Silhuetter i horisonten

Samael

Samael, som endnu ikke havde fortalt den gyldne danserinde sit navn lod et smil lyse op i sine øjne. At det ikke hvilede på hans mule var en helt anden sag. Hans mundvige var endnu ømme efter at børe metalbidet, og selvom han nu ønskede at kunne tale med sin partner, og det endnu mere end de få andre gange han havde ønsket det, vidste han at hans tunge ikke var rede til at tage imod den opgave; den ville snuble, og fejle i at udtale det navn han besad, det navn der gjorde ham til den han var; Samael. Alene tanken om dette navn fik en kølig rislen til at glide igennem de ømme rygmuskler. Samael. En dyb prusten løb befriende fra hans mule, og han rettede de tvefarvede øre imod den gyldne soldatter ved sin side før hans skridt lod ham føre dybere ud i søen. Snart forsvandt det magiske lys, men ej blev der helt mørkt. Et sølligt skær prægede natten, farvede alt i blå og grå nuancer. Dog så den tvefarvede hingst stadig sin partner i de farver solens sidste stråler havde badet hende i; et væld af gyldne nuancer. Indtrykket hvilede stadig dybt i hans indre og forhåbningen om at støde på denne sjæl endnu engang efter deres veje ville skilles var uundgåelig. Han ønskede at møde hende en anden gang, en anden tid. Og da præsentere sig som den han var, gøre udtryk for de tanker han følte, de tanker der summede, med sine egne ord.. Med sin egen stemme. Hvordan hans stemme klingede var han usikker på. Men han havde hørt nok tale til at kunne gætte sig til noget i nærheden. Den ville være dyb, rungende, som følge af hans krop. Og han håbede at den ville klinge lige så klart og muntert som den gyldne hoppes. Endnu et skridt fik det lange hovskæg til at søge under vand, hvor det fortsat dansede, som om selve søen ville hilse de lange silkehvide hår. Han nød den kommende nat, og så frem til at tilbringe den i hoppens selskab. Hvis da ikke hun var kommet i tanke om noget vigtigere.

Illana, den gyldne, der stod ved søens glitrende kant, med sin dansepartner; månehingsten, den mageløse, lod sit blik glide bagud et kort øjeblik da solen kastede sine sidste stråler og lod natten tage over; en overgang, der skete indenfor få sekunder, hvor strålerne kærtegnede deres kroppe for en sidste gang, inden månen ville tage fat og gøre det samme; dog uden samme varme og gyldne nuancer, men derimod farve alt i en sølvfarve der passede til hingsten, der nu var på vej ud i vandet. Langsomt og kontrolleret bevægede han sig, med en ynde der ikke kunne matches. Den passede til ham, til hans stærke krop, der kunne trække selv det tungeste læs; og da han var trådt en smule længere ud i vandet, søgte hun efter ham. Hendes spinkle ben krydsede vanoverfladen med en adræthed som en hjort. Hun lod mulen søge ned i vandet og møde de ringe, der bredte sig fra de steder, hvor vandet var blevet brudt. Månen, der havde tittet frem for længst, lyste nu med en kraft der ej var til at konkurrere imod og belyste de to. Da hun mødte de blå øjne, som denne hingst ejede, smilede hun igen. Der lå en vilje i ham, som var der et ønske gemt bag hans vindue til sjælen, og hun tillod sit blik at hvile der i en stund, for at prøve at finde ud af, hvad dette spørgsmål, eller dette ønske var. Dog kunne hun ikke tolke det til fulde og lod da hendes mule mødes med hans i et øjebliks forening. Selv deres spejlbilleder blev i det øjeblik forenet, i det øjeblik var de én.
Illana, der måske lod sig rive lidt med at øjeblikket, lukkede da sine øjne for at nyde den nærhed hun havde fundet med denne hingst; deres dans var måske slut for nu, men den langsigtede dans vidste hun, kun lige var påbegyndt.

