New Roads

Det syn der var foran den skimle ligenu, var i sandheden betagende. Han så på den sorte hoppe, Ava, som han havde mødt for så lang tid siden. Observeret igennem en tid med frustrationer, og nu stod hun med smilet trukket helt op til sine ører her, foran ham, med sin nyeste datter. Det var faktisk et smukt syn, der et øjeblik vagte en længsel i hans hjerte. Han ønskede vel det samme, selvom afkom og familie altid havde været noget han havde fortrængt til fordel for hans anden drøm og passion; nemlig at være den drømmeskaber han mente han var. Han brummede sagte, dybt og hingstet inden han nappede forsigtigt imod Ava’s pandelok, efter hun havde talt.

,,Det lyder som om at hun har en god fremtid foran sig, med de egenskaber hun bærer på, melady”

Han krængede et kort, skævt smil om mulen inden han trak hovedet til sig med en mere fyldig lyd. Han stod ganske rankt med sine ben placeret i en lige parade; så han var ganske godt balanceret uden at være anstrengt stående. Han lagde hovedet en anelse på skrå ved Ava’s næste ord, som både lød spøgende og konstaterende på samme tid. Aldrig havde noget spurgt ham på denne måde før, og et øjeblik studsede han kort over det. Den sorte Ava kendte ham nok bedre end han egentlig regnede med – for ingen andre ville se dette, som hun så. Han nikkede kort, men hans nik var ikke helt bekræftende. For sandheden var, at nok vandrede Altaïr alene, men hans hjerte havde fundet en at følges med.

,,I disse timer vandre jeg alene ja. Men, melady Ava, ej er jeg helt alene. Jeg har fundet en som mit hjerte ikke kan undvære, og denne hoppe har jeg viet mit liv til.”

I det han udtalte disse ord, kunne man mærke hvordan han blussede op igen. Indefra og ud bredte der sig en varme, som kun kærlighed kunne skabe. Den brune Taia have vundet hans hjerte, i en sådan grad, at han ikke ville kunne give det til nogen anden. Og han håbede virkelig at Ava havde det på samme måde med den hingst som var fader til hendes afkom. Han smilede atter til hende, og skulle lige til at hvælve halsen i et mere dybt nik, i det at det lille føl fik trådt frem og stødt mulen ind i hans bringe. Kort efter hoppede hun tilbage til sin mor med en næsten skræmt attitude; men den skimlede brød ud i en utroligt mild latter. Hvad der havde fanget det lille føls opmærksomhed så meget ved hans bringe kunne han ikke greje, men det at hun havde valgt at gå frem til ham skulle ikke straffes, men belønnes. Han sænkede derpå hovedet imod den lille spæde med ørerne fremme; dog sendte han et blik imod Ava først, for han ville ikke røre hendes afkom med mindre hun tillod det. Gav hun dog lov, ville han stryge føllet over halsen, en gestus der indgød tillid og accept. Føllet måtte til hver en tid røre ham, såfremt hun ønskede dette.

NEw roads

Hun nikkede i enighed angående føllets egenskaber. Det var bestemt nogle positive ting. Hun kunne ikke forestille sig andet end at nymfen ville gå direkte i andres hjerter på samme måde som hun i hvert fald havde vundet sin mors. Ingen tvivl om det. Der var umuligt nogen der kunne se sig sur på sådan et fantastisk lille væsen - heller ikke når hun blev større. Hun smilede mildt af den skimledes ord. 

"Det glæder mig meget at høre. Alle burde finde den slags kærlighed før eller siden." Det mente hun oprigtigt. Selv dem hun ikke brød sig om, burde have den mulighed. Det kunne trods alt være nogle af dem ville blive mere udholdelige hvis de havde nogen at kaste deres opmærksomhed mod. "Jeg håber at kunne møde denne hoppe en dag" Hun måtte være noget helt specielt, når en hingst så speciel som den skimlede faldt for hende. Og tilmed ville vie sit liv til den hoppe. Om hun havde viet sit liv til den spraglede Mindraper var hun ikke helt sikker på - men hun var helt sikker på at hun ikke søgte nogen andre. Ikke så længe han stadig var i live og gad hende. Hun kunne ikke rigtig forestille sig andre der ville kunne holde hende ud - eller som hun ville kunne holde ud. Hun var trods alt ikke længere den positive og snaksaglige hoppe som hun havde været.

