Som en fremmed.

Med bevægelser der kun hørte en fuldblod til, bevægede en yndig gylden hoppe sig afsted henover det snebelagte landskab. Hoppens bevægelser var lette, elegante og yndefulde. Med nakken knejst og den mørke hale højt hævet bag sig, lod hun det mørke og uskyldige blik glide rundt. Trods hun var som Pelle-alene i verdenen, endda i en ny verden, var hun alligevel rolig. Hun havde fået sin nattesøvn og var nu vågnet op her, med en fornemmelse af, at dette land ville tage godt imod hende. Måske var det en meget blåøjet holdning at have til livet, men i hoppens optik, var det omvendt denne taktik der gav hende mest glæde. Et lille prust slap den mørke mule, som hoppen standsede og lod blikket glide omkring, på den åbne eng. Selvom landskabet var dækket af et tyndt lag sne, kunne hoppen nu alligevel fornemme hvordan lunere vinde strømmede imod hende. Hendes mandelformede ører drejede et par gange omkring, inden et lyst og klart vrinsk slap hendes smalle mule.

Sneen lå endnu i et tykt lag over engen, selvom foråret så småt var begyndt at melde sin ankomst. Nætterne var ikke lige så bidende kolde længere, og efterhånden var sneen visse steder ved at forsvinde. Det var rart at kunne byde den nye årstid velkommen, og den skimlede sjæl, der vandrede i sneens masser, glædede sig både til vinterens forsvinden og forårets ankomst
Han udsendte en dæmpet og tilfreds brummen, mens hans lange ben sørgede for at han kunne bevæge sig elegant afsted, trods sneens forsøg på at sænke ham. Sneen kunne vel forveksles med sandet, da det havde samme formål; dog kunne sneen nå en dybde som sandet ikke kunne, og føltes ikke ligeså tungt omkring hovene.
Hans sind var ganske opmærksomt på alt omkring ham; det var en ting han altid gjorde brug af, når han vandrede alene, for det kunne jo være at han stødte på noget undervejs, der kunne tiltrække hans opmærksomhed.
Ganske rigtigt, for mens den ædle sjæl skridtede igennem sneen, lød et vrinsk af fremmed oprindelse. Han havde aldrig hørt dén stemme, før, og snart var han på vej imod en ganske køn gyldenbrun hoppe. Hans hingstede attitude ulmede ganske svagt under det drømmende sind, og snart havde han sluttet sig til hoppens side, med de hingstede brum han nu engang kunne undslippe. Da han var helt henne ved hende, lod han sin mule glide frem for at berøre hende ganske forsigtigt - sådan som han nu engang hilste en hoppe ordenligt an; men var hun okay med dette?

Hoppen var standset op, for rigtig at kunne beskue dette landskab hun nu befandt sig i. Selvom sneen tog meget af landets detaljer, fornemmede hun alligevel et land fuld af liv. Hun kunne ikke vente til forårets første tegn, til solens første varme og ikke mindst til sneen smeltede. Ikke fordi hun afskyede sne eller vinter, men fordi hun var sikker på, at dette land var endnu flottere når det stod i fuldt flor. I det samme blev hoppen opmærksom på, at hun ikke længere var Pelle-alene i verdenen. Hun rettede sine mandelformede smalle ører frem og drejede en halv omgang, på de slanke ben, således hun nu stod i en vinkel, hvorfra hun kunne se en hingst. Han bevægede sig med ædelhed, elegance og maskulinitet. Det var bestemt ikke fordi hoppen her havde let til følelser, eller forelskede sig hvert andet øjeblik. Men hun havde ikke noget imod at beundre hingstene, om det nogensinde ville blive til noget alvorligt følelsesforhold, anede hun ikke. Det var ikke noget hun i sit 3 år lange liv, havde skænket en alvorlig tanke. Hun knejste dog alligevel nakken, i en yndefuld holdning, da den fremmede hingst nærmede sig. De varme brune øjne hvilede opmærksomt på hingsten og et sagte smil dannede sig om den smalle brune mule, da han forsigtigt berørte hende. Et dybt prust lød fra hende, inden hendes egen mule ganske flygtigt berørte hans skulder. Hoppen blinkede et par gange med øjnene inden hun sendte ham et imødekommende smil. ”Godeftermiddag du skimle herre.” Lød hendes lyse, klare stemme. Hoppen vippede et par gange med det ene øre, inden hendes fulde opmærksomhed atter var rettet mod den skimle hingst ved hendes side.

