En gådefuld sjæl

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia kunne mærke at hendes ord på sin vis gjorde ham trist til mode, som om han fortrød at han havde spurgt. Ikke desto mindre havde han dog spurgt og hun havde, til sin egen overraskelse, svaret anderledes end blot at afvise ham direkte som hun havde afvist Seth. Han havde spurgt til noget andet, men alligevel havde de to spørgsmål været om det samme grundemne. Den brune hoppe rystede sit hoved, hun ville ikke føre Seth ind i dette selskab og skubbede derfor tankerne om ham til siden. Hendes blik blev vendt mod Grålingen igen og hun trak let på skuldrene over hans ord. Sådan havde hun vel aldrig set på det, men hun havde heller aldrig haft en grund til det. Det var noget man skammede sig over hvis man fejlede i dansen så meget som hun havde gjort, men måske var der noget sandhed i hans ord? Hun var jo ikke længere i Marfarek, så hun kunne måske se på det på den måde. Hendes tanker slyngede sig om hans ord og skabte forbindelser, men brast så og gav slip på de tynde forbindelser der var blevet skabt. Det var blot endnu et måske til den bunke hun allerede havde. Års opdragelse og leven med årtier gamle kulture ville ikke bare sådan forsvinde, fordi nogen kom med et andet bud på hvad det betød. På trods af tankerne og det korte træk på skuldrene, krusede et lille smil på hendes læber. Det var et kort, lydløst tak til det han havde sagt, for det havde fået hende til at føle sig lidt bedre tilpas omkring det der var sket. Lidt værende det tyngende ord i den sætning. Roligt svingede hun med halen, mens hun blot stod der og lod stilheden sænke sig over dem. Hun havde ikke just mere at sige og fandt heller ingen grund til at sige mere. Hvis han ønskede at dele flere af hans interessante tanker, skulle han være velkommen og hun ville gerne dele sine synspunkter på dem med ham, men selv ville hun ikke komme med nogen. Det var ikke fordi hun ikke brød sig om ham eller følte sig såret over hans spørgsmål, hun vidste bare ikke hvad hun videre skulle sige. Det var egentligt en lidt usædvanlig situation, da hun normalt nemt kunne føre en samtale, men alle når vel før eller siden til det punkt hvor de ikke selv kan finde mere at sige?

Altaïr, der stod nær den brogede hoppe, betragtede hende intenst. Hans ord omkring denne ildhingst, der havde besøgt hende hvor hun havde aller mest brug for det, havde han set som noget positivt; og for en kort stund lod det til, at den brunbrogede hoppe selv var af samme opfattelse. Eller, måske bragte dén tanke blot noget positivt til mindet om den oplevelse hun havde haft, den sikkert meget skrækkelige oplevelse. Altaïr brummede dæmpet - For selvom han havde formået at bringe en lille tankespire i hendes sind, blev den fortrængt igen. Han havde skam heller ikke forventet at den brunbrogede hoppe til tage hans tanke til sig, men hun havde kort omfavnet den for derefter at lade den vandre videre til den verden, hvor alle tanker ryger hen, når de er færdige med at være i et sind; men hun havde ikke afvist den blankt. Han smilede nu let, da den unikke hoppe valgte at tie helt; hun lignede en, der havde sagt hvad hun skulle og nu søgte stilheden for en stund, eller måske blot ønskede at han skulle vælge retningen, hvis flere ord skulle siges.
Der gik noget tid hvor Altaïr gav hende plads til at overveje alt det, som de allerede havde snakket om; selvom det for mange måske virkede som ganske lidt. Han havde sænket sit hoved en smule, hvorefter han vippede begge ører imod hende, betragtede hende, smuk som hun var. Og efter nogen tid i stilheden, valgte han at tale igen.

,,Melady, hvad finder du mest fascinerende i denne verden?”

Spurgte han så, for at lede emnet væk fra hendes fysiske fortid og over på de meninger, som hun havde; og denne gang gjorde han det tydeligt i sit kropssprog, at denne snak var til for at han kunne snakke med, så hun kunne lærer noget om ham ligeså, hvis hun ønskede dette. Han var så fascineret af denne sjæl allerede, at han havde til side sat sin normale dagsorden ved fremmede sjæle og i stedet blot følte sig fremad, ét skridt af gangen.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Som den grå hingst stod og betragtede hende, gav hende plads, betragtede hun ham, men måden hvor på de betragtede hinanden var hvad der gjorde forskellen. Hendes tanker snoede sig om billedet hun havde af ham, satte ord på hver enkel lille detalje der kunne sige noget om hvem han var, måske endda hvor han kom fra. Det var ting andre tog for givet, overså fordi det var lettere blot at spørge. Den gode ting ved at se i stedet for at lytte, var at synet ikke kan bedrage. Det er kun en stemme der kan lyve.
Det gav et lille ryk i Taia's ører da han valgte at tale igen. Ikke fordi det overraskede hende, men alligevel havde hun måske ikke helt forventet det. Hun spidsede begge sine ører mod ham, hævede sit hoved og gav ham sin fulde opmærksomhed. Det var et interessant spørgmål, præcis som alle andre han havde stillet. Hendes tanker begyndte igen at hive forskellige ting frem, lige fra det mindste minde til det største, fra det mest kedelige til det mest inspirerende, men hun fandt ikke noget der i kunne siges at direkte fascinerer hende. Det var nærmere blot ting hun kunne lide, interesserede sig for, men de gik ikke så langt som at fascinere hende. Endelig fik hun fat i hvad der vel i grunden fascinerede hende. Det var ikke noget man kunne føle på, hører eller se, det var der bare og alligevel var der intet mere værdifuldt end det; Livet. Livet var vel i grunden hvad der fascinerede hende.

