Silhuetter i horisonten

Illana, den gyldne, der havde taget plads blandt de træer der dækkede for vinden; ved siden af den sølvfarvede hingst, med en krop bygget til at arbejde, bygget til at kunne bærer ham af sted med umådelig elegance og overlegenhed. Da han puffede imod den gyldne hoppe, imod hendes skulder, nappede hun ham forsigtigt over mulen, ja nærmest bare kærtegnede ham. Hun mødte derpå hans øjne; hans lille opfordring fangede Illana godt. Ja, for selvom de to sjæle ikke brugte ord imellem hinanden, så talte både han og hende selv tydeligt med kroppen, og Illana havde godt set hans nysgerrighed, hans ivrighed for at lytte. Illana smilede for sig selv, hvorefter hun lod blikket glide ud i den bidende vind, der nu havde boret sne med sig.

,,Du ælde, sølvfarvede herre, jeg ved ikke hvor længe du har vandret på samme jord som jeg, men jeg må sandelig sige, at dette land er forunderligt på mange punkter. Der er steder, som kunne være taget ud fra fantasien, steder så smukke at man skulle tro de ej kunne findes. Der er fascinerende steder, men ligeså farlige. Jeg har oplevet bjergene her, de er smukke, men stierne lunefulde. Jeg har set stranden med det uendelige hav, søerne, skovene, du sølvfarvede herrer. Og ligeså har jeg set mange af de specielle sjæle som vandre i dette land; brune, sorte, brogede, sandfarvede. Der findes mange, men ej har jeg set en som dig før, du sølvfarvede hingst”

Sagde Illana med en mild stemme, hvorefter hun lod sit blik fordybe sig i hans blik igen. Der lå noget derinde, en sjæl og en personlighed som Illana ikke kunne undlade at betragte, selvom det vel var hende lidt uhøfligt, sådan at fordybe sig. Dog følte hun at denne hingst lod hende, og ligeså ville hun lade ham se alt han ville, i den gyldne hoppes øjne.

Samael

Hingsten blev stående ganske stille, og lod et dæmpet fnys forlade mulen idet hendes tænder ganske kort strejfede den. Men han forstod dog hendes hansigt, og lod blikket hvile ved den gyldne, i håb om at han snart ville give hende indsigt i den verden de begge så, blot fra hendes perspektiv. Han vidste at denne sjæl måtte være ganske vis, siden hun både forstod sig på ord, og det utalte sprog han selv benyttede sig af. Dog var disse to ting alene ikke nok til at give ham dette indtryk. Måden hvorpå hendes farverige nuancerede kastanjebrune øjne fortalte, uden ord og sprog, sagde alene nok for ham til at drage denne konklusion. Hvilken glæde han følte ved at være stødt på denne hoppe!
Idet hun talte, lyttede han med stor opmærksomhed, lod hvert evigt eneste ord farve hans tanker. Brune, gyldne, sølviske, sorte, hvide og skimle heste dansede for hans indre blik, strakte ud over markerne, og forsvandt, badet i solskæret den gyldne hoppe udsendte. Sikke en verden hun havde set og udforsket! I sammenligning med hende, kunne denne simple tvefarvede hingst, som hun kaldte sølv, ej spille meget op. Det han havde set til verdenen var begrænset af fire hegn, og tobenede kreaturer. Og dog måtte dette nye land være han chance for selv at se og opdage. Hans tanker flaksede, som flere millioner sommerfugle, imens hoppens blik lagde sig betrykkende i hans. Hvor ønskede han dog at dele disse tanker med hoppen, at lade hende forstå hans beundring og ivren efter at opleve, om ikke det samme, så blot disse verdener hun omtalte.

