Naturen synger

Her er mange lyde. Vinden, der suser i trækronerne, grenene der knirker af samme årsag. Skrig og kald fra dyr, der befinder sig langt borte. Lyden af bølgerne i det fjerne. Ja, og så er der lyden af mine hove, der letbenet bevæger mig gennem de visne blade, som naturen endnu ikke har kunnet nedbryde helt. Jeg har ikke noget egentligt mål, men man kan vel kalde det en opdagelsesrejse, om man vil. Efter en tids vandren vender jeg mig væk fra skoven og bevæger mig i stedet en smule ud i det åbne land. Og der stopper jeg. Med nakken knejset og ørerne flappet til hver deres side står jeg nu her, ganske rankt og galant. Jeg er ny her, og min lugtesans fortæller mig, at jeg absolut ikke er den eneste, der befinder sig i dette land, på trods af at ingen af dem endnu har ladet sig komme til syne. Men når jeg vil, er det ikke noget problem for mig at væbne mig med tålmodighed. På et eller andet tidspunkt dukker der vel nogen op. Eller hvad?

Pure at heart

---

I disse dage, har jeg vandret en del i leventera. Mine hove har ført mig lands denne ø, af ukendte årsager. Men i mit indre, er jeg vis på, at jeg er kommet til denne , af årsager som kun de højere magter kender til. Jeg har jo mødt nye sjæle på denne ø, i den sidste tid, og det kan være en grund til at jeg er havnet her, for at byde de nye vandrende sjæle velkommen.
Mine røde øre vipper ganske blidt omkring, mens jeg med mine lange, tynde og elegante ben, bevæger mig elegant afsted, med en smidighed og stor ynde, som ligger min krop ganske naturlig. Jeg ved godt, at jeg ej er som mange andre i dette land. Mange ejer flere farver, der danser over deres kroppe, mens jeg blot ejer en. Men denne røde farve, har jeg til gengæld heller ej set på andre, og det er jeg ej vant til. I min gamle flok, ejede mange denne røde farve, men her, er jeg ej stødt på nogen med den farve.
Jeg bevæger mig stilfærdigt afsted, igennem det åbne land, der også eksisterer på denne ø. Men jeg er ej alene, for en ny duft ramler ind i mine sensitive øre. En fremmed sjæl.. Fremme foran mig, skimter jeg nu en mørk, nærmest sort, ædel hingst, hvis hårpagt er ganske flot og fyldig. Langsom standser jeg op, med ørene vippet frem imod ham. Jeg står stadig i god afstand til ham, da jeg ej ønsker at træde imod ham, hvis han blot er på omrejse, og ikke ønsker selskab. Istedet vælger jeg at sende et lyst meget lavmeldt vrinsk imod ham, med den blide undertone. Mit blik er rettet imod ham, og ligeså ørene, som vipper ganske mildt på mit hoved der holdes i en neutral holdning indtil videre.

Om jeg har gode sanser? Ja, ikke for at prale, men svaret på det er et klart og tydeligt ja. En fremmed essens tager del i blandingen af hav og visne blade, da vinden blæser mildt, men dog køligt imod mig. Jeg drejer mit hoved til siden og hæver det en anelse, hvorefter jeg ganske galant lader en bue forme min nakke. Kortvarigt lader jeg min hale smælde om mig, inden jeg nu står og betragter en rød hoppe, der ikke er langt fra mig. Hun bærer en særlig duft med sig – en duft, der gør os hingste forårskulrede, den vækker vores interesse. Duften af brunst. Naturligvis er jeg ingen undtagelse – selv jeg bliver fanget en smule, og det bliver en smule sværere at vende ryggen til hende og ignorere hende. Det er der da alligevel heller ikke nogen grund til, vel? Jeg giver et tungt, hingstet prust fra mig og lader begge mine ører flappe ud mod hver deres side. Jeg sørger for, at mit kropssprog virker kontrolleret og roligt, selvom jeg tvivler på, at hun ser mig som en trussel. Ligner jeg måske en dræbermaskine med de slanke ben? Jeg rynker ganske kort på mulen, indtil jeg besvarer hende med et meget kort og lavmælt hvin. Mine store, mørke øjne betragter hendes fine, slanke krop med et roligt blik. Jeg æder hende absolut ikke med øjnene, der er ingen grund til at skræmme hende væk på forhånd. Hvis hun tør komme herover, skal jeg ikke stå i vejen. Og jeg vil gøre alt for at virke interessant nok til at lokke hende til det.

