(åben) If you want something done - do it yourself

Den kontakt der var imellem de to sjæle var lige så skrøbelig som den tynde is på den første frostnat ved vinterens ankomst. Men selvom der lå mange uforløste følelser imellem Nymphadora og hendes mor, så ønskede hun at netop dette øjeblik skulle vare for evigt. Hun havde atter krænget sine ører nærmest pinefuldt tilbage, men denne gang var det ikke på grund af vrede, men derimod på grund af fortrydelse og savn. Hun burde have opsøgt sin mor for så længe siden, det stod hende klart nu; men hvor meget hun end ville det, kunne hun på ingen måde gøre fortiden om.

Hendes mors stemme rev hende ud af den nærmest dirrende tryghed hun havde fundet ved hendes nærværd, og den unge sorte lyttede så intenst hun kunne for at få alle detaljerne med. Hendes mor fortalte om en Skyggeræv, som for den unge Nymphadora lød som et sagvæsen; hun snakkede om Herrens budbringere, som måtte være der hvor Skyggerne, som havde indtaget hendes mors krop kom fra. Da hun fortalte om hvordan hun ikke længere havde en plads i Teylar, tippede Nymfen sine ører utilpas ud til siden; for det havde aldrig stået klart for hende, at hendes mor ikke måtte være i flokke længere. Kort skævede den unge hoppe imod sin far med et lidt spørgende blik - for hvorfor havde han aldrig sagt det? Det havde måske givet mere mening for den unge sorte, som altid havde troet hendes mor forlod hende, fordi hun ikke havde været god nok.

Stilheden lagde sig om dem igen, og det kropssprog Ava udviste, viste tydeligt den smerte hun indvendigt måtte føle - denne gang en smerter som Nymhadora med sikkerhed var skyld i. Hun forsøgte at række ud efter sin mor igen, som nu havde trukket sig fra den unge sorte - og det bragte kun den stikkende smerte endnu mere op til overfladen på nu.

,,Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om.. Jeg ville have fundet dig, hvis jeg vidste.. Hvis jeg havde vist at du ikke forlod os fordi du ikke ville være sammen med os.. "

Hendes stemme var så tæt på at knække over, at ordene blev utydelige. Hun vendte blikket bort et øjeblik, for at prøve at tøjle den galopperende tristhed, der truede med at løbe hende ned. Atter var det hendes mors stemme der rev hende tilbage til nuet - hendes mors stemme der fik hende til at samle sig.

Uden tøven trådte Nymphadora et skridt frem og minimerede dermed afstanden mellem dem, da hendes mor snakkede om at drage bort. Kortvarigt blev sorgen erstattet med en trodsig mine; for hun ønskede ikke, at hun skulle gå. Ikke nu, og ikke nogensinde.

,,Er der ikke en måde, hvor vi kan være sammen igen? Være den familie vi engang var? Jeg ønsker ikke at miste dig igen.. Heller ikke selvom det er min skyld du ikke har set mig før nu. Jeg.. Er så ked af det."

Hun forsøgte nu at række ud efter Ava igen, for at genoptage den nærhed de meget kort havde delt. Dog vidst hun ikke om hendes mor egentlig ønskede det; eller om hun faktisk ville gå nu.

[2]

8

Hun hørte godt sin datters ord, men tog dem ikke rigtig til sig. Det nyttede ikke noget at ville lave om på fortiden, for man kunne ikke ombestemme sig når ens valg var truffet. Ava kunne ikke gå tilbage til den hun var og Nymfen kunne ikke gøre det om og have fundet hende. Ordene kunne heller ikke tage smerten væk fra Nymfens tidligere udmelding.

Ava gjorde ikke noget for at imødekomme datteren efter hun havde trukket sig væk. En del af hende ønskede at træde tættere på datteren igen, men en anden del af hende trak i hende for at få hende væk. En fremmed ville måske argumentere for at det var Ava selv der ville hen til sin datter og skyggerne der ville væk, men i virkeligheden var det måske lige præcis omvendt.

”Jeg er ked af det, Nymphadora, men det er der ikke. Vi vil ikke kunne blive den familie vi engang var. Vi har alle sammen ændret os. Dig.. Mig… Din far… Jeg kan ikke vende tilbage til Teylar, og jeg kan ikke forlade Aljun. Din far ønsker ikke komme til Aljun, eller sende dig derhen.”