Illana, den gyldne, følte nu hvordan hans blik tog imod hende, omfavnede hende, efter hun havde sagt sine ord. Tankerne hvirvlede omkring i sindet på den sølvfarvede hingst der var kærtegnet af månen, det var tydeligt; og allerede var dette noget som den gyldne satte pris på, ved denne sjæl. Han viste hvad han tænkte, hvad han følte, igennem den ædle krop. Han skjulte sig ikke bag parader og falske forudsætninger, han var ren som han var. Dog kunne han sikkert godt tøjle sig selv, gemme på ting hvis han ønskede, men det faldt ikke den gyldne ind at han var typen, der ønskede at gemme sig selv eller sine tanker væk fra hans selskab. Det dragede Illana, at hun fik lov at læse denne hingst, som hun gjorde. Hans store og ædle krop stod tæt ved Illanas mindre og spinkle krop, der blev velsignet med hans varme, der flød over til hendes krop som en lind strøm der søgte at kærtegne Illana. Hun lod sin mule søge en anelse fremad imod hans skulderparti, nu hvor stilheden igen herskede imellem dem. Men det var ikke en stilhed der var akavet eller uønsket, for denne stilhed gav Illana lov til at lytte til ham og hans ord. Hans tavse ord, der tog tid at forme og udfører, men som til gengæld kom ud som klare handlinger der ikke kunne mistolkes. Illanas nysgerrighed omkring denne var stigende, for hvor havde han tillært sig et sprog, som dette? Illana selv havde lært en del fra sin moder, men denne hingst lod til at beherske det på et andet niveau, hvilket fik Illana til at være endnu mere opmærksom på ham. Hun lod så sin mule flyttes op i nærhed af hans, hvor hun med en meget fin mimik udtrykte, at hun ønskede et peg om, hvad denne hingst ville høre. For det han ønskede at høre, ønskede Illana at dele.

Samael

Samael, den månebrogede hingst, forstod hoppens undren, næsten før hun selv vidste at hun besad den. Hun talte en smue fremmed med sin krop, som om dette sprog ikke var hendes moders, men enhver af hans art kunne udtrykke sig således, der var han sikker på. Hendes svage mimren med mulen, der bad ham om at uddybe sine ønsker, fik hingsten til at live let op fra sin tankeverden. Hans svar ville nogen have forventet, mens andre sikkert var blevet overasket den næsten ligetil og føjelige tankegang. Hans blik, kombineret med en let sitren i næseborene, og et vip med det ene øre, fortalte til al tydelighed hans mening. Men mest af alt var det hans tydelige følelser; Han ønskede at høre hvad end hoppen ville fortælle, om hun blot ville holde sin mule lukket, eller overøse ham med visdommens ord. Valget var helt og holdent hendes, han var blot en simpel lytter.

Illana, den gyldne, nød godt af den varme, som kom fra denne månehingst, der stod ved hendes side. Det var en rar fornemmelse, sådan at stå så tæt med denne sjæl, der virkede så imødekommende, lyttende og forstående omkring den gyldnes sjæl. Ikke fordi hun havde oplevet at blive direkte misforstået før, men det var rart at han var så modtagelig overfor hende og hendes sjæl. Som om han allerede nu ønskede at vide en masse, om hende, om hendes ord? Illana betragtede hans krop ganske let, alt imens hans hentydning blev formuleret ved hjælp af handlinger. Illana kunne spore en nysgerrighed, en ivrighed i hans udtryk, der nærmest bød Illana til at tale frit. Illana lod sin mule søge hans ganske kort, hvorefter hun med et smil påbegyndte sin snak, som han lod til at ønske.

,,Du månehingst, der kan skinne om kap med månen selv, lad mig fortælle dig en historie om hvordan jeg kom hertil. Nu ved jeg ikke hvad dit forhold til skyggerne er, men mit forhold til dem har været frygteligt førhen. De søgte mig altid om natten og prøvede at frarøve mig lyset; min vandring til dette land troede jeg først ville blive gennem lyset, da det var det, som mødte mig, men i stedet blev det gennem et solid mørke, der lod til at befinde sig udenfor tid og sted. Jeg vandrede igennem skyggerne, med skyggerne, i det der føltes som en uendelighed. Men, ja, pludselig blev jeg mødt at lyset igen, du sølviske hingst. Min rejse hertil har ikke kun bragt mig et nyt liv, som lader til at være bedre end det jeg kendte til, men også ændret mit forhold til skyggerne. I dette land lader det til, at jeg kan danse med dem, bevæge mig i harmoni med dem uden de forsøger at frarøve mig mit lys. Så længe jeg blot lader dem beskue det, føler jeg ej de gransker mit sind. Det er en forunderlig verden vi lever i, og denne rejse jeg har været ude på, bliver jeg ved med at finde forunderlig, uanset hvor mange gange jeg gennemtænker den”

