New Roads

Han brummede en anelse iltert, da han fik bremset den blåsorte Ava ned. Hun tillod ham faktisk at vedholde hans tag i hendes man, uden at stritte imod eller irettesætte ham. Det var virkeligt et særligt bånd der lå imellem de to, et venskab så stærkt, at det næsten var familiært.
Da de næsten var nede og stå i stilstand, kortede Ava sig sammen. Han kendte ikke årsagen hertil, for han vidste ej alt om den blåsorte hoppe, men han tænkte, at hun nok gjorde sig klar, at hun havde luret ham og snart for frem som en pil skudt fra en bue. Han måtte oppe sig hvis han skulle følge med denne gang, men udfordringer sagde han aldrig nej til, og måske hans længere ben kunne give ham en fordel.

Der gik meget få sekunder, fra han havde bremset hende op, til det hele gik løs. Han prustede sigende imod hende, men brugte ikke verbale ord. Dette kapløb var den sidste etape af legen, inden de måtte stoppe; primært for at føllet kunne få en chance for at hvile, men det havde også tæret på deres egne energidepoter. Men mon ikke også, at de havde fået afløb for en masse af de lyster der havde været under deres pels, trangen til bevægelse havde de tøjret.

1, 2 og 3, så slap han. I samme moment rykkede han kraftfuldt frem for at få chancen for overhovedet at være med i fronten, for han vidste at hun var hurtig i optrækket. Han accelerere hurtigt op og var snart ude hvor man kunne sige, at han strakte sig fuldt ud. Det spændte under hans muskler, som var mærkede efter deres fangeleg, men ikke så meget at det hindrede ham. Han kunne mærke at han var i live, og det nød han virkelig. Der gik ikke mange øjeblikke, før han havde fundet målstregen for deres lille kapløb. Et stort egetræ kastede sin krone imod himlen, en 4-500 meter længere henne. Med et hingstet hyl nikkede han imod det, hvorefter han lagde hele sin koncentration i at flytte sin ben; han ville give sig maksimalt nu, fordi han kunne og fordi det var sjovt.

New Roads

Ava var begyndt at puste en smule. Ikke forfærdeligt meget, men efter spurten kunne man godt se på hende hun havde haft fart på. Nu ventede hun. Selvom hun godt vidste at hun havde en på hver sin side, så var hendes blik ikke rettet mod nogen af dem. Hun havde kun fokus på en ting. Fremad. Fremad. Fremad. Hun skulle fremad, så snart der blev givet slip. Hun skulle vinde hvad end det så var meningen at det gjaldt om at komme først eller ej. Den sorte pels dirrede af og til rundt omkring på hendes krop. Selvom hun virkede rolig, så var hun det dog ikke. Hun var helt klar.

I det øjeblik den skimlede slap hendes man og styrtede afsted, ventede hun lige et sekund eller to, før hun satte af med bagbenene og kastede sig selv frem som en pil skudt fra en bue - høj fart med det samme. Hun strakte kroppen ud for at blive så lang som overhovedet muligt. Hun var sikker på sine ben og i god form, så at indhente ham, selv med hans lange ben var ikke besværligt. Selvom Nymfen højst sandsynligt kørte på det sidste af sin energi, og nok ikke ville kunne følge med de store på en længere strækning, så vidste hun godt at det ikke ville blive aktuelt. Hun kunne ikke forestille sig at den skimle hingst ville lade hende komme i en situation hvor hun enten skulle vælge mellem sin datter eller ikke at give op. Det var han for ærlig til.

