(åben) If you want something done - do it yourself

[90]

Et mørke hvilede over Ava som hun stod og betragtede sine omgivelser. Hovene hvilede stadig i vandkanten. Ørerne var lagt mod nakken uden at være presset helt ned. Hun blev stående et godt stykke tid for at se om andre skulle komme farene for at jage hende væk. Hun var træt af at vente. Træt af tomme løfter og ingen resultater. Hvis man skulle have noget gjort var man nødt til at gøre det selv. Blikket gled op mod en gruppe skrappene fulge. Der var ingen tvivl om de på et eller andet tidspunkt ville advare andre med deres skrig. Natten skjulte Ava - eller en stor del af hende. De unaturligt blå cirkler ned langs hendes næseryg var det eneste der stak ud i natten. Da hun vurderede ingen havde tænkt sig at sende hende væk lige med det samme, trådte hun fremad og satte sine hove på Leventra. Et sted hun ikke havde været længe. Måske ønskede hun ikke andre trådte på den jord der tilhørte hendes hjem, men så længe andre ikke overholdt det, måtte hun vel også sætte sine hove hvorend det passede hende.

Kursen var lagt og retningen meget bestemt. Ava var meget bestemt og havde kun et eneste mål. Teylar. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at vade direkte ind over flokkens grænse, men hun havde heller ikke tænkt sig at lade andre skuffe hende. Hun havde tænkt sig at se, hvor mange der havde stået og løjet hende lige op i fjæset når de havde sagt de gerne ville hjælpe, og så ville hun lade helvedet bryde løs så snart hun så dem igen uden for flokkens område.

---

Den gyldne Tsavani kunne næsten ikke blive mere lykkelig, end hun var nu - for selvom hun havde mistet både sin bror og Sicarius, så var der også sket noget nyt og virkelig godt i hendes liv. Hun var nemlig blevet medlem af Teylar - en drøm, hun havde haft, lige siden hun mødte den lyse Illana og den brogede Brêgo for allerførste gang. Hun havde aldrig troet, at det ville være muligt for en så sær snegl som hende at komme ind i Teylar - men her var hun altså, og hun kunne ikke være mere stolt og tilfreds!

Hun havde for nyligt haft en snak med den ædle Brêgo, og selvom han havde forsøgt at overbevise hende om, at hun ikke skulle bekymre sig om ham og flokken, så var det altså virkelig noget, hun havde svært ved... Hun kunne ikke glemme hans ord om, at noget var under oprør, og hun havde derfor delt hans bekymring lige siden. Selvom Brêgo havde forsøgt at berolige hende, så vidste hun, at der var grund til at være bange - han havde bare sagt det andet for at være sød og forsikre hende om, at det ikke var hendes ansvar.

Men hun holdt altså bare så meget af Teylar, at hun ikke kunne undgå at være bekymret alligevel. Brêgo, Illana, Christian... Hun holdt så meget af dem alle sammen og ville slet ikke kunne bære, hvis der skete dem noget.
Hun havde derfor svært ved at sove nogen nætter på grund af den knugende fornemmelse i maven. Og det her var en af de nætter... Normalt førte den knugende fornemmelse dog ikke til andet, end at hun lå søvnløs eller fik mareridt - men i nat var anderledes.

Den knugende følelse var stærkere end nogensinde før, og hun havde en foruroligende fornemmelse af, at der var noget farligt på vej ind på øen. Hun ville dog ikke ulejlige Brêgo eller Illana, hvis nu hun tog fejl, så i stedet sneg hun sig stille og alene ud fra flokkens område i nattens mulm og mørke, fast besluttet på at finde ud af, om hendes instinkter havde talt sandt eller ej...

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

6

En velkendt lugt lå i luften. Velkendt, men ikke velkommen. En hoppe Ava havde stødt på mere end én gang, og hun brød sig ikke mere om hoppen jo flere gange hun mødte hende. Tvært imod. Hun havde bedt hende om at hente nymfen til Chibale, og den "venlige" forespørgsel var blevet ignoreret. Der måtte en lille lærestreg til, og ligesom hun sidst havde fundet hoppen på Foehn på vej mod hendes hjem, så hun sit snit til at gøre gengæld. Nu var det Avas tur til at invadere deres hjem. Hvis de måtte og følte sig frie til at gøre det, gjaldt det vel også den anden vej.

