Xenophobia [N'zall]

7

N’zall hvæsede nærmest, men af hvem var ikke til at gætte. Hingsten hun var rendt ind i, eller guldhingsten fordi han alligevel havde fundet frem til hende. Det var også bare på grund af den anden hingst, og hun sendte et bid i hans retning før hun vendte opmærksomheden over mod Xenocrates.

”Du kunne jo gøre det samme”

Stemmen var sukkersød og blikket dertil ligeså. Så sødt at det næsten havde en anden betydning. Han havde vel halvt bestået hendes lille ’test’, men også kun fordi den anden hingst havde været i vejen.

14

Med et hurtigt ryk fik Azazael hevet hovedet til siden så hoppens bid ramte hans hals. Ørerne var øjeblikkeligt lagt ned i nakken og uden så meget som en enkelt tanke, hakkede han tilbage ud efter hoppen for at bide. Det var ren og skær refleks. Som regel var han forberedt på den slags, men denne gang var det kommet som en overraskelse. Han slap ikke hoppen da han havde fået fat i hende, men lod blikket hvile mod hans babysitter.

”Hvaaaaae, Snokrates…….. Jeg synes damerne løber fra dig?”

Ordene var på trods af hans tag i hoppen stadig tydelige nok til at kunne forstås. Han kunne alligevel ikke helt lade være med at grine. Han var ikke nogen lille lort længere, men han var heller ikke stærk nok til at klare Xenon hvis det kom til det, men det afholdt ham ikke for at kommentere på det, drille ham hvis det var muligt eller lægge op til små slåskampe.

"Bare rolig....... Jeg har fanget hende for dig"

" To fluer med et smæk "

Fik han klukket af N'zall inden han vendte opmærksomheden mod Azad med en lav brummen. Han trådte hen til ham og fik sig møvet ind i mellem dem, inden han tyssede på den sorte hingst med et lusket smil.

" Den bedste del er når du løber væk "

Brummede han med et glimt i øjet inden han skævede over mod N'zalls bagparti, for at understrege hvad det var han hentydede til. Han lo nu en anelse, inden han puffede til den lille lort, som altid ville være en lille lort i hans øjne. Jo han var da yderst taknemmelig for han havde 'fanget' hende.

7

N’zall lagde ørerne mod nakken i et kort øjeblik og rev sig fri fra den sortes greb. En anelse fornærmet stak hun mulen mod himlen og trådte nogle afmålte skridt væk fra de to herrer, for at se så fornærmet og kostbar ud som muligt.

”Jeg ser du er begyndt at lege med de små? Det er måske en af de hopper du snakkede om?”

Et lille halvlusket smil var alligevel dukket op omkring hendes mule, kun halvt synligt som hun så sig hen over skulderen mod de to hingste. Lige hvordan hun skulle sno sig uden om dem eller sno dem omkring sin hov, kunne hun ikke helt regne ud, men hun måtte da gøre et forsøg. I stedet for et mandfolk i sit selskab, havde hun nu to.

14

Et lille lusket smil kunne ikke undgås at ses omkring Azazaels mule, som hoppen rev sig fri, og Xenocrates maste sig ind mod dem. Han hævede alligevel hovedet for at følge hoppen med blikket, for på en eller anden måde virkede hun en anelse mere interessant end andre han havde mødt. Om det så var fordi hun var skygge eller fordi Xenon opførte sig som om hun tilhørte ham, var lige meget.

”Mmmh, det er ikke mig der skal have smæk.. Men jeg deler gerne ud”

Han gjorde et lille nik mod hoppen, og det luskede smil blev større. Uden at tøve, trådte han nogle skridt til siden for at komme udenom den gyldne babysitter.

Den gyldne løftede en anelse skeptisk hovedet da N-zall trak sig væk, og en lavmælt brummen kom derfor også fra ham og han lod blikket mødes med Azads med en lusket tone. Hun var en del af hans broderskab og alligevel så var han ikke bleg for at dele smæk ud. Det kunne til tider godt undre Xenon at de havde mere travlt med at torturere hinanden. Fjollet, for sammen ville de stå stærkt, men Xenon klappede i.

" Hmm. Ja kære N'zall, og nu du jo ikke nyder mit selskab, så kan du måske bedre kan lide hans. Jeg vil da helst ikke forstyrre så. "

Med de ord trådte han nogle skridt tilbage og lod derfor Azad komme forbi.

" Leg pænt, Aza "

Lød det så tonløst fra ham, som en form for velsignelse.

[2]

1

"I kunne også lade mig være i fred!

