(åben) If you want something done - do it yourself

Et væld af følelser blussede op i den unge Nymphadora, imens hun betragtede de to liggende heste. Vreden, sorgen og skuffelsen var de stærkeste af dem alle og overskyggede helt den spæde glæde der gemte sig i hendes hjerte over at hendes mor endelig var dukket op, så hun kunne snakke med hende. Få svar på, hvorfor hun havde forladt hende. Få svar på, hvorfor Skyggelivet havde været vigtigere end hendes familie. Imens hun stod der, og spørgsmålene nærmest fór rundt i hovedet på hende, begyndte hendes krop at dirre mere og mere. Til sidst gav hun efter for hendes trang til at give udtryk for hendes frustrationer, og hun nærmest trampede hen til hendes forældre.

Hun stoppede blot få meter fra dem. Med ørerne stadig limet så langt nede i nakken, at hendes man og pandelok havde dækket dem imens hun havde marcheret hen til dem. Hun fnøs højlydt og skød brystkassen nærmest truende fremad. Hendes isblå øjne, hvilke hun havde arvet fra hoppen der lå foran hende, var klistret på Skyggernes bærer som nu lå svækket i græsset. Og med en stemme, der dirrede af vrede og sorg, nærmest råbte hun imod sine forældre.

,,Hvorfor var jeg ikke god nok til dig?!"

Det var nok det spørgsmål der havde fyldt allermest. Hvorfor Nymphadora ikke havde været god nok til hendes mor. Hun stod nu højt hævet over de to, og lignede nærmest en der kunne finde på at springe i hovedet på dem og forsøge at rive dem fra hinanden - eller, springe i hovedet på sin mor. Hendes far havde trods alt været der i hendes opvækst, hvilket man ikke kunne sige om Ava. De minder hun havde om sin mor, var fra hun endnu blot var en åring. Minder der med årene var blevet udvasket og kun nogle få stod klart tilbage. Hun fnøs indædt inden hun stampede i jorden foran sig - og hendes kropssprog talte tydeligt for sig selv. Hun ville have svar, og hun ville have det nu.

[2]

59

Det var en blurred skikkelse der nærmede sig. Stemmen var ikke velkendt, men alligevel heller ikke helt fremmed. Det var lugten der afslørede hendes datter før hun kom ordentlig til syne. Der var ikke meget bevægelse i det kolde korpus på jorden, men en form for mildhed gled alligevel ind over Ava. Den vrede tone fra hendes datter tog hun sig ikke rigtig af. Hun var trods alt blevet advaret af andre - selvom de ikke havde fået det til at lyde helt så slemt.

"Nymfe......."

Stemmen var tynd og kun lige hørbar. Der var ikke mange kræfter tilbage i den sorte hoppe og selv de små anstrengelser føltes næsten uoverkommelige. Alligevel havde et lille smil fundet sin vej frem, upåvirket af sin datters vrede. Der var slet ikke kræfter nok for Ava til at kunne forsvare sig mod den beskyldning nymfen kom med. At hun havde ment skyggerne var vigtigere end hende, for det havde langt fra været tilfældet. Ava havde siden sine første par dage forsøgt at få adgang til nymfen, det var ikke lykkedes.

"De ville ikke lade mig se dig"

Der var for mange navne til Ava kunne nævne dem alle sammen. Det var heller ikke sikkert nymfen overhovedet ville tro på hende. Det lød ikke sådan ud fra tonen i hvert fald. Der var kun en konklusion at drage ud fra hendes reaktion. Smilet forsvandt langsomt væk igen og et lidt mere forpint udtryk gled ind over Ava. Hun forblev tavs i nogle sekunder for at samle kræfter til at fortsætte.

"I det mindste fik jeg lov til at se dig en sidste gang...."

Flere ord kom der ikke fra den sorte hoppe. Kræfterne var minimale på grund af manglen på skygger i hendes krop. Daglyset havde altid fået hende til at føle sig svagere - især om sommeren. Men når mørket faldt på og jo nærmere hun var Foehn, jo stærkere følte hun sig. Som om intet var der til at holde skyggerne nede. Med afstanden til Foehn, var hendes bedste mulighed at forsøge at holde ud til mørket faldt på.

Den spraglede vippede svagt med ørerne da Avas spinkle stemme lød. Sandheden? Mind nåede ikke at tænke mere over det før Nymfen kom stormende. Vreden fra hans datter ramte som en mur og en markerende brummen fra den spraglede hingst var på sin plads i det han rykkede en anelse på sig. Han regnede ikke med at hun ville angribe, selvom alt tydede på det, mens de gule øjne hvilede på hende og han vidste at han bar en del af skylden. Selvom han havde forsøgt at sige til Nymfen at hendes mor ønskede at se hende, var der langt fra ord til handling. Han vidste også selv at de måtte have lydt tomme, og måske blot noget hun skulle have at trøste sig med.
Han veg dog ikke fra Avas side, men ventede blot på de sidste ord forlod hendes læber, mens han kort fortvivlet vippede med de mandelformede ører. Han strøg Ava over panden, inden hans opmærksomhed nu blev rettet mod Nymfen. Der var meget i det her han ikke vidste. Han kendte ikke til alle Avas forsøg på at hente Nymfen.
” Teylar, er forbudt område for din mor. Jeg ved ikke hvor mange gange hun har forsøgt sig med at se dig, hvem hun har fået til at forsøge at hente dig, men jeg ved kun at hvad jeg blev lovet ikke er blevet håndhævet i dag og at din mor ikke ville være her hvis hun ikke havde forsøgt. ”

