En gådefuld sjæl

Altaïr, der var påbegyndt den klatretur der nu afholdte dem fra at befinde sig på det sted, han endte da han kom til dette land, lyttede interesseret til den brogede hoppes ord. Hun satte en anden definition på, en som han ikke havde tænkt over før. En fortæller. Altaïr, der brugte hele sin krop godt allerede, for at klatre op mellem træer, sten og underlige former på jorden, brummede eftertænksomt og forblev tavs i nogen tid, mens de to sjæle fortsatte deres klatretur opad.
Men da hans sin havde tænkt over alt dette, som den brunbrogede hoppe havde sagt, lod han ørene og de mørkeblå øjne glide imod hende igen og derefter lod han sin mule tale.

,,Melady, fortæller er en titel jeg gerne vil tage på mig. Og jeg må sande, at den kultur du kender til, er fascinerende. Men disse Drømmere, som du snakker om, hvordan lever de helt præcist deres liv? Fortsætter de som Fortællere, men med en anden titel, eller ænder de livsstil ligeså?”

Han prustede hingstet, ivrigt og muntert. Det var tydeligt at hendes snak omkring hendes liv, hendes flok og deres vaner fascinerede den skimlede hingst, der gerne hørte alt hvad hun havde at sige. Hun havde et liv fyldt med så meget lærdom, så det halve kunne være mere end det, som den skimlede kendte til. Han havde aldrig haft normer, historier eller myter i sit liv, ej heller en kultur. Kun hans egne visioner og drømme, som fyldte det hele hos ham, og som han ønskede at indvie andre i. Han kneb sine øjne kort sammen og fik kigget til siden; træerne var tynget ud og nu kunne man ane det klippefremspring hvor han var landet. For neden bugtede vandet sig ivrigt op af klippens kant ud vinden kunne være hård, men på denne snart endte dag, var der stille. Altaïr rykkede hårdt fremad med forparten for at øge tempoet lidt. Han nikkede derefter ivrigt til den brogede hoppe, for at få hende til at tage de sidste skridt lidt hurtigt, så den kunne nå det, som han ville. Derpå, efter få spring op af den stejle skrant, begav Altaïr sig ud på det hårde underlag, hvor hans hove afgav klappende lyde for hvert et skridt han tog. Et dyb vejrtrækning faldt fra den skimlede hingst; han havde ikke været heroppe siden han var landet i dette land. Han så derpå på den brunbrogede hoppe, ventede på hun søgte hans side og derpå så han imod himlen. Og dér, hvis man så godt efter, kunne man se det.

,,Melady, jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre. Men se.”

Hans øjne blev et øjeblik fjerne, som søgte de hinsides himlen. Og hvis den brunbrogede hoppe selv så efter, ville hun kunne se, at himlen var gennemsigtig. Og bag den, lå en anden verden. Nok den verden de begge to kom fra i sidste ende. En verden som Andromeda var gemt for. Det lod til at himlen var en slags kappe over landet, for at holde det skjult fra omverdenen, og dette var det eneste sted som Altaïr kendte til, hvor man kunne se verdenen udenfor. Og détte unikke syn, ønskede han at dele med denne unikke brunbrogede hoppe. Og han håbede i sandhed, at synet af denne gennemsigtige himmel, hvor man på denne tid kunne se igennem og se verdenen bag, ville have en eller anden form for positiv indvirkning på hende. For det havde den nemlig på den skimlede hingst selv.

T A I A
.~: Scarred Outer, Healed Inner :~.

