Darling Dearest [N'zall]

Xenon kom travende over aske øen med en simpel mision. At finde den sorte N'zall. Han havde hende allerede på kornet og var derfor målrettet i sin søgen. Han lagde bestemt heller ikke skjul på at han var på vej. Nej han ventede blot ivrigt på at få hende at se igen. Det var spændende hvordan denne her leg ville tage sig ud, for han kom med et reelt formål.
Snart så han hende for sig. Yndig som altid. Et lusket smil spillede over hans læber og han stoppede nu op.

" Smuk som altid "

Hilste han så den sorte hoppe.

2

Skyggerne slikkede sig op langs de lange sorte ben på hoppen med de mælkehvide øjne. Den halve mule bar antydningen af et smil, som en skikkelse nærmede sig, og ikke en ukendt en af slagsen. Hun huskede den gyldne hingst, huskede hans mange spørgsmål og hans manglende frygt over for hende. Smilet om den halve mule blev større og kort tid gik før sukker søde toner lød.

"Du smigrer mig, du gyldne. Man kunne næsten tro du havde en tjeneste at bede mig om?"

N'zall fik vendt sig rundt mod hingsten, og slentrede i hans retning med lange rolige skridt. Hun var ikke en der standsede på afstand og tog andres grænser i betragtning, for selv havde hun ikke de helt store problemer med andre der overskred hendes. I stedet fortsatte hun forbi ham og smøg sig legende op af hans sider.

Xenon trak et smil på den mørke mule da hun nu slentrede ham i møde.

” Ikke så meget en tjeneste, men mere et forslag min kære. ”

Brummede han så med dybe toner. Det skete ellers sjældent. Hendes nærvær var kærkomment, og han var heller ikke sen til at lade mulen køre henover hende som hun smøg sig om hans sider. Han indåndede duften af hende og nappede hende tirrende i bagdelen da hun passede.

” Ser du. Den lysbærende hoppe fra Teylar har været kilde til megen pinsel og plage for dine kære brødre og søskende. Ja sågar mig. Ava og jeg har tænkt os at gøre noget ved hende en gang for alle, men vi har brug for flere hvis det skal lykkes. Og ser du, kære, jeg tror du kunne være en stor hjælp. ”

Den gyldne kom lige til sagen. Han mente bestemt hun kunne være brugbar på den ene eller anden måde. Desuden ville hendes selskab ikke gøre noget. Han fandt det ganske. Dragende.

3

"Et forslag siger du, hmm?"

Halen slog hun ud efter Xenocrates, som han nappede hende i bagdelen. N'zall lyttede nysgerrigt til sit selskabs ord. Dette.... Forslag som han kom med. Et eller andet sted kunne hun jo sagtens se den hoppe var et problem, men på den anden side havde hun aldrig generet hende selv. Så længe lyshoppen holdt sig væk fra Foehn, så hun jo som sådan ingen grund til at gå efter hende - med mindre ordren kom fra Herren selv. 

"Lad mig lige se om jeg har forstået dette korrekt. Du og Ava ønsker min hjælp og min hjælp kan være en stor hjælp? Sig mig, du gyldne. Har du skiftet side siden sidst?"

Smilet var legende og lumsk mens ordene forblev sukker søde og næsten syngende. Han var jo søn af den røde hingst og havde forsøgt at udfritte hende for svar på spørgsmål sidst. Svar hun ikke burde og ikke ønskede at give ham, men nu? Det lod til han havde helt andre ting at fokusere på.

” Lige præcis, min kære. Måske jeg blot fik indset hvilket side jeg hørte til på. Måske alt jeg behøvede, var et lille skub. ”

Hviskede han til hende, i det han gav hende et let puf. Han var dog ikke færdig med hendes nærvær og tog den frihed at næsten gnide sig op af hende med en kælen brummen.

” Så vidt jeg er bekendt, så er det lys den gyldne hoppe bærer på, noget jeres Herre skal bruge. Og jeg må sige, det jeg har set lyset udrette, er noget nært imponerende. Hvis vi ikke står sammen, vil det udrydde skyggerne og jeres Herre. ”

Det var en information hans far havde haft. Det var derfor han var blevet sendt herover for at lære mere om hvorfor de havde interesse i det ting. Han havde selv oplevet den gyldnes magi på tæt hånd. Han vidste det ville blive svært at vriste den fra hoppen.

4

En munter og alligevel halvskummel latter forlod N'zall. Så var han måske ikke en helt spildt brik i spillet. Han kunne måske alligevel være til hendes gavn, deres gavn, Hans gavn. Åh hvilken fryd. 