Hingstens toner var milde.
” Jeg forstår du er vred, Nymfen. Mere end nogle andre. Det her ville ikke være sket, hvis ikke jeg i samme vrede havde bedt din mor selv at finde dig. ”
Han havde været vred, bitter og knust da Ava forlod dem. Det havde ikke været nemt at opfostre hans datter og fodre hende med det spinkle håb at en dag ville hun komme tilbage og se dem, men som tiden var gået så vidste han at han ikke kunne lade sig påvirke af det længere. Han elskede dem begge for højt til det.

Den unge hoppe stod nærmest forstenet foran sine forældre, hvis opmærksom nu lå på hende. Stadigt hidsigt hævede og sænkede hendes flanker sig og blikket var nærmest fikseret imod hoppen, som hun engang havde kaldt mor. Faktum var, at Ava stadig var den sorte hoppes mor, men den hoppe Nymphadora engang kendte, var den dimmentralt modsatte af den hun så foran sig. Udseendet forandret, udstrålingen forandret. Hun havde skadet en, som Nymphadora faktisk brød sig om - ja, faktisk var der rigtig mange ting, der talte for, rent logisk, at Nymphadora ikke skulle anse Ava som sin mor - men alligevel, dybt i hendes hjerte, gjorde hun.

I et øjeblik, som for Nymphadora føltes som uendeligt langt, måtte hun gøre op med en masse ting. Følelserne rasede derud af, men andre følelser begyndte så småt at overtage vredens umiddelbare vold. Savn, sorg og frygt begyndte at melde sig på banen, alle kæmpede de på lige fod med at overtage sindet på den sorte hoppe. Savnet, som hun havde båret længst af alle slog som en hammer og forsøgte at fremkalde tårer. Sorgen sad som en klinge i hendes indre, klar til at spidde hendes hastigt bankende hjerte. Frygten føltes nærmest som en isnende kulde, der forsøget at drive hende til at løbe bort. Til sidst var det dog en blanding af savn og sorg der vandt kampen, og en enkelt tårer fandt sin vej til den unge hoppes øjenkrog.

Hendes mor snakkede, med toner så svage at de knapt var hørbare. Nymphadora tillod ambivalent det ene øre at kravle frem fra hendes tætte pandelok og vende sig lyttende imod Ava, som forklarede at ingen ville lade hende se Nymphadora. Det kom egentlig ikke bag på den unge, for hun havde selv givet udtryk for ikke at ville se Ava, og det var der en ganske særlig grund til.
Nymphadora huskede tydeligt, hvordan hun fra den ene dag til den anden mistede sin mor. En oplevelse, som havde sat mærke i den unge hoppes sind, og hvis sandheden skulle frem, frygtede Nymfen at det var på grund af hende, at Ava havde søgt Skyggerne. Frygtede at hun ikke var god nok, og at Ava derfor ikke kunne udholde hende. Selvom frygten kunne virke ulogisk, var den indtrådt hos den sorte hoppe dengang hun endnu var så ung, at hun ikke kendte til livets mange nuancer, og derfor var den også blevet hængende selvom hun blev ældre og i stand til at se og forstå flere af livets facetter. Denne frygt, var dog den der havde drevet hende så langt, at hun havde udviklet den umiddelbare vrede, hun kort forinden havde kastet imod den liggende hoppe; en vrede, som hun nu også fortrød.

Hun endte med et kort øjeblik at holde vejret helt inde, hvorefter hun forsøgte at slippe sin spænding ved et langtrukkent suk. Endnu var hendes krop ikke afslappet, men det første lag af hendes parader forsvandt og hun tillod herefter at vippe begge øre en anelse fremad. Ikke helt, men de lå ikke længere klistret markerende i nakken.

Ava's ord ramte hårdere end hun havde regnet med. Hvad mente hun dog? Se hende en sidste gang inden - inden hvad? Tøvende tog den unge hoppe et sårbart skridt tættere på, inden hendes toner atter hørtes - i et helt andet, og mere dirrende og sårbart toneleje end før.

,,Inden hvad?"

Spurgte hun. Hele forklaringen på, hvorfor ingen havde villet lade Ava se hende, var ikke det hun hæftede sig ved nu. På sin vis følte hun ikke det var vigtigt - og omvendt var det for krævende af Nymphadora at åbne op på dén forklaring nu. Det andet føltes derimod langt mere vigtigt, og langt mere nutidigt. Hvorfor mente Ava dog, at hun ikke ville komme til at se hende igen? Nu, hvor de endelig, efter så mange år, var ansigt til ansigt, hvorfor skulle det så være sidste gang?