Hans tilstedeværelse hos hoppen lod til at blive accepteret. I stedet for at hyle irettesættende, flytte sig eller bide, gengældte hun hans berøring og lod hendes bløde mule strejfe hans skulder. En dyb brummen, der udviklede sig til en meget dæmpet hvinen af mørk karakter kom fra hans bryst og snart efter kørte han mulen følende hen over hendes kæbe også, for at afslutte sin bevægelse. Hans berøringer var så lette som en fjer der blev trukket over hendes krop, ganske enkelt fordi han anså hopper som værende så følsomme, så skrøbelige som en delikat blomst i sommerens velvære. De måtte ikke krænkes og måtte ikke beskadiges. Da han trak mulen til sig igen, og hendes stemme brød frem med en simpel, men høflig hilsen, trak han mulen til sig og lod sin skimlede hals hvælves.

,,God eftermiddag til dig også, melady. Du er ny i landet, er du ikke?”

Spurgte han så; normalt ville han ikke spørge indtil andres herkomst, men denne hoppe havde han aldrig set eller hørt om skulle være her før, så er ren høflighed spurgte han indtil dette. Desuden kunne det være, at hun ville føle det behageligt at få svaret på nogle spørgsmål om landet først, inden den skimlede ville gå i gang med at undersøge hendes sind, og ikke mindst hendes fantasi. Han rakte endnu engang mulen fremad imod hende, for at genfinde hendes specielle duft. Hun havde en yderst behagelig duft, og den skimlede hingst kunne fornemme, at hun var af yngre år, end mange andre. Dog var dette positiv i hans øjne; for så havde hun måske et mere åbent sind, og en mere livlig fantasi, hvilket han elskede at arbejde med.

Den gyldne hoppe vippede en anelse med ørerne, da hingsten udstødte et mørkt hvin. Om det var noget godt tegn anede hun ikke, derfor var hun fremefter en anelse mere forsigtig i sine bevægelser. Hun måtte dog konstatere et par øjeblikke senere, da hingsten lod sin mørkere mule berøre hendes kende, at han ikke havde ment noget negativt med sit hvin. Da hingsten dernæst besvarede hendes hilsen med en melodisk og karismatisk stemme, lod Cadeau de mørke, unge øjne glide betaget over mod hans eget lyseblå blik. Hvorfra han vidste, at hun var ny, anede hun ikke. Men det beroligede hende en anelse, at han lød så rolig og hjemmevandt i sin tale. ”Jo. Jeg er netop ankommet eller det vil sige, at jeg netop er vågnet. Jeg faldt i søvn, efter min ankomst.” Hoppen lod blikket søge ned mod jorden, mens en lille svagelig rødme bredte sig om hendes kinder. Det lød en anelse mærkeligt, sådan at stå og fortælle at hun var faldet i søvn, netop som hun havde trådt ind i et helt fremmed land. Da hingsten atter strakte mulen frem mod hende, lod hun sit unge blik glide kort ned mod den, inden hun selv strakte sin egen mørke frem og prustede blødt mod hans. ”Mit navn er Cadeau. Og jeg formoder, at du ikke går under navnet ‘skimle herre’?” Det sidste blev sagt med en svag fnisen, da det selvfølgelig hentydede til hendes første tiltale af den ædle hingst. Han virkede ganske moden, med livserfaring både blandt hopper men også generelt. Det var i hvert fald hvad hans elegante attitude og udstråling fortalte den unge hoppe, som hun diskret lod blikket danse henover hans skimlede krop.

Den fine gyldenbrune hoppe, der egentlig var ganske delikat af udseende, bekræftede hans ord om, at hun var ganske ny. Et smil tegnede sig over hans mule, da hun forklarede at hun var faldet i søvn efter hendes ankomst. Hun virkede en anelse flov herom, men det var der skam ingen grund til; selv havde den skimlede hingst svævet mellem vågen og ikke vågen tilstand den første nat. Det var også noget af en omvæltning at gå igennem, især hvis hendes rejse havde mindet blot en smule om hans. Han brummede en anelse fornøjet, men den fornøjede tone døde langsomt ud, da hun spurgte om hans navn. Han kredsede kort omkring hende, tæt, mens han med en dybere og lidt mindre ’drømmende’ brummen lød fra ham.