Pure at heart

---

Jeg står ganske roligt, og afventer en form for reaktion fra hans side af. Jeg ønsker ej at træde nærmere denne sorte ædle hingst, medmindre han ønsker mit selskab, ligesom jeg ønsker hans. Jeg er udmærket klar over, at jeg er i min periode af brunsten. Men jeg er en godtroende hoppe, og en hoppe der ikke render og skjuler mig selv i denne periode. Jeg er godt klar over, at jeg hurtigere ’hidser’ hingstene op, men jeg har ej i sinde at skjule mig selv, og drage bort fra selskaber. Det kan mit sind ej, da jeg er en socialt anlagt hoppe, der ønsker selskaber. Dermed ikke sagt, at jeg ej kan vandre alene i stilhed, for dette nyder jeg også. Men ej i en hel periode med brunst, da det er for længe. Da han vælger at sende mig et hvin, tager jeg det som en accept for, at jeg nærmer mig ham.
Mine øre vippes helt frem, og med en let og nærmest usynlig bevægelse, bevæger jeg mig frem i en feminin og nærmest kærtegnene gang. Jeg placerer altid mine hove blidt imod jorden, som var en skrøbelig. Min nakke er ganske svagt knejst, ej meget, da det ikke er noget jeg gør i. Da jeg er tæt nok på, uden at kunne træde over nogen grænse til ham, vælger jeg at stoppe. Jeg er påpasselig, eftersom nogle af de sjæle jeg har mødt, har haft nogle store grænser. Og dem kom jeg til at træde over, ved et uheld og dette ønsker jeg ikke nu. Derfor står jeg nu her, med en rank og venlig holdning. Mine mørke øjne, hviler varmt og mildt på hans krop, inden jeg lader min fløjlsbløde stemme vinde frem.

,,Godaften, du sorte ravn. Mit navn er Armonia, og jeg er ej ny i dette område. Jeg har vandret på disse øer siden vinterens sne faldt, og nu er det atter forår. Jeg kender de fleste øer ganske godt, men ej alle sjælene der vandre her.”

Sådan vælger jeg at præsenterer mig selv, med et let nik, inden jeg lader blikket falde lidt igen. Jeg stirrer ej på mine selskaber, og ej i deres øjne. Det er der nogle der ej bryder sig om.

Sorte ravn. Ja, hun skulle bare vide, hvad jeg er for en. Om jeg har tænkt mig at vise hende det, det er kun ene og alene mig selv, der skal træffe det valg. Armonia. Javel. Allerede nu ved jeg to ting om denne hoppe; at hendes navn er Armonia, og at hun er meget modig. Eller blot dumdristig. Til hendes egen fordel nærmer hun sig ikke for meget, og det gør nok godt for mere end en ting. Men jeg har ikke tænkt mig at advare hende, hvis hun skulle blive for dristig, men det er ganske vist også alt for tidligt at dømme nu. Jeg gider ikke stå og lege gætteleg. Hun må vise mig, hvad hun tør vise. Jeg betragter hende ganske nøje, mens hun taler, og også et godt stykke tid bagefter. Blikket i mine øjne er som mit kropssprog ganske roligt og kontrolleret, men udover det er jeg ganske klar over, at andet er umuligt at finde. Ja, og det er da endnu mere umuligt, når hun ikke en gang kigger mig i øjnene. Dette får mig dog hverken til at føle, at hun er svag, ej heller at det skulle være et tegn på respekt. Hvordan kan hun måske bedømme, at jeg fortjener hendes respekt?

,,Godaften, Armonia.”

Mit svar er ganske kort, og efter en tids overvejen, træder jeg et enkelt skridt tættere på hende, blot for at teste hendes grænser. Jeg ved udmærket godt, hvor mine egne er tegnet, når det angår, at andre nærmer sig, men har jeg et formål med det, er jeg ikke bleg for at træde tættere. I dette tilfælde bliver det dog ikke til mere end et enkelt skridt – endnu.

,,Mit navn er Seth, og i modsætning til, hvad det er for dig, er dette land endnu fremmet for mig.”

Et sandt og ærligt svar. Man kommer jo længst med sandheden, ikke?

