften ud af hendes lunger mens hun blev slynget ned mod jorden med et bump.

Tårer vældede op i hoppens øjne mens hun krøb sig sammen om sig selv. Hun lå endnu på jorden og gispede febrilsk efter vejret. Hvordan kunne denne verden være så mørk og tømt for skønhed? Hvor var hendes skønne åbne eng hvor hun kunne skimte enhver fjende flere mil borte? Hvor var hendes flok og hendes venner? Dune kunne ikke holde styr på tankerne, alt hun kunne formå var at prøve at holde en hulken tilbage.

[/blockquote][/blockquote]

En masse puslen inde i skoven, der lå bag den store gyldne hingst, fik ham revet lidt ud af sine tanker. Det store hoved blev drejet imod træerne. Hvad mon det havde været? Et rovdyr? En dyb frustrerende brummet lød fra den store hingsts strube. Fare ville han ej opsøge, men hvad nu hvis det ikke var fare.
Eagle kastede et blik mod søen igen. Den så næsten sort ud, for uden der hvor månens blege skær ramte. Han havde taget en beslutning om at trække ind i skoven, finde ud af om det bare var et lille dyr, eller måske noget større der havde givet lyd der inde fra. Imens ønskede han inderligt han ikke rodede sig selv ud i at skulle slås mod en bjørn eller en ulv. Det fandtes vel også på disse kanter?
En hurtig bevægelse fik vendt den store krop rundt og langsomt men alligevel i et rask tempo satte han kursen ind i skoven. Eagles gyldenbrune øjne søgte rundt for at se om der var noget at få øje på i dette endeløse mørke.
Et vrinsk lød fra ham, dæmpet men søgende. Hvis der skulle være liv her inde, ville det sikkert reagere. Han lyttede.

Dunes krop sitrede voldsomt mens hun bed sig i underlæben for at stilne sin hulken. Hvis her virkelig var ondskab skulle hun ikke larme! Hun burde være så stille som mulig, og alligevel kunne hun ikke holde en hiksten tilbage af og til. Hendes øjne var endnu knebet væk, som ville mørket bag hendes øjenlåg beskytte hende fra skyggerne i denne fremmede skov. Inderst inde vidste hun dog godt at alle skovens monstre kunne se på hende som hun lå der, hun var et nemt bytte, men hun kunne ikke få sig selv på benene igen, turde ikke. I stedet prøvede hun blot at krympe sig endnu mere sammen, hvis hun gjorde sin hvide krop så lille som muligt ville de måske glemme hendes tilstedeværelse?

Ved en lyd åbnede hoppen øjnene med et sæt, og så lige ind mod hendes ben hvor hendes hoved var gemt nede. Det tog hende flere sekunder at finde ud af hvad lyden var, og hun blinkede adskillelige gange mens tårerne begyndte at tørre ud.
Et vrinsk! Der var heste i nærheden, liv, tryghed, sikkerhed! Dune nåede slet ikke at tænke over at denne fremmede kunne være en ond sjæl, hun hoppede bare op på benene let som et dådyr inden hun begyndte at spæne afsted mod lyden. Et overdøvende hvin lød fra hende, fuld af håb om at hun nu ville få sin redning! I selskab med andre ville skyggerne ikke kunne tage hende!

Da hoppen zigzaggede om en træstamme så hun snart den fremmede hest foran sig. Lykken skinnede ud af hendes blå øjne mens hun modvilligt satte farten ned. Den lille hoppe var et stort smil mens hun kastede sig ind i denne fremmede hingsts favn i søgen efter sikkerheden i en andens nærvær, mens hun mærkede tårerne nu trille ned af hendes kinder i lettelse, udmattelse og glæde. Hun var i sikkerhed!

Det tog dog ikke mange sekunder inden Dunes hjerne fik tid til at opfatte at det var en fremmed hun stod med halsen svungen om. Det blussede i hendes kinder og hoppen trak sig hurtigt tre skridt tilbage så hun kom på afstand af den anden. Hendes store blå øjne søgte mod jorden i håb om en ny redning, mens pulsen begyndte at dunke i hendes tindinger. Pinligheden skyllede ind over hendes lille krop mens hendes dæmpede, lyse stemme lød.

"Undskyld..

