The Reborn

The Reborn

Tagged: Piranja

Den kølige brise, duften af havets salte indhold, følelsen af sandet der gav efter for hans krops vægt, havde vækket den prægtige hingst, fra den komalignende tilstand han havde befundet sig i, de første timer på stranden. Hans liv var som startet igen, og anstrengelsen for at komme op, var lige så frustrerende, og hård som dengang han som spæd skulle op første gang. Da det endelig var lykkedes ham, stod han forpustet og kastede blikket imod den sandholdige Ø, han var endt på, i et helt andet land. Et land, han slet ikke kendte, eller havde hørt om før. Han drog et suk; et frustreret, dirrende suk, der fik den spinkle krop til at vibrere. Så mange ting gik gennem hans hoved, så mange syn. Og ikke mindst den forfærdelige fornemmelse af at drukne - og da han genoplevede dette minde i hans hoved, trak han sin krop så voldsomt bagover, at han endte med at vælte. Nærmest panisk kæmpede han sig på sine ben igen, og med et par krampagtige bevægelser satte han i galop imod det indre af dette sandfyldige sted; et sted, hvor sandet rakte sig, så langt han kunne se. Den prægtige hingst, var stødt imod et tomrum i hans sind, hvor han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle, hvad han var, eller hvorfor han overhovedet var i live; og alle disser tanker drev ham nu frem i denne hæsblæsende galop, som hans krop slet ikke havde energi til.

Piranja
Every day a new light will be born.. [/color][/i]

Den lyse hoppe vandrede stadig rundt i denne store ørken, da hun ikke havde fundet ud af den endu. Det var nu lang tid hun havde vandret her, og det undrede hende om hvornår hun ville komme ud af den. Men hun bekymrede sig ikke som sådan. Hun tog det en dag afgangen, og varmen var hun efterhånden vant til. Så det fint nok at være her. Eller, hun savnede selvfølgelig selskab.. skovenes grønne omgivelser.. det frodige græs. Eller, der var faktisk frodigt græs her. Ved hver oase, var det et paradis. Men hun kunne ikke blive ved den samme oase hele tiden. Ensomheden drev hende videre imod fremmede steder i denne ørken.
En sandsky fangede hendes blik længere fremme, og huns toppede undrende op. Hvem eller var det? Hvis det var en hest, kunne han eller hun ikke klare sig længe i den her varme. Roligt bevægede hun sig frem imod ham eller hende i trav, og vrinskede imødekommende imod den fremmede.

Sandet, der gentagende gange blev smidt op omkring hingstens ben, på grund af hans iltre tempo, sled i hans koder, gnavede vel og mærket. Han var slet ikke vandt til så meget sand, trods han havde sat hov på adskillige strande omkring i verden. Men dette sand var som bundløst og uendeligt på samme tid - og efter nogen tid, gav hans krop op. Han styrkede til jorden, hvor han endte med at slå en koldbøtte. Fortumlet kom han op efter et lille minut, og da han så stod, med alle 4 hove plantet i det bløde sand, udstødte han et højt og vel hidsigt fnys?
Denne verden lod til at være en, han var blevet plantet i. Hvorfor, kunne han kun gætte - han var vel blevet dømt efter sin død og sendt til den verden han fortjente at være i. Dog kunne han ej forstå, at han tilsyneladende var havnet det modsatte sted af Darshan og Thork; for han havde været god som dem, mente han. Men ej var de her, og dermed måtte han have været det modsatte - nemlig uværdig. Han krængede sine ører bagud og skar en grimasse, inden et vrinsk fangede hans opmærksomhed. Det var ikke Thork; men derimod et vrinsk fra en hoppe. Forundret, ja, kuldret, drev han alle sine tanker bort omkring hans bortgang og lod sit sind fokusere på hoppen. Måske var det derfor, han var endt i helvede og ikke himlen? Fordi han så let kunne skubbe sine problemer bort, når selskab viste sig?
Han var ikke lang tid om at samle sin hærgede krop sammen og spankulere i retning af en meget lys hoppe, der nu kom til syne. Han udsendte et højt, hingstet vrinsk imod hende, for at fortælle at nu var han på vej; hingst ja. Det var han.

