So .. Much .. Sand ..

På sine vandringer rundt omkring i landet, havde den dunfarvede Zeus efterhånden set sit. Dog måtte han indse, at han havde taget fejl, da han mente at han havde været det hele rundt; for nu stod han med sine hove plantet en en kæmpemæssig strand. Aldrig havde han set så meget sand på ét sted, og ja faktisk havde han aldrig været i en ørken, og kun ved havet en gang i sit liv - så af ren og skær uvidenhed havde han troet, at han var på vej til havet igen. Men efter at have gået rundt i sandklitter i flere timer, havde han realiseret, at det her nok ikke var en strand, men derimod en kæmpe dynge sand. Hvad man skulle kalde det? Sandbunke. Kæmpe sandbunke.
Et ganske målrettet blik kunne man finde i øjnene på den dunfarvede hingst, for der hvor andre nok havde opgivet og tænkt, at det orkede de slet ikke at udforske, havde han set muligheden i det. De lange timer med sveden skummende omkring hans hals og bringe havde givet ham fornyet energi; han elskede at bevæge sig, og jo hårdere det var, jo bedre havde hans krop det. Så han vandrede rundt her, egentlig uden andet formål end blot at bruge sine lemmer og muskler. Og så måtte han ellers støde ind i det, som der nu gemte sig herude, hvis skæbnen bestemte det.

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 5 ]

Titan lod sig ikke gå på af vintervejret. Slet ikke. Han flyttede sit korpus rundt som det passede ham - gennem vand som det passede ham og gennem mudder hvis han følte for det. Og nu havde han slæbt sig selv hen til Zenobia. Han havde været der før - mange gange. Hver gang han skulle træne, næsten. En stor del af gangene i hvert fald. Det var perfekt! Sandet var hårdt at vandre i, når man var inde midt i alt det bløde og hovene sank i. Dog havde han ikke været på øen i noget tid. spor fra andre så han ingen af, for vinden havde hvirvlet sandet rundt, og gjorde det stadig. Uden træer og bakket landskab, kunne vinden jo frit komme fra alle sider ude over havene - og den slags var de kraftige vinde. Sand havde sat sig i pelsen på Titan, så helt sort var han ikke længere. Svømmeturen derover havde også gjort ham godt og grundigt våd. Den våde pels fik sandet til at klistre sig fast, så han fik en underlig farve. Det knasede hver gang han tyggede tænderne sammen, men det afholdt ham ikke fra at søge længere ind mod midten af øen. Derinde, mellem alle klitterne, ville der måske være læ. Noget helt andet var den duft vinden bragte med sig. En anden hest var på denne ø, men hvilken vidste han ikke. Det var ikke en han havde mødt før. Han gav dog et hingstet hvin fra sig, bare for at tilkendegive sin lokation. Halvt kaldende af ren og skær nysgerrighed. Titan var ikke bange for andre. Han kendte ikke til frygt.

words: 273 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

Et hvin blev båret med vinden. Et hvin af hingstet karakter, hvilket øjeblikkeligt fik den dunfarvede Zeus til at stoppe op, vende sig rundt imod vindes retning og vippe ørerne frem. Der blev de et øjeblik for at indfange samtlige toner den fremmede havde udsendt, for da at blive klasket direkte i nakken. En konkurrent, det var det eneste som Zeus tænkte, ved lyden af denne fremmede hingst. Med øjeblikkelig virkning stemmede den dunfarvede hingst sit korpus op, som var ganske velansat og trænet, og skrabede iltert frem for sig i det han sendte et direkte udfordrende hyl tilbage imod den fremmede. Han kunne bare komme an, for Zeus havde prøvet lidt af hvert, og sådan som det lå til hans natur, udfordrede han hellere end gerne alle han mødte, frem for at stille sig pænt op og hilse. Det var noget hopperne gjorde – og der fandtes absolut ingen feminine træk ved denne dunfarvede hingst, som egentlig passede meget godt ind i det sandede miljø, rent farvemæssigt. Nej, han var et stort muskelbundt, som havde sukket efter noget at slå på, ud over hopper. Et kort sekund vandrede hans tanker tilbage til magihoppen, som han havde forsøgt sig med, men som havde været stærkere end han havde ventet. Med en hovedrysten og et fnys slog han tankerne væk, hvorefter han i nærmest buldrende trav satte afsted imod den fremmede, som han snart kunne se. En sort hingst, mere spinkel end ham selv og mindre hvis ikke han tog fejl. Men, som altid, måtte han ikke undervurdere ham; for han havde sikkert en fordel i denne her sandbunke, med hans slanke statur.