[/b]
[/size][/blockquote][/blockquote]

Stilheden varede lidt, hvor det egentlig kan havde været sorte ravne der havde reageret på den store gyldne hingsts dæmpet vrinsk. Men pludselig kom en hvinende lille skikkelse, hvid skikkelse, stormende imod ham i fuld fart. Eagle stod stille, han overvejede lidt at træde et skridt tilbage, men da denne, som han nu kunne se, unge hoppe satte farten ned, lige før hun var i hans favn.
Måske et lille chok, men Eagle brummede roligt til denne lille hvide hoppe, en venlig brummen. Han havde virket helt skræmt. Hvad mon var sket for hende inde i mørket? Dog ville denne ældre hingst ikke gøre noget ondt ved hende, blot lade hende søge sikkerhed hos ham hvis hun havde brug for det.
Der kom et lille ryk i ham da den unge hoppe træk sig lidt væk. Hendes kropsprog var tydelig. Hun virkede pinlig berørt over situationen. Eagle smilede, da hendes mund åbnede sig og et undskyld lød. Hun havde en fin lille stemme, sådan lød det i hans øre.
"Det gør skam ikke noget," sagde den ældre gyldne hingst med en venlig, måske lidt ru stemme der bar en svag latter, ikke i nogen ond eller hånende måde, men venlig. Hun virkede lille og skrøbelig. Han så de små tåre på hendes kinder, og valgte at sende hende et venligt smil. "De behøver ikke græde, du lille," sagde han høfligt med en mere varm og trøstende klang end før.
"Hvad var efter dem?" tillod Eagle at spørge hende om mens han skimtede i den retning hun var kommet fra, for at være sikker på der ikke live om lidt kom et rovdyr eller måske være, stormende ud af mørket. Her efter vendte de gyldenbrune og venlige øjne sig imod den lille hvide unge hoppe der stod foran ham.

Dune følte sig tåbelig som hun stod der foran den større hingst. Næsten alle var vel større end hende? Måske det ville være sådan i dette land også, på en måde var det beroligende. Men Dune håbede dog endnu på at det var et mareridt og at hun snart ville vågne i den trygge cirkel af hendes sovende flokmedlemmer, for udover at skulle have været skræmt til det tyderste følte hun sig nu også mindst lige så pinligt berørt over sig selv.
Hingstens ord var dog varmende for hende, og hun dristede sig til at kigge op, endnu med sænket hoved. Hendes lille krop rummede stadig varme fra hendes blussende kinder og hun prøvede på at holde sig selv oppe. Han måtte vel mene sine ord, for hvorfor ville han ellers sige dem, og hans blik virkede mindst lige så venligt som ordene. Dunes naive sind kunne ikke modstå denne lokkemad der blev luftet for hende, for hun kunne ikke se forskel på ondskab og godhed, for ingen ondskab havde endnu mødt hende. Derfor var det et held at denne hingsts sjæl var forgyldt.

"Mine tårer er bare af glæde!"

Da hun stadig følte sig en smile ilde berørt var hendes stemme stadig lille, men en stor varme lå i ordene, og også noget mere mod. Dune havde altid været oprigtig, og i dette møde, trods hun endnu håbede på det ikke var virkelig, var det ingen undtagelse. Måske gjorde det hende blot mere modig? Hun dristede sig endda til at strække mulen en smule mere frem mod ham, så hun igen kom ham lidt nærmere. Han havde trods alt fundet sig i hendes tidligere kram?
Hans næste ord fik hende til at gispe let og se sig bekymret bag sig. Men skyggerne var ikke længere skræmmende, for som hun vidste ville de holde sig væk når hun var i selskab.

"Skyggedyr."

[/b]

Dunes ord var enkle og sigende, som ville denne hingst vide lige præcis hvad hun snakkede om. Hun var trods alt stadig kun 3 år, kun en nyudklækket hoppe og hun havde levet i et lukket selskab som kendte til hinandens traditioner og delte deres viden. Hun tænkte ikke over at denne hingst måske ikke kendte til det. Hun kiggede tilbage på hingsten med let alvor i blikket.[/size][/blockquote][/blockquote]

