(åben) If you want something done - do it yourself

Undskyld mit sene svar!!! Er du stadig interesseret i at fortsætte tråden? <3

Jaaaaer

---

Hun lyttede til Skyggehoppens ord og kunne godt mærke, at de faktisk indprintede sig i hende og gav hende et lille stik af dårlig samvittighed. For Ava havde jo ret... Det var Tsavani, der havde brudt deres løfte - så måske var det ikke helt fair af hende at antage, at man ikke kunne stole på Ava, når man ikke engang kunne stole på hende selv. Hun så en anelse fortvivlet ned i jorden. Hun hørte godt, hvad Ava sagde... Hvis Tsavani holdt hende tilbage, så ville hun slippe sine kræfter løs - og så ville hun dø. Men hvis hun lod hende passere og tale med sin datter selv, så ville der ikke ske hverken flokken eller hende noget. Kunne hun mon stole på det? Eller var dette blot et forsøg på at manipulere hende, så Ava ville have fri adgang til at angribe flokken indefra? Hun kunne ikke være sikker, og det pinte hende! For en lille del af hende kunne jo godt se, at det ikke var rimeligt at holde Ava væk fra sin datter, og at hun burde have mulighed for at se og tale med hende selv. Men den anden del af hende var så loyal overfor flokken og dét, Vogterne havde sagt til hende, at hun simpelthen ikke kunne forestille sig at gå bag deres ryg på den måde. Men igen, hvis det var dét, der skulle til at beskytte flokken, så...

,,Jeg tror godt, du selv inderst inde ved, hvad jeg er bange for, Ava. Jeg er naturligvis bange for, at du snyder mig og blot forsøger at få let adgang til at angribe flokken indefra. Og med hensyn til Nymfen, så frygter jeg, at du vil manipulere hende til at komme over på jeres side, selvom det egentlig ikke er dét, hun ønsker... Men jeg kan også godt se, hvad du mener. Jeg er i og for sig enig i, at en mor burde have ret til at se og tale med sin datter, og ikke bare blive jaget væk. Men det er en beslutning, der er ude af mine hove... Det er lederne af Teylar, der har valgt at nægte dig adgang - og jeg kan jo ikke bare gå imod deres ordre for din skyld. Hvad jeg dog kan tilbyde, er at gå ind og snakke med Brêgo eller Illana og sætte dem ind i situationen, mens du venter her - og så må vi se, hvad der sker bagefter. Måske de også vil være villige til at lade dig komme ind og tale med Nymfen, så længe du lover, at ingen vil blive slået ihjel. Er det et tilbud, du vil være interesseret i at tage imod?"

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

17

Ava forholdt sig i ro mens hun lyttede. Det undrede hende ikke at Tsavani stadig ikke ville give hende adgang, men i stedet igen forsøgte at lave en aftale. Men hun havde ikke holdt sit ord sidste gang, så hvorfor skulle hun gøre det denne gang?

”Hah! Illana…. Så hun kan brænde mine skygger væk og efterlade mig halvt død så andre kan gøre det færdigt fordi hun er for stor en kujon til at tage kampen op? Men det er vel derfor du skal bruge både hende og Brêgo. Tro ikke jeg ikke har gennemskuet dig, Tsavani”

Ordene var snerrende og ørerne blev langsomt presset ned mod nakken i takt med hun talte. Selvfølgelig ønskede hun at se sin datter, og forhåbentlig overtale hende til at tage med. Selvfølgelig ønskede hun ikke leve adskilt i længere tid end de allerede havde gjort det. Men som hoppen foran hende stod og sagde, ønskede Nymfen ikke tage med hende.

”Det er da klart du tror hun ikke ønsker at tage med, når hun ikke engang har hørt min side af historien! Mit bud på hvordan hendes liv kunne se ud fremadrettet! Det er klart hun tror hun hører til i vogterflokken, når hun bliver nægtet adgang til andet! Vil du virkelig fortsætte med at stå i vejen, for jeg sværger… Jeg gør det af med dig og resten af flokken skal nok følge med en efter en, indtil den dag jeg har min datter hos mig igen. Benægt mig adgang og jeg skal sørge for den første forsvinder inden for den nærmeste fremtid. Ingen kan holde øje med alle hele tiden. . .”

