Xenophobia [N'zall]

Den gyldne hingst havde fundet sig vældigt okay til rette på Foehn. Han havde fået meget af sin tid til at gå med at spekulere på Avas planer og hans egne. Han lod et kort suk lyde fra ham. Han var dog stadig rastløs og manglede noget at give sig til. Han havde i længe overvejet at opsøge N'zall igen, men han havde holdt igen, meget endda. En vind kastede en masse indtryk ind over Foehn fra de andre øer og den gyldne overvejede om han for en stund skulle begive sig over vandet for at udforske disse øer igen. Måske få tiden til at gå på anden vis.

3

N’zall, der normalt holdt sig i nærheden af vulkanen, havde alligevel vovet sig selv et lille stykke væk. Ikke bare ned til kysten, men længere mod syd, hvor selve mørket omkring vulkanen ikke var helt så dræbende. Der var mere plads til planter kunne vokse, selvom det meste af det grønne var mos, der sad på de mørke lavasten vulkanen havde haft efterladt engang efter et udbrud.

De slanke ben bar hende af sted i et roligt tempo med en vuggende gang, for selvom der ikke var nogen synligt i nærheden, viste hun sig alligevel altid fra sin bedste side. Der var intet sløset over skrækhoppen, for man vidste heller aldrig, hvem der så med fra afstand. Hun vidste trods alt der rendte en stalker rundt på øen. En tanke der bragte et lille lusket smil frem. En lille plan havde nemlig formet sig i hendes tanker, og den omhandlede nemlig denne gyldne stalker.

Den gyldne hingst gav sig videre i sin lille færd og han talte ikke minutter eller timer, men snart kom han til et sted hvor han normal tilbragte megen tid. Nemlig den lidt mere levende del af øen, som var til at opholde sig på uden at blive kvalt i aske. Noget fangede hurtigt hans opmærksomhed inden han uden at tøve satte retning mod den sorte hoppe. Hans hoppe. Ikke at hun var enig, men det var han sådan set ligeglad med. Det var også derfor han nu blot skridtede helt hen i hovedet på hende og kærtegnede hendes kæbe med en let smasken. Hvis man slikkede på ting, så tilhørte de en. Det havde han fået af vide en gang.

" Smukkeste N'zall "

Smiskede han for hende, mens han tog fat i en lille tot man så hun ikke sådan lige stak af fra ham. Han kunne mærke den følelse snige sig ind på ham igen. Det var da lige godt pokkers.

4

En tanke havde været alt der var nødvendigt for at tilkalde stalkeren. Den gyldne hingst, hvis selskab hun både ikke kunne fordrage, men på samme tid ønskede engang imellem, når han ikke var til stede. Alle tanker omkring ham var ambivalente og det gav ikke meget mening – men hvorfor skulle alt også det?

Ørerne gled i nakken ved hingstens berøring og N’zall trak hovedet væk med afsky i blikket. Hans greb i hendes man afholdt hende dog fra at trække sig helt væk fra ham, og et utilfreds fnys blev sendt i hans retning.

”Dit nærvær giver mig kvalme”

Ikke hans tilstedeværelse, for hun havde sådan set ikke noget imod hans selskab, så lang tid det var hende der havde kontrollen over ham. Det var mere det faktum at han opførte sig som om hun tilhørte ham, hun ikke brød sig om. Hvis nogen tilhørte nogen, skulle det være omvendt. Alligevel var tonen sukkersød – ja næsten for sød.

" Så har jeg gjort dagens gode gerning "

Brummede han tilbage mens han lavede en dårlig mimik af hendes toneleje, inden han tog gav slip på hende og trådte et par skridt væk fra hende. Så kunne hun jo være fri for hans nærvær. Han var ikke i tvivl om at N'zall havde en del af kontrollen her, og han måtte simpelthen greje en måde på hvordan han kunne få hende tæt på. Han havde lyst til at gentage hans show fra sidst og bare tage hvad han ville have. Det var næsten alt der fyldte hans hoved når han så hende. Det var frygteligt virkeligt og han følte sig frastødt på en og samme tid. Hun tilhørte ham lige så meget som han tilhørte hende. Han var bare ikke selv klar over det.