Hun hørte godt hendes fars ord, hendes fars forståelse på den vrede der havde boblet igennem hendes krop. Dog reagerede hun endnu ikke på det, fordi hendes sind så ihærdigt forsøgte at rumme alle de indtryk, som hun stod overfor. Hun sendte sin far et lille sigende blik, som skulle understrege at hun havde hørt ham, men mere gjorde hun på nuværende ikke.

[3]

82

Ava åbnede munden for at svare, men der kom ingen lyd ud. Ordene var hun langt fra færdig med at overveje og gennemtænke. Hvad var den bedste måde? Var der overhovedet nogen måde at forklare det på? Hun gjorde sit bedst for at skjule det helvede hun var i. Den brændende fornemmelse der hang fast. Det var lang tid siden hendes krop sidst ikke havde været fuldkommen kølet ned af skygger, og hun brød sig ikke om det. De manglende skygger der gjorde hende svag og fik det til at føles som om hun var havnet i brandvarm ørken uden sol.

Skulle hun lyve? Lyve for at skåne nymfen for sandheden? Men hvis hun gjorde det, hvordan skulle hun så nogensinde kunne overbevise hende om alt andet hun fortalte, ikke var løgn? Nej. Det var bedst at lade hende høre sandheden. Lade dem høre sandheden – eller i hvert fald den sandhed hun var kommet frem til.

”Jeg ved ikke om jeg kan komme igennem det her. De andre gange har ikke været nær så slemme.”

Ava vidste godt der var en risiko for hun ikke villle se en ny dag komme. Selvom Illanas lys ikke havde slået hende ihjel på stedet, var hun alligevel efterladt sårbar, i dagslys og langt væk hjemmefra. Jo længere væk hun var fra Foehn og jo skarpere solen og lyset var, jo svagere havde hun altid følt sig. Ironisk nok var det de samme der havde holdt en datter væk fra en mor, der måske ville tage en mor fra en datter.

”Jeg svor jeg ville gøre hvad som helst for at få min nymfe at se igen. Det eneste jeg bad om var at få min nymfe at se igen. Jeg kan ikke klage. Selv hvis det her er enden, er jeg omgivet af de to jeg holder mest af.”

Selvfølgelig var der også tvillingerne. Ava var jo ikke ligeglad med dem og de betød også en stor del for hende, Men nymfen var skabt af kærlighed, hvorimod tvillingerne var til af mere praktiske årsager.

Imens Ava samlede styrke, imens hun overvejede hvordan hun skulle besvare hendes datters spørgsmål, tillod Nymphadora sig selv at betragte hendes mor. Hun betragtede det udseende, som var så langt fra det hun kendte. De unaturlige blå, hornlignende ting der voksede langs hendes næseryg. Hendes nærmest lysende blå øjne. Der var ikke længere nogen hvid blis, lyserød mule og milde øjne - men alligevel var Nymphadora ikke i tvivl om, at det var Ava der lå der. Hendes kropsbygning var den samme, og en underlig følelse af trang til at røre hendes mor igen boblede frem i hendes krop. Dog rystede hun den af sig igen med et tavst afvisende fnys.

Hun blev revet ud af sin lille observation, da hendes mors stemme kunne høres igen. Den mindede så meget om den hun kunne huske, selvom hun var svækket. Hun fortalte, at hun ikke var sikker på hun kom igennem det, ikke sikker på hun overlevede. Nymphadora kunne mærke hvordan musklerne omkring hendes kæbe spændte op og hendes tårer pressede sig endnu mere på. Selvom hun havde udvist en facade overfor både sig selv og andre, givet udtryk for at hun ikke ønskede at have noget med sin mor at gøre - så kunne hun heller ikke bære at miste hende. Et nærmest lydløst "hyl" med beklagende klang kunne høres, hvis man lyttede efter, inden Nymphadora lod sin krop tage et skridt nærmere igen.

Hun rakte mulen frem i luften foran sig. Frem imod sin mor og far, selvom hun endnu var for langt væk til at kunne nå, selvom en af dem så selv rakte ud. Blikket den sorte hoppe bar havde ændret sig drastisk, var vredt til sårbart.

,,Men.. Du har kunnet leve uden dem før.. Kan du ikke.. Kan du ikke bruge din egen styrke?"

Med "dem" mente hun Skyggerne. Hun havde kun kendt sin mor uden deres tilstedeværen, og fordi den sorte Nymphadora ikke kendte til den symbiose, som Skyggerne dannede med deres bærer, forstod hun ikke helt hvorfor hendes mors livskraft var forsvundet, fordi Skyggerne var blevet jaget bort. Hun skævede til sin far, nærmest bedende efter hjælp. Hendes mor kunne da ikke bare dø, kunne hun?

,,Far, sig til hende at hun skal rejse sig. Sig at det her ikke er enden.."

Hendes stemme afslørede nu, at hun reelt var ked af det. Og i det øjeblik forsvandt den aggressive, vrede hoppe fuldstændig og tilbage stod en ung sjæl, der famlende rakte frem efter sine forældres hjælp i hvad der synede som en håbløs situation.