Pure at heart

---

Hans måde at stå på, virker Ganske kontrolleret og roligt. Men jeg er skam godt klar over, at facader er noget som mange sjæle besidder. Jeg dømmer aldrig nogen, på en måde som gør at jeg afskyr dem. Og jeg dømmer dem heller ikke før der er gået lang tid, og flere møder er hændt. Jeg har i dette land allerede nu, mødt sjæle, hvor vi i det første møder kom skævt ind på hinanden, men dem dømmer jeg ej. Jeg ønsker stadig at møde dem igen, og give dem endnu en chance, og mig selv en chance, for at vise hvem jeg virkelig er. Derfor, dømmer jeg ej heller den sorte ravn, der står foran mig. Seth, som han præsenterer sig selv som. Da han taler videre, får jeg dermed også af vide, at han er ny i dette land, at det er fremmed for ham, og dem har jeg efterhånden også mødt nogle stykker af.
Jeg er ej den der har været her længst, det er jeg vis på. Men jeg har været her længe nok til, at jeg kender en del, men stadig kun en brøkdel af dem der vandrer i disse omegne.
Mit blik hviler lidt imod ham, mens ej i hans øjne. Blot ved hans ansigt, i panden og deromkring.

,,Seth, så er jeg måske den første, der byder Dem velkommen til dette land?”

Lægger hovedet ganske mildt på skrå, og lader mine øre vippes frem igen, inden det ene vipper til siden. Da han træder et skridt tættere på mig, vippes det dog opmærksomt frem igen. Ej af frygt, men af ren instinkt. Jeg er ej en hoppe der blot står og ser på, og lader folk fare på mig. Men jeg render heller ej og frygter det, og gør klar til forsvar. Nej, jeg bruger ej min tid på unyttig frygt.

Det der med facader, det er egentligt ikke rigtigt noget, jeg gør mig i. En facade for mig ville være det samme som at trække en ubekvem hætte ned over hovedet, som skulle skjule, hvem jeg er. Det ville absolut ikke være noget, jeg brød mig om. Jeg er jo naturligvis altid mig selv, og det selv har bare forskellige sider, og der er egentligt ikke nogen, jeg foretrækker mere end andre. Der er bare nogle, der passer bedre end andre. Hun virker ikke bange for mig, den røde Armonia foran mig. Men hvorfor skulle hun også være det? Jeg har jo ikke givet hende nogen grund til det. Derimod vil jeg heller ikke mene, at jeg har en beroligende effekt på hende. Det har jeg heller ikke tænkt mig at prøve på. Føler hun sig tilpas i mit selskab, klager jeg ikke; så går det jo, som det skal. Hun gentager mit navn, ligesom jeg gentog hendes, men ved lyden af mit eget i en fremmed mund, vippes mit ene øre en anelse bagud, men i en ganske glidende bevægelse, som var det blot på grund af vinden, der ramte mig forkert.

,,Det er De så sandelig, Armonia.”

Min stemme er nok ikke helt, som man forventer den, hvis man ser på. Trods jeg ikke er stor og kraftig, kunne man måske have forventet en mørk, maskulin, endda ru stemme. Sådan ligger landet bare ikke. Min stemme har en drenget, men opdraget tone, og derudover er der så mange undertoner, der søger at fange mit selskabs opmærksomhed. Jeg bemærker godt, at hun reagerer, da jeg træder tættere på hende, men det var ikke meget, jeg fik ud af det. Og ih, hvor er det pragtfuldt, at der ikke er noget, der står i vejen for mig for at træde endnu et skridt nærmere.

[/color]

Pure at heart

---

Denne mørke hingst, er ligesom alle andre, ikke en sjæl der minder om nogen. Alle her omkring, er ganske forskellige, og det er netop det der gør, at Andromeda virker så ganske speciel i forhold til det gamle land jeg befandt mig i. Jovist, den sorte ravn er speciel, ligesom alle andre jeg er stødt på. Men om vi udvikler os et kendskab til hinanden, eller blot et bekendtskab, det er jeg ej sikker på. Og kun tiden kan vise mig det. Mine røde øre hviler imod ham, ganske roligt og afslappet. Men nok er jeg afslappet udadtil, men indvendigt er jeg skam ganske påpasselig. Jeg er godt klar over, at jeg skal passe på mig selv, da brunsten hænger over mig. Men noget i mit indre, siger mig, at denne sorte ravn, lige pt. Ikke vil mig noget ondt. Men om jeg tager fejl, det kan jeg ej sige. Men da han vælger at træde endnu et skridt imod mig, løftes mit hoved helt svagt, næsten usynligt. Blot et form for nik, der kommer opad, og ikke nedad. Men han er jo ganske rolig ligenu, og derfor må han gerne komme nærmere, så længe at jeg er indfundet med det. Lader blikket hvile imod ham, roligt.

