Ny verden

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Den lyse hoppe ved navn Zumi, kom let og elegant galoperene hen over engen med halen højt løftede bag sig som bar hun en fane stolt efter sig. Hendes gang var smidig og takt fast og man var ikke i tvivl om dette var en hoppe der hvilede godt i sig selv. Hun betraktede landskabet der gled blidt forbi hende mens hun galoperede roligt afsted. Her virkede så stille, endnu havde hun ikke mødt nogle andre, mon her overhoved var andre? Hun slog med hoved og vrinskede hoppet mens hun stoppede elegant op og kiggede sig omkring, hun vippede øren helt frem og stod letter afventede.

Illana, den gyldne, stod fredfyldt på engen, alt imens hendes blik vandrede hen over dette smukke landskab; der var endnu ikke mange der fyldte områderne, men den gyldne hoppe havde en anelse om, at der snart ville vrimle med liv I hver en afkrog af dette land. Illana slog ganske let med hovedet, forundret, da hun allerede nu hørte en lyd; et vrinsk fra en medhoppe, der ligesom den gyldne selv, vandrede i dette land. Illana lyttede et kort øjeblik, men der var ingen andre der lod til at svarer denne fremmede sjæl, så den gyldne udsendte et feminint vrinsk for at besvare den fremmede hoppe.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Næsten helt forbavset, vrinskede Zumi igen, hun havde entelig ikke forventede at her var andre. Så hun blev letter chokeret da et andet feminint vrinsk nåede hendes øre. Hun slog let over i trav og ikke langt fremme kunne hun nu se en gylden hest. Hun satte ned i skridt et lille stykke fra hoppen, og smilte venligt mens hun sagde "Hej - hvem har man æren af at møde?" Zumis stemme var rolig og venlig som altid. Hun betraktede den gylden hoppe mens hun smilte venligt, og lod blikket opfange alle de detaljer om den fremmede som de overhoved kunne...

Illana, den gyldne, bemærkede snart en ganske speciel farvet hoppe komme imod sig; hun havde et sælsomt fasted bredt ud over ansigtet, som Illana ej havde set lignende før. Den gyldne hoppe lod sit hoved hæves lidt i en naturlig og imødekommende holdning. Den fremmede lod til at være ganske åben af karakter, og det varede ej længe, fra hun havde trådt den gyldne hoppe nær, til hun hilste. Illana lod et smil pryde sin feminine mule og nikkede da hilsende. ,,Goddag du fremmede vandrer; Mit navn er Illana. Er du, ligesom jeg, ny i dette land, som er blevet vore hjem?” Spurgte den gyldne hoppe med en ganske unik tone; meget mild og samtidig vis.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun lage mærke til den gylden hoppes meget fine udtale, og hun følte helt hun var kommet i meget fint selvskab. Hun smilte og nikkede "Mig en ære at træffe dem frøken Illana - Jeg hedder Zumi" Sagde hun venligt og strakte hoved lidt frem mod hoppe for at fange hendes dugt og gemme den i hukomelsen. Hun vippede øren helt frem og nikkede mens hun svare "Ja, de kan tro det har været noget af en rejse og er lige ankommet som de til dette frodige land som nu er mit hjem" hun kiggede på hende og følte sig lettede over endelig at møde liv og endda også en der lige var ankommet som hende selv...

Illana, den gyldne, lod sine øre vippes lyttende fremad, da denne spcialfarvede hoppe begyndte at tale. Hun havde en naturlighed over sig, som Illana straks lagde mærke til; hun prøvede ikke at gøre sig til noget hun ikke var, og det var Illana glad for at se. Derfra hvor den gyldne kom, var der ej mange der, ud over den gyldne selv, hvilede i sig selv. Her i Andromeda lod det heldigvis til at være en anden sag.
,,Så jeg er ikke den eneste, der har været ude på en rejse, der har været voldsom? Tillad mig at spørge, hvordan du kom hertil, Zumi, du venlige vandre”
Spurgte Illana med en ganske tydelig nysgerrighed; men lige så stor høflighed overfor denne åbne hoppe.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun betraktede den gylden hoppe, som med et virkede som en meget vis og gammel hest, selv om dette ikke var tilfældet. Det var nok mere hendes høflige tale måde der fik hende til at tænke sådan, hun smilte blot. Men åben og ærlig virkede denne gylden hoppe til at være og det kunne Zumi godt lide, hun følte sig i godt selvskab sammen med hende og selv var Zumi meget åben og ærlig. Hun kiggede på hende og nikkede "Det har du helt ret i, det har været noget af en rejse. Og ikke noget vi er ene om" hun smilte og forsatte så "Jeg følte et kald og besluttede at forlade alt det jeg kendte, alt den trykhed jeg havde da jeg følte jeg var kørt fast. Jeg skulle opleve noget nyt og begav mig ud på eventyr. Hvor målet var sat viste jeg ej. Men lod blot hjertet og sjælen vise mig vej, med et så jeg det klare lys. Så klart at det føltes som om mine øjne blev blinde. Intet kunne jeg se. Men en prøvese jeg måtte bestå og lige med et blev jeg opslugt af lyset så blidt og varmt, og wupti da jeg åbnede øjene var jeg her" Hun kiggede på hende og sagde der efter "Hvad med dig, hvordan kom de her til?"...