En mild latter gav hun fra sig da hun vendte opmærksomheden mod det lille føl der duttede hingsten på bringen, og bagefter hoppede ind mellem hendes forben. Blidt strøg hun føllet hen over ryggen med mulen, og nippede efterfølgende kærtegnende til den lille man og til sidst pandelokken. Med en varm brummen og et lille puf i retningen af den skimlede hingst gav hun ham sin tilladelse og tillid. Der var ikke mange hun stolede mere på end ham, og det ville nok aldrig ændre sig. Selv bakkede hun et par skridt væk og trådte et enkelt til siden. Det var jo ikke nødvendigt for Nymfen at gemme sig hele tiden. Og engang ville hun ikke være lille nok til at kunne stå og gemme sig sådan under sin mor. Det havde dog ikke gjort den sorte hoppe noget, hvis hendes lille pige kunne forblive lille til evig tid. Men det ville også være spændende at følge med i hendes udvikling fra lille dame til ung hoppe - og forhåbentlig engang mor også. 

words: 408

Åååh nej dog! Den lille Nymfe havde bakket ind i sin mor; men selvom hendes mor havde kærtegnet hende på den måde hun altid blev rolig af, og det havde virket, så kunne hun ikke helt lade værre med at trække ryggen sammen da mulen på den skimle kom hende nærmere. Hendes mor trådte endda væk nu – hvorfor det! Hun var lige på nippet til at springe efter, men så var der noget i hendes sind der gav efter. Mor havde tilladt den skimlede hingst at røre hende, og derfor måtte det jo betyde at han ikke var farlig. Og da hun opdagede han ikke ville bide hende, som straf for at hun var væltet ind i ham, men derimod stryge hende på halsen, blev hendes ryg langsom normal længde igen. Hun gumlede først underkastende med gummerne, inden hun, da hun fandt ud af det faktisk var rart det han gjorde, søgte mulen frem for at nusse ham på halsen, lige under manen. Hendes ører flappede frem og tilbage hele tiden, for hun skulle være noget så opmærksom på det hele, hvis nu hun pludselig ikke måtte nusse ham her hingsten på halsen længere! Der gik nok et lille minut inden den sorte Nymfe stoppede og viftede iltert med halen. Det var jo dejligt! Derpå kiggede hun på sin mor med et noget så legesygt blik; måtte hun ikke nok?

Den skimlede hingst vrikkede sine ører imod den sorte Ava; hendes klare stemme havde altid været noget som den grå hingst nød at lytte til. Den var hverken skinger eller høj, ej dæmpet og utydelig. Den var mild, feminin og utroligt rar. Han brummede muntert af hendes ord – han ville med glæde præsentere Taia for hende engang ved lejlighed. Og han var sikker på at Taia også gerne ville møde den blåsorte Ava; den eneste anden ud over Taia, som Altaïr havde tilbudt at drømme. Han vippede lidt med overlæben, inden hans drømme-agtige stemme brød ud igen, i et mildt toneleje for ikke at jage den lille bort, som han var ved at nærme sig igen.

,,Jeg vil med glæde introducere dig til hende, melady Ava. Hun er en meget fri sjæl og strefjer ofte alene som jeg selv. Hendes navn er Taia – så hvis du møder hende en dag ved lejlighed, så ved du hvem jeg taler om”

Derpå tav han med et bredt smil. Den sorte hoppe havde givet sin tilladelse til at han måtte røre hendes datter, og derpå førte han mulen videre. Det morede ham lidt, hvordan den lille sjæl først krympede sig helt, som var hun bange for hans berøring; men så gradvist slappede af igen. Det var egentlig første gang han havde berørt et føl på denne måde, og det var lidt af en speciel følelse for den skimlede herre. Føl var i hans verden de mest rene af alle sjæle. De var ikke ødelagte, de var ikke proppet med meninger der ikke var deres. Deres fantasi arbejde på højtryk, og han vidste at et føl ville være den ideelle at føre ind i sine drømme – ja, de ville kunne skabe det hele selv, og han ville kunne læne sig tilbage og nyde.
Da han satte mulen på hende, og begyndte at stryge hende forsigtigt, gik der ikke lang tid før det lille føl begyndte at nusse igen. Han udstødte en meget hingstet, men lav brummen. Der lå en ufattelig tillid i dette føl når først hun fik lov at vise det, og han var helt sikker på det kom fra hendes moder af. Sikken oplevelse. Da hun stoppede hævede han selv sit hoved og gumlede tilfredst. Derpå så han imod Ava med ørerne fremme – og et taknemmeligt blik i øjnene.

