Frustration is a bitch (Lumine & Nzuri)

[ 1 ]

"En hingst som mig? Hvad ved du om en hingst som mig?"

Dømte hun ham virkelig uden at kende ham? Måske havde han lavet en aftale med hendes søster og selvfølgelig kendte hun sin egen søster, men det var ikke ensbetydende med hun kendte ham. Øjnene kneb han langsomt sammen som han trådte nærmere den mørke søster.

"Det eneste svineri du behøver komme i nærheden af, er det du opdigter inde i dit hoved. Men måske er du bare jaloux på din søster fordi hun tør være fri og være ligeglad med hvad andre tænker om hende? Der var ingen der sagde noget om det skulle være samme form for..... aftale..."

Atlas havde før lavet aftaler med andre. Ikke en eneste havde været den samme. For det meste var det noget for noget, og ofte en tjeneste for hjælp. ikke at han regnede med hoppen manglede nogen form for hjælp når hun samtidig havde sin søster, men alle manglede et eller andet. Alle ønskede et eller andet. Ingen havde alt hvad de kunne ønske sig eller det helt perfekte liv.

Han vendte sig mod den lyse søster igen og trådte mod hende mens han samtidig sank hovedet som om han ville skubbe til hende med det. Gene hende væk fra sin søster.

Hun kunne godt mærke, at han blev lettere provokeret over hendes ordvalg, og det kunne hun sådan set også godt forstå. For selvfølgelig var det ikke sjovt at blive dømt på den måde, og da slet ikke hvis anklagen slet ikke havde hold i virkeligheden... Men i hendes øjne var han altså selv ude om, at hun opfattede ham på den måde - han havde ikke ligefrem gjort noget for at prøve at modbevise det. Da han kneb øjnene sammen og trådte nærmere på hende, kneb hun da blot lige så langsomt øjnene sammen og så trodsigt på ham.

,,Ja, du må meget undskylde, men når man kender min søster og hendes historie, så er det altså ikke særlig svært at regne ud, hvad det er for en aftale, I har lavet... Men du har da ret, jeg ved ikke meget om en hingst som dig. Men hvis du rent faktisk gad at fortælle noget om dig selv, kunne det være, at det ville hjælpe..."

Hun lyttede til hans næste ord og vrængede frastødt på mulen. Jaloux på sin søster?! Hrmpf! Det var langt under hendes værdighed at té sig så ulækkert og mindreværdigt, som Lumine gjorde overfor hingstene. Det var i hvert fald ikke en tilgang til livet, hun var misundelig på! Hun himlede med øjnene.

,,Hvad er det så for en aftale, du vil lave?"

Hun mærkede frustrationen boble sig op i sit indre, da han nu vendte hende ryggen og begyndte at genne hendes søster væk fra hende. Næh hov, nu stoppede legen altså! Hun ville ikke lade en irriterende hingst som ham komme imellem hende og hendes søster, og hun var træt af at blive ignoreret, når hun talte til ham! Hun marcherede derfor blot efter dem med høje knæløft, et fornærmet fnys og en sur trutmund!

(Springer lige Lumine over ^^)

4

”Hvis du skulle forestille at være den fornuftige og artige af jer to, så klarer du det ikke særlig godt med de pæne ord. At du har fået den forkerte opfattelse af mig, om jeg så har fortalt noget eller ikke fortalt noget om mig selv, er ikke min skyld. Det kaldes fordomme, frøken. Fordomme er en skidt ting. Og jeg tror du skylder din søster en undskyldning. Uanset hvad du ved om hende og hvor godt du tror du kender hende, betyder det ikke nødvendigvis det er hvad der foregår, og den slags burde man ikke antage uden at kende alle fakta om en sag.”

Nok havde hun sikkert ret i sine tanker, men det behøvede hun jo ikke vide. . . lige med det samme. . . Desuden. Kunne Atlas få nogen til at svede – især en bror eller søster, så smed han dem gerne en tur i den varme stol. Han havde trods alt selv en bror, der sikkert var hans modstykke på samme måde som Nzuri var Lumines modstykke. Zeus. Hans bror. De havde aldrig rigtig været enige om noget og det var sådan set heller ikke Atlas der havde været den ældste eller skulle stå med et ansvar, og han havde heller ikke fået lov til at glemme det.

