New Roads

Snart bevægede det lille føl sig; hun fik løftet sit hoved, og med sine isblå øjne, som hun havde arvet efter sin mor, så hun nu ind i hans rolige, mørkeblå øjne, der skjulte det drømmehav han havde i sit indre. Denne øjenkontakt betød meget for den skimlede hingst; for her følte han, at han fik et indblik i, hvad en uberørt sjæl tænkte og følte. Han bevægede sig i den stund ikke, for han ville ikke afbryde det, som føllet nu engang fik ud af dette.
Da hun slog sit blik væk, hævede han hovedet en anelse. Et smil bredte sig over hans mule, for tanken om hvad der foregik i sådan et ungt sind havde altid draget hans fascination. Og en af hans store drømme, var netop at kreere en drøm i samarbejde med en ganske ung sjæl.
Han brummede dæmpet og lagde nu alt fokus på Ava, som stille og roligt nærmede sig. Hun havde nok fornemmet, at der ikke var nogen fare på færde, og at føllet under alle omstændigheder havde det godt. Hun var også kommet på sine ben endnu og virkede umiddelbart ok – selvom hun fnøs med noget frustreret tone. Altaïr slog i en lille, hingstet latter, inden han hev hovedet pludseligt op; for Ava havde bestemt ikke afsluttet legen endnu. Hun nappede nu drillende efter ham, og hans blik blev straks ændret til et udfordrende et – for han nød virkelig denne adspredelse fra hans dagligdag, som på det seneste havde budt ham på ret mange bekymringer.
Altaïr var dog aldrig en sjæl, som ytrede sig om sine bekymringer; for han følte ikke, at han ville tynge andres sind med disse. Det var nok en af hans rigtig svage sider, at han altid bar det som sin egen byrde. Ava havde dog, med sit muntre sind og i selskab med sin datter, hjulpet ham på vej til at tænke på noget andet, hvilket han satte utrolig pris på.
Han var hurtig til at nappe tilbage imod Ava’s sorte skind, lige tidsnok til at kunne flytte sig herefter. Føllet var duttet ind i Ava’s bringe og satte nu selv legen i spil. Han valgte at sende bolden videre til Ava igen, og med to hurtige spring hoppede han forbi føllet og hen ved siden af Ava, hvor han puffede hende i siden, for da at sætte frem i galop i modsatte retning. Han slog ganske iltert med hovedet fra side til side, alt imens han med ret så imponerende bevægelser fortsatte fremad.

New Roads

Fnyset fra nymfen tog Ava sig ikke af. Det kunne godt være nogen ville se forarget på hende over at tage så let på nogle ting, men hvis man pylrede for meget om føllene, så var hun sikker på de ikke ville blive lige så 'stærke' og selvstændige. Hun ville ikke avle føl der konstant ville have brug for sin mor til at skælde andre ud eller puste på små skrammer. Ikke tale om. Hun havde da ikke taget skade i hvert fald, og hun havde tænkt sig at opdrage sine små, som hendes mor og far havde opdraget hende og Arc. Det var dog ikke gået så godt med Titan. Han var dog også den første hun overhovedet havde ansvaret for. Sådan helt rigtigt. Så længe intet alvorligt var sket var der ingen grund til panik. Føl skulle have lov til at være føl, og engang imellem hørte knubs bare med dertil.

Hendes ene øre vrikkede, da den skimlede hingst var hurtig, og placerede et nap på hende. Tænk engang at han heller ikke havde opgivet endnu. Det var jo ikke så tit hun havde oplevet nogen der var så 'useriøse'. Ikke fordi han ikke kunne være seriøs, men det var noget nyt for hende at se ham på den måde. Se ham så bekymringsfri og barnlig. Barnlig på den gode måde vel og mærke. At han, ligesom hende, kunne være helt nede på niveau med nymfen, og bare slå sig løs. Åh hvor hun dog nød det. Det gjorde hende bekymringsfri. Der var ikke noget mørkt over hoppen - intet der i dette øjeblik tyngede hendes sind, som det ellers havde for vane at gøre, så snart alle distraheringer var ophørt.

