Frustration is a bitch (Lumine & Nzuri)

[ 6 ]

Det var efterhånden blevet mørkt, og i takt med årstiderne skiftede, blev der også koldere og koldere. Der var i forvejen småkoldt om natten på Zenobia, for der var ingen træer til at holde på varmen og intet andet end sandbankerne til at skærme for havvinden. Somme tider var det ikke engang nok, for blæste det kraftigt nok ville det sætte sig i pelsen, mulen, øjnene, ørerne, og hvis man var uheldig nok til at komme til at åbne munden, ville man også kunne komme til at spise sandet. Der var ikke mange steder at gemme sig for den slags.

Himlen var skyfri og gjorde plads til mange stjerner på himlen. Månen lyste også det hele op, så der var knap så mørkt som ellers. Det gule sand virkede meget mere gråligt i det blålige lys, og alt så ud som om det havde fået et blåt filter. Selv hans egen pels der normalt havde en meget varm glød, virkede meget bleg i det. Atlas gøs og fnøs. Det var ikke fordi han værtsatte selskab særlig meget, men måske var det bedre med noget andet at fokusere på, end den kulde der forsøgte at gnave i hans knogler. Om ikke andet kunne han vel skaffe noget varme ved at banke den spinkle hoppe, og med et højlydt vrinsk, kaldte han efter hende.

Mørket var efterhånden faldet på, og den ellers så varme ørken var blevet kølig. Hun havde efterhånden været på denne ø i et par dage og kæmpede derfor stadig med at vænne sig til de skiftende temperaturer. Det var et fænomen, hun stadig ikke helt forstod; hvordan det kunne være så varmt om dagen og så koldt om natten. Men udover dét brød hun sig ganske godt om at leve her i ørkenen. Hun havde heldigvis fundet frem til en dejlig oase med føde og vand, så den havde hun holdt sig til. Hun kunne dog godt mærke, at det begyndte at være lidt kedeligt blot at vandre i sit eget selskab - der boede ikke mange på denne ø, og derfor skete der ikke så meget.

Det var varmt at vandre i sandet om dagen, så derfor holdt hun meget af at vandre om natten. Hun bevægede derfor let og elegant sine spinkle ben igennem sandet, der havde et nærmest blåligt skær under månens lys. Hun så op mod den smukke stjernehimmel og brummede let. Måske hun kunne finde ham den smukke gyldne hingst, som hun end ikke kendte navnet på? Det håbede hun, for hun kunne snart ikke holde sit eget selskab ud længere... Tanken om at tage over på en af de andre øer var fristende, det måtte hun indrømme - men indtil videre holdt hun sit ord. Hun forblev på denne ø, så hendes herre kunne kalde på hende, når han ville. Hun håbede dog, at han snart ville belønne hende med sit selskab -for det her var fuldstændig ulideligt for en så social sjæl som Lumine!

Pludselig som havde han læst hendes tanker, kunne hun høre hans vrinsk give genlyd gennem natten. Hun hævede det slanke hoved og lyste op i et stort smil, inden hun lod et højt og besvarende vrinsk runge gennem ørkenen. Hun slog da ivrigt med hovedet og satte frem i en livlig trav i den retning, vrinsket var kommet fra. Endelig ville han give hende lidt opmærksomhed igen!

Efter at være blevet guidet til Zenobia af den sorte hoppe Ava, havde Nzuri efterhånden levet på øen i et par døgn. Hun fandt ørkenen både smuk og fascinerende, og den var præcis, hvad hun altid havde drømt om at leve i. Dog måtte hun indrømme, at hun ikke satte pris på ensomheden. Da hun havde forestillet sig at leve i ørkenen, havde det altid været sammen med en hel flok andre ørkenheste - ikke bare helt alene. For hun var en meget social og selskabelig sjæl, og det lå derfor ikke til hendes natur at skulle klare sig på egen hånd.