Sagde Illana med den milde stemme; hun gav endnu ikke denne hingst alle detaljer om sin egentlig forfærdelige vandring hertil, men fremlagde den som en mere neutral rejse, som hun havde gennemgået. Hun ønskede ikke at slå stemningen ned eller sætte en masse spørgsmålstegn endnu, i dette selskab; hun ville blot lade tingene ske i den rækkefølge, de nu skulle ske.

Samael

... Som var ganske forundret af hoppens flydende og smukke tale, døsede hen imens hendes ord fyldte hans tanker med billeder. Skygger fortalte hun om, og han kunne ikke undgå at undres over hvem disse mon var. Men det lys hun talte om, var han istand til at se tydeligt. Ikke med det blotte øjne, men han fornemmede tydeligt dem milde varme hoppen udstrålede, og forbandt det med et klart, roligt og blidt lys. Da hendes stede døede hen, gav han sig tid til at overveje hendes ord, vende og dreje dem, og ikke mindst memorere tonefaldet, trykkene og måden hun udtalte tingene på. Ganskevidst formåede han end ikke at synge på samme måde som hende, men hans tid ved siden af denne solhoppe havde lært ham en del om sproget i denne verden. Til sidst nikkede han, og forstod at hun gemte på mere. Men han ønskede ikke at afkræve hende ord, og rettede istedet de glansfulde øjne imod hendes, for at læse af hendes kropssprog og udtryk. Udenfor var isregnen stilnet hen til et let slør, og om hun ville forlade hulen for at sanse, eller ønskede at formidle flere af sine smukke historier ønskede han at vide. Selv kunne han ikke bestemme sig. At røde sin veltrænede krop forekom den unge hingst som en dyb glæde, men samtidig var ildsjælens fortællinger noget han var kommet til at holde yderst meget af på ganske kort tid.

Illana, den gyldne, der stod nær den søvlfarvede hingst, der havde muskler der virkelig bød ham til at arbejde, lod forsigtigt sin mule nærme sig hans skulderparti. Han havde hørt hendes ord og det stod mere klart, end hos nogen anden, at han havde lyttet. At han havde opfanget hvert et ord, som hun havde fremsagt til ham og at han havde forstået dem. Måske forstod han ikke alt fra hendes fortælling, med ordene i sig selv havde han bidt mærke i. Hun puffede meget forsigtigt imod hans skulder, nærmest en form for kærtegn for at takke denne hingst for hans tålmodighed. Han var virkelig en hingst, der forstod sig på at lytte, men ligeså tale på den måde, som alle engang måtte have gjort det - Før sproget kom til og åbnede op for de muligheder som Illana benyttede sig af, ja, dengang måtte alle have talt som ham. En ærlig, oprigtigt og fornem måde at snakke på, sådan tolkede Illana det. En måde som de, der var værdige til det, mestrede. Dem der havde kontrol over sig selv, over hver en handling og over deres omgivelser. Illana prustede dæmpet hvorefter hun mødte hans blik; de blå øjne havde hun opfanget havde søgt ud imod regnen, der nu nærmest var støv i luften. Vådt støv der søgte imod jorden for at lægge sig der, danne pytter og til sidst synke i jorden for at give planterne liv. Hun betragtede nu hans øjne, der både udviste interesse for at bevæge sig ud i dette ’våde støv’ sammen med den gyldne, men ligeså høre mere af det, som hun kunne have på hjertet. Hun smilede kort og oprigtigt hvorefter hun trak mulen op imod hans i en sensitiv bevægelse, for at kærtegne hans mule.