Den skimlede hingst var dog hurtigt væk igen efter hans nap, hvilket efterlod Ava med en anden løsning. Nymfen. Hun nappede ikke ud med det samme, men smilede. Legesygt og lusket, så den lille pige ville have mulighed for at opfange sin mors intentioner og forsøge at flygte. Ikke at det ville hjælpe noget, for den sorte hoppe havde trods alt længere ben og var vant til at løbe hurtigt. Dog kunne hun ikke nænne at fjerne alt det sjove fra den barnlige sjæl. Efter et par sekunders advarsel, nappede hun ud efter føllets man, blidt, kærligt, men også stadig på en 'du er den' måde, før hun satte kursen efter den skimlede hingst. Hun kunne godt bruge noget fart under hovene. Få brug for at strække godt og grundigt ud, men så længe nymfen var med, måtte hun nok beherske sig lidt.

words: 426

Det hele gik så stærkt, men i løbet af ingentid, så havde den skimlede startet legen igen, ved at nappe ud efter Nymfens mor. Han havde sat sine hove i bevægelse og havde lagt afstand imellem dem; hvilket henledte hendes mor til at nappe ud efter den lille Nymfe. Ava, som altid havde gjort meget ud af at lære Nymfen omkring livet, gav hende nu også en heads up, inden hun nappede den lille i manen. I stedet for at flygte, blev hun dog stående; for faktisk ville hun gerne være den der skulle fange, så hun kunne få lov at være farlig. Med et stort smil om mulen krummede hun den lille krop sammen, næsten kælent, da hendes mor nappede hende i manen – og på ét split sekund vendte hun rundt og tonsede efter sin mor, som nu havde sat efter den skimlede hingst.
Hun lænede sig fremad, men ikke så meget at hun stod på snotten igen. Det ville hun bestemt mene, at hun havde lært nu! Nej, hun lænede sig tilpas fremad og skubbede hurtigere og hurtigere af med sine bagben, for at hale ind på de voksende. Nok var hun lille, og nok havde de meget længere ben end hun selv havde, men hun kunne følge med et godt stykke af vejen og mere til! Hun spænede med gode ord afsted, indtil hun faktisk halede ind på sin mor igen. Raaaarw.

---

Med rank holdning havde Altaïr båret sig afsted, inden han havde kastet sig ud i sine buk. Nu, hvor han havde alle 4 hove på jorden igen, gav han sig tid til at skæve bagud; Ava havde valgt at fange sin datter, som overraskende nok stod stille. Om hun vidste hvad legen gik ud på, var den skimlede ikke i tvivl om; men det overraskede ham, at hun så ud til faktisk at have overvejet det hele meget nøje.
Da Ava satte frem efter ham, så han selv frem igen. Han ville nødigt falde over noget på vejen. Ikke at han var bange for at gøre sig selv til grin, for det havde han absolut intet problem i, men han ville helst ikke miste sit forspring han nu havde; derimod ville han udnytte det.
Ava kom med utrolig høj hastighed imod ham, og det tog ham ikke mange trin at sætte farten op selv. Som stempler blev hans ben hamret i jorden, for at forøge hans hastighed, alt imens hans forpart nærmest blev skubbet op for hvert trin. Han hvinede nu, hingstet, inden han slog iltert med hovedet. Det var længe siden han for alvor havde strukket ud i et sådan tempo!
Vinden havde for længst taget fat i hans mørke man, som stod ud til alle sider i et rent virvar af totter. Halen blev båret bag ham som en fane, hævet tilpas uden at få araberpræget udtryk. Han viste han nød det, farten gjorde ham på nogen måder helt høj i sindet, og det fortalte han gerne Ava.
Hun var dog, trods hendes mindre højde, en utroligt hurtig hoppe. Og ligeså var hendes afkom. De halede begge to ind på ham nu, hvilket gav et nyt skud adrenalin til hans muskler; det var banalt set flugtinstinkterne der sparkede ind, selvom han godt vidste at der ikke var noget farligt at flygte fra. Ikke desto mindre nød han det, for følelsen af det pumpe i hans årer, gav ham en fornemmelse af virkelig at være i live. Han strakte sig derpå endnu mere frem og øgede sit tempo yderligere! Ava skulle lægge sig i selen for at fange ham – også selvom han havde i hovedet, at de ikke skulle løbe væk fra føllet. Kursen ville blot blive bøjet, så de ville blive i samme område, selvom tempoet blev skruet helt i vejret.

