Forevigt jeg vandre vil (Mohini)

Den ældre hingst opholdt sig ved Enophis bjerge i en tid. Han kunne godt lide området her, det var tilpas tæt nok på havet han holdt så uendelig meget af, men også langt nok inde til at kunne nyde Andromedas skønne natur. Små ting var noget Eagle satte pris på, ting der for så mange andre kunne virke ubetydelige. Det var nok noget der var kommet med alderen, for Eagle husker stadig da han var ung, hvor lidt naturen egentlig betød for ham- hvor lidt sommerfuglen der netop fløj over ham, blot var ligegyldig, hvor imod han nu så den an og nød dens korte nærvær. Der fandtes så mange små ting man kunne nyde, og man ej burde glemme. Som at stoppe op og nyde den friske luft, tage en dyb indånding og lade lungerne blive fyldt.

Med rolige bevægelser bevægede den ældre hingst sig endnu rank afsted, trods han havde et roligt tempo så han stadig ganske ædel ud. Eagle var af ædel bygning noget alderen ikke en gang gjorde mime til at ændre. Flere steder var hvide hår begyndt at kunne anes i det gyldne skind. Eagle var ved at se gammel ud, alderen indhentede ham- der var dage han følte sig gammel, men stadig var der flere af de dage hvor han følte sig frisk og tog endnu en dag med storm.

Eagle stoppede op. Trak den friske kølige luft dybt ned i længere. Langsomt pustede han ud igen, hvor efter han lod de gyldne øjne se sig omkring. Her var så fredeligt. Det var virkelig svært at tro på at ondskab lurer i dette land. Ren ondskab- selvom Eagle helst ikke ville tro på sådan noget fandtes.

Mohini kom roligt gående, i dette vidunderlige land. Alt virkede så enormt, og de mange indtryk overtog hendes sanser. De smukke bjerge, og lyden fra havet som ikke var langt her fra. Vindens milde brise, legede med hendes lange man, og hale. Samtidig med hun første sig smidig frem, hun var ædel og spinkelt bygget. Hvilket hendes gang, også bar stor præg af. Og de markante ører som buede ind over hinanden, da hun var af racen Marwari. Hendes blik gled, hen over landskabet mens hun sukkede stille.

Hun viste endnu ikke hvad dette land, ville bringe af nye eventyr. Og hun var spændt på at møde, dem der boede på denne nye ø. Roligt lod hun den slanke krop slå over i trav, hvor til hun lavede et par kåde bukkespring. Hvor til hun vrinskede glad, og forsatte sine små buk og sjove spring - hun var i sit gode hjørne i dag.

*154 Ord*

Eagle nød timerne alene, næsten lige så meget som tiden han brugte i andres selskab. Når han var alene, var der plads til alle tanker, og som ofte fik de frit løb. Eagle var den type der brugte mange timer på at tanke over tingene dets meninger. Der var mange ting han kunne genopleve i tankerne og bearbejde. I selskab var der mulighed for at lærer nye ting, høre nye historier eller selv fortælle og lærer fra sig. Noget den ældre hingst vagte højt.

Ud af sine tanker blev den ældre hingst revet, da et vrinsk lød. Det lød glad, Eagle tøvede ikke med at besvare i selv samme tone, trods hans var noget dybere og rungede stor kræft. Det tog ham ikke lang tid at hastlægge kursen imod denne, hvad virkede til at være en fremmede hoppe. Med en rolig trav bevægede den gyldne hingst sig nu imod denne hoppe, han snart kunne ane.

Mohini forsatte sin lette dansen, hen over det grønne græs. Og kastede vildt med hoved, og havde sin egen lille fest. Sådan som hun aller bedst kunne lide det. Lige nu var hendes tanker i ro, og hun nød det i fulde drag. Men kort efter hun havde vrinsket, kom der nu pludselig svar. Ikke hvad hun havde forventet, så hun blev revet ud af hendes kåde spring, og energiske gang. Og stod nu helt stille og lyttede. Svaret kom tydeligt fra en hingst, og virkede meget friskt og mildt. Kort efter mærkede hun hvordan jorden vibrere under sig, der var noget på vej i hendes retning. Det må være den fremmede, som havde svaret hendes kåde vrinsk.

Hendes hoved blev lagt lidt på skrå, da den gylden hingst kom til syne i det fjerne. Hun viste ikke helt hvad ben hun skulle stå på, hun havde ikke ventede dette selskab. Kroppen dirrede let, ørene stod lige frem mod den fremmede. Det var et blandet krops sprog hun udstrålet. Usikkerhed og alligevel åben/venlighed, hendes kropssprog var ikke som alle andres. Hun havde meget svært ved dette, da hun ikke havde været sammen med mange heste i sit liv. Og havde derfor ikke lært hvordan man udtrykkede sig, og til tider hvordan man skulle læses andres.