Mindraper havde jo flere gange meldt ud han ikke ønskede at joine hende og skyggerne. Og så var der det lille problem Ava kaldte en pestilens og Mindraper kaldte sin bedste veninde……. Selv efter dette tvivlede hun på han kunne vende hende ryggen. Noget der gjorde Ava kun hadede hende endnu mere. Bare tanken om hende fik hendes krop til at spænde mere op og blikket blive en smule mørkere.

”Men u er voksen nu, min Nymfe…… Du er blevet gammel nok til selv at bestemme hvor du hører til i livet. Du behøver ikke træffe et valg med det samme… Faktisk, så vil jeg bede dig om ikke at træffe et valg med det samme, men i stedet mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig, ligesom jeg selv gjorde.. Ligesom din far har gjort. Selvom vores veje skiltes, betyder det nogen af os holder mindre af dig. Hvis du selv føler du hører til her, vil jeg ikke slæbe dig væk herfra. Men jeg venter gerne i Aljun”

Avas ord lød meget oprigtige, og det var de såmænd også. Hun lod ikke andre vide at hun spillede lige så meget på sin datters følelser som hun forsøgte at manipulere hende til at vende Teylar ryggen for i stedet at joine Aljun. Hun ville hellere lade Nymfen tro det var hendes eget valg. Hun behøvede jo ikke vide Ava flere gange havde givet udtryk for at Nymfen ikke længere var hendes datter, hvis hun sluttede sig til lys elskerne af egen fri vilje.

”Jeg ved godt der går rygter om at jeg og min slags er onde og ondskabsfulde. Men jeg kan ikke komme i tanke om noget mere ondskabsfuldt end at holde en mor og datter adskilt. Alt hvad jeg har gjort har været nødvendigt. Enten fordi det var selvforsvar eller fordi jeg har forsøgt at nå dig.”

Det gav et meget markant stik i hjertet på den unge Nymphadora, da hendes mor ikke imødekom hendes tilnærmelse - eller inviterede hende til at komme endnu tættere. Ørerne blev tippet mere ud til siden end de før havde været og hendes aura blev atter trist. Hvor Nymfen førhen havde haft en tanke, en idé om at hun havde været en skuffelse som sin mor, følte hun det nu. Hun havde skuffet Ava, og på en måde følte den unge Nymphadora, at hun ikke kunne opnå tilgivelse.

Hun vendte blikket en anelse imod sin mors, da hun snakkede om at de aldrig ville kunne blive den familie de engang var. Selvom den unge sorte godt kunne se udfordringerne i det, så havde hun alligevel haft et håb om, at de kunne vende tilbage til den lykke de engang havde delt - dem alle 3. Tårer meldte sin ankomst i kanten af hendes øjne, og selvom hun gjorde hvad hun kunne for at holde dem tilbage, endte de alligevel med at trille ned af hendes mørke kinder.

Lidt efter præsenterede Ava hende dog for en anden mulighed; en mulighed hun inderst inde ikke ønskede at få. Hvis hun ville, så kunne hun slutte sig til det samme broderskab som hendes mor havde gjort og på den måde være sammen med hende igen. Et forpint udtryk gled over den unge sorte; for hvordan skulle hun kunne vælge? Livet i Teylar havde været det eneste hun kendte, og selvom hun havde manglet den mest vigtige sjæl i sit liv, så havde hun klaret den. Ville hun ofre det, for at være sammen med sin mor? Ville hun kunne sige farvel til sin far, sin bedste veninde og sit hjem? Omvendt kunne hun heller ikke forestille sig et liv uden sin mor - som hun nu endelig var blevet genforenet med trods hendes modvilje. Hvad skulle hun dog gøre..