,,Du ædle, sølvfarvede hingst; jeg ved ikke meget om dig, jeg ved end ej det navn du bærer - Men ej er det noget jeg behøver. Jeg kan fornemme på dig at du bærer rundt på et sind, der er så langt fra alle andre jeg har mødt, et specielt sind. Lyttende, opmærksomt, tålmodigt. Jeg er ganske beæret over at du vil lytte til de ord, jeg har at sige, og netop fordi du vil lytte, vil jeg nu give dig mere af ’min’ historie, du ædle. Jeg er født i en verden, hvor kærlighed og respekt fylder meget. En verden der lærte mig det, jeg havde behov for, men også lod mig begå mine fejl. Min moder, en hoppe meget lig min egen farve, dog med sorte ben og hårpragt, lod sit liv vies for mit, så hun kunne opfostre mig uden at tænke på hvad andre måtte tænke om hendes måde at gøre det på. Den hoppe, min moder, mener jeg har givet mig det lys, der bor i min sjæl. Og det er jeg hende evigt taknemmelig for; men, du sølvfarvede og ædle hingst, min moder blev syg kort forinden jeg kom hertil. Og dette fik min flok til at vende mig ryggen, da de mente jeg var skyld i hendes sygdom; forladt som jeg var, måtte jeg gennemgå det jeg fortalte dig om. Og jeg mener bestemt, at dette land på en måde er til, for at frelse dem, der som jeg, følte sig fortabt i verdenen hinsides denne.”

Illana’s ord var måske lange, men de var sandfærdige. Hingstens reaktion på det, hun nu havde sagt, var hun ikke sikker på; men hun var sikker på at han ville lytte. Og forhåbentlig sætte pris på, at hun turde vise sig selv, hendes fortid, for ham.

Samael

Den unge hingst lyttede koncentreret til de ord den gyldne sjæl formidlede. En moder fortalte hun om, noget som den tvefarvede kun huskede som et fjernt kærtegn før de tobenede overtog ham. Dog forstod han alligevel ordet, og den kærlighed hvormed hans gyldne partner fortalte om den fremmede. At hendes flok havde udstødt hende kom dog som en bitter tilføjelse, der fik det til at rykke svagt i de to forskelligt farvede øre. For for ham havde flokken altid været alting, selvom den til tider havde bestået af to benede væsner. Men denne hoppe, hun var ikke en hingst, og han fandt ingen grund til at hun skulle have været jaget væk for noget som en andens svaghed. Ganskevidst selvom denne havde været hoppen der gav hende livet. Alene hans reaktion fortalte nok om hans mening, men samtidig var han opmærksom på den lyse hoppe. Han ønskede ikke at såre hende med sin reaktion, selvom han vidste at den ikke kunne skjules og trækkes tilbage på samme måde som de ord folket i dette land benyttede sig af.
Ganske forsigtigt gengældte han derpå hoppens tidligere handling med et let, støttende puf ved skulderen, og mødte igen hendes blik. For selvom han ikke brød sig om hendes floks handlinger, havde hun ikke mistet det lys moderen havde skænket hende. Og det var han dybt facineret af. På sin vis var han enig i hoppens sidste ord, der afsluttede hendes fortælling. Dette land var skabt til at frelse, men efter hans mening var det ikke det eneste. Dette land behøvede også dem som det hentede hertil, det var ikke udelukkende en etsidet gevinst.