Man kunne ikke være i tvivl. Det var truende ord der forlod Avas mund. En trussel hun helt bestemt mente – og det var tydeligt. Både på tonen og blikket i hendes øjne.

---

Hun lyttede til Ava's ord og rynkede fornærmet sin mule. Hun havde overhovedet ingen bagtanker med det her, Ava overdrev helt vildt! Hun rystede lettere opgivende på hovedet.

,,Jeg var overhovedet ikke klar over, at Illana har prøvet at slå dig ihjel før! Og desuden sagde jeg Illana eller Brêgo, ikke dem begge to på én gang! Og jeg skal overhovedet ikke have fat i dem for at slå dig ihjel, men fordi at de er lederne af flokken, og jeg ikke kan tage sådan en beslutning bag deres ryg! Du er paranoid, Ava..."

Hun lyttede til alle Ava's trusler og lagde arrigt ørerne i nakken. Hvorfor var det lige hende, der skulle stå i dette dilemma?! Hun vidste, at hun ikke kunne give Ava adgang til Nymfe, fordi det var imod flokkens regler, og fordi hun allerede vidste, at Nymfe ikke ønskede kontakt til sin mor. Men hun vidste også, at Ava var dødsens farlig, og når hun sagde, at hun ville slå både Tsavani og resten af flokken ihjel, så mente hun det helt sikkert... Så hun var nødt til at give Ava adgang til flokken og Nymfe for at beskytte sine venner i Teylar - andet kunne hun simpelthen ikke bære! Hun så derfor nedtrykt på Ava og bøjede langsomt hovedet.

,,Fint, du vinder... Jeg har hørt din trussel og stoler på, at du overholder dit ord om ikke at skade nogen af os, hvis jeg fører dig til Nymfen. Men jeg går med dig! Jeg slipper dig ikke af syne inde i Teylar, før jeg har set, at du har forladt flokken igen uden at skade nogen, okay?!"

---

„They say that life is an open book, turn the page and take another look. You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.''

Lyskuglen var det første der afslørede hende. Den gyldne Illana havde på sin vandring rundt i Teylar's område sanset noget, som havde vækket hendes sanser. Egentlig var det Lyset, der havde mærket det først, men det stod hurtigt Illana ganske klart, at ondskaben stod for døren til det hjem, hun havde svoret at beskytte. Hun havde sat kursen imod Skyggernes tilstedeværelse, og godt og vel 10 meter foran sig, havde hun en kugle af Lys svævende.
Illana kunne snart høre to stemmer; en stemme, der stammede fra en af flokkens medlemmer, nemlig den majestætiske Tsavani og en stemme, som nærmest definerede ondskab i den gyldne hoppes sind. Ava havde nærmet sig flokken, hvilket Illana nok havde forventet - men havde håbet at undgå.

Hun søgte direkte hen imod de to hopper, der stod og snakkede - eller nærmere diskuterede. Hvad de sagde, var Illana for langt væk til at kunne høre; men selvom hun endnu befandt sig et stykke fra de to sjæle, så valgte hun at markere sin ankomst ganske tydeligt, ved at lade Lysets kugle blive så kraftig hun overhovedet kunne.

[8]

39

Avas ører gled direkte ned i nakken og presset så langt ned som overhovedet muligt. Til det punkt det næsten gjorde ondt, og blottede tænderne af Tsavani i det øjeblik skyggerne fornemmede lyshoppens tilstedeværelse og kort tid efter fik øje på hende. Det var en fælde! Og den store hoppe havde kun været ude på at holde hende hen! Hun kunne jo ikke stoles på - det havde hun selv bevist.

"Du har snydt mig!"

