Wandering about [Zilla]

Euphoria var godt på vej til at være fuldvoksen. Hendes sind var modnet siden hun var begyndt at bo hos Nymfen og de andre i Teylar og det var somom det på samme måde som det gjorde hende glad så var der også en masse ting der gjorde hende lidt fortvivlet. Ikke nok med hun var begyndt at få former som en voksen, så begyndte hormonerne også at gøre sit indtog i den unge krop. Hun sukkede en anelse og vippede med de mandelformede ører, som lå til familien. Hun mimrede svagt med mulen og så udover engen. Det var hårdt at være teenager.

Mohini, var i sin egen verden. Og trods de mange gode dage. Var hendes gårlige dage begyndt, at komme langsomt igen. Hun havde nydt de dage hvor hun, havde været glad i sit indre. Men nu kom tomheden og uroen tilbage. Mens hun gik der gennem det halvlange græs, vævede hun med hoved. Fra side til side helt manisk, hun kunne ikke stoppe denne uønskede rytme da det udsprang af hendes OCD. Når kroppen først ville noget, kunne hun ikke styre den. Det var som om hendes tanker, og krop levede hver deres liv. Nærmer som om de altid var i krig, med hinanden hele tiden. Hun mærkede hvordan hun var i letter dårligt humør, men trods dette var hendes ører helt fremme, som en åben gestus til andre. Men man skulle passe på med at tage hendes kropssprog for bogstaveligt. Da hun havde svært ved at udvise korrekt adfærd, til tider. Og lige så meget med at aflæse andre korrekt.

Engen virkede så stor, og faktisk også en smugle tom. Men lige nu passede det hende fint - så kunne hun være i fred med sine dystre tanker. Langsomt forsatte hun frem, hen over engen. Mens hoved kørte fra side til side, hun lukkede de grønne øjne. For ikke at blive helt svimmel...

Opmærksomt så den grå hoppe op med et sæt. Fremme på engen kunne hun beskue en anden sjæl komme vandrende indirekte i hendes retning. Hun bemærkede den sære rytme og hovedet der svang fra side til side. En adfærd den unge hoppe aldrig før havde set. Var hun farlig? Hun bakkede tøvende et skridt. Nej hun havde ikke set hende. Hun overvejede for en stund at hilse, men hvad nu hvis hun var fjendtlig? Hun kunne altid løbe. Hun så bagud og kunne konkludere at hun ikke var ret langt hjemme fra skulle det andet nu være tilfældet. Derpå lod hun et stille vrinsk bryde stilheden på engen. Hun blev trods alt nødt til at prøve at komme lidt ud af sin skal.

Midt i sine tanker, blev hun brat revet tilbage til virkeligheden. Mohini løftede sit hoved, da hendes ører opfangede et vrinsk. Men det fik ikke hendes væven med hoved til at stoppe, hun svang det forsat fra side til side. Som stod hun, og havde gang i sin egen lille rytmiske dans. Nu fik de grønne øjne øje på en skikkelse lidt længer fremme. Det var svært at se helt klart, men det var en anden hest. Men hun ville skyde den fremmede til at være unghest - ud fra den letter spinkle og ranglede bygning. Hun tøvede lidt og lage sine ører tilbage i nakken, så de lignede små horn da de normalt buede ind mod hinanden, så når de blev lagt ned stod spidserne lige frem som små horn. Men om den lyse mule, bredte sig et smil. Hun var ikke venligt stemt så smilet kunne bestemt forvirre end anden, og kroppen var samtidig med afslappet, men samtidig med en smugle på vagt. Kort lod hun en melodisk og feminin vrinsk komme fra hendes strube...

Euphoria så nu at den anden havde set hende. Signalerne der kom fra vedkommende var dog ikke med til at gøre hende mere klar på hvad der foregik og hvorvidt hun var velkommen. Ørerne sagde gå væk, smilet sagde kom hid, men den der konstante væven fra side til side gjorde hende forvirret. Hun skulle til at bakke et skridt, men det ville også virke somom hun måske var frastødt, hvilket hun ikke var. Derfor tog hun nu varsomt et skridt frem, men ville aldrig komme så nær at den fremmede ville kunne nu hende. Hun strakte forsigtigt mulen ud i luften da hun trods alt svarede hendes vrinsk, men holdt for nu sin afstand.