Samael

Den tvefarvede månehingst brummede forundret da hoppen bragte sig ud til hans side og søgte nærkontakt. Ganskevidst var han vandt til påtrængende heste, men sjældent havde han oplevet et så stort behov for berøring som denne hoppe. Ikke at han havde noget imod det, og hvorvidt hun altid var på denne måde lå ham uvist. Med endnu en dæmpet, mumlende og beroligne dyb brummen åndede hingsten roligt ud imod hendes mule, hvorpå han søgte de gyldne øjne hoppen besad. Hun havde lukket dem, lukket det vindue til omverdenen hendes sjæl havde. Men han vidste at hoppen talte ganske vel med sin krop, og at blot et øjeblik kunne betyde døden i de forkerte omstændigheder. At hun dermed lukkede sine øjne forekom ham som en dybt ærbødig hilsen, et signal om at hoppen stolede på ham, på at denne ildsjæl følte sig lige så knyttet til ham som han selv gjorde til hende. Trods deres ganske korte møde var han allerede vis om hendes lys, hendes fortælling, og hendes sjæls sande glans. Og det var ganske meget for den unge hingst, for ung det var han. Ledt ud på et vildspor at sine løbske tanker vendte hingsten tilbage til momentet, blot for igen at befinde sig over for den gyldne solhoppe i det påtagende sølvmørke. Hvor længe der var gået var ham uvist, men det forekom ham også som en ligegyldighed. For han befandt sig ganske trygt, og selv hvis en fare skulle bringe sig frem i månelyset var han sikker på at de to dansere sammen ville kunne se den i øjnene, eller flygte i mørket som to sjæle hvis det skulle blive en nødvendighed.
Men hverken flygtning eller kamp virkede der til at være brug for, så han lod de tunge øjne glide i, ganske kort, for at gengælde hoppens tillid. Og der blev han blot stående, som tryllebundet af mørket og det gyldne lys han selv med lukkede øjne kunne ane.

Den gyldne hoppe, hvis ben var omklamret af det kolde vand, der i små bevægelser bugtede sig en anelse frem og tilbage, som resultat af de små bevægelser de to heste lavede, sukkede sagte, hengivent og tillidsfuldt, da den sølvfarvede hingst lod sin krop hilse hende velkommen ved hans side. Skønt at hun knapt kendte ham, kun hans ydre og hans handlinger, som han havde vist hende på de timer, de havde tilbragt sammen, så følte hun sig så knyttet, allerede, at hun ikke rigtig selv kunne forstå det. Efter at have stået med lukkede øjne i nogen tid, hævede hun hovedet op og åbnede sine øjne igen, og da hun så at den sølvfarvede hingst, med en attitude som en konge, selv stod med et lukket blik, der viste hvor stor tillid han allerede havde til den gyldne sjæl, kunne hun ikke lade værre med at blive en smule overvældet over, at det var gengældt, den erkendelse hun havde vist ham.
Vandet, der klyngede sig imod hendes spinkle ben og som kølede dem ned, dansede ligeså med et sølvskær omkring denne hingst, denne mystiske hingst med månen som en far der hang på himlen, og kærtegnede hans ben, kølede dem ligeså, men nok ikke så meget som på den gyldne hoppe. Hun afgav et prust, kort, den gyldne inden hun søgte hans mule med hendes, for at give ham et lille puf imod den, en så let berøring at den måske blot ville føles som en kilden. Da trak hun hovedet til sig og trådte et skridt til siden, så vandet skvulpede let omkring hendes ben og lidt længere op af dem, hvor det efterlod hendes gyldne pels en smule mørkere, det stykke over vandoverfladen som den lille bølge havde ramt.

,,Min sølvfarvede dansepartner. Jeg, ja, jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal sige det her, men jeg vil gerne bede dig om, at blive ved min side natten over. Jeg føler mig knyttet til dig, som om ..”

Den gyldne stoppede sig selv et øjeblik, da hun fik øje på hans spejlbillede i søens vand. Smuk, det var den første tanke der slog hende; og da søgte hun hans blik. Måske for at se en reaktion, på det hun havde sagt, inden hun sagde videre og måske blot for at se, om han egentlig endnu var der, over vandet og ikke var blevet opslugt i det.