Hendes øre vippede frem ved lyden af svar, og hun svirpede glad med halen. Det var tydeligvis en hingst. Hans hidsige fnys hun lige kunne opfang, og begefter vrinsket gjorde hende sikker. Roligt begyndte den lyse hoppe at bevæge sig imod denne hingst. Snart kom han til syne, og overrasket stoppede hun op. Hans brogede mønster og farve.. hun havde aldrig set en sådan broget hest før... der hvor hun kom fra, havde de næsten alle sammen været ensfarvede, måske med nogle sokker eller en blis her og der.
Hun satte frem igen imod den fremmede hingst. Hovene sank næsten ikke ned i sandet, da hun havde vendet sig til at gå her. Det var ikke så slemt, når man først fandt en ordenlig måde at gå på. Elegancen var der skam også, selv om man gik i sand. Den lå naturligt til hende, og fulgte selvfølgelig også med hvis hun gik i sand, eller på jord, bakker, sten. Den var der bare. De blå øjne søgte imod ham, og da hun kom tæt nok på, stoppede hun høfligt op.

"Vær hilset fremmede"

sagde hun med den lyse stemme, og tippede hovedet let på skrå. Ja, hun var lidt gammeldags i sit ordvalg. Men sådan var hun bare opdraget.

"mit navn er Piranja"

tilføjede hun derefter, da hun havde erfaringer med at hvis man selv startede samtalen op, blev den ikke så tvunget hvis hingsten nu ikke var videre social. Men indtil videre, virkede han som en der gerne ville snakke.

Den brogede hingst med indadvendte ører gjorde sin entre ved at spankulere direkte hen til den skimlede hoppe - som han nu kunne se hun var - og fortsætte rundt om hende, på trods af hendes formelle hilsen. Han studerede hende kort, indgående, hvorefter han placerede sig foran hende, med et skævt smil. At hingsten inderst inde var plaget af tanker, minder og uhyrlige følelser kunne ikke ses.
Med et sirligt og præcist ryk med hovedet rettede han sig op foran hende, uden at miste smilet, som ved nærmere eftersyn var yderst charmerende.

,,Aye, Piranja? Mit navn er .. ”

[/center]

Han tav kort, for det slog ham egentlig nu, hvor hoppen havde præsenteret sig selv, at han aldrig havde præsenteret sig før. Og det var vel egentlig kun hoppens ord, der havde stoppet ham for at skride til den handling han fandt mest naturlig; for duften af brunst hang ganske fint omkring hende. Han prustede kort - det navn, der var blevet skænket ham af hans elskede ejer, fandt han mest passende at bruge i denne sammenhæng; måske fordi savnet til ham var så stort. Og desuden var hans moder jo stadig i live, formegentlig i god behold.

,,Mit navn er Jagdis”’

Lød det så, inden han stak mulen frem til hoppen for at snuse mere indgående til hende. Hans flanker hævede og sænkede sig markant; han var tynd, det var han. Bygget tyndt, men udmagret efter de barske måneder til søs. Han udstødte små hingstede brummelyde, inden han trådte et skridt tættere, så hans hals blev hvælvet op i stedet for udstrakt.[/blockquote][/size]

Hun fulgte ham med de blå øjne, da han gjorde intre. Lidt selvsikker kunne man vidst godt sige han var. Men måske gik heste bare rundt om hinanden der hvor han kom fra? Hun sagde ikke noget til det,
men ventede bare tålmodigt til han var færdig med sin cirklen.
Hans ordvalg overraskede også den lyse hoppe lidt. Aye? Det havde hun ikke hørt før.. det blev mere og mere tydeligt at de ikke kom fra det samme sted - på nogen måde. Men det gjorde hende intet. Forandringer var dejlige, og hun bød ethvert selskab velkommen.

"Jagdis... og hvor kommer du fra, Jagdis?"

sagde hun venligt, og vippede ørene frem imod ham. Men da han pludselig stak mulen hen til hende, tippede hun hovedet undrende på skrå. Hvorfor nu det? Hun havde ikke selv bemærket brunsten, der hang som en sky omkring hende. Hun havde vandret alene så længe, at duften var forsvundet for hende.
Faktisk, havde hun været her i flere dage nu. Denne Jagdis, var det eneste selskab hun var stødt på siden hun havde forvildet sig ind i ørkenen. Nu hvor hun kiggede nærmere på ham, var han tynd. Han var nok pæn når han var tynd, men ikke så tynd. Hvad mon der var sket?

Hoppen stod ganske pænt på hans rundtur omkring hende. Alt for bydende; men hendes stemme havde sørget for, at han havde lagt bånd på sig selv. Han udstødte et højere brum da hun havde vippet sit hoved på sned, efter hans mule kom hende nær. Han ville gerne lige have helt fat i duften, inden han trak sig, og derfor tog han først sit hoved med de indvendte ører til sig, da hun begyndte at tale. Han brummede kort for sig selv, inden han rettede sig op atter engang, med samlet kropsholdning.

