Forår i luften. ღ (Hash med Camille)

Forår i luften
______________________________

Månederne var fløjet af sted, og foråret var nu endelig indtrådt i landet. Alt sneen var smeltet, og overalt blomstrede landet op på ny. Det var stadig præget af at være et gråt og kedeligt vejr det meste af tiden, men landet var i sandhed begyndt at vise tegn på forår. Det grønne græs voksede på livet løs, bladene var vendt tilbage på træerne, og rundt omkring spirrede små, grønne knopper, der snart ville vokse op og blive store og farverige blomster.
Denne formiddag havde Apeiron valgt at søge mod øen Enophis, som var den største ø i hele Andromeda. Det var sådan et smukt vejr i dag, og det ønskede han at nyde på denne frodige ø. Solen stod klart på himlen, og det var vindstille i vejret. Luften var stadig kølig, men solen varmede ens pels godt op denne dag. Et sagligt smil hvilede om Apeirons mule. Han elskede forår!

Han var snart begyndt at ligne noget, der var løgn. Han var i fuld gang med at smide sin vinterpels, og det resulterede i, at meget af hans pels sad i store, løse og grimme totter på hans krop. Det kløede helt vanvittigt, men det hørte desværre med, når man levede udendørs året rundt. Der ville heldigvis ikke gå mere end nogle uger, før den tykke vinterpels ville faldet helt af.
Han afbrød sin gang og rystede sig, så store totter pels hvirvlede i luften omkring ham. Det var et lidt sjovt syn, og han kunne da heller ikke skjule et lille smil, der trak sig op i hans mundvige. Selvom han var en fuldvoksen og meget alvorlig hingst, kunne han stadig godt finde glæder ved de små ting i livet. Han bøjede hovedet og kløede sin mule mod sit ene forben, inden han atter satte frem i skridt.

Den mørkegrå hale svingede afslappet bag ham, alt imens hans ravgyldne øjne så rundt i landskabet. Han befandt sig på en stor eng midt på øen og var lige nu på vej ned ad en stejl bakke. Det næsten knæhøje græs kildede om hans koder, og han måtte holde tungen lige i munden for at holde balancen. Apeiron var ikke en hingst, der var god til særligt mange ting, og derfor kunne nogle ting i livet godt være en større udfordring for ham, end de ville være for andre. Det var dog blevet en del bedre, nu hvor han endelig var ved at falde lidt til i Andromeda. Han havde endelig accepteret det faktum, at han på mystisk vis var dukket op i et ukendt land, og han havde langsomt lært at leve med den kendsgerning, at han ikke kunne huske særlig meget fra sin fortid. Alt dette havde været med til at give ham ro i sindet, og derfor havde han også haft mere mod til at udforske landet og dermed sig selv.

Alle disse positive tanker havde gjort ham i godt humør, og pludselig fik han frivilligt lyst til selskab. Stoltheden lyste ud af hans gyldne øjne, da han lod et opsøgende vrinsk give genlyd ud over engen. Dette var første gang i hans liv, at han selv havde kaldt efter selskab på denne måde. Det var vildt stort! Mon der var nogen i nærheden, der ville svare ham?
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 540

Den lette vind viftede Camilles nougatbrune pandelok ind i hendes gyldne øjne, mens hun bevægede sig gennem det græsklædte landskab i rask trav. Duften af forår var berusende, hvilket fik hende til at hvælve halsen til en blød bue og hendes multifarvede hale var hævet efter hende som en fane. Det stride græs smøg sig om hendes plettede ben, når hun med sikre, velafbalancerede bevægelser placerede sin hove mellem de små græstuer der skjultes. Også hendes pelse fældede, men i det mindste nogenlunde jævnt, selvom hun nu var mere tyndpelset på forparten end bagparten. 
Hoppen stivnede pludseligt, da et højlydt vrinsk skar gennem luften. Det klang håbefuldt spørgende om selskab og efter et øjebliks tøven besvarede hun det med en hæs vrinsken, før hun endnu engang satte afsted i trav, denne gang mere målrettet. Hun strøg i retning af vrinsket, uden at sagtne farten, da hun endelig fik øje på en gråskimlet hingst. Hun var kun et par meter fra ham da hun endelig slog bremserne i og standsede brat i behørig afstand og venligt strakte mulen frem mod ham. "Halløjsa." Hun rystede sin ligelede moccafarvede man en enkelt gang og forsøgte at nogenlundde succesfuldt at lægge bånd på sig selv. Det lignede hende ikke at være så forårskåd. Et livligt blik spillede alligevel i hendes gyldne øjne, men hun var ikke fuldstændig overstadig og uden for rækkevidde. Nysgerrigt spidsede hun ørene mod den fremmede, tottede hingst.