Samael

Månehingsten, der følte sig i komplet harmoni med den nat og det månelys der omgav dem begge, åbnede igen de dybe azurblå øjne. Roligheden i hans blik var næsten altoverstrømmende og et dybt prust forlod hans brede mule da hoppen ganske let snittede den. Hendes stemme lød sagte, syngende i hans harmoniske indre, og han kunne knapt undå at lade glæsen strømme ud i de små bevægelser der konstant holdt hans krop i live; Ét vip med øret, et svagt ryk i mulen. En smule retten på holdningen, alting småting der afspejlede hans tanker én for én. Hvis han havde kunnet tale, havde han svaret hoppen, fortalt hende at han med glæde ville forblive ved hendes side natten over, og til lyset igen skilte dem hvis det var det hans unde dansepartner ønskede. At han igen ville søge til hendes side hvis chancen skulle vise det ville han dog have stået usagt, men det var ganske klart for ham, og forhåbenligt også for denne gyldne ildsjæl. Knyttet? Det ord virkede til at være for let, for ubetydeligt, knyttet... Det var et begræb der kom af menneskenes knude, der let som ingenting kunne vrikkes op med lidt dygtighed. Men ja.. Han var draget, følte sig forenet med denne unge soldanser, og han afventedet hendes ord med et øre der hvilede tålmodigt i hendes retning.

Den gyldne hoppe vippede begge ører imod den månefarvede hingst, der var forenet med natten som ingen anden og lod sit sind opfange alle hans små rettelser på hans holdning. Hans sprog, det utalte, men udførte sprog, var et hun var fascineret af, og denne hingst mestrede det, hvilket fik Illana til at lytte endnu mere efter. Nok var det en stor udfordring for hende, at læse og forstå hans meninger, men hun mente dog at hun havde fået ret godt fat i hans måde at tale på. De små træk der viste behag, ubehag, ønsker eller følelser. Det var tydeligt, eller måske ikke tydeligt, men Illana kunne tolke at hingsten ønskede at forblive ved hendes side, som hun havde spurgt ham om. Gennem natten. Det var en ære for hende, at få lov at dele natten med denne unikke hingst, som havde en bestemt sensuel måde at begå sig hende på. En måde, der havde fået hende til at knytte sig hurtigere end nogensinde før.
Hun smilede kort, inden hendes krop trak sig ét skridt bagud. Hun havde sanset en form for behag i hans attitude, når hun havde snakket og derfor lod hun nu sin stemme komme frem igen.

,,Månefarvede hingst. Jeg ved godt, at du nok ikke har mulighed for det, men jeg længes efter at vide mere om dig, vide dig navn. Men ligeså ønsker jeg også blot at læse dit sprog, det din krop taler for dig, for aldrig har jeg mødt en, der kan magen og det fascinere mig utroligt, at du har lært det. Men dét, jeg aller helst vil, er blot at bruge tid med dig. Du er anderledes, unik og tiltalende, det indrømmer jeg gerne. Og som jeg ville sige før. Jeg føler mig knyttet til dig, allerede nu, som en sjæleven. Partner måske. I hvert fald er der noget ved dig, som mit hjerte føler er unikt.”

Illana, der nu stod og fortalte om sine egne følelser, måtte tage sig i at flytte blikket lidt ned. Det var tidligt, nok alt for tidligt at sådanne udtalelser kom frem fra den gyldne. Mange ville nok se hende som en forelsket og kuldret unghoppe, og måske var hun, men der var bare noget over denne månehingst. Ikke at hendes følelser var så stærke endnu, at hun var parat til at knytte sig til ham, som værende hans for evigt. Men det var ikke udelukket, overhovedet, at hun engang ville nå dertil.