Den sorte hals var efterhånden blevet blank og svedig, selvom Ava var fristet til at sænke farten igen, blev hun ved med at kaste sig fremad. Hun blev ved, som hun havde gjort på de lange strækninger mellem øerne, når hun skulle fra den ene til den anden på kortest mulige tid. Det var ikke fremmed for hende at skubbe sig selv til det yderste og videre. Hun havde haft dage i landet hvor hun knap nok følte hun kunne bevæge sig uden det ville gøre ondt et eller andet sted, men det gik jo altid over igen på et tidspunkt - og i de dage havde hun trukket sig væk fra andre og bare vandret rundt alene. I nogens hoved var det måske ikke det smarteste træk, men når der ingen var til at genere hende, var der vel heller ingen til at at provokere hende eller hidse hende op - og så var der ingen grund til at gøre andet end bare at slappe af.

Det tog ikke Ava lang tid at nå op på siden af den skimle hingst, og hun markerede det med et lille nap mod hans skulder - bare så han vidste hun også var der. Hun holdt tilmed hans tempo. Mod enhver anden modstander ville det nok have været ren provokation - men for Ava var det for ikke at jorde ham. For ikke selv at blive jordet. De ville kunne løbe i mål sammen - begge vindere.

words: 502 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Selvom Nymfen var ung, opfangede hun hurtigt hvad der foregik. Hvor hun før havde undret sig, ja tilmed var blevet vred over at den skimlede hingst havde taget fat i hendes mors man, vidste hun nu hvad årsagen til det var. De havde aftalt uden ord at legen skulle ændres, til at de skulle løbe alt de kunne om kap. Og Nymfen var så klar, selvom hendes lille flanke pumpede alt for hurtigt op og ned, og hun nærmest var så træt af hun kunne dejse om på stedet. Stædigheden, den havde hun dog arvet fra sin mor og en god blanding af det og så adrenalin som endnu styrtede rundt i hendes lille krop, fik hende til at stille sig parat. Hun nåede det kun lige tidsnok til at den skimlede slap hendes mor og fløj fremad i hurtig galop. Nymfen, som endnu havde en masse at lære, var lige et sekund længere om at sætte af, da hun først skulle opfange hvad der egentlig skete – men så sprintede hun frem i så høj fart hendes små ben kunne bærer hende. Et øjeblik undrede det hende, at hendes mor ikke fulgte med. Hvorfor ikke? Hun fik dog ikke lang tid til at tænke over det, for så kom hendes mor farende forbi og op efter den skimlede hingst. Et hidsigt fnys forlod den lille Nymfes mule, inden hun strakte sig så langt frem hun kunne uden at vælte og ellers satte af med sine bagben, ligesom hun havde set sin mor gøre det, for at komme efter dem! Og hun fulgte da pænt med. Sådan da. I hvert fald indtil hendes puls begyndte at blive virkelig, virkelig høj; men hun holdt den hele vejen i mål, blot et stykke efter de to voksende på deres lange ben.

Det føltes fantastisk. Hjertet kastede blodet rundt i kroppen og arbejdede virkelig under pres nu. Hans muskler føltes på grænsen til døde, da han fortsatte med at presse dem. Hans åndedræt hev næsten efter vejret og hans hals skummede – og selvom det gjorde ondt, så nød han det til fulde drag. Han havde vundet ét sekunds forspring, da Ava havde holdt igen. Han vidste udmærket godt at hun kunne jorde ham til fulde hvis hun gav sig, for hun var i en anden kaliber end han var – men da hun nåede hans side, nappede hun ud efter hans flanke, for at fortælle at hun var der. Den skimlede Altaïr sendte hende et skævt smil, som respons, inden han rakte hovedet frem igen og koncentrerede sig om løbet. Bag dem fulgte det lille føl med i overraskende tempo; at hun endnu kunne holde til det, måtte han se sig meget imponeret af, men hun måtte vel have arvet det fra sin mor.
100 meter klaret; jorden fløj omkring hans hove, imens hvert skridt blev forøget i kraft for at holde farten. Han skummede mere, men sænkede absolut ikke sit tempo, alt imens han løb side om side med Ava, som havde de allerede set hinanden som fælles vindere, og nu blot nød turen derhen.
200-300 meter klaret; de nærmede sig. Føllet bag dem fulgte endnu med, selvom hun i det øjeblik den skimlede hingst skævede tilbage, så ud til at tabe farten. De var dog tættere på målet nu, så han så endnu ingen grund til selv at sænke farten, når de kunne holde det; føllet ville ikke miste dem af syne.
400 meter klaret; endnu side om side med den sorte Ava, ja endda så tæt at han flere gange kunne mærke hvordan deres pels gled imod hinanden, hvis den ene fik trådt en smule mere medialt end den anden. Pulsen rev nu i hans lunger, men han fortsatte.
Og da nåede de det; træet, som markerede målet. Da de strøg forbi det, side om side, slog Altaïr glædeligt med hovedet, inden han dumpede øjeblikkeligt ned i trav, for da at stoppe i en parade. Han var udkørt, det var tydeligt – men et grin forlod hans mule. Han hverken sukkede, bandede eller ømmede sig. Nej, han grinte så hjerteligt, alt imens han vente sig rundt for at tage imod føllet, der kom halsende efter dem. De havde alle sammen jordet denne tur i ufatteligt tempo; og det havde været helt ubeskriveligt dejligt.