Forår i luften
______________________________

Fuglene sang på livet løs i luften omkring ham. Det var sød musik i hans ører, da det var endnu et af de mange tegn på forår. Luften summede af liv, og selvom det var køligt, varmede fornemmelsen af forår hans krop helt op. Det havde været nogle lange, seje måneder med vinter, sne og kulde, så han kunne slet ikke beskrive, hvor rart det var endelig at mærke lidt varme.
Pludselig fyldtes luften af et hæst vrinsk længere nede ad engen. Hans hvide ører spidsedes straks i vejret. En hoppe havde hørt hans kalden og havde valgt at besvare ham! Han svingede kroppen op i et lille rejehop af rent forårskuller, mens hans øjne betragtende så frem for sig.

Dér! Lidt længere nede ad den grønne eng kom en hoppe travende. Hun var velbygget med feminine træk, og hendes krop bar smukke mønstre i hvide og brunlige farver. Han vippede spændt med de fremadrettede ører, da hun nærmede sig. Han var virkelig glad for, at det var en hoppe, der havde valgt at søge hans selskab denne formiddag. Selvom de også kunne have en del temperament, var det alligevel sjældent, at de var lige så dominerende som hingste.
Hun var nu nået helt hen til ham og standsede brat op et par meter fra ham. Hun virkede ligeledes meget kåd i sit kropssprog, og han kunne ikke lade være med at smile - han var vist ikke den eneste, der led af forårskuller.

Han strakte ligeledes sin hvide mule fremad og prustede nysgerrigt, mens han snuste til hende. Hun duftede godt, som hopper nu så ofte gjorde. En anden duft blandede sig dog med hendes egen; brunst. Åh åh! Det var som regel ikke et godt tegn. Hopper i brunst var som regel enten totalt fjantede og klistrende, og ellers var de totalt hysteriske og opfarende. Hende her virkede dog ikke til at være så påvirket af den, hvilket var et godt tegn. Han selv var heldigvis meget god til at styre sig omkring brunstige hopper, så han viftede afslappet med halen og smilede venligt.

„Nå, så var jeg altså ikke alene," lo han muntert. „God formiddag. Mit navn er Apeiron. Det glæder mig at møde dig."
Det var mange ord, der forlod hans mund på én gang, og folk, der før havde mødt ham, ville da ikke tro sine egne øjne, hvis de så dette. Han var heller ikke selv klar over, hvad der lige skete for ham, men han vidste bare, at han var i fantastisk godt humør i dag, og at han havde mere end lyst til selskab.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 431