Samael

Hingsten lod sin undren udspilleds i kroppen da hun trak sit let tilbage, og vendte sig halvt i vandet så han danne en nymåne i vandet. Han ønskede ikke at hun skulle træde væk fra ham, men snart blev det klar for ham at hun blot ønskede at distancere sig let fra ham før hun lod sjælen føre sine ord. Han elskede hendes stemme, det lod hun ikke til at betvivle det mindste. Og de ord hun udtrykte forekom ham særdeles vidunderlige. At blive rost i sådanne toner var noget han kun havde oplevet fra de tobenedes side, noget det ofte blev ledsaget med en bølge af tilfredshed når rytteren slækkede trykket og følte sig stolt over ens bevægelser. Men dette var noget helt andet, og han vidste knapt hvor han skulle sætte sit næste skridt. Der skulle ellers meget til at hylde den store hingst ud af den, men ros... I en sådan grad forekom det ham så... Han vidste ikke hvad det var, kunne ikke sætte ord på det. Men det rørte ham dybt, som om flammer tændtes og slækkedes i hans indre i takt med hoppens tonefald mildt betonede ord efter ord. At noget så overfladisk skulle ramme ham så dybt havde forekommet ham uvirkligt for ganske få øjeblikke. Men han skulle have sagt det ved sig selv, med denne hoppe, denne gyldne danserinde, i sit selskab var intet umuligt.
I få øjeblikke overvejede han at fortælle denne hoppe sit navn, men tanken om hans ru stemme efter hendes harmoniske syngende forekom ham for skræmmende til at han ville lade det komme på 'tale'.
I reaktion til hoppens ord blussede et væld af tanker og følelser igennem hingsten som han knapt nåede at opfatte. Forvirrende, dybt forvirrende var det for ham, men hans blik hvilede fortsat på den gylde, tillod hende at se ind i de tankespind er hvilede i hans indre. Selvom hun slog blikket ned, og det forekom ham at hun slækkede en smule på kropsholdningen. Forlegenhed? Han tog ikke notis af det, betragtede hende blot uden at forstyre hendes udtalelser med så meget som en bevægelse. Som stivnet stod han i vandet og lyttede. Dermed gik noget op for den unge hingst. De ord... Kunne det betyde at hun ønskede at tilbringe længere tid med ham? Tanken om en evighed i hendes selskab forekom ham som et eventyr der måtte gennemleves, han ville for enhver pris danse ved den gyldne flanke hvis det var det hun ville tillade ham. Han ville... Han stoppede sig selv før tankerne løb for løbsk. Ord var drilske, og hvad hun ønskede at udtrykke kunne han let misforstå. Men hvordan han skulle reagere? Han vidste det ikke, havde ikke den mindste anelse. Hvad end hun ville opnå med disse ord lod han hende dog ikke betvivle; Hun var hans dansepartner, hvis ikke blot for i nat, så for så længe hun ønskede. Sjælepartnere kunne de kaldes, det ord forekom ham særdeles tiltalende, for han var draget af hendes indre lys, det som kaldtes sjælen. Og partner ville han altid være til hende. Både i dans og i fremtid hvis det var det hun ønskede.

Den gyldne hoppe, der havde stået lidt forlegen, smilede oprigtigt mens hun hævede sit hoved og sit blik igen. Hendes vigen havde ikke været fra ham, men blot for at skabe en afstand til snak, uden det blev alt for intenst; for den gyldne hoppe var bange for at gå for langt med sine følelser og fornemmelser, omkring denne månehingst der havde danset sig ind i hendes sind og hjerte. På så kort tid havde han vist hende noget, som ingen anden havde, noget som tiltalte hende helt ind i det inderste. Noget som hun kunne falde for, som en ungmø der aldrig havde mødt kærligheden før og derfor faldt for let for den. Nok havde Illana ikke stiftet så stort bekendtskab med kærligheden før, men hun var ikke typen der ’bukkede’ under for let, selvom hendes følelser gik amok, og derfor holdt hun det på et passende niveau, følte hun i hvert fald. Hun brummede dæmpet inden hun igen søgte tæt på ham ude i det lave vand, så ringe atter spredte sig ud over den krystalfarvede så, der lå stille hen i denne stille, måneklare nat. Hun strøg ham forsigtigt langs den muskelfyldte hals, der sad pænt på hans muskuløse krop. Hun kunne mærke på ham, at han et øjeblik måske blev lidt konfus over hendes ord, der udtrykte følelser, men alligevel tillod han hende at se det, hvilket hun respekterede ham inderligt for. Ikke mange tillod at åbne sit sind for andre, når der var forvirring i sindet, men han gjorde og hun så. Hun så hvordan han var uvidende om hvor han skulle placere sig overfor den gyldne, nu hvor hun havde givet udtryk for at hun følte sig knyttet til ham på denne måde. Og at han lod sig blive konfus over hendes ord, viste vel den gyldne hoppe, at det ikke kun var hende, der følte noget overfor modparten. Han måtte også føle noget for hende, og forhåbentlig noget positivt, når han reagerede, som han nu gjorde. Illana slog igen tanken om den unge hoppe der vimsede rundt om den ædle hingst fra sig og valgte blot at nyde de øjeblikke der ville komme i løbet af denne nat, med denne hingst.