New Roads

Ava koncentrerede sig ikke ret meget om hvor langt de skulle. Hun havde godt regnet ud hvor de skulle hen. Hun nød bare turen derhen. At rigtig strække ud og mærke farten. Det var ikke det samme når hun kun var sig selv. Hun var dog også opmærksom på Nymfen bag hende, som hun opmuntrende sendte et hoppet hvin til. Hun ville aldrig løbe fra den lille datter.

Træet kom tættere og tættere på, næsten for hurtigt, og så snart de havde passeret træet, huggede hoppen forhovene i jorden for at standse, mens hun sænkede bagparten en smule, og endte med at glide et lille stykke i græsset. Bare for ikke at falde, lod hun kroppen danse et par skridt frem, leende, og forpustet. Sikke en fart! sikke en glæde. Ligesom den skimle hingst, vendte hun sig rundt for at tage imod sin datter. Hun gav dog hingsten et lille puf mod halsen. en slags 'tak for kampen' gestus. Halsen strakte hun frem mod føllet der så ud til at have det hårdt. Hun havde selv brugt flere muskler end hun plejede, og det var tydeligt at mærke. Hendes muskler var trætte og hun var sikker på at når hun engang var kølet ned, så ville det begynde at gøre ond. Den sorte pels var blevet blank og varm - endda svagt dampende, mens halsen og bringen skummede. Det var sjældent Ava havde presset sig selv så meget. Det var ikke så meget den sidste spurt der havde gjort det - men hele legen. Der var dog en glæde at spore i blikket på den sorte hoppe, og blikket var rettet mod datteren, som hun kun kunne være stolt af. Hun havde klaret det godt.

words: 285 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Pustede tiltede den lille Nymfe ’over målstregen’, hvor de to store havde passeret. Hun havde set hvordan hendes mor nærmest havde sat sig ned i et sliding stop, hvilket havde set enormt sejt ud – men hendes eget forsøg endte blot ud i at hun snublede over sine egne bagben et par skridt, inden hun droppede det. Hendes fart var også de sidste meter kun en luntende trav og med et stort suk stoppede hun ved sin moders side. Hun var faktisk så udkørt, at hun helt dinglede i starten da hun prøvede at stå stille, så hun flere gange duttede rumpen ind imod hendes mors svedige bringe, alt imens hun prøvede at danne sig et overblik over, hvor den skimlede nu var henne. Han var der stadig, helt mærkelig glinsende at se på, på grund af sveden der dampede fra hans krop. Sølvhingst. Det døbte hun ham i netop samme øjeblik; og derpå så hun op på sin mor med et tilfreds smil. Hun lænede sig en anelse ind mod hende, inden hendes små ben gav efter og hun tiltede ned på jorden. I et par vuggende bevægelser forsøgte hun egentlig at komme op igen, men måtte opgive, da hendes lille krop var alt for udmattet, og med en dyb brummen, så dyb hun nu kunne lave den, lagde hun sig i stedet bare til rette. Hun havde ikke i sinde at rejse sig lige foreløbig, og så håbede hun ellers bare at de kunne blive under det her store træ bare lidt, indtil hun havde samlet nok kræfter igen.