Hun havde dog endnu ikke haft held med at finde andre heste, og overraskelsen var derfor stor, da hun bevægede sig igennem den stjerneklædte nat og pludselig hørte lyden af et vrinsk. Hun stoppede straks op og rejste det spinkle hoved. Kunne det virkelig være sandt, at der var en anden sjæl herude? Hun skulle lige til at besvare det med sit eget vrinsk, da der til hendes endnu større overraskelse lød endnu et vrinsk. Hun spærrede måbende de gyldne øjne op. Hun kendte det vrinsk! Det lød som... Lumine? Hun rystede dog hurtigt på hovedet af sig selv. Det måtte være hendes fantasi, der spillede hende et puds - for Lumine var død sammen med deres forældre hjemme i Turkmenistan...
 Hun var dog stadig mere end begejstret ved tanken om selskab, så med et højt og selskabeligt vrinsk svarede hun de to heste, inden hun satte frem i en ivrig trav i den retning, lydene var kommet fra.

[ 8 ]

Der var stille i et lille kort stykke tid, før et svar lød tilbage....... Og endnu et vrinsk fra en anden retning. Atlas' første tanke var; åh nej..... Ørerne gled lige så stille ned mod nakken og han stod der og så frem for sig med et mere eller mindre muggent blik. Med en dyb vejrtrækning efterfulgt af et dybt suk, hævede han hovedet igen og så fra den ene side til den anden side. Han kunne stadig nå at flygte. . . . Men så ville der heller ikke være lige så meget underholdning at hente hjem - eller rettere sagt, intet til at distrahere ham fra den kolde luft. Han var langsomt ved at spænde op i musklerne, men dette kunne både skyldes kulden og det at det lød som om to kvindfolk var på vej i hans retning. Han havde det trods alt stramt nok med det antal af fremmede der lod til at have fundet deres vej til Zenobia. Til hans hjem. Til hans ø. Atlas slog et svirp med halen og trådte alligevel nogle skridt fremad, for han havde ikke tænkt sig bare at stå stille og vente, men heller ikke gå nogen af dem i møde. Men så længe han ikke bevægede sig fremad med lynets hast, ville han heller ikke være helt ude af syne for nogen. Der var heller ikke så mange steder at blive væk når der ikke var så meget grønt i området.

Hun fortsatte frem i en livlig trav og kunne slet ikke vente med at se ham igen; den smukke gyldne skabning, der var grunden til, at hun forblev på denne gudsforladte ø. Eller, gudsforladt var måske så meget sagt... Her på det seneste var det som om, at der var skyllet en hel flok fremmede op med vandet. Ikke at hun klagede... Hun havde da allerede snakket med de nyankomne hingste, og lad os bare sige, at de ikke ligefrem var grimme! Men lige nu havde hun kun ham den gyldne i tankerne. For han var trods alt den bedste af dem alle, og hun havde glædet sig til at møde ham igen.

Hun aflagde den sidste afstand i en flyvende trav, og snart fik hun øje på ham i månelysets skær længere fremme. En lyd i luften fangede dog hendes opmærksomhed. Et andet vrinsk? Det lød som hendes tvillingesøster Nzuri, men det kunne naturligvis ikke passe... Det måtte være hendes fantasi, der løb af med hende!
Hun skubbede dog hurtigt tanken ud af hovedet igen, da hun nu nåede helt hen til den gyldne. Hun stoppede op foran ham og knejsede stolt med den spinkle nakke, mens hun lod øjnene glide over hans krop og atter måtte beundre, hvor smuk han var.

,,Det var sørme på tide! Jeg var lige ved at tro, at du havde glemt mig..."