New Roads

"Taia" gentog hun mens hun skrev navnet bag øret for ikke at glemme det. Det var ganske simpelt. Gad vide om Taia nogensinde havde hørt hingstens rigtige navn? Det var noget hun ikke kunne lade være med at skænke en tanke. "To sjæle der vandrer alene, som har fundet sammen. Det lyder som en historie der er værd at fortælle flere generationer. Jeg vil glæde mig til at møde hende, og skulle jeg være så heldig at møde hende på min vej, vil jeg fortælle hende hvor heldig en hoppe hun er." For heldig var hun bestemt, at så venlig en sjæl havde skænket hende sit hjerte. Den skimlede hingst var ikke en hun selv nogen sinde havde tænkt på som et romantisk emne. Han var som en onkel - en yndlings onkel. Et familiemedlem. En hun ikke altid så, men aldrig ville glemme, og hvis selskab hun altid ville savne en smule. 

Det var umuligt for den sorte hoppe ikke at smile af Nymfen. Hvordan det var muligt at være så kær vidste hun ikke - men det blev klart for hende, hvorfor hendes mor havde haft så svært ved at skælde hende ud da hun selv var en lille ballademager. For selvom de havde haft deres små stridigheder og uenigheder, så havde hun altid bare behøvet at smile sødt og blinke med de blå øjne, og så var det som om hendes moders vrede lige så stille fordampede og forsvandt.

Hun forholdt sig ellers tavs og betragtede de to sjæle og deres nusseri. Den silkebløde lyse mule mimrede hun en smule med, for hun ønskede næsten selv at deltage i deres nusseri, men der var altid mulighed for hun kunne få en tur af den spraglede når hun engang fandt ham. Den slags plejede han at være god til. 

"Hvis hun overskrider grænser, siger du bare til" - når nu hun havde fundet ud af han ikke var farlig, vidste hun ikke helt hvad det lille føl ville kunne finde på. Det var trods alt første gang hun havde ladet andre end den spraglede hingst komme så tæt på - og det lejesyge glimt i de blå øjne var bestemt ikke til at tage fejl af. Hun lavede et enkelt lille nik til nymfen, for hun måtte godt. Den skimlede hingst havde hun i hvert fald givet sin tillid til. Skulle der ske hende noget, ville Mindraper selvfølgelig være den næste i rækken til at tage sig af føllet, med lidt hjælp fra Leo selvfølgelig. Men skulle der ske de to noget, så ville den skimlede hingst være den næste i rækken hun ville opsøge.

words: 437

Hun ventede med stor spænding hendes moders afgørelse. Måtte hun lege med den skimle hingst, måtte hun ikke? Hun håbede på hun måtte, for han måtte jo være sjov at lege med, når mor kunne lide ham. Generelt troede Nymfen bare at alle som hendes mor kunne lide var sjove; for ellers så hun ingen grund til at hendes mor gad være sammen med dem. Der gik da heller ikke længe før hendes mor, efter hun havde snakket med den skimle, gav den lille Nymfe lov. Derpå røg et næsten gavtyvs agtigt blik over hendes blå øjne, hvorpå hun med et muntert og føllet hyl sprang ind i bringen på den skimle hingst igen. Denne gang fór hun dog ikke tilbage til sin mor, men hoppede noget kluntet ud til siden – det var lige før hun spændte ben for sig selv – og tonsede frem imod sin mor! Ingen leg uden mor, den regel gjaldt stadig, selvom hun nu havde fået en ny voksen med i det hele. Hun strålede virkelig, som en lille sol, imens hun med sine lange ben galopperede imod sin mor. Hun brugte tricket hun endnu var lille nok til – hun dukkede sig og løb under maven på sin sorte moder, hvorpå hun sejrigt hoppede rundt om sig selv på den anden side. Fangeleg! Og den skimlede var den! Og nu ville han fange hendes mor før han ville fange hende, hvilket kun var endnu sjovere!

Den skimlede hingst vrikkede let med sine ører med et lille smil. Den måde som Ava reagrede på, overfor det faktum at han havde fundet en hoppe han elskede så højt, at han ville følge hende overalt, glædede ham. Han rykkede let overlæben op i et endnu bredere smil, inden han vendte hele hovedet imod den sorte Ava. Hendes ord var virkelig oprigtige, det kunne han høre, og det at hun talte sådan om ham, vagte en indre stolthed, men ligeså ydmyghed. For han havde aldrig søgt denne form for venskaber som den sorte hoppe havde givet ham.

