Forevigt jeg vandre vil (Mohini)

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Endelig kom der noget mere fart på, ikke fordi det var meget. Men lidt havde også sin ret, Mohini havde stadig en masse energi hun trængte til at komme ud med. Det havde været alt for stille og roligt i for lang tid. Hun var ikke god til hverken at stå stille i længer tid, eller have en stille og rolig samtale i lang tid. Der skulle gerne ske noget - et eller andet. Hun vippede øren helt frem og løftede halen en smugle, mens hun brummede feminint. Hun lod det grønne blik igen ramme den gylden ørn, hun gik der sammen med. Og var hurtig igen oppe på siden af ham, hendes lange ben havde ingen problemer med at følge denne hingst. Da de kom til stranden, tøvede hun en smugle. Mens Eagle allerede var foresat ud i sandet. Hun trådte forsigt ud, det var næsten lige så blødt som hun huskede sand ville være. Og det fik hende næsten til at længes hjem. Hun lavede et lille hop, og mærkede hvordan sandet gav blidt efter for hendes hove. Det var én af hendes første gange hun havde set så meget vand. Det var ikke meget kyst hun havde befundet sig på i sit hjemand da hun for det meste havde holdt sig til de varme ørkener midt i landet. Men som lille havde hun været forbi havet, men det var bestemt ikke noget hun havde set ofte. Hun var helt tryllebundet af den voldsomme lyd havet havde, hun kunne forestille sig hvis det havde blæst endnu mere så kunne de ej føre en samtale, for det brusende hav. De grønne øjne så overrasket rundt, og det hele virkede så overvældene men samtidig beroligende på en og samme tid. Hun indhentede hurtig Eagle igen efter og snart stod de ved vandkanten, hun stak mulen ned mod vandet. Og kunne ikke lade være med at smile og løftede hoved for at kigge hen på ham. Og deres blikke mødtes, og han begyndte at tale.

"Det kan jeg godt forstå, her er utroligt smukt. Det er helt nyt for mig med så meget vand. Havet og kysten er ikke noget jeg har set ret tit på min rejse. Kun små oaser, og ellers sand og atter sand."

Eagle betragtede Mohini da hun så på havet, hvordan hun strakte mulen imod vandet. Eagle brummede. Han nød lydet af havet, lugten af havet, synet af havet. Solen dansede og spejlede sig i vandets blanke overflade og kastede et skarpt og gylden lys over vandets urolige overflade.

"Havet er smukt, mystisk og ganske vist også farligt. Havet rummer mangt og meget og jeg ville give næsten hvad som helst i at tage dyb i dets hemmeligheder. Selv er jeg ikke vokset op ved havet, jeg fandt det på en af mine rejser og har været trylletbundet af det siden."

Eagles stemme lød varm og venligt, dog kunne længslen mærkes i hans stemme. Ak, han ville ønske at han kunne tage der ud, og se havet som fiskene så det- bare en gang.

"Se.." Eagle flyttede hoved i retningen ud imod horisonten og der kunne en kyst i det fjerne skimtes. "Ørken øen ligger der ude."

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Da han begyndte at fortælle om havet, løsrev hun sit blik. Og lod det vandre ud over det blå vand. Hun lyttede samtidig med hun lod sine øjne forestille sig hvad der gemte sig i dette dyb. Hun forstod godt hans fascination af dette hav. Selv var hun lige så tryllebundet, men selv var hun meget mere til det varme sand, og så en lille oase det var der hun elskede at være i ro og mag. Der hvor næsten ingen kunne finde hen. "Det må have været en vidunderlig rejse" sagde hun stille mens hun ikke kunne få det grønne blik fra det store hav. Det var som om det truede med at trække en med ud i dybet, hver gang en bølge skyllede op af strandkanten. Og det hvide skum, så blødt og lokkende. Næsten som skjult sirene sang. Når man først havde lade sig lokke af den blide bølge brus, den vuggende rytme af have. Så kunne hun let forestille hvordan man kunne forsvinde til havs. Det gav et lille gys i hende, lige så smukt det virkede - lige så skræmmende og uhyggeligt kunne det også virke.