,,Vil De måske følge mig igennem skoven?”

Spørger jeg ham ganske mildt, mens jeg lader ørene vippe kort. Lyttende til omverdenen. Jeg er skam både opmærksom på ham, men også på omgivelserne. For nok er han tættest på mig, men det betyder jo ikke, at der ikke kan være andre omkring os.

Jeg bemærker, at hun endnu ikke har ladet sit blik møde mit. Hvorfor, det har jeg egentligt ikke gjort mig nogle vilde tanker om. Måske er det af hensyn til mig – eller også er det af hensyn til hende selv. Jeg tvivler stærkt på, at hun er blind. Det ville næsten også være synd. Så ville jeg næsten ikke kunne lade være med at se hende som et nemt offer. Sagde jeg offer? Nåh, ja, vi får at se, hvad hun er for en. Hun foretager sig ej noget vildt, da jeg atter træder tættere på hende. Selvom det egentligt ganske enkelt er for at teste hende; for at se, hvor hun har tegnet sine grænser, kan jeg da ikke fuldstændigt udelukke, at det ikke også er duften af hendes brunst, der drager mig en smule. Men jeg er ikke et decideret bæst, og jeg har altså ikke tænkt mig at opføre mig som et, bare fordi hun dufter dejligt. Men det gør hun da i allerhøjeste grad. Man kan jo heller aldrig vide sig sikker med mig. Den eneste ting, hun kan være sikker på lige nu, er, at det her møde ikke er ovre, før jeg synes, at det er. Men det ved hun jo naturligvis ikke. Og hvis hun forsøger, skal jeg da med glæde vise hende, at sådan leger vi slet ikke.

,,Tør De?”

Min stemme bærer ej præg af noget dystert, ej heller noget ondskabsfuldt. Det er blot min drengede, men stadig opdragne tone, der måske endda hælder over mod det lidt udfordrende. Jeg vil have, at hun tænker sig om. Jeg vil have, at hun gør det her interessant for mig.

[/color]

Foråret er virkelig på vej. Og det ligger jeg især mærke til, da vinden kommer bag mig, og ramler ind bag ham, hvor skoven den ligger. Dér, der rammer vinden nemlig de nedfaldne blade, men samtidig med den skrættende lyd det skaber, så laver vinden også en blid melodi, nemlig fordi den rammer trækronerne som er begyndt at skab nye farver og nye grønne blade. Et smil falder over mine læber, og jeg tror måske at det for ham, virker ganske mærkeligt. For han siger jo ej noget, som gør at jeg smiler. Men det tager jeg mig nu ej af, ikke ligenu..
Jeg har tegnet mine egne grænser, og jeg kender dem fuldt og fast. Men han er ikke trådt over dem endnu, fordi jeg netop stillede mig med god afstand til ham. Desuden er forskellen på min grænser, og andres grænser, at mine kan bøjes og strækkes, for de rigtige sjæle. Sjæle, som jeg betror mig selv til, og som jeg stoler på. Men for at komme til at stole på nogen, kræver det sommetider at man giver noget af sig selv, og sørger for at skubbe sine grænser en anelse, hvis det da kan lade sig gøre.
Da han siger som han gør, bliver jeg i nogle korte sekunder lidt skeptisk anlagt over for denne sorte ravn, men jeg viser et ej udadtil.

,,Om jeg tør? Det er der et ganske simpelt svar på. Jeg kan passe på mig selv, og uanset hvad søger jeg mod skoven for nattens mulm og mørke. Om de så har lysten til at følge mig, er en helt anden side af sagen?”

Jeg vender spørgsmålet, og får mig selv snakket en anelse udenom spørgsmålet an stiller mig. Jeg svarer ej ja, eller nej. Men noget helt andet, noget, der måske kan tilfredsstille ham.