" Hej? "

Lød det så forsigtigt fra hendes lyse stemme,

Mohini, forvandt hendes tvangstanker langt væk. Det var som en forbandelse der ikke kunne brydes, kun når den selv valgte at gå i dvale - kunne hun føle sig fri, men kun for en stund. Tankerne kørte rundt i hendes indre, og den unge hoppe virkede ikke helt til at blive klog på? Eller også kunne hun bare overhoved ikke aflæse hende, hvilket ikke var noget nyt. Da hun tog et skridt frem, var det som om hendes forbandelse blev brudt. Nu stod hoved helt stille, og de grønne øjne kunne nu ordenlig fokusere på den fremmede skikkelse. Blikket var roligt, og mildt. Mens kroppen stod helt blank tilbage som en tom skald. Da den lyse mule kom mod hende, forsvandt smilet. Og tænderne blev en smugle blottet, men ej så meget at man ville tro hun ville gå til anbreg. Og hendes ører kom helt op og stå så de dannede sin smukke bue, som en Marwari nu besad. Det havde altid været et problem, med at få det korrekt kropssprog frem - og det havde givet hende problemer gennem hele livet. Den fremmede sagde roligt men lyst Hej til hende, og hun lod igen sit grønne blik fange hendes, og stod blot og kiggede på hende - helt roligt.

Euphorias øjne spærrede pludseligt op da hun så tænderne komme en snært til syne og trak straks mulen til sig med et ryk. Hun flyttede sig dog ikke da hoppen ikke gjorde antydning til yderligere handling, men hun stod i stedet helt stift og stirrede på hoppen, som var hun lammet i handling. Der gik en rum tid før blikket begyndte at flakke rundt for at undersøge den fremmede, mens den lyse mule langsomt begyndte at mimre en anelse. Hun sagde nu ingenting, men ville lade den anden tage ordet, hvis ikke hun ville ende med at springe i flæsket på hende. Den mindste antydning dertil, ville få hende til at flygte. Hele kroppen var klar.

Mohini arbejde på højtryk, for at prøve at afkode denne ungehoppe. Og det var nok det, som var skyld i at hun stod så stille som hun gjorde. For hele hendes indre, var igang med at knække denne kode. Da hun stivnede over hendes let blottede tænder, blev hun en smugle overrasket. Det var ikke det der havde været hendes inderste hensigt. Det var nu alligevel som om, der var en letter anspændt spænding imellem dem, og det mærkede hun også i sin egen krop. Hun blev hurtig påvirket af andre, så var de nervøse blev hun det også - derfor nød hun mest møderne med de jordnære, og rolige heste. Da deres rolige energi fik hendes eget sind til at falde til ro.

Hun følte, hun måtte gøre et eller andet. Men hvad? Hun viste ikke hvad hun skulle sige. Men kom alligevel frem til hun kunne starte med at hilse "Hej" kom det varmt og selvsikker fra hende. Hendes stemme afspejlede aldrig hendes følelser men levede sit eget liv, og lød altid melodisk, feminint, varmt og selvsikker. Igen lod hun blikket falde hen over den fremmede, og kunne ikke lade være med at smile. Da hun så den ene grå hov denne hoppe havde. Hvorfor hun fandt det morsomt viste hun ikke - måske var det en flugt fra alt den nervøsitet det fik hende til at tænke på noget andet.

Det føltes som en evighed at de to hopper stod blot og stirrede anspændt på hinanden. En måtte bryde denne forbandelse, og ligenu virkede det ikke til nogen af dem havde i sinde at gøre det. Euphoria var let påvirkelig og ligeledes virkede det til denne hoppe var. Dog var hun opgaven voksen og brød nu stilheden med en sådan varme og selvtillid i stemmen at den unge hoppe blev mere afslappet, og slap en svag lille brummen for at vise at hun havde hørt hende. Men hun måtte gøre mere.

" Jeg er Euphoria.. Hvem er du? "

Spurgte hun stille for at holde den mere varme stemning i mellem dem kørende. Hun blev nødt til hende. Hver en sætning hun fik fremsagt uden at lyde som en der var blevet slået var en lille sejr.

Det lille brum som denne fremmede kom med, var som et trylle slag der fik det andspændte tæppe til at forsvinde. Og Mohini mærkede hvordan, roen skyllede ind over hendes krop. Hun sukkede tilfreds, og de kønne grønne øjne, så nu helt mildt på den ungehoppe.

"Euphoria" Sagde hun, som smagte hun på navnet. Hun kunne godt lide det, ikke et navn man ville støde på hverdag, og sådan nogle navne kunne hun godt lide. "Mohini" sagde hun kort men ikke uhøfligt. Hun var bare ikke en af mange ord, det kom først når hun var mere tryk. Og snakken lige som blev mere afslappet.

Forsigtig strakte hun nu sin egen lyse mule frem, for at opfange duften af Euphoria og gemme den i sin hukommelse.

