Hjemmefra [Belail]

Euphoria kunne ikke lade være med at lyse op da han gik med til hendes betingelser og han behøvede ikke engang træde ret meget nærmere før hun næsten sprang i ’favnen’ på ham og puttede sit hoved mod hans hals, inden hun dog tøjlede sig selv og trak hovedet til sig. Selvom han ikke så helt tilfreds ud, hvilket nok var forståeligt så var hun henrykt. Hun puffede blidt til ham, for ligesom at sætte tonen for hans kommende opførsel.

” Jeg ved godt du ikke kan lide det, men andre kan godt. Ligesom du kan lide.. at bide ”

Euphoria fandt det stadig underligt at han foretrak smerte frem for almindelig kærtegn og grooming. Hun lod mulen hvide mod hans manke for ligesom at vise ham hvordan han skulle gøre. Forsigtigt begyndte hun at nappe ham ligeså stille, som en form for gnubben, så han måske forstod hvad det var hun egentlig forsøgte at vise ham. En gnubbetur var nok det der lå tættest op af det han synes ikke var sært. Det havde da i hvertfald lidt med tænder at gøre..

Belial himlede med øjne. Det kunne det godt være andre kunne, men de var jo lige som også sære og nogle af dem rablende tossede! Belial fnøs. Den unge hingst overvejede det måske havde været en bedre idé at han tog hende med sig! Og dog. Moder var stadig skingrene syg i hoved, så nok ikke en særlig god idé at begynde at tage nogen med der hen, som ikke lige som af sig selv ville opsøge broderskabet.
Der var dog én positiv ting Belial lige nu kunne nævne omkring at han var gået med til hendes betingelser- hun kom frivilligt helt tæt på igen! Hun nærmest sprang ind i ham, hvilket havde fået Belial til at brumme af tilfredshed.

Hun nappede i hans skind, men ikke besynderligt hårdt, men det var ikke så slemt. Hun valgte trods alt ikke at gøre mulen hen over hans hals som hun havde gjort det aften for inden. Det gøs i ham bare ved tanken. Det her var egentlig rart nok, også selvom det ikke gjorde ondt. Det var ikke super godt, det manglede lige som den svigende fornemmelse.

Euphoria rykkede lidt på sig og flyttede mulen noget mere op i hans tykke man, men hun rykkede sig også således meget hentydende til at han godt kunne komme i gang med at gøre gengæld. Hans små skaberi over han nu skulle til at opføre sig ’ordenligt’ fik hendes til at fnise stille for sig selv. Det var nu ganske morsomt. Hvis han nu var sød kunne det være at hun nappede lidt mere til. Euphoria kunne ikke lade være med at smile for sig selv over hendes genialitet. Nu kunne hun have ham tæt på hele tiden! Det var altså utrolig smart det hun havde fundet på. I hvertfald ifølge hendes unge og naive sind. Veltilpas brummede hun nu feminint og slog et par enkelte slag med halen. Hun havde faktisk ikke skænket det megen tanke om hvordan Brego egentlig tage det at hun pludselig kom slæbende med sådan en fremmed.

Belial stod stille. Sådan lidt forstille alt imens han lod hende nappe han på halsen, eller nappe var måske for meget sagt. Den unge hingst kendte ikke lige frem særlig meget til denne form for sammenværd og anede ikke helt hvad han skulle gøre. Det var da først da den grålige Euphoria rykkede på sig og gjorde ret så tydelige tegn i at han skulle gøre det samme ved hende.
Han prustede kort som om det irriterede ham helt vildt, men der efter fandt hans mule så vej til hendes nakke hvor han gav sig til at gengive hendes bevægelse. Det første nap var nok alt for hårdt i forhold til hvad det skulle være, men der efter gik det nogenlunde op for ham, at han knap nok skulle røre.
Belial himlede igen med øjne- egentlig en meget dårlig vane og ikke lige frem særlig maner fyldt. Ikke man kunne vove at påstå at den unge hingst overhoved egenede nogen form for maner.

Da Belail endelig forstod hentydning var Euphoria ganske tilfreds, men måtte dog give et utilfreds grynt da han første nap for for hårdt, men da han så forstod hvad det var han egentlig skulle gøre. Der gik ikke længe før den grå hoppe trykkede sig sagligt mod ham og lukkede øjnene i ren og skær behag. Hun måtte dog fortsætte sit gnubberi i frygt for han stoppede. En feminin brummen kom fra hende og hun kunne ikke holde fokus på at fortsætte med at gnubbe ham, så i stedet puttede hun sagligt hovedet ind mod hans man, som hun egentlig havde fået uglet godt og grundigt. Det var længe siden Euphoria havde haft den her slags nærvær, og selvom det var halvvejs tvunget, så nød hun det utrolig meget.