”Na-ah, frøken jeg-er-bedre-end-andre. Måske kan en hoppe som dig slet ikke bruges. Jeg troede du var anderledes”

Hun lyttede irritabelt til hans ord og kunne ikke lade være med at opføre sig lidt som en diva med himmelvendte øjne og høje fnys. Et eller andet sted i sit baghoved vidste hun godt, at han havde ret. Det var ikke pænt at antage noget om folk på den måde, specielt ikke når man lige havde mødt dem. Og normalt var hun faktisk en person, der for alt i verden forsøgte at undgå at have fordomme mod andre. Men et eller andet ved denne hingst og hendes søster havde bare trigget hende, og hun nægtede derfor at give sig og sige undskyld!

,,Det er meget muligt! Men du kunne jo også bare vælge at fortælle mig, hvad der foregår, hvis du mener, at jeg er forkert på den - så ville der slet ikke være grund til at antage noget eller have nogen fordomme!"

Hans sidste ord provokerede hende om muligt endnu mere og fik hende til hidsigt at smække ørerne i nakken. Hun mente bestemt ikke, at hun var bedre end andre! Tværtimod havde hun altid gået meget op i ikke at ville behandles bedre end andre, bare fordi hun var prinsesse! Men lige i det her tilfælde var hun nu blot glad for, at han tilsyneladende havde taget fejl af hende - for hvis han havde troet, at hun ville være bare en lille smule lige som sin søster, så kunne han godt tro om igen!

,,Fint! Jeg er alligevel slet ikke interesseret i at blive brugt til noget som helst af dig!"

(Lumine står bare stille og lytter til deres skænderi xD)

5

”Det siger du jo, Nulle…. Men det er ikke hvad din reaktion fortæller.”

Et flabet smil voksede sig langsomt større. Som han tolkede hendes reaktion, ville hun gerne bruges fuldkommen ligesom sin søster – hun vidste det enten bare ikke, eller ville ikke indrømme det. Atlas stoppede sig forsøg på at skubbe Lumine væk for at få hende for sig selv, for i stedet at vende om og gå tilbage mod hoppen. Han kunne trods alt sagtens vise hende hvad hun gik glip af. Hun befandt sig jo på hans område, og ifølge ham gav det ham ret til at gøre hvad han ville.

”Jeg viser dig gerne hvad det er du går glip af. Hvad du nedgør din søster for. Du kan kalde det en smagsprøve.”

Tonen var blevet en anelse dybere som hans blik hvilede på hoppen. Et alvorligt blik – for han mente hvad han sagde. Der skulle heller ikke være nogen tvivl om han ikke nødvendigvis havde brug for hendes accept. Hvis hun skulle nedgøre nogen for noget, burde hun i det mindste vide hvad hun nedgjorde. Det var jo ren og skær instinkt, og en ganske tilfredsstillende handling han ikke selv ville være foruden.

Hans ord fik hendes kogepunkt til at nå til bristepunktet! Ikke nok med, at han kaldte hende Nulle, som nok var det mest nedværdigende, hun nogensinde var blevet kaldt - så stod han også og beskyldte hende for rent faktisk gerne at ville blive misbrugt af ham! Hendes øjne slog gnister, da hun blot måbende så på ham.

,,Nu har jeg aldrig!"

Hun vidste simpelthen ikke, hvad hun skulle sige, og valgte derfor blot at komme med sådan et snobbet udbrud i stedet for. Hun var simpelthen målløs!
Han stoppede nu endelig med at gå af sted med Lumine og vendte sig i stedet om og gik hen mod hende i stedet for. Selvom det jo til at starte med faktisk havde været dét, hun ville opnå, mærkede hun straks ubehaget vokse i sit indre. Hun havde faktisk slet ikke lyst til at have ham tættere på sig nu!
Hun lyttede til hans næste ord og tabte næsten underkæben af forfløffelse. Hvor vovede han!!! Trods hans dybe tone og alvorlige blik blev hun dog ikke bange, men snerrede blot hidsigt af ham!