,,Indiens kyst. Jeg boede der, med min herre og tre andre af min slags.”

Sagde han, med den rå, maskuline stemme. En lækker stemme, vel, det havde han hørt før. Han lod sine flanker hæves pludseligt i et suk, inden han kort skuede omkring sig. Ikke at hans opmærksomhed som sådan forsvandt fra hoppen, nej, han skuede blot efter noget ordentligt at spise, for det havde han ikke set i mange dage.

,,Piranja, hvor er vi egentlig henne?”

Kom det så fra ham. Han var vel nysgerrig, for mange gange var han gået i land med sine medpirater, og hver gang havde han hørt navnet på byen eller landet. Men nu var der ingen til at fortælle ham, hvor han var; og eftersom hun jo var den første han mødte, kunne hun måske gøre det?

Indien? Hvad var det? Hun skulle lige til at spørge bare ud i det blå, da hun kom i tanke om at det nok ikke ville være så høfligt at gøre sådan. Bare lige pludselig udbryde hvad Indien var, uden at have formuleret sig ordenligt. Men efter hvad hun lige kunne tænke sig til, måtte det være et land. Akkurat som Andromeda her, og hendes eget hjemland hun ikke kunne huske navnet på. Men nysgerrigheden var stadig i hendes sind.
Han var faktisk ok, når man lige havde vænnet sig til hans.. attitude. Ikke at der var noget galt med den. Han virkede bare mystisk.. tiltrækkende på en eller anden måde. Det forvirrede hende lidt.
Hun blev revet ud af sine tanker, da hans dybe stemme lyd igen. Hvor de var? endelig noget hun kunne svare på.

"vi er i en ørken som kaldes Zenobia.. den er en af øerne i landet Andromeda"

sagde hun med et smil, og vippede ørene afslappet tilbage. Hun så hans blik rundt, og regnede med han ligesom hende ledte efter en ny oase.

"jeg er på vej til en oase.. vil du med?"

spurgte hun friskt, og smilede til ham. Hendes ører vippede kort frem ved udsigten til selskab, så hun ikke skulle gå alene mere. Jovist, stilehed var dejligt. Men Piranja var for social til bare at kunne gå alene flere dage i træk. Det.. blev meget mærkeligt i længden - for hende.

Hans hingstede gestus lod ikke til at påvirke hoppe så meget igen; han kneb sine øjne kort sammen med en tænksom mine. Den sidste hoppe han havde betjent, så at sige, havde allerede ved synet været villig. Der måtte åbenbart være forskel på hopper, der boede hos mennesker og dem, der vandrede i ørkenen som denne gjorde. Han lagde hovedet på sned, da hun fortalte ham hvor han var havnet. Andromeda, nærmere betegnet Zenobia. Den tænksomme mine forblev over hans ansigt, i det han trådte frem og ned ved siden af hoppen, mens han noget mistroisk kiggede sig omkring.

,,Andromeda siger du .. Aye. Zenobia..”

Mumlede han hen for sig selv. Hans ord var ikke direkte henvendt til Piranja, men nærmere ham selv, mens hans blik snoede sig rundt. Han hørte hun spurgte ham om han ville følge hende til en Oase, men der gik lidt inden han fik snoet sig rundt og svaret. Han fik nemlig øje på en fugl og et øjeblik stod han med blikket nærmest lænket til den. Med et fnys rev han sig fra af fuglens fængende bevægelser og snoede om sig selv, for da at stå med hovedet i ramme retning som Piranja.

,,Oase? Aye! Mad trænger jeg til.”

Medgav han nu med et yderst charmerende smil, som det fra naturens side af lå til ham. Han prustede dybt, hingstet inden han nappede imod hendes hals. Det var vigtigt at teste en hoppes grænser, det vidste han; og selvom hun ikke umiddelbart virkede villig, var det stadig en god ting at vide, hvis nu hun eksploderede når man nappede.

Hun kiggede undrende på hans reaktioner, og da han pludselig trådte ned på siden af hende, kunne hun ikke lade vær. Hans udtryk, som om at der kunne komme nogle og æde dem her og nu, og hans tænksomme ansigt. Af en eller anden grund fik det hende til at bryde ud i en lys latter, der brød ørkenens normale lyde. Hun stoppede dog hurtigt, da hun ikke vidste hvordan Denne Jagdis ville reagere på hendes lille latter udbrud.
Hun mumlede en lille undskyldning, og prøvede at få den til at virke mere oprigtigt end den var. Men hun var elendig til at lyve, og hun syntes det havde været sjovt.
Hun vippede ørene imod hans stemme igen, og smilede.