Hun kiggede igen over på Eagle da han endnu engang begyndte at snakke. Men han ville have hende til at kigge i hans retning, hun sukkede da hun kunne se Ørken øen, det var hendes næste rejse. Hun smilede og sagde stille. "Den er smuk".

"Og endnu smukkere når du kommer der til, jeg er ikke selv til ørken og har kun været der ganske få gange, men det er utrolig smuk der over."

Det var godt nok ikke voldsom meget de kunne se af den, men man kunne tydeligt se den i det fjerne. Eagle kunne godt lide at se ud over horisonten, både for at se over på de andre øre, i dette tilfælde var det dog kun ørken man kunne se, og svagt, meget svagt kunne man skimte en mørk plet i det fjerne. Den ø Eagle aldrig drog til igen efter sit første besøg der over. Det var ikke en ø der bragt meget glæde hos ham, og den mørke der var der over, var ikke noget den ældre hingst havde lyst til at undersøge; samme tid kunne han også lide at se mod horisonten, hvor hav og himlen mødes. Ved solopgang og nedgang blander det sig sammen i et hav at farver og nuancer.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



"Det tror jeg gerne, den ser så fredfyldt ud i skæret fra vandet." Hun smilede og lod sine tanker vandre i et kort øjeblik, hun savnede at mærke det bløde og varme ørkensand som slet ikke kan sammenlignes med det lidt mere grove strandsand. Selv om det ikke var meget de kunne se af ø'en, så den nu stadig meget indbydende ud. Og hun viste at hun måtte over og se nærmer på den. Det grønne blik blev nu vendt med Eagle som så helt fredfyldt ud mens han stod der og skude ud over horisonten. Hun havde ikke før nu bemærket at det var blevet aften, men man lage ej heller mærke til det her i sommertiden - for der virkede stadig rimeligt lyst. Hun havde brugt det meste af dagen i hans selskab. Og det gjorde hende intet. Hun nød at stå her ved hans side, og bare beundre det smukke hav.

"Se en gang."

Lød det fra Eagle da månen var på vej op ude fra horisonten. Tiden var fløjet af sted, og de sene timer var for alvor trådt i kræft nu. Månen ville snart kaste et smukt blegt skær over havet. Den ensomme måne.

"Månen vil fuldføre sin natlige dans med havet, det er et syn der er værd at beskue."

Stemmen var varm og blid. Han kastede et blik på Mohini der stod ved hans side, beæret over at have nydt hendes selskab for denne dag, velvidende om at snart ville det slutte og han måtte igang med sin opgave. Dog ikke nu, dette fortryllende øjeblik ville han nyde i selskab med denne bemærkelsesværdige hoppe. Han havde lært en del om hende, men der var sikkert mere at finde, hvis man gravede dybere. Dette ville dog ikke være endnu han ville, for Eagle var sikker på at deres veje en dag ville krydses igen.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun bemærkede hvordan månen langsomt var på vej op ude fra horisonten det var Eagle, der havde gjort hende opmærksom på dette. Hun kunne slet ikke fatte, hun havde brugt hele dagen sammen med ham, det havde ikke været ret sent hen på middagen da hun havde mødt ham. Men meget havde de allerede nåede at sne og snakke om. Hun havde ikke mærket de mange timer var fløjet af sted. Det varede ikke længe før månen ville kaste sit blege skør over havet og nattens himmel ville indhylde dette land i et svagt mørke. Kun for at lade solen bryde dette mørke næste morgen. Der var noget smukt over at se hvordan Sol og måne kæmpede om at indhylde landet i Lys og Mørke.

"De har ganske ret Eagle, jeg har aldrig set en solnedgang over havet - det er så utroligt smukt. Og ej heller set månen stige op fra havet." Hun sukkede stille det var i sandhed et smukt syn stille hviskede hun "Tak" hun havde aldrig set dette hvis ikke han havde taget hende med her til, måske først om meget lang tid da det aldrig havde faldt hende ind at havet kunne afspejle dette så smukt.