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 6 ]

Langsomt begav Titan sig længere og længere ind mod øen, og ikke længe efter sit eget hvin, kom et svar tilbage. En hingst! Helt klart en hingst - for det var ikke lyst nok til at være en hoppe. Det havde dog ingen betydning for Titan. Selskab var selskab, og de fleste hingste var mere tilregnelige end hopperne. Man vidste aldrig rigtig hvor man havde dem. Sådan havde han oplevet det indtil videre. Inden længe kom hingsten også til syne. Eller. Dele af ham gjorde. De hvide områder på hans krop var nemmere at se end andre, fordi han også havde næsten samme farve som sandet.

Titan standsede, og løftede forhovene fra jorden. Det var ikke meget, men nok til at han lige kunne vise sig bare en smule frem, før han kastede sig i retningen af den fremmede. Endelig en han ikke behøvede at passe på. En han kunne tromle ned - hvis alt da gik efter hans hoved, hvilket det stort set aldrig gjorde. De fleste der havde mødt Titan havde nok også været igennem det, og det var nok kun et spørgsmål om tid før det var nemt for andre at regne ham ud. Farten øgede han gradvist, med retningen direkte mod hingsten.

words: 206 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

Den sorte hingst, som Zeus var på vej imod, havde nu også spottet ham. Der gik ikke mange øjeblikke, før den sorte hingst, som bestemt lignede en, han skulle være påpasselig overfor, satte imod ham. Et stigende tempo lagde hingsten for døren, men Zeus gjorde det modsatte. Han havde ofte brugt taktikken at tromle andre ned, men han havde en idé om, at hvis han gjorde dette nu, ville han nok ende som offer for den mere spinkle hingsts adrætte bygning. Han sænkede derfor sin fart og stillede sig ret så stabilt i sandet, som endda var blevet mindre levende under hans hove. Måske han havde fundet et sted, der var tættere på jorden under sandet, end der hvor han havde været før.
Zeus hævede sin hals, men lod sine øverste nakkeled forblive flekteret, så hans pande var rettet lige imod sin modstander; havde han horn, kunne han have spiddet den sorte hingst, der fortsatte imod ham. Han fnøs iltert; for selv om han kunne hilse pænt, ved blot at snuse og markere, så vurderede han at denne her hilsen ville blive noget mere .. fysisk. Og det så han bestemt frem til!

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 7 ]

Sand stod ud til alle sider hver gang den sorte Titan satte af. Fra forhovene og baghovene. På en tør sommerdag kunne en støvsky have stået efter ham. Han virrede med hovedet, lavede nogle enkelte spring fremad i noget der lignede halve buk, og udviste en stor energi. Han var fyldt med den - og især nu hvor det var blevet koldt. Han holdt sig i gang så godt som han kunne. Hans 'modstander' havde valgt at stoppe op. Det var ikke noget Titan havde oplevet fra andre, men tog det ikke ilde op. Han fortsatte i sit høje tempo. Også selvom afstanden blev kortere og kortere - meget kortere! I stedet for at gøre som hingsten og lade panden vende mod ham, trak han i stedet sit hoved opad, for i stedet at bruge bringen. Godt nok blottede han også sin hals på den måde, men det var jo ikke alvor. Ikke for Titan. Intet var alvor for Titan - Alt en var leg.