N’all fnøs. Det der var startet ud som noget muntert og kunne have haft potentiale for mere, var nu gået hen og blevet en situation hun ikke rigtig brød sig om. Faktisk ville hun helst undgå den. Xenons ord fik N’zall til at trykke ørerne mere ned i nakken, og derpå vende rundt for at gå sin vej væk fra de to herrer. Ikke tale om hun skulle være deres underholdning. Andre kunne være hendes, men hun skulle ikke være andres.

”Rør mig og det får konsekvenser”

Denne gang var ordene ikke sukkersøde, men spydige og ikke nogen man skulle tage let på. N’zall mente hvad hun sagde, for den mørke var trods alt ikke en skygge endnu, og skulle han prøve på noget, ville hun ikke tøve med at få ham til at se sin største frygt. Et sidste bid blev sendt irettesættende ud i retningen af Xenon som hun passerede ham.

2

”Uuuuuh, hvor bliver jeg bange, eller hvad siger du, Snokrates?”

Selvom hoppens ord ikke var til at spøge med eller tage let på, lå det alligevel ikke til Azazael at følge advarsler. Hun var ikke stemmen i hendes hoved. Hun var ikke Herren han ville følge og Aljun havde ikke en leder der kunne bestemme over ham – kun hans mor, som ikke var der, og i hendes fravær, Xenon, som gav ham lov.

Han sendte sin babysitter et lille lusket smil. Åh jo, hvor manglede han nogen at have det sjovt med. Og hoppen var jo bare en lille hoppe der var svagere end ham selv. Hvad kunne hun dog gøre mod ham? Så snart hun var på vej væk tog Azazael nogle hurtige skridt i hendes retning, med strakt hals mod jorden for at bide ud efter hendes haser.

Xenon foretrak ingen mine, og trak sig blot et skridt væk fra N'zalls bideri. Han så hen på Aza og sendte ham et lusket smil. Dette kunne være en fin mulighed for at se hvad de begge to kunne og det fik den gyldne til at skæve efter den sorte hoppe, dog uden at gøre meget væsen af sig.

" Du kan jo prøve at finde ud af om hun taler sandt, lille lort. "

Klukkede han så opfordrende, inden han trådte endnu et skridt til siden for at lade de to om at 'lege'. N'zall havde jo tydeligt givet udtyrk for at hun ønskede bedre selskab end den gyldne, og derfor stod han blot passivt til i en form for stille protest. Han havde ikke tænkt sig at hjælpe nogle af dem. Hans tanker var allerede gledet over på andre ting.

[5]

2

”Selvfølgelig taler jeg sandt!”

Denne gang var der mere vrede i stemmen. Hun kunne kun komme væk fra de to hingste alt for langsomt. Den sorte hingsts snapperi efter hendes haser fik hende til at sende en hov bagud i hans retning. Med ét standsede hun, vendte sig rundt og stirrede på ham med et par intense mælkehvide øjne. Hun søgte hans blik, fangede hans blik og lod denne gang nogle sukkersøde ord forlade hendes læber i syngende toner.

”Hvad frygter du, hingst? Hvad frygter du aller mest?”

Hun slap ikke hans blik men fastholdt det så længe hun kunne komme til. Han var blevet advaret. Hendes lunte var kort i forvejen på grund af guldhingstens opførsel, og endnu kortere fordi hun nu stod til at være deres underholdning, men det skulle være løgn. Hun kunne vende det og lade en yngste af de to hingste være hendes underholdning. Skulle hans mor komme efter hende, måtte hun tage den konsekvens til den tid. Men hun tvivlede på det.

5

En lille latter kunne høres, og den kom fra Azazael. Han morede sig. Selvom han ikke havde rørt hoppen endnu var han allerede begyndt at smågrine, og bare fordi hun havde været så hård og bruge ordene ”rør mig ikke” havde han en endnu større trang til bare at dutte til hende. Prikkes, røres, bides…. Alt kunne gå. Latteren stoppede dog i det øjeblik hoppen stod og stirrede ham ind i øjnene. Det var som om det eneste han så var et par mælkehvide øjne og resten blev mørkere og mørkere til han ikke længere syntes at se det.

Langsomt gled hans ører ud til siden og en anelse bagud mens hans ansigtsudtryk ændrede sig til noget forfærdet. Nu var det ikke sjovt længere. Nu var det overhovedet ikke sjovt længere. Panikken var begyndt at bygge sig op og Azazaels åndedrag blev hurtigere og kortere. Ikke helt hyperventilerende, men tæt på.

”Stop det! Stop! Lad være!”