New Roads

De lange ben strakte sig ud og hendes skridt blev længere. Og dog. Det var vel egentlig ikke engang sikkert det kunne kaldes skridt. Det var spring. Hun sprang fremad for at få mere fart på, men på trods af farten, lod det til at føllet godt kunne følge med. Ava glemte i hvert fald ikke at se sig tilbage mod nymfen. Hun ville dog stadig gerne nå at indhente den skimle hingst, og hun satte derfor tempoet en lille tand mere op. Hun strakte sig lige en smule ekstra og strakte halsen helt ud også. Afstanden mellem dem blev kortere og kortere, præcis som hun ville have det. Langsomt indhentede hun ham og da hendes hoved næsten var på siden af ham, drejede hun af. En bue som var hun på vej ind i en cirkel, for at sætte kursen tilbage mod føllet. Ikke for tæt på, men for at løbe den anden vej. For ikke at komme for langt væk fra Nymfen, men heller ikke lade hende vinde legen. Man kunne vel sige det også var en måde at lære hende, hvordan man holder styr på sine hove når man skal flytte dem hurtigt. Hvordan man undgår at falde over dem når det virkelig gælder.

Ved at vende rundt havde Ava på en måde ændret den anden lille 'leg' der foregik samtidig med tag-fat. Den lille kamp om at ligge i spidsen. Hvis det gjaldt om at være i spidsen, var det ham der nu var bagud. Hun kunne jo godt tænke sig om, når hun lige huskede på det. Lige nu var det jo ikke liv og død der var gældende, så overlevelse var ikke en bekymring - derfor havde hun heller ikke behov for at finde sin snedige side frem.

Ava var klar til at springe til siden når hun kom tæt nok på Nymfen, for ikke at rende ind i hende, men også for ikke at blive taget. Det var måske også hendes måde at prøve på at lokke den skimle hingst i en form for baghold. Hun ville gerne hjælpe Nymfen en smule.

Den lille Nymfe hylede hoppet op, da hendes mor og den skimlede hingst blev ved med at lægge afstand til hende. De havde så meget fart på – og den lille sjæl kunne ikke lade værre med at føle en beundring boble i hendes indre. Hun ville være lige så hurtig som dem, når hendes ben var vokset til; ja, hun ville være hurtigere! Hun ville løbe så hurtigt, at fuglene der fløj over hende ikke kunne følge med hende. Så hurtig, at hun selv kunne flyve.
I det splitsekund hendes tanker var smuttet fra hende, havde hendes mor bøjet sporet. Hun havde nu retning direkte imod den sorte Nymfe igen, som med det samme sænkede farten – hun var stødt ind i de to voksende alt for mange gange i dag allerede, så hun havde ikke tænkt sig at gøre det igen. Nej, i stedet ville hun bruge en undvigemanøvre, som hun følte hun havde tid nok til at gennemskue, på de få sekunder det tog hendes mor at komme hen ved hende igen.
Hendes mor hoppede nemlig til side, før Nymfen nåede at forudsige det. Derfor sprang Nymfen i modsatte retning og lige ind foran den skimlede hingst, som ikke var langt efter hendes moder. Dog var hun nu så sikker på sine ben, at hun i stedet for at skvatte foran hingsten, bevarede fatningen og så sit snit til at fange ham! Med ørerne helt fremme, hapsede hun derfor modigt og hurtigt ud efter den skimlede hingst. Hun fik fat i hans man, og gav den et lille ryk, inden hun med fornyet energi spænede efter sin mor igen! Hun mente helt klart at hun havde været rigtig dygtig, og forventede vel næsten en anderkendende lyd fra sin mor, da hun halede ind på hende igen!

