Fortabt (Volle)

(Plag)

Den unge hingst følte sig endnu mut. Nedtrykt. Den røde hingst havde snydt ham- i det hele taget at gå der til med så dumt et ønske havde været den værste beslutning har nogen sinde havde taget. Han turde ikke rigtig komme tættere på flokkens område. Ikke efter hans skældud. Han vidste han havde været gal på den, og hans samvittighed var rigtig dårlig. Ikke mindst fordi han havde gjort det imod moder og broderskabet- han ikke var en del af, men de var stadig hans familie; Men også for det han havde gjort imod sin broder.
Belial var ikke van til denne følelse, han var så uvan til have det dårligt. Alle andre dage i hans liv havde været ganske gode og mange eventyr- men nu synes alt bare at gå den forkerte vej. Han havde skuffet dem alle sammen.

Han havde været skyggehingst i noget tid. Og tiden havde gjort, at han selv havde vænnet sig ganske godt til dette. Det var nyt for ham, men det var nyt på den gode måde. For det var det her, han var ment til at skulle være. Ikke sandt? Hans isnende blå øjne hvilede rundt, mens han studerede det langskab der var hans hjem, den flok han tilhørte og broderskabet ligeså. Men her var ikke andre sjæle at finde pt, de fleste var nok søgt ind i mørket, mens solen stadig stod på. Volontaire svirpede med sin sorte hale, inden han brummede i en rungende og mørk tone, som bestemt ikke var venligt stemt. Han begav sig fremad i et ryk, som havde han før stået stille som en statue, med taktfaste skridt. Hans store korpus bevægede sig i et taktfast skridttempo, inden han da virrede voldsomt med det store hoved, og de isnende lyseblå øjne, og slog frem i en tung og dog langbenet trav, med retning ud af det område der var hans hjem og flokkens område..

Han var stadig på Foehn, men dog helt i udkanten, og der stoppede han op, da en lugt ramlede ind i hans næsebor. Han kunne huske lugten.. Den tilhørte en lys plag, som han en enkelt gang havde mødt, og som havde en særpræget… tilgang, til selskaber. Volontaire stod helt stille, og spejdede rundt, indtil han fik øje på lige netop denne lyse plag. Men han stod stille, den lyse plag, nærmest hang med mulen. Det fik hans store korpus til at dreje sig, således at fronten var vendt imod plagen. Han kneb øjnene kort i, inden han begav sig målrettet imod hingsteplagen. Hvad plagede den unge gut? Volontaire brummede i en voldsomt og markerende tone, mens han hævede hovedet let dominerende op, for at påvise hingsteplagen at han altså havde selskab nu.

,,Ret dig op”

Sagde han, med den dybe og markante stemme, inden han standsede helt op, og stirrede olmt på plagen.

,,Hvad nager dig?”

Han spurgte ligeud – ingen grund til at pakke det ind.

Da en stemme lød klart og tydeligt, reagerede Belial som en lydig hund. Han rettede sig op, som Lupë før havde lært ham. Samlede den slatten krop i en mere rank og stolt holdning- selvom det bestemt ikke var sådan han følte sig. Tvært imod. Langsomt, tøvende havde han blikket fra jorden, endnu var de brune øjne fyldt med skam.
Hans blik mødte den sorte skyggehingst, den med det flået bryst. Han havde mødt ham før. Da han var yngre- set ham endnu flere gange. Nu havde den unge hingst også kun opholdt sig her.

"Den røde.. han snød."

Belial hakkede sig igennem ordende. Han var ikke lige frem talens mester. Han havde at tale og talte sjældent i ordentlige sætninger. Han gik ud fra skyggehingsten vidste hvem den røde var. Sådan uden videre.