Den gyldne hoppe, der var så nær den sølvfarvede hingst, betragtede ham ganske intenst, men hverken for direkte eller snagende, imens han grublede over hendes ord. Det var vel tydeligt, at hans følelser og tanker omkring den fortid, som den gyldne havde, ikke var særligt positive; hvorfor præcist kunne hun ikke vide, men hun kunne gætte sig til, at det var omkring den frastødelse hun havde mødt fra sin tidligere flok, da hendes mor blev syg. Illana prustede dæmpet, vel glædeligt da den sølvfarvede danser gengældte hendes tidligere gestus og puffede til hende. Hun løftede det gyldne hoved, der var udpræget feminint en smule og mødte hans krystalblå øjne, der var ganske fascinerende og smukke. Der lå så meget i hans øjne i forhold til andres; for han snakkede med dem og sin krop. Dette beundrede den gyldne hoppe i sandhed, for hans udtryk var langt mere troværdigt og langt mere ædelt. Et eller andet sted ønskede Illana, at hun selv bar samme evner til at tale med kroppen, som denne sølvfarvede, mægtige hingst havde. Hun prustede dæmpet, hvorefter hun lagde sit hoved ind imod hans, langsomt og kontrolleret. Hans handling tog hun ikke som noget negativt, altså den handling han fortog sig efter hendes ord, for det gjorde skam intet at han reagerede på hendes fortid, så længe han ikke dømte hende på den. Selv dømte den gyldne hoppe ingen på deres fortid, for den var ikke vigtig for deres færden her; efter nogen tid flyttede hun sit hoved let tilbage fra den sølvfarvede hingst og nikkede ud imod det åbne, hvor regnen var stilnet af.

,,Hvad siger du ædle herre, til at drage ud i det åbne på ny? Det ser ud til, at vejret er klaret op.”

Spurgte Illana med en åbenhjertig stemme. Hun ønskede den sølvfarvedes selskab; og det var ikke fordi hun var træt af at befinde sig i dette lukkede, hyggelige sted, men hun ønskede ligeså at forsøge sig med dansen; en dans mellem de to, hans maskuline, kraftfulde skridt blandet med hendes lette og yndefulde. Og samtidig var dette også en måde hvorpå hun kunne lærer mere om denne mystiske hingst; som i sandhed dragede hende.

Samael

Den brogede vinklede sit hoved så hoppen lettere kunne komme til med sit spinkle, og brummede lavmælt for at melde om sin veltilpashed. At være i den gyldens selskab var en helt unik oplevelde, og det fik ham til at slappe af, som han kun havde gjort få gange i sit liv når omstendighederne tillod det. Da hun igen talte, var hingsten halvt lullet væk i sine tanker om sit passerende liv, og han måtte ty til at aflæse hendes kropssprog for at kunne opfange hele budskabet i hoppens ord. Ganske vidst talte hun ikke helt så åbenlyst som han var kendt med, men hun var heller ikke komplet tillukket, og ordene hjalp godt på vej. Derpå vendte han de himmelblå øjne ud i støvregnen der havde lagt sig som et fint dæmpende slør over græssletten foran dem. Hellere end gerne ville han danse med hoppen, og han lod hende vide hans svar med en kort nikken, efterfuldt af ét spidset øre ud imod naturen for at tjekke om alt var som det skulle være. Regnen havde taget duften af sommer med sig, og dæmpede hver en lyd der måtte skabes derude så hvorvidt der luskede rovdyr rundt derude var han usikker på. Men at han var istand til at beskytte dem begge betvivlede han ikke, så med et svagt puf til den gyldne hoppe ved hans side forlod han det varme bekendtskab og bagav sig ud i det lette slør af vanddråber. Straks lagde et fint glødende tåget skær sig om hans tvefarvede krop, og utydliggjorde de ellers markerede overgange imellem nattesort og månehvidt. Men hingstens pels var som skabt til at modstå vandet, og han bemærkede knapt dets indflydelse. Istedet ventede han på at hoppen ville følge hans eksempel, eller lade ham vide at hun ville blive. I alle fald ønskede han at nyde hendes selskab endnu, så hans tålmodighed og åbenhjertighed var stor.