"Du taler din sag godt, du gyldne. Men jeg kan ikke træffe en beslutning på stående fod, det håber jeg du forstår?"

Hun missede nogle gange med de mælkehvide øjne alt imens skyggerne søgte den gyldne hingst og nærmest slikkede sig op af ham grundet deres nærvær. Men de trak sig tilbage til deres bærer. 

"Hvem deltager i jeres lille togt?"

Jo mere viden hun kunne samle, jo bedre kunne hun også selv danne sig en idé om hvorvidt hun ønskede at deltage eller ej. For hvis hun var så stærk som den gyldne fik hende til at lyde, krævede det lidt mere end en søster og en hingst.

“Helt forståeligt kære, men du forstår min også når jeg siger at tiden er knap. Planlægning og den slags praktiske ting. ”

Svarede han hende så, mens han sendte hende et sigende blik med de blå øjne. Der var meget der skulle planlægges så tingene forløb så gnidningsfrit som muligt. Det lod han Ava om. Han snoede sig kort omkring hende og stod igen stille så tæt på hende som han kunne komme.

” Du er den første der får den ære. Tvillingerne vil uden tvivl være med også, nu hvor deres mor er en del af det. Mons tro der ikke er andre fra jeres lille broderskab der vil tjene et godt formål. Desuden har jeg en lille sidemission om at skaffe små monstre. ”

Xenon strøg mulen op og ned langs hendes velformede hals, mens han talte i næsten blide toner til den sorte hoppe.

5

”Hvis du kan få flere med på idéen kan jeg ikke se noget i vejen for det”

Tonen var stadig sukkersød og syngende. Det var den stort set altid, og det var nok ikke det de fleste forbandt med det skrækindgydende udseende hun rendte rundt med. Men lige så meget som det kunne jage andre på flugt, kunne det tiltrække andre. Nysgerrige sjæle, dem der fandt det anderledes smukt og selvfølgelig dem der ønskede mørkets magt. Hun ønskede ikke at stå i vejen form dem, der ønskede at blive en del af broderskabet eller give sig selv hen til skyggerne, men hun ville heller ikke forholde sig passiv. Måske ville denne mission være en god ting, så længe flere var med og dermed ikke lignede en selvmords mission.

N’zall brummede i milde feminine toner som hingsten strøg sin mule hen over hendes hals. Nærvær var velkommen hos den sorte skræk-hoppe. Det var ikke så tit hun havde selskab, så når hun havde, skulle det nydes i fulde drag.

”Små monstre siger du? Hvor skulle de komme fra?”

Den gyldne hingst brummede i velbehag over hendes ord. Han slog kort et par slag med halen. Han var draget af den sorte skønhed. Det havde han været allerede fra første gang han havde set hende. Han havde set frem til at møde hende igen. Han nappede hende let i halsen, dog med en vis fasthed, fordi han jo var ham. Han stjal mere af hendes nærvær ved at ligge halsen over hendes ryg, så han kunne se på hende fra modsatte side. Han havde ingen kvaler ved at stå og læne sig op ad hende på denne måde.

” Hm. Den sidste jeg lavede smed Ava ned til jeres Herre. Så jeg vil faktisk mene nogle bør være ansvarlige for jeg får en erstatning. Ingen tvivl om den lille pestilens gik til et godt formål, men det her er jo mindst lige så godt. ”

Xenon kunne ikke være ligeglad med det afkom Ava havde skaffet af vejen for ham. Han fandt det dog morsomt at påpege. Han strøg da mulen op af hendes skulder, inden han nu betragtede hende i stilhed.

6

En klukkende latter forlod N’zall ved hans forklaring om hvad der skete ved hans sidste lille monster. Det røg simpelthen i vulkanen. Hvor sørgeligt.

”Og du stoppede det ikke”

Svarede hun stadig med morskab i stemmen. Det havde han jo tydeligvis ikke gjort, for så ville hans monster aldrig være havnet i vulkanen i første omgang. Med mindre han selvfølgelig havde kæmpet og tabt men bare ikke ville indrømme det.

N’zall vred den lange hals rundt for at nå den gyldne hingst og placerede et bid ved hans hals tæt på manen. Ikke et huggende et. Ikke et advarende et, men på grund af hendes helt egen form for lille leg. At han alligevel gav sig til at betragte hende i stilhed, var en smule skuffende.

