En gådefuld sjæl

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

En lettelse skyllede gennem Taia da Grålingen accepterede at hun ikke kunne blive liggende. Hun kunne dog se en følelse hos ham, en følelse der var på randen til skuffelse, ikke over hende som sådan, men over at de ikke længere lå ned. Hun forstod ham ikke helt der; hun forstod ikke hans glæde i at ligge ned, specielt ikke et sted som dette. Selv kunne hun nyde at ligge i græsset et stykke tid, men kun det stykke tid. At bruge en hel nat virkede.. surrealistisk. Uden at lægge mere i det, smilede hun til ham, smilede et smil der var på grænsen til kærligt, og strakte så sin mørke mule mod hans grå. Et sekundt rørte de hinanden, før hun trak sin tilbage i det han begyndte at sige sine første ord. Et taknemligt nik var alt svar han fik, før hun kunne se at han blev fortabt i månen. I det lys der badede dem begge, mindede han hende mest af alt om et spøgelse der blot var legemliggjort for et øjeblik. Det var som om han blot kunne tråde ud over klippen, blive et med månelyset og forsvinde helt, for så at lade hende stå tilbage. Hun vidste, og håbede inderligt, at det ikke var tilfældet. Den grå hingsts selskab var, uanset hvor underligt det kunne syntes til andre, nok det hun havde nydt mest, selv over hendes venindes, over Illanas. Hun følte et kort stik ved tanken om den gyldne hoppe, men lod mindet forsvinde sammen med en sagte brise. Dette var ikke tidspunktet til at savne Illana på, selvom Taia lovede sig selv at hun snart ville finde den gyldne igen, dele endnu et øjeblik med hendes gode veninde.

Den brune hoppe spidsede langsomt ører da den grå hingst igen vendte sit hoved mod hendes. Hun holdt en let kontakt med hans mørkeblå, stærke øjne. Et øjeblik var hun ikke sikker på hvad han ville, men så begyndte han at snakke, så sagte at hun ikke var sikker på at hun ville kunne høre det; men hun hørte det skam, hvert et lille ord. For hvert ord han sagde var det som om noget klikkede, som om den manglende brik blev lagt og tingene pludseligt gav lidt mere mening. Hun var ikke sikker på hvorfor han havde navnet Altaïr eller hvorfor nogen havde ønsket at give ham et navn der betød søn af ingen, men for hende betød det ingenting. Hun hævede hovedet lidt, langsomt trak hun det en smule til sig, men droppede det så. Hun var den sidste af alle her i landet der burde dømme nogen. Uden tøven trådte hun hen til hans side, så de stod så tæt som da de havde ligget. Et øjeblik lod hun sit hoved hvile mod hans manke, hans hals, før hun havde tænkt over hvad hun ville sige.

,,Uanset hvad dit navn er, uanset hvad det end må betyde, så er du ikke Altaïr for mig og dermed heller ikke søn af ingen..."

Mens hun talte, flyttede hun sit hoved og puffede kort til den skimle hingsts hoved, løftede det let, dog uden at være for bestemt. Taia svingede roligt med halen og trak hovedet en smule væk fra Grålingen så hun kunne fastholde hans blik ordenligt.

,,... For mig er du Grålingen, drømmevandreren. Jeg er æret over at du vil fortælle mig dit oprindelige navn, men tro mig når jeg siger at du altid vil være Grålingen for mig. Måske vil jeg en dag skifte til at kalde dig Altaïr, hvis du selv vil have det, men der er ikke et øjeblik hvor du ikke er Grålingen."

Taia smilede oprigtigt, venligt og kærligt til hingsten ved hendes side. Hun nød at stå op ved siden af ham, føle hans skind mod hendes. Det gav en tryghed, som manglede når hun var alene. Et øjeblik lod hun sig læne mod Grålingen, men tog så hele vægten igen. Hendes hoved lod hun dog hvile mod hans hals før hun hviskede sagte, mere til sig selv end til ham..