,,Tro mig eller lad være Gråling, men livet er hvad der fascinere mig. Nogle vil måske sige at historier fascinere dem, andre vil sige naturen, himlen og havet, men mit svar er Livet, for der er intet mere uforudsigeligt eller værdifuldt end det."

Taia kunne have tilføjet en ting til sit svar, men lod være på trods af at vedkommende i den grad fascinerede hende. Nu kunne man gætte på at det var Orctics, men nej, det var ikke ham, for han var en del af selve livet, hvis ikke livet i sig selv. Nej, hvem hun i grunden var fascineret af var Grålingen. Han kunne få hende til at glemme nuet, blot dykke ned i tankerne og lade det uden om blive noget der blot var der.

,,Hvad fascinere dig, Gråling?"

Igen sendte hun spørgsmålet tilbage til ham, ikke af høflighed eller vane, men af ren interesse. Hingstens spørgsmål havde pustet let til gløden i hendes øjne og den begyndte langsomt at blusse op igen. Imens hun gav ham spørgsmålet igen, puffede hun forsigtigt, kort og blidt til hans mule. Hun gjorde det klart at hun ønskede hans svar, på trods af at det næppe havde været nødvendigt.

Den skimlede hingst lyttede ganske intenst, selv da stilheden herskede efter hans eget spørgsmål, til det som den brunbrogede hoppe udtrykte. Hun gennemgik hans spørgsmål i sit sind, inden hun kastede sig ud i et svar, og svaret overraskede den skimlede hingst ganske positivt. Livet. Ja, livet var fascinerende, for det var vel grundlag for alt; også for den fascination man måske måtte nære for andet. Altaïr smilede kort, charmerende som det lå ham naturligt; og da hoppen da puffede blidt til hans mule for at bekræfte, at det spørgsmål hun da stillede ham, var noget hun oprigtigt ville høre hans svar på, da mærkede han en underlig fornemmelse i sit sind; for hun havde brudt sin grænse et øjeblik for at berøre hans mule. Han lod følende sin mule famle efter hende, langsomt og som ledte han i mørket, for at søge hendes mule igen; og de blå øjne han besad, søgte hendes krystalblå øjne. Den glød der tidligere havde været i dem, var let blusset op igen og det glædede den skimlede hingst oprigtigt. Han strøg hende forsigtigt over mulen, så forsigtigt at han næsten ikke rørte hende, hvorefter han trak mulen respektfuldt tilbage.

,,Melady, livet, det er en sand fascination, som jeg kan blive helt fascineret af, blot du siger det. Det er så sand som det kan være og livet er også grundlaget for selve fascinationen, for hvis ikke vi levede, kunne vi heller ikke lade os fascineres af ting?”

Sagde han med et let skævt smil, hvorefter han rankede sig let op og stillede sig en smule tættere på hende, ved at vende siden til samtidig.

,,Jeg fascineres en del af meninger. De meninger og tanker som andre sjæle kan have, deres tolkninger af ting og hvordan de reagere. Jeg er ligeså fascineret af personligheder og især er jeg fascineret af dig, Melady”

Sluttede han da oprindeligt. Hun var sandelig den hoppe, han havde fundet mest fascinerende; ikke fordi hun var frembrusende og meget fast i sin karakter med farvestrålende reaktioner og vendinger. Nej, denne hoppe var unik, fordi hun havde oplevet så meget og hun, trods de skader hun havde pådraget sig, var i stand til at se forbi dem og være den hoppe, hun var. Hun var ikke sky eller vred, blot var hun blevet påvirket og måske lidt usikker på sig selv - men ikke så meget, at det gik ud over hendes sociale egenskaber. Han så nu direkte på hende, ganske nysgerrigt vel, for hvad ville denne hoppe sige til, det som han lige havde sagt hende?