De gyldenbrune øjne, som Eagle besad, hvilede med et roligt blik på den unge hoppe, der nu fortalte at hendes tåre var at glæde. Det var måske en smule overraskende, og igen tænkte han på hvad der kunne være hent i skoven siden at glæden over at støde ind i en vild fremmede kunne få en til at briste i tåre.
"Så er det i hvert fald en anden sag," sagde den ældre hingst med en venlig klang. Glædeståre var der intet dårligt i. Dem havde han da selv oplevet før i sit efter hånden halv lange liv. Glæde var en fantastisk følelse at have, og noget man burde føle hele tiden. Af visdom vidste Eagle dog at for at føle en oprindelig glæde, havde man været nød til i en grad have oplevet noget der gav stik modsat følelse. Uden den, ville man ej vide hvad oprindelig glæde er.
Da hun strakte sin mule hen imod ham igen, var Eagle ikke nervøs for på den måde at puffe til hende, men mere bekymret for om hun ville gå i stykker, så han nøjes blot med at puste en let varm luft ud med et venligt smil om den let lyserøde mule der sad i hans ansigt. Gylden var hans pels, men meget af ansigtet var lyserød, dog ikke på en feminin måde. Det var i hvert fald ikke et ord man rigtig kunne bruge i sammenhæng med beskrivelse af den store gyldne hingst. Han havde en ufattelig højde, men også bredte, der fik ham til at synes endnu større end han faktisk var. Selvom han var stor, var han i besiddelse af en ufattelig ædel bygning, der næsten kunne få ham til at se kongelig ud, også selvom han ikke gjorde noget ud af at det.
Eagle blev igen opmærksom da hoppen kiggede bagud længere ind i skoven, og han fulgte en kort stund hendes blik ind i mørket, inden hun havde åbnet munden og sagt hvad der var efter hende. Der var alvor i hendes blik, og var nok grunden for Eagle ikke havde klukket en smule over det. Skyggedyr, som hun havde kaldt det var vel meget muligt. Han kendte ej stedet her, og sådan nogle dyr kunne vel nem findes.
"Skyggedyr? Dem tror jeg, aldrig jeg har set nogen af," sagde han til den unge lyse hoppe, der stod foran ham. SKulle disse såkaldte skyggedyr komme efter hende nu, ville Eagle da gerne gøre sit for at beskytte denne lille arme sjæl der stod foran ham.

Hoppens hvide hoved nikkede så ivrigt at man skulle tro det ville kunne falde af, så enig var hun med sin redningsmand. Dune var ganske vidst ikke altid den skarpeste kniv i skuffen, men det var måske netop dette der kunne gøre hende til så varm en skabning. Det var dog også hendes manglende intelligens der gjorde hende naiv og næsten en smule indbilsk, for denne hingst havde skam ikke reddet hende fra noget, han havde bare været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Sådan betragtede hoppen det dog ikke, hendes verdensbllede var langt mere simpelt!
Han duftede let af kanel, muskus og noget hun ikke helt kunne definere, noget varmt og indbydende. I hendes øjne var hans krop det samme. Hans krop var stor og kraftig, men i Dunes uskyldige øjne lignede han mere end stor dejlig bamse, en beskytter! Derfor forsvandt hendes frygt lidt igen og et lille tøsefnis forlod hendes mule da han prustede sin ånde mod hendes mule. Hun trak sin egen til sig med et smil over mulen, og lod sine store blå øjne hvile ganske hurtigt i hans. Dune kunne være enden meget nem at være i selskab med eller også ufatteligt udfordrende pga. hendes omfattende humør. I dette tilfælde virkede det dog til at hingsten forstod at holde hende i hendes mere simple og nemme humør, der hvor intet var besværligt.

Dune forsøgte at holde frygten ude af sin krop, og fokuserede derfor al sin opmærksomhed på hingsten, således ville monstrene blive væk. Hendes hoved gled let på sned ved hans ord, så hendes lange pandelok gled ned over hendes ene kind og kildede let. Hun var glad på hans vegne, for hvor måtte det dog være herligt aldrig at have set de forfærdelige væsner, der tog form af næsten alt man kunne forestille sig. At sandheden var at dette var fordi Dune aldrig havde set et skyggedyr, at disse blot havde været normale skygger vidste hun ikke selv, hun fandt ingen logik i at dette skulle kunne passe.

"De gemmer dig i enhver skov, og desværre virker de til at jage mig hver gang jeg er i en skov."