¤Jeg ved ikke hvad du har gjort for at blive kaldt søn af ingen, men en dag bliver du fader af nogen og så må du hellere sørge for at de ikke ende på samme måde...¤

Den skimlede hingst stod i stilhed og ventede på den brunbrogede hoppes reaktion. Han havde blottet sig, vel til det ypperste han nok kunne, fordi det var hende. Hende den ene, der havde vist ham en form for tillid og forståelse, som ingen anden havde vist ham. Ingen havde kunnet vente, ingen havde kunnet lytte og ingen havde givet forstå til fulde. Mange havde prøvet, det skulle de skam have, men ingen havde formået det hun havde - Og det var han taknemmelig for. Han brummede sagte og vippede da ørene helt fremad, da hendes ganske fængende stemme startede ud igen. Hun havde brugt den til at fortælle omkring hendes kultur, det sted hun kommer fra og hendes meninger omkring det, hun havde oplevet sammen med den skimlede drømmehingst, Altaïr. Nu ytrede hun sig igen, og den skimlede opfangede alle ord til fulde. En lettende fornemmelse gled igennem hans krop; ja, man kunne vel nærmest se på hans krop hvordan det hele blev en smule lettere for ham. At hun ikke ville kalde ham ved det navn, han så inderligt havde holdt hemmeligt i så lang tid, og som han nu havde blottet sig til at fortælle hende, ja, det var et kompliment vel, som ingen anden ville kunne give. Glæder bredte sig helt til hans øjne, som beundrede den brunbrogede hoppe, alt imens hun snakkede. Der lå en tak i dem, som der ikke kunne siges med ord. Han strøg hende forsigtigt, nærmest let som en fjer, hen over halsen. Han var beæret, ja, det var følelsen, over at hun havde taget det som hun gjorde. Ikke noget med at smile og så bare tage imod navnet, som han ej ville tage på sig. Nej, hun afviste det, fordi det ikke var under det navn, den identitet som hun kendte ham. Han prustede derefter og spidsede ørene en anelse mere, for da hun hviskede, men meget lav stemme, lagde han hovedet en smule på skrå. Grunden til at han blev kaldt søn af ingen var kompliceret; og egentlig var der to grunde. Ét at hans moder ønskede sig forsvunden. At ingen skulle kende til hende. Hun ville blot forlade ham og dermed forsvinde - Og dermed gøre ham til søn af ingen. Og samtidig var det en hån, da Altaïr aldrig havde været et afkom hun havde ønsket. Som sådan havde den skimlede aldrig selv gjort en aktiv handling for at få dette navn, men det var blevet ham givet under svære omstændigheder. Dog lå der hverken skam eller sorg over hans blik, da hun sagde det. For netop var det ej hans egen skyld. Derimod lå der et lille smil, fordi hun snakkede om, når han selv engang ville blive fader. Ja, det var noget Altaïr inderligt ønskede og så frem til - At han kunne give et afkom en opvækst, der var værd at huske. Uden ensomme og farlige vandreture og uden daglige bekymringer om fremtiden. Nej, sikkert og trygt, sådan ville han opfostre et afkom.
Han så derpå imod de lyse blå øjne som denne unikke hoppe havde.

,,Melady, jeg takker dig oprigtigt for din måde at håndtere det her på. Du har ingen anelse om, hvor meget det betyder for mig, at du ser mig som den jeg er, og ikke den jeg var døbt til at være. Og ja, man kan vel kun sige, at rollen som far er en jeg glæder mig til at kunne tage på mig. For et af mine ønsker, melady, er at gøre et liv trygt, godt og glædeligt. Og ikke som mit. Melady, jeg vil gerne dele min historie, min fortid og grundlaget for mit navn med dig, hvis du vil lytte. Men jeg vil ikke give dig den på denne nat. Denne nat vil jeg blot nyde med dig”