Snerrede hun arrigt og bed i en hurtig bevægelse ud efter den anden hoppe. Hun sigtede ikke hovedet eller benene, men derimod halsen. Det ville umuligt komme til at ende godt for dem alle 3. Og hvis lyshoppen ville blande sig var der stor risiko for Ava fik problemer, og hun ville være sikker på hun ikke var den eneste. Skulle nogen skade hende, ville hun være helt sikker på mindst en af dem kom til at lide sammen med hende, og det letteste offer var også det tætteste. Foran hende befandt de to hopper hun hadede aller mest i hele Andromeda. Hun havde ikke mødt en eneste hun følte større foragt for end de to.

"Forsvind, Illana, eller det bliver værst for Tsavani"

Lige som hun troede, at mødet mellem hende og den sorte egentlig gik rimelig stille og fredeligt for sig, reagerede Ava pludselig meget voldsomt. Hun smækkede ørerne i nakken og blottede kraftigt tænderne af Tsavani, mens hun udbrød, at hun havde snydt hende. Tsavani så uforstående på hende. Snydt hende? Hun havde da ikke snyd...
Mere nåede hun ikke at tænke, før hun pludselig havde Ava's tandsæt plantet i sin hals. Hun stivnede og stod fuldstændig stille; klar over, at den mindste pludselig bevægelse kunne koste hende livet. Hun hørte Ava's stemme i sine ører. Forsvind, Illana, eller det bliver værst for Tsavani. Hun fulgte da Ava's blik, og da gik det endelig op for hende, hvad der var grunden til Ava's pludselige vrede: Illana var dukket op med sit lys. Hun sukkede lettet. Nu skulle alt nok gå! Øh, måske lige med undtagelse af det faktum, at hun lige nu stod med en sur Ava omkring sin hals og kun var få milimeter fra at blive slukket ihjel... Hun så på Illana med et lettere desperat og hjælpeløst blik, inden hun da samlede mod til sig og lod sin stemme lyde mildt:

,,Illana, bare løb. Red dig selv og beskyt flokken. Jeg skal nok klare mig. Jeg ofrer mig gerne for jeres sikkerhed."

Skyggerne reagerede i forsvar uden forvarsel, og den slangeagtige Ava kastede sig frem og bed fat i halsen på den gyldne Tsavani. Illana tøvede ikke med at tage de sidste skridt imod de to meget hurtigt, og for første gang så man den gyldne hoppe rette sig ekstra meget op nærmest fremtræde truende. Hun gjorde det, fordi hun var vred - fordi en af hendes kære var i fare; og det var Skyggehoppen Ava der udsatte hende for det. Illana smed sine ører i nakken og et iskoldt blik blev sendt imod Skyggehoppen - et blik, Illana nok aldrig havde haft før. Hun kunne tolerere meget, men noget hun på ingen måde accepterede, var at nogen truede dem hun holdt af og havde svoret at beskytte.

Tsavani's mod var mageløst; men det var et mod hun ikke behøvede udvise. Illana havde påtaget sig et ansvar for flokken og dens medlemmer, herunder den gyldne hoppe. Ingen skulle ofre sig, og hvis det stod til Illana, skulle ingen af hendes kære komme noget til.

Foran Illana ændrede Lysets kugle sig hurtigt; det udvidede sig og blev mere tydeligt og uden varsel sendte Illana en meget kraftig stråle af Lys direkte imod Ava. Lyset ville ikke kunne skade Tsavani, så derfor lå der ingen tøven bag den gyldne hoppe, som nu var opsat på at bortjage Skyggerne, som hun ellers normalt frygtede.

,,Slip hende Ava!"

Illanas stemme var meget tydelig og skar igennem luften som skarpe knive. Hun spurgte ikke, og det stod ikke til diskussion. Illana vidste at Lysets energi var skadelig for Skyggerne - og forhåbentlig stadig stærk nok til at bortjage dem som sidste gang.