,,Melady, jeg går ikke under noget navn. For mig er navne ikke nødvendige, da jeg ikke interessere mig for din identitet, men dit sind. Jeg vil ikke lærer selskaber at kende, ud fra kolde fakta, som hvad de hedder og hvor de kommer fra. Derimod vil jeg gerne lærer dig at kende, som den du er. Du har givet mig dit navn, melady, men jeg kan ikke give dig mit. Føler du alligevel, at du vil have noget at kalde mig, så kald mig noget der har betydning for dig, og som du synes passer til mig, så vil jeg med glæde bærer dette navn i dit selskab”

Sagde han oprigtigt; og følelserne lå tydeligt i hans ord. Navne var for ham noget, der satte ham i en boks han ikke ville sættes i, og derfor var han afstået fuldstændig fra brugen af det. Han håbede på, at denne yngre hoppe ville forstå hans ord; for det var en ting, der var ganske nødvendigt for ham, at andre havde forståelse for. Han strøg hende derefter sensitivt over halsen, for at fortælle hende, at trods han var imod brugen af navne, og det at spørge om andres, så havde han absolut ikke fået mindre interesse for hendes nye selskab.

Hoppens blik søgte atter mod den skimlede hingst lysende blå øjne. De var ganske betagende, måske mest af alt fordi denne øjenfarve, var en farve Cadeau sjældent så. Jo selvfølgelig, hun fandt den tit i landskabet. På himlen, i søerne eller havet. Men sjældent så hun en hest besidde denne farve. Derfor var hun måske en smule mere betaget af denne hingst, end hun normalt havde været. Et uskyldigt smil tonede frem om hoppens smalle mule, som hun stod der og funderede over hingstens forunderlige øjenfarve. Måske var hun let at fascinere, men ikke desto mindre levede hun derfor et liv, med langt større forundring og glæde ved selv de mindste ting. Da den skimlede hingst pludselig satte i gang og kredsede om hende, gibbede det svagt i den spinkle hoppekrop. Ej af nervøsitet, men denne hingst havde et særlig skær over sig, som om han fik Cadeau til at udvise en smule ærefrygt. Den gyldenbrune hoppe trippede et par skridt til siden og virrede en anelse på hovedet, men alle hendes bevægelser standsede atter, da hans rolige og melodiske stemme fyldte mørket omkring dem. Hoppen prustede sagte og lyttede med interesse til hingstens mange ord. For en stund undrede hun sig, måske fordi hun aldrig havde set sit eget navn som noget der satte hende i bås. Cadeau havde blot været det, hendes mor mente hun var. Men for andre var det bare en tiltale, et ord man brugte når man skulle kalde på hende. Alligevel nikkede hun og sendte hingsten et skævt smil.
”Tilgiv mig, hvis jeg fornærmer dig og dine holdninger. Det eneste jeg undres over, er dog din måde at skelne mellem sind og identitet.” Hendes stemme var lys og forsigtig, som om hun bevægede sig ud på et område, hun ikke helt kendte til. ”Mine ord vejer måske ikke nær så meget som dine, på grund af min alder. Men i mit hoved, følges identitet og sind sammen. Cadeau er selvfølgelig en del af min identitet, men ligeledes binder navnet sig vel til mit sind?” Jo mere hoppen talte, jo tydeligere blev forvirringen i hendes stemme. Det endte op med at den unge hoppe blot mumlede i mørket, som talte hun til sig selv. Da hendes stemme til sidst døde ud, skævede hun over på hingsten inden en undskyldende brummen forlod hendes mørke mule.

Den skimlede kunne vel egentlig kun føle sig fornøjet over den reaktion, som den gyldenbrune hoppe kom med. Hun havde spørgsmål omkring hans ord, men ikke de vanlige. Hun så det fra en anden synsvinkel, som han egentlig kunne forstå. Han rankede sig op, ganske stolt vel, alt imens han betragtede den let uskyldige attitude som lå i hoppen. Den klædte hende vel, for med et ungdommeligt sind som hendes, var det langt mere nærliggende at have disse spørgsmål.
Han strøg hende endnu engang forsigtigt over skulderen, som han valgte denne gang, inden han med sin yderst karakteristiske stemme begyndte at lægge sine tanker og meninger ud, så hun kunne fornemme dem og forstå dem.

