Silhuetter i horisonten

Silhuetter i horisonten

Den tvefarvede hingst vandrede ensomt afsted, kun med dagen som følgesven. Men denne dag var der ikke meget ved, regnen stod ned, som styret af en endeløs ondskabsfuld vilje. Den tunge hingst var gennemblødt, og hale, man og hovskæg udgjorde kun en sølle illusion af den skønhed de i tør tilstand besad. Dog bar hingen ikke hovedet med træthed som man kunne have forventet på en så deprimerende dag. Han dansede afsted med lange fyldige skridt, og hovedet rejst. Med udspilede næsebor, ledte han fortsat efter selskab. Det var mange mange dage siden han sidst havde set en hest, og dengang var det hoppen, der var skyld i hans møde med dette land. Så i princippet betragtede han hende ikke som en anden hest, hun havde nægtet at kommunikere med ham. En enkelt gang slog han med hovedet, og fnyste tungt for at slippe af med vanddråberne der havde fæsnet sig i hans næsebor. Sikke et vejr.

Illana, den gyldne, stod i den silende regn, der drev ned over hendes spinkle krop, hvis gyldne farve var dæmpet noget af det mørke lag af vand, der havde lagt sig omkring hende. Hun var en anelse kold; men alligevel havde hun endnu ikke valgt at flytte sig fra det sted, hvor hun stod. Hun havde ikke i sinde at forlade de tanker, og de illusioner hun betragtede i sindet, alt imens hun havde hvilet den gyldne krop, efter en vandret alene, der havde stået på i flere timer.
Men selvom den gyldne var lettere kold af denne stilstand, og selvom hun var fjern i sit sind, så hun ej sådan ud. Hun stod som en vågen sjæl, med blikket fokuseret på et punkt ude i horisonten, alt imens regnen silede ned over hende fortsat, med mål at få den gyldne hoppe til at fryse. Illana rystede pludseligt det feminine hoved, inden hun vippede ørene rundt. Hendes sind var vendt tilbage til Andromeda, og nu lod hun ligeså sine sanser opdage alt omkring hende igen. Der var en lyd blandt regnes trommen; en lyd, som ikke var fremkaldt af naturen, men derimod af en sjæl, som den gyldne selv. Illana drejede sit hoved og synes at kunne ane en silhuette forude; men hvilken, det vidste den gyldne hoppe ikke.

Samael

Med regnen trommende omkring sig, bemærkede Samael ikke den gyldne hoppe der betragtede hans udtværede skikkelse. Stadig med dansende trin, begav han sig få skridt videre, før han stoppede op, og kneb øjnene sammen for at skælne regn fra horisont. Det var umuligt at sige hvor han var på vej hen, en kendsgerning der ikke gjorde ham specielt tryg. Her i regnen var lydende dæmpede, og hans syn næsten ingenting værd. Kun hans lugtesans havde fordel af den tunge regn, men der var så mange dufte, at han blev rundtosset af at blive gjort opmærksom på dem. Alting var anderledes her. Alt fra græs til træ, og ikke mindst lugtene.

Illana, den gyldne, hvis hove endnu stod stille, havde sit fokus vendt imod denne hingst, ser ej sansede hende. Hans bevægelser var flydende, energiske, rummelige, adrætte; ja, den gyldne hoppe faktisk betragtede dem med interesse, alt imens den tunge hingst begav sig videre på sin færd, som den gyldne hoppe ikke kendte til. Da hingsten kom hende nærmere, men ej havde sanset hende for regn og vind, kunne hun rigtig se hans farver, der skinnede som sølvsegl under regnes glinsende dråber, der faldt over hans krop. Selvom solen ej var gavmild denne dag, var der alligevel nok lys omkring dem, til at denne sølviske hingst kunne skinne igennem regnen og fange den gyldne hoppe’s blik. Efter at have betragtet denne hingst, som i sandhed ejede bevægelser, som den gyldne hoppe ej havde set, hos en type som ham før, satte hun selv af sted i en langsom, let stivbenet skridt, på grund af den kolde regn, der efterhånden havde fået taget på hende. Hun bevægede sig imod denne sjæl, som var fremmed for hende; ligesom hun var fremmed mod ham. Men hun havde valgt at søge ham; ikke fordi han ikke havde set hende, men netop for hun havde set ham. Hun udsendte en dæmpet og meget mild prusten, for at afsløre sin identitet alt imens hun nærmede sig denne sølviske hingst, hvis enorme man og pandelok, klæbede sig imod hans hals, på grund af alt regnen, og hans ellers lyse områder på kroppen var blevet dækket af et mørkere lag vand, nøjagtigt som på den gyldne selv. Hun hævede sit hoved en anelse, for at vinkle det således at vandet ikke generede hende så meget, inden hun lod sit blik falde direkte imod ham. Så han hende?