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia spændte ikke op da hingstens mule forsigtigt rørte hendes, men stod der blot og nød den korte, næsten ikke-eksisterende berøring. I hvert fald nød en del af hende den; den anden bad hende inderligt om at holde sig tilbage. Hun prøvede at begrave den helt, prøvede at nægte at lytte, men den blev bakket op af minderne om den skæbnesvangre nat og den nægtede at forsvinde. Den skubbede blot den anden side til side for selv at komme i spil. Dette var på trods af at hun udemærket vidste at den grå hingst på ingen møde dømte hende, men direkte interesserede sig for hendes meninger og lod hendes ydre falde i baggrunden.
Siderne kæmpede stadig da han begyndte at tale igen. Jo mere hun lyttede til hans ord, for ikke at snakke om hans stemme, blev hun mere og mere draget af det. Det var ikke charmen der dragede hende, men mere intelligensen, tankerne og meningerne der lå bag ordene og stemmen. Stilfærdigt svingede hun sin hale og et lille smil bredte sig på hendes mule over hans ord. De var jo sande nok og hans smil havde bestemt også en indvirken på at hun smilte. Da han stillede sig tættere på blev musklerne spændt under hendes arrede skind, men kun kort, for han begyndte at tale igen. Hendes før så spidsede ører endte med at være vendt tilbage over hans sidste ord; var han virkelig fascineret af hende? Hun så direkte ind i hans øjne, hendes blå veg ikke et sekund fra hans da hun langsomt vendte sine ører fremad i en getus der signalerede lidt skepsis, men mest blot åbenlys undren, som hvis hun forvirret havde spurgt "Virkelig?". Dette var den første gang at nogen, nogensinde, havde sagt at hun direkte fascinerede dem. Hun havde to valg nu: Hun kunne endte sige det ligeud eller hun kunne forholde sig tyst og håbe på det bedste. Imens hendes tanker snoede sig forsigtigt om hendes valg, prøvede at finde ud af hvilket der var bedst, veg hendes blik ikke fra hans.

,,Jeg er enig i hvert et ord du siger Gråling. Nu vil jeg ikke lyde som en forårskulret unghoppe, for det er jeg langtfra, men du fascinerer også mig. Ikke dit fysiske væsen, men dine tanker, ideer, meninger og livssyn."

Taia havde valgt at være direkte, det lå mere til hendes væsen og nu bad hun blot til at det havde været det rigtige. Hun ønskede ej at blive fjende med hendes nye, grå ven og det var ikke fordi hun troede han ville tage det dårligt, men hun bad inderligt til at han forstod. Hans ydre ville måske betyde noget for mange andre hopper, for hun måtte tilkendegive at han var en flot hingst, men selv hvis han havde været arret som hende, gammel og laset, ville hans ord og tanker have kunnet holde på hende. For Orctics vilje, selv hvis han havde været arret som ingen anden af Dansen, ville hun næppe afvise ham, hvis hun blot nåede at høre ham tale.. Stadig fastholdt hun hans blik, ventede på en reaktion og bad inderligt til at han ej tog det ilde.

Altaïr, den skimlede hingst, der kunne ligne en der kom fra bjergene i hans farve, men ej i kropstype, så ganske forundret på den mindre brunbrogede hoppe, da hendes reaktion på hans sandfærdige ord. Hun blev overrasket, som om hun aldrig havde troet at sådan noget kunne ske; at en anden sjæl kunne fascineres af hendes unikke væsen, der var naturtro og kringlet, men ikke kringlet på den negative måde. Hun var kringlet, så det tog tid at lærer hende at kende, men ej var hun afvisende eller sky. Hun var indelukket, med god grund, men hun var villig til at åbne op; som hun havde gjort det overfor den skimlede hingst, som han priste sig ganske heldig for. Hendes reaktion på hans berøring satte en kædereaktion i gang i hans krop, vel af hormoner, der nærmest sendte et stød igennem hans krop, så han rankede sig en smule mere op, vel vidende om at grænsen var ved at blive brudt. Snart ville de to sjæle kunne komme hinanden fysisk mere nær; og måske også mentalt. Han prustede dæmpet, og da han havde stilt sig an ved hendes side, spændte hun dog op, men accepterede derefter hans nærhed; som han tog som et kompliment. Han betragtede da hendes unikke blik, da hendes ord nåede hans ører; og hendes ord forstod han til fulde.

,,Melady, ej tager jeg det negativt, at du siger at mine meninger fascinerer dig og ikke mit udseende. Udseendet er blot en skal hvori det vigtige gemmer sig, personlighed og meninger. Så, melady, jeg takker oprigtigt for dine ord og siger, at de er gengældt. ”

Egentlig blev han også let fascineret af hendes specielle udseende, men det var ikke det vigtigste. Det snakkede til hans instinkter og lyster, de urgamle vaner der lå i hver enkel hest, og som reagerede på Taia som fysisk væsen; hun var en smuk hoppe i hans øjne, selvom hun var mere solid end andre. Men det anderledes havde altid tiltrukket ham; langt hellere anderledes end at falde indenfor normalen. Da hans ord havde fået lidt tid til at trænge ind i Taia’s sind, smilede han let og strøg hende forsigtigt over kæben.