,,Månelyset, der skinner foroven, siges at kunne bringe nye sjæle til denne verden, oppe fra stjernerne af. De kan vandre langs månens stråler ned til dem, der skal have en sjæl; afkom der endnu venter i deres moders mave eller helt nye føl, der endnu ikke har trukket vejret endnu. Så natten skulle være magisk. Om det også gælder her, ved jeg ikke. Men jeg føler natten som magisk. Og ikke mindst det selskab, jeg befinder mig i.”

Hvordan han kunne være, som han var; en hingst uden et tydeligt talt sprog, men alligevel med et kropsligt sprog og så at han var i stand til at kommunikere, var hende en gåde. Hvad var der hændt ham, siden hans ord ikke var som hendes? Der var mange spørgsmål omkring denne månefarvede hingst, mange som den gyldne nok aldrig ville få svar på. I hvert fald ikke talte svar. Hun lukkede sine øjne kort og lod sit hoved synke ind imod hans. Natten havde taget godt fat nu; og selvom der endnu var god tid tilbage før solen stod op, så havde månen alligevel hængt over dem noget tid.

Samael

Månehingsten, som den gyldne soldatter før havde kaldt ham, fulgte dennes bevægelser med en blanding af respektfuld beundring og et let tilbagetrukkenhed. For han var ganske usikker på hvad hun forventede af ham, han ønskede ej at gå over hendes grænser eller efterlade hende utilpas. Men hendes nærhed fik ham alligevel til at søge hende, stryge den fintfølende mule over hendes silkebløde man da hun trådte ham nær igen. Havde han kendt hendes tanker om en ung hoppe, havde han næsten med sikkerhed leet. Thi hun var ældre end ham, af erfaring. I hendes nærhver var han blot en ung uerfaren hingst med et andet forhold til livet. Han var ganske uerfaren som vildhest og det havde vist sig en del på hans flanker. Dog var han ikke tynd af vilheste standard, han følte sig blot afmagret i forhold til sin tidligere stand.. Et sidespor. Hoppen lod igen sin stemme velsigne natten. Det var ham et under hvordan hun kunne finde ord og toner med en sådan lethed.
Om hun omtalte gamle historier, eller blot overtro var ham uvist. Men den ædle tanke om hvordan føl kom til verden lod ham i en tid i undren. Selv havde han oplevet tilblivelsen af liv, set det forsvinde og hørt det skrækkelige skrig fra en moderhoppe hvis føl ej var levedygtigt. Tanken sendte en kuldegysning igennem hans krop, og med ét følte han sig nødsaget til at trække sig væk fra sin gyldne danserinde. At se hende i sådan en stand... Det ønskede han for alt i verden ikke. At se et livløst langbenet føl...... Alting var knapt så let, men han nåede at bremse sine bevægelser før de blev sat igang. Hvis han ødlagde dette moment for hende, for Illana, frygtede han at hun ville trække sig væk. Der var trods alt også positive sider af hoppernes kampe, at se de stankelbenede føl stavre rundt som de ejede verdenen. Et øre faldt let tilbage, og en svag brummen blandede sig med natten fra hans dybe bryst. Han ønskede ikke at nære sine følelser af skrækkelige tanker for den gyldnes ord var på ingen måde rettet imod det. Hingsten trak vejret dybt, sukkende. Til tider ønskede han at hans liv med menneskene var glemt. Til tider ikke. Hvilken besværlig tankestrøm.
Hendes undren fangede hans opmærksomhed og han rettede sine vise godmodige øjne imod hende, læste af de små signaler hun udsendte og morede sig over hendes ustillede spørgsmål. For han vidste at de var rettet imod ham; den tvefarvede månehingst der ej lod ord føre samtalen. Hvad de omhandlede kunne kan ikke læse, tanker var trods alt ikke hans speciale, men han gættede sig til dem, og kunne derfor ikke undgå glæden ved hendes nysgerrighed. Hendes hoved lagde sig blidt imod hans, og sendte en beroligne strøm igennem den tunge krop. Han støttede hendes, bar det næsten på sit store kraftige. Så spinkel hun virkede her i månelyset, oplyst af sit indre, og så magtfuld..