Imens hendes tanker fór afsted hørtes Ava's ord igen. Denne gang så Nymphadora direkte imod sin mor og tippede det ene øre en anelse frem. Den vilje hendes mor bar var utrolig, stærk og urokkelig; men det gjorde hende ikke til en ond sjæl. Eller gjorde det? Nymphadora havde aldrig oplevet sin mor gøre nogen ondt - hun havde netop kun hørt de rygter, som andre bar med sig. De eneste hun vidste, at hendes mor havde været oppe og toppes med var Tsavani og Illana og hvis hendes mor talte sandt, så havde hun haft grund til det. Hun bed tænderne sammen og så over imod sin far, som indtil nu havde forholdt sig passivt - og der lod hun blikket hvile en rum tid, imens tankens tårer fortsat trillede ned af hendes kinder.

,,Jeg bliver nødt til at tænke, mor.. Og jeg lover dig, at jeg ikke tager noget valg før jeg er helt sikker."

Med de ord så hun på sin mor igen. Der var ingen glæde, ingen beslutsomhed eller gnist at spore i den unge hoppe - i stedet fortvivlelse og sorg. Hun skulle beslutte sig for hvem af hendes forældre der betød mest og beslutte sig for hvilket liv hun ønskede at leve. Det var en stor og umulig beslutning, og Nymphadora havde ingen anelse om hvordan det skulle lykkedes hende at træffe netop dén beslutning.

[5]

2 - wordcount: 574

Ava brød sig ikke om at se sin datter i den tilstand, men hun kunne ikke gøre meget ved den. Hun kunne ikke gøre tingene sværer for sig selv, og det ville bestemt ikke blive nemmere at sige farvel – for farvel måtte hun sige på et tidspunkt. Hun kunne ikke blive på Leventra, og måtte lade hendes ben og hove føre hende tilbage til Foehn før hun fik mere ballade med andre af den gamle floks medlemmer. Det kunne jo være der var blevet slået alarm – og alligevel havde Ava på fornemmelsen af der ville være dukket nogen op for længst, hvis det var tilfældet.

Ligesom Nymfen, lod Ava blikket glide i retningen af Mindraper. Havde det ikke været for hans vrede dengang hun havde sluttet sig til skyggerne og fulgt den vej der føltes mest rigtig for hende, havde de slet ikke stået i den situation. Hun bebrejdede ham for mange ting, men kunne stadig ikke vende ham ryggen. Der var få bånd, få venskaber, der stadig afholdt Ava fra at overlade hele sit sind til skyggerne. Hun var stadig i kontrol engang imellem. Hun havde ikke været det hele tiden, men med tiden blev hun stærkere og havde vel også vist nok loyalitet til ikke konstant at være ”overvåget” i sine tanker.

Blikket blev rettet mod Nymfen igen. På trods af den afstand der havde været mellem dem både fysisk og psykisk gennem det meste af Nymfens liv, var det alligevel båndet til hende, der havde det stærkeste hold. Med hende i Aljun og et par flere dage som denne, kunne hun sagtens cutte de sidste bånd uden at fortryde noget.

”Tænk dig godt om, Nymphadora. For flokken vil vende dig ryggen, som de gjorde ved mig. Selv hvis din far ikke gør, vil resten af familien. Men hos os, hos mig, vil du få en ny familie. Vi er alle forbundet og igen er alene. Mit eneste ønske er, at du ikke giver efter for lyset, hvis det skulle opsøge dig. Jeg ønsker ikke vi står på modsatte sider, hvis en krig skulle bryde ud – som jeg tror allerede er under opsejling. Siden jeg kom hertil har jeg kun lagt mærke til en stigende mængde konflikter mellem Vogterne og broderskabet.”

Det ville være både en større familie i form af skyggerne, men også fordi hun ville lære en ekstra bror og søster at kende. To afkom Ava helst ikke ville nævne over for den spraglede hingst, for hun vidste ikke hvordan han ville tage det efter deres snak. Det var jo stadig meget nyt at de havde besluttet sig for at lægge deres strid på hylden. Og selvom han havde bedt hende gøre hvad der passede hende da deres forhold blev brudt, følte hun alligevel der var en risiko for han ville tage det som et sidespring. Det var på en måde som om forholdet havde nået en ende og alligevel aldrig var helt afsluttet. Sådan følte hun det i hvert fald selv.

