Forevigt jeg vandre vil (Mohini)

Det var med rolige, men lange skridt Eagle bevægede sig frem. Det ville ikke være et problem for Mohini at følge med i hans tempo, ikke med hendes lange ben. Hun var egentlig ganske spinkel af bygning, men utrolig høj. For ham virkede hun faktisk til at passe i ørken, lidt som araberen, selv synes han, at han passede bedre ind i områder som dette. Frodigt, grønt og ikke fladt.

"Jeg kommer tilbage når min rejse slutter, men den slutter ikke i bjergende, det tror næppe at den sø jeg skal finde ligger der."

Sagde han, men det kunne jo godt være, for ærlig talt havde den ældre hingst endnu ikke set en krystal klar sø i Andromeda, trods han følte han havde trasket landet tyndt. Der var mange ting at se på i Andromeda, men mest af alt var den skønne natur, man kunne finde den over alt. Alle steder var smukke og deres helt eget.

Det havde faktisk ikke faldt Mohini ind før nu, hun er højre end den gamle gylden hingst hun faktisk var. Men de 3cm var ikke den største forskel, og det fik hende ikke til at syne voldsomt større end ham. Hvilket hun var fint tilpas med. Og hun kunne nemt følge med da han gik roligt frem, selv var hun fyldt med energi, og havde lyst til at sætte mere fart på. Men hun måtte heller holde sig ved hans side.

"Nej, det kan de have ret i. Men når du har fundet søen, hvad så?" sagde hun letter nysgerrig. Hvad mon der var så vittig, der var da mange andre sø'er i dette land eller? Men han var en hingst med en mission det kunne man tydeligt mærke, og hun var sikker på han nok skulle finde hvad han søgte. Han virkede ikke som en der lod sig holde tilbage, når han først havde sat sig et mål...

*159 Ord*

Solen badede ind indens græs, som svajede sig let i den blide vind. De var nået længere ud på engen der hvor græsset var ufattelig højt. Eagle kunne godt lide denne eng, lige netop som tidspunkter nu, var det utrolig smukt. Men hele Andromeda var et smukt land- hvis man så bort fra vulkan øen i hvert fald.

"Jeg ved ikke præcis hvad der skal ske når jeg har fundet denne sø, men inden jeg kan finde søen skal den lokaliseres, og derefter skal jeg finde en af mine nær stående veninder. Det kan blive noget af en opgave, jeg har ikke set hende længe."

Eagle så på hen på Mohini, der fulgte godt med, han kunne meget bedre lide det med at følges ad, frem for at den ene følger den anden.

Det gav en rolig rislen, mens det høje græs svajede let i den blide vind. Hun mærkede hvordan, det kilede på hendes ben. Utrolig grøn, og smukt var der her ude på denne eng. Og hun lyttede til hans ord, mens hun lod sine sanser bombardere her midt på denne eng.

"Jeg ønsker, dig forsat alt held og lykke på denne rejse. Og fortæl endelig hvordan det gik, når du er kommet tilbage" Sagde hun venligt. Og tænkte lidt over, at det må være et spænende eventyr han ville kunne berette om når han engang, kom tilbage.

Hun skiftede så lidt emne, og sagde med en mild latter "Jeg har besluttet, at prøve at opsøge Teylar flokken. Som de omtalte - bare for at se hvad det er for noget." Hun brummede kort og nikkede mere til sig selv, for at slå fast at det var hendes plan for nu.

*150 Ord*

Eagle nikkede med et smil over mulen. Han satte pris på andres hilsner på hans færd, både lykke og held og hvad det ellers kunne blive til.

"Tak."

Eagle forsatte ud i græsset, der nåede op over hans knæ, det var ikke mange steder græs som dette var helt urørt, flere steder blev brugt som føde områder hvor græsset blev spist, og kun små kort græs ville være, men der var flere steder som dette, ikke så mange igen, men der var flere.

"Jeg har haft samme tanke mange gange, jeg har været forbi en gang, men det så ud til de fleste havde noget for sig, der var i hvert fald ikke mange at få øje på. Men en dag slår jeg forbi igen, hvis du slutter dig til Teylor, så ved jeg hvor jeg kan finde dig, og fortælle hvordan min færd er gået."

Sagde Eagle med en rolig og stemme der alligevel var fyldt med glade. Det var længe siden han havde hørt om Teylor, og ej vidste han endnu, om det var et sted han ville søge hen og blive. Tage del en flokken. Flok livet var rart, men han brugte det meste af sin tid ude.

Smilet om hendes lyse mule, blev en smugle støre da han sagde pænt tak - hun havde blot sagt hvad hun mente. Hun var ikke typen der bare lirede noget af, nej hun mente hvert et ord der kom ud af hendes mund.

