På egen hov..

Om man ville det eller ej, var foråret endeligt på vej. Solen skinnede mere i dag end den havde gjort de sidste dage. Dog virkede himmelen endnu grå og kedelig; og havde han da begivet sig på Enophis enge - frem for i bjergpasset - havde han også mærket en masse kulde fra de isnende vestenvinde. Tiden med opdragelse af Lupë var forbi for denne stund. Den rødlige hingst, somme ikke just længere var et føl længere, var draget tilbage til Foehn. Til flokken Aljun, til skyggehestene og hans elskede næsten hvide skygge hoppe. Han valgte dog at forblive her for en stund, han ville ikke troppe op i tide og utide; og slet heller ikke for tit.

Derudover fandt han det bestemt ikke nødvendigt at nogle af de skyggeheste vidste noget om at Lupë var hans søn. Det ville både få konsekvenser for ham selv, Deadly Myth og måske også Lupë i sig selv. Hans hove klirrede på det hårde underlag, før noget mere frodigt ramte hans hove. Denne dal han befandt sig i nu, var nok en af de mere små dale, med få indgange. Men her var mos, græs; og få træer i den anden ende af hvor han stod nu. Men intet vand. Vand behøvede han dog heller ikke lige nu; og stolt og rankt bar han sin muskuløse krop af sted, mens ørerne karakteristisk lå tilbage. De krystalblå øjne han ejede stirrede nærmest tomt frem, kolde og tomme, før de stille fik øje på ørnen der flaksede sig vej hen til noget klippekant og satte sig der. Djange stoppede halt op, blot for at betragte den følgesvend, som ofte var der, men på ingen måde var loyal. Han nød når den var der, så var han ikke alene. Men heller ikke forstyrret.



[Reserveret til Solani]

På egen hov..

10

Hvor den mørke hoppe var på vej hen var ej til at sige – hun havde været ensom på det sidste, som dagen hvor folingen skulle ske nærmede sig hastigt. Det ville være tydeligt for enhver at hun bar på langt mere end blot vintersul, at hun bar på et nyt liv. Tanken skræmte hende ikke længere, for hun så sig selv som en ganske stærk hoppe. Hun havde ikke brug for nogen tilfældig hingst til at hænge på hende og hendes føl. Det nægtede hun alligevel. Det var ikke gået op for hende hvor længe hun faktisk havde vandret, inden hun nåede til en dal. En dal hun ej havde set før, men hun havde heller ikke brugt meget tid på Enophis. Hun scannede hurtigt dalen, for at se om noget liv var dernede, og søreme om der ikke stod en hingst dernede. En utrolig usædvanlig hingst efter hendes mening. Hans farve var ganske smuk og særpræget, og hans krop var mere velbygget og stærk end nogen andre hun havde set før. Derudover bar han en form for rustning eller brynje af læder, over hans hoved, rundt om hans bryst, og over hans bringe. Jo, sandelig meget usædvanligt. Dette holdt hende dog ikke tilbage fra at opsøge hans selskab, selvom næsten alle de hingste hun havde mødt havde været sure og sære. Hun bad til at denne ikke var det.

Snart var hun nået ned til der hvor hingsten stod, og han havde med stor sandsynlighed også fået øje på hende nu, for længst. Det ville være svært ikke at have set, eller hørt hende nærme sig. En lav brummen blev sendt hen mod hingsten, for at gøre ham opmærksom på hendes tilstedeværelse, inden hun med et nysgerrigt blik på ham, nærmede sig. Hun stoppede ikke inden hun var ganske tæt på ham, men hun nøjedes med blot at kigge. Hun havde strejfet den sorte, og havde endt med en hov i hovedet. Det gad hun søreme ikke igen, og slet ikke fra denne hingst, der synes stærkere end nogen af de andre hun havde set i landet.

Wordcount: 348 | Tagged: Djange

Stilheden varede ikke evigt, før en tilkommen trådte dalen til. Det var som en robot at Djanges krystalblå tomme og kolde øjne på et splitsekund opfangede dette. I et næsten mekanisk ryk drejede han hovedet og forholdte det så helt stift og stille imod denne fremmede.

