Hjemmefra [Belail]

Regnen silede ned over Enophis og det trak op ude over havet til at det skulle blive endnu værre. Havet var i begyndende oprør og det hindrede den grå hoppe, som stod gennemblødt i regnen, i at svømme tilbage på Leventera. Hun havde altid lært at sidde stormen ud. Det havde dog ikke faldet hendes ind og søge læ og hun stod blot for en stund og stirrede ud over havet. Vinden ruskede i hendes sorte hårpagt som piskede mod hendes hals, inden hun nu valgte og trække sig op mod klitterne. De mandelformede ører var bagudvendt for at forhindre at der kom for meget vand i dem. En enkelt gang som føl havde hun haft en værre ørepine og det havde hun ikke i sinde at få en gang til. Et lyn skar i gennem himlen ude i horisonten og ganske kort tid efter kunne en svag rumlen høres i det fjerne.
Den grå hoppe drog et kort fnys og konkluderede at de nok var mest fornuftigt at søge væk fra stranden og længere op langs land. Hun begav sig derfor videre igennem klitterne og hen mod en samling små grotter som hun mindes at have udforsket som føl. Her burde hun kunne søge læ, i tilfælde af hun ikke blev forstyrret eller sågar forstyrrede.

Det var ikke helt nyt at den unge hingst var på disse kanter. Han var her når han søgte sin broder, som han stadig ikke havde haft kontakt med siden Belial havde dummet sig, var blevet snydt og dette var gået ud over den røde. Det havde dog ikke lykkes den unge Belial at finde sin broder, men endnu havde han heller ikke givet op på dette. Håb var der endnu at finde hos den spættede hingst.
Vejret var ikke just noget at råbe hurra for, og efterhånden var Belial fuldstændig gennemblødt, men han holdt sig varm ved at bevæge sig frem i et rask tempo alt imens han søgte. Måske det ville være i dag!
Et lim rev himlen i to, for der efter der skulle lyde et brag. Selvom vejret var dårlig og regnen kunne være strid, var der et par fordele ved dette rædsomme vejr. Alt her virkede til at matche hjemme! Belial lod et kaldene vrinsk lyde, måske Lupe ville høre det.

Et vrinsk trængte igennem uvejret og Euphoria stoppede op for at finde ud af hvor og ikke mindst hvem det kom fra. Hvem ville dog ellers være ude i det her forfærdelige vejr? Hun kunne nu ane en hvid skikkelse ikke ret langt fra hende selv og hun stod et øjeblik og overvejede om hun bare skulle luske af, men måske vedkommende ikke selv kunne finde ly? Det lød trods alt til han kaldte på nogen.
Et forsigtigt vrinsk henvendt til den hvide blev nu slynget ud i uvejret, mens hun kort skuttede sig og afventede om han nu ville komme herhen eller blot begive sig videre i regnen. Hun rystede sig kort for at få noget af vandet af sin pels, men lige lidt hjalp det.

Der lød et vrinsk kort efter hans eget havde lydt, det var ikke et han kendte og det var ikke det han havde søgt, men Belial som ikke havde noget imod selskab var ikke lang tid om at sætte kursen imod lyden. Det tog ham noget tid at få øje på skikkelse, der gik godt i med omgivelserne lige nu, hun var meget grålig og man kunne nemt at have overset hende hvis hun blot forholdt sig helt i ro.
Den unge hingst stoppede op foran hende hvor han var lyst op i et stort akavet smil om den spraglede mule, men dette varede kun kort før de mandel formede øre blev trykket ned i nakken og han hakkede ud efter hende med blottede tænder- hvis man ikke kendte Belial ville dette virke underligt og som et direkte angreb. Han så også arrig ud, ud over hans brune øjne der stadig lyste op af glæde og havde en varm glød over sig.
Belial rettede sig op igen og ørene blev spidset frem imod den grålige hoppe, gad vide hvem hun var. Var hun sær? Eller.. Hun var nok sær, hun var jo på denne her ø.