Sagde han med en dæmpet og sensuel stemme. Han havde udtrykt, hvad han følte for denne hoppe, og derfor var han heller ikke bange for at vise det i sin stemme. Absolut ikke. Og han håbede på, at denne brunbrogede hoppe, heller ikke var bange for at vise sine sande følelser overfor ham - Når hun havde fået helt styr på dem selv.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Hoppen reagerede kun let på Altaïrs kærtegn. Det var ikke fordi hun ikke brød sig om dem, heller ikke fordi de ikke lagde op til at man hengav sig til dem, men simpelthen fordi det lå uden for hendes natur, hendes væsen, at gøre det. Hun havde, på trods af alt hvad de egentligt vidste om hinanden, kun kendt ham i den tid det tog solen at vandre over himlen. Hun nød hans selskab, hans kærtegn, hans ord, men alligevel var der den lille stemme i baghovedet, den lille ting der holdt hende fra det; hendes fornuft og viden. Det var nogle år siden hun var en forårskuldret unghoppe og hun var alt andet end det i dag. I dag var hun en hoppe der havde oplevet det bedste til det værste; set livet blomstre under hendes kærtegn og følt smerten over at Orctics valgte at tage nogen af hendes kære til sig igen. Hun ville ikke falde for nogen, end ikke Altaïr, der ellers virkede på randen til perfekt på mange måder. Ikke her, ikke nu, ikke så hurtigt.

Nu blev det hingstens tur til at svare og hun lyttede med samme interesse som han havde givet hende. Taia gjorde et kort nik med hovedet, en lille gestus der viste at hun 'modtog' hans tak, så om sige. Han syntes næsten fysisk lettet over at hun havde nægtet at modtage hans navn. For hende havde det været underligt, forkert, hvis hun var begyndt at kalde ham ved et andet navn. Ved hans næste ord smilede hun kort, bedrevidende, men ej overlegent eller ondt. Altaïr glædede sig til at være far til nyt liv. Selv havde hun glædet sig, men efter at have været moder til to, så kendte hun både de gode og dårlige sider, for der var skam de dårlige sider af det også, men de gode overskyggede det oftest. En dag ville han dog selv finde ud af det, det var hun sikker på, han havde blot at vente på den rigtige hoppe.
Hendes hoved, som lå stadig mod hingstens hals, trak hun roligt til sig igen, da han stoppede med at snakke. Ikke fordi hun ville, men fordi det virkede underligt at stå og snakke med hovedet skjult i en anden hests man.

,,Den dag du ønsker at fortælle mig det, så vil jeg glædeligt lytte."

Der lå en oprigtighed i hendes ord, såvel som hendes blik, man næppe kunne tage fejl af. Hun ønskede at vide mere om det, ønskede at forstå grunden bag et navn som det der var blevet givet til ham, men på samme tid ønskede hun ikke at bruge det til ham. Det var en del af ham, men alligevel ikke, i hvert fald ikke for hende. Efter hendes ord fulgte et kort puf, blidt, og det understregede blot hvor meget hun mente hendes ord. Efter det fulgte blot en kort stilhed, som Taia valgte at bryde.

,,Jeg tvivler ikke på at du bliver en god far, den dag det skulle ske, for det sker nok, men tag et godt råd fra en der ved hvad hun snakker om: Føl er ikke lutter leg og kærlighed, en dag når de til en alder hvor du helst ville sige de ikke var dit problem, men de er det på alle måder."

Et skævt smil spillede på hendes mule og hun sænkede hovedet en anelse mens hun lod tankerne vandre tilbage. Taia vidste ikke hvor meget han vidste, men hun vidste at mange hingste ikke kendte præcis den side af sagen. Derhjemme havde de det i hvert fald med at glemme, hvordan de var, da de blev plag. Hendes førstefødte, Baia, havde været, mildt sagt, en prøvelse dengang han blev plag. Nok var det ikke alle der var svære, men Taia kunne forestille sig Altaïr have sit hyr med at kontrollere en hingsteplag af sit blod.