Den skimlede hingst kunne mærke hvordan hver en muskel under hans skind arbejdede. Det var skønt endelig at bruge sig selv på denne måde igen; kræve noget af sig selv, imens han endnu var i selskab med andre. Og han var oprigtig glad for, at han var i selskab med Ava og hendes datter.
Ava var utrolig hurtig, på trods af at hun var så lille. Hun halede snart ind på ham, og det varede ikke længe før hun satte tempoet så meget op, af hun nåede op på siden af ham. Han kunne selv øge mere, men han vidste hun kunne følge med; så han afventede for at se, hvad hun pønsede på.
Snedig var hun, det havde han altid vidst. Og nu drejede hun af, og han fulgte prompte. Han var lige i hælende på hende, ja næsten pressede hende frem. De lavede nærmest en volte tilbage, så de endte med at have kursen direkte imod den lille Nymphadora, som havde fulgt utroligt godt med. Nok var det ikke pænt, at de havde lagt afstand til hende, men det havde samtidig givet hende en udfordring, og netop dette var godt for de små. Selvom Altaïr helst så livet, som værende et eventyr, var intet eventyr en foræring.
Ava havde så meget fart på, at hun lagde yderligere afstand til den skimlede, og lige i det at hun nåede føllet, sprang hun til siden. Uventet sprang føllet til modsatte side og stod nu foran den skimlede hingst, som ikke kunne nå at undvige; og fanget blev han. Et lille ryk i manen indikerede at hun havde fået fat, og med det vuns var hun spænet efter sin mor. Smilet fandt hurtigt vej til hans mule, og med få hingstede prust satte han af på sine bagben og sprang frem i næsten forjaget tempo; han skulle nok fange dem. Han ville fange dem, for han havde evnerne til det – men lige i nuet nød han det adrenalinsus der gled igennem hans krop, i det han pressede sin krop frem i det højeste tempo han havde præsteret længe. Og han halede ind; ganske vidst.

New Roads

Ava kastede et blik bagud da nymfen sprang til siden og den skimle hingst blev fanget. Hun smilede. Nej. Ikke kun smilede - hun lo. En lille latter, fyldt med glæde og morskab. Hun morede sig mere end hun havde gjort siden hun var kommet til Andromeda for det der efterhånden måtte være meget lang tid siden. Hun sendte et lille kaldende hvin tilbage mod nymfen, for at få hende til at skynde sig væk igen. Opfordrende og kaldende, men uden tegn på fare. Selv satte hun farten en smule ned for lige at spare på kræfterne, en også for at vente på de to andre, for hvis hun fortsatte i en alt for høj fart, ville hun pludselig bare løbe fra dem, og så ville legen for hende være slut, og de andre ville måske også undre sig over hendes opførsel. Hun virrede med hovedet nogle gange og gjorde et par kast mens hun satte forhovene i jorden for at stoppe. Hun måtte stadig lave nogle små hop fremad for ikke at skvatte på næsen fordi bagparten stadig havde fart på. Hun stod dog ikke helt stille, men trippede stadig fremad i nogle sekunder for lige at lade de andre indhente hende, og da de var tæt nok på, sprang hun fremad igen i fart. De blå øjne blev rettet fremad, men ørerne var rettet bagud for hele tiden at kunne fornemme hvor tæt på de var. Hun lod dem dog indhente hende yderligere, men da hun kastede et blik om mod den skimle hingst igen, var det med et lidt lusket smil. Hvis han kom for tæt på kunne et par bagben godt komme flyvende, men hun ville ikke ramme ham. Aldrig. Hun ville ikke gøre noget som helst for at skade dem hun holdt af.

