Hjemmefra [Belail]

Ude i regnen fandt han den grålige hoppe, og var lettet over hun ikke var forsvundet, og lettet over slange hingsten ikke var dukket op. Belial var i hvert fald lettet lige ind til hun sagde at slange hingsten var hendes far! Belial var nu mere panisk end før, hun kunnen jo pudse hammen røde på ham. Det løb koldt ned af den unge hingsts ryg, og dette skyldtes ikke kun den kolde regn.

"Nej!"

Belial gispede panisk. Den røde slange måtte ikke komme. Bestemt ikke. Hvad skulle han gøre hvis den røde kom, han turde ikke skælde ud på ham som han havde gjort som lille da han havde snydt ham.

Euphoria havde snart opgivet at komme herfra levende og det var indtil hun hørte panikken i hans brede ordforråd at hun nu studsede over det. Så han var ikke her på grund af det? Euphoria stod for en stund helt blank og kunne slet ikke forstå sammenhængen mellem det hele. Det var somom der kom ilt til hjernen efter hun havde stået stille i lidt tid, men samtidigt krøb smerten også igennem hendes krop efter hendes flugt fra grotten.

” Hvorfor bed du mig så.. ”

Lød det monotont, og hun bevægede sig nu væk fra ham og tilbage mod grotterne. Hun gad i hvertfald ikke stå herude og se på ham i regnen. Denne gang valgte hun dog en grotte med et mere blødt underlag. De ravfarvede øjne så tomt på ham. Hun forstod ingenting.

Belial spejdede stadig rundt. Hun havde sagt slangens navn, og det var sådan han havde vist sig den gang Belial havde været plag, og for alt i verden ønskede han ikke den røde skulle dukke op her. Belials opmærksomhed vendte tilbage til den grålige da hun talte, eller spurgte ham. Forstod hun ingen ting? Havde hun ikke lært at hilse ordentlig fra sin mor? Måske havde hun ikke nogen mor. Åh! For Belial faldt en brik på plads. Måske var der ikke ret mange der havde en mor og derfor havde de ikke lært at hilse rigtigt!

"Hilsen."

Belial var ikke lige frem veltalende, mest fordi han hadede at tale og hvis han virkelig kunne undgå det gjorde han det. Eller også talte han så kort for sig som muligt, og allermindste beskrivende.
Da den grålige igen begyndte at gå fulgte Belial efter endnu en gang, han havde endnu ikke opgivet selskabet, og speciel nu hvor den røde slange kunne dukke op, ville Belial ikke være alene,/font]

Euphoria var ikke begejstret for han nu endnu engang fulgte efter. Hun kunne true med at kalde på sin far, men det var ikke noget hun nogensinde ville ture spøge med. Hun frygtede monsteret ligeså meget som den hvide. Hans sprog var ikke just udviklet, men det ene ord fik alligevel brikkerne til at falde på plads og hun vendte sig mod ham med et lettere olmt udtryk, som ellers sås sjældent hvis ikke aldrig på hendes ansigt.

” Det kan godt være de hilser sådan hvor du kommer fra, men her hilser vi altså ikke sådan! Faktisk så bider man slet ikke andre!”

Lød det nu fornærmet fra hende, inden hun vendte røven til med et hoppet fnys. Hun stod nu stille og små teenage surmulede for sig selv. Tænk at han bare sådan bed andre. Tsk!

hun var mærkelig,men hvis nu det skyldtes hun ikke havde en mor, så kunne han vel bære over med at hun var sær. Han havde været i selskab med andre der havde været mærkelig. Lige kunne det også være lige meget om hun var mærkelig, hun var den eneste hest, foruden ham selv, i miles omkreds, og Belial ville ikke være alene og da slet ikke nu. Det gøs i ham ved at tanken om den røde slange. Holdt han øje med dem fra afstand? Belial så sig omkring i grotten, der var intet andet at se end klippe vægge.
Da den grålige talte himlede Belial med øjne af hende. Han havde hørt den sætning flere gange, og stadig over bevidst om at det var alle andre den var galt med og ikke ham selv. Alligevel rynkede han undrende på mulen da hun vendte ryggen til ham. Hvorfor gjorde hun nu det? Belial fnøs men blev stående alt imens han stirrede på hende.