Det så næsten ud som om, det høje græs ville spise den gylden hingst det snoede sig op af hans muskuløse ben, de to heste fik lavet en sti i det høje græs - det var nu smukt at det endnu ikke havde været rørt. Da hans stemme atter lød, drejede hun sit hoved og lod de grønne øjne fange den gylden hingsts blik.

"Mon ikke vores veje krydses igen, uanset hvor jeg befinder mig" sagde hun med et smil og puffede blidt til hans gylden hals. Men nikkede så "Nu må vi se, der sker intet ved at lade min vej gå den vej. Nu vil jeg undersøge om det er et sted for mig. Så længe man stadig kan føle sig fri, så er jeg tilpas. Men beskyttelse må jeg sande jeg pt. søger - så længe dette land stadig er så nyt" Hun nikkede igen for at slå fast hvad hun lige havde sagt.

Hun lod i en kort stund, sit blik strejfe himlen. Den var så smuk i dette land, som et kæmpe blåt tæppe der omfavnede alt under sig. Hun så igen over på hingsten og smilede. Hvor til hun sagde "Er alle heste her på ø'en, lige så venlig som dem?"

"Mon ikke, jeg befinder mig hvor mine ben flytter mig. Jeg går sjældent med en bevidst kurs. Jeg er sikker på du kan finde en form for sikkerhed og beskyttelse i flokken- jeg ved ikke hvor stor den er, men jeg kender to der fra og begge ganske unikke sjæle. Ariel og Leonora hedder de."

Eagle så på den grå brune hoppe, han håbede da inderligt deres veje ville krydses igen en dag, det gjorde han som regel med alle. Eagle kunne lide de fleste, og han havde endnu ikke mødt nogen han ikke brød sig om. På den måde havde den ældre hingst fået et billede af at landet var fyld med godhjertet heste, men han havde hørt andet. Det var dog stadig svær at sluge, for en optimistisk hingst i hvert fald.

"Jeg har kun mødt venlige sjæle, nogen såret og skadet og usikre, men alle venlige. Jeg har dog hørt der findes andet, men ej har jeg mødt nogen selv, hvilket glæder mig."

Det var skam sand, han vidste heller ikke helt om det var heste der eller om det var noget helt andet der var en del af dette ondskab, heste var måske mere til at forholde sig til, men Eagle havde svær ved at tro på nogen med sit eget sind kunne være direkte ondskabsfulde.

Mohini nikkede, og måtte give ham ret. Det med en fast kurs havde heller aldrig været hende, men hun havde lovet sig selv at prøve at starte på en ny i dette land. Nu hvor lyset havde givet hende endnu en chance. Hun lyttede til hans ord. Og spærrede de grønne øjne lidt op - fantes der andet end godhjertet heste? Hun lod tankerne løbe genne hoved på hende, her troede hun at dette land var en form for paradis væk fra alt det onde som man kendte til - en form for himmerige men det var nok også fordi hun stadig kunne blive i tvivl om hun faktisk var død. Men som tiden gik i dette land, stod det mere og mere klart hun ikke var død, og det var ej heller en drøm. Det var virkelighed og der var ingen vej tilbage.

"Har de så noget familie i dette land?" kom det spørgene fra hende. Han måtte have været her længe nok til måske at have en mage, måske endda et føl eller flere?

Ved de fleste i tilfælder som Eagle, føle sorg over netop det spørgsmål hun stillede. Dog følte ikke nogen sorg længere over tabet af sin familie, han følte et savn ja, men han vidste at de måtte være et bedre sted nu.

"Ikke i denne verden, nej."

Eagle havde haft en mage og et enkelt afkom, men det var i den verden han havde forladt, ikke bevidst, men han havde forladt verden, og sådan som han forlod det, havde han indset, trods han ikke vidste det, mistet sin familie til mere end bare denne verden, men også til døden. De havde næppe overlevet, han havde næppe selv overlevet. I lang tid havde Eagle troet på at han var død, at dette var hvad der var efter døden, men havde med tiden lært at det ikke var sådan. Dette var en ny verden, en verden et helt andet sted, en verden der ikke kunne findes på et kort. Og Eagle, han var ganske nok i live, meget i live- trods alderen langsomt begyndte at trykke den ældre hingst.

Han havde ikke skænket tanken om at finde en ny mage, hvis det skete ville han lade det ske, men ellers havde han det fint med sådan som hans liv var kommet til at se ud.

Hun puffede venligt til ham, da hun mærkede hun havde ramt ét ømt punkt. De grønne øjne søgte hans og hun smilede venligt. "De har sikkert, mange venner omkring dig i stedet" sagde hun som en ringe trøst, for hun var sikker på han havde mange venner i denne verden - sådan virkede han bare. Hun vippede øren helt frem, og var stadig ved hans side, og lod igen blikket undersøge denne hingst en smugle nærmer. Vinden havde taget en smugle til, og den legede nu med hendes lange man, og hale. Hvor til hun trak lidt på sig, det var ved at være sent på dagen - den var fløjet afsted. Men hun havde i sandhed hygget sig med denne gylden sjæl.