Det var en lettelse; en stor lettelse at den brunbrogede hoppe havde valgt at blive ved ham, og ikke mindst at hun havde valgt at fravælge det navn, der egentlig var blevet ham givet, den dag han var blevet født. Grunden, ja, den ønskede han vel at fortælle hende - men han var ikke selv klar, til at tage det fulde spring. Han var ikke klar, til at fortælle det hele endnu. Som han havde sagt, ville han nyde natten med denne, i hans øjne, umådeligt skønne hoppe, og det havde han i sinde. Han smilede let, vel skævt, da hun kom med den sidste udtalelse, omkring afkom. At hun talte af erfaringer, det kom vel lidt bag på ham; at hun havde et afkom, eller havde været med til at opdrage på et. Dog var det hendes fortid, og ikke hendes nutid, eftersom der ikke fulgte et afkom ved hendes side, og derfor lagde han det pænt op på den hylde, der indeholdt alle de ting, han gerne ville udspørge denne fascinerende hoppe om, senere. Han rakte sin mule en smule fremad imod hende, for at være hende lidt nærmere igen. Natten var for længst færdig med at sortne himlen over de to sjæle, og det, der lyste mest op på den brunbrogede hoppe, var hendes krystalblå øjne. De smukke øjne, der vel var spejlet til hendes sjæl, som hun havde valgt at lade ham beskue. Han smilede let for sig selv, inden han lod blikket falde ud over klippens kant, ud over den mørke horisont, hvor man nu kun kunne skelne mellem himmel og jord, på stjernernes lys, der hang over dem.
Han brummede sagte, inden han lagde blikket imod de blå øjne igen, der var langt lysere end hans egne, og da smilede han bredt.

,,Melady, den tro du tillægger mig, er jeg taknemmelig for. Og jeg kender skam godt til den alder.”

Sagde han med et lille grin, inden han puffede imod hendes hals, for derefter at fortsætte.

,,Jeg har vandret i flere forskellige flokke, melady, og selvom jeg aldrig har haft et afkom jeg har kunnet kalde mit eget, har jeg .. opdraget, kan man kalde det, på flere unge hingste, der valgte at trodse deres mødre. Og når først de når den alder, tror jeg hingstene har fordelen, indtil de indser at deres tossestreger egentlig ikke hører nogen steder hjemme”

Sagde han, næsten med en leende stemme. Han havde set mange hopper der nærmest havde opgivet i den periode, hvor deres hingste og hoppeafkom skulle gøre op med hvert et skridt man tog. Som regel var fædrene ikke en stor del af opdragelsen, i hvert fald ikke i de flokke han været ’en del af’, eller nærmere, de flokke han havde vandret i. Det var hopperne der stod for det hele; og af den grund, lyttede mange af de unge netop mere til hingsten i denne tid, fordi at han netop ikke havde sagt hvad de måtte og ikke måtte, da de var små. Men udbrydertiden havde heldigvis altid en ende; for langt de fleste.

,,Når jeg engang bliver fader, vil jeg gøre hvad jeg kan, for at give mig afkom en god opvækst. Og når de skal til at være uartige, ja, så må jeg vel bare spærre dem inde i en af bjergets huler”

Lo han, ganske dæmpet, inden han smilede oprigtigt til den brunbrogede hoppe. Og mens han ramte hendes blik endnu engang, forestillede han sig et øjeblik, hvordan et afkom fra hendes side af, måtte se ud. Hvor smukt det ville blive, hvor godt et sind det ville få. Hans blik, der kort blev fjernt af drømmen, vendte da tilbage, og fandt et lidt uskyldigt udtryk frem. Han havde det vel, som om hans tanke havde været så høje at hun kunne høre dem, og selvom han havde udtrykt sine følelser, der var blomstret op for denne sjæl, så følte han det vel pinligt at afslører sig selv på denne måde. Men om hun havde læst hans tanker, eller ej, vidste han ikke. Han sænkede derpå hovedet igen, lod mulen nippe forsigtigt imod hendes forben og derpå brummede han en anelse mere fredsommeligt. Måske opdagede hun det ikke?

T A I A
"While the night may seem like an endless darkness, a new day will always arise."