Hun fortsatte fremad i sin livlige trav og kunne ikke vente med at møde de andre ørkenheste! Hun aflagde den sidste afstand i en svævende trav, inden hun kunne spotte de to heste i måneskinnet længere fremme. Hun slog ivrigt med hovedet og travede det sidste stykke hen til dem med en imødekommende brummen.
 Da hun stoppede op foran den lille forsamling, tabte hun næsten underkæben af bar forundring. Det var virkelig Lumine, hun havde hørt... For her stod hun, spillevende og helt uskadt foran hende ved siden af en fremmed, gylden hingst. Hun kunne næsten ikke tro det... Kunne det virkelig passe? Hendes læber dirrede let, alt imens hendes ansigt var måbende og nærmest helt vantro; hun turde næsten ikke håbe...

,,Lumine...?"

[ 1 ]

"Der er ingen der afholder dig fra selv at komme"

Atlas havde som sådan ikke noget imod selskab, så længe det var ordentligt selskab. Der var dem han hellere ville rive struben over på. Dem han gerne så ligge og forbløde i sandet indtil en storm ville dække dem til og måske senere grave dem frem som en bunke skeletter, spist af kryb og kravl. Han lod hovedet hæves, og blikket glide ned af hoppen inden han hakkede ud i hendes retning. Som den andens skridt kom tættere og tættere på, trådte Atlas helt tæt på Lumine og kredsede omkring hende til han stod ved hendes side i stedet, med blikket rettet mod den fremmede.

"Du kender denne..... Skabning?"

Atlas' ord var rettet mod den lyse hoppe ved hans side, mens blikket var fæstnet på den fremmede hoppe. Ørerne var allerede begyndt at vippe bagud og blikket blev en anelse mørkere.

Hun lyttede overrasket til hans ord og modtog uden modstand sin straf. Hun bøjede derefter hovedet respektfuldt og nikkede med et lille smil.

,,Åh... Jeg var ikke sikker på, om du ønskede mit selskab eller ej. Men tak, det sætter jeg virkelig pris på!"

I det samme spottede hun en bevægelse ud ad øjenkrogen. Hun løftede atter hovedet og fik øje på en gylden hoppe, der kom travende i fuld fart mod dem. Men det var ikke en hvilken som helst hoppe. Det var... Nzuri?! Hendes øjne blev store og chokerede, da Nzuri stoppede op foran hende og sagde hendes navn på en mindst lige så overrasket måde.

,,Nzuri, er det... Er det virkelig dig?!"

I det samme trådte den gyldne helt tæt på hende og begyndte at kredse omkring hende, indtil han beskyttende stod ved hendes side og spurgte, om hun kendte denne skabning... Han kaldte hendes søster for en skabning! Hun så forbløffet fra den gyldne til Nzuri og tilbage igen, inden hun pludselig brød ud i en høj latter! Hun vidste ikke lige hvorfor, men lige pludselig fandt hun bare situationen utroligt morsom! Det var nok alle følelserne, der væltede ind over hende... Hun drejede hovedet og så på den gyldne med et stort smil.

,,Ja for søren, det er min elskede søster!"

Med de ord stormede hun frem og knugede sig tæt ind til Nzuri med tårerne trillende ned ad sine kinder. Åh, hvor var hun lykkelig... Nu kunne hun dele denne ø med både sin søster og ham den gyldne! Kunne livet blive bedre?! Hun havde bestemt heller ikke glemt, hvad han lige havde gjort for hende... Selvom det bare var Nzuri, de havde stået over for, så blev hun stadig helt varm om hjertet ved tanken om, at han havde beskyttet hende på den måde. Det fik hende til at føle, at hun virkelig var hans, og at han virkelig bekymrede sig om hende...

Lumine virkede mindst lige så overrasket over at se hende, som Nzuri selv var, da hun nu måbende spurgte, om det virkelig var hende. Nzuri lyste op i et stort smil og nikkede ivrigt med hovedet. Åh, så var det altså virkelig Lumine - hvilken fantastisk overraskelse!
I det samme trådte den gyldne hingst ind foran Lumine og spurgte skeptisk, om hun kendte denne skabning... Nzuri så forundret på ham. Var det hende, han omtalte sådan? Der gik dog ikke længe, før Lumine brast i latter, og det fik også Nzuri til at le højt og lettet. Åh, hvor var hele denne situation altså fjollet!
Hun smilede så stort, at hun fik helt ondt i kinderne, da Lumine nu stormede frem og knugede sig tæt ind til hende. Hun gengældte omfavnelsen og puttede sig kærligt ind til sin elskede søster.