Illana, den gyldne hoppe, betragtede den sølvfarvede, brogede hingst, med stor intensitet. Han forstod hende og hendes ord, selvom det sprog som Illana benyttede sig af, måske ikke ar det mest åbenlyse sprog; men det var hendes og det var med til hendes karakter. Og da han takkede ja til hendes tilbud, om at søge ud i det nyligt energiberiget grønne område, der næsten skinnede som et guld blandet med sølv, på grund af de våde dråber der blev ramt af de spæde stråler fra solen der nu var nået ned til jorden, til de to sjæle. Illana smilede let, og den invitation som den sølvfarvede hingst nu gav hende, til at følge ham i en ædel dans, på opfordring af hendes ord, ja, den invitation tog hun imod og søgte frem ved hans side i en glidende bevægelse. Hun lod sin hale hæves en smule; hun var dog en hoppe i brunst, og selvom Illana var en meget kontrolleret sjæl, så lod instinkterne sig vise af og til. Ej lokkede hun, eller lagde op til andet, men hun lod den naturligt hæves og bølge efter sig, i sin dans ved hans side, den ædle hingst. Hun lod forsigtigt sin mule stryge ham over den brede, kraftige hals der var dækket af den kæmpemæssige man, der rakte sig langt ned over hans skulder. Det var ufatteligt at denne hingst have en sådan pragt af en pels og man; Illana havde aldrig set mage før. Hun søgte frem i den yndefulde trav tæt ved denne solide hingst og hun betragtede ham alt imens intenst. Hun lod derpå et lille nik falde fremad, i retningen af den sø der lå i nærheden; hun ville bringe deres dans i den retning, hvis den sølvfarvede hingst ønskede at følge hende, eller lede hende, i den retning, som den ædle fører som han var. Helt naturligt søgte Illana at lade sig lede af denne hingst, for selvom han ikke kommunikerede på samme måde som hende, så havde han en aura, der naturligt tillod andre at lade sig beskyttes af den. Selvom de to sjæle, der egentlig var langt fra hinanden i kontrast i deres udseende, var på vej i en fællesdans igennem det næsten skinnende grønne paradis af græs, der forsigtigt kælede sig op langs deres ben, så lod Illana sin stemme komme til udtryk endnu engang, inden dansen rigtig tog fat.

,,Min sølvfarvede herre; du skal vide, at jeg med glæde vil følge dig overalt i en dans, så længe du vil have mig som partner.”

Selvom Illana havde forsøgt at gøre det klart med sit kropssprog, så følte hun alligevel en trang til at bruge stemme ligeså; måske fordi hingsten viste en ganske stor interesse og behag ved at lytte til hendes stemme; og at hun egentlig ønskede at behage ham?

Samael

.. den tvefarvede følte en dyb begejstring da den gyldne ildsjæl han havde udvalgt som dansepartner fulgte i hans spor, og trådte ud i den tågede regn. Netop dá trængte solens flammerøde stråler igennem skydækket, og vidnede om en snart klar himmel og ikke mindst varslede den om en nat forude. Men ikke alene forudså solen, nej, den badede alt det omkringstående i et hav af lys, strækkende hen over regnbuens farver, i alt fra den dybe mørkelillae i skyggerne af de to sjæle, til en dyb blodrød søen lidt derfra afspejlede. Men hoppen ved den tvefarvede hingsts side var klædt i en glorie, som synes at lade hoppens indre lys komme klart til syne. Selv var hingsten også en blanding af røde, orange og gule nuancer, dog en anelse mere utydlige grundet den mørke grundfarve hans pels dannede. Alt dette skete blot på ganske få øjeblikke, men alt fór igennem hingstens hoved, han bed mærke i den mindste detalje. For et sådant syn mindedes han ikke at have set før, ihvertfald ikke hvad han kunne huske af. En dyb brummen lød fra hingstens stube da hoppen forsigtigt berørte hans muskelvældende hals, og han samlede ryggen op med sig, for at påbegynde dansetrinnene. Thi han var en oplæst hingst, og gik ingen steder uden at have hele kroppen under kontrol.
Ganske forsigtigt tog han afprævende det første trin, som for at teste jorden, men snart efter var der gang i musklerne, og den tunge krop fløj hen over det våde mangefarvede græs. Som altid var de elegante bevægelser en overaskelde at se i en så tung krop, og hingsten følte tydeligt glæden ved dette, glæden ved den lethed han med mange timer havde fremarbejdet. Illana, ildsjælen, talte igen, og Samael, som stadig ikke havde præsenteret sig ved navn, lyttede til den mindste nuance i hendes stemme, alt imens den samlede dans fortsatte, ganskevidst stille og rolig for endnu var de ikke kommet mange trin ind. Hendes krop havde vidnet om det selvsamme som hun lod sig udtrykke i sin stemme, men han var taknemmelig for igen at høre de toner der gav mening. Hellere end gerne ville han selv kunne benytte dem, men endnu kunne han mærke den modvillige tunge hver gang han forsøgte at indstille den til de besværlige ord. Måske han engang ville kunne synge til hoppen på samme måde som hun talte til ham, og fortælle hende historier om de tobenede.
Brunsten.. Jo, den havde ham skam bemærket. Ikke så lidt endda. Men hun var på tilstrækkelig afstand af ham til at han endnu kunne holde hovedet klart, selvom hans bevægelser, ganske uvidst, var blevet en anelse mere kraftfulde som følge af duften. Han frygtede ej for de forestående momenter i hoppens selskab, men han anede en svag bekymring for at hun skulle komme noget til, hvis han besluttede sig for at drage hende ind i sit harem. Ganskevidst vidste han endnu ikke meget om sin dansepartner, men hun så ganske spinkel ud af bygning, og han undrede om hun ville kunne klare at danse med ham, som han havde danset med sine forrige hopper.