Ava standsede og lod blikket glide rundt i mørket. Den eneste ulempe ved hende, var hun stadig ikke kunne skjule sig fuldkommen i mørket. Hun havde i modsætning til sin bror haft en bred blis, der var blevet erstattet med de blå næsten lysende cirkler, for ikke at tale om lyset der skinnede ud fra de blå øjne, ligesom andre af hendes skyggebrødre- og søstre. Hun forholdt sig tavs, men vidste også den anden hoppe heller ikke kunne skjule sig fuldkommen i mørket. Ikke med de hvide aftegn.

Hvislende stemmer hviskede i hendes ører. Der var mange, der var få, ikke alle lyde var ens, men nogle var tydeligere end andre.

---

Hun fortsatte lidt længere væk fra flokkens område, indtil hun pludselig opfangede en fært i luften. Det var en velkendt lugt... Men absolut ikke en god én. Det var den sorte slangehoppe, som hun efterhånden havde mødt et par gange. Ava, havde hun fundet ud af, at hoppen hed. Det havde absolut ikke været nogen gode møder - tværtimod var det altid endt med, at de skændtes, så hele Foehn bragede. Men sidste gang havde været en smule anderledes... De var rent faktisk gået fra hinanden, uden at nogen var kommet til skade. For Tsavani havde givet Ava et løfte... Hun ville bringe hendes datter til Chibale, så hun kunne se hende. Men efter hun havde mødt den sølvfarvede hingst, havde dette ændret sig. Han havde fået overbevist hende om, at hun ikke skulle bringe Nymphadora til Chibale, men derimod blot oplyse hende om, at hendes mor ledte efter hende, og at hun kunne tage af sted og møde hende selv, hvis hun altså havde lyst.

Det var derfor ikke helt lig med den aftale, hun havde indgået med den sorte Ava, og derfor gruede hun lidt for dette møde. For den sorte hoppe havde et temperament af kaliber... Og hun ville ikke blive glad, når hun fandt ud af, at Tsavani havde brudt sit løfte lige som så mange andre før hende.
Hun tog en dyb indånding og samlede mod til sig til at skridte videre. Hvis Ava var her, måtte det betyde, at hun var ved at være utålmodig - så det var vist på tide, at hun fik nyheden at vide. Nogen skulle jo overrække hende denne, så det kunne vel lige så godt blive Tsavani...

Der gik ikke længe, før hun fik øje på den sorte hoppe i mørket. Hendes krop var så godt som usynlig i den mørke nat, men hendes blå aftegn og øjne lyste op som et andet lysshow og afslørede hende med det samme. Tsavani stoppede op på høflig afstand og bøjede let nakken for hende. ,,Vær hilset, Ava."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

8

Ava slog et smæld med halen og lagde ørerne en anelse bagud. Ikke presset ned i nakken som en gnaven mokke, men i stedet for at vise sin utilfredshed. Den lagde hun i hvert fald ikke skjule på. Ava havde været meget tålmodig. Noget hun ikke altid havde været, men i hendes søgen på Nymfen, syntes hun selv hun havde givet andre en fair chance for rent faktisk at klare den opgave. Så besværlig kunne den jo heller ikke være. Find Nymfen og sig hun skal følge med til Chibale, hvor hendes mor ville vente. Og hver dag havde Ava taget turen til øen, og ventet. Ventetiden var ovre. Hun ville ikke vente mere. Hun stolede ikke længere på andre ville gøre hende den tjeneste. Men hvorfor? Var det fordi hun var skygge? Var det fordi hun så verdenen anderledes end andre? Måske tænkte de ikke over det faktum at hun også var en mor. En mor der søgte sin datter.

”Din tid er løbet ud, Tsavani.”

Der var ingen formel hilsen fra Ava. Høflighed var for længst glemt. Den slags behøvede hun ikke vise over for dem, der svigtede hende. At det næsten var det halve af Andromeda gjorde det ikke bedre. Man kunne ikke stole på andre end sig selv. Selv hendes egne brødre og søstre var hun af og til i tvivl om hun kunne regne med. Især når nogle af dem på mystisk vis forsvandt uden et ord, og når andre søgte ind på grund af magt. Dem havde hun mødt flere af. Ava var stoppet med at tælle dem, der ønskede hun tog dem med til sin herre. De fleste havde hun mere ønsket at skubbe i vulkanen – et offer til Alduin. Et offer så de kunne blive stærkere, så han kunne blive stærkere. Skaberen af alt.

”Du som satte spørgsmålstegn når det kom til at stole på mig. Tænk at det viser sig jeg ikke kunne stole på dig. Og så kalder de os de onde, de manipulerende, dem man ikke kan stole på.”