words: 298 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Hendes mor ventede på hende, og det opildnede kun den unge Nymphadora til at sætte farten endnu mere op, så hun kunne komme op på siden af sin mor! Hun var da også næsten lige ved, da hendes mor igen sprang fremad med forbløffende hast. Beundringen slog ingen ned i den lille sjæl, ved synet af hendes mors krop der accelererede op i tempo for øjnene af hende; og som så hun det hele i slowmotion, blev hver enkel lille del af hendes mors bevægelse slugt af hendes øjne. Og derpå kopierede den lille sjæl præcis det moment, som hendes mor havde brugt til at skabe større fart med; hendes bagben blev brugt til at skubbe hende voldsommere og voldsommere frem og i få ryk havde hun fået kæmpet sig op på siden af hendes mor. Hun hylede nærmest i vildskab over den sejr det var for hende, at kunne få så meget fart på! Hun nød det, nød hvert et skridt, imens den lille hals gradvist blev mere og mere svedig. I en stund var selve fangelegen glemt, og den lille sjæl løb nærmest fra tid og sted; hendes sind lukkede sig om den opgave som hun havde sat sin krop på. Hun mærkede hver en muskel i hendes krop, fornemmede hvordan de arbejdede for hende, for at bære hende så hurtigt de kunne. Og et øjeblik følte hun faktisk at hun fløj.

Hans tempo blev øget ryk for ryk, mens hans maskuline krop nærmest svævede over jorden i al hast. Omkring ham fløj totter af græs op, med jord fra rødderne, i det han nærmest gennemborede det øverste jordlag med hans hove, for at vinde mere fart. Han skulle have farten op hurtigt for at indhente Ava og føllet, for de havde fordelen i at vide hvilken retning de skulle, hvor han først skulle gennemskue deres vej og derefter indstille sin krop på at følge efter.
Skridt for skridt nærmede han sig, og hans retning blev mod Ava’s frie side; føllet havde været fanger, så nu måtte det være den sorte hoppes tur. Dybe prust forlod hans næsebor, der var udspilet maks, imens hans kraftfulde skridt bragte ham nær Ava’s side.
Hendes ansigt kunne han af gode grunde ikke se, så hvilke luner der lå under det sorte skind, vidste han ikke; men han havde en opfattelse af, at den sorte hoppe legede mere end blot fangeleg. Hvilket twist han ville møde nu, var han ikke sikker på – men det var sikkert, at han ikke blot fik lov at fange den sorte hoppe. Nej, han skulle nok kæmpe mere end som så, førend det lykkedes ham at gøre hende til fanger.

New Roads

Selvom Ava havde fart på lod det til den lille nymfe alligevel fulgte godt med. I hvert fald da hun fik fart under hovene og efterlignede sin moder. Hendes hyl fik den sorte hoppe til at le. En latter af morskab. Hun følte sig gladere i dette øjeblik end hun kunne huske hun havde været i resten af hendes liv. Der var ikke noget der kunne måle sig med dette øjeblik - dette selskab - denne leg. Hvis hun kunne stoppede hun gerne tiden for en stund, for at undgå mørket der på et tidspunkt ville falde på, og trætheden der ville ramme dem alle sammen. Hun ville forblive i dette øjeblik resten af sit liv hvis det var muligt - men det var det ikke, og hun vidste det. På et tidspunkt ville mørket komme krybende, og det ville medbringe stemmerne og mareridt. Der havde været mange søvnløse nætter, og først når hun var udmattet nok, kunne hun sove gennem en nat uden at lade sig påvirke for meget af drømme og mareridt.

I et par sekunder, eller måske lidt mere havde Ava været opslugt af tankerne, og det havde fået hende til at sænke farten en lille smule, og dermed var nymfen kommet op foran hende - og med en afstand der blev større og større. Ava selv virrede med hovedet for at ryste tankerne af sig og vende tilbage til det glade øjeblik.

Nymfen var ikke den eneste der havde fart på, den skimle hingst var nemlig også begyndt at indhente den lille sorte. hun satte farten en smule op igen, men at nå op i samme fart som de andre meget hurtigt, ville ikke kunne lade sig gøre uden at blive indhentet, for i takt med hun øgede farten havde han også mulighed for at gøre det samme. I stedet var hun opmærksom på hvor den skimle befandt sig i forhold til hende.