Camille selv havde ikke bemærket at hendes brunstperiode var begyndt, før hun stod over for hingsten og rent faktisk kunne lugte ham. Han var skimmel, havde sandsynligvis været pinto som lille og så var han høj - sandsynligvis minimum femten centimeter højere end hun selv, vurderede hun hurtigt. Vinden havde båret hans fært væk fra hende, mens hun bevægede sig hen over engen, men nu var den frisk og klar, med et strejf af gran.
Et øjeblik bredte der sig en knugende angst i hendes krop og hun sitrede næsten umærkeligt, som om hun frøs. Den strålede ud i alle hendes lemmer og fik hende til at trykke haleroden ind mod bagparten for en stund. Hendes brunst skræmte hende og havde altid gjort det, men hun havde efterhånden lært at skjule det, at pakke hendes angst væk bagerst i hendes sind og gemme, men ikke glemme den. Hun noget mere opmærksom på både sig selv og sine omgivelser når hun var i brunst.
Hun tog en dyb indånding, der nemt kunne gå for at være en almindelig prusten og kunne ikke skjule et grin da hun svarede ham; "Niksen, ikke helt." Hun betragtede ham et øjeblik, ikke vurderende, som nogle hopper havde for vane, blot nysgerrigt.
"Jeg hedder Camille," tilføjede hun så, stadig smilende og med et livligt blik i sine gyldne øjne. "Oss' glad for at møde dig." 

Forår i luften
______________________________

Hvis hoppen følte det mindste ubehag ved sin brunst, var hun god til at skjule det; for Apeiron kunne slet ikke mærke det mindste på hende. På en måde fascinerede det ham lidt, for han havde vist aldrig før mødt en hoppe, der var helt upåvirket af den. Det var selvfølgelig heller ikke til at sige, om hun følte sig generet af den inderst inde; men udenpå virkede hun i hvert fald til at hvile fuldkommen i sig selv. Hun virkede enormt tjekket; som én, der havde styr på sagerne og totalt kontrol over sin brunst.
Hans øjne lyste glade op, da hun grinede. Han var glad for, at hans første forsøg på at opsøge en fremmed ikke var endt ud i, at han var stødt på en fjendtlig hest. Han smilede muntert over hendes ord og prustede venligt.

Han mødte hendes betragtende blik og gengældte det. Han havde allerede studeret hende lidt på afstand, men hun var bestemt ikke blevet grimmere af at være kommet tættere på. Han bemærkede, at hendes øjne havde den samme gyldne farve som hans egne. Synet fik atter et smil til at trække sig op i hans mundvige. Det var sjældent, han mødte andre med sådan en øjenfarve. De fleste havde enten brune eller blå øjne.
Han smagte lidt på hendes navn; Camille. Det var et ganske pænt navn. Nemt, feminint og yndigt. Han smilede stort, da hun fortalte, at hun også var glad for at møde ham. Hans hvide ører vippedes straks i hendes retning. Han kunne slet ikke beskrive, hvor glad han var for, at hun ikke havde følt sig generet af hans kontakt.

Det var jo ikke nogen hemmelighed, at han ikke ligefrem var den bedste til social kontakt. Han holdt sig mest for sig selv, og når han endelig kom i kontakt med andre, blev det gerne lidt akavet. Han var vældig genert og meget underdanig af natur. Det smukke forår måtte dog have gjort noget ved ham, for han følte sig helt ovenpå og fuld af overskud denne dag. Det ændrede dog ikke på det faktum, at han ikke var så vant til at holde en samtale kørende. Det var derfor også svært for ham at finde på noget at sige nu - for hvad sagde man egentlig, når man var færdig med at præsentere sig?
Han var ved at gå lidt i panik over den akavede stilhed, der nærmede sig, og derfor slyngede han den første kommentar ud, der kom til ham. „Det er godt nok blevet et dejligt vejr."
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 421