Der gik nogle trækninger igennem månehingsten, som tydede på ubehag; Illana, den gyldne, der lige havde snakket om hvordan natten kunne være magisk, prustede en smule undrende. Hun kendte ikke selv til noget negativt ved denne form for magi, men åbenbart havde den månefarvede hingst oplevet anderledes? Måske havde han oplevet at nattens magi kunne tage liv, i stedet for at give? Men nu var det også kun i månelyset at Illana havde hørt om, at natten kunne bringe liv. Ellers havde den gyldne faktisk, før hun kom hertil, frygtet natten. Skyggerne der havde boet i hendes land havde været grumme, onde og grådige. De havde søgt hende om natten og prøvet at stjæle hendes sjæls lys og fortærer det og hun havde derfor oftest vandret om natten, sovet om formiddagen og været vågen og dagen igen. En stressende hverdag, som hun nu var sluppet for, for her var skyggerne ikke grådige. De havde ikke søgt at sjæle hendes lys og det respekterede hun dem for, og nu havde hun fundet ro om natten, så hun atter kunne sove fredeligt. Hun prustede dæmpet og lod hovedet glide på sned. Snart lod den månefarvede hingst dog til at genfinde roen i sin krop og det gjorde den gyldne glad; måske havde der været noget ved de ord, hun havde sagt, som havde frembragt underlige følelser i hans sind, men alligevel så måtte der også være noget, som havde været godt. Hun smilede let inden hun slog hovedet en smule op; kontrolleret dog. Hans mule var hende nær og det kriblede i hendes krop og sind. En behagelig kriblen. Derpå lod hun sin mule søge ind under hans kæmpe man og der begyndte hun at massere ham, vel, blidt og roligt for at forstærke det bånd hun i hvert fald følte, at hun havde til denne hingst. Efter hun havde gnubbet ham i nogen tid, stoppede hun kort. En vind susede omkring dem, omfavnede dem som en i et øjeblik og Illana trak mulen til sig, nærmest betænksomt. Var der nogen der holdte øje med dem, som havde sendt denne vind imod dem, for at fortælle dem noget? Illana prustede dæmpet, inden hun mødte de azurblå øjne som månehingsten besad.

,,Tror du på, at der er ånder i vinden?”

Hun formulerede sig, således at han let ville kunne tilkendegive sin mening. Illana kom nemlig i tanke om, at hendes moder havde troet på, at ånderne levede i vinden; dem der ikke vandrede videre til den anden verden med det samme. Illana havde aldrig selv troet på dette, da hun ikke havde oplevet det, men måske troede han på det?

IMAGINATION

Ånder i vinden? Samael, den hvis navn betød prins af mørket, lod tankerne vandre for en kort stund imens de dybe havblå øjne hvilede på hoppens og en behagelig krilren fik ham til at tykke kort på skindet. Levende væsner der bevægede sig som usynlige bånd i luften omkring dem begge? Et kort vip med øret og derefter en kort, flydende hovedrysten fortalte hingstens mening til alle punkter; Nej. Han troede ikke på at andre væsner lurede i mørket. Troede ikke på et sind så enormt, en verden så ukendt. Eller måske ønskede han ikke at tro på det? Så mange ting forekom den unge hingst skræmmende og nye her i landet. Men med den vise hoppe ved sin side lod han sig ikke gå på af disse tanker, og lyttede istedet til nattens smukke harmoniske lyde der hvivlede omkring dem, forstærkede hans gyldne dansepartners stemme og bevægelser.
Ganskevidst mente han at livet ikke kunne ende så pludseligt, at de tusinder af følelser og ord ikke kunne forsvinde sporløst, opløst af verdenshavet. Men han vidste bedre end at tro på ed ammestue historier han havde hørt som strejfer i dette nye land.