[/b]

Dune kiggede trist ned. Hun tænkte slet ikke over at denne dag, der faktisk var enden af hendes 3 års fødselsdag havde været den eneste dag hun nogensinde var trådt ind i en skov, for før denne dag havde hun altid blevet bedt om at holde sig fra skoven.
[/size][/blockquote][/blockquote]

Den store gyldenbrune hingst iagttog den unge hoppe med venlige og rolige øjne. Hun virkede så lille og ung til at færdes alene på disse kanter. Måske var det blot derfra hvor han kom, at man ej lod de unge hopper færdes alene, og slet ikke om aftnen. Når mørket faldt på holdt man tæt, for en masse fare lurede i virkeligheden ikke langt væk. Eagle valgte at holde lidt øje, dog uden at gøre det tydeligt, han ville nødig skræmme den unge hoppe. Måske var denne store hingst ikke en fighter, men kaldt det så kaldt det!
En rolig, men stadig dyb brummen kom fra ham, og han trak atter på smilbåndet da den unge hoppe kom med en lille tøset fnis.
"Det lyder bestemt ikke rart," lød det fra den gyldne hingst. "Hør, jeg kom fra en lysning ved en sø, før jeg træk mig ind i skoven. Skal jeg følge dem der hen?"
Hans forslag var venligt ment, det virkede ikke som om hun var glad for disse såkaldte skyggedyr, så hvis de kun var i skovende kunne det være hun hellere ville hen til søen i lysningen. De gyldenbrune øjne hvilede afventende på hendes svar. Han havde i hvert fald ikke lyst til at efterlade hende alene her i skoven.
De store nøgne træer virkede skræmmende i mørket i sig selv. I hvert fald når månens blegeskær lyste dem let op, ikke nok til man kunne se dem ordentlig, og nemt kunne man blive narret til at træ det var andet end de store ege og bøge træer. Mørket var specielt slemt om vinteren, alt blev tomt og koldt. Vinteren var en forfærdelig tid, ikke at Eagle hadede vinteren, men af logiske grunde kunne han bedre lide foråret og sommeren.

Hingstens rare brune øjne bragte Dune tryghed, hele hans væsen gjorde det enlig. Hun følte derfor ingen hindring i at kigge op mod hans øjne, som hun ofte havde problemer med ved visse andre heste. Han var dog stadig ikke andet end nu en bekendt, så hun følte stadig det generte brænde under hendes overflade, som en let steppebrand der hurtigt kunne tage fat og brænde hendes skind.
Kort gled Dunes hoved på sned mens hun lyttede til hans ord. Hendes ører var vippet helt frem mod ham, opmærksomt, for hun ville skam ikke lade sig selv misse et eneste ord der forlod hans mule. En hingst i hans alder måtte have gode ting at sige, og Dune var altid klar på at lære fra dem hun så som vise, trods hun havde svært ved at tage i mod al den viden hun fik. Hoppens knap så kløgtige hjerne var dog en del af hendes charme.

"Meget gerne hr.. hr... Hvad er dit navn enlig?"

[/b]

Dunes blå øjne blev store af nysgerrighed, for hvordan kunne hun stå sådan og snakke med ham uden så meget som at kende hans navn! På dette punkt var Dune stadig meget basal, for hun mente ikke man kunne kende en person ordentligt uden at have de basale ting på plads, og det var ganske vigtigt for hende at kende dem hun var i selskab med ordentligt.
Dune lod kort øjnene glide omkring hende, varsomt, men skyggerne var for uhyggelige omkring dem og hun måtte tvinge dem tilbage på hingsten igen.
[/size][/blockquote][/blockquote]