Pulsen var endnu høj, da Altaïr havde vendt sig rundt og lagt blikket imod det lille hoppeføl, som hed Nymphadora. Men hvert hjerteslag fortalte ham blot, at han endnu var i live og i bedste velgående. Med et smil nappede han blidt, ja endog næsten ’kærligt’ imod Ava, for at gengælde hendes gestus der markerede legens slutning. Hoppeføllet kom tiltende hen til Ava, hvor hun stod et øjeblik på dinglende ben, inden hun lagde sig. Et smil gled over mulen på Altaïr, for selvom mange nok ville mene, at det var synd og skam at have presset føllet så meget, da så han det modsatte. Han så det som en sejr, at det lille føl havde klaret det så godt og havde haft viljen til det. Vilje og fantasi var to nøgleord når det gjaldt hans elskede drømme, som han havde fortalt Ava om. Måske han engang ville fortælle det lille hoppeføl om det, hvis hun fortsatte sin udvikling i sin mors fodspor.
Med en hingstet brummen rettede han sin en smule, inden han trådte en anelse tættere på Ava, så han skærmede en smule for omverdenen overfor føllet. Hun lå trygt op af en af træets store rødder, lige ved siden af Ava.
Altaïr brummede sagte og puffede nu imod Ava’s mule. Hans blik søgte hendes, blot et øjeblik.

,,Du er sandelig en løber uden lige, melady. Og det ser ud som om din datter vil blive en sprinter, ligeså.”

Fornøjet hævede han den svedsprængte hals en anelse inden han lod sine ører falde afslappet frem. Der ville gå adskillige minutter før han var kølet af og havde genvundet sit åndedræt; men han havde skam heller ikke travlt med at komme afsted. Nok ville han snart forlade de to, så de kunne hvile i fred, men inden da havde han nogle få ord, som han gerne ville drøfte med den blåsorte Ava, nu hvor de endelig stod stille igen.

New Roads

Ava slap en lille latter da føllet fik smidt sig. Der var ikke noget at sige til hun var udkørt. Selv Ava følte sig godt og grundigt brugt, men hun følte sig samtidig også helt høj. Sikke en fart. Sikke et selskab. Det var en af den slags glæder man ikke kom forbi hver dag, og især ikke hende. Det var den slags ting der skete alt for sjældent. Den lyse mule strakte hun ned mod føllet for lige at stryge hende kærligt hen over halsen. Hun havde i den grad fortjent et lille hvil, og Ava var også helt sikker på det nok var en god idé at blive hvor de var i hvert fald den næste rum tid.

Da den skimle hingst talte, rettede Ava sine blå øjne og små ører mod ham. Øjnene lyste nærmest op og udstrålede både træthed og glæde på samme tid. Glæden overstrålede endda trætheden. "Hun har det ikke fra nogen fremmed i hvert fald" Ava selv var konkurrenceorienteret, og hun ville aldrig have opgivet, ikke nu, heller ikke da hun var ung - og da slet ikke når hun blev gammel. Hun ville hellere give sig så meget som muligt, om det så ville blive det sidste. Hellere drætte om og kunne sige man gjorde alt, end at sige 'jeg er ikke god nok'. "Du er også selv lidt af en sprinter, du skimle hingst. Jeg kender ikke mange der virkelig kan eller vil give sig selv så meget. Og jeg er næsten sikker på Nymfen har haft det sjovt" Hun kastede lige et blik mod det lille føl, med et varmt blik. Selv ville hun ikke vove på at tage et hvil. Ikke så længe de var ude i et åbent område hvor alle og enhver ville kunne finde dem. "Du har været med til at gøre denne dag helt fantastisk. Det er en af dem der er alt for få af, desværre."