[4]

92

Ikke nok med det var en pinsel i sig selv at ligge der på jorden, var det også en pinsel at lytte til sin datters stemme. Hendes ord. Hun forstod godt datterens logik, for ja, hun havde levet uden skyggerne og været stærk uden skyggerne – men den tid var forbi. Hvordan kunne hun bedst muligt forklare hendes datter det uden det kom til at lyde fuldkommen forkert? Overvejelserne var hurtige og flygtige og blev afbrudt så snart hun henvendte sig til sin far. Hvorvidt Mindraper kendte til hele hendes situation var hun en anelse i tvivl om, men han måtte alligevel vide mere end nymfen.

”Nymphadora!”

Navnet Ava kun havde brugt når det var vigtigt. Denne gang for at få sin datters opmærksomhed. Der var så mange ting at sige og alle ting pressede sig på på samme tid. Hvad var vigtigst? Vigtigst for hende selv, men også for nymfen?

”Nymfe… Så let er det ikke. De er en del af mig og uden dem eksisterer jeg ikke. Ikke mere. Hvis jeg kommer igennem det her, skal jeg gøre mit bedste for at svare på de spørgsmål du må have. Hvis ikke… Lov mig du ikke stoler på dem. Lov mig du ikke falder for deres løgne. Det gælder jer begge to”

At forsøge at fokusere var næsten at for meget. Det tog for meget energi. For mange kræfter. Ava vidste godt hendes bedste chancer ville være hvis hun sparede på energien, men hun ønskede heller ikke misse sit øjeblik med nymfen i tilfælde af hun ikke ville få en ny chance. Men mørket trak i hende. Ikke de mørke kræfter, men mørket der truede med at opsluge hende. Hun måtte til sidst overgive sig til mørket og hvile. En tilstand der kunne få hende til at virke død på grund af den kolde krop, der på trods af de manglende skygger ikke havde samme varme temperatur som de to andre i nærheden. Det var kun den langsomme vejrtrækning der vidnede om det liv der endnu ikke havde givet slip. En tilstand hun ville blive i til mørket faldt på.

Mind kunne se på sin datter hvordan udtrykkene langsomt ændrede sig. Han var i en kattepine i dette øjeblik ,for han ville gerne forsøge at besvare hendes spørgsmål, men den der kunne besvare dem bedste var Ava. De mandelformede ører lå vippet ud til siden, og han kunne ikke skjule sin åbenlyse bekymring over Avas tilstand. De få gange hun kunne tale virkede det så skrøbeligt og han frygtede at de kunne miste hende hvert øjeblik. Han tyssede stille på Nymfen i trøstende toner, inden Ava nu talte for sidste gang.
Han ledte efter en reaktion på Nymfen, men brummede nu i stedet kaldende til hende, så hun kunne komme hen til dem. Et solidt puf blev placeret på Avas hals og han satte nu mulen ved hendes øre.

" Du skal igennem det her, ikke kun for din skyld, men for vores alle sammens "

Hviskede han stille inden hans kærtegnede hendes pande med de små buler. Han sukkede stille og knugede hendes meget kort ind til sig. Han kunne ane den svage vejrtrækning, men anede tilgengæld ikke hvad han skulle gøre af sig selv lige nu. De gule øjne søgte datteren og han forsøgte mere eller mindre bare at forholde sig helt i ro for hendes skyld.

Hendes mors stemme skar gennem luften som en pil, der var blevet affyret med umålelig kraft. Den unge sorte blev revet fra hendes virvar af tanker og følelser og blev fængslet i nuet, ude af stand til at gøre andet, end at fokusere på den unaturlige hoppe, der lå foran hende - hoppen, som hun engang havde kaldt mor. Nymphadora lod modvilligt sine ører vende sig frem imod hende, lyttende og afventende, imens hendes flanker hastigt hævede sig op og ned.
De ord, som hendes mor udtalte vakte atter smerte i den unges sind. Det faktum, at den hoppe hun kendte ikke længere eksisterede uden skyggerne, var ikke muligt for hende at begribe. Hun trak sine ører let tilbage igen med et bævrende fnys, inden hun dog modvilligt nikkede som accept til Ava's ønske. Hun ville ikke stole på dem - hun ville ikke falde for deres løgne. Dog vidste Nymphadora dybt i hendes hjerte, at de nok ikke talte om "de" samme; for Nymphadora ville aldrig stole på Skyggerne der - modvilligt eller frivilligt - havde fjernet hendes mor fra hende og gjort hende så afhængig af dem, at hun risikerede sit liv hver gang hun var i nærheden af Lyset.

Da hendes mors energi synede at forsvinde helt, lød en dybt beklagende og sorgfuld tone fra den unge hoppe, inden hun tog de sidste skridt hen til sine forældre. Hun knælede uden tøven ved siden af Ava og nærmest anklagede trak - forsigtigt - i hendes man. Tårer trillede nu ned af hendes markerede kinder og hun sendte sin far endnu et bedende blik.