"Hvilket sted er så dit yndlings her i landet?"

*132 Ord*

(Hvis vi skulle nå de 5 sider til udfordringen, så skal det svar have 15 ord mere på )

Eagle følte sig ikke trist over emnet, han hvilede i sig selv, men ak han savnede dem da. Han savnede sin søn og han savnede den smukke hoppe. Eagle hvilede i sig selv og omgivelserne, og nok det der gjorde han ikke følte den sorg. Han havde lært at give slip, selv på det mest dyrebare og kæreste man har.

"Jeg føler ingen sorg, ak jeg savner dem ja. Men ingen sorg, din opmuntring er dog stadig rar"

Lød det fra hingsten da han mærkede hendes opmuntrende puf. Han nikkede der ved til hendes andet svar. Eagle kendte i hvert fald mange, hvor mange af dem man kunne kalde disideret venner, var svær at sige, for mange havde han kun mødt få gange.

"Jeg kender i hvert fald mange her."

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun havde mistolket hans signaler, hvilket ikke var udsevanledigt for Mohini, hun havde til tider meget svært ved at afkode hvad andre helt følte eller mente. Lige som hun selv havde svært ved at vise hvad hun nogle gange inderst inde mente/følte.Og hun lyttede til hans ord, og så letter undskyldene på ham. Men det blik forsvandt hurtig da han sluttede af med at sige, det alligevel havde været nogle rare ord, Hun var kommet med.

"Tænkte det nok, de virker også som en meget venlig og lige til hr." hun kunne ikke lade være med at smile og nappede ham drilsk i den lange man.

*106 Ord*

Eagle var som ofte, for ikke sige altid, lige til og nem at omgåes. Han var rolig af sind og ganske venlig, ondskab var ikke et ord der kunne sættes på den ældre hingst. Han kunne sagtens markere sig og hæve stemmen hvis dette var nødvendigt, hvilket skete så yderst sjældent, det var så sjælden det var nødvendigt. Det var ikke sket i den tid han havde brugt i Andromeda. Hvilket også sagde en del om dem han havde mødt ind til nu.

"Det sætter jeg pris på at du synes, jeg ville da nødig have andre så på mig anderledes en det."

Det var sagt med en latter, for Eagle kunne et sted ikke forestille sig andre bruge ord så forskellige fra hendes til at beskrive ham, han kunne dog ikke sige det. Tanker kunne han ikke læse, og han var ikke en gang sikker på han ville gøre det hvis han fik muligheden.

"Jeg synes du virker lige til også."

Jovist var hendes kropsprog af og til ikke helt overens med de ord hun sagde, men Eagle havde hurtigt tacklet det og fundet ud af hvor hun var henne af i forhold til ham, og drillende nappede han ud efter hendes man. Selvom han var ældre kunne han da godt være drillende.

"For at besvare de spørgsmål før; så vil jeg vise dig det."

Sagde Eagle da han ændrede retning, hans retning blev drejet tilbage, næsten imod stedet de var kommet fra, men ikke helt. Hans kurs var imod havet. Han kunne have taget den anden kyst, for i for sig selv var det ligegyldig. Denne kyst var dog nærmere, og med den grund at han ikke burde bevæge sig for langt fra bjergende.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun nikkede til hans ord, og kom slev til at le. Da han fik det sagt med en varm og mild latter over den sætning. Smilet blev ikke mindre af at hans mente det samme om hende "Tak" at hun vidste det nok ikke var sådan man ville beskrive hende når hun havde sine 'dårlige dage' for så var hun en helt anden. Men lige nu nød hun øjeblikket hvor hendes sind var nogen lund i ro, og hun faktisk havde sine tanker i fred. Og mærkede energien mellem dem da han nappede drilsk tilbage efter hendes lange man. Igen nikkede hun til hans ord, og så på ham med de grønne øjne. Og hun fulgte hans retning da han skiftede. Hun mærkede hurtig den søde duft af kysten.

Eagle forsatte, han satte tempoet en anelse op. Ikke fordi de havde travlt, men fordi den saltede duft fra havet nåde hans næsebor, og han kunne mærke længslen efter at komme ud til kysten, ud til det vildfarende hav, altid forudsigelig men så smukt. Eagle elskede havet, det var hans yndlingsted.

Den ældre hingst foresatte ud i sandet, og fordi han var van til at færdes ved kysterne, var hans bevægelser stadig ubesværet. Han vidste denne Mohini ville følge fint trit med i det læse sand- hun havde jo allerede fortalt ham at hun kom fra ørken landet Indien.
Da Eagle nåede hen til vandkanten stoppede han op. Han indåndede den friske luft, og trak det helt ned i lungerne, for langsomt at puste ud. Hans rav gyldne øjne søgte hen på Mohini med de krøllede øre og grønne øjne.

"Havet er mit yndlings sted."