Silhuetter i horisonten

.~:SAMAEL:~.

[/size]
RELEASE[/font][/center]

Samael, den tvefarvede engel, fulgte villigt den gyldne danserinde, det var trods alt hoppen der førte an i flokken der hvor han kom fra. Et enkelt øre vippede opmærksomt bagud, og han stoppede kort for at kaste et blik over skulderen med en dyb prusten, før han fulgte efter hende igen. Det havde blot været en hare, intet der skulle jages væk. Da hun stoppede, i ly af træerne, og lod sin mule søge hans, mødte han med en blid brummen hendes varme luftstrøm, og spændte op i halsmusklerne. At hun lagde sig ned gik ham ikke på, og han lyttede med stor glæde da hun talte, imens han fandt sig på plads i en stiling hvorfra han kunne betragte deres omgivelser og samtidig ville være i stand til at advare med kort varsel. Hans blik hvilede på hende, selvom et øre var rettet imod alt der skabte den mindste mistænkelige lyd, og han lod sig berolige af hendes tålmodige beroligne adfærd. Selvom han var vant til at holde øje med det omgivende, uden rigtigt at have brug for det, havde det vilde liv givet ham en stor overaskelse på det punkt. Der kunne være farer over alt, og tanken om at ligge sig ned var ikke ligefrem tiltalende for ham. Hendes ønske fik ham dog i sidste ende til at skrabe i jorden, bøje ned i forknæene, og bumpe ned på jorde ved hendes side, før han igen søgte hendes mule med en svag prusten. Han skulle være sikker på at hun ikke havde noget imod at han slækkede lidt på vagten. Ganskevidst ville han stadig holde øje, men at komme op hurtigt ville blive et problem.
Hendes ord svirrede stadig i hans indre, og lige som hende håbede han at dagslyset ville bringe nye eventyr. Hvis ikke næste solopgang, så en anden. Hellere end gerne ville han møde denne gyldne ildsjæl igen.

Den gyldne hoppe, der havde søgt ly under træerne sammen med den trefarvede hingst I sølvfarvede toner, brummede ganske dæmpet. Hingsten valgte i første omgang at indfinde sig i en stilling, hvorfra hans opmærksomhed kunne flade både imod den gyldne hoppe, men ligeså imod omgivelserne, hvis de påkrævede det. Men hans opmærksomme og forstående sind opfangede vidst det ønske, som den gyldne hoppe havde, nemlig at han lagde sig ved hende, for efter lidt dumpede han ned ved hendes side. Det stod klart i hendes øjne, at hun var glad for, at han valgte at lægge sig. Det viste, sådan tolkede hun det i hvert fald, at han stolede på hende. Hun vidste, at der ej ville opstå truende situationer på dette sted; eller, hun var fortrolig med at der intet ville ske. Hun havde overnattet netop her et par gange, og det havde været umådeligt fredeligt. Selv de skygger, hun førhen havde frygtet, havde holdt sig langt væk, og derfor havde hun valgt at tage sin dansepartner med hertil; fordi han stolede på hende og omvendt. Da hans mule kom hendes nær, smilede hun, måske en smule forlegent, inden hun ganske blidt kærtegnede hans mule, ved at give den et lille slik. Det var egentlig ment ganske uskyldigt, men den gyldne hoppe, der ikke kunne skjule, at hun følte noget for denne hingst, smilede da en smule mere forlegent, inden hun trak hovedet til sig igen.