” Bliv ved ”

Hviskede hun stille, mens hun ikke rykkede sig ud af flækken, men fortsat stod trykket ind til ham, med mulen mimrende af ren og skær nydelse.

Da han lige som havde fattet fidusen i hvordan han skulle bære sig ad med dette gnuben var det egentlig ganske simpelt. Og selvom Belial ikke forstod det, var det ganske tydeligt at den grålige hoppe godt kunne lide det, hun havde trykket sig op af ham. Hvilket fik Belial til at brumme. Han forsatte med at gnubbe da det virkede til det var det som Euphoria ønskede- og når det betød hun blev stående og endda helt op af ham kunne han godt forsætte. Det var vel egentlig en billig pris for at hun blev hvor han gerne ville have hun var- helt tæt på!

Belial besvarede ikke hendes sætning, det kom nok i virkeligheden ikke bag på nogen der havde tilbragt bare en times tid sammen med den unge hingst, men han lyttede og han hørte efter. Han forsatte med at gnubbe hende, men han rykkede mulen en anelse fra nakken og længere ned i mod hendes skulder og på den måde kunne han rykke sig en tand tættere på hende, selvom det tæt på var helt umuligt.

Euphoria kunne næsten ikke være i sig selv under hans berøring. Hun begyndte at trippe en anelse uroligt på stedet og svirpe voldsomt med halen, inden hun atter fandt ro da han rykkede en anelse på sig. De kunne umuligt stå tættere sammen og Euphoria flyttede mulen til hans kind, som hun nippede stille til. De gyldne øjne betragtede ham stille. En lys og feminin brummen kom fra hende og hun hvilede nu mulen mod hans kind, dog uden at gøre nogen form for bevægelse. Den var der bare. Den grålige hoppe gjorde sig nogle overvejelser om hvorvidt de burde tage at bevæge sig tilbage mod Leventera, også mest fordi hun var usikker på hvor alt det her ville bære henad.

Belial forsatte med at gnubbe Euphoria på skulderen, han stoppede ikke- mest fordi han fik hvad han ønskede ud af det- men også fordi han ingen anelse havde om hvornår det var nok og hun ikke ønskede dette mere. Dog var der intet der tydede på den grålige ønskede han holdt inde. Han stoppede dog for et kort øjeblik da hun trykkede sin mule op ad hans kind. Den blide berørelse fik det til at gyse igennem hele hans krop af ubehag, og fik ham til at pruste irriteret. Han kom dog i tanke om hvis han holdt inde med at gnubbe ville hun nok flytte sig, og ivrig genoptag han hans færd ved skulderen i et håb om hun ville blive stående. De mandelformede øre var vendt tilbage i nakken, og var egentlig det eneste tegn på at han ikke brød sig om den blide berørelse hun var i færd i.

Euphoria bemærkede godt hans utilfredshed med hendes berøring og hun nappede ham ganske kort det samme sted inden hun kom med et hoppet fnys. Hun brød sig nemlig ganske fint om at have sin mule lige her. Hun lukkede kort øjnene og sukkede sagligt.

” Væn dig til det.. ”

Lød det blot fra hende, hentydende til hans tydelige utilfredshed. Nu havde han da fået sit nap, så kunne han godt opføre sig ordenligt. Hun blev dog ikke stående længe, før hun selv kunne begynde at fornemme hvad det helt præcist var hun duftede af. Hun rykkede sig dog nu og puffede til ham.

” Kom. Vi skal hjem. ”

Sagde hun stille, inden han tog fat i hans man og begyndte at skridte mod vandet. Hun slap den dog hurtigt da den kun var ment som en vejviser. Hun ville hjem til Teylar hvor hun havde den ekstra tryghed.

Belial fnøs af hendes ord. Han ville ikke vænne sig til den følelse. Det var ubehageligt og Belial brød sig ikke om ubehagelige ting. Han brød sig ikke besynderligt om disse farveige øer, og som ofte tog han kun her til når han var ude og lede efter sin broder. Ellers havde han ikke noget at fortage sig her. Han var jo som regel ikke rigtig ensom hjemme i blandt alt det grå, asken og broderskabet: også selvom han ikke var en del af inderkredsen. Her var alt for mange farver, alt for mange mærkelige dyr- for ikke at snakke om de sære heste også! Og nu det her? Den ubehagelige berøring. Hvorfor ville nogen overhoved udsætte andre eller sig selv for den form for tortur!

Ganske pludseligt rykkede hun væk fra sig. Belial fnøs igen. Hvorfor nu det? Nu gik det jo lige så fint. Også selvom han havde skulle finde sig ubehag. Dog kom det til ham kort efter han havde tænkt hvorfor: Hun ville hjem. Han gik ganske vidst ud fra det var hendes hjem selvom hun sagde vi. Belial havde et hjem, og han havde ikke tænkt sig at forlade det. I hvert fald ikke frivilligt. Han brummede og fulgte med- han havde heller ikke lige frem løst til at få rykket en tot hår af, hun slap den dog hurigt. Han fulgte troligt med han imod vandet. Hvor han gav et højlydt suk fra sig. Hvor havde han virkelig ønsket ikke at blive våd!