Hans titel som vogter havde ikke ændret ham meget... og så alligevel var han begyndt at se på fremmede med andre øjne. Mindst lige så bedømmende, men så alligevel gennemgik han nogle langt mere anderledens kriterier. Denne hoppe nærmede sig, med en duft af; kardemomme. Noget vagtes i ham, et minde, en sorg... Hun bar samme duft som hans tidligere mage; Silent Liberty. Kort rumsterede en lang række tanker, mens han standhaftigt blot stod helt stille, en anelse opspændt i sine muskler.

Hoppens syntes at have en vis nysgerrighed; og som hun nærmede sig, bed han da også mærke i hendes specifikke og specielle blis der var som gledet ned på den ene side. Lidt allá som Lupës. hans ører forblev tilbage, mens mange ville anskue og bedømme ham til at være farlig eller truende, trods dette ikke var tilfældet. Hoppen stoppede ved ham, ikke for tæt, men så alligevel lige på grænsen. Han knejste kort i nakken, næsten overlegent, mens hans kolde og tomme øjne så meget direkte i hendes. Næsten stirrende.

"Vær hilset."; hilste han nu med den hæse og intense stemme, med den så helt igennem tonløse lyd; at han lød intet mindre end ligegyldigheden selv. Roligt, men lettere mekanisk nikkede han hilsende imod hende, roligt; mens hans øjne forblev kolde og tomme og hans ører tilbage. End ikke slækkede han på den ranke og standhaftige holdning med den højstillede hals - på trods af deres højdeforskel.

På egen hov..

11

Hingsten virkede ikke direkte afvisende, men heller ikke just glad for at møde selskab, så det ud til for den mørke hoppe. Hele hans væremåde virkede mekanisk og kold og sten eller metal. Ved hans overlegne holdning og den måde han betragtede hende op, knejsede hun let med den lange sorte hale, hvorefter hun hævede hovedet og bøjede i nakken. Trods hun var fuldstændig rettet op, var hingsten mange centimeter højere end hende, og hendes tofarvede øjne kiggede derfor op mod hans blå. Hun tøvede kort, inden hun lod et skævt smil smøre sig om hendes bløde læber.
”Godeftermiddag.”
Hendes hilsen var ganske kort, men hun mente at han selv måtte præsentere sig inden hun gjorde det. Hun ville ikke virke overdrevet ivrig efter at snakke med den brogede hingst. Vinden legede let med hendes tynde sorte man, som let berørte hendes bløde vinterpels. Det var tydeligt at foråret var på vej, for trods vejret endnu var køligt, og himlen grå, så var den lette vind varmere end den havde været i meget lang tid, faktisk i al den tid hun havde tilbragt i Andromeda. Hun var glad ved tanken om at hendes føl ville komme til at vokse op lige til foråret, og ikke skulle gennemleve hele den kolde vinter.

Wordcount: 211 | Tagged: Djange

Den let brogede hingst forblev rolig; end ingen missede og anseende blikke, eller truende og advarende adfærd. Hoppen blev også respektfuldt stående i denne afstand fra ham, da hun gengældte hans hilsen. Hendes øjne var lig Lupës, én af hver farve - bare ombyttet i forhold til hans søn. Han forholdte sig mere eller mindre roligt, da han nu selv konkluderede at hoppen her var drægtig. Maven bulede ud, og jo mere han tænkte over det, havde hun også set en smule vraltende ud som hun havde tilnærmet sig ham lige før.

"Jeg byder Dem velkommen til bjergpasset; søger De ly?"; hans stemme var hæs og intens, tonløs. Mens hans øjne fyldt med kulde og tomhed. Nogle ville måske tolke ham som ubehagelig og utroværdig, grundet denne kolde og kyniske aura der for altid havde ligget omkring ham. Han valgte ej at hentyde direkte til maven, da han selv hadede hvordan andre sjæle kunne snage i hans eget liv.