Hun var sikker på at denne gylden hingst, nok skulle blive en god ven i dette land. Han viste en del og det kan ikke viste kunne han sikkert finde svar på. Hun var sikker på hun altid måtte opsøge denne hingst for at få svar på sine spørgsmål om dette nye vidunderlige land. Hun lod sit grønne blik forsat hvile mod horisonten for hun ville ej gå glip af noget. Hun havde i sandhed nydt denne dag i dette mystiske land. Og her ville hun føle sig godt hjemme. Hendes eventyr var blot lige begyndt og det havde allerede tegnet sig godt. Hvad mon fremtiden ville bringe i dette land. Roligt lod hun blikket glide tilbage på den gylden hingst, som hun havde lært en masse om i løbet af dagen, men hun var sikker på han rummede endnu mere end hvad hun viste nu. Hun ville glæde sig til hendes vej atter krydsede denne hingst. Og ikke mindst for at hører hvordan hans mission var gået - om han ville finde den sø han ledte efter. Og om han overhoved ville vænne tilbage, hun ville glæde sig til at hører denne historie.

"Der findes så mange smukke syn i Andromeda, men dette er et af de smukkeste."

Lød det med den varme og rolige stemme, alt imens det rav gyldne blik hvilede imod horisonten. Han så på hvordan månen langtsomt steg op der fra, sammen med mørket. Himlen var blandet i tusinde varme og kolde nuancer. Så smukt. Havde de befundet sig ved den modsatte bred, havde det været solen de havde kunne se gå ned, men det så man så ofte, nej, men så ikke så ofte månen stå op.

Eagle tænkte på fortællingen om den ensomme måne, han havde hørt den før, og havde en gang før i dette land fortalt om den.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun smilede til ham, mens han sagde at dette var det smukkeste syn han havde set i Ando. Det troede hun gerne på, hun lod de grønne øjne hvile på den ældre hingst. Mens hun nød solnedgangen. Der stod de side om side, og nød dagen gå på hæld. Hun havde ikke så meget mere at side, hun mærkede hvordan trætheden stille skyllede ind over sig. Det havde været en lang dag og hun havde oplevet en masse ting, som skulle bearbejdes i hendes indre. Det havde været lærerigt at blive vist rundt og nu kendte hun Ando en smugle bedre end da hun først kom. Hun skulle nok falde godt til her i lande. Hun så endnu engang på Eagle og sagde stille.

"Månen er så smuk, og utrolig hvor stor den virker når den stiger op fra haves horisont"

Eagle stod i stilhed for en kort stund, han nød blot synet. De kunne stå i mange timer hvis de skulle se månen stige helt op, og måske det ville for længe at stå her, selvom man hurtig kunne blive forgabt i de mange farver der konstant blandede sig, men gradvist blev mere og mere mørkt.

"Jeg tror faktisk, men uden at vide det, at månen er endnu større hvis man kunne komme op til den."

Eagle havde af og til tænkt på de mere umulige ting, hvis nu de blev mulige. Hvordan ville det være? Og hvor langt skulle man egentlig. Eagle vidste det ikke, og han havde svært ved at tro på at der ville komme en dag hvor han ville finde ud af det. Hvordan skulle han det? Dog havde den ældre hingst valgt efter han kom til Andromeda, ikke at sætte en begrænsning på, hvad der egentlig var muligt. Hvem ved, måske det blev? Måske ikke. Det kunne være en spændende rejse at tage.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mohini nød stilheden, som ikke var en akavet stilhed. Det var skønt at kunne være i selskab med en anden uden der behøvede at blive snakket hele tiden. Men at der også bare var plads til at stå og nyde øjeblikket og blot mærke hinandens tilstedeværelse. Der stod de begge og nød dette syn, som et fortryllet øjeblik. Med ét lød Eagle's stemme og hun kiggede på ham med de grønne øjne, og nikkede.