Volontaire stod helt stille og stirrede olmt på den unge plag, der dog rettede sig efter hans før sagte ord, og nu rankede kroppen helt op, og stod med en mere stolt og rank holdning, i stedet for at stå dér, som en slatten lille tøs, hvis hjerte var blevet flået ud. Ak ja, den sorte skyggehingst brød sig ikke om at se andre, der stod sådan med en slatten krop, som om hele verdenen var gået i stå for dem – for det ville den aldrig gøre. Det var kun en sindstilstand; og så handlede det om at finde noget andet at give sig til. Finde en anden mening med alting. Han talte. Den røde. Volontaire kneb øjnene kortvarigt i, tænksomt, inden han brummede dybt.

,,Den røde.. Hvem?”

Hans spørgsmål var klokkeklart. Den eneste han kunne komme i tanke om, var Rumpelstilskin, fordi plagen også nævnte at han havde snydt. Men om det var sandt, det anede den muskuløse skyggehingst ikke; og derfor ville han have et svar på det. For han ville vide, hvem der havde snydt hvem; og hvorfor.

Belial himlede med øjne, det var næsten ikke til at se. Det var varme når han blev irriteret over andre ikke fulgte med- han gik som altid fra alle vidste alting og sagtens kunne følge med. Den unge hingst tænkte ikke over, at han ikke lige frem gav ret mange informationer, og ikke alle vidste alt. Men de andre skygge heste vidste det, så hvorfor vidste han det ikke? Eller var han glemsom? Lige som Belial var. Informationer smuttede hurtigt fra ham.

Den unge plag kiggede sig hurtigt omkring. Der var ikke andre at se, og heller ikke den røde- hvilket var et godt tegn. Hviskende næsten uhørlig- bange for den røde ville dukke op, sagde hans navn i to bider.

"Rumpel..stilskin."

Den unge lyse hingst, himlede med øjnene. Det var ganske svagt, men Volontaires øjne var stift hvilende på ham, og lod derfor ikke sådanne bevægelser gå forbi ham. Han brummede i en mørk og dyster tone, der bestemt ikke var venligt stemt eller beroligende. Nej, den var irettesættende og ru. Han skulle bestemt ikke himle med øjnene af Volontaire. Men bedst som den sorte skyggehingst skulle til verbalt at irettesætte plagen, lød han svar. Rumpelstilskin. Dette fik Volontaire til at rette sig yderligere op. Den slange! Han hvæste hidsigt som reaktion på navnet, og slog sin ene forhov i jorden, inden han stift stirrede på plagen, direkte ind i hans ansigt, for at ramme hans øjne.

,,Hvilken aftale lavede du med ham?”

Hans stemme var hvislende, hård og kontant, mens hans kneb øjnene hårdt i. Plagen skulle ikke lyve nu, men fortælle ham sandheden.

Hingstens brummen havde ikke rigtig nogen effekt på Belial- der var vokset op her på øen og fået noget af en sær opvækst hos sin moder.
Belial blev igen gjort til minde om hans åndsvage ønske. De brune øjne blev slået i jorden, hvor han kunne se de hår der omringede hans hove- lige nu var det ikke meget og det var tjavset- slet ikke det han havde regnet med.

"Han gør det.. ønsker.. jeg vidste ikke.. dum.. Lupë hader mig.."

Belial kunne ikke helt få sig selv til at sige at hans brors kræfter var væk, fordi han ønskede sig hovskæg. Han vidste jo slet ikke hvad den røde hingst stod inde for. Eller hvem han rigtig var. Han havde kun hørt det med ønsker og navnet og det havde for hans barnlige sjæl været fint. Han spurgte ikke til mere end det, og han havde fundet den røde og sagt sit ønske- uden så meget som at kende til konsekvensen ved at lege med hans magi.

Det var absolut ikke nemt at forstå, hvad den lyse plag stod og sagde. Han talte nærmest i øst og i vest, og hvis ikke det var fordi Volontaire selv vidste hvem denne Rumpelstilskin var, så ville han med garanti ikke havde forstået de halve sætninger, som plagen fremsagde. Noget med ønsker, dumhed og noget med en anden sjæl, en Lüpe. Volontaire anede ikke hvem denne anden sjæl var, og dette var heller ikke interessant lige nu. Men det var ønsket. Volontaire havde før fulgt plagens blik ned af hans ben, og anede noget hovskæg, der ikke var der sidste gang. Men der var ikke meget af det endnu. Kunne dét være ønsket? Hovskæg?! Han rystede på hovedet ved bare tanken – dette ville være et stupidt og dumt ønske!