[13]

55

Ava hørte knap nok sin ærkefjendes ord. Som forventet kom lyset og Ava bed en anelse mere til mens hun spændte op i hele kroppen. Lyset brændte hende, brændte skyggerne, jog dem bort. Det føltes som om det hele foregik i slowmothon. Som om tiden næsten stod stille og Ava opfangede hvert eneste lille detalje. Hendes egne tænder mod den anden hoppes hals. Den brændende fornemmelse og hvordan skyggerne forlod hende. Som Ava gav slip var det med et øredøvende hvin, der nærmere lød som et skrig af smerte og pinsel. En lyd der kunne gå gennem marv og ben. Den brændende fornemmelse havde hun været udsat for før. Denne gang var dog værre end sidst og langt værre end første gang.

Første gang havde været lyset, der var dukket op på Foehn for at beskytte de to hingste der havde opsøgt hende, som hun havde forsøgt at jage bort for at undgå de skulle falde i kløerne på mørket, hendes brødre eller hendes søstre. Dengang havde hun stadig været ved bevisthed, for hun havde været tæt nok på mørkets kilde, Herren, til ikke at være drænet fuldkommen for skygger. Selvom de for en stund havde været tavse var de hurtigt krøbet tilbage.
Anden gang var Illanas lys. Hun havde ikke befundet sig på Foehn, men længere væk. Lyset havde brændt hendes skygger og det havde efterladt hende svag og ude af stand til selv at søge hjem. Hun havde været afhængig af en skyggebror, hvis skygger hun kunne terpe energi fra.
Men denne gang. Tredje gang..... Ava havde bevæget sig længere væk fra Foehn end hun havde været længe. Det var ikke meget længere væk hun kunne komme, og selvom hun selv var blevet stærkere, var lyshoppen også. Hun havde ikke haft en chance før og vidste hendes chance heller ikke var særlig stor denne gang.

Som skriget døde ud kollapsede den sorte hoppe. Benene gav efter, og som en slasket kludedukke ramte hun jorden. Den lange og samtidig kraftige man og pandelok dækkede dele af hende hoved. Der lå hun fuldkommen blottet og ude af stand til at rejse sig op. Skyggerne var hendes livskilde og skyggerne var brændt væk. Man kunne vel sammenligne det med en af deres slags med en seriøs omgang blodmangel. Ava var i forvejen lige så kold som en død og kunne meget vel have været det, hvis ikke det var for de skygger gemt aller dybest inde, der havde været mere beskyttet end resten. De holdt hende i live, men også kun lige med nød og næppe. De efterlod hende med en svag puls og Ava måtte til sidst bukke under for det mørke der væltede ind over hende og slugte omgivelserne. Afstanden til Foehn havde gjort hende svagere. At regenerere var også mere besværligt på grund af den lange afstand.

Tsavani blev næsten rørt til tårer af taknemmelighed, da Illana ikke gav op på hende, men i stedet blev for at kæmpe. Hun rettede sig op og så truende på Ava, og det var et af de mest imponerende syn, Tsavani nogensinde havde set. Normalt var den gyldne Illana så fredsfuld, mild og blid at se på, og hun udstrålede aldrig andet end ren kærlighed. Men i dette øjeblik lyste hun af kampgejst, viljestyrke og et brændende had. Det var utrolig smukt på sin egen måde.
Tsavani missede svagt med øjnene, da Lyset pludselig blev enormt kraftigt. Og før hun nåede at se sig om, blev en kraftig stråle sendt direkte imod dem. Det gav et sug i hendes krop, da lysstrålen ramte hende og den sorte hoppe. Men udover det skete der intet med hende. Det gjorde ikke ondt, brændte eller på anden måde virkede skadende på hende.