,,Åh Lumi... Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dig igen!"

Da de to hopper havde fuldendt deres lille forsoningskram og atter trak sig lidt væk fra hinanden igen, så hun på den gyldne hingst med et charmerende smil, inden hun trådte tættere på ham og drillende efterabede hans ordvalg.

,,Og hvem er så denne skabning?"

[ 3 ]

Ørerne gled mod nakken. Hvad bildte denne fremmede sig ind? At komme her og stjæle hans selskab?! Det var i hvert fald ikke i orden, hvis man spurgte Atlas. Han kunne ikke lade være med at puste sig selv en smule op. Musklerne var allerede spændte og temperamenet trillede rundt lige under overfladen og truede med at vise sit grimme ansigt. Et bid blev sendt i retningen af Lumine så snart hun passerede ham på vej over til søsteren, og han tøvede heller ikke med at følge efter. Atlas svarede hende ikke. Han opfangede godt smilet, der mindede om det Lumine fra tid til anden havde sendt i hans retning. Derfor sendte han et lille utilregneligt et tilbage. En lille plan havde sået sig selv i hans tanker, og den voksede lige så stille for at blive til noget.

Atlas skævede mod Lumine, inden han igen rettede opmærksomheden mod søsteren, og ligesom hende, trådte han selv tættere på. Men i stedet for at standse fortsatte han ind mellem de to hopper for at skabe mere afstand mellem dem, og drejede rundt for at tage resten af turen rundt om søsteren, som vurderede han hende og hvad hun kunne bruges til.

Hun mærkede godt det bid, der blev sendt mod hende fra den gyldne hingst, da hun gik hen imod sin søster. Men lige nu var hun ligeglad med, om han straffede hende for at gå derhen eller ej - for hendes søster betød alt for hende, og intet skulle holde hende fra at gå hen og hilse ordentligt på hende!
  Da hun atter havde trukket sig ud af sin søsters omfavnelse, mærkede hun den gyldne mod sin side, inden han trådte ind mellem hende og Nzuri og tvang dem væk fra hinanden. Hun så fornærmet på ham, da han nu skridtede rundt om Nzuri med et nærmest sultent blik i øjnene. Hvor vovede han! Han skulle bare holde sig væk fra hende!

Nzuri havde spurgt ham, hvem han var, hvilket han let og elegant havde valgt at ignorere. Hun smældede fornærmet med halen. Hvor var hans manerer?! Hun ville så gerne have, at Nzuri fik et godt indtryk af ham, og så opførte han sig sådan her...? Hun kneb vredt øjnene sammen.

,,Nzuri, det her er... det er... øh...?"

Hun så på ham med et hjælpeløst blik. For ja, hvem var han egentlig? Hun kendte stadig ikke hans navn... Og hvad skulle hun præsentere ham som? Han var jo ikke hendes mage, men bestemt heller ikke bare hendes ven... Hendes herre? Åh gud, hvad ville Nzuri ikke tænke, hvis hun sagde dét...

Hun så chokeret til, da den gyldne hingst bed hendes søster. Hvad i...? Hvad havde han dog gang i?! Og hvorfor fandt Lumine sig bare i det på den måde?! Hun fnøs forarget. Hendes søster havde altid været skør på det punkt...
  Hingsten ignorerede let og elegant hendes ord og sendte hende blot et lettere utilregneligt smil i stedet. Hun gøs let. Hvad var det dog for en klam fætter, Lumine havde valgt at være sammen med...?