Det var som at der sænkede sig en særlig ro over de to ellers før anspændte hopper. Euphoria følte sig straks mere tryg ved den fremmede og langsomt begyndte hun at blive mindre og mindre anspændt. Hun blinkede let med de ravfarvede øjne og smaskede sagte for at signalere at hun var ved at falde helt til ro. Hun vippede med de mandelformede ører til hendes navn og tiltede tilpas hovedet på sned og smilte svagt. Hun havde ikke behov for at smage på navnet der var allerede imprinteret i hendes hukommelse. Hun strakte nu mere varsomt sin mule med hendes og tog et hurtigt snus, inden hun let duttede hende, men derpå også trak mulen til sig i tilfælde hun ikke kunne lide hendes venlige gestus.

Først nu fangede hendes grønne blik, de flotte ravfarvet øjne. Hun tog sig selv i at kigge intenst ind i dem. Og smilede blot, mens hun løsrev sit blik. Den blide smaskende, havde en hypnotisk effekt. Uroen kom tilbage i kroppen, ikke fordi hun var anspændt men fordi hendes tanker, havde knækket koden. I følge hendes indre, så igen begyndte hun at væve med hoved - fra side, til side. I en stille og rytmisk bevægelse. Det var tydeligt at de to, hurtig kunne få en ellers rolig situation til at eskalere, hvis blot en af dem gjorde et forkert ryk. De var så sensitive og oppe på mærkerne, trods roen havde lagt sig over den, så var hun sikker på den lurede hos dem begge. Gemt, men ikke glemt.

Mohini, havde ikke bemærket at hun havde berørt hende på mulen. Nok fordi hun kort efter havde fået uroen i hele kroppen, og nu stod i sin egen lille tanke dans. Og svingede hoved fra side til side, så var det som om verden lukkede sig lidt omkring hende. Hun forsøgte dog, at få det til at stoppe ved at få en samtale mere igang.

"Kommer du her fra disse ø'er?"

Da hoppen igen begyndte på sin sære rokken frem og tilbage tiltede hun hovedet let på skrå og forsøgte for en stund at følge rytmen, men kunne straks mærke at der ikke var noget sundt ved det. Hun mimrede med mulen og vippede nu opmærsomt ørerne frem da hun talte. Hun huskede godt hvor hun kom fra og hvor hun havde opholdt sig det meste af livet.

" Enophis. Der er jeg født. Hvad med dig?"

Lød det så stille fra hende. Hun var trods alt høflig. Det havde hendes mor bedt hende være overfor fremmede. Euphoria savnede sin moder, men havde indstillet sig selv på ikke at se hende igen. Det var måske bedst.

Mohini, så at hun prøvede at efterligne sin rokken, men stoppede hurtigt. Selv ville hun ønske hun også så let kunne stoppe, og det var bestemt ikke noget den unge skulle ønske at til lære sig. Hun lyttede til hvad den ungehoppe havde at sige. Og de grønne øjne hvilede roligt på hende. Forsat kørte hendes hoved fra side til side. Der var intet at gøre, hun viste at jo mere hun kæmpede i mod, jo værre blev det blot - og jo lænder tid ville der gå før det stoppede igen. Hun måtte leve med dette, og det havde hun også gjort i mange år. Men derfor ønskede hun stadig, at det ville gå væk. Nogle dage mere end andre. Hun tænkte faktisk kun over det, når hun kunne se på andre at de bed mærke i det. Ellers når hun var alene, tænkte hun aldrig over hun svang hoved fra side til side.

"Selv er jeg ny i dette land, og kommer fra et land langt her fra" Trods Mohini aldrig havde været vild, med hverken føl, eller ungheste var der alligevel noget der tiltalte hende. Nok fordi Eup mindede lidt om hende selv da hun var lille. Den lyse mule, blev trukket op til et venligt smil.

Euphoria var en sjov skabning. Hun kunne svinge fra ren og skær frygtsom tilstand til ren eufori, som var det hun var opkaldt efter. Faktisk var det mest den følelse hendes mor havde følt da hun så sin datter for første gang. Eufori. Hun mimrede let med mulen endnu engang og lod sig for en stund blot stå og betragte den anden lyse hoppe med en rolig mine. Hun var ved at være tryg, især fordi hun ikke havde prøvet at æde hende endnu. Et nysgerrigt glimt kom der sågar i de ravfarvede øjne, og hun trådte et skridt frem med ørerne fremme.

" Hvad er det for et land? "

Nysgerrigheden var at finde i den unge lyse stemme, da den unge plag lyste op i netop det der kunne minde om Eufori, blot for en lille stund.