Det var dog en helt anden sag med den sorte Ava. Hun slap straks taget om Tsavanis hals og veg tilbage, mens hun udbrød det mest øredøvende hvin, Tsavani nogensinde havde hørt. Det skar igennem marv og ben og lød nærmest som et dyrisk skrig. Hun havde aldrig hørt en lyd så forfærdelig før! Hun bakkede over mod den lyse Illana med blodet dryppende fra halsen, alt imens hun så Ava kollapse på jorden. Dér blev hun liggende helt stille og så næsten helt død ud. Tsavani så mod Illana og gjorde store øjne, mens hun måbede af fascination.

,,Wauuuuw Illana, det var fantastisk!"

Hun havde aldrig nogensinde set en Vogter bruge sine kræfter på den måde før, men det var godt nok sejt! Indtil nu havde hun troet, at Skyggerne var mega stærke og nærmest uovervindelige - men den ellers så kæphøje Ava havde intet kunne stille op mod Lyset og var blevet slået direkte ud med ét slag! Hvis ikke det var fordi, at Tsavani kun havde været få sekunder fra at blive slået ihjel, ville hun næsten have fundet situationen morsom! Hun skævede over mod Ava, der lå som en ubevægelig sort klump på jorden.

,,Er hun stadig i live?"

Lyden var nået langt og det var en lyd der havde fået det til at vende sig i maven på den spraglede hingst se ikke tøvede med at sætte afsted med alt den fart han kunne mod det sted han havde hørt det komme fra. Han havde straks genkendt det og han frygtede det værste.

Som et missil fløj han forbi den gyldne Illana hvor på han så Ava ligge livløs på jorden. Det var som om hans verden gik i stå og man kunne nærmest se det visuelt på hingstens kropsholdning. Mange følelser maste sig på i løbet af få sekunder og der kom en udefinerbar lød fra ham i det han knælede ved hendes side. Lyden bar præg af den smerte han følte i øjeblikket. Hvordan hans indre blev flået fra hinanden, mens en våd hinde lagde sig over de gule øjne.

Lidt efter gik det op for ham at der var liv.

“Ava... Ava jeg ber dig”

Hviskede han stille i det han lagde sig tæt op SF hende og nærmest foldede hans krop om hendes.

Blikket der nu blev rettet mod den gyldne hoppe var ikke nødvendigvis vredt, men en svigtende følelse af skuffelse, fortvivlelse og ja han følte sig sågar en anelse forrådt. Stemmen der fulgte ham lagde ikke op til nogen diskussion.

“ Nymfen. Nu”

Lød den hæse stemme der indeholdt de samme følelser som der lå i de gule øjne

Det var som om tiden gik i stå, da Illana sendte Lysets stråle afsted imod Skyggehoppen, der havde vovet sig ind på hendes domæne. Lyden af hendes eget hjerteslag overdøvede næsten alt, og en eksplosion af følelser væltede igennem Illana. Hun mærkede vreden nærmest koge i hendes blod, hun mærkede lettelsen, der lagde sig som en kølende kappe omkring hende, frygten for Skyggernes trussel om evigt mørke bed hende i koderne og stoltheden bankede i hendes hjerte. Illana's blik veg ikke fra Ava, som slap sit tav i den cremefarvede Tsavani og gav et nærmest dyrisk skrig fra sig, som skar gennem marv og ben. Slangehoppens skrig ville kunne høres langt omkring - men i Illana's sind stod det klart som en advarsel. Ingen skulle nogensinde true de, som den gyldne hoppe havde svoret at beskytte igen.