Hingsten foran hende lod heldigvis ikke til at bemærke det mindste, hvilket fik hende til at smile endnu mere. Hun følte sig en anelse smigret over den åbenlyse fascination hun fandt i hans blik og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var på ingen måde sky eller genert, men hun var heller ikke vant til at nogen så på hende med hverken fascination eller beundring, så hun sænkede hovedet og nippede hurtigt til det bleggrønne græs. Det smagte elendigt og det vidste hun egentlig godt, men det gav hende en undskyldning for at sænke blikket og se væk fra hans intense, men varme, gyldne øjne et øjeblik. Hun vidste godt at det var uhøfligt, men hun anede ikke hvordan hun skulle reagere på ham. Hun var lidt i tvivl om hvor meget brunsten spillede ind, men mente at have den nogenlunde under kontrol. Hans gode humør var smittende og da hun igen løftede hovedet smilede hun endnu. Hun lod fuglesangen udfylde stilheden mellem dem, men den gråskimlede hingst var åbenbart ikke helt begejstret for den idé. Istedet kommenterede han vejret, hvilke fik hende til at le en boblende latter. På ingen måde ondskabsfuldt, hun kunne bare ikke holde den inde. Desuden var hun enig i hans ord. "Ja, det er skønt!" istemte hun og vippede lidt med sine hvide ører. Hun var ret betaget af ham, hvis hun nu skulle være helt ærlig over for sig selv. Han besad ikke den arrogante selvsikkerhed nogle hingste havde, men lod derimod til at betragte hende som ligeværdig.

Forår i luften
______________________________

Han betragtede hendes mindste bevægelser med tydelig nysgerrighed i blikket. Han var ganske fascineret af denne hoppe, det måtte han indrømme. I modsætning til de fleste andre var hun nem at tale med og behagelig at være i selskab med. Han vidste ikke, om det var bare var ham, der misfortolkede hendes kropssprog, men hun virkede til at være en anelse forvirret over hans tydelige fascination af hende; som om hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. Smilet om hans mule blev endnu større. Det var egentlig ret sødt. Måske var hun ikke vant til at blive behandlet sådan af andre? Han fik helt lyst til at give hende en kompliment, men det var han alligevel for genert til - i hvert fald endnu. Men hopper som hende fortjente at få opmærksomhed og komplimenter, det mente han bestemt.

Pludselig sænkede hun sit hoved og begyndte at nippe til det bleggrønne græs under dem. Hans bryn blev kort løftet, da han undrede sig lidt over hendes handling. Græsset kunne da umuligt smage så godt endnu, at man ville have lyst til at spise det som en hyggelig snack? Han selv spiste det i hvert fald kun for at overleve lige for tiden. Men pludselig slog det ham; var det mon en handling, hun havde udført i ren panik, fordi det var begyndt at blive for meget for hende? Hans undrende bryn sænkede sig igen, og et kærligt smil formede sig om hans mule - det var lige sådan noget, han selv kunne have fundet på for at slippe ud af en akavet situation. Den mørkegrå hale viftede afslappet bag ham, da han ligeledes sænkede sit hoved ned for at nippe til græsset. Det smagte tørt og kedeligt, men hun skulle i hvert fald ikke stå dér og spise det helt alene og måske komme til at føle, at hendes handling var dum.

Det var underligt, så afslappet han følte sig i hendes selskab. Normaltvis ville han have mødt hende med en overdreven smaskende mule, en underdanig kropsholdning, en trykket hale og et par hængende ører. Men i dag følte han sig for en gangs skyld ligeværdig med en anden hest. Han følte ikke, at han var nødt til at underkaste sig hende for ikke at blive skadet - og ligeledes følte han heller ikke, at han var mere værd end hende. Det var en ligeværdig balancegang, og han følte sig utrolig godt tilpas i den.

Det virkede som om, at hun endelig var klar til at se på ham igen, for nu hævede hun atter mulen fra græsset og mødte ham med et smil. Det varmede ham at se, at hun stadig smilede over hele ansigtet - så havde han altså ikke skræmt hende helt væk. Da han havde kommenteret vejret, reagerede hun med en sprudlende og boblende latter. Selvom hun stod dér og lo af hans ord, følte han sig ikke det mindste stødt. Der var nemlig intet hånende eller nedværdigende i hendes latter; nej, hun virkede bare lykkelig. Det var i sandhed sådan en følelse, foråret kunne bringe én. Hendes glædesfyldte latter smittede, og snart fandt han sig selv leende sammen med hende.