Illana, den gyldne, lod sit femine hoved hældes let på skrå, alt imens hun lyttede til den særfarvede hoppe, der nu fortalte om hendes oplevelse med ‘portalen’, det, som havde bragt dem begge til dette land. Illana prustede ganske dæmpet alt imens hun gennemgik de ord, som Zumi sagde, for sig selv. Det lod til at den specielle hoppe havde haft det noget lettere ved at komme til dette land, en Illana selv; men det skulle Zumi blot være glad for. Illana smilede kort, da hun spurgte den gyldne selv om det samme.
,,Jo, ser du. Mit land og mit liv havde nærmest forladt mig, derfra hvor jeg kom. Jeg blev vel og mærket redet af dette lys, som du ligeså beskriver; men dog måtte jeg igennem noget mere for at komme hertil. Jeg har vandret i det der svarer til en uendelighed i et mørke, der opslugte alt omkring mig, ja selv min egen sjæl. Jeg troede aldrig jeg kom hverken frem eller tilbage; troede aldrig jeg skulle se lys igen eller føle noget igen. Men det kom jeg til”
Illana lagde ej for mange detaljer omkring hendes rejse i hendes ord; hun ville ikke belemre denne glade hoppe med noget så dystert, som den gyldne hoppes vandring hertil.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

.Hun nikkede og lyttede ganske nøje til hvad den gylden Illana fortalte hende og hun smilte "Det var da heldigt, at du så kom til at føle og se lys igen" sagde hun og puffede blidt til hende mens hun slog let med halen og trippede en rundte om hende lige for at se den gylden hoppe lidt mere an "Har du så mødt andre her i landet eller?" sagde Zumi venligt med et smil..

Illana, den gyldne, smilede let ved Zumi’s måde at tolke Illana’s ord og tage dem til sig på. Med et puf viste den sælsomme hoppe, at hun var glad for den gyldne var nået frem; og det var Illana så sandeligt også. Det værste der kunne hænde hende var, at hun kom tilbage til uendeligheden i mørket, med evig sult, tørst og savn. Med et lille prust rettede Illana sig en smule op, inden hun besvarede Zumi’s spørgsmål.

,,Jeg har ikke mødt andre i egen høje person endnu; der er du den første. Dog har jeg set liv andre steder i landet, hvilket betyder at vi langt fra er de eneste, som vandre på disse græsgange”

Sagde Illana med den milde, men alligevel glade stemme. Det glædede hende meget, at hun snart skulle starte et nyt liv her; starte forfra og forhåbentlig aldrig opleve noget lignende det, hun havde oplevet i den gamle verden.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun nikkede og kiggede på hende "Jeg kan næsten ikke vente med at møde de andre sjæle, der vandre omkring her i disse landskaber" hun slog let med halen og vippede øren helt frem mens de blå øjne blot strålede af glæde. Hun kiggede igen letter omhygligt på den gylden hoppe og sagde så letter forsigtig

"Savner du entelig noget fra dit gamle liv?"

Zumi, betraktede hende mere for at tolke hendes krops sprog når hun blev stillet over for et spørgsmål, hun tolkede meget på andres krops sprog og nok fordi hun var så opmærksom, at dette var en lille ting hun lage meget mærke til...