,,Undskyld, du ædle. Det var ikke for at være for direkte”

Sagde hun med den varme og milde stemme, som var helt unik for hende. Illana, var som regel en hoppe der havde let ved at holde hovedet koldt i selskaber, men det var ganske anderledes sammen med denne hingst, denne sjælepartner. Hun ønskede vel, at underlægge sig ham. Som en slags leder. Han havde bare en attitude, der appellerede til, at hun lod sig føre, som hun havde gjort det denne aften. Og uanset hvornår dette møde ville ende, så ville hun gøre det samme, næste gang hun så ham.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
THOUGHTS[/font][/center]

Det trak let i hingstens øre, og han spidsede dem undrende, før hans blik og opmærksomhed overgik helt til den gyldne hoppe, der lige havde vist ham en kærlig handling. Det undrede ham, for han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af den, hvordan den skulle tolkes. Han lod en varm luftstrøm forlade den lyse mule, med det enkelte mørke strejf, og brummede mildt som svar til hoppens undskyldning. Det gjorde ham intet, men han ønskede at hun forklarede, thi han ikke helt forstod hendes mening... Hvis hun ville forklare. De mange måneder han efterhånden havde befærdet dette fremmede land, havde lært ham at dets folk ikke var specielt åbne om deres følelser, de foretrak at holde alt for dem selv, og hvis ikke alt, så ihvertfald den del som han endnu ikke forstod - medlidenheden, kærlighed, venskab.. Alle disse ting som han ej havde opdaget før hans silkeklædte hov for første gang havde betrådt landet.
På en måde ønskede han at tale, fremstille sin undren og tanker for den gyldne hoppe, for selvom hun forstod hans mening, var det ikke altid hun opfattede hver skjulte nuance. Og selv den mindste nuance betød alt for hingsten, thi de kunne tolkes og forstås på tusinder af måder.
Dog talte han endnu ikke, og lod sin dybe stemme hvile i sit brede bryst. Han var ikke en erfaren taler, og hvorvidt han kunne udtale ordene rigtigt, uden de smertende mælderinger fra tungen vidste han ej endnu.

Det var tydeligt, at følelserne sad udenpå pelsen af den gyldne sjæl, der lå ved siden af den sølvfarvede månedanser, som hun havde nydt mange timer sammen med nu. Og det følelser, som var synlige, var yderst varme og positive. Hun havde puttet sit hoved lidt ned imellem sine forben, efter at have undskyld. Det var som sådan ikke fordi, hun så noget galt i det hun gjorde, men hun vidste hun havde handlet overilet, og for at undgå at gøre dette endnu engang, havde hun fængslet sin mule en smule. Dog lod hendes øjne et smil vise sig, da hingsten, efter en kort undren, så ud til at ønske svar på hvad hun egentlig gjorde, og undskyldte for. Hun lod mulen forblive nede imellem hendes forben lidt, inden hun løftede den op, for at lade den unikke stemme hun besad fylde stilhedens tomrum imellem dem.

,,Du ædle, jeg skjuler normalt ikke mine følelser, og dette skal heller ikke være en undtagelse; mit hjerte banker anderledes og kraftigere i dit selvskab, også selvom jeg kun har kendt dig i kort tid, i forhold til andre. Men jeg kan rigtig godt lide dig, og derfor gjorde jeg, som jeg gjorde. Jeg håber ikke, at jeg har overtrådt en grænse hos dig, og jeg skal nok beherske mig selv lidt”

Sagde hun, og det sidste endte ud i et lidt mildt grin. Ikke fordi, hun lavede sjov, men hun vidste at hun opførte sig som en forelsket unghoppe; og det morede hende vel. Og samtidig så var det jo ikke så langt fra det hun egentlig var. Hun var ikke klar over, om det hun følte overfor den sølvarvede hingst kunne sættes overfor forelskelse; men det var vel noget derhen af? Hun brummede derefter mildt og lod sine brune øjne søge ind imod hans blå, der udtrykte så meget, i forhold til alle andres. Og der ledte hun vel efter en form for accept, eller, det håbede hun at hun ville finde. Men samtidig kunne hun fornemme, at der lå langt mere end blot undren over hendes handlinger i hans kropssprog, men hendes evner rakte ikke til at tolke dette, så præcist som det skulle.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MAGIC[/font][/center]

