I trygge rammer | Euphoria

Midt i Teylar's flok vandrede en gylden skikkelse. Illana var tilbage i de trygge rammer, som hun holdt så meget af - og med nye oplevelser, som hun skulle bearbejde. Hun havde den seneste tid været ude for ikke blot et, men hele to skyggemøder; det ene noget mere følelsesladet end det andet.
Hun vandrede fredsommeligt, med en let tænksom mine over den grå mule, alt imens hendes ører lyttede til flokkens lyde. Der var altid liv, af den ene eller anden slags her i flokken; og selvom Illana havde boet her længe, var der endnu sjæle i flokken, som hendes kendskab ikke var så godt til. Det var egentlig en skam, følte hun, at hun ikke kendte flokkens medlemmer bedre, og måske havde hun netop søgt helt ind i midten af flokkens område i håb om, at hun kunne komme i snak med en, eller flere, af dem, som havde valgt at dele flokkens område med den brogede Brêgo.

Hendes sind blev snart fanget af en grå skikkelse; en skikkelse, som hun havde beskuet fra afstand flere gange, og kun været rigtig nær én gang - nemlig i selskab med hendes halvbroder, Mindraper. Efter en kort beslutningsproces, satte Illana retningen imod den nu voksende Euphoria, som var blevet til en ganske køn, langbenet, ung hoppe.

Euphoria. Den unge hoppe der endelig var blevet voksen, eller voksen rent fysisk om ikke andet. Til tider følte hun sig stadig som et lille føl der søgte sin moders beskyttelse, men mor var væk nu, det måtte hun indse. Hun bøjede hovedet en anelse sørgmodigt netop ved denne tanke, mens et lavt suk fandt vej fra hendes mule og ud i en kølige efterårsluft. Den lange hale viftede bag hende og hun lukkede kort de ravfarvede øjne hvis farver snart ville matche de døende blade på træerne. De opfangede dog kort inden en skikkelse der kom i mod hende, derfor løftede hun hovedet i et ryk, men så til hendes lettelse af det var en velkendt skikkelse der ikke skulle frygtes. Der var ikke megen reaktion i Euphoria udover dette, da hun egentlig gerne ville hilse, men var en anelse fjern i sine tanker på nuværende tidspunkt. Der skete så meget i den unge krop på så mange måder at hun var en anelse ved siden af sig selv.

Den gyldne hoppe nærmede sig med rolige, rytmiske og rummelige skridt. Bag hende bølgede den mælkehvide hale ganske blødt i luftens lette, men legesyge hænder og den gyldne hoppes ører var rettet frem imod den grå hoppe, med det særlige, spættede mønster over ryggen.
Først da hun var i acceptabel afstand standsede den gyldne hoppe op, med en rolig og hilsende brummen, inden hun imødekommende rakte mulen frem imod den grå hoppe. Det var så længe siden de havde set hinanden, men de var begge en del af flokken, af samme fællesskab, og derfor havde den gyldne hoppe ingen kvaler ved at tilbyde denne fysiske hilsen.

De brune øjne, som den gyldne hoppe bar, betragtede ganske nøje den unge hoppe, der virkede en smule fjern. Der kunne være mange årsager til dette, men hun vidste, at den unge hoppe havde været nødsaget til at bryde med hendes moder, langt før tid var ret. Mindraper havde fortalt herom, hvordan de begge havde søgt trygheden her i flokken, som følger af ting, der var sket i deres familie. Illana lod et lille smil tegnes, inden hun trådte et lille skridt tættere på den grå, afventende om hun ville tage imod hendes hilsen, eller hun hellere ville være foruden nærkontakt.

Jo nærmere den gyldne kom, desto mere vågnede Euphoria af sin fjerne sindstilstand. Hun mimrede let med mulen og brummede stille til hende, dog uden at røre. Det var ikke en afvisning, men blot en forsigtig hilsen, mens hun så ned i jorden. Det mindede hende om at hun ikke havde set Nymfen eler nogle hun rent faktisk kendte i uendelige tider. Hun så nu på den gyldne og vippede let med ørerne og fremtvang et svagt smil på den lyserøde mule. Hun kunne vel ikke blot stå og dvæle, selvom det oftest var lettere når man var helt alene. Hun rettede sig derfor en anelse op og så mod hende med en lidt mere intenst glød i de ravfarvede øjne, mens hun dog fortsat ikke sagde meget, i stedet puffede hun varsomt til hendes mule.