Jeg kan stadigvæk ikke rigtigt blive enig med mig selv om, om jeg skal kalde hende dumdristig eller bare modig. Måske er det en blanding af begge, hun udviser. Naturligvis er jeg da klar over, at jeg ikke giver hende nogen egentlig grund til at være nervøs overfor mig, men det betyder da ikke, at hun dybest set ikke har det. Det lille pus har jo knap nok nogen anelse om, hvem jeg er, og så er hun allerede frisk på, at jeg følger med hende i skoven. Men jeg skal da ikke afvise hendes tilbud. Jeg bemærker, at hun smiler, og jeg kan allerede ved synet af det fornemme, at det ikke er i sammenhæng med mig – men hvad det helt præcist er, det tænker jeg ikke så meget videre over. Ganske kort lader jeg mit øre vippes om mod skoven, og jeg lader et kort blik passere skoven, idet jeg drejer hovedet bagud, inden jeg igen fæstner mit blik på hende. En ganske kort rømmen afslører, at jeg vil sige noget.

,,Spørgsmålet er, om De har lyst til at følge mig.”

En legende tone er opstået i mig, men min selvkontrol sørger også for, at hun kun får lov at høre, hvad jeg har lyst til, at hun skal høre. Hvad jeg har tænkt mig, det har jeg ikke afgjort endnu. Jeg er trods alt helt ny her, og hun kunne måske være en god vejviser, så det ville simpelthen være for dumt at skræmme hende væk, hvis jeg kan drage fordel af hende. Ganske stille vender jeg ryggen til hende og vender dermed fronten mod skoven. Jeg træder ganske få skridt frem, inden jeg stopper op og ser tilbage mod hende.

,,Tør De?”

[/color]

Mens jeg står i min egen lille verden, er jeg dog ej uopmærksom på den sorte ravn. Jeg er altid opmærksom på mine selskaber, da andet ville virke uhøfligt. Så da han blot kommer med en svag rømmen, rettes mit blik med det samme hen på ham. Ørene var før rettet til ham, men nu er både blikket og ørene. Han fremsiger atter nogle ord, som var det en gåde for os begge, om vi vil følges. Jeg ved ej, om han tror jeg bad ham om at gå bag mig, og følge mig. Men jeg mente nu blot at vi skulle følges, side om side, og ej som højt og lavt stående.
Hans tone er legende, en tone jeg ej er sikker på hvordan jeg skal tolke. Han virker så ganske gådefuld, og samtidig så ligetil. Men noget jeg tænker på, er at han ej virker så snaksagelig. Måske bryder han sig ej om small talk, hvor der blot bliver talt om intet af betydning. Men et eller andet sted, der skal samtalerne jo nu engang startes.
Da han vender mig ryggen, tror jeg i nogle korte øjeblikke, at han har tænkt sig at vandre af sted, på egne ben, og at vores møde dermed er overstået. Men han vender blikket tilbage til mig, da han har gået et par skridt, og fremsiger atter nogle ord. Han er svær for mig at tolke, men da disse ord ramler mine øre, kan jeg ikke lade være med at slippe et kort le, det er meget kort, og meget lavmeldt, mens jeg ganske mildt ryster på hovedet over det.

,,Tør De?”

Lægger hovedet på skrå, og træder efter hans sorte krop, med min røde krop. Jovist, jeg tør skam godt. Jeg kender stederne, og det er til min fordel, hvis der skulle opstå dårlig kemi mellem den sorte ravn, og jeg selv. Så kan jeg hurtigere fordufte, end dem der blot lige er ankommet til dette land. Min nakke den knejser jeg ganske blidt, mens ørene vipper roligt men opmærksomt omkring. Det er både godt og skidt at vandre i skoven når tusmørket er faldet, som det jo er nu. Men jeg er ej stødt på farer i al den tid jeg har vandret her.

Natteravn eller dagsvandrer – der er ikke noget, jeg foretrækker mere end andet. Jeg vil dog ikke kalde mig selv for en hingst af solen; når nu jeg er sort, ville det heller ikke rigtigt have nogen sammenhæng. Men jeg forsøger aldrig at skjule mig, for hvad har jeg at skjule? Alt det, der ikke skal ses, det ligger godt gemt inde bag mit sorte ydre, og det ligger bestemt ikke lige under skindet. Da hun ler ad mig, lader jeg mit ene bryn hæves en smule, trods jeg tvivler på, at hun ser det, eftersom hun ikke er meget for at lade sit blik møde mit. Og hvorfor så ikke det, kan jeg ikke lade være med at tænke. Men i alt fald, så ler hun af mig. Og om så det er i en god mening eller ej, er det helt sikkert ikke noget, der øger min tolerance. Hun gentager mine ord, og jeg kan mærke, hvordan hun bag mig begynder at træde fremad – en handling, der får mig til at vippe ørerne bagud og tvinger mine ben til at træde et par dansende skridt fremad for at øge afstanden, hun for få øjeblikke formindskede. Men så går vi da også, og selvom jeg kun har stiftet bekendtskab med meget få stier i den skov, bevæger jeg mig med stor selvsikkerhed i en rolig, galant og dog så dansende skridt.