Ih hvor var det dog irriterende han ikke bare gik sin vej. Han stod bare der og vendte øjne som et andet føl. Ørerne var fortsat vippet bagud, mens hun forsøgte at tænke sig til hvorvidt han nu måske bare var sådan en speciel måde dum. Hun vrissede opgivende og vendte sig rundt mod ham, og forsøgte virkelig at anstrenge sig. Hun tog et par skridt frem mod ham og strakte mulen forsigtigt mod hans, inden hun forsigtigt pustede til den. Herefter trak hun den til sig i en hurtig bevægelse.

”Sådan hilser man her.. og kan andre lide dit selskab kan du få lov til at opholde dig tæt på. Folk kan ikke lide man bider.. eller hilser på din måde. ”

Euphorias toneleje var lavt, inden hun trådte et par skridt tættere på hende. Med lidt held havde hun ret i at han var for mærkelig til rent faktisk at ville gøre hendes noget. Den lyse mule strøg kort over hans ryg. Hun mimrede svagt med den inden hun med et tænktsomt udtryk undrede sig over hvordan denne hingst kendte hendes far.

Belial fjernede ikke blikket fra den grålige hoppe, ikke så meget som et enkelt blink. Han stirrede uafbrudt, hvilket i og for sig selv kunne være yderst ubehageligt. Belial sær og uden takt når han var i andres selskab, han havde simpelthen aldrig rigtig lært det. Det kom ham ikke specielt naturligt, og nok skyldtes dette at det første år i sit liv havde han haft en skygge som barnepige- og gud hvor han savnede denne skygge.

Nøje fulgte den unge hingst den fremmedes bevægelser, hun vendte sig igen imod ham, men i stedet for at kaste en masse ord i hans retning, rakte hun sin mule frem imod hans. Belial brummede og rynkede på den spraglede mule. Det kom helt bag på Belial og da hun pustede stille imod hans mule hev han hoved op af forskrækkelse før han ivrigt rystede på det kantede hoved for at få følelsen væk. Han fnøs fornærmet, men rykkede sig dog stadig ikke. Han forsatte sin stirren på den grålige hoppe. Han lyttede til hendes ord, men lod dem også fise ud af igen.
Det gøs i ham af ubehag da hoppen rørte ham over ryggen. Hans sarte ud sitrede under hendes berøring, og hun fik ikke lov ret længe før han rykkede sig væk fra hende. Hvad skulle det dog til for?

Euphoria vippede med ørerne og tiltede hovedet en anelse på sned over hans reaktion. Han var sær og hun trådte derfor væk fra ham i det han tydeligt havde gjort udtryk for han ikke brød sig om det. Hun skridtede en anelse længere væk da enkelte regndråber fandt vej mod hendes pels og ja, det var ikke lige frem fordi hun havde et ønske om at blive yderligere gennemblødt.
Her dumpede hun ned på jorden, og regnede nok med at han ikke udgjorde nogen særlig fare, mens de ravfarvede øjne stirrede tilbage på ham. Hun havde nedarvet hendes fars øjenfarve, men det var måske også det eneste hun havde fra det monster. De mandelformede ører blev vippet bagud og hun lagde hovedet på sine forben og flyttede nu blikket ud af grotten og ud mod uvejret. Noget slog den grå hoppe og hun så tilbage på ham med et undrende blik i hendes øjne. Nej hun kunne ikke spørge ham, for han ville sikkert ikke forstå det.
En mismodig sukken kom fra den unge hoppe i det hun atter rettede blikket ud mod uvejret og gav sig til at tælle antallet af lyn der flænsede himlen på skift. Euphoria frygtede ikke disse lyn, men vidste godt at de ville kunne give et ordenligt rap, sågar et dødeligt et af slagsen.

Den grålige stoppede med at røre ved ham, hvilket var en lettelse, men han synes ikke specielt meget om at hun rykkede sig selv væk fra ham. Kunne hun ikke bare være blevet stående, men uden at røre på den ubehagelige måde? Belial brummede lavmeldt.