Han selv havde aldrig oplevet sommeren i dette land, men man kunne allerede nu fornemme, at det ville blive en vanvittig smuk tid. Da han i sin tid var vågnet op i dette land, havde frosten dækket jordbunden, og snart efter var sneen kommet. Dette var altså hans første forår i landet. Han betragtede atter Camille med nysgerrighed i blikket. Mon hun havde oplevet Andromedas sommer før? Han var endnu ikke velkendt nok i landet til at kunne bedømme, hvorvidt folk var nye eller ej - han havde jo selv blot været der i et par måneder.
Dette førte ham til hans næste spørgsmål. „Hvor længe har du været i landet?"
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 636

Det lod ikke til at hingsten opfattede hendes hurtige bid græs som en fornærmelse, hvilket hun var mere lettet over end hun egentlig brød sig om at indrømme over for sig selv. Hun kunne godt lide denne gråskimlede hingst og ønskede på ingen måde at fornærme ham. Han sænkede oven i købet hovedet og græssede med hende, noget der fik hendes smil til at vokse. Det var ualmindeligt længe siden hun havde gået og græsset sammen med nogen og bare nydt at være til. Desværre var græsset endnu ikke specielt appetitligt og indbød ikke til videre græsning. Hun vippede afslappet med ørene, da hun igen hævede hovedet og ville under normale omstændigheder nok også have viftet lidt med halen, men der var ingen grund til at skilte med hendes brunst.

Da han lo sammen med hende bemærkede Camille at han havde en rar latter. Hun satte ord på sine tanker - hun havde altid været en anelse direkte på det punkt. "Du har en rar latter," kommenterede hun venligt og strakte endnu sin engang mule let frem mod ham - bare et par centimeter.

Hun fangede et glimt af tænksomhed i hans gyldne øjne - der faktisk lignede hendes, kunne hun konstatere, nu hvor de igen havde øjenkontakt - før han spurgte hende hvor længde hun havde befundet sig i Andromeda.
"Et par uger, tror jeg," svarede hun ham med et skævt smil. Hun havde endnu ikke oplevet fuldmåne, og på hendes første nat i landet havde Månen været et sted mellem ½ og trekvart fuld.
Selv lignede han en der havde tilbragt vinteren i koldere egne end hun, men det betød jo ikke nødvendigvis at han havde tilbragt den i Andromeda. Derfor spurgte hun nysgerrigt: "Og du?"

Forår i luften
______________________________

Hendes kommentar om hans latter kom noget bag på ham, og nu var det hans tur til at rødme. Selv var han heller ikke vant til at få komplimenter, og han havde derfor svært ved at finde ud af, hvor han skulle gøre af sig selv. Hans ører blev lettere ubehagelig lagt til siden, og hans kropsholdning blev en anelse akavet - men der var en varm og smigret glød i hans øjne.
„Tak og øhm, i lige måde..." lød hans stemme fåret.
Han måtte virke noget ynkelig at se på lige nu, men situationen var så uvant og utryg for ham, at han oprigtigt havde svært ved at finde ud af, hvor han skulle gøre af sig selv. Han gjorde det bedste, han kunne for at skjule sin rødmen, men dét forsøg kom han ikke langt med. Indeni boblede han af glæde. Selvom hendes kompliment havde været noget så almindeligt som, at han havde en rar latter, havde den alligevel betydet alverdens for ham.

Hun strakte nu sin mule frem mod ham, hvilket fik ham til at møde hendes blik med sine stadig rødmende kinder. Han var flov over den måde, han reagerede på, men han havde opgivet at skjule det. Prøvende stak han sin egen mule tættere på hendes og prustede venligt mod hendes næsebor. Det var fristende at lade sin hvile mod hendes bløde mule, men det var en tanke, han holdt for sig selv.
Han spidsede lyttende ørerne, da hun besvarede hans spørgsmål. Hun havde kun været i Andromeda et par uger, hvilket gjorde hende endnu nyere i landet end ham selv. Hans ører vippede venligt mod hende.
„Ja, så er du jo ny lige som jeg. Selv har jeg været her siden december," svarede han med et venligt smil. „Så har du altså heller aldrig oplevet Andromeda om sommeren. Jeg tror, det bliver en helt fantastisk tid."