" Jeg har også savnet dig. "

Brummede han nu i en anelse dybere toneleje, mens han lagde hovedet en anelse på sned. Han havde mest af alt lyst til at klistre sig fast på hende, men han holdt sig for en gangs skyld bare lidt i skindet.

5

Så snart Xenocrates gav slip, lod N’zall hovedet hæves igen så hendes holdning blev mindste lige så rank og stolt som hun var af at være den hun var. Ikke fordi hun følte sig hævet over andre, men fordi hun ikke var født af en hoppe af kød og blod. Hun kom ikke fra svage forældre.

”Jeg tror dig”

Svarede N’zall med et smil, der ikke afslørede hvorvidt den følelse var gengældt. Jo, hun havde da savnet ham – eller savnet hans selskab når hun ikke havde noget at foretage sig. Han var en af dem hun havde haft nemmest ved at drive rundt med, og hvorfor skulle man ikke savne den slags selskab? . . . . jo vent…… Der var jo en rimelig god grund.

”Hvor langt kom du så med de små monstre du snakkede om?”

Et spørgsmål, men lige så meget en spydig kommentar, hvilket var tydeligt ud fra blikket i de mælkehvide øjne og smilet.

En latter kom fra den gyldne hingst inden han gjorde et kast med hovedet. De blå øjne fulgte hende nøje med blikket og de mandelformede vippede intetsigende frem og tilbage. Et lumsk smil dannede sig på hans mule ved hendes spørgsmål og han trak blot kostbart på skulderne med et uskyldig mine.

” Det vil tiden jo vise ”

Brummede han så i et udefinerbar svar. Hun behøvede skam ikke vide hvad han havde rendt og foretaget sig, selvom projektet var i let stilstand i øjeblikket. Han havde dog planer forude, men det krævede nok at han tog sig sammen og drog over havet for at finde noget af den slags selskab. Foehn var ikke ligefrem overbefolket.

6

”Det må så absolut være et nej”

Der lå en lille flabet undertone i den ellers så sukkersøde tone. Hun missede nogle gange med øjnene for at se en smule mere uskyldig ud, men smilet afslørede hende. Nej, hun var bestemt ikke uskyldig. Hun stak til ham med ordene med vilje. Hendes blik hvilede på Xenocrates selvom hun begav sig fremad og nærmest måtte vride halsen rundt for at fortsætte med at se mod ham, med det næsten flabede smil om den halve mule. Blikket rettede hun dog fremad da det blev for besværligt at holde øje med ham.

”Jeg har tilbudt at hjælpe dig med at finde et……. Jae… Det må jo næsten være offer når nu det er dig…… Når du nu ikke selv kan finde dem”

Ordene sluttede af med en lille latter af morskab. Jo, hun morede sig nu. N’zall var underholdt, og det var vel egentlig også det hun ønskede. Underholdning, og den gyldne hingst kunne sagtens bruges engang imellem.

" Så siger vi det.. "

Pfffftttt. Han lod hende bare blive i troen, selvom den tro jo egentlig var sand, men det behøvede hun jo ikke vide. Han klukkede let og fulgte hende med de blå øjne. Blikket gled over hendes krop og han mærkede et stik af længsel i kroppen inden han fnyste svagt. Han tiltede hovedet på sned med et lumsk smil.

” Offer eller frivillig. Måske min eneste ene.. What ever works ”

Brummede han så inden han rykkede på sig for at bedre at kunne følge hende med blikket. Han holdt sig i skindet denne gang og gik derfor ikke tæt på hende i denne omgang. Han løftede dog hovedet en anelse mens han bed tænderne en anelse sammen.

7

”What ever works…….. Alt med en puls vel…. Når det nu er dig”

Ordene sluttede af med en lille klukkende latter. Det var ikke de værste fornærmelser hun kunne komme med. Men hun ville jo heller ikke bare skræmme sin underholdning væk på ingen tid. Det var langt bedre at se hvortil grænsen gik.

”Jeg har mødt et par søde hingste der måske var noget for dig. Den ene meget sky og den anden meget….. well…. I ligner lidt hinanden”

Hun havde ikke tænkt sig at lade ham vide på hvilken måde. Om hun reelt set mente ham eller om hun mente en anden. Om hun talte om personlighed eller udseende. Alt sammen fordi hun langt hellere ville pine ham med nysgerrighed om muligt.