Men han måtte også huske.. han var ikke vogter for ingenting; og selvom han skulle passe på bjergpasset, var det ligeså vel en mindst lige så stor opgave at passe på de heste og sjæle der bød sig ind i bjergpasset. Så længe de ikke bar' skygger med sig.

På egen hov..

12

Hun var ikke vant til den mere formelle tone den brogede hingst talte i, da hun ikke normalt tage i De og Dem. Hun vidste heller ikke helt hvordan hun skulle fortolke hans spørgsmål, og det at hun ingen form for tone eller følelse kunne spore i hans hæse stemme gjorde det ikke ligefrem lettere for den lette hoppe at tyde hans ord ordentligt. Hun tøvede kort, inden hun svarede.
”Ikke som sådan, nej. Jeg kom blot tilfældigt forbi.”
Hun vidste end ikke at dette skulle være ’bjergpasset’, men nu hvor hun kiggede op, kunne hun godt se de mørke bjerge tårne sig op mod den mørke himmel. Hun havde aldrig set bjerge før, da der var mere fladt og ørkenagtigt hvor hun kom fra. Træer var hvad hun var vant til, men bjerge var en sjældenhed for hende. Hun betragtede fortsat hingsten, og forsøgte uden held at finde ud af hvad han var for en. Han virkede meget kølig, men ikke direkte ond. Hun spurgte ikke ind til hans brynje, da hun frygtede at det ville virke upassende, skønt den vækkede hendes nysgerrighed. Hvorfor havde han den dog? Det ville da være svært at bære rundt på den, medmindre den var ganske vigtig for ham eller nogen andre.

Wordcount: 209 | Tagged: Djange

Hoppen syntes ikke at mangle noget, hvilket nu egentlig passede den let brogede hingst fint. Et par flaksende store vingetag hørtes, og stille drejede det ene af hans tilbagevendte ører sig lidt ud til siden, før han skævede kort op imod ørnen som nu lettede. Et kort skrig lød fra ørnen, som om den kaldte på nogen... Det var sjovt med den ørn, som accepterede den at Djange nu havde andet selskab, og derpå forlod selskabet. Det var kortvarigt at ørnen distraherede hans opmærksomhed før den landede på hoppen foran ham endnu engang. Roligt nikkede han høfligt og små mekanisk, mens han ellers var uændret af udtryk.

"Nuvel."; hans hæse og intense stemme lød tonløst imellem dem, kort og accepterende af hendes beslutning.

"Mit navn er Djange, Bjergendes Vogter."; valgte han at præsentere sig, roligt rankede han sig lidt i den ellers spændte holdning, næsten på grænsen til overlegent. Uden egentlig at ville håne eller blære sig, blot løb en mindre stolthed i hans åre, efter den gang Den Vise havde velsignet ham.

På egen hov..

13

Hendes smil visnede fra hendes læber, da hun ingen tegn på gengældelse mødte i den fremmede hingst. Djange. Fremmed navn, fremmed udtale, fremmed hingst. Som sådan var hele denne verden endnu fremmed for Natskyggen. Hun nikkede kort til hans præsentation, men udviste intet andet, skønt tankerne hvirvlede omkring indeni. Bjergenes vogter? Hun havde aldrig hørt det før, men det lød ganske formelt, og passede godt på ham. Måske var det derfor at han havde budt hende velkommen til bjergpasset på den måde.
”Jeg er Solani.”
Svarede hun, men ingen titel efterfulgte hendes navn. Hun var ingen for de fleste, og de få hun havde mødt havde ej gjort det store indtryk på hende, og hun tvivlede på at hun havde gjort det på dem. Jo, selvfølgelig havde den dunfarvede givet hende et føl, men hun ønskede ikke ham, og hun kendte ikke engang hans navn. Nej, hun ville for altid være den sidste puslespilsbrik der ikke rigtig passede ind hvordan man end vendte og drejede det. Ikke at det gjorde hende så meget – hun ville jo stadig have selskab. Men alt dette med kærlighed og venskab på den måde, ville nok aldrig nå hende som den kunne nå andre. Hun var vel uinteressant om man ville, eller også var det blot hende der så andre som uinteressante. Eller en blanding af begge.