,,Du må ikke gå mor.."

Hviskede hun nærmest ud i luften foran sig. Hun vidste godt hun ikke fysisk ville kunne gå fra Nymphadora og Mindraper, men i øjeblikket frygtede den sorte unghoppe at Ava's sidste øjeblik var kommet. Hun var så kold og hendes krop nærmest livløs. Hun måtte ikke opgive, det måtte hun bare ikke. Efter lidt slap hun sin mors man og lod mulen søge op ved næseryggen på Ava, hvor hun mødte sin fars endnu varme mule, som stod i stor kontrast til den kølige krop Ava havde.

,,Hun må ikke gå.."
[5]

4

Det føltes som en evighed. Sekunder blev til minutter som nærmede sig en time. Jo længere tid der gik, jo lavere faldt solen også på himlen og lod mørket tage over. Det var ikke før solens stråler var helt forsvundet fra området at skyggerne kom krybende tilbage. Krybende var måske ikke det rette ord til at beskrive hvordan det gik til, for de rev i hendes sind så snart de kunne komme til det, vred sig rundt for at finde en plads i hendes krop, og det var mindst lige så ubehageligt som det havde været første gang skyggerne satte sine spor hos Ava.

Øjnene blev hurtigt spærret op og et blåligt lys stod nærmest unaturligt ud af dem og dækkede for hvad end udtryk der ville havne i dem. Den unaturlige blå farve, der havde sat sig på hendes næseryg fra den dag hun gav sig selv hen til det formål at befri Herren. Et skrig, der startede ud hæst, blev til skingert og højlydt, men var overstået så snart skyggerne havde fundet deres plads, og Ava kom lige så hurtigt på benene som vand fløj op af en gejser.

Nogle sekunders stilhed blev afbrudt af ord fra den sorte hoppe. Ord med en vred undertone og et temperament der lå og ulmede under overfladen. Nej. Man kunne ikke være i tvivl om, hvor utilfreds Ava var med situationen, og hvor lidt hun brød sig om Vogterne. Det der før havde været en smule, var blevet til meget mindre. Hadet voksede kun for hver gang hun mødte en af dem eller deres tilbedere.

”Det er ikke første gang din veninde har sendt mig igennem sådan en tur”

Ordene var tilmed snerrende som hun snappede irettesættende ud efter Mindraper. Han var den der var tættest på, af dem hun bebrejdede for hendes situation. Det var ham der før var gået imellem dem, ham der havde nægtet at hente nymfen og ham der var venner med lyshoppen.

”De er løgnere! Hele bundet! Ikke til at stole på……. Tsavani har stået i vejen for sidste gang. Første gang vi lavede en aftale, påstod hun jeg ikke var den man kunne stole på, men det var hende der brød aftalen. Og denne gang?! Hah! Tilkalde Illana eller Brêgo. De kalder mig og min slags for ondskabsfulde, men se hvad de gør ved os!?”

Ava fnøs og rystede på hovedet. Utilfredsheden var stor. Hendes had til Tsavani, der ellers var ved at have lagt sig en smule, var kun blevet fordoblet. En lille del af hende ønskede at gøre det af med hende, men en anden del af hende, ønskede heller ikke lade hende slippe for alt den smerte hun kunne udsættes for når hun var i live. Desuden, ønskede hun heller ikke være den af dem, der tog det første liv, for Vogterne var ikke hævet over at prøve på det – det havde de så fint bevist.

Avas blik blev rettet mod Nymphadora. Det tog ikke mere end et enkelt sekund, før det ellers hårde blik langsomt blev mildere. I starten havde skyggerne overtaget Avas sind, og hendes meninger var delte. Det var tydeligt dengang at se, hvornår det var skyggerne der brød igennem, og hvornår hun selv havde noget at sige, men som tiden var gået og med den modgang lyset og lyselskerne havde givet hende, var hendes egne meninger blevet meget lig skyggernes. Der var ingen strid mellem hende og de mange længere. De var mange og de var én. De var Ava.

”Du ved slet ikke hvor længe jeg har kæmpet for at få lov til at se dig….”

I det Ava slog øjnene op var Mind ligeledes sprunget på benene og tumlet ind foran Nymfen. Det var egentlig en refleks i det han ikke vidste hvem af Ava'erne der dukkede op. Han tog blot imod hendes temperament uden at gøre meget væsen af sig. Han stillede ikke spørgsmål ved det, for det havde han lovet hende. Da det værste af hendes temperament var gemt væk trådte han et skridt bagud for at give hende og Nymfen mulighed for at tale. Den spraglede hingst foretrak ikke en mine, men lettelsen kunne svagt anes at i det mindste levede hun og trak vejret, men der var andre bekymringer der bredte sig i ham. Noget Nymfen ikke kendte til. En svag brummen var rettet mod Ava og han tiltede kort hovedet på sned. Hun ville nok godt vide hvad den hentydede til. Var de okay?