”Men jeg må tilbage til Foehn. Jeg må hjem og samle kræfter. Jeg må hjem og håbe på den lille har klaret eksplosionen. Hvis moren dør, dør føllet, og under normale omstændigheder ville nær død måske også betyde føllet dør. Men jeg ved ikke hvad det kan have af betydning, når min livskilde er skygger og eksplosionen bestod af lys og ikke noget fysisk. Vi må bare vente og se om din nye lillebror- eller søster, klarer den”

Den unge Nymphadora stod nærmest forstenet I en blanding af sorg, fortvivlelse og ubeslutsomhed. Hendes blik havde fået et fjernt skær, et skær der var kommet i kølvandet på de ord hun kort forinden havde ytret sig. Selvom hun havde lovet sin mor at tænke sig godt om, at give sig tid, så var hendes sind allerede begyndt at lede efter en løsning, lede efter den rette vej, og det gjorde ondt på hende. Et fortvivlet suk forlod hendes mule, inden hendes mors stemme kaldte hendes tanker tilbage til nuet. Endnu med de blanke, fjerne øjne, kiggede hun imod hendes mor, som blot lignede en skygge af sig selv – på flere måder.

De ord, som hun fremsagde, fik den unge hoppe til at tygge kæben sammen, nærmest usynligt. Denne gang ikke at vrede, men af afmagt; for på en måde var der logik i det hun sagde – og alligevel gjorde det så ondt at høre. Det sidste hun havde ønsket var at hendes familie skulle splittes; det var sket, og nu stod hun med valget om at splitte den yderligere. Faktisk var det ikke så meget et valg om den skulle splittes, men nærmere hvordan. Skulle hun vælge sin mor eller far? Skyggerne eller Teylar? En familie gennem Skyggernes forening, eller en familie gennem blodets forening?

I sidste ende valgte hun at nikke som respons til hendes mors første ord. Tænk dig godt om, Nymphadora.. Det ville hun gøre. Resten af hendes mors ord lod hun gemmes i sit sind; for ligenu var hun ikke i stand til at tage stilling til dem, selvom hendes indre så desperat søgte en løsning nu og her. Hun hævede hovedet en anelse og forsøgte at slippe den spænding der var krøbet frem, og havde sat sig i kæbe og nakken. Det gjorde ondt, men på en måde var det også godt. En fysisk smerte hjalp hende med at holde sine tanker fra at dykke ned i fortvivlelsens dyb. Kort efter trådte hun atter en anelse nærmere sin mor, i et forsøg på at få hendes accept, hendes nærhed på ny. Dog stoppede de næste ord hende, og hendes ører blev fikseret imod hendes mor, der nu tilkendegav at det var på tide hun vendte hjem – men det var ikke alt, som hun havde på hjertet.

En isnende følelse krøb atter ind i den unge hoppes krop. Hendes mors ord var først kryptiske. Den lille, overleve, hvis moren dør, dør føllet? Hvis føl?
I nogle få sekunder var det som om hendes sind pure nægtede at forstå de ord, som hendes mor havde sagt. Som om det nægtede at høre dem, som om hendes mor talte et fremmed sprog, som hun ikke forstod. Hun kneb sine øjne sammen og lagde hovedet lidt på skrå med en undrende mine – og så var det følelserne for alvor strømmede tilbage i hende igen.

Var det svigt hun følte på ny? Nej. Var det sorg? Var det jalouxi? Både og. Tanken om at hendes mor ville få et nyt føl, fik frygten for ”ikke at være god nok” til at komme frem igen. Dog var Nymphadora dog så stor, at hun udmærket godt vidste, at føllet nok ikke var skabt for blot at feje hende af vejen og erstatte hende. Hvis det var sagen, ville Ava nok ej være gået så meget igennem for at snakke med hendes datter. Var det glæde? Til dels. Var det håb? Ja. I sidste ende var det håbet der blussede mest frem i den unge Nymphadora; for hvis hendes forældre havde valgt at skabe en fælles sjæl, betød det at deres kærlighed måtte være større end hendes tilknytning til Skyggerne; også selvom Ava ville vende tilbage dertil og hendes kommende bror eller søster ville vokse op på vulkaneøen. For Nymphadora var det et håb om, at hendes mor en dag ville kunne løsrive sig, at hendes rigtige familie i sidste ende ville vinde. Og i dét øjeblik begyndte tanken om at vende til Foehn med hendes mor at virke som en god idé – om end den unge hoppe på ingen måde var sikker.