Wordcount: 222 | Tagged: Djange

Hoppens smil blegnede hurtigt, det bed han sig jovist mærke i. Men nu lå smil ikke til hans stærkeste side. Nej kun for sig selv, og kun ved specielle øjeblikke ville et smil komme ham til gode over den lyserøde mule. Solani, hed hoppen. Mens hendes duft behagede og frastødte ham på samme tid. Mindet af den lille sorte varmede ham helt uhørt, mere end han ville have gættet på selv; mens han vidste hun aldrig ville komme tilbage, vagte dette en vis gen opblussende sorg ved duften. Han forblev urørt, af udtryk fremadrettet før han roligt trådte et par skridt tilbage, for at vende mere eller mindre siden til hende, uden at virke direkte afvisende. Nærmere indbydende.

"Solani, er De nytilkommet landet? Eller har jeg blot ikke stødt på Dem før?"; talte hans hæse og intense stemme, der tonløst lød. De kolde og tomme krystalblå øjne så fortsat i hendes tvefarvede, alt imens han kort slog blikket frem for sig orienterende, hvorefter han stille og standhaftigt vendte fronten mere til hende igen, respektfuldt.

På egen hov..

14

Som en stenstøtte blev hoppen stående og betragtede denne Djange, uden som sådan at vide hvad hun skulle sige. Der kunne umuligt være lang tid til at føllet kom til verden, hvilket ville betyde at hun havde været der i mange måneder nu, men hun ville ikke kalde det lang tid. Hun følte sig stadig ny, og hun følte ikke at hun kunne acceptere de heste er boede i landet. De var alle fjendtlige eller virkede simpelt som om de ikke gad at tale med hende, og hun havde ingen at tage hende til som hun kunne finde en smule trøst hos. Hendes stolthed var for stor til at knække sammen, men hun var for realistisk til at det gav mening for hende hvordan i alverden hun kunne være endt her, i et land hun knap nok kendte navnet på. Andromeda, mente hun at det var.
”Jeg er vel relativt ny. Men føllet er herfra, så jeg har efterhånden været her i nogen måneder, skønt jeg aldrig har været i denne del af Enophis før.”
Hun henviste til føllet, da hun bestemt mente at den brogede ville have set det for længst. Det var meget svært at undgå efter hendes mening. Hun nød at vide hvor hun havde folk henne, men i dette land var det som om hele hendes personlighed var smeltet sammen, og hun vidste ikke hvor hun havde sig selv længere, for slet ikke at tale om andre. De udviste simpelthen ingen tegn på at ville skade hende hvis hun begyndte at gøre tilnærmelser, de udviste ingen tegn på at nyde hendes selskab. Hun savnede hints til hvordan hendes selskab havde det, og det fik hun ikke fra en eneste af de få personer hun havde mødt hidtil i dette nye land.

Wordcount: 295 | Tagged: Djange

Ud over hendes søde duft af kardemomme, som den lille sorte altid havde haft, i samspil med de to forskelligt farvede øjne, som mindede ham om Lupë; så var der ikke meget ved denne hoppe som trak i ham. Alligevel fandt han for første gang i lang tid heller ikke et selskab irriterende. Hun var respektfuld, men samtidig hverken bange eller for frembrusende. Måske havde han også selv ændret sig lidt, efter de føl han havde fået; der især Lupë som havde været lidt af et skarn til tider. Et skarn med et lidt for højt energi niveau til tider også..