,,Fy for satan! Skrid med dig og lad mig være i fred!"

6

Der skulle ikke være nogen som helst tvivl om hvorvidt Atlas morede sig eller skammede sig over hvad han havde sagt. Hoppens reaktion havde bragt et meget stort og meget fornøjet smil frem på hans mule. Han havde fået lige præcis den reaktion han havde regnet med. Men han stod samtidig fast ved, hvad han havde sagt. Hendes reaktion var kun fordi hun ikke vidste hvad hun gik glip af og ikke turde slå sig selv nok løs til at finde ud af det.

At hun bad ham skride fik ham kun til at tilknytte en latter til smilet. Det var langt mere underholdning end han længe havde fået. Det var dog helt utroligt hvor langt oppe den pind sad i måsen på den hoppe. Han flyttede sig ikke, men gav sig i stedet til at ryste på hovedet af hende.

”Det her er mit område, og hvis nogen skal skride, så er et dig. Du bestemte måske, hvor du kom fra, men du har intet at sige her. Og så længe din søster tilhøre mig vil jeg lade hende afgøre hvad der skal ske med dig. Så hvad siger du, Lumine? Hvad skal vi stille op med din søster?”

Hun mærkede vreden stige endnu mere i sit indre, da hendes reaktion blot fik ham til at smile stort og fornøjet og tilmed le og blot ryste på hovedet af hende. Hans reaktion fik hende til at pruste fornærmet og frustreret slå med hovedet. Hvor var han altså bare utrolig!
Hans ord lød nu i hendes ører og gjorde hende ikke ligefrem mere positiv. Hendes mening betød intet her... Og så længe Lumine tilhørte ham, ville han lade hende afgøre, hvad der skulle ske med hende. Hun lagde ørerne fladt ned i nakken og så på hingsten med et blik, der kunne dræbe. Hun brød sig virkelig ikke om den måde, han talte på, som om han ejede Lumine... Hun var absolut ikke nogens ejendel! Og hvad der skulle ske med hende... Hvad mente han overhovedet med det?! Hun var fri til at gå, når det passede hende! Hun flyttede derfot blot blikket over på sin søster og så bedende på hende. Hvis Lumine havde mulighed for at sætte en stopper for denne galskab, så regnede hun bestemt med hendes støtte...

,,Lumine..."

Lumine havde blot forholdt sig tavs og stået og observeret sin søster og ørkenhingsten, der blev mere og mere ophidsede og efterhånden havde gang i et ret heftigt skænderi. Hun forstod det ikke rigtigt... Hvordan kunne man blive uvenner med en person, man lige havde mødt? Hvorfor var Nzuri slet ikke villig til at give ham en chance?! Og hvad mente hun egentlig med alt dét, hun stod og sagde om hende?! Det her havde absolut intet med hendes fortid at gøre! Og desuden havde Nzuri altid været alt for fordømmende på det punkt! Den gyldne hingst havde sgu ret... Nzuri burde slå sig lidt mere løs! Hun anede slet ikke, hvad hun gik glip af, når hun bare var så fordømmende og afvisende lige fra starten af!

Hun blev brat afbrudt af sin tankestrøm, da hingsten pludselig talte til hende igen. Han spurgte hende, hvad hun syntes, at de skulle stille op med hendes søster... Hun mødte Nzuris blik og hørte det bedende tonefald i hendes stemme. Hun vidste godt, hvad Nzuri tænkte nu... Det her var hendes chance for at bevise, at hun ikke bare var en billig hoppe, der ville gøre hvad som helst for en lækker hingst. Hun vidste, at det var sådan, Nzuri tænkte om hende - og at det her var hendes chance for at bevise, at det ikke var sandt. Men alligevel mærkede hun en lille modstand i sit indre. Hun havde følt sig fordømt, afvist og forkert på grund af alle de ting, Nzuri mente om hende og havde sagt om hende. Så det her var også hendes måde at få hævn... At vise Nzuri, at tingene ikke altid bare kunne gå efter hendes hoved. Hun mødte derfor blot sin søsters blik med et næsten vanvittigt "smirk" om mulen, inden hun så på hingsten med et charmerende glimt i øjet.