words: 322 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Nu hvor den lille Nymfe havde fået pulsen nogenlunde ned, og lå Ganske behageligt, gik der ikke længe før hun begyndte at gabe. Hun var dog fast besluttet på at holde fokus på de to voksende, så det blev til, at hun blot lå og kiggede en anelse betuttet på dem, og vrikkede med sine små ører i ny og næ.
Det var utroligt så hurtigt som søvnen indhentede hende, ovenpå den kraftanstrengelse det havde været at lege med de voksende. Hun havde tonset afsted, bukket, faldet, tonset mere afsted. Hele tiden opmærksom og vågen, og det havde krævet langt mere energi, end hun nok egentlig havde. Derfor blev hendes øjenlåg tungere og tungere, og efter få minutter begyndte hendes hoved at droppe. De første gange greb hun det igen, men til sidst måtte hun give op; hendes hoved sank ned over hendes forben og hendes øjne gled i. Hun begav sig ind i et drømmeland, hvor hun kunne muntre sig på sommeregen natten lang; og mens hun begyndte at drømme, forsvandt hendes hørelse fra den virkelige verden. De to store kunne snakke i timer, og hun ville intet høre, for hun var faldet i søvn nu. Trygt og varm.

[Nymphadora out]

Den skimlede Altair havde nu genvundet sin normalpuls, og selvom han var svedig og kulden snart ville indhente ham, så havde han det endnu tilpast. Hans dybblå øjne hvilede endnu på Ava, da hendes klare toner lød. Hendes ord fremkaldte et smil, så bredt, at det sjældent var set hos den skimlede hingst. Hun talte fra hjertet, det var tydeligt, og det var en af de egenskaber ved den blåsorte hoppe, som han holdt aller mest af. Han rakte forsigtigt mulen frem for at puffe til hendes man, så den blev uglet en smule i spidserne. Denne tætte kontakt, fandt den skimlede hingst hyggelig, samtidig med at den var speciel. Han elskede nærkontakt, det gjorde han virkelig, men det vidste den blåsorte Ava nok efterhånden; hun havde trods alt mødtes med ham et par gange efterhånden. Hans smil blev gradvist mindre, indtil det blot lige kunne anes på hans mule, inden hans drømmende toner besvarede hendes.

,,Jeg er tæmmelig hurtig, men du kan løbe fra mig, melady Ava, det er jeg sikker på”

Lagde han ud med et lidt skævt glimt i øjet. Måske var det sandt; det troede han på – og en dag skulle de nok finde ud af det. En dag når det lille hoppeføl var stort nok til at følge med, eller havde valgt at lege andre steder, end ved sin mors side.

,,Jeg synes hun har givet udtryk for at nyde det, ja. Der er krudt i hende, nyd dét mens hun endnu er lille.”

Han puffede atter til hende, inden han trak mulen en anelse til sig og rettede sin egentlig maskuline krop en anelse op. Han stemmede sine forben en anelse imod jorden, for at flytte sin vægt mere lige på alle 4 ben. Han brummede nu, endnu med de drømmende toner over hans stemme, men også med en mere tydelig hingstet karakter. Han gjorde klar til at forlade de to, nu hvor føllet var faldet i søvn; det var ved at være tid.

,,Mange flere vil komme Ava, så længe du er åben for det. Denne dag har været fantastisk, og den vil blive husket. Men, melady, jeg vil lade jer værre nu. Jeg takker dig, for at have tilbragt disse timer med mig; og hils din datter når hun vågner.”

Han gjorde dig derpå et ganske galant buk, til ære for den blåsorte hoppe, hvorefter han begyndte at skridte fremad.

New Roads

"Vi må lade det komme ud på en prøve en dag når vejret er til det, og når Nymfen ikke længere behøver mig" For det var de nødt til. De var nødt til at se hvem af dem der var hurtigst. Godt nok var hun hurtig, men han havde jo også længere ben end hende, som bestemt også måtte være en fordel.