Pludselig satte Ava af i en serie bukkespring, og slog baghovene ud efter den skimle - dog uden at ramme ham. Det var nemlig ikke meningen. Hendes taktik var at prøve at undgå at han kom for tæt på, men hun var ikke vant til at lange ud efter andre på den måde, og hun kunne godt mærke det i kroppen. Hver gang hun vred sig fornemmede hun at hun var ved at miste balancen, og hun måtte lige lave et enkelt lille hop ind imellem for at undgå at skvatte. Bukkene ophørte også til sidst, og Ava fortsatte fremad i en trav i stedet for at jorde for fuld fart, med hovedet og halen højt hævet. Hun vidste godt at hingsten nu ville kunne fange hende, men det var vel også okay. Hun ville nok kunne fange enten ham eller nymfen igen - og hvis ikke, så var hun vel taberen af legen. Men så længe hun havde det sjovt, og at det kun var for sjov, og intet alvorligt, så gjorde det slet intet. Havde det været for alvor, havde ingen af dem fået en chance.

Ava sendte et kaldende vrinsk afsted efter nymfen, for at hun ikke skulle rende alt for langt væk. Nu hvor hun selv havde sat farten ned kunne afstanden jo hurtigt blive for stor.

words: 538 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Imens den lille Nymphadora havde glemt tid og sted, og blot givet sig hen til den frihed der lå i hendes udfoldelser, havde den skimlede hingst halet ind på hendes mor. Hun opdagede egentlig ikke noget, før den sorte Ava satte afsted i en serie buk, som forstyrrede det lille føls synsfelt så meget, at det krævede hendes opmærksomhed. Hun måtte sænke sin fart lidt, inden hun drejede sine øjne, så de hvilede på hendes bukkende mor, der i ren show-off bukkede derud af, krængede sin krop rundt på næsten overdrevne måder, som nær krævede hendes balance. Nymphadora blev atter benovet og lysten til at forsøge sig selv sprang igennem hendes blodårer; altid havde hun beundret hendes mor og forsøgt at blive som hende.
Hun blev og atter revet fra hendes tanker, da hun så hvor tæt den skimlede hingst var på hendes mor. Han ville nok snart fange hende, med mindre den sorte Ava kunne jorde fra ham igen; Nymphadora håbede det, for hun synes det var meget sjovere når de voksende var det, og den skimlede havde endnu ikke gidet prøve at fange hende, hvilket i hendes logik var endnu sjovere. Så kunne hun bare løbe alt hvad hun kunne, uden at skulle tænke på at blive fanget!
Det at hendes mor havde lavet denne serie af buk, havde også ændret hendes retning. Der var dermed større afstand imellem dem nu, og samtidig var hendes mor sat i trav, så Nymfen havde lagt yderligere afstand til hende, da hun havde fortsat den endnu hurtige galop. Ved lyden af hendes mors kalden, reagerede hun dog med det samme; hun bremsede sin fart og vendte rundt i en vending, som både var smidigt udført og teknisk svær. Hun udviklede sig fra leg til leg, hvilet mest var et resultat af hendes moders opfordringer; og dermed pilede hun tilbage imod de to voksende igen, med den forventning om, at hun snart skulle løbe fra sin mor, for at undgå at blive fanget.

Hun overraskede ham igen. Lige i det at han havde halet tilstrækkeligt ind til at kunne fange hende, satte hun i en overvældende serie af buk, hvor samtlige udfald var i hans retning; dog var det ikke svært for den skimle at fornemme, at den sorte Ava ikke ville ramme ham. Det var en del af legen, og han fulgte hende på rimelig afstand i samlet galop, imens hans dybblå øjne betragtede hver en detalje i hendes krumspring. Hun vred sin krop på smidig vis i hvert et opspring, hun landede med sikkerhed i næsten alle tilfælde. Det var faktisk et ret mageløst syn at beskue, især hvis man som Altaïr gjorde, holdt af at betragte andre og hvordan de benyttede deres krop.
Med et fornøjet prust satte han farten en anelse op, da hendes buk aftog, og da hun var i springende trav, indhentede han hende hurtigt.
Med et enkelt nap hapsede han sig fat i hendes man, hvor han holdt ved. I stedet for blot at fange hende og lade legen fortsætte, søgte han at holde hende en smule igen. Han ville gerne afslutte deres fysisk udfoldelser med et mere enkelt kapløb, frem for fangeleg – snart kunne han også forestille sig, at den lille var ved at nå sine grænser for hvor meget længere hun kunne løbe i denne fart. Selv havde sveden for længst gjort hans skimlede pels på hals og bringe mere mørk; ikke at han klagede. Nej, han nød det virkelig.
Med en sigende brummen stemmede han sine skridt op, endnu mens han holdt ved i den sorte hoppes man. Hans tag var dog ikke så voldsomt, så hun kunne med lethed hive manen til sig, hvis hun ønskede dette. Dog håbede han at han kunne få hende ned i tempo og foreslå et sidste kapløb, som han havde en anelse om, at hun sagtens kunne gå hen og vinde, inden de skulle have pulsen ned igen.