---

Den sorte hoppe reagerede blot på hendes ankomst ved at smælde med halen og vippe ørerne bagud. Hun så utilfreds ud, præcis lige som Tsavani også havde regnet med. Hun sprang let og elegant Tsavanis hilsen over og sagde i stedet, at hendes tid var løbet ud. Tsavani lagde en anelse undrende sit hoved på sned. Hvad skulle det betyde? Var det en trussel? Hun lyttede til resten af Avas ord, og nu var det hendes tur til at lægge ørerne i nakken. Hun smældede hårdt med halen, inden hun fnøs en smule vredt.

,,Vær ikke så dømmende, Ava... Jeg HAR kontaktet din datter og fortalt hende, hvor hun kan finde dig. Men valget er hendes. Jeg kan ikke tage den beslutning for hende, når hun er så gammel. Så giv det tid, Ava... Hvis Nymphadora ønsker at se dig, så skal hun nok komme."

---

3

”Det var ikke aftalen, Tsavani”

I en advarende bevægelse, hakkede Ava ud i retningen af hoppen. Hun var ikke tæt nok på til på nogen måde at kunne nå den endnu større hoppe, men målet var også at advare. Advare om at træde varsomt. Blikket var skarpt. Så skarpt man skulle tro det kunne slå ihjel hvis det hvilede på en mere end få sekunder af gangen. Ganske vidst overvejede Ava også hvorvidt hun skulle slippe sine skygger frie og lade dem få løse tøjler, men hun holdt dem i skak indtil videre.

”Du skulle bringe hende til Chibale. Min tålmodighed er løbet ud. Gang på gang er jeg blevet skuffet, men ikke mere. Ikke. Mere. Kan i vandre rundt på Foehn, kan jeg vandre rundt her. Og jeg vil finde hende, om jeg så skal sætte mine hove det sted du kalder hjem, og dem der tør gå i vejen for mig, vil komme til at fortryde. Jeg er ikke bange for at tage andres liv”

De sidste ord var en advarsel. Hun var ikke bange for at tage kampen op mod andre, og skulle det gå hen og blive drabeligt, var Ava ikke en der holdt sig selv tilbage heller. Ikke når det kom til hendes nymfe. Hendes datter. Hendes eget kød og blod. Et lille wicked smil bredte sig langsomt ved tanken om muligheden for den spraglede hingsts tilstedeværelse. Han skulle nok få lov til at smage blod hvis hun så ham.

”Så hvad bliver det, Tsavani. Vil du følge mig derhen eller vil du kysse jorden?”

---

Ava sagde nu, at det ikke var aftalen, inden hun advarende hakkede ud i luften mod hende. Tsavani lagde vredt ørerne tilbage og virrede med hovedet. ,,Det kan godt være, at det ikke er sådan, du ønsker det, Ava. Men det er ikke altid dig, der kan få din vilje. I den her sag er der to individer... Og hvis din datter ikke ønsker at se dig, så er der ingen, der kan tvinge hende til det - heller ikke mig."
Hun så alvorligt på Ava og håbede, at hun kunne få hende til at forstå alvoren. For hun ønskede at hjælpe denne hoppe, det gjorde hun virkelig... Men det var simpelthen ikke muligt at komme til at foregå på den måde, Ava ønskede det, når Nymphadora allerede var en så stor og selvstændig hoppe.

Ava så nu skarpt på hende, inden hun fortsatte sine ord. Hun sluttede af med at sige, at hun nok skulle finde hende - om hun så skulle tage andres liv på vejen. Hun fik endda et sindssygt smil blot ved tanken om det. Tsavani skuttede sig lidt. Som Ava stod dér og smilede i mørket, var hun faktisk ret uhyggelig... Hun tøvede dog ikke med at se lige så skarpt tilbage på hende og komplet ignorere hendes trusler. ,,Vær nu ikke dum, Ava. Hvis du ønsker at vinde din datters tillid og få hende med til Foehn, så er mord ikke vejen frem. Husk på, at hun er vokset op med kærlighed blandt fredelige individer i en god flok. Hvis du finder frem til hende på den måde, vil hun se dig som et monster og nægte at tage med dig."