Der stod hun, og lod de grønne øjne hvile blidt på den gyldne fremmede hingst. Letter afventede på hvad han ville hende?

*237 Ord*

En lys gråbrun hoppe dannede sig foran han, jo nærmere han kom jo tydeligere kunne han se hende. Hun havde krøllede øre, ikke noget den ældre hingst umiddelbart husker at have set før- og netop sådan noget ville den ældre hingst da kunne huske, og oprigtig nysgerrighed for hvor og hvad hun stammede fra kom straks til Eagle. Hanville næppe bombadere hende med spørgsmål fra start, men han ønskede da allerede nu at vide mere. Hun virkede til ikke at vide hvordan hun skulle reagere på ham, på han selskab og selv fra afstand kunne den ældre hingst tydeligt se hun både virkede nervøs og utilpas, men samme tid åben og venlig. Eagle sagtede farten til skridt, for ikke at komme hende nærmere i alt for stor hast. Med en passende afstand stoppede Eagle og om den lyse mule hang et varmt og venligt smil- i de ravgyldne øjne var ligeledes samme udtryk at finde: Varme, milde og venlige.

"Hver hilset."

Lød en lige ledes varm og venlig og ganske mild stemme trods dens røst var ru og hæs. Tydeligt tegn på at stemmen tilhørte en ældre hingst, der havde flere år på bagen end først antaget. Ak, Eagle var ej helt ung og dette kunne både høres og ses hvis man så ham lidt mere nøje an.

Den ældre hingst, satte farten ned. Og hun spændte let i sin krop, hvad ville han mon hende. Hun mærkede stilheden opsluge hende. Hun havde lyst til at flygte. Men hendes krop ville ikke flytte sig, trods hendes indre ville væk - så var det ikke hendes inderste ønske. Hun kunne godt lide at være sig selv, men selskab havde hun ej noget i mod. Og især ikke når hun var i sit gode hjørne. Hun havde levet livet, alene så længe hun kunne huske, men dette nye land skulle være en ny start. Hun ville leve et andet liv, bare generelt være en helt anden, end den hun var dengang. Et kort fnys kom fra hendes mule, da han forsat kom stille mod hende.

Midt i den kaotiske kamp hun var igang med, mod sig selv. Så hun smilet om hans lyse mule. Og det fik hende til at reagere med at smække ørene tilbage i nakken, entelig skulle de forsat have stået lige frem for at signalere åbenhed eller retter sagt nysgerrighed. Men hun viste ikke altid, hvordan hun skulle gribe situationen an, og selv om hun viste det i sit indre. Så levede hendes krop og tanker sig eget liv, og gjorde helt som det passede sig.

Trods øren var helt tilbage i nakken, som var hun klar til at forsvare sig selv. Så kom der alligevel et let stift smil frem på hendes lyse mule, hun ville ham intet ondt. Men forvirringen over hendes kropssprog havde voldt hende mange problemer gennem årene. Andre misforstod tit hendes udstråling, og det var første skridt til en situation kunne udvikle sig i en helt anden retning, end den endelig skulle.

Hans stemme var varm, og venligt at lytte til. Stille smagte hun på hans ord *hver hvilset* hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst var blevet tiltalt på så høflig, og hjertevarm måde. Hun kunne faktisk næsten ikke huske, hvornår hun sidst havde haft kontakt med et andet væsen. Efter sine mange år på flugt. Og levet i skjul, og forkast pga. hun var anderledes. Og ej kunne blive accepteret for den hun er...

Kort nikkede hun til den fremmede hingst, og med sin melodiske stemme sagde hun roligt.
"Mange tak, og hvem har jeg æren af at møde?" trods hendes kaotiske og usikre ydre var hendes stemme altid, rolig og meget selvsikker. Det kunne tit give et letter forvirrende billede af Mohini.

*404 Ord*

Den ældre hingst havde noteret sig selv, at denne hoppe virkede nervøs og en anelse utryg- om hun reelt var det, var svær at sige, men hendes kropsprog fortalte ham det, og normalvis lyttede Eagle til dette sprog næsten og hvis ikke mere til dette end de ord der kom. Dog reagerede han roligt på de fleste situationer, og kan ikke mindes hvornår han havde reageret på anden vis; der ved reagerede han roligt da hoppens øre røg ned i nakken. Han fulgte dem, mest fordi han var ganske betaget af hvordan de snoet sig ind over hinanden, og ikke som hans egne eller andres han havde set, der havde den samme og i forhold til hendes, kedelige facon. Det var nok det smil der kom fra på hendes mule, at Eagle forsatte som hid til.