,,Melady jeg ser det netop som to ting, fordi det er. Din identitet siger noget om hvor du er født, hvad dit navn er og hvor gammel du er. Som du siger det, vil ’Cadeau’ altid være din identitet, men den beskriver intet om hvem du er som person. Og jeg synes ikke der er noget mere fascinerende, end hvem man er som person. Du kunne have heddet Trille, og det ville stadig ikke have betydet noget for din personlighed. Fordi dit navn ikke har betydning for din personlighed, er identitet og sind ikke bundet sammen. Ja, man kan have et passende navn til ens personlighed, men det kan stadig ikke vise hvem du er. Du kan kalde et navn og en vil reagere på det. Men i princippet er et navn bare en boks der er trukket over vores hovedet, som hjælper os med at finde ud af hvem der er hvem. Dog behøver man altså intet navn, for at snakke. Se blot på os”

Afsluttede han med et yderst charmerende smil. Han lod derpå sine lange ben bærer ham i en dansende bevægelse lidt frem, så han kunne vende fronten imod hende. Hans blå øjne søgte dybt i hendes, hvor der lå et tydeligt sprudlende og ungt sind. Et betagende sind, vel, især fordi hun lod til at have så meget at give af, bagved det gyldenbrune ydre.

Cadeau vippede de mandelformede ører et par gange frem og tilbage, som tegn på hendes usikkerhed. Dog var denne usikkerhed ikke en der generelt hvilede over hoppen, den opstod kun fordi hun inderligt ikke ønskede at fornærme denne ædle hingst, der delte hendes selskab denne mørke aften. Et svagt prust slap ud mellem Cadeaus velformede læber og formede sig som en drømmende hvid, tåget sky foran hende. Det mørke blik fokuserede for en stund på skyen fra hendes ånde, inden hun atter vendte de store øjne mod hingsten og fokusset lå i stedet hos ham. Hoppen vippede straks ørerne frem da hingstens melodiske stemme endnu engang fyldte atmosfæren omkring dem og for en stund tryllebandt hende, med sine vise ord og dybe tanker. En tænksom mine gled indover det unge ansigt, som hun overvejede hingstens ord og ligeledes overvejede hvad hun skulle svare. ”Jeg forstår udmærket hvad du mener. Måske virker det bare ukendt og derved en anelse utrygt for mig. Cadeau har jo altid været hende jeg er, men som du siger det dér, er Cadeau jo slet ikke mig. Blot en navn jeg bliver kaldt. Men hvis jeg ikke er Cadeau, hvem er jeg så?” Som hun havde tænkt over sit svar, var hendes ord gledet i jorden. Men ved hendes spørgsmål, søgte hendes øjne en anelse febrilsk støtte og svar i hingstens blå øjne. Hun gispede kort og hævede det smalle hoved i et kort og hårdt ryk. I det samme valgte den skimlede hingst at danse fremad, med elegante bevægelser. Den unge hoppe troede forfærdet, at han havde tænkt sig at forlade hende, hvilket betød at hun trådte hastigt efter ham, desværre for kun at ramle ind i ham, med skulderen. Ligeså hastigt som hoppen havde trådt frem, ligeså hastigt trådte hun tilbage igen. ”Tilgiv mig, skimle herre. Disse nye tanker forvirrer mig en anelse..” Undskyldte hun, med en sagte blød stemme, da hun atter rettede sine unge øjne mod hingsten.