Han rykkede let på sig så han stod med siden til dem og blikket spejdede efter de to hopper for at sikre at de var langt væk. Skuffelsen kunne stadig ses når tanken rettede sig over og han vippede kort ørerne bagud med et lille fnys. Mind synes det havde været et overdrevent angreb eller forsvar mod den sorte hoppe han holdt kær. Han forstod ikke meget af hvad der var sket, men han vidste at den gyldne havde lovet ham ikke at stå i vejen for at Ava kunne se Nymfen. Han trådte forsigtigt hen til hans datter og puffede til hendes skulder.

" I to har meget at snakke om.. "

Hviskede han stille, men højt nok til at Ava kunne høre det. Han trak sig nu væk fra det to hopper i det han havde lovet Ava at hun måtte snakke med hende alene sidst de mødtes. Han sendte Ava og Nymfen et blik for at afvente om Nymfen ville have han lod dem være selv.

I en rum tid hvilede der en stilhed og en form for ro over den lille familie, som længe havde været splittet - men i nuet var samlet. Nymphadora havde rytmisk kørt hendes smalle mule rundt i små bitte cirkler imod hendes moders næseryg - fulgte de unaturlige blå aftegn, som efterhånden havde taget karakter som små horn. Hele tiden havde hendes mule været nær hendes faders også, som ligeså havde hvilet imod Ava - og som mørket kom krybende, fulgte kulden med.
Nymphadora gjorde hvad hun kunne for at varme hendes mors endnu livløse krop; men lige meget hvor tæt hun lå på Ava, var det som om hendes varme ikke påvirkede hendes mors krop. Den forblev kold, som var alt håb ude - indtil Skyggerne nærmede sig på ny.
Da de første indfandt sig og begyndte at forene sig med Ava flyttede den sorte Nymphadora sig hurtigt. Skyggerne stolede hun ikke på; og deres nærvær skræmte hende. Der fik ej heller længe før hendes mor begyndte at røre på sig og snart udstødte hun et nærmest dyrisk skrig, som fik Nymfen til at vige flere skridt med hovedet sænket afværgende. Da den skræmmende lyd ophørte løftede den unge hoppe sit blik igen, og så sin mor på benene igen; og hendes far var ej længe om at placere sig mellem dem. Hun lod sin mule strækkes frem og rørte kort ved sin far, som for at sige at hun var okay - men mere gjorde hun ej, før hendes far flyttede sig.

Ava talte mange ord, talte med en hidsighed og hævntørst som fik sorgen til at vælte op i Nymphadora på ny. De ord, som hun sagde om Tsavani fik en klump til at vokse i halsen på den unge hoppe; for hun om nogen vidste, at Tsavani ikke havde stået i vejen for at de skulle mødes - nej, det havde været Nymfen selv, som havde været den sidste hindring. Tsavani havde gjort sit og fortalt den unge hoppe, at hendes mor ønskede at se hende - men Nymphadora havde bevidst valgt at holde sig bort, og nu frygtede hun at hun var nødsaget til at fortælle sin mor det.

Hun stod nu overfor den sorte hoppe med de unaturlige blå aftegn. Hendes far havde flyttet sig og åbnet op for muligheden for at de kunne snakke. Nymphadora lod blikket søge tvivlende frem imod sin mor, hvis stemme nu lød igen. Du ved slet ikke hvor længe jeg har kæmpet for at få lov at se dig... Sætningen ramte mere, end den måske burde, og Nymphadora stod længe og overvejede hvordan hun skulle reagere.

,,Jeg.."

Startede hun med nærmest rystende stemme. Følelserne var væltet op i hende igen, og både sorg, vrede, frustration, glæde og lettelse kæmpede atter om at få lov at bestemme over den unge hoppes krop. Hun bed sig selv i læben inden hun lod blikket glide i jorden, og der forblev det, indtil hun fandt de rette ord at sige.

,,Jeg har savnet dig, men jeg har været bange for at se dig. Det er ikke Tsavani's skyld. Hun fandt mig og fortalte at du ledte efter mig, men jeg ville ikke høre på hende. Jeg ville ikke følge den vej hun pegede mig i retning af, jeg turde ikke finde dig. Hun fortjener ikke at blive kaldt løgner. Det er min skyld mor, fordi jeg ikke kunne se ud over frygten for at stå overfor dig igen.. For jeg var bange for, at det var min egen skyld at du forlod mig - os."

Hun nikkede imod sin far. Hun vidste ikke hvor meget de havde set hinanden siden Ava havde forladt Teylar og en meget ung Nymphadora. Hun lod atter blikket blive vendt imod jorden, for at skjule de tårer som nu pressede sig på og gjorde de isblå øjne uklare. Hendes krop dirrede og det var tydeligt at den unge hoppe ligenu var på sammenbrudets rand; men det var også nødvendigt for hende at være ærlig overfor sin mor. Hvis ikke hun var det, var der kun en ting der var helt sikkert - og det var at hun ville miste hende igen.

,,Jeg er ked af, at jeg ikke kom til dig noget før. Jeg har vidst længe at du ledte efter mig - siden Chaos sagde det. Jeg burde være kommet til dig, også selvom du var på Foehn, men jeg var så bange for at blive forladt igen, hvis nu du ikke kunne lide mig.."