Den hvide hingst var nu tæt nok på til at Euphoria kunne se hans smil, og det fik hendes til at sende ham et lille forsigtigt smil, men før hun overhovedet kunne tænke på høfligt at introducere sig og spørge ind til vind og vejr, eller i hvert fald hvorfor han var herude i sådan et rædsomt vejr.
Nej Euphoria lagde godt mærke til hvordan han trykkede sine mandelformede ører i nakken og ud af ingenting hakkede ud efter ham. Forundret over udtrykket i hans øjne nåede Euphoria kun at træde halvt til siden, så han fik placeret et hug i hendes skulder. Den hurtige smerte fik hoppen til at springe et par skridt til siden, og slynge bagbenene ud i hans retning for at holde ham på afstand. Nej han kunne få lov til at passe sig selv kunne han!
Euphoria sendte ham dog et utrolig forvirret og betuttet udtryk, inden hun hastigt begav sig væk fra ham igen. Nej han kunne finde sit eget læ. Sådan en uhøflig, dum, hvid, behåret ting! Hendes trin lød højlydt i den grotten hun nu trådte ind i og hun fortsatte et stykke ind i mørket, så kunne det måske være han gik væk.

Belial havde faktisk aldrig oplevet nogen der bare gik sin vej, og dette forvirrede ham en anelse.nhun havde sparket ud efter ham, og havde snittet hans bringe med sin ene baghov, men ikke noget han gjorde sig nogen undren i, men at hun gik.. Belial vippede ørene ud til siden og så betuttet efter den grålige hoppe, men hun fik ikke lov at gå ret langt væk, før Belial fulgte efter med ivrige skridt og lige så lystigt udtryk som da han fik øje på hende.

Euphoria var nu overbevist om at hun havde rystet den her dræberhingst af. Sådan bare at angribe, men snart kunne hun til sin rædsel høre hovslag inde i grotten. Hun trykkede sig mod muren i håb om at hun gik tilpas i et med omgivelserne til han ikke ville få øje på hende. Ørerne blev vippet usikkert bagud og hun kunne mærke hvordan hjertet begyndte at hamre løs i hendes brystkasse. Hun kunne angribe, men det ville ikke være til hende fordel. Måske hvis hun bare stod stille og lod som om han ikke var her, så ville han gå væk.
De ravfarvede øjne kunne ane den hvide skikkelse længere fremme, hvorfor kunne han ikke bare.. Gå et andet sted hen.

Belial spejdede nøje efter hende, hun var stoppet op, han kunne i hvert fald ikke høre andre hovslag end sine egne. Han tog nogle flere skridt frem før han stoppede op for at lytte. Ingen ting. De mandelformede øre røg bedrøvet ud til siden.njo vidst var han voksen af udseende, men bestemt ikke afbsind endnu. Han var lige så stor en idiot som da han var lille, ingen forandring der.

Pludselig! Til sin store fornøjelsenfik han øje på hende i skyggerne, næsten umulig at se. De mandelformede øre kom igen frem og han lyste op i et smil igen. Hun var ikke væk.

Euphoria havde godt set ham komme nærmere og hun havde egentlig bare forsøgt overhovedet ikke at værdige ham et blik, men da hun skulede over for at se hvor han var kunne hun ikke undgå at møde de brune øjne igen. Det hele stod et sekund helt stille hos Euphoria, mens panikken bredte sig i hendes indre. Hendes ben føltes som bly og hendes hjerte var næsten på vej ud igennem hendes brystkasse, men hun måtte være modig. Hun lagde hendes egne mandelformede ører ned og blottede halvhjertet tænderne af den hvide dræberhingst.

” Gå din vej! ”

Kommanderede hun med dirrende og næsten grådkvalt stemme. Hun forsøgte uden tvivl at lyde intimiderende, men det var ikke fordi det lykkedes så godt. Hun var faktisk ikke andet end et stort føl når det hele kom dertil. Hun var nemlig rædselsslagen.

Hoppen talte til ham, men det var ikke lige frem de ord han ønskede at høre. Han havde ikke lyst til at gå sin vej. Belial rykkede igen på de mandelformede øre så de lå ud imod siden, før han rettede dem frem imod den grålige hoppe.

"Nej."

Fik han fremstammet, for han ville ikke gå sin vej, og det skulle hun altså heller ikke. I hvert fald ikke hvis Belial skulle have noget at have sagt. Ny havde den unge hingst jo lige fundet hende, og han havde faktisk ikke lyst til at gå.

Det var ikke det svar Euphoria havde lyst til at høre og hun blev nu mere i vildrede over hvordan hun nu skulle få ham til at gå væk. Hun bakkede nærmest dirrende et par skridt væk fra ham, og krøb sig sammen i et hjørne. Et par nervøse fnys kom fra hende og hun trykkede sig mod den fugtige væg i håb om at den måske gav efter, men denne naive tanke blev ikke opfyldt og hun var tvunget til at konfrontere hingsten.