Hoppen var ny i landet, mere eller mindre. Hun bekræftede hans selv eller konkluderede holdning til at hoppen måtte være i fol, hvis da ikke højdrægtig endda. Hvilket mindede ham mest af alt om Athene, hans første fødte. Da han, fordomsfuldt nok, nærmest blot gik ud fra at det måtte have været en bedækning og intet andet... Men det mundede nu også nok mest ud i at han selv var af den kaliber der i starten ikke troede på kærlighed, og først senere i sit liv lod sig åbne op for dette; hvoraf han virkelig lod det tage tid. Muligheden for at denne mørkglødede hoppe bar' et føl efter en sand kærligheds ægtefælle, var ham usandsynlig - men dog ikke umulig?


"Velkommen til, om ikke andet."; havde hans hæse og intense stemme lydt tonløst; på trods af den ærlige og oprigtige venlighed der egentlig lå bag hans ellers udadtil intetsigende ord.


"Så længe De befinder sig i bjergende, på Enophis, vil Deres sikkerhed forekomme mig."; lød hans hæse og intense stemme tonløst atter; simpelt. Måske ville hoppen forstå, og måske aldrig; at hagen ved Djange var at udelukkende lytte til hans ord og ikke hans tone. Endnu lå hans ører tilbage, mens hans øjne så næsten stirrende i hende, kolde og tomme.

På egen hov..

15

Da hingsten endnu ikke udviste nogen tydelige tegn på direkte at nyde at have selskab, men ikke ligefrem forsøgte at forlade hende, måtte hun bare acceptere at det nok ikke blev ret meget bedre fra hans side af. Et ganske svagt smil kunne anes i den ene side af hendes mund, da hun svarede ham igen.
”Jeg takker for din velkomst, samt din beskyttelse. Jeg går næsten ud fra at du tilbringer mere tid i denne del af landet, end så mange andre steder, ikke sandt?”
Spurgte hun ham, selvom hun næsten kunne have sagt sig selv at hvis han var bjergenes vogter ville han nok mest holde til i bjergene. Hun ville bare gerne fortsætte deres samtale, men hun kunne ikke rigtig finde på andet at sige. Hun var velsagtens ved at blive desperat efter selskab efterhånden, selskab som ikke skadede hende. Ja, hun havde ikke ligefrem fået den bedste start i landet, hvilket også havde gjort hende mere reserveret end hun var af natur. Hun plejede at være ganske glad og sprudlende, men landet havde gjort hende bange. Hun vendte kort blikket mod bjergene, men der var intet at spore i hendes tofarvede blik. Smilet om hendes læber havde ligeså været flygtigt, og den hårde facade havde endnu engang overtaget hendes eller udtryksfulde ansigt.

Wordcount: 216 | Tagged: Djange

Den mørkglødede hoppe havde smilet og talt, alt imens det ene af hans ører let havde været gledet let ud til siden. Nærmest for at understrege hans respekt og at han rent faktisk lyttede til hendes ord. Let gled øret på plads tilbage igen, før han roligt nikkede en anelse mere galant. Stadig mekanisk, men som respons på hendes tak.

"Bjergende er mit hjem, samt min opgave at beskytte nu."; svarede han hæst og intenst, tonløst. Det var på mange måder sørgeligt, ville mange nok mene. Men for Djange var det drømmen. Siden han kom her til havde han ikke andet end været i bjergende. Han elskede stilheden, men ligeså så han spændingen i de kolde og kyniske bjerge, der uforudsigelige kunne være sikre som usikre.

"Men Solani, må jeg spørge Dem hvem de endnu har træffet i landet her?"; tillod han sig så at spørge. Endnu hæst, intenst og direkte tonløst. Men, ak ville han nu egentlig gerne vide det. Selv kendte han til en del i landet, og måske det kunne give ham et bedre indblik af hende som sjæl, ud fra hvem hun havde mødt; og nu havde af forhold til disse?

På egen hov..