Hun havde nok set måbende ud, inden hun fik samlet sine tanker og følelser. Hun rakte nu søgende ud efter sin mor, som hun havde nærmet sig, i håbet om at mærke nærheden. Og med en sagte tone, så sagte at det kun var hendes mor der ville kunne høre det, snakkede hun nu.

,,Hvis den er ligeså stærk som dig, mor, så overlever den..”

Sagde hun med næsten dirrende stemme. Det havde nok været forventeligt, at den unge Nymphadora var vendt tilbage i hidsighedens vold – men på underlig vis gled roen nu ind over hende. Hun sukkede sagte, inden hun skævede tilbage til sin far, som endnu stod nær dem; men langt nok væk, til at han ikke ville kunne høre de sagte ord.

,,Lad mig følge dig til kysten.”

Sagde hun, inden hun lod blikket falde tilbage imod hendes mor, som bar det meget bizarre udseende. Dog så hun ligenu blot sin mor – og ikke den Skyggebærer, som hun var blevet. Et lille smil fandt for første gang frem til hendes mule.

[1]
[Wordcount: 857]

1

Hvordan det hele var kommet så langt ud, var en kæmpe gåde. Hvordan den livsglade og uskyldige hoppe, nu stod med et sind formørket af skygger og kun var en skygge af den hoppe hun engang havde været. Kunne man stille de to udgaver af Ava ved siden af hinanden, ville ingen gætte på det var den selv samme hoppe. Det var ikke fordi hun ønskede at give Nymfen tid til at tænke, for hvis det stod til Ava, havde hun taget sin datter med hjem på stedet. Det hele var et spil. Et politisk spil om man ville – et spil om magt. Samtidig var det også et forsøg på at tage det tilbage, som Ava følte andre havde taget fra hende, men nogle gange måtte man bruge andre evner end magt og fysisk styrke. Nogle gange var det evnen til at overtale, der skulle i spil.
Ava var i sig selv ikke en manipulerende hoppe og havde aldrig været det, men siden hun havde givet sig hen til skyggerne og givet dem sin fulde tillid, havde de hjulpet hende på deres bedste måde med at få hvad hun ville have. De kunne overtale – som de dengang havde overtalt hende. Desuden var der langt større chance for succes, hvis hun kunne få sin datter til at tro det var hendes eget valg og ikke noget der var blevet hende påtvunget.

"Nej, min Nymfe. Hvis den er lige så stærk som dig, klarer den sig." Tonen var nærmest kærlig, og noget man vel nærmest ikke kunne forestille sig komme fra nogen skygge. Som var der et lille glimt af den gamle Ava tilbage, men det var spil for galleriet. Selvfølgelig bar hun stadig rundt på kærlighed i sit hjerte for den datter hun havde forsøgt at komme i kontakt med så længe, men en lille del af det var vel også spil for galleriet. Endnu et forsøg på at lokke den unge hoppe til at joine hende på skyggernes ø og i broderskabet. Følelser var såmænd ikke altid en svaghed, men de kunne spilles på, når man virkelig ønskede noget. Sjæle der stadig bar en samvittighed, var lettere at nå end dem, der ingen havde. Ava tilhørte oftest den sidstnævnte gruppe.

Et enkelt blik blev kastet i retningen af Mindraper, før opmærksomheden igen var vendt mod datteren, overvejende. Til sidst endte hun med at nikke. Det var jo Nymfen selv der havde tilbudt at følge hende på vej, og ikke Ava der havde lokket hende til det, så andre kunne næppe anklage hende for at forsøge at kidnappe datteren - som ellers før var sket. Skulle nogen prøve, kunne det måske også gavne Avas egen sag - hendes forsøg på at vise hendes uskyld: At skyggerne ikke var onde og at alle havde fået et fuldkommen forkert syn på dem, selvom det måske ikke var helt ved siden af når alt kom til alt. Men en stor del handlede jo også om ens eget synspunkt. Jo flere hun kunne vende væk fra den normale tankegang at skygger var onde og skulle besejres med alle midler, jo større chance havde de måske også for at få nogle flere tilhængere i skyggernes broderskab, som kunne hjælpe dem videre mod deres endelige mål - at befri Herren.