”Jeg har desværre ingen små monstre du kan rekrutere, du gyldne. Denne gang må det være mig der skuffer dig.”

" Nej, selv hvis det havde været en mulighed, såååå "

Brummede han nu stille, mens hans mule kørte i små cirkler på hendes hals. Han var alt for optaget at denne hoppe, selvom han vidste at han burde vide bedre. Han drog et dramatisk suk og nappede til hende da hun bed ud efter ham. Han trak på smilebåndet over hendes ord og gav hende et let skub.

" Hmm. Hvad skal vi dog gøre ved det? "

Spurgte han så, inden han smygede sig omkring hende som en anden kælen kat. Xenon havde selv en god idé, men om hoppen var enig vidste han ikke. Kunne det overhovedet lade sig gøre.

7

N’zall måtte træde et enkelt skridt til siden ved hingstens skub. Det generede hende dog ikke. Hun behøvede først vise sin utilfredshed når han overskred hendes næsten ikke eksisterende grænser. En lille feminin kunne høres fra skræk-hoppen, ligesom et smil hang omkring den halve mule.

”Du spørger, men jeg fornemmer du allerede har et svar?”

Hun var jo ikke dum. Hun fornemmede godt hans små tilnærmelser, men havde ikke tænkt sig at drive ham bort med det samme. Hun kunne sagtens trække legen ud i lidt længere tid. Ligesom han smøg sig op af hende som en kælen kat, gav hun sig til at stryge sig op af ham i den modsatte retning. Den langs hals strakte hun frem for at lade mulen glide hen af den gyldnes muskuløse hals.

Et let kluk kom fra ham i det han strøg mulen over hendes skind. Jo han havde allerede et svar på dette og han fornemmede også at hun godt kendte det. Xenon satte mildt tænderne i hendes man. Det gjorde han dels i kådhed, men ligeså meget også for at markere at han uden besvær kunne tage hvad han ville have. Han slap dog det milde greb og kærtegnede i stedet området, for at signalere at det kunne han da aldrig drømme om. Måske.
Xenon intensiverede sine kærtegn og tilnærmelser til hoppen, inden han strøg sig op af hendes side, for så at trække sig væk fra hende. Han kredsede et par runder om hende, før han nu så ud mellem træerne.

" Du kender allerede mit svar, kære. "

Han ønskede egentlig ikke at trække sig bort fra hende, for hun var meget usund for ham på den gode måde.

" Jeg burde gå, sprede budskabet fra Ava. Finde små monstre, lave nogle måske. Bare rent praktiske sager, du ved "

9

En hissende lyd kom fra N’zall da Xenocrates satte tænderne i hende man, men ikke en hissende lyd af smerte, men mere fordi det tirrede hende en anelse. Hun nød opmærksomheden. Hvem ville ikke det? Okay- måske ville alle ikke bryde sig om lige præcis hans opmærksomhed, for ikke alle brød sig om andre kom for tæt på. Nogle, i modsætning til hende, havde jo grænser. Hans svar fik hende til at slå en lille latter op der ikke varede mere end et par sekunder og af morskab.

”Hvis du mener du har travlt ja. Men hvem siger jeg vil lade dig gå allerede?”

Hun var ikke helt færdig med at lege med ham. Og budskabet kunne vel vente. Selv hvis han følte han skulle nå ud til alle skygger på en dag, kunne han vel stadig vente lidt. Nogle minutter? Nogle timer? I hvert fald indtil hun blev træt af hans selskab. Med skyggerne så spredte og det sparsomme besøg på Foehn, kunne hun ikke andet end kræve opmærksomhed når hun havde muligheden for det, og nyde det i fulde drag.

” Hmm. Hvis du virkelig plager mig sådan, så kan jeg vel godt berige dit selskab lidt længere ”

Sang hans stemme i lumske toner, inden han igen trådte hen mod hende. Han følte det var en farlig leg han havde gang i her, men han kunne ikke dy sig. Han slangede sig omkring hende og snappede hende så en anelse ophidset i siden, inden han en anelse hårdhændet forsøgte at skubbe lidt rundt med hende, med hele hans krop nærmest klistret op af hendes. Det var til dels en markering af hans styrkeforhold, men ligeledes var det bare sådan Xenon legede.

Han måtte dog løsrive sig igen i det han kunne mærke at det var på vej i den forkerte retning for ham. Hvad var det lige med hende, som gjorde alting meget sværere. Det at hun var en mulig allieret gjorde det bare langt mere vanskeligt for ham.