Den tvefarvede hingst lyttede stilfærdigtigt til solhoppens ord, imens han blot hvilede sin tunge krop. Ganskevidst var hans hoved rejst, hans opmærksomhed skænket til hende, og deres omgivelser, men han slappede ganske meget af. Hendes ord kom en anelse bag ham, og det rykkede let i hans mundvige, før han med en dæmpet brummen blidt stødte mulen imod hends hals. Hendes ord satte beskrivelse på visse af de følelser de tunge hingst følte, og på sin vis følte han sig lykkelig over hendes ord, og rørt på en måde der var ham svær at sætte ord på. Han havde også kun kendt hende ganske kort, men at han følte sig nærere knyttet til hende end nogen anden hoppe han i længere tid havde kendt, lagde han ikke skjul på. Selv ikke de vage minder af hans moder forbandt han med et så.... Farverigt væld af følelser. Hendes lette grin fik ham til at ånde dybt ud, og han vendte de dybe blå øjne imod hende, for derpå at pruste til en lok af den kraftige pandelok, og virre let med hovedet. Derpå nippede han kort til hendes korte man, og lod et tydeligt smil tegne sig i sine mørke øjne. Han gengældte hendes følelser, men hvordan det skulle vises var han usikker på. En hoppe der havde falt med samme klare kropssprog som ham, havde kunnet tolke hans lige så klart, havde han ikke tøvet med at indlede en parrings dans med. Men hans danserinde... Han var usikker på hvad hun ønskede, hvad hun kunne holde til.. Hvad hun mente med sine ord.. Ak, ja, han var endnu ikke helt vis på det ordfulde sprog hestene her kommunikerede med.

Det at være så tæt på denne unikke hingst, havde vakt mange følelser hos den gyldne hoppe. Hun følte sig nærmest forårskuldret her, med denne sjæl, som havde fået hendes hjerte til at banke hurtigere og kraftigere. Hvordan han havde gjort det, var uvist, og hvis hun vidste det, ville det nok heller ikke have ramt hende så hård; men han var speciel, unik. Og dragende. Hun rakte mulen en smule imod ham, mens han vejede hendes ord.
Ud fra den reaktion, som den sølvfarvede, måneagtige hingst kom med, kunne hun fornemme, at de følelser hun havde blottet overfor ham, lå gengældt i hans sind. Og dette varmede den gyldne hoppes sjæl umådeligt. Hvordan det var muligt, at møde en som man gik så godt i spænd med, så tidligt, og at det allerede kunne fornemmes ved første møde, kunne hun ikke sætte sig ind i, var muligt. Men de var her, og de lod begge til at have det ufatteligt godt i hinandens selskab; så godt, at der var kommet følelser op og havde vist sig imellem dem.
Da hans mule kom hende nær, for at lade et blidt prust blive sendt imod hende, løftede hun mulen lidt og lod den mødes med hans. Det var en rar fornemmelse at være ham så nær, og da hun mærkede hans varme mule, følte hun endnu engang det følelsesvæld der strøg igennem hendes krop. Glæde, usikkerhed, generthed, tiltrækning. Det hele var der, og selvom at det endnu ikke var helt tydeligt imellem dem, hvad de hver især følte, så ønskede hun ikke at tøjle de følelser der fløj igennem hendes krop. Om han havde helt ligeså stærke fornemmelser som hende, vidste hun ikke - og ligenu ville hun ikke spørge med ord, hun ville i stedet nyde den nærhed hun havde med denne hingst. Her, i nattens ly, væk fra regnen og kulden. De var sammen og de kunne varme hinanden, nyde hinanden i nattens resterende timer, hvilket var nøjagtigt hvad hun ønskede.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
WONDERING[/font][/center]