Han trådte nu ligeledes et skridt tættere på hende, men i stedet for at standse, fortsatte han ind imellem hende og Lumine og tvang dem væk fra hinanden. Hvad bildte han sig dog ind?! Hun kneb fornærmet øjnene sammen, da han begyndte at skridte rundt om hende med et nærmest sultent blik i øjnene. Hun mærkede kuldegysningerne løbe igennem sin krop. Hvad var han dog for en uhyggelig fætter...?

Lumine forsøgte nu at svare på hendes spørgsmål i stedet for, men af en eller anden grund lykkedes det ikke så godt... Hun kneb atter øjnene sammen og så skiftevis på dem begge med et skeptisk blik i de gyldne øjne. Hvorfor kunne hun ikke bare sige, hvem denne hingst var?!

,,Hvem?"

[ 6 ]

"En der er her for at finde sin bror"

Det var næsten nemt at tale udenom. Nemt at undgå at give sit navn til de to hopper. Men hvad skulle de også bruge det til? Et navn ville ikke beskrive hans personlighed. Et navn ville ikke gøre at de kendte ham bedre. Et navn sagde ikke noget om ham, men hans forældre.

".... Og i stedet for min bror har jeg fundet to søstre. Den ene kønnere end den anden... Det må være en af de heldige dage"

Han havde stadig ikke fundet Zeus, men han havde haft færden af ham i landet. Han havde fornemmet hans tilstedeværelse, men det var efterhånden et stykke tid siden. Præcis hvor længe kunne han ikke regne ud, for alle dage virkede så ens. Det eneste han ville kunne tælle var sandstorme og selv dem havde han opgivet at holde styr på talmæssigt.

Blikket gled fra den ene til den anden inden han strakte mulen frem i retningen mod hoppen der bar næsten samme farve som ham, og sørgede for at slynge måsen i retningen af Lumine så han stod med ryggen til hende.

Hun ventede spændt på, at den gyldne skulle præsentere sig, men til hendes store skuffelse svarede han ikke andet, end at han var en, der var her for at finde sin bror. Hun kneb let øjnene sammen og så en anelse skuffet på ham. Hvorfor måtte de ikke bare vide hans navn?! Hvorfor var det så hemmeligt?!
Han tilføjede nu, at han i stedet for sin bror havde fundet to søstre, den ene kønnere end den anden. Hun løftede stolt hovedet med et lille smil, for det var naturligvis hende, han måtte mene var den mest kønne.

Pludselig strakte han dog sin mule frem mod Nzuri og vendte ryggen til Lumine, som om hun slet ikke eksisterede længere. Hun slog frustreret med hovedet og så fornærmet på hans bagpart. Hun mærkede pludselig usikkerheden vokse i sit indre... Var det mon slet ikke hende, der var den kønneste? Hun kneb let øjnene sammen.

,,Hvem af os er så den kønneste, synes du?"

Hendes stemme var charmerende og forførende som altid. Hun lod som om, at hun var totalt selvsikker og bare flirtede lidt, men i virkeligheden brændte hendes sind af usikkerhed. Han kunne lige vove på at svare Nzuri!

Han svarede blot, at han var en, der var her for at finde sin broder, men i stedet havde fundet to søstre - den ene kønnere end den anden - og at det derfor måtte være en af hans heldige dage. Hun lo muntert og prustede blot af hans ord. Hans forsøg på at charmere hende virkede ikke endnu - der skulle meget mere til, før hun gad sådan noget. Hun rakte dog imødekommende ud efter hans mule, da han strakte den frem mod hende.
Han havde stadig ikke rigtigt svaret på det, hun egentlig ønskede at vide, så i stedet spurgte hun ham nu direkte.

,,Har denne ædle herre ikke et navn?"

Lumine spurgte nu, hvem af dem, der var den kønneste, hvilket blot fik Nzuri til at himle svagt med øjnene. Det var så typisk hende det dér... Det kunne da være fuldstændig ligegyldigt, hvem han fandt kønnest - det var jo ikke en eller anden skønhedskonkurrence!