Illana, den gyldne, prustede ganske mildt mens hun anså den særfarvede hoppe. Hun havde allerede tankerne så langt, at hun glædede sig til at møde alle de andre, selvom hun allerede havde mødt den første sjæl i landet; og det morede den gyldne sig let over. Zumi lod til at være en ivrig, åben og venlig hoppe, men en ganske fin forstand. Meget snart kom der et mere forsigtigt spørgsmål fra den lyse Zumi; et spørgsmål der refererede til det liv den gyldne havde forladt, for at komme hertil. Illana smilede let. Zumi skulle være mere en velkommen til at spørge den gyldne, om hvad hun ville; hun behøvede ikke at være bange for at spørge.

,,Der er kun én sjæl, som jeg savner fra mit gamle liv. En, som gav liv til mig og én som lærte mig alt jeg kan. Hverken land eller andre sjæle, savner jeg fra det liv jeg forlod, Zumi. Men alligevel så føles det som om, der er et tomt rum i mit sind, som har været tomt siden jeg kom hertil. For selvom jeg ikke savner mit gamle hjem, var det en del af mig, som nu er fjernet, og som jeg håber engang vil blive fyldt ud igen”

Sagde Illana sandfærdigt og roligt. Hun syntes det var vigtigt at gøre klart, at hun var i stand til at føle et tab af noget, selvom det ej er hende savnet. Dette viste, at den gyldne hoppe i sandhed havde et stort hjerte, men ligeså forstand.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi, nikkede og syntes godt om Illana's svar for det var jo helt korrekt det hun sagde, hun nikkede og de blå øjne kiggede mildt på den gylden hoppe, hun sagde intet men lyttede bare til hvad hun fortalte man skulle næsten tro den gylden hoppe havde levet i 1000 år . Hun kunne ikke lade være med at le og sagde så "Man skulle jo næsten tro du havde levet i alt evighed, men den visdom og guddommelig ord" Sagde hun venligt mens hun slog let med halen og trippede lidt på stede, Zumi var en hoppe med gang i som elskede at lære nye at kende, men lige så meget som hun elskede dette lige så meget elskede hun også at være alene, og have sine mørke sider. Hun dvælede lidt ved tanken om hendes eget gammelt liv, men der var faktisk intet hun savnede ved dette, hun havde kørt meget i den samme rille i det gammel liv og haft både op og ned ture faktisk flest nedture men dette lod hun sig ikke slå ud af, men det var nok også fordi Zumi var god til at opbygge en mur, så ingen andre så hvor meget hun led inden i sig selv. Hun fremstod altid som den gode, glade, og åben, ærlige hoppe og det var hun skam også men der lå mere bag, alt den sorg og onskab hun havde mødt i hendes liv var gemt dybt i hende, men kun sig selv lod hun straffe, og ingen andre lod hun komme så tæt på. Men måske? Måske en dag ville en komme så tæt, hun kom lidt væk fra hendes 'egen' lille verden og så atter på den gylden hoppe og sagde så "Men jeg er sikker på vi to nok, skal blive rigtig gode venner" hun puffede endnu engagn blidt til Illana og smilte stort...

Illana, den gyldne, betragtede den specielle hoppe, alt imens hun vendte og drejede de ord, som den gyldne hoppe havde sagt, i sit sind. Hun lod til at tage dem til sig; og hendes kommentar morede da i sandhed Illana, men ligeså beærede den hende.

,,Jeg har ej levet i særligt mange år, men tro mig; jeg har vandret i det, der kunne være en uendelighed i mørket, uden at rykke mig hverken i sted, tid eller sind. ”

Sagde Illana som en kort bemærkning til det kompliment som Zumi havde givet hende. Illana rykkede ganske kort med hovedet, da Zumi lod sin krop live lidt op i en trippen; hun havde tydeligt energi, og det var en ganske positiv ting. Illana rykkede sin krop let til siden i en yndefuld bevægelse, inden hun slog fremad i en yndefuld skridt, med et opfordrende nik til Zumi; hun opfordrede til at hun fulgte hende, så de kunne opleve og lærer om hinanden på samme tid. Illana smilede da stort og oprigtigt.

,,Jeg tror skam også, vi vil se en del til hinanden i den kommende tid Zumi”

Idét slog Illana frem i en dansende trav, der helt naturligt viste, hvor smuk den gyldne hoppe var og kunne bærer sig.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi slog hurtig over i trav efter Illana og smilte, mens hun kiggede rundt på det nu mørke landskab. Halen løftede hun som en fane bag sig, og vippede øren helt frem. Hun puffede blidt til den gylden hoppe og smilte mens hun kom med en mild latter "Ja du slipper ikke for mig, ooooh du vise gudinde" drillede hun og slog nu over i en rolig galop.