New Roads

Avas ører blev rettet fremad ved synet af Nymfens bevægelser da hun vendte tilbage. Hun var mindst lige så lærenem som Ava havde været da hun var lille - og stadig var. Ting skulle ikke gentages ret mange gange for hende, før hun formåede at gøre kunsten efter. Dog indhentede den skimle hingst hende, og som hun havde forventet blev hun fanget. Dog nøjedes han ikke bare med at puffe til hende eller nappe. Det ene af de små plyssede ører blev rettet mod hingsten, da han blev ved med at holde fast i den sorte lok. Ava stolede blindt på hingsten, og tog det derfor ikke som en truende adfærd hun var nødt til at rive sig løs fra. Havde det været næsten hvem som helst anden havde hun højst sandsynligt hakket ud efter vedkommende. Det var ikke alle der fik lov til at komme tæt nok på til at røre den sorte hoppe.

I takt med den skimle sank Ava farten også, så hun hele tiden befandt sig i samme position i forhold til ham. Som var der et usynligt bånd mellem dem der hverken kunne gøres kortere eller blive længere. Hun pustede en anelse, men det var langt fra så slemt som det kunne have været. På trods af hendes størrelse og knap så brede skikkelse, så var hun en stærk og adræt hoppe. Det var tydeligt at se musklerne under den sorte pels, der dampede svagt af varmen. halsen og bringen havde fået en anelse genskind, men den var ikke drivvåd som når hun havde givet den rigtig meget gas. I takt med de sank tempoet, trak hoppen også halsen en smule til sig. Det var kun når hun rigtig skulle have fart på og kaste sig fremad at hun holdt sig selv strakt ud fra mule til baghove. Når tempoet var knap så højt kunne hun til tider godt stå og krumme sig lidt sammen for at gøre sig selv så usynlig som muligt. Hvad som helst for at undgå fremmede håbefulde skabninger, eller de høje herrer med lyset som guide - og for alt i verden ville hun meget gerne undgå hingstene der nogen gange opførte sig værre end en muggen hoppe i brunst.

words: 370 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Pulsen var mega høj i brystkassen på den lille Nymfe. Hun havde pisket afsted, levet højt på adrenalinsuset i hendes krop, som følger af legen, men hun kunne mærke, at hun var ved at nå sit maks. Hun ville nok ikke kunne blive ved med at følge efter de store heste, hvis de fortsatte – men det gjorde de sjovt nok ikke. Den skimlede hingst havde bidt fat i hendes mors man, og et kort øjeblik blev Nymfen faktisk gal; man bed da ikke i hendes mors man! Men hendes mor blev ikke sur, nej, hun tog dette som en del af legen, og dermed forduftede den korte vredesimpuls lige så hurtigt som den var opstået igen.
Den skimlede havde holdt hendes sorte måder an, og det så ud som om de ville ændre legen. Nymfen fortsatte hen imod dem med springende, trippende skridt og fik stillet sig ude på den modsatte side af hendes mor, end den hvor den skimlede stod. Hvad end der skulle til at foregå, var hun dog klar; altid klar, også selvom hun da måtte give op på grund af udmattelse i forsøget. Stædighed kom hun heldigvis langt med, og den ville hun højest sandsynligt bevare igennem hele sit liv.