Da Lyset ebbede ud, stod den gyldne hoppe med en drænet følelse; men ingen ville kunne se det på hende. I hendes bryst dunkede hendes hjerte af udmattelse, for aldrig havde det mønstret så stor kraft før. Illana's ører forblev tilbagelagte og hendes hals hævet med en stolt og markerende aura over sig. Og selvom Tsavani kom hende nærmere, ændrede hun ej udstråling, men sendte blot en varm og lettet brummen imod hendes veninde, som nu var i sikkerhed - mere eller mindre uskadt.
Hun hørte dårligt de første ord, som Tsavani udtalte; Illana fokuserede så indgående på Ava's krop, som var sunket i jorden foran dem. Skyggerne havde forladt hende, eller i hvert fald de fleste. Lyset kunne stadig sanse deres tilstedeværelse - men også deres svækkelse. De få sekunder, som Illana stod tavs og betragtede Ava foran sig føltes uendeligt lange, men da hun var sikker på at Ava ej længere udgjorde en trussel mod Tsavani, slap Illana spændingen hun havde holdt i sin spinkle krop med et langt suk. Hun nikkede til Tsavani som svar på hendes spørgsmål om at Ava endnu var i live, men ej nåede hun at sige noget, førend et væld af farver strøg forbi dem og knælede foran den faldne Ava. Mindraper havde hørt dem, og var kommet hans elskede til undsætning. Illana trådte et lille skridt til siden, og da hans blik mødte hendes, mærkede hun et stik af dårlig samvittighed. Den hoppe hun netop havde frarøvet sin energi, var en han holdt utroligt meget af, en han elskede. Hun kunne se det på ham, se skuffelsen blomstre i hans blik - men selvom det gjorde hende uendeligt ondt at skuffe en hun holdt så meget af, som Mindraper, kunne hun ikke tilgodese den handling Ava havde udført.

Han bad dem om at hente Nymfen, deres fælles datter. Hvis situationen havde set anderledes ud, ville Illana ikke havde efterkommet hans ønske, men fordi Mindraper betød så meget, og fordi Ava på nuværende ikke havde styrken til at udgøre en trussel, nikkede Illana derfor blot tavst. Hun skubbede sigende til Tsavani, hvis hals endnu dryppede af blod fra Ava's bid, og vendte derpå om uden at sige et ord. Hun havde en anelse om hvor hun skulle lede, og hun vidste det skulle gå stærkt. Det var ikke til at vide hvornår Ava ville genvende sin styrke - ligesom Illana ikke vidste hvornår hendes egen ville være tilbage. Med andre ord ville det være farligt at vente, for hvis Ava rejste sig på ny, var det ikke sikkert Nymphadora ville kunne modstå den magt, som Skyggerne besad - men nu, hvor Ava var svækket, ville den unge hoppe have en chance for at snakke med sin mor uden Skyggernes indblanden.

[16]

Bedst som hun troede, at al dramaen havde sænket sig, og freden og roen endelig havde lagt sig i skoven omkring dem, kom en hest pludselig styrtende forbi dem som en anden missil. Det var en hingst, der stormede direkte hen til Ava og knælede ned ved hendes side, tydeligvis berørt over situationen. Det tog ikke Tsavani lang tid at genkende ham som den hingst, hun havde mødt nede ved søen og forgæves forsøgt at muntre op. Hans meget karakteriske udseende var ikke til at tage fejl af. Han havde fortalt hende, at han var i dyb hjertesorg dengang, og en tanke slog derfor ned i hende. Kunne det virkelig være Ava, denne hingst havde talt om...? Af en eller anden grund havde det slet ikke strejfet hende en tanke, at en Skygge også kunne finde kærlighed og have en evt. partner at holde af.
Mere nåede hun dog ikke at tænke, før hingsten udbrød, at Illana skulle komme med Nymfen. Nu. Tsavani skævede op mod Illana og kunne ikke undgå at mærke en lille lettelse i hjertet, da den gyldne hoppe nikkede og gjorde tegn til Tsavani om at følge med hende ind i flokken. Selvom hun ikke kunne fordrage den sorte Ava, så måtte hun alligevel indrømme, at hun var glad for, at mor og datter endelig fik mulighed for at se hinanden. Det føltes bare af en eller anden grund mest rigtigt.