"Til kysten. Men jeg håber du vil overveje mit tilbud. Og for alt i verden ikke stole blindt på det alle andre siger." Der var trods alt blevet sagt mange ting om Ava gennem tiden, og selvom nogle rygter var sande nok, var der nogle der var helt henne i vejret. Langsomt kom skyggehoppen på benene, og brugte lige et par sekunder på at samle sig, før turen langsomt gik i retningen af kysten og tættere på Foehn.

// Out

Den unge Nymphadora havde aldrig forudset, at denne dag ville komme. At dagen, hvor hun stod ansigt til ansigt med sin mor på denne måde, ville oprinde. Det havde nok været en af de hårdeste dage for den unge sjæl, som nu var gammel nok til at have sine egne meninger, egne ønsker og egne drømme. Længe havde Nymphadora set sin sti som værende fastlagt; et liv i Teylar, med sin far og bedste veninde. Måske på sigt en mage og afkom. Håbet om, at hun engang ville blive genforenet med hendes mor, havde altid været der, men det havde ikke føltes realistisk; for hun var Skygge, og det var Nymphadora ikke. Det svigt, som den unge sorte havde følt, havde nær overskygget håbet og drømmen om at familien engang ville blive samlet på ny; og derfor var langt de fleste tanker om hendes mor blevet skubbet bort.

Denne dag havde vendt alt på hovedet for Nymphadora. Hendes ellers sikre – men også lige mangelfulde liv – havde åbnet sig op på en helt ny og ganske ubehagelig måde. Hun havde fået afløb for alle de indebrændte følelser hun havde båret rundt på, og hun havde fået en forklaring på hvorfor hendes mor dengang havde forladt hende; eller, det havde Nymphadora følt hun havde gjort. I virkeligheden var det ikke fordi hendes mor havde ønsket at forlade hende – men hun var blevet tvunget til det grundet Skyggerne. Aldrig havde det været fordi Nymphadora var uønsket; tværtimod.

Den unge sorte hoppe følte sig udmattet, forvirret, håbefuld og sorgfuld på samme tid. Det valg hun skulle tage var stort, og det tyngede hende allerede nu, om end hendes sind ej kunne klare at tænke over det. Hun brummede sagte, da hendes mors stemme tilkendegav, at hun måtte følge hende til kysten. Derpå satte hun frem i en langsom skridt – for hun ønskede helst at hendes mor blev, selvom hun godt vidste det ikke kunne lade sig gøre.

,,Jeg lover dig mor, at jeg vil overveje det du har sagt. Og uanset hvad jeg beslutter mig for, skal jeg nok selv fortælle dig det.”

Og det mente hun. Om det så betød hun skulle drage til Foehn, blot for at vende tilbage igen. Dog var der også en spirrende tanke i hendes sind om at drage til Foehn for altid, blive en del af det broderskab hendes mor så inderligt ønskede hun skulle blive. Og denne spirre var farlig; for den kunne vel sagtens overtage hende den unge hoppes sind. Hun måtte beslutte sig, og selvom hun skulle tænke sig godt om, så måtte hun tænke hurtigt.

Hun fulgte sig mor en rum tid i tavshed, inden hendes milde toner svarede på det sidste, som hendes mor havde sagt. Stol ikke blindt på det alle andre siger. Nymphadora havde aldrig været en godtroende type, hvis hun selv skulle sige det. Hun havde stået overfor vogtere og skygger uden at blive påvirket til at vælge deres sti i livet. Og hun havde altid holdt på sine egne meninger og overbevisninger, ganske stædigt, også selvom hun havde været forkert på den.

,,Jeg stoler på min egen dømmekraft. Hvad andre siger, vil jeg høre, men jeg vil selv tage stilling til hvad der er det rigtige for mig.”

Et lille smil forlod hendes mule, inden hun fortsatte det sidste stykke til kysten, hvor hun måtte sige farvel til sin mor – for nu. Efter Ava havde krydset havet, stod hun nogle timer for sig selv blot og betragtede havets konstante skvulpende bølger. Ville hun følge efter? Ville hun blive? Uanset hvad, ville de næste dage være afgørende for den unge hoppe – og hun ville tage en beslutning, som ville ændre resten af hendes liv.

[Slut]
[2]