Samael

Den måneplettede hingst bemærkede en lav prusten i nærheden, og stoppede op med selv samme elegance han før havde bevæget sig fremad med. Hvem åndede der i det fjerne? Snart afslørede hans azurblå øjne en gylden hoppe for hans blik. Hun rørte sig ej, men alligevel fandt hingsten hende særdeles levende. Hun lyste op, som var hun datter af solen, selv i dette regnvejr. En lavmælt brummende vrinsken forlod hingstens mule, da han vendte fronten imod hende, og slog med hovedet for at jage den sjaskede pandelok væk fra øjnene. Derpå sænkede han hovedet let, et tegn på at han havde set og acceptere sol hoppen. Først da satte han igen i gang, og bevægede sig med lette skridt, der ej var hindret af vejret der ellers gjorde ham og hans store hårpragt en del tungere og mindre prægende, imod hende. Stadig med hovedet sænket let, ét øre vippet imod hende, og et andet på evig jagt efter tegn på fare i den trommende regn.

Illana, den gyldne, havde låst blikket på denne hingst, der dansede igennem den tunge regn, med en elegance og med et overskud, som den gyldne straks lagde mærke til. Hingsten, som var på vej imod hende, efter ganske kort tid, havde en krop der var skabt til at arbejde, og ligeså være elegant, trods den kraftige bygning. Hans bygning, der var så forskellig fra den gyldne’s, var standhaftig, men ædel og hans proportioner var velansatte og korrekte. Illana, hvis gyldne krop var ganske koldt af regnen, standsede op fra den stive gang, der havde bragt den gyldne hoppe de første skridt imod denne sølvfarvede hingst; for nu kom han hende i møde, dansende. Illana lod sit blik fæstnes ved denne sjæl, ganske forundret over hans udseende. En farve, den gyldne ej havde set før. Så speciel, som havde månen valgt at bestøve den, med støv fra månen selv. Illana trak vejret ganske tungt en enkelt gang, så en let damp forlod hendes mule og brede sig ud foran hende; hvorefter den blev gennemhullet af regnes ubarmhjertige dråber. Dog lod Illana sig ikke gå på at kulden længere, for et selskab var på vej imod den gyldne; et selskab af specielt udseende, og hvis den gyldne ikke tog meget fejl, ligeså specielt af sind.

Samael

Hingstens skridt tilpassede sig hurtigt regnens rytme, en vane han havde tilegnet sig siden menneskene introducerede rytmerne for ham for første gang i en ung alder. Selvom den stormgrå himmel synes så trist, fandt han nydelse i musikken den dannede. Hoppen, der fandt sig afventende i hans tilkomst, hilste han ved at pruste let til hendes gyldne mule, så snart han kom inden for dens rækkevidde. En tradition iblandt hans firbenede folk, og vel forhåbentligt også denne hoppes.