Den gyldne hoppe, Illana, der bevægede sig som en danserinde igennem det umådeligt farvestrålende paradis, der viste sig idét de to sjæle forlod det indelukke, hvor de havde søgt tilflugt fra regnen, kunne ikke lade værre med at betragte den dansepartner, der havde indvilliget i at have hende ved sin side; han havde tilbudt hende sit selskab og sin deltagelse i en fælles dans der allerede havde taget sine første trin. Den måde hvorpå hingsten bevægede sig, krævede umådelig kontrol over kroppen, da han jo var af den tungere type; men han dansede som den mest ædle spanske hingst man kunne finde. Illana var både forundret og forbløffet, men ligeså fascineret af hans bevægelsesmønster, der var elegant og nobelt og ikke mindst ubesværet. Illana kunne ikke undgå følelsen af at være draget af denne sjæl, der var så ulig andre, så unik og speciel og ikke mindst smuk. Illana så ham virkelig som smuk, af udseende og sjæl. Hun søgte ham nærmere i deres dans, der havde sat kursen imod den krystalklare sø der lå stille hen i horisonten. Hendes spinkle ben blev ført af en naturlig elegance, der bragte hende i harmoni med hans skridt, da hun slog ned i samme takt, som hans kraftige ben bar ham med og den fulgte hun da, med let hvælvet hals og en naturlig bæring. Mange ville måske tolke den måde, hvorpå den gyldne hoppe fremførte sig selv, som lokkende og flirtende; men ej var det mere end hendes natur. Hendes krop, der nu var så tæt ved hans i deres dans, rørte næsten ved hans muskelfyldte skulder, der kunne bære hans ben for hvert skridt og sørge for, at hans krop blev holdt oppe ligeså, fornemmede hvordan hans tilstedeværelse påvirkede hende og hvordan hun søgte ham, søgte at være tættere på denne stadig mystiske fremmede, som hun intet anede om; i hvert fald ikke mere end hvad hans krop fremsagde ved det usagte sprog som han benyttede sig af. Navn, fortid, interesse, det kendte hun ikke til, men hun kunne føle sig frem til, hvad der behagede ham og hvad der kunne interessere ham; og hun havde endnu kun udforsket en brøkdel af alt det, der lå under skindet på denne unikke hingst - Og hun havde ikke i sinde at stoppe. Hendes øjne, der bar en ravfarvet tone, ramte nu de isblå som han besad og endnu engang kunne hun ikke lade værre med at lede efter de tanker og følelser der måtte gemme sig; uden at miste fokus på den dans hun var ved at udfører i hans selskab; det var som om, at denne hingst besad evnen til at forstå følelserne, hvilket mange ikke kunne. De fleste forstod kun ord, og hverken kropssprog eller det sprog, som følelserne talte - Men det gjorde denne .. Ædle hingst. Illana blev egentlig mere og mere nysgerrig omkring denne sjæl, hans navn og herkomst, men hendes tålmodighed var stor; og hun vidste, at alt havde sin tid.