,,Melady, vil du følge mig til et sted hvor nattehimlen kan beskues over næsten hele landet? Et sted, som ingen kommer til, med mindre man i forvejen kender det?”

Spurgte Altaïr med en bestemt, næsten kælen tone. Ikke fordi han ønskede at charmere hende, men fordi dét sted han ville tage denne hoppe med til, var et sted der betød noget helt specielt for ham; og Taia, betød efterhånden også noget specielt. Selvom hun måske ikke var den mest fritænkende hoppe, der havde de store visioner omkring løst og fast; så havde hun visioner og en tro som hun troede på. Og som hun havde lagt sit hjerte i, trods hun havde oplevet en masse smerte. Og fordi hun havde lært ham lidt om hendes liv, delt sine meninger med ham og fordi hendes sind havde en unik sfære som ingen anden, ønskede han at tage hende til dette sted - det sted, han var landet, efter sin tur til denne verden. Det sted, hvor han mente at drømmenes verden kunne nås, af de sjæle der formåede at frigøre sig selv fra deres fysiske kroppe - Men også det sted, hvor meninger kunne høres og deles, helt alene.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Grålingen rankede sig igen og Taia smilte kort indvendigt. Hvor mange gange havde han ranket sig nu? Det var i hvert fald et par gange og hvorfor han gjorde det kunne hun ikke begribe. Følte han at han var nød til det? At han måtte stå der og være den store, eftersom hun var en hoppe? Hendes tanker gik systematisk gennem hendes minder, men hun fandt ingen rigtig forklaring så hun lod det blot ligge. Hun havde ikke på noget tidspunkt forventet at støde på en hingst som den grå der nu stod ved hendes side. Selv havde hun lige tilkendegivet at hans meninger, livssyn og tanker fascinerede hende og det gjorde de bestemt også, men det hun egentligt brød sig om ved ham, var at han kunne forstå. Se forbi den enkelte hændelse og kæde den til noget andet. Men han var også nem at snakke med, han stillede ingen nærgående spørgsmål uden at have den mindste chance for svar. Kort sagt var han nem at være sammen med, nem at harmonere med.
Ørerne var spidsede igen da den grå hingst talte igen og hun åndnede næsten lettet op; han havde forstået hende. Hans efterfølgende ord var hun kun delvist enig i. Der var visse ting som sjælen ikke kunne, men som kroppen formåede. Hun var ej helt sikker i hvad hun vidste, men som hun så det gjorde kroppen det muligt at være sammen, at føre ting videre. At give liv til noget var en af kroppens vidundere efter hendes mening. Sjæle eksisterede sammen oppe blandt stjernerne, men de var stadig alene deroppe. Gennem kroppe kunne de rører hinanden, føle varmen fra hinanden og som Grålingen gjorde ved hende, kærtegne hinanden. Vigt. At gøre disse ting var udenfor sjælenes formåen. Sådan så hun i hvert fald på det.
En kort brummen kunne høres fra hoppen, da hingsten strøg sin mule forsigtigt over hendes kæbe. Mindst lige så forsigtigt nippede hun ud efter hans mule da han trak den til sig igen og hun så gjorde det samme, før hun så på ham og lyttede til hans efterfølgende ord. Han ville vise hende et sted, et sted ingen kunne finde uden at vide vejen. Havde det været en anden hingst havde hun nok tænkt mere over det, overvejet hvad der kunne ske, men dette var den grå, dette var Grålingen. Den drømmende hingst. Hun var ikke blind for hvad der skete og følge ham blindt ville hun heller ikke, men følge ham til det sted han tilbød, det ville hun gerne.

,,Jeg vil med glæde følge dig Gråling,´´svarede hun mens et smil krusede på hendes læber.,,Bare vis mig vejen.´´

Først nu hvor Taia havde svaret, kom hun til at tænke på hvordan hans stemme havde ændret sig. Den var stadig charmerende, men alligevel anderledes. Det faldt dog i baggrunden og hun glædede sig egentligt blot over at Grålingen ville vise hende et så specielt sted som det han beskrev. Hun havde betroet sig til ham og til gengæld ville han vise hende det. For nogen ville det nok have været en uretfærdig handel, men for hende var den lige. Nok havde hun givet noget personligt og han havde ikke, men hun havde på fornemmelsen at han ville give hende noget mindst lige så værdifuldt...