"Mit navn er Eagle Eye, og hvem har jeg æren af af traffe denne aften?"

Stemmen lød forsat venlig. Det var nu en gang sådan Eagle var, venlig og rolig som dagen var lang. God hele vejen igennem. Han var høflig og hjælpsom- stort set alle gode kvalifikationer kunne findes i den gyldne hingst- han virkede nogen gange for god til at kunne være sand, men det var nu en gang sådan han var. God.

De grønne øjne, betragtede den gyldne hingst. Som virkede rolig af sind, og ikke mindst fremtoning. Det fik hende alligevel til at falde mere til ro, kroppen gav slip på den spænding den havde, opretholdt siden han var kommet til syne. Hun mærkede hvordan hun næsten kunne have åndet lettet op, da kroppen endelig faldt til ro. Og ville lystre sit indre, det var ikke noget hun selv kunne styre. Men til tider kunne det være mere anspændt at kroppen gjorde som den selv ville. Hun mødte hans blik, som sagde mere end tusinde ord. Han var ej fordømmende, og åben af sind. Det tiltalte hende, hun havde brug for plads, og ikke mindst forståelse for hun ikke kunne finde ud af sit kropssprog, og ej heller altid kunne finde ud af at læse andres.

Da hans rolige og varme stemme igen lød, kunne hun næsten mærke hvordan kroppen gav slip på de sidste spændinger, og hun stod nu helt afslappet over for denne fremmede. Som nu havde fortalt sit navn. ''Eagle Eye" sagde hun mere til sig selv, for at smage på navnet, og være sikker på hun havde fanget det korrekt. Det passede meget godt til denne hingst, han var gylden som en kongeørnens øjne og faktisk lige så klippefast.

Endelig havde hun plads til at rumme de mange nye indtryk, efter kroppen havde valgt at slippe sit tag i hende for en mindre stund. Hun ville udnytte dette øjeblik, og det stive smil der var om hendes mule, blødte op. Og der kom nu et mere oprigtigt og varmt smil frem. Hun vippede øren frem, og man kunne nu rigtig se hvordan de buede ind over hinanden, som om de aldrig ville slippe hinanden og derved dannede en lille bue over hendes hoved. Selv havde hun aldrig set ører som dem  Eagle Eye havde, alle dem hun kendte havde ører som hende selv. Så letter betaget strakte hun mulen lidt frem, mod hans ører. Hvortil hun fik et nysgerrig blik i de smaragd grønne øjne. Hun var så opslugt af de to spidser der stak lige op i luften, som sad der på hans hoved. Hvor pokker blev resten af? Forsigtig lod hun sin silke bløde mule strejfe hans ører, og lige da hun rørte dem gjorde hun et kort spjæt. Som havde hun fået stød, det var nu mere af ren overvældelse over det nye hun havde rørt, hun fik et glædes udbrud som var hun en lille plag.

Var det ikke for den høflighed hun udviste lige nu, så havde hun sat afsted i en vild galop, og bukkede på livet løs. Over at have rørt ved de ører som virkede så mystiske. Mon alle heste i dette land så sådan ud? Hun havde helt glemt at svare på hans spørgsmål i fascination over de mærke ører han bar.

"Mohini" sagde hun kort men ikke uvenlig, hun var bare til tider en hoppe af få ord. Og især over for fremmede, hun skulle lige tø op, før hun snakkede meget. 

Der stod hun og betragtede ham forsat, hvor til hun mærkede den indre uro i kroppen. Hun vævede lidt med hoved frem, og tilbage (vævning). Det var endnu et af hendes kendetegn på den barske fortid. Hun havde mange tvangs tanker, og når kroppen ville noget, så gjorde den det. Om hun ville eller ej, hun forsøgte at fokusere på noget andet, for så plejede det at stoppe det kom tit når tankerne begyndte at vandre. Men det hjalp lige lidt...

*586 Ord*

Den ældre hingst stod endnu ganske stille, mere stille end han normalt gjorde, Eagle ville ikke gøre situationen mere skræmmende for hoppen, der så noget så anspændt ud. Dog løsnede hun langsomt op i kroppen, og et større smil spredte sig over den lyse mule. Eagle nikkede anderkendende da hun udtalte hans navn. Hans navn var ikke af de, der var svare at udtale, det lå lige til i munden. Et simpelt navn, men et navn der for den ældre hingst havde stor betydning. Hans moder havde tildelt det til ham, hun havde udvalgt netop dette navn til ham ud af alle. Hun havde valgt det på grund hans rav gyldne øjne.