Euphoria foretrak ikke nogen mine over hans skaberi, men valgte blot at ignorere det. Hun havde det fint nok med at blive mindet om at han nok mest var en forvokset plag. Hun fortsatte uden tøven ud i vandet og med retning med Leventera. Der gik ikke længe før hun nu svømmede derudaf. Måske i et ret heftigt tempo, og hendes lille adrætte krop flød nu fint ovenvande, mens hun halsede igennem de ganske få bølger der nu var. Hun havde delvist i sinde at se om hun måske kunne ryste ham lidt af inden de nåede Leventera. Måske ville han fare vild, men her i vandet kunne man i det mindste ikke lugte hende. Selvom hun gerne ville have ham tæt på og putte med, så var hun ikke helt overbevist om at det lige nu var nogen særlig god idé. For hun var trods alt heller ikke særlig voksen endnu og endda en anelse naiv.

Belial sukkede og fulgte med ud i vandet. Han vippede ørene tilbage. Han synes stadig ikke det skulle var speciel sjovt at skulle blive våd- mest af alt fordi han hele dagen for inden havde været gennemblødt og stadigvæk kun nærmest var blevet tør. Han kom dog ikke med flere højlydte beklagelse. Han ønskede jo stadig ikke den grålige skulle forsvinde- han var ikke helt klar på at give slip på selskabet endnu, og derfor forsatte han i hastigt tempo helt ud i vandet til bunden ikke længere kunne føles under hove og der ved begyndte han at svømme.
Belial var ganske sporty og var ikke lang tid om at indhente den grålige. Han holdt dog en sikker afstand, selvom han ikke havde noget imod en hov hist og her, så ville han ikke risikere de blev viklet ind og ville ryge under vande og hvem ved- måske aldrig dukke op igen! Havde han ønsket sig selv død, havde hun jo blot kunne lade være med at have hentet Lupë hen til den røde slange den gang.

Langt om længe var der fast grund under hovene igen, selvom de stadig var i vandet, mens nu kunne hun da bunde, mens hun trådte op på stranden og rystede sig kort voldsomt, inden hun uden tøven fortsatte i retning mod hendes hjem i et højt tempo. Elegant snoede hun sig op igennem klitterne og fortsatte nu turen over mere fast grund mod Teylar. Han måtte selv følge med, hvilket han nok desværre ikke havde problemer med. Kort før grænsen stoppede hun dog brat op, og tog et skridt til siden for ikke at blive rendt ned bagfra. Hun tøvede nu med at gå ind, for det ville jo være uhøfligt bare at komme væltende med en fremmed. Forsigtigt vrinskede hun i håb om at få svar.

Den unge hingst svømmede til og uden problemer kunne han nemt følge med hende. Det havde sine fordel at have en ordentlig muskelmasse, og ganske snart var der grund under hans hove igen. Det var næsten en befrielse. Målrettet fulgte han den grålige ind imod breden.
Han havde vel haft en forhåbning om at hun ville stoppe op, lade ham ryste sig fra for så meget vand som mulig. Ak nej, hun forsatte i fuldfart væk fra kysten og videre ind over landet, hvilket tvang Belial til at droppe at ryste vandet af sig, men selv følge efter. Det tog ham ikke lang tid at indhente det han var kommet bagefter. Hun havde fart på, og dette var nok den eneste svaghed han endnu havde- Belial var ikke den aller hurtigste, til gengæld kunne han formå at holde det samme tempo i lang tid. Hans udholdenhed fejlede i hvert fald ikke noget. Det var ikke fordi det var svært at følge med den grålige, men han kunne mærke hans muskler i benene begynde at svide- men han gav ikke op!
Han havde mest fokus i at følge med, så da den grålige stoppede ganske pludseligt havde Belail for meget fart på til at nå en lige så let opbremsning. Heldigvis havde hoppen fjernet sig og han røg lige forbi hende. Bagpartiet var røget næsten helt imod jorden i hans forsøg på at få bremset i tide.

Euphoria tyssede på Belail som han kom brasende og næsten endte med at sætte sig på røven. Hendes blik fra rettet lige frem og i lang tid sagde hun ingenting. Hun så kort forvirret på Belail, inden hun nu skridtede hen til det nærmeste træ og lod sig dumpe ned på jorden. En stille kaldende brummen sendte hun mod den hvide hingst. Hun blev nødt til at vente her på der kom nogen, for hun turde alligevel kke slæbe ham helt med hjem. Det kunne give en grov ballade hvis hun gjorde og det sidste hun ønskede var at blive smidt ud at hendes trygge rammer.