Darling Dearest [N'zall]

Det var pokkers. Xenon rynkede kort på mulen og foretrak i et kort øjeblik en udefinerbar mine. Han brød sig så meget lidt om at skulle være voksen. Han tøffede op foran hende for at bremse hende. Nu måtte det holde. Hendes ord ramte ham i sådan en grad at han faktisk et kort øjeblik tøvede. Skulle han virkelig fortælle det.

" Hensigter.. Jeg kom her med en besked fra Ava, det var min hensigt. Dog havde jeg en lille skjult dagsorden da jeg takkede ja til den opgave. Dit selskab, for tro det eller ej så er du den eneste jeg har mødt der er værd at tilbringe tid med. Så bliver de små monstre ligegyldige. "

Hans stemme talte i lave toner, mens blikket hvilede på hende. Han nød hendes selskab, men havde svært ved at styre sig, som hun nok havde opdaget.

32

N’zall trak hovedet op som guldhingsten trådte ind foran hende. Hovedet vendte hun en anelse væk fra ham, og skjulte et fornøjet smil. Måske havde hun alligevel fuldkommen fejlbedømt ham. Når han stod og talte sådan kunne han jo mistænkes for at være langt mere blødsøden end hun først havde troet. Eller….. I modsætning til hvad hun havde troet. Det kunne helt sikkert bruges til noget. De mælkehvide øjne blev rettet mod ham igen som hans ord ophørte.

”Så du ønsker ikke andet end mit selskab?”

Hans komplimenter kommenterede hun ikke på. Han måtte have en meget trist tilværelse, hvis han ikke havde andre han mente hans tid var værd at bruge på. En meget ensom tilværelse i hvert fald.

Trist tilværelse? Jo det kunne man godt sige, men det var ikke sådan den gyldne Xenon så på det. Han havde faktisk en ganske fin tilværelse i følge ham selv. N'zall gjorde den blot bedre. Han brummede let og løftede hovedet en anelse.

" Dit er at foretrække, ja. "

Svarede han så med en udefinerbar klang i stemmen. Han var ikke blødsøden som sådan, måske han havde en form for normal mental tilstand gemt derinde et sted. Han var trods alt vældig mild og glad da han var et ungt føl. Men ikke mere.

33

”Du er en besynderlig sjæl, du gyldne”

Hun havde ikke før mødt nogen der foretrak hendes selskab frem for andres, hvis ikke man talte hendes brødre og søstre med, og selv blandt dem var der sikkert nogle der foretrak andres selskab. Ikke at det gjorde hende spor. Skrækhoppen havde ikke selv nogen hun foretrak at være i selskab med, selvom der var et par stykker af hendes brødre og søstre, hvis selskab hun ganske godt brød sig om.

N’zall trådte et skridt til siden for at fortsætte forbi den gyldne hingst, men kun for at passere ham så tæt på hun næsten strøg sig hen langs hans side som hun tidligere havde gjort. I forbifarten snappede hun dog også ud efter hans side, inden hun så sig tilbage over den ene skulder mod ham.

Xenon klukkede bare stilfærdigt, inden han blot lod hende snappe til hans side. Han tøvede ikke med at følge hende og besluttede sig denne gang at gå på siden af hende og meget indiskret stryge sig op af hende i ny og næ. Her kunne hun da trods alt holde bedre øje med ham. De blå øjne hvilede på hende med et udefinerbart blik. Han slugte hende næsten levende, for han begærede næsten hendes selskab. Xenon så dog igen lige frem for at få de tanker kastet langt væk. Hun var anderledes og det var sådan set det han fandt tiltalende. Ikke ligesom alle de andre.

" Jeg ville være kedelig hvis jeg ikke var "

Brummede han så endelig til hendes ord. Han vidste godt at han blev nødt til at lege pænt med hende nu.

35

N’zall kunne føle sig bare en smule mindre udsat med den gyldne ved hendes sidde i stedet for bag hende. Ikke fordi hun regnede med han ville kaste sig over hende en gang til, men alligevel havde hun da også troet han var stærk nok til at holde sig i skindet i første omgang. Et eller andet sted, følte hun en et lille stik af skuffelse over sig selv, for at have fejlbedømt ham sådan. Det var jo på den måde hendes egen skyld.

”Så sandt”

Hun kunne jo kun give ham ret. Der var ikke noget sjovt i dem der bare fulgte mængden. Dem der var ligesom alle andre. Dem man kunne finde over alt bare i forskellige former, størrelser og farver. Hun var unik og foretrak også at omgås unikke sjæle. Lige børn leger trods alt bedst. Resten kunne fint fungere som tidsfordriv.

”Måske burde jeg finde en værdig og selv skabe nogle små monstre”

Uden at fortrække en mine skævede hun ud af øjenkrogen mod den gyldne. Hendes kommentar var udelukkende for at stikke en smule til ham, men alligevel også noget hun overvejede.

Auch. Xenon holdte dog masken og lod hende ikke vide hvordan jalousien bredte sig i hans indre. En del af ham havde lyst til at banke den idé ud af hende, men han ville intet få ud af det. I stedet smilede han blot lumsk som han altid gjorde og så nu på hende.

"Jeres Herre ville blive henrykt over at nogle i det mindste gider yde noget for ham, måske jeg bør gøre det samme, kender du nogle? "

Stak han så tilbage, mens han kækt slog med hovedet. Inden han fortsatte sin gang ved hendes side. Han kunne godt fortryde sin manglende evne til at holde sig tilbage, men så alligevel. Han havde fået hvad han ville have, men han ville have mere.