16

Den mørke hoppe havde ikke meget at svare til Djanges første ord, så hun kom blot med et kort nik. Dog kunne hun sagtens svare på hans andet spørgsmål, skønt det kunne være sværere for hende end så mange andre.
”Jeg har mødt forskellige her i landet, men jeg har endnu få navne at give af. Den første sjæl mødte jeg få minutter efter jeg ankom her. Skovene på Chibale, skulle jeg mene. En kulsort hingst, hvis ene øje manglede. Hans krop var dækket af ar, og han ønskede mig ikke nær ham. Jeg endte med at få en hov i hovedet.”
Hun ville ikke gå dybere ned med den historie, for hun ønskede ikke at se den kulsorte, vrede og indelukkede hingst igen. Hun havde rørt ham, og han havde skadet hende. Hun så ikke hvordan hun kunne have fortjent det. Hun forsøgte at huske tilbage, men det hele var en smule sløret. Derefter trådte mindet om den kraftige, arrede hingst op i hendes hoved.
”En måneds tid efter stiftede jeg bekendtskab med en kraftig hingst, fra nord skulle jeg mene. Han bar en hvid fletning i hans man, og ligeså havde han også ar. Hans navn var Nox Mortuum hvis jeg husker korrekt, men jeg mødte ham ikke igen.”
Talte hun videre, men hendes opmærksomhed var mere på at huske de få hun havde mødt. Alle hingste, huskede hun. Hun havde ikke set en eneste hopper her i landet!
”Senere mødte jeg en dunfarvet hingst – muskuløs og smuk af bygning. Jeg var i brunst da, og han er faderen til mit ufødte føl. Han tilbød mig beskyttelse, men jeg sagde nej. Et dumt træk måske, men jeg ønsker ingen tilfældig hingst omkring mig til evig tid.”
Fortsatte hun sin talestrøm. Hun havde ikke brudt sig om ham. Han var smuk, det var sandt, men han virkede utrolig temperamentsfuld. Dog var hun glad for at han ikke havde bragt hende med sig med vold, men blot gået sin vej igen da hun takkede nej til hans beskyttelse.
”Jeg husker også en tvefarvet hingst, dansende i månelyset. Han havde ingen ord, men jeg følte mig sikker i hans selskab. Han virkede ikke som om han ville mig noget ondt. Dage senere satte jeg min hov på øen Foehn, hvor jeg mødte en hvid hingst. Ganske smuk, men mærkelig. Hans krop var præget af tåreformede, sorte aftegn, og skyggelignende væsener smøg sig om hans ben. Hans navn kender jeg ej.”

Wordcount: 409 | Tagged: Djange

Hoppen havde så ment alligevel meget på hjertet. Som før havde hans øre været gledet let ud til siden, for at understrege hans opmærksomhed og fokus på hende, før det havde fundet vej tilbage igen da hun efter en stund havde talt færdigt. Mange ting havde været løbet igennem hans hoved under hendes fortælling. Det forundrede ham at han ikke kunne genkende en eneste af hendes møder, på nær den sidste... Først havde han moret sig en smule, for selv havde han da sagt fra en del gange ved folk der kom for tæt på. Dog aldrig uden at advare først! Derefter havde en mere forstående tanke strejfet ham omkring hendes valg med denne hingst der til synladende var hendes kommende føls far. Han havde været helt urørt af udtryk i ansigtet, men blot set til og lyttet.

Mest af alt undrede det ham at han ikke fandt hendes fortællinger ligegyldige og lange uden mening og indhold. Måske var det fordi dette ikke var tilfældet? Nej denne hoppe syntes til at have noget mellem ørerne. Dog fik dette emne ikke megen opmærksomhed i Djanges hoved, før det slog ham hvem hoppen havde nævnt som den sidste. Skeptisk og vrængende slog en rynke sig på den lyserøde mule, mens han en anelse missede de kolde og tomme øjne anseende. Han så nok mest af alt truende ud pludselig, mens hans ører også blev presset dybere i nakken. Ikke af hende, men af ham.

"Skyggerne..."; hans hæse og intense stemme næsten hvæste lavmeldt, tonløst. Men han stille log de mere truende udtryk blegne atter engang. Noget blussede i ham, og det var ikke af gode vibrationer. Men det var nu også forståeligt nok, det var jo trods af alt fjenden.