Eagle stod ganske stille, nogle få vift var der dog stadig i den lange gråbrune hale der hang bag ham. Nok en vane, men sjældent hang hans hale helt stille. Det var vel ligesom de to benede væsner kaldt mennesker havde sine dårlige vaner, som de grene de røg, kaldt piber Eagle havde færdes blandt disse væsner på nogen af sine rejser. Mange ting havde Eagle oplevet i sin færden rundt i verden. Ja før han kom her til. Dog havde Eagle nok også i sinde at undersøge disse skyggedyr denne unge hoppe havde nævnt. For hvad var de helt præcise? Et svar han havde i sinde at finde ud af, men ikke nu.
Han kiggede roligt på hende da hun mødte hans blik. Hendes øjne var blå. Tydelige klare øjne med et fint glimt, bestemt ikke grimme, det var ikke tit Eagle havde set heste med blå øjne, dem var der nu ikke mange af, men nogen havde han da stødt i før.
En klukkende latter lød venligt fra Eagle: "Hvor uhøflig af mig ikke at præsentere mig selv for dem; Mit navn er Eagle Eye," lød det venligt fra ham. "Og de frøken?"
Han omtalte ofte folk på denne høflige måde. Måske lidt gammeldags, men det var nu sådan han var opdraget. Du, sagde man kun til dem man kendte bedre. Det som nu en gang blev kaldt dus.
"Kom de bare med," sagde han og gjorde et getus imod den retning han lige nu stod med ryggen til. Ikke at han ville lade hende gå forrest, han havde nu tænkt sig at vandre ved hendes side og lede hende tryg igennem skoven ud og til søen ved den store lysning. Han drejede selv sin store krop en smule, men uden at vende ryggen til hende. Dette ville være uhøflig. Måske gik Eagle for meget op i at være høflig, men det var skam kommet med alderen. I sine unge dage havde han været flabet og til tider ubehøvlet.

Hingstens latter overraskede Dune en del. Først fik hun et overrasket udtryk i sit animerede ansigt, inden dette blev overtaget af et muntert stort smilende udtryk mens hun kort deltog i denne glædelige latter som fik det til at ryste så behageligt i hendes spinkle krop. Hoppes grin falmede dog hurtigt, for hingsten begyndte snart at afsløre sit navn, hvilket fik Dune til at læne sig frem i nysgerrighed.
Han kaldte hendes frøken ganske snart! Dune mærkede sine lyse kinder blusse i pinlighed, for hvor var det dog sødt af ham at kalde hende det. Hun var blot blevet 3 på selvsamme dag og nu stod han og kaldte hende en så fin ting som frøken! I sit hjemland havde den unge hoppe ikke været van til at blive kaldt for fine ord, høflighed havde ikke været en populær ting i hendes gamle flok, for alle kendte alle ud og ind, der var ingen grund til at bruge høflighed. Af denne grund var det nyt for hende pludselig at skulle indrette sig efter sådan fin tale.

"Jeg hedder Dune."

Dune kiggede op gennem hendes øjenvipper og smilede let. Hendes navn var simpelt og let, som hende selv. Dets betydning lige så skrøbelig som hun selv var det.

Opmærksomt så hun bag ham da han pegede mod den retning de snart ville gå. Hun skuttede sig kort, for de ville være nød til at gå helt inde blandt skyggerne igen, men hun måtte holde hovedet højt, for hun havde trods alt sin beskytter med sig. Med forsigtighed satte hun frem i en stille skridt, blot for at stoppe da hun nåede hans side. Hendes øjne søgte hans, næsten spørgende.

[/blockquote][/blockquote]

Et venligt og smil med glæde spredte sig over Eagles mule da den fine unge hoppe deltog i hans latter. Hendes latter var så lille og fin, at den ikke kunne andet end at varme. Så ung en sjæl gav som regel kun glæde, og dette var ikke tilfældet af det modsatte. Hun præsenterede sig lidt efter ham til Dune, et fint navn, som virkede til at passe ganske godt på hende.
"Dune," sagde han smagende på navnet for at mærke hvordan det virkelig lå i munden at sige højt. "Et meget nydeligt navn." De gyldenbrune øjne hvilede med et venligt blik på hende.
Da den Dune kom op til hans side gav han hende et lille opmuntrende puf. Det understregede vel i sig selv at han ikke ville forlade hendes side til hun følte sig tryk. Han lod sit blik blive fanget af hendes blå øjne. Hendes lettere spørgende blik var tydeligt at se. Han så lidt afventende på hende om hun havde et spørgsmål, imens han langsomt satte frem i skridt, dog sørgede han for hun var med. Den store gylden farvede hingst havde valgt at vandre ved hendes side, give hende den trykhed han kunne da de blev nød til at vandre igennem skoven for at finde tilbage til lysningen med den store sø. Eagle var sikker på at det var et sted hun ville føle langt mere behag ved at være ved. Selvom søen lige nu var sort, det meste af den, så var stedet ganske hyggeligt. Nu havde han ikke selv noget imod at færdes i skoven. Dog ville den store hingst være opmærksom på eventuelle fare der kunne dukke op. Eller hendes såkaldte skyggedyr, som han ej vidste hvad var. Endnu i hvert fald.
Eagle tænkte nogle tanker over disse skyggedyr. Måske var det i virkeligheden dyrene der færdes i skovende om aften, hvis skygger hun havde set. Det vidste han ikke. Eller havde hun måske en livlig fantasi og fik kørt sig selv op? Eagle havde ingen idé om det kunne være sådan det hang sammen, svar ville han finde en dag.