Da den yngre hoppe i første omgang besvarede den gyldnes hilsen med en forsigtig brummen, lod Illana blot sin mule forblive rakt frem. Hun gav hende gerne tiden til at overveje, om hun ville tage imod den eller ej; og efter en tænkestund, lod det til, at den unge grå tog sit valg. Forsigtigt rørte deres muler ved hinanden, og da de havde kontakten, lod Illana sine næsebor udspiles, så hun kunne sanse de særlige dufte som hang omkring den yngre sjæl. Sådan stod de et øjeblik, dannede sig et indtryk af hinanden, inden Illana fjernede mulen og løftede den lange, slanke hals. Hun viftede et par gange med halen, inden hun stillede sig med siden til den grå.

,,Hvordan går det, Euphoria? Jeg ser, at du er vokset godt til, siden jeg så dig sidst."

Den gyldnes stemme var ganske mild, men uden at være dvælende. Man kunne sagtens fornemme, at der lå både energi, men også vished bag den gyldnes toner, og samtidig også en bekymring omkring den grå. Hun havde ikke set den sorte hoppe, hun havde leget med længe - og ej heller set den grå hoppe i samme muntre tilstand som sidst. Hun puffede herefter forsigtigt til hendes hals, for at fortælle hende, at den gyldne betragtede hende som en ligemand og 'ven' - selvom de ikke kendte hinanden. Men de delte dette hjem, og dermed var de som en slags familie, sammenflettet af den brogede Brêgo.

Euphoria vidste at hun før eller siden blev nødt til at mande sig op og blive ordenlig voksen, men ligenu vidste hun ikke et levende råd om hvad hun overhovedet skulle foretage sig i sit liv. Skulle hun bare gå rundt på må og få, danne små bekendtskaber eller var der en dybere mening med det hele. Hun så på den gyldne hoppe imens alle disse tanker fór igennem hovedet på hende. Hun mimrede svagt med mulen ved den gyldnes berøring, det hele føltes så familiært og så alligevel så fremmed. Hun vippede med de mandelformede ører da hun talte med en blid stemme. Det var som sød musik i hendes ører, og den søde musik var en sjældenhed i disse tider. Det mindede hende frygteligt meget om hendes moder, så det var vel ingen overraskelse hvad hendes næste ord ville være.

" Jeg savner min mor.. "

Lød den lyse, men melankolske stemme, som var alt andet end euforisk. Sørgmodigt rettede hun de ravfarvede øjne, som hun havde arvet fra monstret mod den gyldnes, fortvivlet som hun var over hele verdens situationen, eller om ikke andet hendes egen lille verdens situation,

Imens den gyldne hoppe betragtede den yngre grå, stod det hende klart, at der var noget som plagende den unges sind. Hvad det var, kunne hun af gode grunde ikke vide, men både Illana og Lyset følte det. Som reaktion herpå, opstod den efterhånden velkendte kugle af Lys helt spontant over hovedet på den grå hoppe, som for at opmuntre hende, med dets energirige Lys. Illana brummede sagte, og da Euphoria's ord lød, lod hun et medfølende smil tegnes om mulen.

,,Andet ville være underligt, Euphoria. Du skal have lov at savne hende, så meget du vil. Det at du savner hende, er en naturlig reaktion, og det betyder blot, at du har følelserne på det rette sted. Husk på det. Jeg er sikker på, at din moder også savner dig"

Derpå lod Illana sine ord standses, så den grå hoppe kunne tage dem til sig, hvis hun ville. Derpå lod den gyldne hoppe sit blik flyttes lidt op imod Lyskuglen, som stadig af og til levede sit eget liv. Det var hende endnu et under, denne form for magi, og selvom hendes styrke og kontrol var steget, var Lysets særheder endnu et mysterium for hende. Det var som en selvstændig sjæl, der reagerede på det, som det følte - og ligenu, følte det den grå hoppes sind og reagerede derpå.

Euphorias unge øjne så mod den lille lyskugle som hun før havde set. Hendes ravfarvede øjne fyldtes med nysgerrighed, mens hun rakte mulen mod den, da den svævede over hovedet på hende. Mon man kunne smage på den. Det turde hun tog ikke, men lyset fyldte hende med en anelse fornyet energi, mens hun først tog blikket fra den da den gyldne hoppe atter talte. Hun var stadig mut, det havde hun ikke glemt.

” Men, hvorfor gik hun… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med noget som helst.. Alt er nyt.. Min mor er væk… Min far… et monster.. ”

Det sidst var en næsten utydlig hvisken, i det hun en anelse mere hæmningsløst lod panden hvile mod den gyldnes bringe. Euphoria havde det man rigtig kunne kalde et teenagemoment, men hvad hun ikke vidste, var at det var ganske naturligt, men hvem skulle fortælle hende det? Hendes mor var her jo ikke.