Som hendes ord blev formet, skrumpede den unge hoppe nærmest for øjnene af sine forældre. Som blev hun til det lille føl igen, der måtte indse at hendes mor var borte. Hun fastholdt sit blik i jorden, for det var på en måde lettere at fortælle om hendes følelser, hvis ikke hun kunne se hvordan hendes forældre reagerede på det.

,,Det eneste jeg ønsker er at vi kan være en familie igen.."

Afsluttede hun så næsten uhørligt. Hun vidste godt, at det måske var uopnåeligt at se alle 3 kunne være sammen igen, som en glad familie; men det var hendes største og mest inderlige ønske.

[1]

9

Ava fulgte Mindraper med blikket som han fik placeret sig mellem hende og hendes datter. Han blev ikke mere populær af den grund, men hun forstod også godt hans reaktion. Havde en af de to andre hopper været til stede, havde de helt sikkert også fortrudt de overhovedet nogensinde var blevet født. Det var så stort Avas had til dem var blevet. Tankerne om hævn var langsomt begyndt at tage over, og det var først da Nymfens første ord blev sagt, at Ava rettede hendes opmærksomhed mod hende, og igen blev en anelse mildere i blikket.

”Nymphadora, hun fortjener at blive kaldt løgner. Der ligger mere i det end en enkelt gang. Hun brød et løfte, og sagde jeg ikke var den man kunne stole på. Hende, og en lang liste af andre navne, har alle sagt de ville hjælpe mig, og den eneste hjælp har været at holde dig væk fra mig. Tsavani ville ikke lade mig komme forbi denne gang heller for at lade mig opsøge dig selv. Hun foreslog at hente…… At hente Illana.. og i det øjeblik hun giver en lille smule efter, så kommer hun styrtende.”

Avas tænder var bidt så hårdt sammen hun knap nok kunne sige navnet, Illana. Et fnys kom også frem ved lyden af Chaos’ navn. Ham huskede hun godt. Hendes ører gled mod nakken og øjnene blev en anelse smalle, men vreden var ikke rettet mod nymfen.

”Chaos…….. Den……. Urgh!”

Hun måtte tage en dyb indånding og lukke luften langsomt ud for at holde sig selv under kontrol. Hvis hun nogensinde så ham igen, ville det blive værst for ham. Hans navn, var et af navnene på listen over dem, der ikke kunne stoles på. Og det var endda efter han havde tigget hende om familie.

”Jeg har forsøgt at nå dig i meget længere tid end før jeg selv mødte Chaos. Jeg forlod dig ikke. Jeg blev sendt væk. Jeg fik ikke lov til at sige farvel og jeg fik ikke lov til at tage dig med. Alle jeg har bedt om hjælp, har nægtet mig hjælp, eller sagt de ville, og så løjet.”

Tonen var blevet en anelse mildere, efter hun fik styr på sin vrede, men der var stadig tydelige spor af utilfredshed, når hun omtalte andre. Der var så mange hun knap ville kunne nævne alle navnene uden at glemme nogen, og på listen var endda også nogen fra hendes skygge-familie.

Ava trådte langsomt frem mod Nymfen og strakte halsen en anelse for at lade sin kølige mule kærtegne sin datter. Hun vidste godt hun var nødt til at være forsigtig, for der var ikke mange der stolede på en skygge. Og mange havde ikke holdt sig tilbage fra at melde ud at Nymfen var mest sikker væk fra sin mor.

”At være en familie igen er ikke sådan lige til. Jeg kan ikke være her. Ligesom jeg heller ikke ønskede du skulle vokse op her. Ikke i Teylar, men heller ikke Aljun. Hvis krigen en dag bryder ud, ønsker jeg ikke se den vigtigste i mit liv midt i det hele. Min største frygt har været at miste dig til lyset. De andre kan jeg klare…… men…. Ikke lyset”

