Darling Dearest [N'zall]

24

”Du gyldne, jeg indgår ikke i dit monster, projekt!”

Selvom stemmen stadig var sukkersød, var tonen bestemt. Hun var ikke en del af hans projekt. Selvom han mente han kunne tage hvad han ville, betød det jo egentlig ikke han behøvede gøre det. Hun kunne kalde på hjælp? Men med skyggernes manglende sammenhold tvivlede hun på ret mange ville høre hende eller i det hele taget sætte tid af fra deres egne affærer til at komme hende til hjælp lige med det samme. Og så var der vel dem der mente hun også bare befandt sig på sin rette plads – under en hingst.

N’zall gav et fnys fra sig. Et hidsigt et af slagsen og gjorde sit bedste for at trække sig fremad, vride sig væk under ham eller på anden vis slynge ham af, men nemt var det ikke. Hun havde ikke tænkt sig at overgive sig til ham.

" Det har intet med det projekt at gøre, kære. "

Hvislede han ud gennem tænderne. N'zall gjorde det besværligt for ham og han hængte på efter bedste evne., selvom det var svært. På en eller anden uvis måde formåede han dog at blive færdig med det han ville, og kastede sig dernæst prompte af hende. En hidsig vejrtrækning kom fra ham. Inden han endelig kunne tænke klart igen. Han rystede sig først og rystede derefter på hovedet, mens han mumlede noget utydeligt til sig selv. En usædvanlig tavshed lagde sig over den gyldne. Han virkede ikke synderligt tilfreds, selvom han måske burde være det. Det ville den gennemsnitlige hingst i hvert fald være.

Det var først her at han så over på hende igen.

25

Skyggerne krøb op af hendes ben og op til guldhingsten, slikkede sig op af dem begge to som sorte kolde flammer. N’zall kom med en snerrende lyd efterfulgt af et skingert hvin der ikke rigtig lød som et hvin, men mere en forfærdelig skinger lyd. En skrækkelig lyd, som nok var den første lyd hørt den dag, der passede til skrækhoppens udseende.

Da hingsten var færdig og hoppet ned, blev hun stående stille. Skyggerne havde trukket sig tilbage til hende, ørene lå klasket ned i nakken og de mælkehvide øjne var rettet mod hingsten med et udefinérbart udtryk. Adrenalin for stadig rundt i kroppen på hende, og for en stund havde hun ingen anelse om, hvad hun burde gøre. Gå sin vej? Jage ham bort? Acceptere hans handling?

De stod begge i en ens situation og han stod blot og så tilbage på hende. Skulle han gå derhen, gå væk eller bare stå stille. Det var normalt ikke svært for ham. Hvorfor var det nu så svært lige pludseligt. Xenon rykkede dog endelig på sig, hen til hende og stoppede ved hendes side. Mulen strøg forsigtigt op langs hendes skulder. En svag brummen kom fra ham, som ledte han efter nogle ord, men hvad end det var, så forlod de ikke hans læber. Han satte mulen mod skulderen og sukkede stille. Måske prøvede han at fedte sig tilbage i kridthuset, men der lå mere i det for Xenon, meget mere end lige det åbenlyse.

26

N’zalls ører forblev trykket ned mod nakken i en god rum tid. Ikke fuldkommen klistret ned i nakken, men han skulle så sandelig heller ikke tro han fik lov til at slippe for hendes utilfredse mine lige med det samme. Hun fulgte ham med blikket som han kom nærmere og til sidst satte sin mule mod hendes pels. N’all selv blev stående stille. Længe nok til man skulle tro der ingen reaktion ville komme fra hende, indtil hun hakkede utilfreds ud efter hingsten. Ikke for hvad han gjorde, men for hvad han havde gjort. Ingen ord forlod hendes halve mule. Hvad var det han ville?

Xenon modtog hakket, men drejede hovedet så det var halsen der fik det i stedet for hans mule. Han brummede stille og smiskede derpå for hende igen, mens mulen igen kørte over hendes pels. Han prøvede forsigtigt at puffe til hende, mens han lagde hovedet på sned.
Han kunne måske forstå hendes fornærmethed, men kom nu? Hvordan pokker havde hun forventet han skulle modstå hende?

27

Det ene øre vrikkede en anelse frem og tilbage, mens hun lyttede til omgivelserne. Noget der næsten foregik rent instinktivt. Det kunne jo være hendes brødre eller søstre var på vej, hendes herre eller hvem ellers der måske havde opfanget hendes hvin. Hun ville glædeligt lade dem lege med Xenocrates hvis de dukkede op, og havde på ingen måde tænkt sig at forsvare ham.

Hans puf fik hende til at skæve ned mod ham. Måske var det hans form for undskyldning? – Hvis altså man nogensinde ville få sådan en fra ham af. Hun endte alligevel med selv at give ham et lille puf, før hun begav sig fremad uden et ord. Hun måtte alligevel skæve mod ham for at se om han fulgte med.