,,Kan jeg spørge Dem om noget, frøken?”

Jeg er meget lige til. Jeg pakker ikke ting ind, og er jeg nysgerrig, så er jeg nysgerrig. Hvis jeg vil have fingrene i et svar, skyr jeg ingen midler. Men jeg tvivler dog på, at hende her vil yde særlig meget modstand mod mine spørgsmål. Hendes åbenhed er til dels gengældt, hvis hun kan finde ud af at stille de rigtige spørgsmål.

Jeg er ej i tvivl om, at denne sorte hingst har blandede meninger om mig. Men det bebrejder jeg ham heller ej. Jeg er en åben hoppe, en hoppe der nyder selskaber, tale og stilhed. Og jeg kan måske være noget af en mundfuld, for de der ønsker at vandre alene, eller ej deler et lige så åbent sind. Men hver hest, ejer en sjæl, der er forskellig fra andres. Så nok møder jeg nogen, der ej vil bryde sig om mig, og nogle der vil mene gode ting om mig. Men denne sorte ravn, virker ikke vitterlig glad for mig, men ej heller vred. Blot neutral i sin mening – endnu. Da jeg træder nogle skridt nærmere, er det tydeligt for mig, at han ønsker at vandre forrest, eller i hvert fald skabe afstand. Og dette får mig til at stoppe, for at give ham endnu mere afstand. Da han er trådt længere fra mig, vælger jeg så at vandre med de smidige og kærtegnende bevægelser af sted, igen. Mit hoved hæves ganske svagt, da han spørger mig om han kan spørge mig om noget.

,,De kan altid spørge – blot kan De ej forvente et svar der er brugbart”

Med dette mener jeg, at det ej er sikkert jeg svarer på han spørgsmål, alt afhængig af hvad han spørger mig om. Men derfor er spørgsmål nu altså altid velkomne alligevel, så længe han ej forventer et svar. Men der skal nu nogle absurde spørgsmål på banen, før jeg ej vil svare på det, eller tale om det. Mit blik hviler imod ham, nu hvor han går foran, og jeg skråt bagved. Ren vane, for ej at gå lige bag ved, hvis der nu skulle opstå gnidninger, og han så sparker benene bagud.

Der er ikke nogle deciderede typer, jeg foretrækker frem for andre. Naturligvis er jeg ikke en og hver mands ven, og det er egentligt ganske sjældent, at folk går så vidt og kalder mig deres ven. Hvorfor, det gider jeg egentligt ikke diskutere nærmere. Sådan er det bare; det er et valg, jeg tog for lang tid siden. Min mening om hende her eksisterer egentligt ikke endnu. Jeg er stadigvæk kun lige påbegyndt min udforskning af hende, men det virker da lovende. Hun har i hvert fald endnu ikke foretaget sig noget, der har fået mig til at vende mig og gå. Så tegner det jo meget godt, ikke sandt?

,,Det var da ellers et brugbart svar.”

En let sarkasme spiller i min stemme, men den er stadigvæk liflig, legende. Og jeg mener jo egentligt ikke mine ord ironisk, for jeg får jo et svar, jeg kan bruge. Eller det fortæller mig i hvert fald, at hun ikke bliver skræmt, hvis jeg stiller hende et spørgsmål. Nu da jeg har hendes tilladelse – som jeg egentligt derudover er fuldstændig ligeglad med – ligger det frit for mig at stille mit spørgsmål.

,,De ser mig ikke i øjnene. Hvorfor?”

Det er et ganske enkelt spørgsmål bestående af en konklusion og dernæst et ønske om viden. Jeg kan mærke, at hun bevæger sig et sted skråt bag mig. Et klogt sted, og også et tegn på, at hun ikke er fuldstændig ude og sejle; hun ved godt, hvor det ikke er smart at gå. Men jeg tvivler nu alligevel stærkt på, at hendes klogskab kan redde hende på nogen som helst måde, hvis jeg ikke synes det.