Ava truede hende nu ved at spørge, om hun ville følge hende derhen eller kysse jorden. Hun kneb øjnene sammen og så hårdt på hende, inden hun beskyttende trådte et skridt frem mod hende. ,,Hvis du vil ind i Teylar, må du forbi mig først. Jeg beskytter denne flok med mit liv."
Hun var godt klar over, at hun næppe havde nogen chance mod denne Ava - hun havde før kæmpet mod hende, og hun vidste, at denne lille pony var tusind gange stærkere, end hun så ud. Men lige nu var hun ligeglad... Dem fra Teylar havde aldrig vist hende andet end imødekommenhed og venskab, så hun var ikke bleg for at beskytte dem med sit liv. Desuden var både Sicarius og Cadeyrn for længst forsvundet, så hvad havde hun overhovedet at miste?

---

7

Hvis det var muligt for Avas ører at komme længere ned i nakken vad de kommet det. Ava havde selv haft tanken, at det kunne være hun ikke havde set Nymfen fordi hun ganske simpelt ikke ønskede opsøge hende. Men at høre det fra en anden var kun endnu værre. Det gjorde det mere virkeligt. Måden hun sagde det på gjorde det bestemt heller ikke bedre i Avas ører. Tvært imod. Et monster. Hun skulle give dem monster.

”Hvis jeg er et monster er det hvad dig og din slags har gjort mig til.”

Ordene var snerrende. Godt nok var hun som hun selv havde valgt at være, men hun havde valgt at det var det bedste hun kunne være efter alt den svigt. Aldrig mere skulle nogen svigte hende på den måde. Hvis frygt var vejen frem, måtte hun være det monster de mente hun var eller kunne blive til. Havde hun fået den hjælp hun behøvede fra starten, havde hun trods alt ikke været nødt til at opføre sig som hun gjorde. Så havde der ikke været nogle problemer. Det var ikke skyggerne der gjorde hende til et monster, men i stedet de handlinger hun var nødt til at udføre for at få andre til at forstå den alvor hun mente.

”Hvis det er over dit lig….. Så lad det blive over dit lig!”

Med de ord kastede Ava sig fremad og skjulte bestemt ikke hun havde tænkt sig at gøre alvor af det. Hun ville bestemt have fat i Nymfen. Hun tog ikke afsted uden – og sådan var det bare. En anden hoppe skulle bestemt ikke stå i vejen. Hvis Nymfen ikke ville med, måtte hun selv sige det til Ava. Ava ville ikke høre ord eller undskyldninger fra andre – og bestemt ikke dem hun ikke stolede på. I stedet for at kaste sig direkte ud i brugen af sine evner, bed hun i stedet efter hoppens bringe. Der var ingen ære i at kæmpe mod en der i forvejen havde et handikap.

---

Ava lagde nu ørerne så langt ned i nakken, som de overhovedet kunne komme, mens hun svarede, at hvis hun var et monster, så var det hvad Tsavani og hendes slags havde gjort hende til. Tsavani rynkede undrende sin pande. Der var den igen; Din slags... Hvorfor skulle den sorte slange altid være så dømmende? Tsavani var hverken Skygge eller Vogter og havde derfor intet med dette at gøre! Hun var hverken for eller imod Skyggerne, men var blot blevet medlem af Teylar, fordi alle samtlige medlemmer derfra ikke havde vist hende andet end godhed og kærlighed, i modsætning til nærmest alle samtlige Skyggeheste. Det var bare så ærgerligt, at den sorte slange aldrig gad lytte til hende, når hun prøvede at forklare det... Hun var derfor heller ikke enig i Avas ord og rystede blot på hovedet af hende.

,,Du har selv valgt at blive Skygge, Ava. Det er ikke noget, 'jeg og min slags' på nogen måde har tvunget dig til."

Ava snerrede nu, at det måtte blive over Tsavanis lig, inden hun kastede sig fremad mod hende. Tsavani blev stående som en stødt klippe og tog derfor uden tøven imod det bid, der blev rettet direkte mod hendes bringe. Det gjorde ondt, men det var ingen overdrevet smerte - ergo gjorde Skyggehoppen ikke brug af sine evner endnu. Dette undrede hende lidt. Hvorfor ikke bare få det her overstået hurtigt? Ava ville nok hellere have en rigtig kamp... Så det skulle hun få! Hun pressede ørerne i nakken, blottede arrigt tænderne og slog hårdt ud med forbenet i et forsøg på at hamre det lige ind i Avas bringe.