Den skimlede hingst kunne godt fornemme, hvordan der lå en usikkerhed I sindet på den guldbrune hoppe. Det var også en abstrakt tankegang, som den skimlede hingst havde luftet for hende, og han forstod udmærket at den kunne skabe ustabilt lege for den unge hoppe. Hendes fokus lod hun dog til at have lagt hos den skimlede hingst, som søgte hun forklaringer og lærdom fra de ord han sagde. Han smilede, ganske tilfredst; for han havde fået hendes opmærksomhed, og det var noget han nød at have. Han brummede nærmest godtagende, af hendes usikkerhed, men ligeså af hendes ord der lidt efter lød. Hun havde ikke helt forstået hans pointe, men det følte han skam ikke som en fornærmelse; det tog tid, at forstå hvad han havde på hjertet, især hvis det var en helt ny tankegang. Han mimrede let med mulen og strøg den over hendes, inden han gav sig til at forklare sin mening, med hans ord.

,,Melady, så sort og hvidt er det skam ikke. Du er stadig Cadeau; du er den personlighed som er linket til navnet via den betydning du har givet det. Du har selv valgt, at dit navn skal være forbundet direkte med den du er, og det er ganske klart. Du har aldrig lært andet. Ser du, du ved skam godt hvem du er. Hvis du blot fjernede dit navn, hvad stod du så tilbage med? En hoppe, en ung hoppe, med fantasi og nysgerrighed, og alle de andre egenskaber der definere hvem du er. Dit temperament, dit sind. Tilføjer du et navn, ændre det intet ved dine egenskaber, overhovedet. Men, melady. Kan du lærer at skille navnet fra den du er, så kan du forstå min fulde mening, men det behøver du ikke, hvis ikke du vil. Ønsker du, at dit navn og personlighed skal hænge sammen, som du ser det, så lad det; men forstå at jeg ikke er på samme måde og af samme overbevisning”

Sagde han med et galant buk, inden han gav sig i kast med at kredse om hende igen, blot i en større cirkel. Hun var en yndig hoppe af udseende, det var hun, og han var ganske klar over, at hun ville passe godt til Andromedas enge. Han standsede efter lidt ved hendes side, med en tilfreds brummen. Ud over dette, forblev han tavs og afventede hendes reaktion, på hans forklaring. Forstod hun?

Cadeau måtte tage sig selv i, ikke at lade denne usikkerhed overtage hendes sind. Det ville sjældent blive tilfældet, men alligevel følte hun, at hun måtte kontrollere sig. Både for hendes egen skyld men også for dette selskab. Hun ønskede bestemt ikke at hendes usikkerhed, skulle tage overhånd og at dette møde skulle bruges på at få hende på rette kurs igen. Nok havde den Skimle herre svarene for hende, men hun vidste at hun også selv skulle finde dem. Optimismen havde bestemt ikke forladt hende, blot fordi usikkerheden hærgede en smule i hende. Som den skimlede hingst åbnede munden og lod sin karismatiske stemme flyde og fulde det mørke med ord og tanker, lyttede Cadeau koncentreret med et opmærksomt udtryk. Hun ønskede ikke at misse han pointe igen og derfor forsikrede hun sig, at hun havde hørt alle hans ord. Som han forklarede sine tanker og gav hende svar, faldt hun atter til ro. Hun smilede skævt og betragtede ham et stykke tid, som tankerne fik lov til at bundfælde sig, før hun åbnede munden og svarede. ”Jeg kan godt lide din tankegang, nu da jeg forstår den. Det er som om den søger dybere ned, end blot overfladen. Som om du.. ønsker at lærer mig at kende, som om du vil forstå mig og mit indre?” Selvom hun konkluderede, var hendes stemme endnu engang et spørgsmål og trods samtalen stadig brugte hende som centrum, var det nu mere et generelt spørgsmål, for at forstå hans tankegang. Det var ikke fordi Cadeau ikke ønskede at være i centrum, men hun ville ikke bryde sig om, hvis deres samtale udelukkende skulle dreje sig om hende. Derfor glædede det hende, at den nu var fundet tilbage på hans tanker og meninger omkring dette. Da hingsten cirkulerede om hende, fulgte hendes blik en anelse og et lille smil prydede hendes smalle mule, som hendes kinder rødmede en anelse. Hun var godt klar over at han betragtede hende, men følte sig ej overbegloet. Han gjorde det med en ædel og nobel holdning.