” Du bed mig! Lad mig være! Gå! Skrid! ”

Fik hun så sagt, mens panikken bredte sig i hendes stemme. Tårene væltede frem i hendes øjne, mens hun stadig ikke kunne få sig selv til at angribe ham, selvom det var hendes eneste udvej. Euphoria kunne mærke hvordan hendes ben rystede under hende, inden de gav efter under hende. Hun krøb sig nu sammen på jorden med ryggen til ham. Man kunne vidst roligt sige at hun var gået i stykker.

Belial spærrede øjne op, hun virkede .. Ja hvad virkede hun som? Hun var mærkelig, hun var ikke lige som det han kendte til. Hun vidste ikke hvordan man hilste og nu rystede hun, hun flyttede sig væk fra ham. Belial lod dog ikke afstanden blive ret længe før han rykkede tættere på igen, han ville jo bare have hendes selskab.

"Nej."

Sagde han blot igen, for hvad skulle han ellers sige. Han ville virkelig ikke gå sin vej. Han ville bare stå her sammen med hende, om hun så talte eller ej.. Også selvom hun var sær i følge ham og hans verden.
Belial rynkede undrende på mulen da den grålige hoppe pludselig lagde sig ned. Hvad gik det nu ud på. Langsomt gik Belial tættere på for at ligge sig lige over for hinanden og kun med en så kort afstand at stort intet kunne komme imellem,

Alt håb var ude, det var slut. Hun skulle dø her i grotten, med dets fugtige mosbeklædte vægge og blandet sten og sandbund. Lige her, hvor ingen ville finde hende. Hun lå bare og ventede på at denne grusomme hingst ville nyde at flå hende fra hinanden. Pine hende til døde!
Men det var som om at der intet skete og han nu dumpede ned foran hendes så han næsten rørte hende. Hun havde gemt sit hoved i sine forben og lå blot dirrende og forsøgte at kvæle en svag hulken. Han lå bare der og nød at se hende lide! Hun så op på ham med våde øjne og med et vredt snøft vippede hun ørerne i nakken.

” Rumpelstiltskin har sendt dig har han! Men du kan tro nej! ”

Udbrød hun grådkvalt ingen hun brød afstanden mellem de to og forsøgte at nikke ham en skalle, inden hun halvomtåget sprang på benene og meget uelegant og sikkert også med at par styrt, flygtede ud i uvejret. Vinden ruskede i hende og regnen piskede ned over hendes grå pels, og det sortnede kort for hende, inden hun forsøgte at bane sig vej gennem klitterne, som synes umådeligt tunge.

Belial så undrende på den grålige hoppe, hvis øjne var helt våde. Han rynkede undrende på mulen, han forstod ikke dette, men da hun talte for Belial sammen og aldrig nogen sinde var han kommet så hurtig på benene. Med ørene helt i nakken og paniks blik så han rundt.

"SSH!"

Vrissede han. Belial frygtede at den røde slange hingst ville dukke op midt i grotten. Det gøs i hele hans krop. Den hingst havde løjet og snydt han, og var skyld i at Lupe ikke var at finde nogen steder. Som han var uopmærksom var hoppen væk, hun havde forsøgt at nikke han en skalle og uden Belial havde noget at registrere det var hun forbi han. Belial var dog hurtig fattet og fik sat efter hende ud i regnen igen. Ikke at det våde vejr var tiltalende men han ville stadig gerne have hendes selskab, specielt hvis den røde slange hingst skulle dukke op..

Euphoria måtte opgive sit foretagene da han nu kom styrtende igen. Hun kunne ikke komme væk fra dræberhingsten som var sendt af hendes far. Hun havde ikke hørt ham tysse på hende da hun havde nævnt han navn, men hun forsøgte stadig at kæmpe for sit liv ved at vende hovedet mod ham.

” Du kan sige til min far, at hvis han vil mig noget, så må han komme selv ”

Stemmen emmede at usikkerhed og Euphoria var langt fra interesseret i at se sin far, men måske det kunne give hende tid til at flygte fra den hvide, tilbage til Teylar. Hun var fanget her indtil uvejret gik over, medmindre hun forsøgte det umulige, men det var så godt som selvmord, hvad end hun valgte.