Med en blid brummen lod han en varmestrøm fra sine næsebor stryge i hendes retning igen, hvorefter ham mimrede let til hendes mule, et blidt kærtegn. Forårskuldet følte han sig ikke, thi hans kølige temperament tillod ham sjældent ophidselse. Men stadig følte han den blide, konstante varme, der af og til flammede op i en sådan grad at han havde lyst til at fare op, og optage deres dans. Dog vidste han at hopper af og til fremkaldte den reaktion hos ham, det var en naturlig del af en hingsts liv, at føle sig draget af hopper, lave føl, beskytte dem, og med vise øjne udvælge den hoppe der skulle lede dem… Men stadig var det her anderledes. Hvordan vidste han ikke, og heller ikke hvorfor. Genert følte han sig ikke, men han følte det som stod han på usikker is, og en hvilken som helst forkert bevægelse kunne fremkalde et fald. Ikke at han ikke kunne rejse sig igen, men det var noget totalt nyt for hingsten. Han rystede kort hovedet, og kaldte dermed den lange, tykke vinterman i bevægelse, hvorefter han igen vendte sine havblå øjne imod hans sollys i dette natlige mørke. Natten kunne falde over dem i tryghed, og mørket skulle ikke være at frygte. Han ønskede at beskytte hende, skulle det komme dertil, og han var vis på at hun vidste så meget. Gerne længere end den korte nat, men for meget ville han ikke forvente af den spinkle hoppe, han ville ikke presse hendes følelser for langt, var stadig for usikker til at kunne bestemme sig for hvad præcist han ønskede. Men han var ihverfald sikker på at denne hoppe stod ham specielt nær, var specielt følelsesmæssigt forbundet til ham.
Han vippede kort med sine dunede, ponyagtige ører, før han søgte hendes blik, blot for igen at få bekræftet den mærkelige ild han følte brænde fra hende. Hendes, eller måske hans følelser var afspejlet i de dybe kastanjebrune øjne.

Den lette mimren der faldt imod den gyldne’s mule, fik sanserne til at reagere endnu engang; de kærtegn, som denne sølvfarvede månehingst tilbød den gyldne hoppe, var så langt fra alt hun havde kendt til førhen; de var kærlige, på en måde der talte til hendes hjerte, således at det svarede igen med en forhøjet puls og hårdere banken. Det var en speciel fornemmelse for den gyldne hoppe, der følte sig draget af denne tavse danser, der havde ført hende rundt i timer; budt hende sit selskab og sin side, som hun havde taget imod og fulgt.
Stilheden var over dem, som nattens tæppe blidt beskyttede. Ikke at denne stilhed ikke kunne brydes med ord, hvis det var det som den gyldne følte for; men stilheden tillod i stedet de små signaler at tale deres sag. Da den månefarvede hingst lod sin man rystes over, i det han rystede hovedet, brummede den gyldne sagte og lod sit eget hoved hæves en ganske smule, således at hendes øjne gik fri af totterne, der så blidt strejfede hendes hals. Et smil prydede da hendes mule, hvorefter hendes mule følte sig frem til hans kæbe, for ganske blidt at berøre den. Helt præcist hvad det var, med denne hingst, kunne hun ej sætte ord på, men hun kunne følte det unikke ved ham. Der gik ikke længe, førend hans ører blev vippet imod den gyldne hoppe, og da hans blik mødte hendes igen, var smilet tydeligt; både på mule og i de brune øjne hun besad. Selvom hun tidligere havde følt sig forlegen over at vise de følelser, der kuldret sprang rundt i hendes indre, stod de nu klart og sikkert i hendes blik. Hun følte for denne hingst, det gjorde hun. Hun kendte dog ej heller mange i dette land endnu; ja, alt var endnu ganske nyt for denne gyldne hoppe, men det føltes for hende, som om denne hingst var det kendte, det sikre, den klippe man kunne søge sikkerhed hos og samtidig var det så usikkert, at spændingen der lå herom, næsten var ubærlig. En blanding af alt dette, var vel det som Illana inderligt følte. Hun var draget, tiltrukket og underlagt de følelser der boblede i hendes indre.
Hun prustede derpå mildt og lod sin mule søge ned imod hans, hvor hun ganske blidt kærtegnede den, for da at lade den søge helt ned imod hans forben. Hun kunne trygt hvile her, hele natten igennem, med denne sjæl ved hendes side. Fortidens skygger, som hun førhen havde frygtet, kunne ikke røre hende her; i dette land kunne hun danse med dem, for at holde dem i skak og da ville de ikke røre hende, men nu var det ej nødvendigt, for hun lå med månedanseren, og derpå kunne skyggerne ikke røre hende. Aldrig.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
DREAMING[/font][/center]