---

Horisonten havde skiftet farve mens de stod her, den brune hoppe ved siden af den grå hingst. Taia tvivlede på at den nogensinde rigtigt holdt op med at skifte farve. Måske kunne de bare ikke se alle farverne? Taia troede i grunden mange ting, som alle andre lod ligge; med undtagelse af hendes nye, nære ven selvfølgelig. Grålingen, eller skulle hun sige Altaïr?, var noget som hun aldrig rigtigt havde mødt derhjemme. Han lagde tingene sammen på en helt særlig måde; en ny, interessant, anderledes måde. Selvom det måske kunne lyde skørt, så virkede det næsten som om hans sjæl burde være endt i Taruhk, men af en eller anden grund blev trukket til hvor end han var blevet født. Det var egentligt synd, for han fortjente det ikke; han fortjente ikke navnet eller det der havde fulgt, men på samme tid havde det gjort ham til hvem han var og Taia ville ikke bytte, det han var, for noget i verden. End ikke hvis det havde noget med Orctics at gøre.

Taia lyttede til hvad han sagde, lo med ham og blev faktisk lettere overrasket over, at han åbenbart vidste hvad det gik ud på. I Taruhk deltog hingste i dele af opdragelsen, ikke alting, men dog vitale dele. Det han sagde, fik hende til at tænke tilbage på dem, der havde været fædre til de to føl, hun havde givet verden. Den ene havde været en nær ven, den anden en nær ven af hendes mor og delvist af hende. Hjemme var det ikke underligt at føl kom til verden i venskaber frem for kærlighed, men de blev elsket ens uanset hvad. Det var heller ikke uset at hingste og hopper drog til grupper, som på en eller anden måde havde en venskabelig relation til hestens egen, og vendte hjem efter, at et nyt liv var blevet startet. Taia lukkede øjne og lod minderne forsvinde tilbage i tågen, der dannede hendes bevidsthed, og vendte sin fulde opmærksomhed mod hingsten igen. Hun havde skam hørt hvert ord han havde sagt og hun lo kort og dæmpet med ham til sidst.

,,Jeg ved ikke hvordan det ville fungere, men jeg har min tvivl til metoden."

Et smil spillede på den brune hoppes mørke mule, mens hun så på ham, studerede ham igen. Hun kunne lide at se på ham, lytte til ham, bare være sammen med ham. Det var lige før, hun vendte øjne væk igen, at hun så blikket. Hun kendte det blik alt for godt; hun havde set det hos utallige hingste, som ønskede at sætte et liv i verden med en hoppe. Taia rystede dog blot kort sit tunge hoved og smilede skævt til ham da han syntes at komme til sig selv. Der var noget meget sødt over det udtryk den yngre hingst fik bagefter, som om han følte sig pinligt berørt over det. Den brune hoppe havde aldrig været eftertragtet, men hun havde set blikket før og det berørte hende egentligt ikke. Hun lod dog sin bevidsthed lege med tanken.

Da Grålingen kort efter rørte hendes forben og lod en brumme følge, sænkede Taia sit hoved ned til hans og strøj hans næseryg med sin mule. Hun kunne egentligt godt indfinde sig med tanken, forestille sig det, leve med det. Han var blevet en nær ven af hende, meget hurtigt, men ikke desto mindre følte hun sig tættere på ham end nogen anden. Uden at flytte sig det mindste, fangede hun hans blik og fastholdt det. Man kunne ikke direkte sige hun håbede han forstod, men det ville da være trist hvis han ikke forstod hvad hun mente. Stilfærdigt svingede hun med halen og vippede lyttende med ørerne, men hendes øjne veg ikke fra hans.

Hun stod der, smuk som hun var, og hørte på hans ord. Hun lyttede, hun leede, og den latter der brød fra hendes hjerte af, ramte Altaïr lige der, hvor han var mest sårbar. Hans blik, der betragtede denne hoppe, var dybt, følsomt og betragtende. Mens hun havde lyttet til hans ord, havde han diskret betragtet hende, set hendes reaktioner og træk. Han rankede sig en anelse op, da hoppens tænksomme mine blev forstærket og mens hun stod der, med sindet begravet en smule i hendes tanker, trådte han lidt tættere på. Ikke meget, næsten ikke synligt, men det kunne mærkes mellem de to sjæle, at afstanden blev mindsket. Han brummede varmt, mens han undersøgende betragtede hendes tænksomme mine. Hun var så køn, nærmest uanset hvad hun lavede, men det mystiske, der lå over hende, når hun kiggede imod horisonten og blikket blev fjernt, var en af de ting, han var specielt tiltrukket af. Den måde, hun ligesom lod sit sind vende indad, for en stund. Hun havde mange ting, gemt derinde, som sikkert var værd at beskue, og den skimlede hingst kunne ikke undgå at fantasere om, hvordan hendes tanker og minder måtte se ud. Da hun så vendte tilbage, efter at have beskuet sit indre, lo hun igen, og hendes kommentar spredte et bredt smil på Altaïr’s mule.