Hun stod foran sine forældre som et lille føl der var forberedt på at få den værste omgang skæld ud i hendes liv. Hendes krop nærmest dirrede af frygt, spænding, forventning og sorg. Hun forsøgte stadig at gemme sit blik, gemme den sårbarhed hun i øjeblikket var underlagt - for selvom hun ikke synede stærk, forsøgte hun alt hvad hun kunne at bevare illusionen om at vreden fyldte mest. Hun trak sine ører nærmest pinagtigt tilbage da hendes mors stemme rasede igen. Den måde hun omtalte Tsavani og den gyldne Illana på, fik nærmest den sorte unghoppe til at krympe sig. Det had, som hendes mor bar til disse to hopper virkede så altoverskyggende, at den mildhed som hun ligeså udviste næsten blegnede. Nymphadora vovede efter lidt at løfte sine blå øjne fra jorden og skæve imod hendes mor. Hun hørte hvert et ord hun sagde, hørte hvordan hadet voksede i hendes stemme. Og som hun troede at hendes mors vrede skulle til at eksplodere, faldt en sær form for ro over hende. Nymhadora hævede derpå blikket helt og mødte nu sin mors blik. Stemmen var mildere og mere indbydende at lytte til og de ord som hendes mor nu udtalte om, at hun ikke fik lov at sige farvel og at hun var tvunget til at forlade hende, tryllebandt nærmest den unge Nymfe. Hvad betød det? Hvorfor havde hun været nødt til at rejse? Hun bed sig eftertænktsomt i læben, men sagde endnu intet - for hendes mor havde mere på hjerte.
Hendes sidste ord bragte atter en form for smerte med sig; men det var det faktum at hendes mor nærmede sig, der tog hendes opmærksomhed. Hun stivnede kortvarigt og stod fanget mellem lysten til at vige og lysten til at blive. Nu hvor hendes mor var vågen virkede den fysiske kontakt langt mere skræmmende, end da hun havde ligget nærmest livløs på jorden. Hun tyggede kortvarigt og usikkert, inden hun dog tillod hendes mors tilnærmelse og så snart hendes mule ramte hende, lænede hun sig automatisk imod sin mor for at tage imod den kærlighed hun så inderligt havde savnet.
Der gik lidt tid, før den unge hoppes stemme lød igen - men da hun snakkede, var det atter med dirrende stemme.

,,Men hvorfor blev du sendt væk?"

Spurgte hun da. Siden den dag hendes mor var forsvundet, havde den unge hoppe længtes efter at vide hvorfor. Vide hvad der stod bag hendes ensomme opvækst. Hun mimrede derefter en anelse med mulen, inden hun atter lod sin stemme høres.

,,Der er ingen der har forsøgt at påvirke mig til at vælge en skæbne.. Kun dem som har snakket med dig, har forsøgt at påvirke mig i en retning - imod dig. Ellers har alle valg været mine, mor."

På en måde syntes hun det var vigtigt at hendes mor vidste at den unge Nymphadora havde været fri til at vælge hvad hun ville i landet. Ingen vogter havde forsøgt at påvirke hende, ingen skygge. Hun lod tavsheden lægge sig over dem på ny, som en kappe der på samme tid var både kvælende og kærtegnende.

[2]

10

Ava måtte lukke øjnene for at huske på alt hvad hun havde været igennem. De fleste følelser fra før hendes tid som skygge, var stort set glemt. Den tid var ren og skær tåge efterhånden, men nogle enkelte ting stod meget klare.

”Jeg…… Passede ikke ind her. Blandt andre følte jeg mig ensom. Jeg mødte en skyggeræv. Han….. Han var forvirrende men også fascinerende på samme tid. Jeg søgte noget mere viden og jeg mødte .. Ja jeg ved ikke præcis hvad, men Herrens budbringere. Derfra tog det mig lidt tid, men det blev mere og mere klart, hvor jeg hørte til, og det var ikke blandt en flok løgnere. Herren sendte mig til Aljun, og Teylar…. Flokken der er åben for alle, er ikke åben for min slags… vores slags… Vi er ikke velkomne. Derfor blev jeg sendt væk. Jeg skal være ærlig og sige jeg ikke ved, hvor længe jeg havde holdt, hvis ikke jeg havde taget den sti som jeg gjorde”

Hun kunne sagtens være kommet med en meget længere forklaring, men hun ville heller ikke risikere at bruge den sparsomme tid på måske kun at nå en halv forklaring. Nej. Det var bedre at give hende den hurtige version af det. Selvfølgelig havde hun gjort ting hun fortrød, men at slutte sig til skyggerne var ikke en af dem.

Nymfens ord omkring hendes valg gjorde ondt indvendigt på Ava. Det betød jo hun selv havde valgt hende fra hele tiden. At ingen havde påvirket hende til det. Hun vidste udmærket godt der var en risiko for det var sådan, men havde alligevel håbet på det modsatte. Langsomt trak Ava hovedet til sig igen og gjorde sit bedste for at finde et smil frem.

”Du ligner din far på den måde. I det mindste er der en af os der kan finde ud af at gøre noget rigtigt”

Smilet skiftede mellem at komme frem og forsvinde. Hun ville gerne smile og lade som om hun var okay med det, men inderst inde var hun ikke. Hun havde endnu en gang fejlet. Hun havde mistet sin første datter, og nu føltes det endnu mere som om hun havde mistet sin anden datter også. Der var ikke længere noget håb om det var de andre der havde holdt hende væk. Nej. Hun havde holdt sig selv væk.

Ava så fra den ene til den anden. Ørerne var langsomt gledet ud til hver sin side og hun havde ubevidst trukket sig nogle skridt væk. Hun gjorde sit bedste for at virke stærk, men måske ikke med den bedste overbevisning.

”Jeg burde tage tilbage. Jeg hører ikke til her ligesom jer og det er vel bare et spørgsmål om tid før hele kavaleriet kommer styrtende…. Desuden……. Jeg kan ikke bede om mere. Jeg bad om at få lov til at se dig en gang til, og kunne jeg bare få det ene ønske ville jeg ikke bede om mere. Og jeg fik det.”