"Så er vi enige"

sagde hun med et lille smil, og skulle til at gå frem. Men da han pludselig nappede til hendes hals, kiggede hun lidt på ham. Hingste... Hun nappede blidt tilbage efter pandelokken med et drillende smil om mulen. Derefter satte hun roligt fremad, selvom det gik lidt hurtigt. Hun var jo trods alt sulten..
Alle hans hingstede tegn, lagde hun skam mærke til. Men hun ville ikke reagere på dem, før at han gav hende en ordenlig grund. Indtil videre, var han en hingst hun lige havde mødt. Og Piranja overgav sig ikke bare villigt til nogle hun ikke kendte.

Drezar hylede kort, men hingstet, I det hun nappede ud efter hans pandelok. Ja, det var ikke for at irettesætte hende, at det hun havde gjort var forkert; for han var glad for at hun handlede med gengivelse i stedet for fornærmelse; det var første test, så at sige. Men han hylede ganske enkelt af hingstede instinkter. Kontakten med en hoppe, tændte ofte gnister i sindet på ham, og dem kunne han ikke undlade at reagere på. Derpå strøg han frem i overdådig skridt ved hendes side, da hun indvilligede i at vise ham frem til en Oase, der kunne berige ham med næring, som hans krop så inderligt havde savnet. Han var en elegant hingst, det var tydeligt, og hans skridt var ikke blærede, som de unge hingste, som blot skulle vise hvor store og stærke de var; nej. Han var faktisk berettiget til de skridt, som nu lå ham naturligt. Det var sådan han var; fremvisende, men ej blærende.
Han strøg overlæben let tilbage i en flehmen; duften var blot behagelig. Dragende ja, men hun gav ej signaler, og selvom han egentlig blot kunne gøre kur, havde hendes tale endnu fanget hans sind. Da hans overlæbe faldt ned igen, lod han sin nakke hvælves, ryggen løftes og den udmagrede krop benyttes på den bedst tænkelige måde. Han vidste hvordan man dansede; og hans skridt blev dansende, men ikke trippende.

,,Du, Piranja, hvor stort er det her land?”

Spurgte han da med den ligefremt lækre stemme. Sprød, dyb, hæs, men stadigt klar og tydelig nok, så den aldrig blev til en mumlen, med mindre han lod den. Hans blik var fæstnet på hende, for selv ørkenen fandt han ikke synderligt speciel. Han havde, i sit liv, set alt for meget sand til at finde det spændende.

Det gav et lille sæt hende ved hans hyl, men ellers sagde hun intet endu. Lod ham blot gøre sig til. Og det var på ingen måde spildt. Hun holdt faktisk øje med ham, og på hvordan han bevægede sig. Og han var smuk, ingen tvivl om det. Skridtene, måden at være på, sågar hans hyl. Det passede alt sammen med et lille ord. Hingst. Men hun sagde intet. Holdt blot øje med ham, og hans bevægelser. Måske håbede hun at finde en fejl, så hun faktisk havde en grund til at afvise ham rigtigt? måske ikke? hun var lidt i tvivl.
Da han igen snakkede til hende, vendte hun opmærksomt det eneøre imod ham. Et lille smil prydede den lyse mule, da hun svarede.

"helt præcis hvor stort landet er ved jeg ikke.. Stort nok til at jeg ikke har set det hele endu"

sagde hun med et smil, og kastede den lange pandelok væk fra øjet. Varmen påvirkede hende ikke synderligt meget, og det var hun taknemmelig for. Øjnene kiggede ligeud, da hun ledte efter de kendte tegn på en Oase i nærheden.

"men ørkenen her er meget stor.. jeg har vandret her i noget tid, og er stadig ikke sluppet ud af den"

sagde hun, og himlede lidt med øjnene af sig selv. Hendes blik faldt kort på ham, og et lille nik kom fra hende før hun vendte blikket ligeud igen. Det havde været irriterende, på grænsen til meget øv. Men det var da hun havde været alene. Nu havde hun jo selskab af en - hvis hun selv skulle sige det, nok så flot hingst.