Da den unge hoppe lagde sit blik på kuglen af Lys, som svævede over dem, begyndte den ganske vagt at danse for hende. Bevæge sig lidt op, lidt ned og fra side til side, imens dens varmende, energirige stråler, bredte sig ned mod den unge hoppe med de ravfarvede øjne. Lyset, som var en energi med sit eget liv, en ren energi uden mørkets dunkle aner, kunne fornemme andres sindsstemning, og prøvede derfor at opmuntre den grå hoppe, hvis fascination Lyset satte pris på. Alt imens smilede Illana ganske oprigtigt - hver gang Lyset handlede på egen hånd lærte hun noget nyt om denne energi, denne vilje, som Lyset var. Hun brummede mildt, inden hun lagde blikket imod Euphoria, der nu snakkede.

Der lå mange frustrationer gemt i hende, og dem satte hun nu ord på. Illana forstod hende, det gjorde hun, og hun kunne sagtens huske lignende følelser som hun selv havde stået med, dengang hendes moder forsvandt fra hende. Det havde været hårdt, og det måtte det utvivlsomt være for den unge Euphoria ligeledes. Da den grå hoppe lagde hovedet imod hendes bringe, sænkede Illana hovedet let og strøg hende over halsens top, ganske let.

,,Dine spørgsmål kan jeg ikke give dig et endeligt svar på, da jeg ikke kender din moders sti her i landet. Men, jeg vil sige til dig, at familie ikke altid behøver være dem, som rent blodsmæssigt har skabt dig. Hvis du ser dig omkring, vil du se en familie klar til at tage imod dig - og selvom du har blod, der er beslægtet med Rumpelstilktskin, da er det dig alene der skaber din sti i landet. Han har ingen indflydelse på det - og her, vil du altid være i sikkerhed."

Den gyldne tav nu, men forblev tæt ved den grå hoppe. Hun tilbød gerne hendes fysiske nærhed, hvis dette kunne hjælpe den grå og hendes humør. Alt imens svævede Lysets kugle nærmer de to, som nu stod ganske tæt.

Lyset gav et svagt genskær i det ravfarvede øjne som hun så op mod det for en ganske kort stund. Hovedet var stadig puttet mod den gyldne hoppes bringe og hun snøftede svagt, mens hun atter gemte hovedet væk. Euphoria vidste at hun måtte mande sig op og tage at opføre sig mere voksent, men i disse tider var det som om at hun måtte bestige et kæmpe bjerg for at komme til det punkt hvor hun kunne formå det. Hun lyttede opmærksomt til den gyldnes ord og sugede dem til sig. Om ikke andet hjalp det en smule, for snøfteriet stoppede og hun så op på den gyldne hoppe med våde øjne. Hun lod blikket vandre videre til lyskuglen over dem, og kunne ikke helt slippe sin fascination af det, selvom hun var nedstemt.

" Hvordan gør du det? "

Spurgte hun nu med nysgerrigheden spillende i det ellers lidt triste toneleje, men Euphoria var stadig ung og nysgerrig og havde måske en anelse svært ved at koncentrere sig om at være både ked af det når der hang noget så spændende over hovedet på hende.

Forsigtigt kørte den gyldne hoppe sin mule ned over manen på den grå unghoppe, der stod med hovedet imod hendes bringe. Hendes berøringer var blide, nænsomme og alt imens lyttede den gyldne meget nøje til både den grå Euphoria og omgivelserne. En sagte brummen forlod brystet på den gyldne, og et lille smil tegnede sig, da den grå efterhånden stoppede med at snøfte. I stedet lod hun sit blik fængsles af Lysets kugle, der endnu dansede over dem, bredte sig for dem og berigede dem med den milde varme, som den spredte. Da den grå hoppe spurgte hende, hvordan hun gjorde det - fremkaldte den - smilede hun inden hun svarede.

,,Den er en del af mig. Man kan vel sige, at jeg blot kan tænke på den, så kommer den. Jeg styrer den, men ikke komplet. Lyset har sin egen vilje, Euphoria. Når det skifter farve, for eksempel, er det fordi det reagere på en følelse, måske Lysets egen, eller en jeg føler."

Et lille puf lod den gyldne hoppe nu falde imod halsen på den grå, inden hun trak sig let fra hende. Hun nikkede sigende til den grå, bød hende om at følge sig, inden hun med rytmiske skridt satte frem ind imod den sø, som flokken rådede over. Hun smilede bredere, inden hun nikkede op imod Lyset over dem.

,,Lyset og jeg har været sammen længe nu. I starten, da jeg blev skænket krystallen om min hals, kunne jeg ikke fremkalde Lysets kugle særligt længe, ej heller styre dens retning. Nu kan jeg lade den følge mig i timer, og vandre længere fra mig selv. Se blot."

Hun lod nu Lysets kugle svæve frem foran dem, og mange meter fra dem. Den hang der, dansende i luften som viste den vejen for dem, bød dem at følge det. En tavs guide i luften.