,,Melady Ava, du er en ven uden lige. Hvis jeg kunne vise dig hvor meget dine ord betyder for mig, ville jeg, men hverken ord eller handling kan beskrive det.”

Han nikkede galant imod den sorte hoppe, med så stor respekt; ja, ingen andre end Taia havde han udvist denne accept for, denne glæde ved at omgås. Hun var noget særligt, en ven som han aldrig ville miste. Måske mere end en ven – for hun var en slags familie, som han aldrig havde haft. Han havde selv vandret som et spøgelse, en mystisk sjæl som ingen ville vide af; men ikke i selskabet med den sorte hoppe Ava. Her var han levende og nærværende og meget mere end den drømmer han yndede at fremstå som.
Han brummede fornøjeligt da hun gav samtykke til legen, som det lille føl havde hentydet til. Og hans brummen blev til en hingstet latter, i det føllet uden tøven sprang ind i hans bringe igen og kringede sig udenom for så at løbe direkte imod hendes mor. Inden hingsten satte efter, røg hun under maven på sin mor ved et svup og dansede lystigt omkring; sikken energi! Altaïr havde dog fanget idéen med legen og han sprang frem i en meget samlet trav med høje knæløft og godt afsæt fra sine bagben. Han havde retning direkte imod Ava med et skævt smil der bredte sig helt op sin øjnene; han havde absolut intet imod at benytte sine ungdommelige sider i en leg, hvor både føllet og Ava indgik, såfremt hun var med på det.

New Roads

Hoppen smilede stadig. Især af hans ord. Hvordan skulle hun kunne lade være? At han også så hende som en ven, var noget stort. Man kunne jo sagtens se en som ven, som måske så en som noget andet. En bekendt måske. Hun regnede dog ikke med hun bare var en bekendt i den skimlede hingsts øjne - og det havde hun aldrig troet hun ville være, siden han introducerede hende for drømmeverdenen. Det var nok ikke noget han ville gå og vise alle og enhver. I så fald havde hun vel hørt andre tale om det også.

"Jeg har mødt mange sjæle, men ikke mange anser jeg som venner. Jeg har en del familie her. Familie forenet gennem blod og gener - En fjende eller to gennem tiden. Kun meget få sjæle sætter jeg lige så stor pris på, som min familie, og jeg betragter dig som en af dem." Hvor mange andre der var vidste hun faktisk ikke helt. Midnight Myth havde ikke opnået helt samme status som den skimlede hingst, i den sorte hoppes hoved. Men hun var familie. Hun var både Ariels og Nymfens farmor. Den skimlede hingst betød dog mere for hende end Midnight Myth og Ariel.

En lille munter latter slap fra den sorte hoppe, da Nymfen sprang direkte ind i den skimlede hingst, nøjagtigt som hun selv havde gjort da hun var lille og gerne ville lege med andre, og at hun ikke farede i sikkerhed hos den sorte hoppe, tog hun som et positivt tegn. Da Nymfen dog alligevel sprang hen for at gemme sig under sin mor, og den skimlede hingst kom efter hende, sprang den sorte hoppe leende til side med dansende skridt og gjorde et kast med hovedet. Hun var med på legen, og ville ikke lade Nymfen bruge hende som skjold bare sådan lige. Hun havde selv lagt op til leg, og nu måtte hun i hvert fald også selv 'løbe for livet'. Med et legesygt hvin og en latter der ikke havde nogen ende, dansede hun rundt i leg - Ikke for langt væk fra nymfen, men heller ikke tæt nok på til bare lige at blive 'taget'. Og alligevel skulle den lille hoppe også have en chance for at kunne 'følge med' de to voksne heste, der lige nu begge lod til at have et hint af en barnlig sjæl.

words: 394

Hun troede lige hun havde udset sig den helt rigtige mulighed for at være smart, men der tog hun fejl. Lige som hun var sprunget under maven på sin mor, og var gået i gang med hendes sejrsdans, rykkede hendes mor til siden, så den grå lige så let kunne trave hen og fange hende! Så for den, den lille Nymfe fik fart på. Så snart hun opdagede det, sprang hun frem som jagtede ilden hende, og fór ud på en stor cirkel omkring hendes mor og den sorte hingst uden navn. Hendes mor havde i hvert fald ikke kaldt ham et navn, så hun gik ud fra han ikke havde noget.
Hendes hale stod lige i vejret og hun hvinede så ivrigt som aldrig før, da hun strøg med høj fart omkring røven på den skimle, for derefter at fortsætte på den store cirkel tilbage imod hendes mor. Hun vidste dog godt, at de nok ville prøve at stoppe hendes cirkel når de ville fange hende, men hun var klar! Hun skulle nok undvige dem!