Den gyldne hoppe, Illana, prustede mildt. Det var tydeligt, ud fra den reaktion som den sølvgrå danser kom med, at han ikke troede på, at der fandtes disse hvileløse ånder i vinden, som ikke kunne finde vejen over til den verden, de hørte til i, efter at have eksisteret i vinden. Og denne nye viden om denne faktisk ret ukendte hingst, for den gyldne hoppe, gav hende et lidt tydeligere billede af, hvem han var. Ja, det var sådan at netop fordi Illana følte sig så tiltrukket og draget af denne sjæl, så ønskede hun ihærdigt at vide mere om ham, om hans sind og meninger. Nu kendte hun blot en ud af mange, ud fra det spørgsmål hun havde stillet, og for Illana var hans meninger ikke et dømmepunkt; nej. Hun ’dømte’ ham ikke ud fra hvad han syntes om og ikke syntes om, eller nu lige troede på, men hun dømte ham for pakkens helhed, hans adfærd og socialisering; og den var hun tiltrukket af. Endnu engang søgte hun siden på denne store hingst, den tryghed han gav hende, selvom han var en komplet fremmed, hvor kun få prikker af pudsespillet var lagt, som de skulle. Hun sukkede dæmpet, men yderst tilfreds over ham og hans helhed, der blot blev mere og mere komplet i hendes forstand. At være her, ved den sø hvor måneskæret forsølvede det hele, hvor søen kunne forene dem i det billede den kastede tilbage, det var unikt. Specielt, smukt. Illana lagde hovedet lidt på skrå, efter lidt.

,,Min ædle dansepartner, heller ikke tror jeg selv på, at ånderne lever i vinden, men min nysgerrighed omkring dit sind, bringer mig frem til endnu et spørgsmål; jeg håber ikke, at jeg bliver for direkte med alle disse spørgsmål”

Sagde hun med et lavmælt inden hun strøg ham over den maskuline hals.

,,Tror du på at nogen sjæle blot er skabt for hinanden?”

Hendes spørgsmål var vel præget af hendes kuldrede tanker og følelser. Som en unghoppe, i forårstider, der vimser omkring de veltrænede hingste; og det var vel en blanding af en sådan unghoppe og den veltalende hoppe hun normalt var, som der endte ud som den hun nu var, her i hans nærhed. Og med håbet om, at hendes spørgsmål ikke var for direkte og let at gennemskue, havde hun nu stillet det til ham; og med et enkelt nik eller rysten på hovedet, kunne han vise sin mening omkring dette, og endnu en prik i pudsespillet ville være lagt.

FAITH FULL

Den tvefarvede hingst lod en dæmpet brummen tone ud i natten imens han lyttede til solhoppens ord. Hun talte som var hun bange for at han vile blive foraget over hendes spørgsmål, hvilket til dels forekom hingsten venligt og sårrende. Hvorfor hun behøvede at undskylde på forhånd forstod han ikke, og siden nysgerrighed var gengældt så han intet galt i den. Dog lyttede han med største tålmodighed til hendes ord, og det ene øre fikseret på hende imens han studerede den gyldne mule der let formede de udtalte ord. Sjæle som skabt for hinanden? Hun talte om denne kærlighed han til tider havde hørt menneskene diskutere, men aldrig havde haft interesse for. Men hans sjælepartner, det var hun. Det havde han været overbevist om siden... Han vidste ikke hvornår, men på et tidspunkt i deres møde havde han accepteret ordet, det havde de begge uden at fortælle hinanden om det, blot forenet i meningen. Skabt for hinanden... På sin vis forekom det bizart for den tvefarvede at man skulle kunne vre blevet skabt, udelukkende for en andens skyld. Men han forstod hendes mening med spørgsmålet. Og begrebet. Thi han følte at deres møde blot havde været et spørgsmål om tid før de forenedes i dans. Så på sin vis troede han vel på det. Selvom det virkede ganske tåbeligt for ham med at skulle være skabt for én hoppe. Hvis det da fungerede på den vis. Han var trods alt en hingst, af legme og af sind.
Svaret kom efter en lang tanketid, hvor han blot betragtede sin partner og nattens blågrå lys skær der forenet med månens farvede alt i et søvhvidt lys. Derpå nikkede han, hvorefter han stoppede sig selv, rystede let på hovedet, stoppede igen, og endte på med at brumme, uden at kunne træffe en egentlig beslutning. Troede hun på det? På at være skabt for en anden? Han kunne ikke læse det fra hende, men lod sin lid til at hun ville fortælle ham det, hvis hun fandt ham værdig til det.