Hans nysgerrige og lettere intense blik hvilede stadig over hende. Han havde selv ingen anelse om, hvordan han var ankommet til landet i første omgang. Pludselig var han bare vågnet op midt på en af øerne. Det var et mysterium, der havde plaget hans tanker de sidste mange måneder. Han havde forsøgt at forhøre sig lidt rundt omkring, om hvorvidt han var den eneste, der var kommet til landet på denne underlige måde. Indtil videre havde han dog ikke fået nogen svar, der kunne føre ham tættere på en god forklaring.
Camille skulle da heller ikke snydes for dette spørgsmål. „Må jeg have lov at spørge, hvordan du kom hertil?"
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 421

Denne gang overtrådte hun vist en grænse og det var hun ked af, men nu var der ikke noget at gøre ved det. Apeiron gengældte hendes kompliment, men lød noget flov. Det kunne være at hun havde såret hans maskuline stolthed? Hun anede intet om den generte, underdanige væremåde der som regel karakteriserede hingsten og det faldt hende ikke ind at han ikke var vant til komplimenter - der måtte være hopper der var ved at falde over deres egne ben for at komme til at tale med ham, specielt når brunstperioden meldte sin ankomst, troede hun.
Hans lidt forfjamskede måde at tage situationen på fandt hun nu meget sød - hun var altså ikke den eneste der ikke kunne tage et kompliment. Camille nappede blidt ud efter hans lange mørke pandelok og et drillende glimt viste sig flygtigt i hendes ellers uskyldige øjne. Der var ikke noget som en gang forårskåd tagfat, der kunne rede en akavet situation. Hun noterede sig hans bemærkning om sommerens komme og hvor længe han havde været i landet. Selv glædede hun sig til at sommeren var ovre og efteråret kom. Hun elskede efteråret. Ved hans spørgsmål om hvordan hun var kommet til landet skar hun en grimasse. Det var ikke fordi hun ikke ville svare, men hun hun anede ikke hvad hun skulle svare. Det kom til hende i glimt: Kaos, lysglimt, tordenbrag, en kløft der skar sig gennem landskabet, følelsen af at falde, endnu et lysglimt og så komplet, endeløst mørke. "Æhm... Det ved jeg faktisk ikke..." Hun lod ørene falde ud til siderne, ked af at hun ikke kunne give ham et fyldestgørende svar.

Forår i luften
______________________________

Han kunne godt fornemme på hende, at hun ikke var helt glad for den situation, hun havde bragt ham i. Han bebrejdede hende dog ikke spor, for hun kunne trods alt ikke vide, hvor socialt akavet han egentlig var. Selvom denne episode havde været noget skræmmende for ham, var han dog stadig mere end glad for dette møde - for Camille virkede til at være overrasket over, hvor dårligt han modtog hendes kompliment, og det måtte jo være tegn på, at han havde virket som en helt normalt social hingst i hendes øjne.
Situationen var lige ved at gå hen og blive rigtig akavet, men til hans store held formåede hun at redde den ved at nappe drillende ud efter hans pandelok. Sådan en handling ville normaltvis være meget grænseoverskridende for ham, men han følte sig helt tryg ved hende og var derfor helt med på den idé.

Han brummede legesygt og kastede ivrigt med hovedet, inden han ligeledes nappede legesygt ud efter hendes pandelok. Det var uvant for ham at røre ved en anden hest på denne måde, men det føltes skønt for en gangs skyld at slippe tøjlerne helt og bare nyde øjeblikket. En varm latter forlod atter hans strube. Han morede sig virkelig.
Camille skar en grimasse, da hun måtte fortælle ham, at hun faktisk ikke vidste, hvordan hun var ankommet til landet. Hun virkede ked af ikke at kunne give ham et ordentligt svar, men i virkeligheden havde hun givet ham det mest brugbare svar, han nogensinde havde fået på dette spørgsmål.