3

N’zall var ikke en der altid torturerede andre med deres værste frygt, og det var ikke alle og enhver hun havde lyst til at torturere. Faktisk var det ved at være lang tid siden hun sidst havde ladet hendes evner komme til syne, for nogen gange var hendes udseende nok. Men de to herrer……. Nej, de fortjente det, og eftersom det kun var den ene af dem hun ordentligt kunne bruge dem på, blev det ham det gik ud over.

Hendes øjne fjernede hun ikke fra hans, og selvom hun startede langsomt ud pressede hun ham alligevel så langt hun kunne. Et smil blev til en latter og latteren blev kun mere munter som hingsten bad hende stoppe og vel nærmede sig punktet hvor han kunne begynde at tigge. Hun fortsatte derfor lidt endnu, for han skulle have sig en lærerstreg. Noget der kunne minde ham om at lytte efter en anden gang. Først da det så ud til han havde fået tilpas nok, slap hun hans blik og hævede hovedet for at se ned mod hingsten. Hun ønskede at betragte sit lille mesterværk inden hun skulle nogen steder hen.

”Har du fået nok?”

7

Hele hans krop rystede. Flere gange mumlede han ’nej’ i streg mens han rystede på hovedet og frygten var tydelig i hans blik. Men det var som om omgivelserne omkring ham var ændret og det var kun hoppen han kunne se, af dem der før havde været der. Men han kunne høre stemmen. Stemmerne. Han kunne se mørket og han frygtede det. Frygtede ordene.

Det føltes som en evighed før omgivelserne vendte tilbage til lyset i stedet for det kvælende mørke med de mange stemmer og de røde øjne. Azazael kunne ikke flytte sig. Turde næsten ikke flytte sig, og stod som fastsømmet til jorden. Stiv og rystende. Han kunne ikke se på hoppen da først han havde fået løsrevet sit blik og kunne ikke se mod hans gyldne babysitter heller. Han kunne knap nok få nogle ord frem, men stod bare med hovedet og blikket mod jorden.

Den gyldne hingst stod i længe blot passivt frem, mens han lod Azazael få en tiltrængt lærestreg. Det var dog alligevel som om at der var en snært at samvittighed der begyndte at nage ham, mens han kunne fornemme frygten sprede sig i den sorte hingst. Indgående iagttog han ham, mens et øre var vippet mod N'zall blot for at sikre sig at hun ikke fandt på mere end at pine ham.
Han trådte nu foran Azazael og lod de blå øjne hvile mod N'zall. Et lusket smil tegnede sig på hans mule og han klukkede nu fornøjet. Ikke fordi han var fornøjet over at hun havde udsat den lille lort for noget af et traume, men at hun havde vist hvad hun kunne.

" Imponerende. Jeg tror han har fået nok nu.."

Lød det fra ham. Det var ikke hån, men der var en vis oprigtighed i stemmen, men ligeledes også en hentydning til at nok var nok nu. Han skævede mod Azad og vippede med ørerne. Måske det her ville skubbe ham i den rigtige retning, eller også ville det gøre tingene værre.

4

N’zall var ikke just imponeret over Xenocrates, der havde valgt at blande sig i hendes lille irettesættelse. Faktisk var hun en smule ligeglad med, hvad han mente eller troede. En lille snerrende lyd forlod N’zall da hun flyttede sit fokus over på den gyldne i stedet.

”Måske tror du forkert, Guldlok. Jeg skal nok selv bedømme, hvornår jeg synes han har fået nok. Desværre tror jeg du har ret. Men jeg ville nu elske at se ham vride sig en smule mere”

Der var en form for morskab i hendes blik. Han havde helt selv bedt om det. Den kæphøje hingst lod til at være blevet mundlam, og guldhingsten lod til at være blevet blødsøden, siden han havde besluttet sig for at blande sig og indirekte sige stop. Hun kastede et blik mod den mørke hingst igen og slap en lille latter.

”Jeg vil lade dig samle stumperne sammen, når nu du er blevet så blødsøden, Xenocrates. Jeg har bedre ting at foretage mig”

Hun havde egentlig ikke tænkt sig at høre på, om han var enig eller ej, eller om han havde tænkt sig at brokke sig. Med et lille hurtigt snap i hans retning, og et lille næsten legesygt og på samme tid ondskabsfuldt blik, vendte hun ham ryggen for at skabe noget afstand mellem hende og de to hingste. Hun havde ikke travlt med at komme væk, for den sorte hingst regnede hun ikke med ville prøve på noget og Guldlok kunne jo passende lege hans babysitter.