36

”Jeg tror min Herre, vores Herre, Han vil være ligeglad med små monstre. De gavner ikke ham. Det er mere for os selv. Herren skal befries og det bliver han ikke gennem små dådyr øjne og mælkebøvser. Der går lang tid før de kan bruges til noget”

Nej. Skulle hun have nogle små monstre var det for hendes egen skyld og ikke på grund af en eller anden syg plan den gyldne kogte sammen med en af hendes søster. Hans spørgsmål fik hende til at vende blikket mod ham denne gang.

”Et par stykker. Skal du introduceres for dem?”

Der var ingen jalousi at spore i den sukkersøde stemme. Intet tegn på hun ikke mente hvad hun sagde heller. Det var jo det han havde snakket om planen var fra starten af, og alligevel blev han hængende hos hende. Det kunne jo lige så vel være fordi han ikke vidste hvor han skulle finde andre hopper – selvom N’zall tvivlede på det. Ikke med hans evner.

” Vi kan antage alt hvad vi vil, men dådyr øjne og mælkebøvser sikrer en fremtid. Lyset, vogterne er stærke og formerer sig ligeledes. Jo flere i er, jo bedre. For det bliver ikke uden tab at jeres Herre ser ’lyset’. ”

Brummede han så blot i en anelse mere seriøs mine. De blå øjne blev for en stund rettet fremad og han overhørte derfor hendes spørgsmål. Han burde komme retur og han stoppede derfor op og så sig tilbage. Han sukkede frustreret for sig selv i det han stod en anelse splittet mellem at gøre sit job og blive her, hos hende.

” Jeg burde komme videre. ”

Mumlede han for sig selv, men blev stadigt stående.

39

”Men dem der fødes ind i det sætter ikke lige så stor pris på deres herre. Afkom har før forladt vores fællesskab for at søge nye græsgange. En er tilmed faldet i hovene på vogterne. Indtil videre har vi ikke haft den helt store succes med de såkaldte små monstre”

Stemmen var fortsat sukkersød og tonen fik det næsten til at lyde som om det ikke var noget alvorligt. Ordene var meget bløde og næsten som sunget frem fra skrækhoppen som en mors lullaby.

Selvom Xenocrates stoppede op, fortsatte N’zall fremad med sin vuggende gang. Hans ord fik hende til at kaste et blik tilbage mod ham, hen over skulderen, og sende ham et smil.

”Hej hej, Guldlok”

N’zall rettede blikket fremad og lige så snart det var vendt væk fra hingsten, blev smilet langt mere lusket i takt med en idé voksede i hendes tanker.

" Du kan have ret, men de som opsøger jer kan have en skjult dagsorden. "

Brummede han så stille. Han lagde ikke op til at skulle diskutere det, de små uskyldige sjæle var nemmere at forpurre, men hver sin mening. Han blev stående passivt som hun vuggede væk fra ham. Han stivnede dog ved et specifikt kaldenavn. Guldlok,. Øjnene blev spærret op og han holdt vejret inden han gispede kort. Han huskede godt den hvide skygge, men han var forsvundet som dug for solen.

" Nzall.. "

Kaldte ham stille.

" Hvad skete der med den hvide skygge.. "

Brummede han nu, som et reelt spørgsmål. Inden han drejede hovedet mod hende, selvom hun var på vej bort.

40

”Det er ikke mig eller mine brødre og søstre der vælger hvem der skal indvies. Det gør Herren. Og hvis ikke jeg har tiltro til Herren burde jeg ikke tjene ham.”

Nej. Alduin måtte vide hvem der kunne bruges og hvem der ikke kunne. Han kunne se gennem dem. Han måtte vide hvem der var værdige. Han måtte have en plan.

Hendes navn fik hende til at standse og endnu en gang kaste et blik hen over skulderen mod guld hingsten. Det luskede smil var forsvundet, men i stedet voksede sig et stort hemmelighedsfuldt smil frem i stedet. Det var det eneste svar hun havde tænkt sig at give hans spørgsmål angående den hvide skygge. Selvom hun havde en hvid skyggesøster, vidste hun godt hvem han mente. Deres gamle Volin, Fuyu No Kitsune. Guldhingsten var trods alt ikke indviet i broderskabet, og han behøvede derfor heller ikke vide alt.

Xenon sendte hende blot et udefinerbart smil til hendes tavshed og nikkede roligt.

" Jeg forstår. "

Sagde han så blot inden han luskede op til hendes side. Han stod for en stund stille inden han lod mulen glide over hendes hals, som han kærtegnede helt og aldeles besidderisk. En dyb brummen kom fra ham, inden han løsrev sig lidt fra hendes tiltrækningskraft. Han rystede det let af sig og sendte hende nu et mørkt smil.

" Til vi ses igen, min kære "

Hviskede han så, inden han drejede om og fortsatte tilbage af den sti de var gået. Det var tid til at finde Ava.

[75]

15

N’zall stod stille ved hans berøring. En lille del af hende ønskede at bide ud efter ham for at tro han kunne tillade sig at røre hende på den måde – som om han ejede hende. I stedet nøjedes hun med at vippe ørerne en anelse bagud og lod hovedet hæves mens hun så væk fra ham.

”Må der gå længe”

Ud fra hendes tone var det ikke til at sige om det var det hun ønskede, eller det stik modsatte. For lige så meget hun ikke havde brudt ham om hans måde at håndtere hende på, havde hun jo stadig en form for respekt over for dem, der vidste hvad de ville og gjorde hvad de kunne for at få det. Præcis som han var uden for rækkevidde, snappede hun alligevel ud i hans retning.