---

11

Ava fnøs – et hårdt fnys. Et utilfreds fnys. Der var noget den bredere hoppe ikke havde forstået ordentligt. Hun var ikke et monster på grund af skyggerne. Skyggerne definerede hende ikke. Hun kunne være lige så god som vogterne, men valgte selv ikke at være det, på grund af måden andre behandlede hende på. Havde Tsavani bare taget nymfen med som aftalen var, ville Ava ikke føle det nødvendigt at straffe hende, og kunne tilmed have gået uden at have rørt hende, og overladt det til hendes egen skæbne at vandre rundt alene på Foehn, hvis det var det hun ønskede.

”Skygger gør mig ikke til et monster. Det er ikke den vej jeg har valgt. Men du og din slags, kan bare ikke se bort fra det faktum. Jeg ville ikke stå her hvis du havde overholdt din del af aftalen. Jeg ville ikke føle trangen til at tryne dig, hvis ikke du havde sagt det blev over dit lig at jeg får lov til at se min Nymfe. Kan du se hvor jeg er på vej hen? Det er dig og din slags, der altid modarbejder, og gør det mig til et monster, må det være sådan det er. Men så ville jeg være et monster uanset om jeg valgte skyggernes vej eller ej”

Ava havde ændret sig meget siden hun var kommet til Andromeda. Men allerede før hun havde valgt skyggerne frem for lyset, havde hun været mere bitter og dyster end da hun var ny i landet. Hun var ikke længere godtroende…… Naiv om man ville… Positiv…… Hun troede ikke længere på det bedste i andre, men forventede i stedet det værste – og gang på gang havde andre mødt hendes forventninger til punkt og prikke.

Der kom en hissende hvæsen fra Ava da Tsavanis forben ramte hende, men hun havde ikke tænkt sig at bakke væk. Hun havde en mission, og Ava var ikke bange for at dø i forsøget. Der var alligevel ikke meget hun havde at leve for. I stedet lod Ava tænderne rette sig mod hoppens bringe idét hun huggede ud igen som en angribende slange.

---

Ava fnøs hårdt og utilfredst, inden hun talte. Tsavani lyttede opmærksomt til hendes ord, men ligegyldigt hvor meget hun prøvede, så var hun altså bare ikke enig. Hun rystede derfor bestemt på hovedet.

,,Vi ville slet ikke stå i denne situation, hvis det ikke var for dit voldelige temperament. Jeg ønsker ikke at slås med dig, Ava - men du lagde selv ud med at sige, at du om nødvendigt ville dræbe alle, der stod i vejen for dig og din datter. Og naturligvis reagerer jeg på dette ved at udfordre dig - for jeg holder alt for meget af Teylar til at kunne risikere, at du vader derind og slår folk ihjel. Så ja, det er muligt, at jeg ikke har holdt min del af aftalen - men jeg har blot fulgt mit hjerte, og det fortalte mig, at jeg ikke bare kunne kidnappe en ung hoppe og føre hende til dig imod hendes vilje. Hun skal selv have valget, og det har jeg givet hende - og jeg er fuld af forståelse for, hvis hun vælger ikke at se dig!"

En hissende hvæsen forlod Avas strube, da det var lykkedes hende at ramme hendes bringe med sit forben. Men hun vidste også, at Ava var stædig som et æsel, og ganske rigtigt blev hun da også stående uden den mindste form for tøven. I stedet rettede hun tænderne mod Tsavanis bringe og huggede atter ud efter hende. Hendes bevægelser var som sædvanlige hurtige som en slanges, og Tsavani nåede derfor ikke at undvige, før den ætsende smerte af tænder ramte hendes skind. Hun brummede smertefuldt og slog kraftigt med hovedet, men blev dog stift stående lige så stædigt. I stedet hamrede hun atter forbenet ud efter Avas bringe i fuld kraft, i håbet om at kunne slå pusten ud af hende. Hun vidste, at hun ikke havde en chance mod Ava, hvis hun først begyndte at bruge sine evner - så hun håbede, at hun ville kunne holde ud længe nok til, at Ava ville give op af udmattelse.

---

2

”Der er ingen der siger du skal stå i denne situation. Du kan vende dig om og gå. Du burde vende dig om at gå. Hvad er det du prøver på at bevise? At du er en af de modige? Modig er kun et andet ord for utroligt dum"

Det var dumt at lægge sig mellem en mor og hendes afkom. Selvom nymfen ikke længere var lille, var Ava stadig villig til at kæmpe for at få hende tilbage, og der var bestemt ikke en snottet hoppe der skulle stille sig i vejen. Deres veje havde krydset et par gange efterhånden, men det betød ikke Ava ikke var villig til at ofre hende, hvis det betød hun ikke længere kunne stå i vejen for noget som helst – uskyldig eller ej.