,,Hvad ønskede du dig? Dét der?”

Volontaire forsøgte at finde ud af, om det netop var dette hovskæg. Og da han sagde ’det dér’ lod han sin mule glide ned, og pege imod hans hovskæg, for derefter at rette hovedet op og stå rankt endnu engang.

Belial mimrede lidt med mulen prøvede at få det lille ord over læberne da den store sorte hingst hantydede til det som netop havde været hans ønske- og som han ville ønske han havde aldrig havde gjort. Det havde kostet Lupë! Belial var på vippet til at begynde at græde igen, men han holdt det inde. Han ville ikke! Det var ikke rart. Han skulle nok finde sin bror.

I stedet for at svare nikkede den unge hingst. Han havde været ung, han var stadig ung, han var dum. Han havde været naiv.
Han skammede sig over sit ønske- og det var lige der- for alle at skue! Han kunne ikke gemme sig og lade som ingen ting. Og de andre.. De var sure! Belial forstod det godt. Han havde ikke gjort som han skulle. Moder var rasende, og nok det værste, hun havde i forvejen opført sig sær og nu var det jo lige som slået helt klik for hende.

Han fik ret, den sorte Volontaire. Det var hovskæg den unge plag havde ønsket sig. Noget så simpelt som hovskæg. Volontaire rystede på hovedet af det, mens hans betragtede den unge hingst. Men han så ingen grund til at skælde plagen ud, for at dømme ud fra hans nedslåede ansigt, så det ud til at andre havde fortalt ham, hvilken dum ide det havde været. I stedet ville Volontaire bare vide mere – og når han havde fået de informationer han ville, var det på tide at få løftet denne unge plag. Han tilhørte flokken, og var måske en mulig skyggebror i fremtiden. Og selvom han ikke var, var han i flokken og derfor en del af broderskabet, bare på en anden måde. Nok havde Volontaire før haft knækket en knogle i hans krop, men det var længe siden. Og han ville bestemt gøre det igen, hvis hingsteplagen teede sig tosset. Men der var ingen grund til at sparke på en, der i forvejen lå ned; ikke så længe han tilhørte det samme som Volontaire selv.

,,Hvem er Lüpe?”

Dette var også et simpelt spørgsmål – så det regnede han bestemt med, at plagen kunne svare på.

Den store skyggehingst begyndte ikke at skælde ham ud og belære ham. Det var faktisk rart. Den unge hingst følte i forvejen en stor skyld over sin naive ønske. Belial rettede blikket op imod den store sorte. Den hingst havde havde gjort det ved hans ribben da han var noget yngre. Det gjorde ikke ondt mere, men han kunne stadig finde hvor det var- kunne han gøre det igen? Belial så nysgerrig på den sorte, som om han forsøgte at lure hvordan de gjorde det. Moder kunne jo også- men det gjorde ondt i brystet når hun gjorde det, ikke på ribbenet. Den unge hingst fik dog ikke noget ud af sin at stirre, og han blev også revet væk fra det, da Lupës navn blev nævnt.

"Bror."

Lyden var stadig hakkende og virkede som om det ikke helt ville ud over hans læber, men det var nemt at sige. Det var kun et ord. Belial styrrede sin trang til at himle med øjne af hingsten igen- han kunne jo faktisk ikke være bekendt- han var den der havde dummet sig mest; også selvom den sorte virkede herre uviden. Hallo?! Belial holdt det inden i. Han øvede sig på det.