Den guldbrune hoppe havde både en usikkerhed, der klædte hendes sind ganske godt, og en nysgerrighed der drev hende fremad; men samtidig havde hun styrken til at samle sig selv, nok til at hun kunne lægge usikkerheden lidt på hylden. Hvorfor, hun egentlig gjorde dette, kunne han ikke vide med sikkerhed, men han kunne forestille sig, at det måske var fordi, hun ikke ville fremstå for uvidende og usikker overfor den lidt ældre hingst. Det var også forståeligt nok, selvom han egentlig blot nød når selskabet gav sig selv lov til at give slip på følelserne og bare var sig selv. Han smilede kort, skævt for sig selv, imens han lyttede til hendes ord. Hun havde så ganske ret i sin forståelse, og det behagede den skimlede hingst.

,,Du har så ganske ret, melady. Jeg søger at kende dit indre, og derved dig. Så, spørgsmålet er, om du vil lade mig lærer dig at kende og i samme omgang lære mig at kende?”

Spurgte han, med den ganske charmerende stemme. Han bukkede ganske let for den yngre hoppe, der efterhånden strålede af hendes indre lys, og samtidig havde hun vist fundet sig mere til rette, efter at hun havde drejet spørgsmålet over imod en lidt mere generel vej.

,,Melady, jeg søger altid folk indre, frem for deres ydre, fordi det er der, at deres egenskaber, deres personlighed og deres meninger ligger. Jeg er ikke interesseret i hvor du kommer fra, eller hvem dine forældre var. Det bunder måske ud i, at fortiden for mig ikke var noget særligt. At herkomst har vist sig at være til mere gene end gavn i mit liv, og derfor har jeg fritaget mig fra den. Jeg siger ikke sådan nogle ting om mig selv, fordi de ikke fortæller hvem jeg er, og hvis jeg gjorde, ville heste med snævert sind få fordomme hist og her. Nej, min fremgang, synes jeg, er en bedre måde at lærer folk at kende på”

Han tav derefter og derpå strøg han hende over halsen, med den sensitive mule. Han synes allerede nu, at hun var en ganske spændende karakter, og han glædede sig til at han ville lære mere om denne unge hoppe. Måske ville han endda også kunne lære hende omkring hans store passion, drømmene; hvis hun viste sig at have sind og interesse for det.

Hoppens unge og dog nysgerrige blik, hvilede på den skimlede hingst der stod foran hende. Trods han stadig var ukendt, endda stadig uden navn, så stolede hun på ham. Hun havde tillid til hans intentioner, om at lære hende af kende. Selvfølgelig kunne hun aldrig vide om denne skimle herre, var oprigtig i hans ord når han fortalte hende, sit ønskede om at lære hende at kende. Men hvad kunne hoppen ellers gøre, end at stole ham? I hendes optik var der intet andet valg, for hingsten havde givet hende intet andet end tegn på, at hun kunne stole på ham. Mange startede nok omvendt ud og valgte først at stole på andre, når hestene havde bevidst overfor dem, at de kunne stoles på. For Cadeau var det lige omvendt, hun startede ud med at stole på andre og viste det sig, at være forkert, så var det bare sådan det var. En svag brummen slap hendes mule, som hun for en stund lod blikket glide ud over området, som hun stilfærdigt betragtede, mens hingstens bløde og karismatiske stemme fyldte natten omkring dem. Der gik dog ikke længe før hendes store, mørke øjne atter søgte hingstens blik. ”Svaret på det spørgsmål, er ej tvivlsomt. Selvfølgelig vil jeg lade dig kende mig og ligeledes ønsker jeg at kende dig.” Hende stemme dannede kort en klar og mild latter, som et smil bredte sig over hendes mule. Det var lidt af en selvfølge for Cadeau, at lære andre at kende. Men måske mente denne skimlede herre det på en anden måde?
Cadeau lyttede interesseret til hingstens ord, mens hun mimrede svagt med den mørke mule. Hun vippede de mandelformede ører frem, inden et svagt prust forlod hende og hun sendte den skimlede hingst et skævt smil. ”Jeg glæder mig til at lære din ’fremgang’ at kende. Måske vil jeg endda tillade mig selv, at prøve den på andre. Cadeau slog et par slag med halen, hvorpå det pludselig gik op for hende, at hun var i brunst. Det var ej første gang hoppen havde prøvet dette, men det var ej nogen normalitet for hende. Derfor spændte hun en smule op og trak sig lidt væk fra hingsten. Hun havde hørt mange skræk historier fra andre hopper, om tvangsbedækninger og vold. Men hun troede bestemt ikke at den skimlede herre foran hende var sådan en. Alligevel ville hun sikre både sig selv, men også ham for en ubekvemmelig situation.