Ikke en eneste gang flyttede den spraglede hingst sit blik fra den grålige hoppe. Han stirrede konstant på hende, som hvis han blinkede ville hun forsvinde og han så stod her alene i denne grotte. Igen lagde hun sig. Belial stod lidt små trippende alt imens han forsat iagttog hoppen. For en tid havde han ikke hendes opmærksomhed, men da hendes gyldne øjne så mod ham så hun på ham med undren i blikket. Belial forstod ikke hvorfor, og havde ikke rigtig ordene til at spørge hvad der var. I stedet nærmede han sig hende og lagde sig ned utrolig tæt på af hende- ikke hvad man normalt ville gøre ved en fremmede, men nu var Belial heller ikke lige frem helt normal.

Den grålige hoppe flyttede sig ikke da den hvide kom nærmere og nu lagde sig ganske tæt på hende. Ja der var ikke meget plads at rykke sig rundt på. Hun havde så småt vænnet sig til hans stirren, og hans nærhed var ikke længere et problem. Euphoria lagde sig ned på siden bare for at møvre sig lidt nærmere, dog uden at røre, men det skulle ikke meget til. Hun så op på den hvide med et roligt udtryk, ligesom for at vise. At hvis han skulle være her, så måtte han finde sig i hun var tæt på. Hun forsøgte med et blidt nap i hans forben, da det var det eneste hun lige kunne nå, mens hun lå i sandet. Det var lidt en mellemting mellem hans bid og hendes strygen, dog uden det gjorde ondt.

” Navn? ”

Brummede hun blidt af ham og tiltede hovedet på sned, så hun næsten trillede om på ryggen. Selvom hun ikke helt ville indrømme det, så var hun faktisk glad for hun ikke lå herinde helt alene, også selvom det nu var ham som var endt med at blive hendes selskab.

Hun rørte ham ikke, men også kun lige præcis. Man kunne næsten ikke komme tættere på, det var tæt på kun at være en smal sprække af luft der var imellem dem. Det gjorde bestemt ikke Belial noget, som ikke rigtig havde forstand på personlig rum. Han havde lige som aldrig rigtig fundet ud af at nogen bare vil have afstand. Så "heldig" havde Belial ikke været i sin opvækst.
Belial brummede dybt da hun nappede i hans forben, det gjorde ikke lige frem ondt, men han havde efterhånden vendet sig til at ingen nappede lige så hårdt som han ønskede. Så heldig var han ikke lige frem, og han var begyndt at indfinde sig i den halvhjertet nappen der kom fra andre.

"Belial."

Et ord han kunne sige tydeligt uden at hakke igennem det, det skyldtes mest de mange gange han havde måtte gentage det under et bestemt møde. Den sorte skyggehingst havde ikke lige frem givet ham nogle pause den gang.
Han nappede den grålige hoppe i manen. Han undlod dog at nappe helt så hårdt som han normalt gjorde, men det kunne stadig mærkes.
Ville hun mon oplyse sit navn, uden Belail skulle fiske efter det med ord. Han brummede og puffede derfor til hendes hals, for at tydelig gøre han gerne ville vide hvad hun hed.

Belail. Euphoria kunne lide hans navn, og hun sendte ham et let smil, mens hun stadig lå i en helt forvreden stilling mens hun spjættede let med de lange ben. Hun brummede feminint og trykkede panden med hans skulder. Hun virkede nok fjollet set udefra, men hun kunne i glemme glæden ved endelig at have lidt selskab, også selvom han var lidt af et fjollehoved. Hun fik nu et puf mod halsen og hun rømmede sig let, inden hun da hellere måtte gøre gengæld.

”Euphoria ”

Brummede hun stille , inden hun med en bevægelse til sig trillet helt rundt på ryggen, så hun nu lå med bagbenene hvilende op af ham, mens hun ivrigt nappede efter hans forben. Det måtte siges at hun var tøet lidt mere op, for en perlende latter forlod nu hendes brystkasse, inden hun fik svunget det ene forben under hans hals, og nu sad en anelse fast. Hun tav nu og så en anelse forvirret op på ham, som vidste hun ikke hvad der helt præcist var sket.