Samael

Den tvefarvede danser lod ej sine bevægelser forstyrre af sin feagtige partners skridt. Selvom hendes ynde dragede ham i sådan en grad at han til tider tvedelte sine tanker, ønskede han ikke at skade hendes lys på de måde, og da hans beslutning var faldet på det ophørte en stor del af modviljen i at danse med hende. Hans skridt udvidede sig til dels, pralen faldt til jorden, og han brummede ganske kort, fornøjet over de nye selvkontrol.
Deres fælles skridt, i kombineret rytme, førte dem straks igennem det regnbuefarvede paradis ned til den lille spejlblanke sø, der prydede det omgivende med et smukt sølvskær. Hingsten brød tankten, for at sænke farten til et næsten ubegribeligt punkt, dog stadig i trav. Hans muskler syrede efterhånden efter den lange samling og med det sidste skridt der bragte den første gyldne hov under vand standsede han og betragtede det snehvide hovskægs forunderlige dans på vandoverfladen. Han vendte sig ej for at se efter den gyldne sjæl, thi han vidste at hun var i hans nærhed, og at hun ikke ville forsvinde som et andet drømmesyn trods hendes unaturlige skønhed her i det spøjse lys. Endnu en hov bragte han ud i vandet, stadig gik det ham ikke højere end til kronranden men dets kølige temperamaleri bemærkede han stadig. Med udspilede næsebor sænkede han det store hoved til vandet, for at fnyse kort til det og derefter tage et par slurke. Snart efter hævede han hovedet for at rette de klare azurblå øjne imod hans gyldne partner, den smukke ildsjæl.

Den gyldne hoppe, Illana, der dansede afsted ved en sølviske hingst, lod sin hale hæves en ganske smule, så vinden kunne splitte hårene og halen kunne blafre i en fane, der hang let efter hende; manen ligeså blev let drevet opad af den vind, som passerede hende i sin dans ved denne mægtige hingst, med farver der var ham kærtegnet fra månen af. Hun søgte hans side, tæt, da hans skridt blev mere fyldige og rummelige, men ej så tæt at hun ville forstyrre hans dans og rytme. En utrolig rytme. Her, tæt ved hingsten, hun ej kendte navnet på, kunne hun mærke hvordan jorden måtte give efter for de tryk han påførte dem for hvert et skridt. Der lå så meget kraft i hans krop, at han nok ej ville have problemer med at skubbe selv den stærkeste sjæl i landet af vejen. Hun slog hovedet en anelse op da tempoet blev øget en smule og hendes lange spinkle ben fortsætte i den flyvende trav ved hans side, der var meget springende nu, for at kunne hamle op med hans majestætiske bevægelser.
Der gik ej længe før deres dans, der havde ført dem gennem det idylliske landskab, der endnu var præget at regnes perleformede dråber, der sad i græsset og i træerne omkring og så solen der var brudt frem og havde kastet et helt særligt lys over de to og deres omgivelser, tog en drejning imod en sø, der lå stille hen. Den gyldne sænkede farten lidt før hendes sølvfarvede partner, og nåede derved søens kant i det hans hoved var nede ved vandet. Alt den pels der sad ved hans hove, flød uforstyrret rundt i vandoverfalden imens han drak og den gyldne hoppe strøg ham forsigtigt over skulderen, i dét han tog sit hoved op. Hun mødte derpå hans blik; hans blå øjne. Og i hendes stod det klart, at hun havde fundet en partner i denne hingst, som hun aldrig ville glemme; eller ønske fra sin side.