---

Den brune hoppes ører var vendt mod den grå hingst da han blev tavs. Hun mente dog ikke at det var fordi han tog det ilde, men derimod fordi han brød sig om det hun havde sagt. Tærrenet begyndte at føles underligt for hoppen, men hun fandt hurtigt rytmen og fulgte afsted ved siden af Grålingen uden problemer. Endeligt talte han og det glædede hende at han modtog titlen og han ville endda gerne vide mere. Det overraskede hende dog ikke rigtigt, han virkede så interesseret i alt hvad hun sagde, så det ville nok nærmere være en overraskelse når han ikke ville høre mere. På sin vis undrede det hende dog; havde han ikke sine egne legender og kulture? Måske var det ikke alle der var så forbundet af historier, traditioner og titler som hendes egen familie var? Det føltes underligt at overveje det. Grålingen øgede farten og det samme gjorde hun, men hun fandt overskuddet til at fortælle imens.

,,At være Drømmer er til dels det samme som at være Fortæller, men det er op til den enkelte hest. Nogle isolere sig selv, hengiver sig til sine drømme, få siges at komme i direkte kontakt med Orctics, og kommer kun ned når Familiegrupper og flokke samles en gang om året. Her fortæller de deres drømme videre, tilføjer historier til vores legender og tryllebinder deres lyttere gennem deres farverige fortællinger. Andre Drømmere bliver ved med at gå og fortælle, men..."

Taia blev tavs da hendes bagben forsvandt under hende lige før hun skulle tage det sidste spring. Ved at holde hovedet koldt fik hun dog trukket sig op ved siden af Grålingen og ville have forsat sin fortælling hvis ikke det var fordi han selv sagde noget. Tavs fulgte hun hans blik og fandt sig selv tryllebundet af det hun så. En verden ved siden af, eller måske nærmere over.. måske endda lige oven i Andromeda! Forsigtigt, næsten ærefrygtigt, trådte hun et skridt fremad og strakte hals. Det virkede så tæt på, men alligevel så langt væk. Hendes blik veg ikke fra himlen, for hun kunne have svoret at det lignede Da'garn, den del af Marfarek der lå ved siden af Taruhk. Men så skiftede billedet, det syntes hun i hvert fald det gjorde, og vred sig til at vise en anden verden. Hvor mange fandtes der mon? Og fandtes der en verden parallel til denne? Måske gik de rundt blandt andre sjæle, blot uden at være i stand til at se dem? Hendes tanker snoede sig afsted, viklede sig rundt om legenderne og prøvede at finde svar. Var der ikke engang en historie, fortalt af en blind hoppe ved navn Acaya, som handlede om en, der forsvandt. Han kunne se alle, men ingen så ham? Han så flere verdner på en gang, sjæle der viklede sig rundt om hinanden når deres fysiske kroppe gik igennem hinanden? Måske tog hun bare fejl, måske var historien anderledes, men det ville give mening. Til sidst tvang hun sig til at se på Grålingen igen, lod sig blik vige fra det ellers så dragende skue på himlen.

,,Du havde ret... Der findes flere verdner, ikke blot flere lande..."

Den skimlede hingst smilede for sig selv. Dette sted følte han som værende sit. Sit eget, private og stille sted. Selvom vinden havde hersket den dag, han var landet her, så havde han med det samme rejst sig som den ædle hingst han var og havde modstået vinden, der ellers truede med at skubbe ham baglæns. Men nu, på denne stille dag, havde klippen her fået en ny beboer, den brogede hoppe. Som hun stod, og så op på himlen der viste flere verdener, efter hendes ord omkring Drømmerens liv, kunne Altaïr ikke lade værre med at lytte til sit bankende hjerte. Det havde banket hårdt i nogen tid nu, men heroppe hørte han først rigtigt hvad det havde at sige. Som om det talte for at denne hoppe skulle vide hans hemmelighed. Som om at denne hoppe var noget specielt, som ingen anden var. Et diskret smil fandt vej til hans mule, mens hun endnu stod med blikket vendt opad. Hun var noget specielt. Det var sikkert. Efter nogen tid formåede han selv at vende blikket op igen, der hvor verdenerne bag kunne ses. Umådeligt fascinerende, men også en smule mystisk. Himlen måtte besidde en form for magi, siden at dette kunne finde sted og alligevel, så var det kun på denne tid at det var muligt. Om dagen var himlen for lys og om natten for mørkt. Men i overgangen fra dag til nat, blev himlen tilpas. Måske var det også derfor, at der ikke lod til at være andre der kendte til dette fænomen; fordi det kun kunne opleves på ét bestemt tidspunkt, og formegentlig kun dette sted, som Altaïr havde taget den brunbrogede hoppe med til. Hans blik faldt på den verden, som der i øjeblikket kunne ses. En fredelig verden med skikkelser af andre sjæle. Det lod i hvert fald til at være et sted, der var behageligt at være, men ej kendte Altaïr til lige præcis det sted.
Da hoppen vendte blikket imod Altaïr igen og lod sin stemme tale, smilede han oprigtigt.