Da hoppen strakte frem for at røre ved hans øre, rørte han ikke på sig, men lod hende røre dem. Eagle havde ikke i første omgang tænkt på at hans øre kunne se lige så fremmede ud for hende, som hendes gjorde ham. Ikke før hun søgte imod dem i hvert fald. Hans slog en mild latter op over hendes reaktion, han grinte ikke ad hende, men med hende og kunne tydeligt høres at varme latter var alt andet end hånlig.

"Vores øre er ganske forskellige, jeg har aldrig set nogen så buet sin dine."

Eagle strakte mulen frem, men stoppede sin bevægelse, han ville ikke røre ved hendes øre, eller hende med mindre hun gav ham lov- hun havde trods alt virket anspændt for få sekunder siden.

"Mohini..." gentog Eagle. "Jeg kan godt lide det, det ligger dejligt i munden, det virker så blød og rund- lidt som dine øre."

Stemmen var endnu varm og mild og ganske venlig. Eagle så på den gråbrunlige hoppe. Hun var ganske høj, spinkel af bygning, umiddelbart lignede hun så mange andre, men de krogede øre gjorde en væsentlig foreskel.-

"Med disse øre, må du komme fra en helt anden verden end jeg kender til! Vil du have noget imod at fortælle om den? Jeg kan fortælle dig om Andromeda, men også om mange andre steder der ligger langt væk her fra."

Hun hørte hans latter, og kunne ikke selv holde sit eget latter tilbage. Og nikkede anderkende til hans ord, han havde helt ret - de var ganske forskellige.

"Har de ikke det?" kom det helt overrasket fra hende, hun havde jo aldrig set andet i hele sit liv. Og lidt efter sagde hun "Jeg har ej heller, set nogle som dine" hun var mere afslappet i kroppen, og den stod mere neutralt. Ingen anspændthed eller miksende signaler. Da han strakte mulen frem mod hendes, sank hun hoved en smugle, blot så han kunne se lidt nærmer på dem. Nu hvor hun havde taget sig den frækhed, bare at pille ved hans uden at spørge om lov.

Smilet bredte sig om mulen, og nikkede som en tak til de flinke ord han sagde om hendes navn. "Tak, Eagle" det var så længe siden nogen havde sagt hendes navn, at det faktisk lød helt fremmede for hende.

"De skal være mere end velkommen, til at stille alle dine spørgsmål" hun puffede blidt til ham og mærkede hvordan hoved igen stod stille og ikke kørte frem og biltage. "Jeg er fra et land meget langt her fra, fyldt med sol og sand" ej at forveksle med en araber men hun havde samme ynde over sig men ikke det helt lille fine hoved, men ædel var hun at se på. "En gammel race kaldt Marwari er hvad jeg er, og stammer fra Indien" de grønne øjne kiggede på ham og afventede hans svar.

"Er de selv fra et andet land?"


*253 Ord*

Eagle så fornøjet og med stor nysgerrighed på hendes øre, da hun bukkede hoved en anelse ned. De var i sandhed finurlige, men Eagle kunne godt lide dem. De var særpræget, det var de i hvert fald i hans verden. Ganske fascineret var han. Den ældre hingst fandt som regel alt nyt fascinerende, han kunne lide at høre om nye ting, traditioner, religioner og kulture. Der var så meget han ikke kendte til endnu, trods hans viden var stor.

"Jeg er sikker på at alle andre lande er langt fra Andromeda. Alt her virker anderledes end det jeg kendte til, og det er svært at sige hvordan man nøjagtig er kommet her til. Det hele virker så uforklarlig, uvirkelig. Hvis du kunne lide dit hjemland, så findes der en ø med gyldent sand så langt øjet rækker. Jeg har ej hørt om denne race eller Indien før, lige nu ville jeg have givet hvad som helst for at have stødt på din kultur og land før jeg kom her til."

Lød hans varme stemme venligt. Det var nye og anderledes måder alle var kommet her til, men langt de fleste havde som Eagle havde snakket med havde oplevet et lys af en art og hørt en stemme.

"Jeg er lige ledes fra en andet land end her, der hvor jeg kommer fra levede vi i en stor flok, enorm flok, ikke som her hvor de fleste strejfer alene rundt. Bjerge, træer, søer- faktisk ligner området her meget godt mit hjemland- for uden dette er en ø og ikke fastland. Jeg har befundet mig i Andromeda i lang tid nu, jeg er stoppet med at tælle hvor længe, men dette er mit hjem nu. Har du været her længe?"