Da han nåede for tæt på til at ville kunne nå at standse overhovedet, satte han af med baghovene for at kaste sig selv opad, og fremad - som ville han forsøge at springe over hingsten - men så højt ville Titan aldrig kunne komme. Han forsøgte at ramle direkte ind i hingsten. med et hingstet hvin.

words: 222 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

Det var tydeligt jo tættere den sorte hingst kom på Zeus, at han ikke ville stoppe. Helt fint, for Zeus kunne se nu at han var større, både i højden og i bredden. Han vejede helt sikkert også mere, og ville kunne tage imod den sortes vægt og formegentlig blive stående. Dog vidste han, at når hingsten kom imod ham med sådan en fart, at han måtte modvirke den for at have en chance og ikke blive pløjet i sandet. Han kunne da også bare flytte sig, men det gjorde en rigtig hingst ikke, i hvert fald ikke efter hans logik og hoved. I stedet sænkede han nu sin forpart lidt, for at holde sit tyngdepunkt lavt. Og i det den anden satte i et spring, sprang Zeus selv frem, men nærmest med nedadgående retning, som søgte han at kile sig ind under bugen på den sorte hingst, for at vippe ham ned til siden. Selve sammenstødet gjorde ondt, og Zeus endte selv i en sådan ubalance, at han måtte ned og bide i sandet – hvilket han dog var meget sikker på, at den sorte hingst også måtte ende med, når nu de sådan tromlede sammen.

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 8 ]

Titan lukkede øjnene – eller rettere sagt, han kneb øjnene sammen da han kom mod den fremmede hingst. Han var ikke bange, men han vidste ikke hvad der ville komme til at ske, og skulle han ned i sandet ville han helst ikke have sand i øjnene. Der gik heller ikke mange sekunder fra han ikke længere rørte jorden, til han rørte den fremmede, og til han rent faktisk lå og trillede rundt i sandet ved siden af den fremmede, vridende og sprællende for hurtigt at komme op igen, hvilket bare fik ham til at ligne en sandorm som nogen havde tortureret. Han kom dog på benene og rystede sig meget hurtigt over, selvom det langt fra var alt sandet der forsvandt fra den sorte pels. Titan stod heller ikke stille ret længe, men gav sig til at nappe efter hingstens ben, provokerende, drillende, udfordrende – hvad som helst for at få den fremmede til at deltage i legen. Uanset om det var nødvendigt eller ej. Mange havde det dog med at droppe legen rimelig hurtigt – hvorfor forstod Titan dog ikke.

words: 179 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

Sammenstødet med sandet gav endnu et ubehageligt ryk I hele hans krop. Selvom sandet var blødt – så var det altså ikke blødt at lande på. Han havde fået stukket mulen mere eller mindre direkte ned i sandet, for da at vælte ud over sin venstre side så han endte med at ligge på siden. Hurtigt fik han derfor hævet hovedet, så han kunne se den sortes nærmest febrilske bevægelser, som han slet ikke kunne sætte ord på hvad lignede. Faktisk så det så komisk ud, at han et øjeblik fnøs leende; noget den dunfarvede hingst meget, meget sjældent gjorde, hvilket også fik det til at lyde helt bizart. Så snart den sorte dog kom om på bugen og fik rejst sig, skyndte Zeus sig op ligeså. Han endte med at komme op at stå lidt et øjeblik før den sorte, som straks huggede ud efter hans bagben. Med et fnys totalt modsat hans før leende, lossede han direkte ud efter den sorte. Derefter vred han sin krop rundt for at sende et bid direkte efter den sorte hingsts flanke, da der var størst overflade og dermed størst mulighed for at få fat. Denne her ’leg’ var brutal, jovist. Men sådan legede hingste nu engang.