" Årh, hvor smigret jeg end er, så må jeg desværre beklage sig med at jeg ikke svinger i den retning "

Brummede han så i en mimik af hendes sukkersøde toner, mens han lavede en lille trutmund, inden han slog op i en latter og trippede en runde om sig selv. Derefter bakkede han et lille skridt væk fra hende, mens han indvendigt kunne mærke hvordan jalousien ætse sig vej igennem hans organer. Der var to til at lege den leg, og Xenon begyndte derfor en anelse uinteresseret at lade blikket glide rundt mellem træerne. Han behøvede jo trods alt ikke kigge på hende for at vide hvor hun var henne.

" Måske jeg skulle aflægge kære Lumine et besøg igen snart "

Lød det så tonløst fra ham med en let og munter klukken. Jo hende havde han da trods alt haft det sjovt med.

8

”Flere hingste til mig så….. Så hvorfor har du ikke gjort det endnu? Du har haft masser af tid…….”

N’zall slog et enkelt svirp med halen og fortsatte sine skridt fremad, for engang imellem var nye omgivelser en god ting. Det grønne mos var en klar forskel fra det ellers askefyldte underlag hun oftest vandrede på.

”Du kunne også tage hende med herover….. Så kan vi dele hende”

Et langt mere lusket udtryk kom frem i N’zalls øjne. Selvfølgelig mente hun på en anden måde end Xenocrates. Det var efterhånden noget tid siden hun sidst havde haft mulighed for at lege med en hoppes frygt. Hingste var anderledes, for mange af dem skulle altid være så heltemodige og frygtløse. Det var sjældent hun havde mødt nogen der var virkelig bange. Faktisk var det kun sket meget få gange. Hopper derimod. Hopper var langt nemmere.

” Jeg har haft travlt, med andre gøremål end lige hende.. ”

Xenon brummede blot tonløst og ignorerede helt bevist hendes kommentar om at der så var flere hingste til hende. Det lod til han ville få travlt, suk. Den gyldne sendte hende dog et kækt smil. Dele var ikke noget han gjorde sig i og han løftede derfor hovedet med et lille fnys, men stadig med et smil på læberne.

” Desværre kære. Jeg deler ikke ”

Lød det så fra ham i et anelse ildevarslende toneleje, inden han skridtede en anelse rastløst frem og tilbage, mest af alt fordi han bare havde lyst til at være helt tæt på hende, men simpelthen blev stædig nu.

9

”Men vel ikke mere travlt end at du sagtens kunne sætte tid af til hende, hvis du ville. For eksempel nu, i stedet for at opsøge mig. Så hvad er det, guldhingst, der gør du ikke allerede har opsøgt hende? Er du ved at blive blødsøden?”

N’zall kunne ikke lade være med en gang til at prikke lidt til ham. Hun var ikke som sådan provokerende, men hun ville gerne grave i hans hoved efter informationer.

”Åh det var dog ærgerligt. Desværre er det vidst ikke dig der bestemmer det”

Et smil blev sendt i hans retning. Et smil der var både hemmelighedsfuldt og på samme tid udfordrende. Det kunne de i hvert fald være to om at bestemme. Hun fulgte skam gerne med for at bryde ind hvis det var det der skulle til for at vise han ikke havde den luksus selv at vælge om han ville dele eller ej. Men egentlig var der en langt nemmere metode hun kunne tage i brug. En hun overvejede at tage i brug.

" Årh, hvem siger at jeg ikke var på vej og tilfældigvis stødte ind i dig kære. "

Kluklo han så bare af hende med et uskyldigt lille smil. Det var direkte løgn og det vidste han godt af hun ville vide med det samme. Han strakte sig let og mageligt for at vise hans overskud, for hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne kue ham så nemt. Han smaskede let med et sigende blik i de blå øjne og mødte blot hendes udfordrende blik.

" Åh? Og hvem bestemmer det? "

Lød det så udfordrende tilbage, inden han trådte et halvt skridt frem mod hende med ørerne vippet frem.