,,Jeg tror, at du har ret. Hun trænger til at blive... blødt lidt op."

1

Lumines svar fik ham til at fryde sig en smule. At hun ikke holdt med sin søster. Måske var de ikke så forskellige endda, selvom hun lod til at have levet et lidt anderledes liv. Måske engang havde de haft cirka samme status. Atlas havde selv været en prins. Men hans brors nykker havde gjort ham udstødt og for det skulle han få betalt. Det var ikke første gang han havde fået Atlas til at stå i et dårligt lys over for deres far, men denne gang var alligevel den værste af dem alle.

”Hmmmm… Hvor skal vi starte? Måske vise hende hvad hun går glip af? Eller hvad siger du?”

Han var trådt nogle skridt nærmere den mørke af søstrene, men henvendte sig udelukkende til Lumine, som om hendes søster ikke eksisterede. Han vidste udmærket godt det var uhøfligt, men i hans hoved havde hun selv bedt om det. Hvis hun anså sig selv for at være mere værd eller højere i rang end dem, så skulle hun i hvert fald pilles ned. Der var INGEN højere i rang end Atlas inden for hans territorium – hvilket var hele øen. Han brød sig ikke om andre skulle invadere den og da slet ikke tale til ham som hoppen havde gjort.

Et nærmest sindssygt og vanvittigt smil tegnede sig på Lumines læber, da hun betragtede det frygtsomme blik, der blev dannet i Nzuris øjne. Lumine havde altid haft en lille satanisk og skør side af sig selv, som hun bare havde holdt nede hele sit liv og i stedet udløst via sex. Men denne fornemmelse af magt, som hun følte lige nu, mens hun stod dér ved ørkenhingstens side og kunne smage Nzuris frygt i luften... Den var ubeskrivelig.
Hun lyttede til hingstens ord og fik kort en lille klump i maven. Vise hende, hvad hun går glip af... Altså ville han måske voldtage hendes søster? Det gav kort et lille stik i hjertet på hende, men det var nu ikke på grund af søsteren, nej det var mere jalousi. Det var jo hendes ørkenhingst, og hun ville da ikke dele ham med sin søster. Men så vendte hun alligevel hovedet mod hingsten og sendte ham et lusket smil. For det var naturligvis det eneste rigtige. Hvis hun skulle få Nzuri til at forstå hende, så måtte hun selv opleve, hvor rart det føltes at have sex. Og hvem kunne være bedre til at vise hende det end den smukke gyldne ørkenhingst? Hun nikkede derfor blot til ham og blinkede charmerende med det ene øje.

,,Jeg siger, at det lyder som en helt fantastisk idé! Du kan godt glæde dig, Nzuri..."

(Venter lige med at svare med Nzuri, til du har svaret med Atlas )

[ 1 ]

Atlas morede sig over Lumines smil. Det gjorde kun han brød sig en lille smule mere om hende. Generelt brød han sig ikke forfærdeligt meget om andre, men nogle kunne han tolerere - og hoppen lod til at være mindst lige så vanvittig som ham selv engang imellem.
Han tog en dyb indånding og kunne næsten fornemme det i luften. Frygt. Anspændthed. Begge hopper - hver deres duft, men alligevel noget der mindede om det samme. En ting var helt sikkert. Han havde ikke tænkt sig at gå derfra snydt. Hvis ikke den ene søster så i hvert fald den anden. Kunne han slippe af sted me det, så gerne dem begge to. Et næsten lusket smil med et lige så lusket blik, var rettet mod Lumine, mens han alligevel trådte frem mod hendes søster. I en næsten hurtig bevægelse rettede han hovedet mod h ende i stedet og snappede ud efter hende.

"Du kan selv vælge lille frøken. Den lette måde, eller den hårde måde. Din nærmeste fremtid er i din søsters varetægt, så jeg ville behandle hende bedre, hvis jeg var dig."