,,Selv tror jeg heller ikke metoden virker så godt igen, men det er da en mulighed.”

Lo han, inden han slog en smule fyrigt med hovedet. Hingst var man vel, og han var ikke bly for at vise sig fra den mere maskuline side, selvom det dominerende gen var godt gemt væk i ham. Han var en drømmer, og ville altid være en drømmer. Han strøg forsigtigt hoppen over halsen igen. Han havde på fornemmelsen, at den brunbrogede hoppe havde opfanget hans signalet, omkring at han fandt det en smule pinligt at have afsløret sig selv på denne måde; men måden hun tacklede det på, fik ham til at springe over det rimeligt hurtigt igen. Hun smilede ’blot’, og lod det ligge.
Da hun strøg ham over næseryggen, forsigtigt, sitrede det i hele hans krop. Og da han mødte hendes blik, ja, da så han vel noget han havde håbet på. Han kunne se, at der var en tilknytning, der var stærk. En tilknytning af de to sjæle; helt hvor stærk den var, kunne han ikke se, men i hvert fald vidste han, at han ikke havde skubbet hende fra sig, ved at vise sine følelser, tvært imod. Han smilede varmt, et øjeblik, imens hun fastholdt hans blik. Han havde absolut intet imod, at stå med blikket i hendes øjne. Han havde intet imod at hun skulle se ham, for den han var, og ligeså så han hende, som den hun var. En unik hoppe, så forskellig fra alle andre.
Hun forblev stille, og mens de stod der, overfor hinanden, lod han sine tanker flyve. Ikke væk, men omkring hende. Hvordan hun var, hvordan hun så ud. En drøm om en fremtid, ved hendes side, som beskytter, ven, mage, eller hvad det nu ville blive til. Hans øjne, ja, de smilede. Ganske klart. Han følte, at hun forstod ham, som ingen anden gjorde, og selv mente han, at han forstod hende. Hun var en hoppe, der kunne virke skrøbelig. Ikke svagelig, men skrøbelig. Men hun var det langt fra. Hun var stærk, smilende, varm, tiltrækkende og havde en bred viden omkring livet. Hun troede, troede på en kultur hun havde kendt til, og netop denne tro, viste at hendes sind var klart til at lærer og forstå andre. For Altaïr vidste, at havde man en tro, man kunne knytte sit liv til, så havde man også erfaringen og evnerne til at lytte og lærer af andres tro.

Altaïr, der havde stået tavst overfor denne hoppe, denne smukke hoppe, mimrede en smule med mulen, inden han tillod den at forme ord, der skulle bryde stilheden på elegant vis.

,,Melady. Natten er over os, men jeg vil alligevel spørge dig, om jeg må byde dig op til en dans, på denne klippe?”

T A I A
"They promised her fame and fortune, but she found something better; she found truth"

---

Grålingen gjorde ikke noget. Han stod der blot, så hende i øjne, og smilede så til sidst. Ikke som man normalt smiler, men med øjnene. Dette fik hoppen til blot at ryste på hovedet, flytte blikket og le varmt. Det løsnede stemningen lidt, i hvert fald for hende; den var blevet tung, alvorlig og seriøs, efter afsløringen af Grålingens rigtige navn. Taia brød sig egentligt ikke rigtigt om det navn, så hun placerede det allerbagest i hvad hun vidste om den grå, ædle hingst foran hende. Der var så mange andre ting, der betød så meget mere end det navn. Hingstens tanker og ideer lå forest, efterfulgt af ham som væsen, så hans tale. Efter det fulgte hans fysiske form, en ting som betød meget lidt hos den brune hoppe, og først nu kom hendes viden om hans baggrund.
Da han bød op til dans, svingede hun med halen og trådte et skridt til siden, ej fordi hun afviste ham, men mere i en leg. En udfordrende, drillende og til dels provokerende leg. Med et let buk i nakken så hun på ham og smilede venligt. Hun var egentligt træt, men hun ville ikke sige nej til en dans; specielt ikke hvis hendes partner var Grålingen.