Den skimlede Altaïr, der kunne virke som et mysterium for mange, brummede sagte af glæde. Taia havde takket ja til hans forslag, om at følge ham til dét sted i hele landet, som kun han kendte. Det var han i hvert fald overbevist om; for da han var vågnet på den klippeafsats, der var gemt blandt de tætte træer på bjergets ene side, havde han nær aldrig troet han ville komme derfra. Solen havde varmet hans liggende krop og for neden havde han skimtet det grønne græs der havde bevæget sig i vinden, nærmest som et ocean der vuggede frem og tilbage i takt til de pust, som vinden sendte imod det. Dét sted, ja, det var et sted hvor Altaïr indså, at han var et sted imellem den verden, han før havde kendt til og den drømmeverden han indædt havde søgt i sit forrige hjem. Det sted i Andromeda var et sted, hvor man kunne se det meste. Se hvordan øerne lå spredt i vandet der havde skilt dem, se hvordan stjernerne bøjede sig på himlen i en halvcirkel over dem - Men der var noget endnu mere unikt ved dette sted, ud over det ufatteligt smukke syn, som udsigten var - Og det var dette, som han ville vise Taia. Han brummede hingstet, hvorefter hans mule søgte Taia’s hals for at guide hende på vej imod den skov, der dækkede et bjerg; hverken det største i landet eller det mest fremkommelige, men nok det mest frodige. Han prustede så sagte, at kun vinden ville kunne høre det, inden han kærligt strøg denne unikke hoppe over halsen og forsigtigt lagde et lille pres imod hendes hals, for at få hende til at søge i den modsatte retning, på vej imod en åbning i skovbrynet der kun lige kunne anes. Han var oprigtigt glad for, at den brunbrogede hoppe havde valgt at takke ja til hans forslag; og han vidste at hun ville være typen der kunne klare den klatretur de skulle ud på. Over dem var himlen ved at gå fra dag til nat og de første stjerner tittede forsigtigt frem på den endnu lyse himmel. Det var en sær tid, denne overgang fra dag til nat og Altaïr blev altid fascineret af den måde stjernerne langsomt overlappede den lyse dag’s himmel. Men ej så fascineret som han var af hans selskab, der havde en helt anden verden at byde ham; en tro, som var fast og anderledes og alligevel så familiær; måske forbundet til dette sted og et sind, så delikat at det halve kunne have været nok. Han brummede da lidt tydeligere, da han trak sin mule til sig igen og søgte fremad i en mere rummelige og fri skridt i den retning, han havde guidet hende. Han forblev tavs i nogen tid endnu, alt imens hans tanker begyndte at kredse om det, de to sjæle snart skulle opleve sammen; og tidspunktet kunne ikke være mere perfekt. De ville kunne nå der op tidsnok til at solen endnu havde få stråler på himlen og natten næsten havde overtaget; hvilket var det tidspunkt på dagen, hvor dette unikke fænomen kunne fremkomme.

T A I A
,,May Orctics light guide your way´´

---

Den skimle hingst brummede igen, men Taia var ikke opmærksom på det, hendes tanker var allerede langt borte, igang med at forestille sig hvad det var Grålingen ville vise hende. Hun svingede roligt med halen et par gange for at få nogle irriterende insekter væk så hun kunne tænke i fred. Umiddelbart havde hun ikke den ringeste ide om hvad det var han ville vise hende. Det var et sted hvor nattenhimlen kunne beskues, men alligevel var det ikke hvem som helst der kunne komme dertil. Det simple svar ville være et bjerg, men hvilket bjerg? Og et bjerg rakte ofte længere op, dækkede himlen til i hvert fald en side. Hurtigt hev hun minder frem, smed andre tilbage og tog små dele af hvert minde for at danne noget der kunne være hvad han beskrev. For hende var det pludseligt, da han rørte hendes hals, lige så blidt som alle de andre gange, for at få hendes opmærksomhed rettet mod en skov, som dækkede et af de frodigere bjerge på de 5 øer som Andromeda bestod af. Hun havde haft ret i bjerget, men ellers var det hun havde forestillet sig forkert, dog på en god måde. Det var bedre end hun selv havde forestillet sig, hendes minder var trods alt stadig ikke dannet her i Andromeda, men hjemme i Taruhk hvor alting var anderledes. Inden hun kunne se tilbage på ham, strøg han hende kærligt henover halsen, men hun spændte ikke op denne gang. Hans brummede tydeligere da han trak sin mule til sig igen og så satte fremad i en fri skridt. Taia vendtede til han var forbi hende før han skridtede efter hende. Det var ikke fordi hun ikke ville følge ham på ligehov, gå ved hans side, hun følte blot at det var mere naturligt at følge i denne sitution. Spontant nappede hun forsigtigt til hans hale, men kort efter tog hun fat om hele det nederste stykke af hans hale. Det var egentligt en adfærd som kun hørte til hos føl, menTaia var ligeglad. Forsigtigt, for ikke at ende med at hive i hans hale, løftede hun sit hoved igen og så mod horisonten. Farverne var begyndt at skifte og snart ville flere og flere sjæle vise sig deroppe. Hun ledte kort efter den klareste stjerne, den som man sagde var Orctics, og endte med at finde den på sin sædvanlige plads. Måske burde hun fortælle ham hvad præcis den stjerne betød? Hun overvejede det kort og valgte at det kunne vente. Natten var trods alt kun lige begyndt. Et kort smil bredte sig på hendes mule imens hun fulgte Grålingen, stadig med et fast, men forsigtigt, tag i hans sorte hale.