Han kunne nemlig ikke forstå, hvorfor alle virkede så pokkers hemmelighedsfulde omkring, hvordan de kom hertil. De fleste virkede til at finde på alle mulige grunde til at være ankommet til landet, men ingen af historierne hang helt præcist sammen. Han havde derfor sin helt egen teori om, at der faktisk slet ikke var nogen i dette land, der reelt vidste, hvordan de var kommet hertil. Folk var forståeligt nok bange for at virke skøre i bolden, og derfor fandt de på alle mulige historier om, hvordan de var kommet hertil. Men Apeiron var ikke bange. Han var sikker på, at der foregik noget mystisk i dette land, der ikke kunne forklares med naturlige grunde - og han var opsat på at finde frem til sandheden.

Han vidste, at han kunne risikere at miste hendes selskab nu, hvis hun fandt ham totalt skør - men han måtte forsøge. Hans øjne mødte hendes med et alvorligt blik. Han tog en dyb indånding, inden hans stemme hæst lød. „Camille... Vågnede du også bare op en dag uden at ane, hvor du var henne, og hvordan du kom hertil?"
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 439

Begejstret over at hingsten gengældte hendes legende nappen forsøgte hun sig nu med at puffe let til hans kæbe - noget der dog krævede at hun lagde vægten på bagparten og lod forhovene svæve en halv meters penge over jorden et øjeblik, fordi han var så høj. Hun strakte halsen en anelse og lod sin lyserøde mule strejfe hans hvos hårlag i en legesyg gestus. Med en dump lyd ramt hendes hove det tørre, uinspirerende græs græsse og hun smilede skælmsk. Det glædede hende at han morede sig og hun nød hans gode humør.
Han virkede ikke helt så stødt over hendes uhøflige handling som hun kunne have frygtet og hans stolthed havde vist heller ikke lidt nogen nød.
Endnu engang smittede hans latter, men stilnede af da spurgte hende hvordan hun havde oplevet at komme til Andromeda. "Både og... Det ene sekund var jeg ét sted, sekundet senere fandt jeg mig selv stående på Enophis..." svarede hun ham ærligt. Hun var ikke vågnet op og troet at det var noget hun havde drømt, men været fuldt ud bevidst om at landskabet omkring hende pludselig var skiftet, ligesom vejret og lydene. Hun havde efter hånden accepteret at det nu engang var sådan tingene var og havde ikke rigtig givet sig til at spekulere mere over det. Der var alligevel ikke noget at gøre ved det, ligegyldig hvor meget hun savnede sit hjemland. Hendes savn blev dog gradvist mindre for hver dag der gik.

Forår i luften
______________________________

Deres lille leg fortsatte, og hendes begejstring smittede af på ham. Han var normalt typen, der var alt for sky til at lege med andre på denne måde, men over for Camille følte han sig helt afslappet og var ikke bange for blot at hengive sig fuldstændigt til legen. Hun hævede sig nu lidt på bagbenene og puffede til hans kæbe for derefter at stejfe hans hårlag i en legesyg bevægelse. Hun landede nu på jorden igen og smilede et yderst drilskt smil. Han svirpede ivrigt med halen bag sig og gengældte hendes smil med et lige så drillende ét. Han nød virkelig det her. En lille, hingstet lyd forlod hans strube, inden han trippede frem mod hende og langede et forben ud efter hendes bringe. Det virkede måske lidt voldsomt, men hans slag var ganske blidt, og han sørgede omhyggeligt for ikke at skade hende. Det var sådan her, han havde leget med de andre hingste som plag, og derfor lå det stadig dybt i ham at lege på denne måde. Men han huskede dog stadig på, at hun ej var en hingst ligesom ham, og sørgede derfor for at være forsigtig.