Hun virkede ikke længere arrig, selv det ikke rigtig havde nogen effekt på Belial, nej nu virkede hun mere som alle andre på en eller anden måde. Hun smilede. Det virkede så velkendt. Det var længe siden han havde haft selskab af nogen som helst- som ikke havde været hans moder, som endnu var stik tosset og i bund og grund rablende gal. Belial havde det sidste år forsøgt at undgå hende så meget som overhoved muligt. Den grålige mindede mere om alt det han savnede.
Hun fortalte sit navn; Belial gentog det i sit hoved mindst en million gange for at være sikker på at det ville sætte sig fast, han havde det med at glemme navnene hurtigere end han fik dem af vide. Han kendte ellers ikke ret mange, og umiddelbart havde han glemt halvdelen af deres navne.

Da hoppen begyndte at rokere rundt og bevæge sig rynkede Belial undrene på mulen. Hvad havde hun egentlig gang i? Han forstod ikke helt, men han mærkede ganske vidst hendes ben op imod sin ryg. Han brummede da hun nappede efter hans forben hvor på han forsøgte at nappe efter hendes næseryg. Det var trods alt en bekendt leg at nappe frem og tilbage, og grotten kunne næsten føles hjemmelig. Belial rykkede ivrigt hoved op ad da hendes forben kom frem under hans ansigt- jo vidst havde hen bestemt ikke noget imod at få et los, men han ville dog helst undgå at få en hov i smasken.
Belial stirrede igen på hende, han forstod ikke helt hendes rumserten rundt, men nu lå hun der, helt op af ham og viklet ind i ham.

Euphoria havde savnet nogen at dele sit selskab med, og her var der så endelig en. Nok havde han vist sig at være lidt noget andet end hvad hun havde håbet på, men hun havde egentlig fundet sig ret godt til rette i den her yderst akkavede stilling. Hun hapsede nu ud efter hans man, da han forsøgte at ramme hendes næseryg. Det slog hende nu at han måske også kendte den her leg som hun havde leget med Nymfen. Hun duttede let til hans mule med hendes og hun nappede derefter til den for ligesom at forklare at det var leg. Dut! De ravfarvede øjne fandt vej mod hans da han igen stirrede på hende, mens hun lå der, viklet helt ind i ham. Hun trykkede sig let op mod ham med et stille smil, inden hun kort lukkede øjnene og havde i et halvt minut overvejet bare at ligge sig til at sove sådan her.

” Ikke gå ”

Mumlede hun stille til ham, inden hun dog alligevel besluttede sig for at vikle sig ud af ham og i stedet lå helt op af ham i en mere komfortabel stilling, mens hun dog havde travt med at nappe til hans hovskæg, som i hendes mere afslappede unge sind var yderst fascinerende.

Det ville være løgn hvis man vovede at påstå Belial ikke nød dette. Han kunne godt lide andres selskab- om de var sære eller ej, men netop dette selskab på denne dag gjorde ham blot yders tilpas. Længe havde han været alene, og skulle forholde sig til den fejl han havde begået da han var yngre.Her og nu i denne grotte kunne han ligge sine bekymringer fra sig.
Han nappede efter hendes mule da hun nappede ud efter ham. Egentlig kunne denne leg aldrig sluttes, for en vinder ville aldrig findes. Det var nok derfor Belial så godt kunne lide den. Alle kunne være med, selv var det ikke så sjovt at slås med alt og alle, for der var ikke længere ret mange som kunne måle sig styrkemæssig imod ham. Nappe legen var sjovere.
Belial rynkede på mulen da hun prikkede til den med sin egen. Hvad gik det ud på? Belial så undrende på hende, men forsøgte at gengælde selv samme dut, det lykkes ikke helt for han gjorde det noget voldsomere end den grålige Euphoria havde gjort.

Hun sagde to ord vippede Belial ørene frem. Det var helt simpelt, og lige til at forstå. Den unge hingst brummede som svar. Han havde ikke tænkt sig at gå. Faktisk kunne han slet ikke forstille sig lige nu at han nogensinde ville gå nogen steder. Det var selvfølgelig total urealistisk at blive i denne grotte fra nu af og til verdens undergang.
Selvom hun rykkede på sig blev han liggende ganske stille. Han havde ingen grund for at flytte på sig, han lå ganske behageligt.