"Det er kidnapning at holde hende fra sin familie"

Avas ord var snerrende. Selvom Mindraper var i flokken og han jo også var hendes familie, så Ava det stadig som kidnapning, hvis nogen forsøgte at holde hende væk. Ørerne gled fladt ned i nakken på Ava ved hoppens sidste ord. Det var nok. Ifølge Ava måtte hun så absolut have et dødsønske. Hvad bildte hun sig dog ind? De dybblå øjne blev rettet mod hoppen, stirrende og gennemtrængende. Det var som om de lyste en anelse klarere end normalt. Det krævede ikke så meget koncentration længere for Ava, når hun tændte op for sine evner. Men hoppen havde blandet sig lidt for meget, og alt hvad Ava kunne gøre for at gøre det mest muligt ubehageligt for hende, var hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun valgte at fokusere på hoppens lunger.

"Gid du må kvæles i dit eget blod"

---

"Jeg prøver ikke at bevise noget som helst, Ava. Jeg kæmper blot for en sag, ligesom du gør. Teylar betyder noget for mig, ligesom Aljun betyder noget for dig - og jeg har derfor ikke tænkt mig at lade en trussel træde ind på flokkens territorie og bringe folk i fare. Du har et voldsomt temperament og er derfor utilregnelig - det er ikke til at tænke på, hvad der kunne ske, hvis du slap dine kræfter løs på flokkens område."

Hun lyttede til Avas snerrende ord og rystede blot uenigt på hovedet.

,,Ikke når hun er blevet så stor, at hun selv er gammel nok til at tage et valg. Der er ingen, der holder Nymfen fanget - hun er fri til at gå, hvornår det skal være; men vælger selv at blive."

Hun vidste, at disse ord ville gøre ondt på Ava og nok pisse hende endnu mere af, men det var blot sandheden. Tsavani havde fortalt Nymfen om Ava og tilmed også fortalt hende, hvor hun kunne finde hende henne. Så at Nymfen stadig ikke havde kontakt til sin mor, var udelukkende hendes eget valg og derfor ikke noget, Ava kunne bebrejde andre end sig selv for.
Hun vidste dog, at hun var gået over stregen, da Avas ører røg fladt ned i nakken, og de dybblå øjne stirrede gennemtrængende på hende. Pludselig var det som om, at de lyste en anelse klarere end normalt, og da gik det hurtigt op for Tsavani, hvad der var ved at ske. Hun brugte sine sidste kræfter på at slynge et højt og skingert vrinsk ud i luften som råb på hjælp, inden hun mærkede smerten skylle ind over sig. Hun faldt ned på knæ og udstødte en rallende lyd, mens hendes lunger langsomt begyndte at bløde indefra. Hun sendte Ava et sidste dømmende blik, mens hun blot bad til Den Vise om, at en af Vogterne ville komme hende til undsætning, før hun døde.

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

1

"Hold mig tilbage og jeg skal slippe mine kræfter løs, Tsavani. Lad mig tale med min datter selv, og der skal hverken ske dig eller flokken noget. Du kan trygt stole på mig, for det var ikke mig der brød løftet sidste gang"

Ava kneb øjnene sammen, mens hun mindede hoppen om hun ikke havde holdt, hvad hun lovede. Ørerne lagde sig en anelse mere ned. Måske var hun ikke lige så høj eller lige så bred som hoppen foran sig. Men jo større de var, jo tungere ville de også falde - og falde måtte hun, hvis det stod til Ava, så længe hun havde tænkt sig at stå i vejen.

"Hvordan skal jeg kunne vide at nogen som helst af jer har talt med min datter? I kunne lyve. Ingen har gidet bringe hende til mig så jeg selv kan tale med hende. Og nu vil du benægte mig adgang? Det er at forhindre jeg opsøger hende - så hvorfor skulle i ikke også forhindre hende i at opsøge mig?"

Hun stolede ikke på nogle af dem. Lyselskerne. De hæderlige, de modige, de værdige. Hvad hæderligt var det i at holde sin mor fra sin datter? At lyve og bryde løfter? Hvad modigt var der i at stikke halen mellem benene som hun havde set lyshoppen gøre?

"Hvad er det du er så bange for, Tsavani? Jeg er en, de er mange........... Hvad farligt er der ved at lade mig se min datter?"