Den skimlede hingst lod et karakteristisk grin forlade hans mule, da Ava dansede til siden, så det lille hoppeføl ikke stod beskyttet bag hendes mors sider længere. Derpå slog den skimle i en kort galop, men føllet var hurtigere. Det fløj nærmest afsted og tonsede rundt på en cirkel omkring de to, og derfor valgte den skimle at fange den sorte Ava i stedet. Han smilede skævt, inden han chancerede sin galop og ændrede retning til efter den sorte melady Ava. Han stemmede sin krop let op, hvælvede sin hals og rettede de grå ører, med en mørk kant, helt frem. Han afventede klart hendes reaktion på hans valg, om at prøve at fange hende. Han mistænkte hende dog for at kunne finde på at gå imod ham, da han vidste hun var modig og havde et godt forhold til at være tæt på andre, så hun kunne sagtens finde på at ændre legen på denne måde. Hans mørkeblå øjne lyste af glæde, gejst; for det var alt for længe siden han havde leget – og han kunne ikke lige komme på nogen bedre at lege med, end disse to

New Roads

Der lød en latter fra den sorte hoppe, som hun dansede med fart hen over jorden, med den skimlede hingst efter hende. Det var længe siden hun sidst havde leet. Hun havde da leget med den lille nymfe og haft det sjovt med hende - men dette var anderledes. Dette var en glæde som en anden havde været med til at bringe frem, og ikke kun det lille føl.

Havde det været alvor, var den sorte hoppe ikke løbet. Hun havde stået stille, og hun var gået til angreb. Måske ikke stå stille, for hun ville have danset rundt om sin modstander på den ene eller den anden måde, og hun ville ikke stoppe før en af dem lå på jorden og havde givet op. Og det ville i sidste ende ikke være hende. Hun var dog helt sikker på, at den skimlede hingst ville hun aldrig kunne skade. Hun ville ikke gøre ham ondt. Han var noget af det tætteste hun kom på en at se op til. Hun følte han var en hun altid ville kunne gå til hvis der var noget der plagede hende. Skulle hun nogensinde befinde sig i en situation hvor hun for alvor havde bidt efter den skimlede hingst eller på nogen anden måde gøre skade på ham, så ville hun i hvert fald ikke være ved sig selv. Så måtte noget være meget galt.

Hun så sig bagud, stadig leende og med en glæde der nåede helt op til de blå øjne. I et pludseligt spring til siden med et skingert og legesygt hvin, satte hun kursen mod nymfen. Hendes bedste taktik måtte være at bruge hende som lokkemad. Et næsten snedigt smil dukkede op på hendes læber. Det viste i hvert fald at nu havde hun en lille idé. En lille plan.

words: 300

Åh åh! Det gik ikke længe som den lille sorte Nymfe havde regnet med. Hendes mor havde nemlig valgt, efter at have kastet kroppen til side med et hvin af legesyg karakter, hvilket havde sat et adrenalinrus i gang i den lille krop, at sætte kursen imod hende. Hun hev rumpen under sig og hylede op med hoppet karakter; hun ville da i hvert fald ikke fanges! Og hun skulle slet ikke trække den skimle med sig, for så havde hun slet ingen chance! Hun pilede afsted, i så høj fart at hun faktisk sænkede sit tyngdepunkt en smule. Okay, måske kunne det godt gå! Hun strøg forbi den skimle, som hun faktisk havde lagt kursen direkte imod, i det håb at hun kunne undvige ham og få ham og mor til at støde sammen. Så havde de nok slet ikke tid til at fange hende! Men i det at hun slog kursen udenom ham, skvattede hun. Græsset var glat og med ét lå den lille sorte Nymfe på jorden med mulen helt i jorden. Pokkers!