Den gyldne hoppe bemærkede hvordan hendes spørgsmål forplantede sig i hendes partners krop; og de reaktioner, som det vagte, opsnappede hun hurtigt. Det virkede som om, at han forbandt hendes undskyldning med noget negativt, som om hun ikke behøvedes at undskylde; men blot var den gyldne hoppe født med en høflighed i sindet, større end hendes direkte adfærd, og derfor hændte det, at hun udtalte sig, som hun havde gjort. Dog lod han til at tage spørgsmålet til sig, og efter nogen tid, hvor de to sjæle havde betragtet hinanden lod han et nik fremkomme. Det slog egentlig Illana lidt; på den gode måde vel og mærket. Han var ikke en hingst herfra, ikke en hingst der synligt var vant til denne form for levemåde. Hans måde at bevæge sig på, det utalte sprog, det virkede til at stamme fra en anden verden, og derfor var hun langt fra sikker på, om hans opfattelse omkring denne følelse, af at være skabt for hinanden, var den samme. Lidt efter hans nik, smilede hun så bredt. Hun smøg sig langs hans side, hverken krænkende eller flirtende, men sageligt og følsomt. Hun påbegyndte da en cirkel om den sølvfarvede hingst, der nu stod stille; og mens hendes cirkel, der blev udformet af hendes spinkle ben, der bar hende naturligt yndefuldt af sted, blev større, tillod hun sin mule at bryde stilheden, der herskede under månens stråler.

,,Min sølvfarvede partner, selv tror jeg på, at man kan være skabt for hinanden. Ikke ment som at man tilhører en anden, eller at ens formål i livet er at være der, for den anden; men at der er én, derude, der passer sammen med en i sindet. Sammen i hjertet. Den éne man kan være lykkeligere med end sammen med alle andre”

Sagde hun dæmpet, nærmest syngende, inden hun slog frem i en harmonisk dans og på ny inviterede ham med i dansen, der havde holdt en kort pause ved den idylliske sø. Men ønskede den harmoniske hingst at deltage i dansen igen, sammen med den gyldne hoppe; hans dansepartner?

DON'T LET GO

I can't believe this moment's come
It's so incredible that we're alone
There's so much to be said and done
It's impossible not to be overcome
Will you forgive me if I feel this way
Cuz we've just met - tell me that's OK
So take this feeling'n make it grow
Never let it - never let it go
(Dont let go of the things you believe in)
You give me something that I can believe in
(Dont' let go of this moment in time)
Go of this moment in time
(Don't let go of things that you're feeling)
I can't explain the things that I'm feeling
(Dont' let go)
No, I won't let go

Måne sønnen fulgte forundret sin partners livlige og spændsdige skridt, og kunne ikke undgå at føle sig draget af den gyldne hoppe. Selvom hendes bevægelser ikke lagde op til flirten lod hans sanser ikke til at opfatte det. Hun forekom ham yderst tiltrækkende, præcist som hans hingstelige instinkter lagde op til. Betaget fulgte han hende med blikket, derefter ørene, og så blikket igen da hun havde rundet den halvcirkel han ikke kunne holde øje med hende i. Sammen i sindet, sammen i hjertet. Hvis det var sådan en der var ens 'eneste ene', den man var skabt for at klinge sammen med, var han næsten overbevist om at han havde fundet hende i den vise gyldne der nu bød livligt op til dans. Hun ville være en moder han kunne være stolt af, en vis lederhoppe i nødens stund.. Eller det var det indtryk hun havde dannet for ham. Det indtryk hun havde givet ham med sit kropssprog, ej de ord hun formåede at fremtrylle. Selvom hendes stemme og syngende sætninger alene kunne være nok til at overbevise andre, stolede hingsten stadig mest på det sprog han altid havde talt; det han altid ville tale. Med sjælen og kroppen.
Hovskæget dansede tungt hen over vandoverfladen, og flere tusinde små partikler dansede i vejret for at spejlede månelyset i tusinder af små krystalliske glimt da hingsten tog imod hendes invitation og steg op af vandet i en flydende trav. Med vandet drivende fra den tunge krop, lod han de sidste skridt føre sig helt op på land før han rystede sig, og med et højt fnys hævede hovedet og lod blikket falde på sin partner med spillende øjne. Han ville aldrig afvise en dans, om så den var beregnet til at fremvise styrke mod en anden hingst.