På egen hov..

På egen hov..
_________________________________

Solani anede ikke hvem han snakkede om, og det ville også være underligt hvis hun gjorde, fra de få informationer. Hun spurgte ikke mere ind til denne mage, hun kunne ikke tillade sig at snage mere i hans privatliv. Han havde sikkert fortalt mere hvis han havde haft lyst. Alligevel følte hun at der gemte sig noget under disse få ord, noget han undlod at fortælle. Ikke at han løj, men bare skjulte noget. Dog spurgte hun ikke ind til det. Han havde ikke stillet hende nogen spørgsmål der ville prikke til hendes privatliv. Vejen foran dem var lang og ensartet. Alligevel kedede Solani sig ikke i selskabet, nej, hun følte sig rolig og tryg, på en anderledes måde. Hun ville ønske at hun kunne have det sådan hvert sekund af hendes liv. Dette var dog ikke noget hun viste, selvfølgelig ikke, hun viste ingen følelser ud over det lille smil der før havde tegnet sig om hendes læber. Hun nikkede let til hans ord. Hun havde hørt, men havde intet at sige. Hendes egen hjertebanken kunne høres i hendes ører, den var ganske rolig. Hun var ganske rolig. Pludselig stoppede hingsten ved hendes side op, og da hun selv stoppede og vendte hovedet for at se grunden, stirrede hun blot ind i hans blå øjne. Masken skjulte det meste af hans ansigt, men de blå øjne virkede gennemtrængende. Hun var ganske stille, men flyttede ikke de tofarvede øjne fra hans. Øjeblikkene var lange, og hun kunne blot høre sit eget hjerte slå. Mere ophidset end før. Hvorfor, var ikke til at sige.
___________________________________________________________________________

Wordcount: 263

Stile stod han nu, rankt og stolt, som den muskuløse vogter han nu engang var i nutiden, mens hans øjne stille fokuserede på hende. Hans krystalblå øjne så med det evigt kolde og tomme blik, i hendes to forskelligt farvede øjne... som hans søn også ejede. En ro lå over dem, en hel speciel en af slagsen, som han ikke havde følt siden hans næsten hvide hoppe, havde været sit gamle jeg.

Dybt i ham føltes et stik, et ubehageligt et af slagsen; hvoraf han i samme sekund stille havde slået en anspændt rynke på hans mule før den stille blegnede nu endda. Roligt brød han deres ellers rare kontakt via deres blikke, da han nu skævede op mod den åbne himmel over bjergendes toppe. Han åndede roligt ud, før han tog sit snit. Han måtte videre, til trods for at han godt selv vidste det betød at der måske ville gå umenneskelige tider før han måske atter ville støde på denne hoppe nu endda.

"Solani, det har været mig en fornøjelse at træffe Dem. Jeg håber at dette ikke bliver min sidste gang i Deres møde... Men De må have mig undskyldt for nu."; de hæse og intense ord spillede tonløst, til trods for den ærlighed der inderligt lå bag dem, ør hans kolde og tomme øjne kastede et sidste blik på hende, for dernæst at nikke kort. Rankt og stolt, hilsende; aftrædende til et samlet anspring, der derpå bar ham bort.



[OUT - JEG synes vi skal starte en ny tråd!]