"Nogen gange ville jeg ønske hun kunne være så lille for altid. Men man skal også passe på man ikke får for meget af det gode. Hvis hun aldrig ville blive voksen, ville glæden nok næppe være lige så stor." Ava betragtede smilende den lille nymfe, mens hun lå og var ved at falde i søvn, indtil hun faldt i søvn. Tænk engang at kunne være så lille og ubekymret. Dengang man ikke behøvede tænke over noget som helst, og næsten bare gøre hvad der passede en. Alt var leg. Og dog. Sådan havde det ikke været for hende, men sådan skulle det have lov til at være for nymfen. Hun skulle da lære lidt, men det var ikke et krav at hun lærte etikette på samme måde som hun selv havde gjort det. 

Da den skimle hingst gjorde tegn til at ville sige farvel, gled de små sorte ører ud til hver sin side. Hun nød hingstens selskab. Han var trods alt som et familiemedlem, selvom han ikke var sort. Hun vidste dog også godt at hun ikke ville kunne kræve hans selskab hele tiden, selvom hun ville gøre det hvis hun kunne. "Jeg hilser hende når hun vågner. Og jeg ser frem til den dag vores veje igen krydses" Det kunne i hvert fald ikke være sidste gang. Godt nok kunne meget ske, men de var begge stærke og skulle nok klare sig mod de småting der var i landet. Hun kunne ikke forestille sig ham i en slåskamp, så at nogen ville gøre det af med ham var der i hvert fald ikke særlig stor risiko for. "Indtil da; Vi ses du skimle drømmer" - og med disse ord sank hun hovedet i respekt og for at hilse af.

words: 354 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Med et smil betragtede Altaïr den blåsorte Ava et øjeblik, da hendes reaktion om en re-match kom frem. Han ville glæde sig til at forsøge at løbe fra hende, selvom hun nok ville overrumple ham i sidste ende. Hendes udholdenhed var ham nok overlegen, selvom hans længere ben kunne tage større skridt end hendes. Han knejsede nakken, og slog et lille slag med hovedet, alt imens hans vægt blev flyttet om på bagparten. En hingstet adfærd, kampklar adfærd; han skulle nok være klar, til at løbe med hende en gang mere. Med et dybt prust stillede han sig to skridt tættere på hende igen; nok var han på vej afsted, for at lade dem værre, men inden, var der en ting han havde besluttet sig for. En ting, som han kun hade gjort én gang før. Han brummede sagte, inden han med sit drømmende blik fastlåste hendes. Hans smil blev siddende, og i det han var vendt tilbage til hende, nappede han hende forsigtigt over mulen.
Hans dybblå øjne flakkede et øjeblik i hendes isblå, betragtede enhver nuance der fandtes i dem. Ledte efter hendes indre, hendes sandheder. Han havde altid troet på hende, og efter blot ét blik, vidste han, at han var klar. Han trak derpå hovedet en anelse til sig, og med et alvorligt, men stadig skævt og drømmende smil, begyndte hans stemme at lyde.

,,Altaïr. Det er mit navn. Brug det aldrig, melady, men gem det i dit indre. Fordi du er den, du er, fordi jeg betragter dig som min veninde, fortjener du at høre sandheden om mig.. ”

Derpå trak han sig igen. 3 skridt, da vendte han sig rundt, og begav sig nu væk fra den sorte hoppe. 5 skridt mere, og han stoppede igen, rankede sin krop og vendte hovedet. Hans blå øjne så igen direkte på hende, og ørerne pegede imod hende.

,,Bed mig dog aldrig om at sige dette igen, melady. Det er det eneste jeg beder dig om. Tak for nu, og må vore veje snart krydse hinandens igen”

Da vendte han sig for sidste gang, og skridtede væk fra den blåsorte Ava og den sovende Nymphadora. Og i det han skridtede ud af deres synsfelt, slog han i en rummelig trav.