De blå øjne søgte op mod himmelen. Månen lyste stadig svagt og magisk mellem grenene og sendte sit blålige skær over alt på jorden. På jorden var der endnu mørk og skræmmende i hoppens øjne. Hurtigt sænkede hun sine øjne igen, for hingsten fangede igen hendes opmærksomhed til fulde.
Hoppen spidsede ører da han udtalte hendes navn. Dune. Det lød anderledes uanset hvem der talte det, og hun var altid ganske fascineret af hvordan andres tunger snoede sig om det. Hans varme dybe stemme fik det til at lyse tiltalende, mindre fladt end det normalt lød, som var der noget finere i navnets betydning end det, det i forvejen havde. Hun nikkede let, som skulle hun bekræfte ham i at han sagde det rigtigt. En iver lå i hendes udtryk, inden det hurtigt blev overtaget af hendes generte side da han komplimentere hende. Aldrig i sit liv ville hoppen blive god til at reagere på komplimenter, hun mærkede altid hvordan hendes øjne blev draget til jorden, som en nord pol af en syd pol. Det var uundgåeligt! Et stort smil lå over hendes mule, som var et grin lige ved at eksplodere over hendes læber, men uden rigtig at kunne finde sin lyd.

"Tak... Eagle!"

Endelig fik hun fremstammet sin tak. Hun vidste i sandhed ikke hvordan hun ellers skulle reagere. Hun dristede sig til et enkelt lille kig op på ham, inden hun igen måtte kigge ned, blot for at hæve blikket kort efter igen.

Den ungdommelige hoppe kom op på hans side og kunne ikke holde en let tilfreds latter tilbage ved hans svage puf, inden hun let puffede igen. For Dune var nærkontakt tryghed, og et tegn på at dem hun var i selskab med brød sig om hende. Hun var derfor glad for Eagles selskab, hendes beskytters selskab. Hendes øjne flakkede dog af og til bekymret ud i skyggerne ved siden af dem mens de kom videre ind i skoven, men hun prøvede at fokusere på alt andet end uhyggen ved lyden af deres skridt og den kriblen der var i skoven, og i stedet fokusere på hans beroligende duft og åndedræt.
Dunes øjne søgte nysgerrigt hans.

"Hvor er du enlig fra Eagle?"

[/b]
[/size][/blockquote][/blockquote]

Et smil bredte sig over den let lyserøde mule Eagle havde, det var tydeligt at se hun blev forlegen over hans kompliment.
"De behøver ikke blive forlegen over at få komplimenter," sagde han med en venlig stemme. "Dem skal man tage imod med ære," sagde han efterfølgende. Ikke at hun behøvede at tage ved lære af hans ord.
Eagle tog imod hendes tak for komplimenten med endnu et venligt smil imens hans rolige gyldne øjne hvilede lidt på hende. Hun havde sådan et rigtig lillepige smil over mulen, og i en kort stund kom han til at tænke på hans datter fra hans hjemland. Hvor hun og hendes moder end var nu. Eagle blev ikke trist på samme måde ved tanken, for det var nu en rar påmindelse. Aldrig ville han glemme sin familie, men han ville give slip på dem.
Eagle gik roligt frem, ingen hastværk. Hans rolige gang var mest i alt fordi han havde ikke travlt, men også fordi han havde længere ben end denne unge Dune der gik ved hans side. Hun behøvede ikke anstrenge sig for at følges med ham, han tilpassede sig hendes tempo.
Hendes spørgsmål vakte endnu en gang fuldrettede opmærksomhed mod den unge hoppe der gik ved hans side. Han tog sin tid til at svare. Måske tænkte han lidt over det.
"Mit hjemland ligger langt fra disse grænser. Bag de store bjerge mod syd," sagde han. Andromeda var der langt fra hans hjemland. Om han savnede det, ja. Hans blik hvilede lidt på hende før hen rettede blikket fremad igen. Der var ikke langt til lysningen længere. Det var begyndt at tynde lidt ud i træerne, der var længere mellemrum imellem dem nu.