De ravfarvede øjne som hun nu ellers havde arvet fra en skummel sjæl, et monster, spillede nysgerrigt over Lysets gøren og fulgte det nøje, mens det svævede rundt deroppe over hendes hoved. Hun lod et smil forlade hendes mule til trods for hun for få minutter siden havde stået og snøftet højlydt. Hun vippede med de mandelformede ører da Illana talte og hun fulgte interesseret med i hendes ord, men kunne ikke helt løsrrive sig fra Lyset. Hun nåede dog ikke at svare eller spørge før hun modtog et puf og blev bedt om at følge med.
Det var med ivrige små trippende skridt hun fulgte med den gyldne hoppe, mens hun stadig i ny og næ skævede op på Lyset. Hun så på den gyldne og smilte bredt til hende.

" Krystallen? Har du fået den af Lyset? Hvem er Lyset egentlig?

Spurgte hun nu ivrigt, mens hun fulgte lyset med præcis samme iver, dog uden at forlade den gyldnes side. Den grå var facineret af lyset, det var en meget blidere magi end hun ellers havde været vidne til, og sågar mærket på egen krop. Hun gøs kort med tanken, men slog det hurtigt ud af hovedet igen.

Snart efter den gyldne hoppe var sat fremad, trippede den unge grå hoppe med. På trods af, at de to knapt havde kendt til hinanden førhen, da virkede det til at den unge hoppe fandt en tryghed ved Illanas selskab, og det glædede ikke blot den gyldne hoppe, men også Lyset, at det havde hjulpet på den unge grå's humør. Illana brummede muntert, inden hun med et smil så fremad i den retning, som Lyset fløj; retningen imod søen.

,,Det er svært at forklare, hvem Lyset er; men man er ikke i tvivl om, hvis man møder ham. Jeg blev mødt af et lys så hvidt og skarpt, at jeg ikke kunne se på det. Og en stemme, som slet ikke kan beskrives, talte til mig. Lyset er, hvis jeg skal beskrive det, en fri sjæl, som er overalt i Andromeda. Og denne sjæl gav mig krystallen, med en lille del af hans energi, som jeg skal beskytte."

Illana slog let med hovedet, inden hun lod sine brune øjne betragte den grå et øjeblik. Hun nævnte ikke Lysets kilde, og det gjorde hun af den ganske særlige grund, at viden herom kunne være farlig for den grå. Skyggernes luren i landet var blevet mere udbredt, og hvis nogen kendte til Lysets kilde, ville de sættes i fare for Skyggernes ondskab, og det ønskede hun ikke for nogen som helst. Det var mest sikkert, hvis kun den gyldne hoppe gik med disse informationer; informationer om det hun reelt skulle beskytte. De to hopper gik nu side om side på vej imod søen i Teylar's område.

Euphoria lyttede måbende til hendes forklaring, så måbende og betaget hun nær havde snublet over sine egne ben. Hun vippede med de mandelformede ører og brugte lidt tid på at finde ud af hvad det var hun helt prævist mente med at beskytte det. Hun havde hørt om onde skabninger, ja deriblandt en som hun delte blod med. Hun rystede let på hovedet og så igen på den gyldne.


” Jeg troede kun magi gjorde ondt.. ”


Konstaterede hun en anelse overrasket over at dette lys var så blidt og fredeligt at det ligefrem skulle beskyttes, men det ville jo sige at Illana var i fare for det det skulle beskyttes fra. Den grå lagde hovedet på sned og kunne ikke rigtig få det til at hænge helt sammen. Mon det var monsteret det skulle beskyttes fra? Euphoria lod dog de ravfarvede øjne glide op på lyset og snart smilede hun igen.

Efter de ord, som den gyldne hoppe havde ytret, blev den unge grå et øjeblik tavs. Ilana smilede blot, og lod den yngre tænke - overveje det, som hun netop havde fået at vide. Imens fortsatte de stille og roligt imod søen; men det var som om Lyset fangede, hvad den unge grå tænkte, inden hun sagde det. Lyset fór nemlig tilbage for at hænge tæt over ryggen på Euphoria, som for at vise hende, at magi ikke gjorde ondt - i hvert fald ikke den magi, som Den Vise havde.
Illana lagde hovedet let på sned over hoppens svar. Hun brummede kortvarigt undrende, inden hun rakte mulen frem for at puffe til hende.

,,Der findes mange former for magi, Euphoria. Men fælles for alle er, at ingen magi i sig selv kan gøre ondt. Kun hvis den, som besidder magien misbruger den, kan den skabe skade ved andre sjæle."

Hun prustede herefter, inden hun søgende så imod de ravfarvede øjne som den unge hoppe havde. Tavst spurgte Illana indtil, hvad den unge mon havde oplevet, siden hun havde denne opfattelse. Var hun mon stødt på Skyggerne?