Det var nok det tætteste N'zall kom på en undskyldning for nu. Xenon brød sig ikke om det koncept med tomme ord som undskyldninger. Det var for nemt. Hendes puf fik ham til at luske med hende, hvor han fulgte hende ganske trofast. Han var dog ikke i stand til at lade hendes være og lod i ny og næ mulen stryge hen over hendes lår og bagdel. Det han lige kunne nå. Han vovede sig tæt nok på og tog nu det tæsk der måtte komme hans vej, for det var det værd.

28

Hun tillod Xenocrates at gå i nærheden af hende, og endda også med en form for fysisk kontakt, men så snart hans mule nærmede sig hendes bagpart, fløj et bagben i hans retning. Det var hun ikke helt klar til at tilgive ham for, selvom hun måske selv bar en del af skylden. Men hun havde sagt stop da legen overskred hendes næsten ikke eksisterende grænser, ligesom hun forventede han havde sagt stop, hvis hun overskred hans. Men han var ikke stoppet, og havde gjort alvor af sin fine demonstration fra tidligere på aftenen. Noget N’zall ikke brød sig om. Hun var mere end bare en han kunne springe på når han ønskede det.

SLASK.. Slask. Lyden af hendes baghove mod hans bringe, mens han så i stedet holdt sin mule væk fra hendes bagparti, men det forhindrede ham ikke i at røre andre stedet. En stille brummen kom fra ham, mens han fortsatte sit fedteri overfor hende. Han kunne ikke gøre for at han ingen grænser havde. Han trippede let så han kunne komme endnu tættere på hende, dog uden at jokke hende i koderne.
De blå øjne betragtede hende indgående med et neutralt udtryk, mens han mimrede stille med mulen, når den altså ikke kærtegnede hende.

29

N’zall gjorde et brat stop. Hovedet var hejst og hoppen skævede sig hen over skulderen uden at se direkte på hendes selskab. Det var for første gang i en god rum tid hun rent faktisk åbnede munden for at sige noget til den gyldne.

”Havde du ikke en masse små monstre du skulle ud og skabe?”

Stemmen var sukkersød, men tonen var udefinerbar. Det var ikke til at sige om hun mente spørgsmålet oprigtigt, sarkastisk eller hvad hendes intentioner med spørgsmålet var. Det ene øre forblev rettet mod ham, mens de mælkehvide øjne spejdede rundt efter et offer. Et offer for hende, et offer for ham eller et offer der kunne lege hans monster-mor var ikke helt til at vide.

Xenon var tæt på at ramle ind i hende, men endte i stedet med at stå ved hendes flanke. De blå øjne hvilede på hende og han brummede stille. Hendes ord fik ham til at trække svagt på smilebåndet, men det døde ud igen.

“ Mmmhmmhmhh “

Var det eneste der kom fra ham i det han strøg mulen over hendes ryg. Hun havde jo egentlig ret i at han havde et job der skulle udføres. Som sådan da.

“ Måske man kunne finde nogle man kunne stjæle først “

Mumlede han så stille. Så havde han da en undskyldning for ikke at gå fra hende endnu.

30

”Mmmmmmh måske. Men jeg mener ikke at have set nogen rende rundt med små i et stykke tid. Ikke her på øen i hvert fald”

Der var selvfølgelig dem i flokken, men der var ikke ret meget tyveri over nogen der allerede tilhørte dem, og mange forsøgte vel at undgå små på Foehn. Mange ønskede vel at holde deres små væk fra den forfærdelige ø med de onde onde skygger. Selvfølgelig var det ikke ensbetydende med små ville blive født på Foehn hvis Xenocrates kastede sig over andre ufrivillige hopper, men han kunne i det mindste gøre krav på ungerne hvis det var hans.

”Du er måske ved at få kolde fødder?”

Xenon tog skridtet frem og lagde hovedet på hendes ryg, mens han stadig smiskede en anelse for hende. Han nulrede hende let i manen, mens han vippede med ørerne.

“ De skal nok komme. Det giver anledning til at komme lidt ud.. “

Mumlede han fortsat. Han havde ikke fået kolde fødder, men han havde måske en snært af dårlig samvittighed overfor den sorte hoppe på nuværende tidspunkt.

“ Jeg har meget høje standarter “

Hviskede han til hende og mod blot hans mule køre i små cirkler ved hendes manke.

31

N’zall mimrede svagt med mulen, og gjorde på samme tid sit bedste for at skjule alle former for tegn på behag. Han skulle i hvert fald ikke have lov til at tro hun fandt det behageligt, selvom hun gjorde. Hun måtte komme med et lille fnys – delvist i morskab. Høje standarder…… Det var måske sådan han så det. Eller var det bare for hun skulle føle sig mere speciel?

”Du ved vel godt de ord ikke får mig til at føle mig bedre til pas? Hvad er dine hensigter med mig? At skabe en hær af små monstre du kan bruge til din egen fordel?”