(Tsavani out )

57

"Ava! Ava!" Ordene var startet ud med en stemme, men ændrede sig til en der var præget af mere ungdom. "Ava! Herovre" Der var et skarpt lys der fik Ava til at misse med øjnene. En skikkelse kom til syne. Sort. Bred blis og sokker. Arc! Det var Arc og han så ud præcis som hun huskede ham. Det var et glædeligt syn og hun kastede sig i fart mod sin bror for at omfavne ham. Ikke nok med han var hendes lillebror, men han havde også fungeret som hendes bedste ven. Ingen ville nogensinde kunne erstatte ham - ikke engang deres anden lillebror, som Arc aldrig havde fået chancen for at møde.

En tanke strejfede hende. Arc var død...... Betød det hun selv var det? Hendes tanker blev dog afbrudt af hendes brors stemme. "Du brænder, Ava." Hans udtryk så bekymret ud. "Er jeg død?" Arc betragtede hende i stedet med et mildt udtryk. "Du kan blive her hvis du vil? Men du skal vide du har et valg. Du kan også tage tilbage." Hans ord stak i hende. En prikkende fornemmelse der ændrede sig til en mere splittet følelse. Der var så fredfyldt. Ingen forrædere. Ingen lyshoppe. Ingen splittet broderskab eller tvivl om hendes plads i et broderskab. Ingen smerte. Hun følte ikke andet end det bånd hun altid havde haft til sin bror - eller indtil han døde. Det havde revet en del af hendes sjæl væk og nu..... Nu føltes hun hel igen. Men der var ingen nymfe. Ingen spraglet hingst. Ingen små monstre. Men de små monstre var ikke længere små - de var store og kunne sagtens tage vare på sig selv. Den spraglede hingst? Lyshoppen havde vundet hans loyalitet det øjeblik han havde nægtet at følge hende. Han havde valgt side. Og Nymfen? Den hun havde søgt efter så længe? Skulle hun lytte til hvad andre sagde, ønskede hun ikke et møde som Ava selv. Den lille tvivl der havde været i hendes indre var langsomt blevet mindre. Jo mere hun overvejede faktorerne, jo mere var hun tiltrukket af valget om at blive.

Hun trådte et par skridt imod Arc igen, der havde givet hende plads til at tænke. "Jeg har sådan savnet dig." Det kunne hun ikke benægte. Selvom alle følelser var mere eller mindre overskygget af mørke og hun selv havde valgt at skubbe dem langt væk, var de alle sammen brudt frem nu og føltes langt kraftigere på grund af den afstand hun havde holdt til dem. "Du er ikke en quitter, Ava. En dag vil vi mødes igen. Jeg vil være her. Jeg vil vente på dig." Arc lod sin mule hvile mod hendes næseryg. I stedet for de 3 blå cirkler, var en bred hvid blis, der nåede helt ned og dækkede mulen. "Men Arc!" Der var en fortvivlelse i hendes stemme der matchede blikket i de blå øjne. "Jeg bebrejder dig ikke, Ava, og det burde du heller ikke."

Lyset opslugte bid for bid Arcs skikkelse indtil kun hans ord var tilbage og til sidst døde de ud. Lyset blev mørkt og straks var Ava tilbage i et smertehelvede. Den brændende fornemmelse.

Hendes tvivl havde vist sig gennem det ubevægelige korpus. Lyset der havde mere eller mindre skjult hendes øjne alt efter hendes humør samt det svage lys, der når det var mørkt kunne anes i pandelokken hvis den var tæt nok på, pulserede som en ujævn lyskilde, der langsomt blev svagere og svagere til det knap kunne anes. Dagslyset hjalp ikke på den smule skygger hun havde tilbage. De var mindst lige så udsatte som hende. Alligevel var det som om noget dækkede over dem. Dækkede over hende. Der gik lang tid uden Ava rørte på sig og da hun gjorde var det med en svag, hæs og forpint lyd. Det var ikke den helt store bevægelse. Hun fik kun flyttet hovedet en anelse tættere på den velkendte lugt af den spraglede hingst, kun løftet få millimeter fra jorden inden hun var nødt til at opgive igen. Den lave, hæse stemme fortsatte efter et par sekunder med sparsomme ord.

"Fortæl hende sandheden..."