---

Den skimlede og ædle hingst, der besad et sind der tænkte så meget anderledes end andre og med en attitude ikke lig andre i dette land, fulgtes af sted med den unikke brunbrogede hoppe, der kunne forbindes med det pureste guld eller mest skrøbelige og smukke krystal, som enhver ville ønske sig at beundre og berøre; og som Altaïr ønskede at beskytte. Hendes sind, delikat, tiltrak ham oprindeligt og nu mere han lærte om denne hoppe, des mere ønskede han at være hende tæt. Ej følte han trang til at bestemme hendes vej, eller være en dominerende hingst, men han ønskede at være på lige fod med hende og dele oplevelser med hende, som ingen anden ville. Et smil brød sig over Altaïrs mule, alt imens hans tanker kredsede omkring det sted han ønskede at bringe hoppen til. Alt imens han lod sine tanker tager overhånd over sit sind, som han så ofte gjorde, søgte den brunbrogede hoppe en smule bag ham, og Altaïr rykkede forundret hovedet op, da hun havde taget fat i hans hale. Han brummede en smule spørgende, alt imens han standsede i et øjeblik. Hans lange hals blev drejet, så han kunne beskue hende direkte, men den brunbrogede hoppe lod til at søge en form for frihed i sit sind, måske til at sluge de indtryk hun havde fået og blot følge ham, i stilhed. Han brummede derpå hingstet med den drømmende undertone lagt på igen, og da satte han fremad i den rolige skridt atter engang, på vej imod skovbrynet, hvor solens stråler brød igennem træernes dække af himlen, i den sidste lyse time der var tilbage af denne dag. Hans krop bevægede sig med stor elegance og kontrol, alt imens at han tilpassede sig tempo så den brunbrogede kunne følge med.
Der gik ej længe, før de havde passeret det åbne område og bevægede sig igennem de fritstående træer, der gradvist blev tættere og tættere. Den sti, de skulle følge, imod den udsigt han ville vise hende, lå ret dybt i skoven, så de skulle vel vandre en halv times tid, førend de ville nå den. Altaïr lod sit blik glide imod de søjler af solstråler der nåede ned og ramte dem med deres milde lys. Det var en smuk tid, og den varme der kærtegnede dem, var ganske perfekt. Hverken for kraftig eller for svag. Altaïr sænkede da sit tempo, efter at være gået i stilhed i nogen tid og bød hoppen op ved hans side igen; hans nysgerrighed for hendes mening om denne prægtige skov var ganske tydelig og han strøg hende så blidt, han overhovedet kunne, over halsen da han kunne komme til det, som en mild gestus og svag hentydning til, at hendes stemme var ønsket atter engang - Hvis hun ønskede at bruge den nu.

T A I A
-Scarred Outer, Healed Inner-

---

Himlen blev mere og mere rød for hvert sekund den arrede hoppe så på den. Solnedgangen var et af naturens vidundere som Taia rigtig godt kunne lide, for som solen går ned og står op, ender livet og begynder på ny. Et smil fandt vej til hendes mule; det var en god tanke at trods man en dag drog til stjernerne, så ville man altid vende tilbage. Måske ikke hertil og næppe i den samme krop, men man ville nok møde de samme sjæle, skabe nye minder med gamle venner. Det var livets cyklus, en cyklus som forhåbentligt aldrig ville ende. Selv havde hun kun set den en gang her i Andromeda, hvilket var da hun fandt det lille skravl af et føl, men det betød ikke at det ikke var sket flere gange, hvilket hun inderligt håbede. Cyklusen kunne kun forsætte hvis den fik lidt hjælp. Let rystede hun på sit hoved over tankerne, men smilede samtidig.
Uden en egentligt grund stoppede Grålingen. Taia var lettere forvirret, var der noget galt? Hun forblev dog ikke forvirret længe, men slap blot hingtens sorte hale og skridtede op til hans side før hun næsten måbende så sig omkring. Aldrig i sit liv havde hun set noget som dette, hvilket måske syntes banalt, men det var sandheden. Taruhk havde ikke mange skove og på ingen måde skove som denne. Hun havde set dele af skoven andre steder på Chibale, for ikke at tale andre steder i Andromeda, men dette sted overgik hvad hun ellers havde set. Blomster, Græs, Træer, Sollys, bare alting. Grålingens berøring ænsede hun næsten ikke da hun blev fanget af et øjebliks kådhed. Hun slog blot ud med det ene forben før hun tog et par skridt ud. Insekter og pollen føg rundt, næsten dansede afsted i den svage vind, da Taia indså hvad hun lige havde gjort. Næsten forlegent så hun sig over skulderen og hen mod Grålingen. Hendes ører var vendt lidt tilbage, men hun tildede dem så fremad og smilede lidt forsigtigt. Ærligt talt havde hun ingen anelse om hvordan den grå ville reagere og hun frygtede vel en form for afvigelse; hun havde trods alt blot kådt vandret væk.