Den skimlede hingst, som i virkeligheden gik under navnet Altaïr, brummede en anelse fornøjet, mens hans øjne gled over den araberprægede unghoppe, hvis sind både var uskyldigt, nysgerrigt, en anelse usikkert og fyldt med følelser. Hun var skam køn af udseende, det kunne han ikke benægte, og det klædte hendes ungdommelige sind. Han løftede det skimlede hoved og mødte hendes øjne mere direkte, med hans egne blå. Hun ønskede både at lade ham lære hende at kende, men ligeså omvendt, og det glædede den skimlede sjæl, at hun ville gå videre med bekendtskabet; og da hun bagefter kommenterede, at hun med glæde ville lære omkring hans fremgangsmåde, med hensyn til selskaber, smilede han en anelse skævt. Hendes kommentar om, at hun måske engang ville benytte den selv, fik en lidt sjov tanke til at spredes i hans sind - for hans måde at nærme sig hopperne på, var netop således, fordi de hver i sær var en gudinde i hans øjne, og skulle behandles som sårbart krystal der let kunne gå i stykker. En hingst, ja, sådan en skulle ikke behandles på samme måde, og en hoppe der gik således til en fremmed hingst, kunne om end se komisk ud. Dog var det ikke noget han ville trække stemningen ned ved at sige, det måtte hun selv erfarer; hun var jo ung, og mange ting skulle endnu ske i hendes liv, inden hun udtale sig omkring hvordan hun egentlig ville gøre overfor fremmede. Efter hans mening, skulle hun blot gøre noget naturligt, så enkelt kunne han se det. Intet skulle være påtvunget. Han strøg hende forsigtigt over halsen, inden han atter brummede fornøjet.

,,Melady, tak fordi du vil lære mig at kende, og ligeså vil jeg lade dig lære mig at kende, i så stor udstrækning du vil. Melady, tillad mig at spørge dig om, hvad du finder mest fascinerende i denne verden?”

Spurgte han så; ja, det var ført nu han for alvor gik i gang med sin egentlige fremgangsmåde. Han havde givet sig selv tilladelse til at holde på formaliteterne, som mange nok ville kalde dem, lige i starten af mødet, frem for at spørge indtil hendes sind med det samme. Men nu, ja. Nu gik han i gang, med at lære hende at kende.

Den unge lyttede interesseret på hans ord, der lynhurtigt satte hende i en svær situation. Bestemt ikke fordi, at hun ikke fandt noget fascinerende, men mere fordi der var så meget i denne verden der kunne fascinere og forundre hende. Tænksomt lod hun sit blik vandre over landskabet, hvor sneen langsomt trak sig sammen. Det lunere vejr, gjorde at sneen tøede og derfor begyndte landskabet langsomt at vise den skønhed, det i sandhed besad. Det var svært for hoppen at finde det der fascinerede hende mest og da hun atter vendte blikket mod den skimlede hingst, trak hun en anelse på skuldrende. ”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan definere hvad der fascinerer mig mest.” Startede hun ud, med en svag brummen. Hendes blik gled kort ned i jorden, som hun kneb øjnene en anelse sammen og lod endnu engang tankerne vandre.
”Livet i sig selv er vel nok ganske fascinerende. Kroppens funktioner og evne til at overleve, er også ganske fascinerende. Dernæst kan naturen og dens enorme skønhed fascinere mig gang på gang, men også andre heste. Følelser kan ligeledes være ganske fascinerende. Åh, jeg kan simpelthen ikke favorisere en ting der fascinerer mig mest..” Hun lod blikket glide tilbage mod den skimlede hingst og smilede skævt til ham, inden hun strakte den mørke mule frem for at puffe forsigtigt til hans skulder. ”Der er så mange ting i denne verden, der fascinerer mig. Listen er uendelig..” Afsluttede hun dernæst og vippede ørerne et par gange frem og tilbage. Måske var det normalt, at man havde én ting, som fascinerede en mest, men det var ikke muligt for Cadeau at vælge på denne måde.