Illana, den gyldne, hvis krop var våd og kold af den silende regn, lod blikket falde fremad på denne hingst der nu havde banet sig vejen gennem regnen, med en elegance og et overskud, der var beundringsværdigt. Han kom hende nær nu, den store sølviske hingst, og da han hilste den gyldne an ved at lade et prust falde lige foran hendes mule, spidsede hun ørene og mimrede let med mulen, efter hans. Dernæst prustede hun ganske roligt tilbage, selvom hendes gyldne krop egent frøs; dog kunne hun endnu tøjle kulden, således at det ikke kunne ses, at hun frøs. Hun søgte derpå øjnene på denne hingst; blå øjne, intense øjne var de. Illana kunne ej lade værre med at betragte dem kort, smukke som de var, hvorefter hun trak mulen en anelse til sig igen. Denne hingst lod til at have manérer, der rakte ud over den almene hest hun kendte til; hans hilsen afslørede ganske meget. Hun smilede let for sig selv hvorefter hun trådte et skridt skråt fremad, så hun stod med hovedet ud for hans kæbe.

,,Goddag du sølvfarvede hingst, som månen har kærtegnet; mit navn er Illana”

Præsenterede hun da sig selv, overfor denne hingst, der nu havde fundet sig til rette i hendes selskab, på denne regnfulde dag.

Samael

Den brogede hingst rynkede let på mulen, og lyttede nysgærrigt da hun talte. Få andre gange havde han hørt andre forklare sig med ord, andre heste ganskevidst. Menneskene havde også brugt dem, huskede han. Trods det ellers ringe startpunkt, forstod han hvert eneste af hendes ord til fulde. Hun kaldte han sølvfarve, en hingst af sølvisk nuance. Og som menneskene, kaldte hun ham en af månens nære. Og ikke mindst; Ildsjælens navn var Illana, et navn der passede vidunderligt på den gyldne hoppe. Hvis han vel og mærket skulle være den til at give sin mening. Han udtrykte sig ej med ordenes brug, samlede istedet sin krop, og gik let i knæ foran hoppen, som hilsen. Vær hilset du gyldne ildsjæl. synes hans udtryk at sige, da han rejste sig fra sin elegante nejen. Selve tricket kunne virke en del klodset, det havde han oplevet mange gange. Men mange ganges træning tillod hingsten at fuldføre øvelsen med den elegance han holdt af at holde tæt til kroppen.

Illana, den gyldne, hvis krop stod foran denne brogede hingst, den månebrogede hingst, da han udførte sin handling. Han bukkede for hende, i en elegant handling; en handling der lå ham let, som var den trænet til uendelighed. Illana lod forundret sine øre glide fremad, for aldrig var hun blevet hilst således an; som regel kom der ud til gengæld for dem, den gyldne hoppe havde sagt, men ej her. Illana smilede let for sig selv, inden hun rakte mulen fremad imod denne månehingst, hvis buk havde hilst den gyldne hoppe an, på en sådan måde, at den gyldne nærmest stod ordløs tilbage. Hun lod sin mule ganske forsigtigt ramme hans, alt imens hun lod sin hals sænkes en smule, således at hun hverken underkastede sig eller fremstod underdanig, men således at hun viste denne hingst respekt. Hans udtryk var klart som ord kan være, så klart at Illana ikke var i tvivl om hans hensigt med hans handling. Illana lod derpå sin mule fjernes fra den sølviske hingst og blikket søge hans igen. Hun smilede i sandhed med blikket, den gyldne; og med sin udstråling.

,,Du hingst, velsignet af månen; det er en ære at møde en sjæl, som din.”

Illana kommenterede ej på, at han endnu ikke havde gjort brug af stemmen. Der var nok en grund til dette, at han ej talte, og det skulle Illana ikke snage rundt i, på nuværende tidspunkt. I stedet valgte hun at tale ud fra sig selv, hvilket ikke lagde op til at han ligeså skulle snakke; men i stedet kunne lytte, så længe han ønskede.