,,Her er smukt."

Taia mente hvad hun sagde, men vidste også at noget mere specielt nok ventede hende, for dette var bestemt ikke det sted han ville vise hende. I hvert fald ikke det som hun var sikker på, for ham, var meget specielt.

Den skimlede hingst, der havde vandret med den brogede Taia bag sig i nogen tid; den hingst, der var stoppet op i denne lysning, som de nu befandt sig i, ja, han så forundret til, da den brogede hoppe lod sine øjne glide fremad og mødes med det syn, som han selv fandt smukt. Hun lod i sandhed til at blive fascineret, da hun i det næste øjeblik slap hans hale og lod sin krop søge op ved hans side. Han prustede dybt, næsten fredsommeligt af glæde; men måtte se sig nødsaget til at hive hovedet op i en overrasket bevægelse, da den brunbrogede hoppe, i et kort kådhedsmoment, lod sit ene forben flyve fremad i luften. Altaïr lod et dæmpet hvin lyde, ej et af vrede eller angst, men en hingstet reaktion på hendes kådhed, der vel tiltalte ham? At se hende med en energi som denne, var noget han faktisk nød, fandt tiltalende og forfriskende. Stedet havde haft en indflydelse på hende, en positiv en og det glædede Altaïr, at han kunne bringe hende en sådan oplevelse; og han vidste, at hendes reaktion nok ikke ville være mindre forunderlig, når først de nåede frem til det sted, han ønskede at vise hende. Det sted, som var det aller første han havde set i dette land; det sted man kun kunne komme til, hvis man allerede kendte vejen dertil. Altaïr lod sin hals, der var præget af, at han var hingst, strækkes fremad og hans mule undslap en højlydt og vel kåd prusten som en slags frigørelse af hans hingstede energi, der havde ophobet sig i det øjeblik at Taia var trådt fremad og havde bevæget sig igennem græsset, så pollen og diverse insekter havde danset omkring hende, som guldstøv; et mageløst syn. At se denne hoppe, denne arrede hoppe, være så kåd og så smuk, ja, det kunne vel tage hans koncentration fra alt andet fuldstændig, og det gjorde det. Et øjeblik stod han blot og betragtede hende, mens solstrålerne nærmest fik alt det, der nu måtte befinde sig i luften, til at skinne som guld; men dette mageløse fænomen lagde han ikke mærke til, nej, han så kun den brunbrogede hoppe. Da hun så vendte sig imod ham, lod han hurtigt hovedet trækkes op med en lidt undskyldende mine vel; og der stod de, begge to som en undskyldning. Han for at have kigget sådan, med en sådan lyst vel, på denne brogede hoppe og hende måske for at have kastet sig ud i kådheden. Derpå sendte han hende et smil og trådte til hendes side igen. Hans sind måtte han da lige samle sammen på, og da det var gjort, strøg han hende sensitivt over halsen; en usagt hentydning til, at de to sjæle skulle bevæge sig videre gennem solstrålerne der kærtegnede dem, for at nå det sted han ønskede at vise hende; helst inden den store sol sank bag horisonten, for da ville det unikke, som de skulle se, være for sent; og da måtte de vente indtil næste solnedgang.

T A I A
-Scarred Outer, Healed Inner-

---

Og sådan stod de, den ene mere undskyldene end den anden, og så blot på hinanden. For Taia føltes det som lang tid før det gik op for hende at der ikke var nogen afviselse, ingen dårlig reaktion fra Grålingens side. Hun spidsede ører igen, til dels undret og til dels.. fascineret. Hjemme I Taruhk ville det have været set som disrespekt, selv i blandt familie, hvis en hoppe som hende blot gjorde hvad hun lige havde gjort. Hun glemte hele tiden at dette sted ikke var Taruhk, end ikke en del af Marfarek, men et sted som sandsynligvis delte stjerner, hav, himmel og luft med Marfarek, men som stadig lå mil, hvis ikke verdner, derfra. I stedet for en straf kom den grå hingst blot hen til hende og stod der et øjeblik. Han stod der bare, før han strøg hende over halsen med sin bløde mule, mindst lige så blidt som før. Taia bukkede let i nakken under hans berøring og på trods af at hun tidligere havde spændt op, så nød hun nu berøringen, men hun hengav sig ikke til den som andre måske ville have gjort. Inden de skridtede videre fastholdt hun kort hingstens dybe, blå blik, før hun blidt puffede til den for at lade ham vide at de godt kunne gå videre.

Taia var ikke en efternøler, heller ikke en der tankeløst fuldte en hver der viste lidt lederskab, men hun var en der følte sig bedst tilpas med at følge, ikke lede. Hun placerede sig ved siden af Grålingen, men stadig en anelse tilbage. Hun nød at gå her, føle solen mod sit brune arrede skind. Hun skævede kort til den grå hingst, men lod så sit blik og sine tanker vandre ud. Tankerne snoede sig om hver enkelt lille ting hendes blå øjne faldt på. Efter en stund vendte hun blikket mod ham igen, hun havde fundet noget hun gerne ville spørge ham om.