Samael, månesønnen, åndede den tætte, varme luft fra hans ledsager dybt ind, og betragtede med stor kærlighed hendes reaktioner og handlinger. Thi hun vagte hans interesse i en sådan grad, at hingsten selv til tider var lamslået af det. Lige som hende nød han den tryghed der lå usagt imellem dem, i deres skjul. Selvom det var ham der måtte træde til handling hvis tiden var inde, var han vis på, at han med den gyldne Illana som indsats ville kunne overvinde de skrækkeligste modstandere. En fredsommelig harmoni fyldte luften omkring ham, og satte sig så dybt i hans sind at han følte han han knapt selv var til stede, men samtidig levede i ét med hvert åndedræt.
Hendes kærtegn forekom ham uendeligt fjernt, men samtidig så nært, som rørte hun selve hans sjæl. En kort skælven løb igennem den tunge hingst, før han med en dyb, rolig, brummen strøg sin tvefarvede mule over hoppens hals. Hun var nu faldet til ro, og selvom det overskred en del afhingstens grænser at hvile sammen med hende, i stedet for at våge over hende, lod han sit tunge hoved hvile over hendes manke, og blå øjne hvile i horrisonten, vågent, men så roligt at han knapt var ved bevidsthed... At våge på denne måde var svær at forklare, men han vidste med fuldt belæg, at han til hver en tid ville være klar til at rejse sig og drage sine erfaringer fra menneskenes træning til brug i kamp.
Nu var dog ikke tiden. Nu ville han blot hvile, se solen genrejse sig på himlen, og til den tid tage afsked med den gyldne danserinde, for igen at søge nye sjæle, nye vidundere. Udforske og udfordre den verden han var bragt til.

Natten lå nu tungt over de to sjæle; men trods mørkest tiltagen, var deres sjæle endnu ikke mørklagte. Månehingstens sølvfarver skinnede endnu kraftigt op, og ligeså den gyldne hoppens farver, i den mere varme nuance. De to sjæle, der lå så tæt ved hinanden, var vel ganske tæt forbundet allerede. På et plan, mere end den gyldne havde oplevet med nogen før. Altid havde hun haft venner omkring sig, der kunne give hende tryghed og glæde, men aldrig havde hun haft en, der gav hende denne følelse, som hun oplevede med den månefarvede majestætiske sjæl. Han havde tændt en gnist i hende, som stødt og roligt, under de gunstige forhold, kunne vokse sig til en flamme. Om den nogensinde ville gøre dette, kunne den gyldne sjæl ikke vide, men hun kunne håbe.
Et smil fandt vej til hendes smalle mule, da han reagerede således på hendes kærtegn, som han gjorde; og da han strøg sin mule over hendes hals, afgav hun en nærmest saglig brummen, så lys, at den kunne lyde som en trillende lyd i behag. Langt fra overdrevent, for den gyldne overdrev sjældent sådanne ting, men tilpas tydelig, så han kunne forstå, at hun nød ham, hans selskab og kærtegn. Og efter at hun havde lagt sit hoved ned, til hvile, gik der lidt, og da mærkede hun hans hoved hvile over hendes mankekam. En utrolig ro fandt sig vej igennem hendes spinkle krop, og vel vidende om, at hun var tryg sammen med denne noble hingst, faldt den gyldne sjæl langsomt i søvn. Og i hendes drømme, fortsatte hendes sind med at bearbejde alle de indtryk, som hun havde fået af denne hingst; den sølvfarvede hingst.

[Tråd afsluttet - Out ]