,,Jeg vil med glæde danse med dig, hvis du altså vil føre an."

Der lå et drillende glimt i de intense blå øjne, men det rolige sind skinnede stadig stærkt igennem. Hun var ikke ny til at danse, i hvert fald ikke som man dansede derhjemme, men at danse med den langbenede, grå hingst foran hende, det ville være en ny oplevelse. Der var noget risikabelt i dansen de ville begive sig ud i, noget som Taia ikke var sikker på at hun brød sig om, men hun var stadig villig til at glemme det. Uanset hvor stor dette udkigspunkt var, uanset hvor tæt deres dans måtte blive, så førte næsten alle sider alligevel til døden. Der var dog ringe risiko for, at dette skulle blive deres sidste sted eller møde for den sags skyld. Hun ønskede at dele mere af livet med ham, uanset på hvilket plan det blev. Som ven, drømmer ellere mere; hun ønskede at vide mere om ham, høre mere fra ham og lære mere af ham.

Den skimlede hingst kunne tydeligt mærke hvordan solens bortgang havde påvirket ham, og nu hvor månen i stedet hang, lys og klar over dem, var det naturligt at søge hvile, som de to sjæle da også havde forsøgt; men hvilen havde ikke fundet dem endnu. I stedet havde de fordybet sig endnu mere i hinandens selskab, og da han nu havde budt hende op til dans, og hun takkede ja med den elegante handling, da skød han bringen en smule fremad, stolt og rankt. Han var en hingst, der kunne bærer sig selv med ære, og det yndede han at gøre, men for at hans sensitivitet skulle vises helt ud til spidsen af hovene, da skulle hoppen, som han skulle vise sig for, også være noget specielt. Og det var denne hoppe. Det glimt der lå bag hendes lyse, klare blå øjne, tirrede vel den skimlede hingst en smule. Ikke provokerende, men opfordrende og udfordrende. Derpå trådte han fremad, med et langt og kontrolleret skridt, helt ned ved hendes side. Han puffede hende intenst lige over krydset. Hans hals var løftet og hvælvet og hans muskler, der lå under det skimlede skind, ganske let spændte. Han var klar, klar til at lede hende i dans, og det første skridt tog han nu. Han sagde intet, men brummede i stedet sigende, som svar til hendes ord. Ja, han ville lede, og gjorde det nu. Derpå trådte han en smule skråt fremad, imens han forsigtigt skubbede mulen imod hendes bagpart, så de nærmest ville træde om hinanden; og han fortsatte denne bevægelse rundt på den hårde, flade undergrund. Han vidste at dansen skulle være tæt, for ikke at bringe dem i fare; for nok var der bredt nok til at færdes heroppe, men at danse en åben dans, ville blive for udfordrende, og derfor valgte han en tæt dans.
Hans muskler arbejde ganske kraftigt under hans pels, og hvert skridt kunne næsten synes majestætisk. Og med de sensitive tryg imod hoppens bagpart, guidede han hende rundt, førte hende i dansen, der nu var begyndt. Hans ører gled hvert til sit; ét imod hoppens hoved, der var ved hans bagpart og et fremad, for at holde øje med hver eneste lyd, og dermed også hans næste skridt. Hans smil begyndte da at vises på hans mule, og hvis den brunbrogede hoppe agtede at skæve bagud, ville hun kunne se det. Og smilet var stolt og fyrigt på samme tid. Han havde æren af at føre hende rundt, den hoppe han holdte af og den hoppe han havde fundet fascinerende, og det at hun havde valgt at danse med ham her, viste at hun stolede på ham. I hvert fald nok; og det var langt mere end rigeligt for den skimlede hingst, der ligeså stolede på denne hoppe. Den hoppe, der kendte hans hemmelighed, og snart skulle lærer grundlaget for den.

[Tråd afsluttet - Out]