Han øgede sit tempo en smule, for at hale ind på den sorte Ava, som havde sat kursen imod den lille Nymphadora, der med tydelig morskab fór rundt med halen i vejret. Sikken energi der lå i det lille skind – en energi, som han dog kunne genkende fra den sorte Ava selv. Han pustede sig en smule op og udstødte et højlydt, muntert og hingstet fnys, alt imens han slog hovedet i vejret, så hans mørke man men løftet fra hans muskelfyldte hals.
Han kunne fornemme der var nogle luner bag den sorte Ava’s valg af retning. Måske hun havde en plan, som han ikke kunne gennemskue – men denne leg fandt han spændende. Ikke spændende på den måde, som mange nok ville definere spændende; men det var spændende, fordi hans puls steg. Han var klar, parat til at springe til den ene eller anden side – parat til at stoppe op eller øge farten. Han var klar til det hele!
Snart valgte føllet dog at bruge et af sine træk. Hun tordnede hen imod den skimlede Altaïr, næsten med kollisionskurs; men lige som hun var ved at være der, og han havde sænket sin fart en smule, sprang hun til siden og faldt. Han stoppede pludseligt op og rykkede hovedet i vejret med et dybt fnys. Derpå stak han med det samme, næsten på refleks, mulen ned imod hende for at se om hun var okay. Hun virkede dog ikke til at være kommet til skade, så han rettede snart hovedet op imod Ava igen med en dyb brummen; alt var okay.

New roads

Ava kunne ikke holde en latter tilbage når det galt nymfen. Slet ikke når hun så ud til at more sig så meget. Og fart på havde hun også - noget hun kunne nikke genkendende til fra sine egne unge dage. Nymfen mindede meget om hende selv på mange punkter. Det var ikke meget af Mindraper der var overført til den lille pige. Hun havde nogle af de spraglede aftegn som bestemt ikke kunne komme fra den sorte hoppe, så i tvivl var hun alligevel heller ikke. Mindraper... Hun havde ikke set noget til ham længe, men håbede da stadig han var derude et sted. Det var måske også på tide at lede efter ham? Tænk hvis der var sket ham noget, og nymfen ikke havde lært ham ordentligt at kende? Hun var ikke i tvivl om at hun sagtens ville kunne klare at have nymfen selv og passe på nymfen, men det var ikke ensbetydende med at hun ønskede det skulle være sådan.

Den korte tid Ava var uopmærksom havde nymfen sat kursen mod den skimlede hingst. Det der fik hende til at reagere var lyden af noget uventet - nymfen der skvattede. Det fik hende til at standse så brat som overhovedet muligt, og vende rundt. Den skimlede hingst var dog allerede derhenne, og hun betragtede de to med et mildt og varmt smil. Det var et sjældent syn hvis hun var i selskab med andre hun ikke syntes lige så godt om, som de to sjæle, hvis selskab hun var i, i dette øjeblik. Først da hingsten gav tegn til at alt var ok, skridtede hun en smule nærmere, langsomt, som hvis legen var helt færdig. Hun var dog ikke helt færdig selv. Da hun nåede de to andre, brummede hun dæmpet, men kærligt til den lille nymfe, og derefter sendte hun et nap ud efter den skimlede. Ikke ondskabsfuldt, men drillende.

Hun rynkede på mulen, inden hun rettede sig op igen. Hun havde egentlig fået et ordenligt slag, da hun skvattede; men der skulle mere end det, til at slå den lille Nymfe ud. Da hun fik hevet sit hoved, så hun pludselig lige ind i de mørkeblå øjne, som den skimlede hingst havde. I stedet for panisk at hoppe bagud, hvilket også ville kræve hun først kom på sine ben igen, vippede hun en anelse forsigtigt sine ører frem. Det var egentlig første gang hun havde kigget sådan rigtig på nogen, ud over sin mor, så nu hvor hun havde modet, og stolede nok på den fremmede hingst, tog hun sig tiden til at kigge på ham.
Lidt efter fik hun egentlig ret langsomt og kontrolleret stablet sig op på sine ben. Da først hun stod på alle 4 igen, vendte hun hovedet rundt for at se på sin mor, som kom skridtende i noget roligere tempo. Nymfen viftede let med halen, inden hun rystede hele kroppen over. Det gjorde egentlig en smule ondt, men hun reagerede blot på det ved at fnyse en smule irriteret. Derpå prustede hun dybt, og vendte rundt, så hun havde hovedet imod sin mor. Hendes mor havde dog bevæget sig så tæt på, og sendte et nap imod den skimlede hingst; og fordi Nymfen ikke havde været vågen nok og set hvor tæt hendes mor var på hende, dunkede hun hovedet lige ind i hendes bringe. Hun bakkede hurtigt og rystede iltert på det lille hoved, inden hun nappede ud imod hendes mor – i leg – men også for at udtrykke hendes lille frustration over at være stødt ind i hende så mange gange i dag. Derpå så hun skævende imod den skimlede; hvis han var klar til leg igen, skulle hun nok hurtigt afsted, ellers blev hun fanget, nu hvor hun var lige imellem dem!