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 9 ]

En af Titans fejl i andres øjne måtte vel være hans unødige hoppen rundt. Han brugte alt for meget energi på bare at kaste sig rundt og fjolle rundt. Men det var hans måde at have det sjovt på. Da hingsten også kom på benene og slog baghovene ud efter ham, trak han hovedet tilbage, og rejste sig på bagbenene. Ikke bare lidt, men meget - dog ikke så meget at han ikke ville kunne holde balancen - og skulle han miste den ville han falde forover og lande på alle fire ben igen. Han benyttede sig stadig ikke af ord. Han mente ikke det var nødvendigt. Leg var et sprog alle forstod, var det ikke? Alle havde vel været føl og leget. Da hingsten huggede ud efter Titan, huggede han ligeledes ud efter den fremmede legekammerat. Det var sådan det var. Når man sparkede ham eller bed ham, så bed han tilbage. Det var også derfor legene kunne gå hen og blive ret så voldelige til tider. Mere end det måske var meningen fra begge parter - måske fordi Titan fik provokeret andre uden selv at vide det. Han stoppede heller ikke bare efter at have hugget ud efter hingsten, men blev ved med at springe mod ham, som om han ville være i stand til at vælte ham ned i sandet igen, ligesom han havde gjort ved den store hingst da han stadig kun var et føl. Ingen havde forklaret ham, at den store hingst bare havde ladet ham vinde dengang.

words: 253 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

Den sorte hingst, som Zeus vurderede til at være yngre end ham selv, på grund af hans stil, huggede ud efter den dunfarvede hingst, så snart han selv gjorde. Zeus fnøs kort ved følelsen af et tandsæt imod hans skind, men ellers sagde han ikke meget til det. Han vidste at man fik tilbage i en kamp, og det der afgjorde kampen, var den som kunne tage flest slag og placere sine egne bedst. Derfor rykkede han hurtigt sit bid op imod halsen på den sorte, frem for at bide fat i hans flanke, nu hvor han var tæt nok på.
Der var noget meget legende over den sorte hingst, som Zeus ikke havde. Nok var det her ’sjov’ i hovedet på Zeus, da deres lille optrin hverken handlede om hopper eller magt. Dog kunne Zeus ikke fralægge sig lysten til at tryne den sorte, til han bukkede sig for ham – og hvis ikke Zeus fandt en måde at holde igen på, eller den sorte slog ham ned, da ville han nok fortsætte indtil han fik overtaget. Inden Zeus fik rigtig godt fat, så han kunne trække hingsten, flyttede han sig og sprang imod ham, som forsøgte han at vælte ham. Nu var Zeus blot større og tungere, end den sorte, og derfor blev han stående i sandet. Han hævede sit hoved op over den sorte og nedstirrede ham med et blik der tydeligt fortalte den sorte, at det der var en fejl fra hans side af. Derpå slog Zeus et forben op imod bugen på den sorte med voldsomt kraft – og hvis ikke den yngre flyttede sig, ville det gøre ondt.

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 10 ]

Den fremmedes tænder mod Titans hals gjorde ondt. Ikke meget, men nok til at Titan gav en lille lyd fra sig i overraskelse. Det var da ikke særlig rart! Det fik ham dog ikke til at stoppe. Slet ikke! han ville ikke give op bare for den ene lille smerte - som ikke engang var en smerte længere. Med forbenene hvilende mod den fremmede strakte Titan halsen så langt han kunne for at se om ikke han kunne få fat i den dunfarvedes ører. Han kunne dog ikke nå så langt, men manen var tilgængelig. Fuldt tilgængelig, dog tilsandet. Titan havde bare så meget sand i munden i forvejen at han vurderede det næppe ville gøre en forskel med lidt mere, og derfor gav han sig til at gennemtygge en tot af hingstens man,  Så meget savl som han overhovedet kunne producere! Og da han slap den tot ville han gå igang med en ny, men hans forben gled ned. Det forhindrede ham dog ikke i at prøve på at få fat igen og Titan ignorerede på en måde hans fremmede legekammerat imens. Det var dog lige indtil hingsten ramte ham, og fik ham til at slippe og spærre øjnene op med et endnu større overrasket hvin. I nogle sekunder stod Titan og så på ham med hans grønne øjne - det eneste der var unaturligt ved ham - men langt fra så unaturligt som nogle af de andre hestes særheder. Han så helt forvirret ud til at starte med, men lagde så ørerne i nakken et øjeblik før de blev vippet ud til siderne, og han trådte lige et par skridt væk. Der gik dog ikke lang tid før han kastede sig mod hingsten igen, og bed ud efter hans forben.