Der kom kun et enkelt ord fra plagen. Bror. Javel ja. Volontaire interesserede sig generelt ikke særlig meget for andre skikkelser i dette land, for det så han ikke nogen synderlig stor grund til. Han levede sit eget liv, og så længe de kunne blande sig udenom hans, ville han også blande sig uden om deres. Men denne plag var på sin vis, en lille smule interessant. Måske mindede den ham lidt om ham selv, da han var en trodsig, små dum plag, der ikke helt fattede de store sammenhæng, men mere havde en masse dumme idéer i hovedet. Eller også var det bare fordi Volontaires nysgerrighed for en gangs skyld var en lille smule vakt; for hvad var der sket, med denne plag og Slangen. Han nikkede kun kort som svar til hans ord, inden han brummede i en kort og tænkende tone.

,,Hvad var prisen?”

Måske fattede plagen ikke spørgsmålet. Men måske gjorde han. Og nu blev spørgsmålet stillet på denne måde, og så måtte den muskuløse skyggehingst se om plagen forstod at svare på spørgsmålet eller ej. Ellers måtte han forsøge at omformulerer sig, selvom det bestemt ikke var den sorte hingst stærke side. Det tirrede hans tålmodighed, og hans evne til selv at bruge ord, var bestemt ikke noget at råbe hurra for – selvom det var blevet bedre med årene.

Prisen. Prisen havde ikke været det som den røde helt sagde det ville være. Den røde løj! Han havde løjet. Belial var rasende over det. Hvorfor tale usand. Det havde den unge hingst aldrig oplevet før.

"Lupës.. evner.. væk."

Belial kæmpede med at holde tårene tilbage, samme tid med han kæmpede med sig selv om at prøve at sige en helt sætning- hvilket ikke lykkes særlig godt. Den unge hingst ville ikke lade tårene falde igen. Ikke mere. Men det var hårdt, for Lupë hadede ham nu- eller det troede den unge plag i hvert fald på. Det var sådan han havde opfanget det.

Han kæmpede, den unge plag. Han kæmpede med de mange følelser ha havde indvendigt, og dette kunne tydeligt ses udadtil. Volontaire lyttede intenst, idet svaret kom fra ham. Lüpe havde altså kræfter. Men denne hingst var ikke en del af broderskabet. Han tilhørte ikke denne flok. Så hvorfor havde han så kræfter? Eller.. Han havde den jo så ikke mere, grundet plagens ønske om hovskæg, lød det til. Volontaire kneb øjnene i, inden han brummede i en voldsom og dyb tone. Plagen kæmpede med sine egne tårer, og var der noget der var forbeholdt hopper, så var det tårer. Ikke hingste. Han slog hoven markerende i jorden, inden han trådte tættere på plagen, og skubbede imod hans skulder, ganske hårdt, med hans næseryg.

,,Ret dig op, plag.”

Han rettede sig selv rankt op og brummede i en stolt og dominerende tone.

,,Kom”

Det var bestemt ikke et spørgsmål eller en indbydelse, det var en ordre. Han drejede sin egen krop, og begav sig afsted, langs Foehns yderste kant. Hans store korpus bevægede sig muskuløst og maskulint afsted, med hove der afsagde en taktfast lyd. Han fik stærkt ud fra, at plagen fulgte ham; ellers måtte han jo tvinge ham.

Ordren igen og som før, som en lydig hund rettede den unge hingst sig op. Så godt han nu havde lært det fra at mimere Lupë. Han kæmpede en brag kamp om at opretholde holdningen og tilbage vende bare en smule værdighed. Det var jo det han fik besked på, var det ikke?

Uden tøven fulgte Belial havde med den store skygge hingst. Ikke fordi han var bange, men han gjorde som der blev sagt når det kom fra broderskabets inderste kræse. Han ville bestemt ikke trodse dem igen, ikke sådan som han nu havde gjort det. De var familie. Og det eneste sikre sted i denne verden- det havde Belial fundet ud. De andre øre var farefulde og ikke noget han tog ud til helt frivilligt. Ikke uden et mål, og som regel aldrig uden Lupë.

Belial forsøgte at mimere den sorte hingsts måde at bevæge sig på, så godt han nu kunne. Hvor mon de skulle hen?