Han standsede ikke før han stod så tæt på som han kunne komme. Hvis hun ville flytte sig, flyttede han med. Hun skulle i hvert fald ikke tro hun bare kunne få lov til at slippe.

"Så hvad siger du lille frøken? Hmmmm?"

Hun mærkede næsten tårerne prikke i øjenkrogene, da Lumines ord lød. Aldrig i sit liv havde hun forestillet sig, at hendes søster ville vende hende ryggen på den måde. Nok havde de haft deres uoverensstemmelser igennem livet, men de var trods alt familie og elskede hinanden. Eller, det havde hun da i hvert fald troet... Men det her gik godt nok langt over stregen!
Hun pressede usikkert halen ind mellem benene og lagde afvisende ørerne ned, da hingsten pludselig trådte frem mod hende. Han havde da ikke virkelig tænkt sig at...? I en hurtig bevægelse bed han hende, og hun blev så paf over hele situationen, at hun ikke nåede at flytte sig, før han pludselig stod helt tæt op ad hende og lod sine sleske ord lyde i hendes ører. Hun spærrede chokeret øjnene op og trak vejret i små, hastige stød. Denne her situation var ved at udvikle sig til noget, hun virkelig ikke brød sig om! Hun kiggede en sidste gang på Lumine for at tigge om hendes hjælp, inden hun da forsøgte at skubbe hingsten væk fra sig og bakke bagud. ,,I er tossede begge to! Lad mig være i fred!"

Lumine kunne ikke lade være med at smile slesk og nærmest satanisk, da hingsten nu trådte frem mod hendes søster og bed ud efter hende. Det sitrede let i hendes underliv, da hun blev mere og mere opstemt over synet. Hun havde aldrig nogensinde prøvet dette sammen med en anden hoppe også - og hun havde da slet ikke forestillet sig, at denne anden hoppe skulle være hendes søster! Men der var noget spændende over det, og hun kunne mærke, hvordan hun tændte mere og mere på den tanke.
Pludselig kunne hun dog se, hvordan Nzuri gik i panik og rev sig væk fra hingsten. Hun mødte hendes blik og kunne pludselig se de følelser, Nzuri følte nu - skam, frygt, svigt... Hun bed sig let i underlæben og overvejede meget kraftigt, hvad hun skulle gøre. For to sekunder siden havde hun været mere end klar på denne leg, men pludselig ramte et stik af dårlig samvittighed hendes hjerte. Dette var ikke en leg for Nzuri... Og selvom de to hopper tit havde haft deres uoverensstemmelser, så elskede hun hende rigtig højt og ville ikke gøre hende fortræd. Hun tog derfor en hurtig beslutning og trådte ind foran hingsten med det mest charmerende og flirtende ansigtsudtryk, hun kunne finde frem. ,,Glem hende. Hun er bare tør og kedelig! Lad hende løbe og lad os hygge os lidt i stedet for..."

[ 2 ]

Hovedet blev rykket op i en hurtig bevægelse, som Lumine trådte mellem dem og søsteren havde bakket. Ørerne blev trykket ned mod nakken og en irriterende brummen lød fra Atlas, før han irettesættende bed ud efter Lumine. Nok havde han spillet med, og ladet hende bestemme, men det var så længe hun var i enighed med ham. Det lød hun ikke længere til at være, og derfor var han også færdig med at lade hende bestemme. Skulle han virkelig bare lade søsteren løbe? NEJ! Det var ligesom at blive lovet en hel ø bestående af saftigt frisk græs, for så at måtte nøjes med en lille plet. Det var ikke helt fair i hans hoved.

”Flyt dig, Lumine”

Tonen var snerrende, og blikket flyttede sig ikke fra hans søster. I stedet flyttede han på sig for at komme uden om hende, men ikke før han havde hakket et tandsæt ud i Lumines retning for at få hende til at flytte sig også. Hans krop var anspændt, opstemt og forventningsfuld. Han ville så absolut ikke lade sig snydes.