words: 292 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

Den unge hingst havde valgt at angribe hans man. Ikke at det gjorde Zeus noget, men det var da irriterende at have ham sådan hængende! Derfor sendte Zeus et tilfredst fnys ud imod den sorte, da hans forben ramte og han trak sig med et helt forvirret udtryk i hans smalle hoved. Sødt. Et nærmest grumt smil tegnede sig over mulen på Zeus, for det var tydeligt at hans modstander ikke havde lært forskellen på kamp og leg. Han legede, hvor Zeus allerede var gledet over i kampen, og hans analyse af den sorte var startet.
Da den sorte hingst bed efter hans forben, hakkede Zeus derimod ud efter det øverste af hans nakke. For at nå hans forben, måtte den sorte sænke halsen, og det udnyttede den dunfarvede til fulde. Hans kæber og tænder måtte lige mase ned igennem den kraftige man, inden han fik fat nede ved pelsen og kunne sætte sit bid i hans muskulatur. Dette greb var overlegent, for han kunne, såfremt hingsten ikke var klog nok til at trække sig tilbage, bare trykke ham ned. Alt imens mærkede han den kendte følelse af et tandsæt omkring hans ene forben. Fordi det gjorde ondt trykkede han sine ører helt fladt i nakken, men hans forben blev stående. Hvis han selv begyndte at bevæge det for meget, kunne han risikere selv at være skyld i, at den sortes tænder rev hul på den tynde hud på benene, og det gad han helst ikke. Han havde set hvad dét kunne føre med sig af slemme ting og sager.

So .. Much .. Sand ..
♣

[ 11 ]

Titan så stadig det hele som en leg. For ham fandtes 'kamp' ikke. heller ikke krig. Var der flere indblandet var det bare gruppeleg. hold mod hold eller alle mod alle. Noget strammede omkring det øverste af hans hals, ved nakken og manen. En ukendt følelse på en måde, og så alligevel ikke, for han kunne godt fornemme hvad det var. Han forsøgte at krænge hovedet lidt på skrå for at se op mod hingsten, men det var begrænset hvor meget han kunne dreje hovedet. Det var begrænset hvor meget han egentlig kunne stille op. Han kunne måske forsøge at tvinge hovedet opad igen, men hernede fra ville han ikke være den med fordelen. Han ville kunne prøve på at trække sig væk, men det kunne gå grueligt galt. Han fik dog fat i hingstens forben, og slap det ikke. De grønne øjne og hele Titans udtryk lignede nok mest af alt et føl der havde fået pænt meget skæld ud. Titan havde dog aldrig rigtig fået skæld ud, men han undrede sig. Hvorfor gjorde hingsten det? Han slap som sådan ikke hingsten forben helt, men gav sig til at tygge lidt på det, som han havde gjort med manen. Det var jo ikke meningen det skulle gøre ondt - og dog. Det gjorde ondt på Titan, så han måtte ligeledes påføre den anden hingst smerte for at kunne følge med i legen.

words: 233 | Tag: Zeus

Tracker | Tables | Plots | Application

[13]

Den dunfarvede Zeus havde fået rigtig godt fat omkring den øvre del af nakken på den sorte yngre hingst. Alt imens havde han ganske forudsigeligt valgt at gnave længere ind i benet på Zeus, men han rykkede sig endnu ikke, da han ikke ville få revet hul på de tyndskindede ben. Som han før havde husket, havde han set alt for mange fatale skader som følger af skader på ben; de var vigtige at holde clean i kamp, så kunne skrammer på skulder, flanke og hals altid tages. De var ikke så skadelige. Han fnøs dybt, inden med ham meget maskulin røst sagde, tydeligt, ned i manen på den yngre hingst;

,,Slip, knægt!”

Han øgede alt imens presset på hingstens nakke, så han faktisk søgte at trykke ham ’ned’ imod jorden med mulen, og så måtte han tage det, hvis hingsten holdt ved endnu i hans ben. Dog følte Zeus, at han nu havde fået rimelig godt styr på situationen, også selvom den sorte, nok så klogt, også havde fat et godt sted på ham.