"De har ganske ret, hvordan der mon ville se ud på månen?"

Hun dvælede lidt ved tanken, tænk at kunne komme op på månen hvad mon der ville være der oppe. Hun kunne lige se det for sig, men på den anden side. Hun havde fået spænding nok ved at komme til Ando og var allerede faldt godt til, så dette eventyr måtte blive i hendes næste liv. Hvis hun skulle begive sig op til månen. Hun lo lidt inden i sig selv ved denne tanke - for hun kom jo aldrig op til månen. Men man måtte jo have lov til at drømme.

"Den tanke har jeg tænkt nogle gange, og der fra er spørgsmålet- Er det overhoved muligt?"

Eagle spurgte ikke på den måde Mohini, men mere udtalte et spørgsmål åbent. For hvem ved om det er muligt, næppe nogen i Andromeda, og dog. Det kunne jo være der var en her, der var fra månen- hvis man kunne være det. Eagle kendte dog kun en historie, og hvad han forstod fra den- ud over det var en historie, ville det ikke være muligt for os at komme til månen, men ved det overhoved?

"Måske vi skal begynde at give os tilbage ind af i landet igen?"

Eagle så på Mohini, hvis hun gerne ville stå her længere endnu, ville Eagle ikke have noget imod at stå her med hende, men det var ved at være sent, og kysten var ikke just det bedste sted at befinde sig natten over. Vinden var som ofte noget kraftigere og noget koldere langs kysterne, end længere inde imod landet.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun kunne ikke lade være med at le, han havde ganske ret - var det overhoved muligt. Det åbnede spørgsmål fik hende til at tænke for han havde ret. Og hvem viste mon om det ville være muligt.

Hun nikkede kort og sagde "Ja, de har nok ret - lad os gå tilbage i landet igen" den smukke himmel lå som et mørkt tæppe over dem. Hun betragtede kort de smukke stjerner. Hun kiggede på ham og gjorde tegn på at hun nu var klar til at følge med ham tilbage - vinden var ret så kraftig her ved kysten og hun var begyndt at fryse en smugle.

Det var et varmt og venligt smil der var om den lyse mule, da han nikkede til hende, som svar på at han havde hørt hende, før han rykkede sig frem ad. Eagle vendte sig væk fra havet, velvidene om at han snart ville drage der til igen. Det gjorde han altid. Det var næsten et sikkert sted at finde den ældre hingst, ved kysten, hvis man skulle lede efter ham. Langt de fleste af hans timer brugte han på at vandre kysten rundt, eller fra kyst til kyst- ø til ø.

"Timerne begynder at være sene. Skal jeg følge dig ned til skoven eller er der et andet sted du ønsker at søge ly for natten?"

Eagle så på Mohini, han kunne godt drage det stykke. Vel og mærkede følte han ingen hastværk for sin rejse. Han skulle jo også stadig finde den leverøde hoppe før han for alvor kunne gå i gang.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Hun kom til at tænke over, at man virkelig kunne begynde at fornemme det var sommer. Der var meget længer om at blive mørkt. Selv om der var mørkt nu var det også meget sener på natten end i det mørke halvår hvor det blev mørkt meget hurtigt. Hun kunne slet ikke vente til den varme tid ville komme. Hvordan mon sommeren var i dette land? Hun lod sit blik falde på den gylden hingst og smilede venligt da han tilbød at følge hende til et sted hun kunne få ly for natten. Og hun nikkede tak nemlig.

"Ja, meget gerne"

Hun puffede venligt til hans side, og slog et par slag med den lange hale. Hvor på hun satte kursen mod skoven. Her kunne hun sikkert finde ly for natten. Til hun lærte dette sted bedre at kende, og kunne finde et mere passende sted at sove frem over. Hun kunne ikke lade være med at smile, og bemærkede hun var helt øm i sine kinder da hun havde smilet og grinet så meget af dagen.