Hans fremvisende og ædle bevægelser havde fundet sig en god rytme nu, hvor han langsomt var gledet over I sin vante dans; den han var blevet lært, da han endnu havde et stabilt hjem. Han huskede dansen som noget godt, og nu hvor hans indre stadig var plaget, altså underbevist, søgte han vel den tryghed han havde i sin dans. Endnu kunne man dog ikke mærke på den iltre skabning, at noget plagede ham, nej overhovedet ikke. Han gik og småbrummede hingstet, imod hoppen for hele tiden at påminde hende om, at han var der. Og han ville skam ikke tøve med at stille sig imellem hvis nogen prøvede at tage hende. Nej - som nok alle andre hingste ville gøre, anså han hende som værende hans, så længe hun befandt sig i hans selskab. Hans mule strøg kort forbi hendes skulder igen, uden at nappe og uden egentlig at røre. Blot et lille udfald imod hende.

,,Så du siger du ikke har vandret i andet end ørken? Jeg kom fra stranden af. Den modsatte retning af hvor vi er på vej hen nu, blot et par klik.”

Hans brug af menneskeord var ganske stor. Det slog ham egentlig først bagefter, at hun nok ikke vidste hvad klik var. Det var også et spøjst ord, men menneskerne havde brugt det som en tidsmåler, og den havde han fået på hovedet. Han rettede pludseligt hovedet op, årvågent og med de indadvendte ører rettet helt frem. Han kunne nu ane det grønne i horisonten, og om ikke hans dans blev en smule mere.. trippende. Sulten nagede ham, meget, så tanken om snart at kunne sætte sine tænder i grønt græs, drev ham frem endnu hurtigere; om end han ej forlod siden på den skimlede, yndefulde hoppe.

Det var sjovt så underligt vigtig man kunne føle sig, når brunsten var omkring en. Jo, hun havde efterhånden opdaget den, og smilede for sig selv over det. Han var nu meget sjov, denne brogede sjæl. Og han bevægede sig med en elegance, man ikke fandt hos mange andre heste. For ikke at sige hingste. Det var næsten som om det lå til ham, ligesom hendes bevægelser gjorde med hende.
Jo, hun var fuldt bevidst om at han var her. Men hvor meget hun ville tillade, det var et andet spørgsmål. Der skulle tålmodighed til, og hun vidste ikke om denne Jagdis besad det. Nogle havde tålmodighed nok til at gøre sig fortjent til hende. Nok var hun ny her, men hun havde skam en fortid. Og den var hun påvirket af. Hendes hoved blev kort vendt imod ham, og han smilede skævt.

"jo.. jeg har været på en anden ø.. en mørk og dyster en. Men der mødte jeg en hingst, lige da det så værst ud"

sagde hun prøvende, bare for at se om han overhovedet reagerede på sådan noget. Hun lagde skam mærke til hans ivrighed, og accepterende satte hun tempoet op i trav. Halen hang løst bag hende, og øjnene havde deres fokus på oasen længere fremme. Eller, i smug kiggede hun nogle gange på hingsten.

Den ivrige, iltre hingst havde sat øje på prisen - så at sige. Hans mål var at komme til græsset, så hans mave kunne stoppe med at slå knuder af sult. Men hoppen, ja, hun var en større pris end græs, og derfor havde han villigt lagt beslag på sig selv; han dansede i et tempo, der matchede hendes. Hans blik var delvist på hende, delvist på deres mål, men da hun snakkede røg hele hans fokus på den skimlede, smukke hoppe. Han kneb sine øjne sammen; mørk og dyster Ø?

,,Siger du, at der er flere Øer i dette land?”

Ja, hun havde jo sagt det, men hans sprøde, lækre stemme havde lagt spørgsmålet frem igen. En øgruppe, fascinerende. I det hele taget virkede dette land, lidt med undtagelse af, at han vandrede i en ørken, til at være noget anderledes end de kyster han havde betrådt, da han levede til søs. Han hejste hovedet højt op og vippede hans indadvendte øre rundt i alle retninger, mens han sonderede terrænet, inden de trådte helt hen til det grønne, der så smagfyldt lokkede. Han skævede, eller rettere, kiggede kort på hans selskab, inden han med et charmerende smil sprang frem i nogle spring, for at nå til græsset. Snart kunne man se den brogede hingst med mulen nede ved de saftige totter, ganske grådigt, mens han rev den ene tot af efter den anden. Han havde skam pli, men ligenu drev en nærmest ekstrem sult ham, og derfor havde han sprunget frem lige i sidste øjeblik; men han var ikke i tvivl om, at hoppen ville slutte sig til ham.