Hun lyttede til hans ord, de var så rolige. Det fik en til at slappe helt af, og lysten til at hører hvad han havde at sige. Blev bestemt ikke mindre af den rolige stemme, det var som om at hver eneste ord sank dybt ind i en. Man mærkede varmen, og hvordan man ville hører mere...

"Det gyldne sand, er mig meget kært. Men mit hjemland har jeg intet savn til." Hun sagde ikke mere end dette, hun var ikke en der delte sine private ting med helt fremmede, og selv om Eagle virkede meget flink. Så var han endnu fremmede for hende. Hun ville ikke gå i dybten med noget så personligt lige nu... Hun smilede venligt, og trippede lidt på stedet. Det med at stå stille lang tid var ikke lige hende.

"Dit hjemland lyder så anderledes, end hvad jeg nogensinde har oplevet" sagde hun stille, og kiggede så rundt for at få indblik i hvordan hans hjem måtte have set ud, siden han sagde det mindede meget om dette. "Nej, jeg er næsten lige kommet her til"


*181 Ord*

Da hun intet savn bar til sit hjemland, og sluttede sit sætning markant der, forstod Eagle at han ikke skulle snage, eller i hvert fald skulle han ikke spørge mere ind på lige netop den front, og der ved lod Eagle den del ligge. Måske en dag, men ikke før Mohini selv ville vælge det til.

"Går du hen til kysten, vil du kunne ene en ø ude i havet, det er ørken øen, og hvis du skulle savne de hede dage og det gyldne sand, er jeg sikker på du vil finde den gyldne ø helt passende."

Eagle drejede hoved i retning af kysten der gik en anelse skråt for hvor det stod nu. Her fra kunne de ikke andet end se havet og ane vandet forsatte i uendelighed. Måske hun ville finde denne oplysning korrekt, specielt nu hvor hun havde fortalt ham at hun næsten lige var ankommet.

"Jeg tror der findes flere lande og forskelligheder ende vi lige går og tror. Selv har jeg set nogle stykker, jeg har gjort meget i at rejse ud og opleve hvad verden havde at byde på, tage det med tilbage til mit gamle hjem og genfortælle de mange historier jeg har hørt. Andromeda er et land for sig selv, og før dette land troede jeg ikke på; Det Gode og Det Onde, eller på magi, eller noget af det overnaturlige. Her er så meget mere end hvad øjet lige fanger, jeg vil råde dig til ikke at følge stierne her i landet, lad dig farevild. I netop disse stunder, vil du se landets flotteste og mest fortryllede under."

Igen kom den rolige stemme fra hans strube, og hun lyttede til hvad han var igang med at fortælle. Hun kunne helt se denne ø for sig, det varme vejr det smukke gyldent sand. Og han havde ganske ret, denne ø måtte hun forbi engang. Da han var færdig med at snakke nikkede hun venligt til ham "Tak, den må jeg forbi på et tidspunkt"

Hun kun kunne give ham ret, dette univers rummede mere mellem himmel, og jord. Så der var også flere lande det var hun sikker på. Hun bed mærke i ordet magi, hvad var det for noget - det var helt ukendt for hende "Magi, hvad er dette?" kom det roligt fra hende mens de grønne øjne hvilede blidt på Eagle. Andromeda, var navnet på hendes ny hjem. Og allerede nu følte hun at dette nye kapitel i hendes liv, nok skulle bringe mange nye eventyr med sig.

"De kan være ganske rolig, det med at følge en vej har aldrig lagt til mig. Så farevildt er ingen sag" let lo hun, og hendes latter var mild, harmonisk, og feminin.

*184 Ord*

Da Mohini satte spørgsmåls tegn med magi, spurgte hvad det var, måtte den ældre hingst tænke sig om. For hvordan skulle han forklare det. I sig selv var det svært.

"Vel magi og overnaturlig hænger lidt sammen. Magi er vel en slags kræft. Noget der kan få ting til at ske, selvom det ikke burde. Der findes f.eks et lys, ikke hvilket som helst lys, men en sjæl, en eksistens men ikke på samme måde som du og jeg. Det er varmt, spreder glæde, tryghed og liv. Det er en sjæl her i Andromeda, man kan vel kalde det for Andromedas ånd."

Eagle slog en latter op da hun fortalte at farevild ville være en let sag. Men hvad var livet også hvis man blot fulgte de andres stier, de stier der var blevet travet ned i græsset. Eagle brugte disse stier af og til, men mest hvis de lå på hans færd. Ofte krydsede han dem, eller brugte dem når han skulle på nemmest vis over til den næste ø.