,,Jeg fortalte dig hvor jeg kom fra, men... hvor kommer du fra?"

Den skimlede vandre, der vandrede igennem skoven med denne hoppe, denne brunbrogede og umådeligt smukke hoppe, lod sit blik glide fremad ved hendes hentydning om at vandre videre fra denne eng, hvor lyset stod ned i stråler og omfavnede alt, som det ramte, med en behagelig varme og et skær, der fik det hele til at virke som et sandt eventyr, som de begge vandrede rundt i. Hendes måde at reagere på, når han berørte hende, var anderledes end alle andres; hun hverken hengav sig eller afviste, men tog imod til en hvis grad og lod til at have accepteret ham langt mere, end da de rendte på hinanden først. Og på grund af den måde, hun reagerede på, havde han også fået endnu større respekt for denne lille, unikke hoppe.
Der gik ej længe, før de atter var på vej imod deres destination, før den brunbrogede hoppe stillede den skimlede et spørgsmål; et, der måske var svært at svare på for ham, for han kom egentlig mange steder fra, men havde aldrig rigtig haft et hjem.

,,Jamen, melady, jeg kommer mange steder fra. Men aldrig har jeg haft et hjem, som dette. Mit fødested husker jeg ikke, kun brudstykker af området, som jeg vandrede på inden min rejse begyndte. Jeg har været i flere flokke; men længst i den, jeg var i, inden jeg kom hertil. Jeg vandrede i den flok, i et stykke tid, men blev aldrig én af flokken. Nærmere som et spøgelse var jeg; fordi jeg vidste, at det ikke var der, jeg hører til. Så, melady, jeg stammer fra mange områder af; fra enge, fra skove, fra bjerge i områder udenfor dette, men en præcis herkomst kan jeg ikke give dig, desværre. ”

Sagde han med et lille smil, inden han søgte hendes øjne igen. Han vidste, at det ikke var meget han kunne fortælle hende, om sig selv; og faktisk ønskede han at fortælle hende mere og mere, om det liv han havde og havde haft, men der var bare ikke meget at fortælle. Så i stedet håbede han, at de ville kunne dele noget i dette liv, som de begge levede nu og kende hinanden på den måde, i stedet for på fortiden.
De havde efterhånden vandret i noget tid, da terrænet begyndte at stige; et mindre bjerg lå dækket af skoven, og det var der, de var på vej hen. Altaïr lagde vægten mere frem på forparten for bedre at kunne trække sig op af den stejlere og stejlere strækning - Og ja, snart ville de være der. Tidsnok til at se de sidste solstråler forsvinde og opleve dét, som Altaïr ville opleve med hende.

T A I A
-Scarred Outer, Healed Inner-

---

Solen gled længere og længere ned bag horisonten og lyset blev mere og mere rødt. Taia tog ikke nogen anden farve, men Grålingen var en anden historie. Hans skind, der hvor solen ramte, blev næsten farvet som rosenkvarts. Ikke meget, men han fik et tint af farve, hvilket den brune hoppe personligt syntes passede ham fint.
På sin vis følte hun sig lidt som en forelsket unghoppe, men det var hun langt fra; hverken ung eller forelsket. Det var nok bare hele scenariet der mindede hende om gamle historier om lykkelig, såvel som ulykkelig, kærlighed. Det perfekte øjeblik, der blot ventede på at blive ødelagt, men det blev det ikke. Der var ikke noget der ville ødelægge det. Hoppens øre var spidsede da hun lyttede til Grålingens fortælling. Han var en Vandrer. Det overraskede hende vel ikke, men på den anden side virkede han ikke som. Måske var han ikke en Vandrer, men nærmere en Fortæller som nød at blive nogle steder længere end normalt. Der var dog ingen tvivl om at han var en Drømmer.

,,Hmm... Du er en Fortæller."

Taia vendte sit blik mod hingsten og et mildt smil kunne spores på hendes mule. Kort rystede hun sit hoved før hun forsatte, vel vidende om at han nok gerne ville have det uddybet.

,,I Marfarek er en Fortæller en, som rejser rundt og deler ud af sine tanker, meninger og oftest historier. Han, eller hun, føler altid en trang til at forsætte, de kan ikke finde ro, for de vil hellere møde nye som de kan dele sine tanker med. De fleste ender med at slå sig ned før eller siden, men nogle få forsætter hele livet og ender nogle gange som Drømmere. De fleste har en periode som Fortæller, selv jeg, men som jeg gjorde, stopper de fleste når de længes efter deres Familiegruppe, hvilket ofte er hurtigt."

Hun så stadig på Grålingen, ventede på at se om han forstod. Der var ingen tvivl for hende om at han nok ville forstå, men man burde vel aldrig vide sig for sikker.