De hvide ører rettede sig frem i hendes retning, da hendes skønne latter lød. Den stilnede dog hurtigt af, da hun svarede på hans spørgsmål, der ikke just var særlig sjovt. Han vippede opmærksomt med ørerne, da hun fortalte. Hun havde altså været bevidst om, at hun var kommet hertil, og var ikke bare vågnet op en tilfældig dag. Hendes historie havde dog stadig noget tilfælles med hans og andres i landet, da hun også blot var dukket op her efter at have befundet sig et helt andet sted inden. Han rynkede undrende på mulen og så på hende med løftede øjenbryn. „Alle, jeg indtil videre har talt med - og mig selv ligeså - er endt i landet på samme måde. Det er i sandhed mystisk."
Spændingen og forvirringen var tydelig at læse i hans øjne. Han var klar over, at han måske kunne lyde lidt paranoid og halvsær, da han vist var en af de eneste, der sådan rigtigt tænkte over det... Men han måtte dele sine tanker med én eller anden, og indtil videre var det kun Camille, han havde følt sig tryg nok ved.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 379

Camille veg adræt til siden, da hingsten ene forhov pludselig befandt sig i bringehøjde, og smilede drillende, da hun reducerede kontakten mellem hans forhov og den sårbare hud på hendes bringe til en let strejfen. Hun var klar over at han ingen intentioner havde om at skade hende og var hun blevet stående havde han alligevel ikke såret hende, men det var ikke en del af legen.

Og hoppens drillesyge side var helt åbenlyst på spring, hvilket fik de gyldne øjne til at stråle og et skælmsk smil til at lure om den lyserøde mule.

Endnu engang rystede hun den lange, tjavsede moccafarvede pandelok væk fra øjnene og så drillende på ham med halen hævet. Hun strakte mulen frem og ned da han talte, så hendes hals dannede en ganske blød bue og lyttede opmærksomt.
”Sært,” samtykkede hun og så et flygtigt øjeblik tænksom ud. Hun var enig med ham, men var også klar til at begrave spekulationerne. Hun kunne ikke lade være med at smile skævt af hans undrende ansigtsudtryk med den rynkede mule og det spekulative blik. For hende var det fuldstændig ligegyldigt hvordan hun var kommet dertil, faktum var at det var hun og der var ikke noget hun kunne gøre ved det. Hun havde hurtigt accepteret tingenes tilstand, da hun fandt ud af at der ikke var nogen nærliggende vej tilbage.

Forår i luften
______________________________

Et imponeret udtryk viste sig i hans gyldne øjne, da hun adræt veg til siden og kun lige akkurat fik snittet sin bringe af hans forhov. Han slog livligt med det hvide hoved og anerkendte hendes træk med en imponeret brummen. Hendes reaktion havde slet ikke været som de andre hingstes. De modtog normalt slaget med glæde og hakkede selv igen, og sådan blev det ved, indtil mindst én af dem faldt på knæ og gik i jorden. Men hun var jo også en hoppe, og han havde ej leget med hopper før, så han jo måtte forvente helt anderledes reaktioner, end han var vant til.
Selvom hun var veget til siden, strålede drillesygen stadig ud af hende, og hendes blik var fortsat legesygt. Han mimrede let med de bløde næsebor og lagde igen op til leg. Denne gang ville han dog lade hende foretage det første træk, så hun selv kunne styre, hvordan hun ønskede at lege. Han var jo tydeligvis ikke vant til at lege på hoppemåden, så det ville han pænt overlade til hende.

Hans legesyge forsvandt dog som dug for solen, da hendes ord lød. Sært... Var det virkelig alt, hun havde at sige? Hele hendes udstråling viste tydeligt, at det ikke var noget, hun havde tænkt sig at spekulere særlig meget over, og at hun også fandt hans reaktion lidt morsom. Hans ører vippede utilpasse rundt. Han kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor alle heste i dette land valgte at tage så let på det. De var alle sammen kommet hertil på måder, de ikke kunne forklare, og alligevel virkede det ikke til at undre dem?
Hans kropsholdning blev stiv, og alle former for legesyge forsvandt. „Er det slet ikke noget, der bekymrer dig?"
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 288