Samael

Samael lod hoppens smil gengælde med øjnene, og lyttede med stor interresse da hun endnu engang åbnede sin fine gyldne mule for at velsigne ham med ord. At hun ej lod til at generes af hans ikke eksisterende tale, faldt hingsten ganske godt, og derfor nappede han blidt ud efter hendes skulder, som tegn på at hun skulle slå følgesskab med ham, og søge i læ for regnen, der snart dannede snefnug i luften. Der var intet kommanderende over hans handling, selvom der kunne spores en anelse naturlig afstand, som om han på forhånd forventede at hun ville følge ham. De hopper han indtil nu var bekendt med, havde trods alt været af den simple, enkelt synede slags, der uden tøven fulgte deres hingsts befalinger. Han satte igang, lettere småtøvende, i tvivl om om hun havde forstået hans signal, men i stedet for at vente, føjede han blot en anelse mere beslutning til de lette skridt. Det ene øre var stadig vendt imod hoppen, med en svag forhåbning om at høre hendes stemme igen, og halen fulgte ugeneret krydsets bøjning, så hun ikke skulle få indtrykket af at han ikke ønskede at følges med hende. Der lå meget gemt i hingstens kropssprog, selv den kortvarrige rynken på mulen da han satte igang, fortalte sin egen historie. Han havde opdaget at hun brunstede. En ting han udadtil ikke virkede til at være forstyrret af, med lette rolige skridt, men indadtil var forvirringen opstået.

Illana, den gyldne, betragtede denne sølvbetonede hingst meget nøje. Hans kropssprog, hver enkelt finesse han udtrykte via den tætte krop, blev opfanget af den gyldnes sind. Han var spektakulær, det vidste Illana allerede nu. Hun lod sin gyldne krop trække sig en smule sammen, da regnen begyndte at fortættes til sne, der landede på deres rygge, hvor den langsomt smeltede på grund af den varme der hver især udskilte fra pelsen. Illana lod sine øre glide forundret fremad da hingsten lod sin mule søge ned og nappe imod den gyldnes skulder. Hun lod sin hals formes let og hendes mule forsigtigt stryge hans kæbe imens, som en sensitiv og gengældende gestus. Hun lyttede til ham, meget nøje, denne tavse hingst; endda mere end hun havde gjort med andre - Netop fordi han holdt sine ord tæt. Dog var det ej noget der generede den gyldne, men derimod fascinerede hende. For i sådanne selskaber kunne hun få lov at bruge sin krop som middel til at føre en snak, og ej blot simple ord. Nej, for den gyldne betød handlinger egentlig mere af ord, selvom det var ordene som hun oftest brugte. Derpå mødte Illana blikket fra den måneagtige hingst, der snart lod sit udtryk vise den gyldne, hvad han ønskede. Der lå en naturlig lederrolle over denne hingst; som satte han sig naturligt ’over’ den gyldne, uden at kommandere med hende, for dermed at kunne lede hende. Galant, var han, og det bemærkede Illana straks. Da han bød hende til at følge ham, lod hun sit hoved nikke et par gange; Illana var ej en naiv hoppe, der blot fulgte i blinde - Men hun var en hoppe der troede og lyttede. Hun havde lyttet til denne hingst, bare på de få handlinger han havde udført, og hun vidste at det at følge ham, ville bringe hende ud på en færden, med denne hingst, hun ikke ville fortryde. Hun trådte derfor fremad i en dansende skridt efter denne hingst, hvorefter hun med et sagte prust formede ganske få ord, til hans ære.

,,Regnen, der falder over os, ændre sig, du månebelagte hingst. Kulden kommer og jeg må i sandhed sige, at din pels er en prisværdig gave. Jeg kan gætte mig til, at du kan holde dig varm, selv i det koldeste vejr”

Sagde den gyldne sagte. Hendes ord ville måske virke tomme for nogen; men for denne hingst, var Illana sikker på, at de gav mening. Der lå noget ydmygt over ham, selvom hans attitude havde bedt den gyldne følge ham, selvom han ville lede; og Illana var sikker på, at netop denne ydmyghed ville give ham evnen til at forstå de simple ord, hun sagde. For selvom de var simple, så sagde de skam meget.

Samael

Hingsten, hvis navn han end ikke selv kunne udtale, lod blikket strejfe i den lette snetåge. Hoppens ord sang bag ham, og trods han aldrig før havde hørt mange af de brugte ord, forstod han til fulde hendes hensigt. Modsat hoppen der vandrede bag ham, smeltede sneen ej længere på den spættede hingsts pels, men lagde sig som et fint lag. Han måtte finde ly for denne venlige lyse sjæl, så meget vidste han, og med det i tankerne, og et blik bagud, brød han frem i trav, og samlede snart sin krop for dermed at undgå den tunge gyngen der ellers overtog hans krop. Hingsten fulgte de instinkter han havde levet med så længe, og fandt dermed hurtigt frem til en lille klynge af træer, der skabte det perfekte læsted for ikke flere end to heste. Ved dettes åbning stoppede ha dog op, og lod en dyb prusten fare ud i den tiltagende sne hvirvel. At gå ind først var ikke i hans tanker, næ nej, hoppen skulle i læ først, sikres for rovdyr og kulde, før han selv sluttede sig til.

Illana, den gylde, der fulgte den majestætiske hingst, lod sine øre glide fremad, lyttende. Han forblev tavs og den gyldne lod da sine ben bringe hende ham nærmere; hans pels var blevet belagt af et lille lag sne og selv begyndte der at samles et lag på ryggen af Illana selv. Kulden var ikke rar, med den korte pels som Illana havde, men den var endnu ikke ulidelig på nogen måde. Hun studerede forundret hingsten idet han satte fremad i en samlet trav, der forenede hele hans krop i en ædel dans. Illana smilede for sig selv inden hun fulgte i en så elegant dans hun selv kunne; naturligt og yndefuldt. Hun nåede op lige bag ham og fulgte ham da indtil de nåede en klynge træer, der kunne give det perfekte læ. Illana studerede hurtigt hingsten, dernæst det fund han havde gjort sig; et godt læ for de to sjæle. Og større var det skam heller ikke. Flere ville ikke kunne få gavn af dette sted, end de to selv. Derpå lod Illana blikket glide over den sølvfarvede hingst der kunne skinne om kap med månen; hans høflighed var slående og det var tydeligt han ønskede at Illana skulle betræde dette læ for ham selv; og det gjorde hun. Hun trådte ind og fandt sig til rette, hvorefter hun rakte sin mule søgende imod denne sølvfarvede hingst for at byde ham tæt ved sin side, så de kunne mærke hinanden. Både for at få varmen og ligeså for at lærer hinanden at kende på en mere sjælelig måde; nu hvor ord ikke lod til at være hans måde at snakke på. Illana søgte hans blå øjne der så smukt stod frem i belysningen. De var unikke, helt unikke og allerede nu var Illana fascineret af dem.

Samael

Hoppens flyvende gang, og tydeligt venligstillede tankegang, tændte et lys dybt inde i Samaels sjæl, og han lod det ej blive blæst ud af de kraftige vindstød der rodede op i den kraftige man, og hvirvlede sneen ud i halvmørket omkring dem. Da hoppen var kommet vel ind i læet, tjekkede han omgivelserne en ekstra gang, og modtog dermed hoppens godmodige indbydelser, vendte sig med en snurrende bevægelse, og bakkede derind, så de dermed kunne stå tæt op af hinanden, uden at han behøvede at vende på den trange plads. Istedet for at søge ud i hjørnerne, blev han stående ganske tæt op af hoppen, for at give ud af sin varme, som han vidste han besad en del mere af end denne hoppe. Til tider kunne det være en særdeles anstrengende ulempe, men i sneen og kulden var den ekstra pels altid velkommen. Derpå brummede han let, og puffede til sin skulder kammerart med den tvefarvede mule, som invitation til at lade stemmen fortælle om hendes tanker, hvis det var det hun ønskede ganskevidst. Han elskede at høre andre tale, at lære ordene, som han forstod første gang han hørte dem. Snart kunne han vel selv danne sine egne simple sætninger, men hans eget navn manglede endnu. Ganske svagt mindedes han at have hørt det gentaget tilbage i hans stald, men den fortid var så fjern, så uvirkelig, i sammenligning med det han oplevede nu.