,,Melady. Om det er andre verdener, eller blot forskellige lande i en verden der er udenfor denne, ved jeg ej. Men det virker som om, at den himmel der er over os fungere som et slags vindue. Et vindue der kun kan ses fra den side vi er på. Jeg brugte meget tid den dag jeg endte her, med at kigge op på himlen. Og da natten næsten havde overtaget, så jeg dette og så på det så længe jeg kunne. Desværre er det som om at det lukker, hvilket sker snart, men jeg forstod med det samme, at dette land vi nu bor i, må ligge skjult fra andre. Og måske ligger det lige midt imellem de lande, eller verdener der findes? Der er tusind spørgsmål man kan rejse om dette fænomen. Men jeg har valgt blot at beundre det, i hvert fald noget tid endnu ”

Sagde han med en lidt intens stemme, inden han søgte hendes side igen og strøg hende forsigtigt over halsen. Snart ville de ikke kunne se gennem himlen længere, fordi den ville være for mørk og så ville natten tage over. Altaïr brummede dæmpet inden han så en sidste gang på den gennemsigtige himmel, som allerede var ved at lukke til. Et lille, længselsfyldt smil gled over hans mule, inden han lod hovedet vendes imod den brunbrogede hoppe.

,,Melady, vil du overnatte heroppe med mig?”

Spurgte han sagte, men oprigtigt. Han ønskede virkelig at dele mere tid med denne hoppe, og han vidste at en nedstigning kunne blive besværlig når mørket havde taget over. Og selvom vinden havde hersket den dag han var landet her, så holdt den sig væk nu; og han regnede ikke med, at den ville blusse op forend natten var omme og de to endnu kunne begive sig af sted, ned imod lavlandet igen.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater than that of a free Spirit"

---

Man kunne vel drømme, kunne man ikke? Taia kunne lide denne verden, ingen tvivl om det, men et sted var tanken om andre verdener bare så fascinerende, så dragende. Et sted som var forskelligt fra alting man kendte; et sted som holdt på vidensom end ikke den viseste i denne verden kunne vide! Ideen om at drage til en anden verden boltrede sig afsted, blev fodret af den arrede hoppes fantasi og styrket af alle de legender hun kendte. Ortics boede trods alt i en anden verden end hun, ikke blot et andet land. Han vandrede frit fra verden til verden, land til land, men tog kun de sjæle med tilbage som var nået enden på deres liv. Ortics var på samme tid livet og døden, og på samme måde som alle andre guder, var han både elsket og frygtet af dem der troede på ham.

,,Man har vel frihed til at drømme," hviskede hun, mest for sig selv før hun kort lukkede øjnene i, ,,har man ikke?"

Taia blev ved med at se på billedet; hun følte sig mere og mere draget for hvert sekund der sneg sig afsted. Det var så langt væk, og alligevel føltes det som om hun blot kunne springer ud over klippen og dumbe ned ved siden af hestene hun så. Hun legede kort med tanken, man kunne ligefrem se musklerne spændes under hendes brune skind, men hun var ikke dum. Hun vidste udemærket godt at det ikke var muligt, men det føltes stadig som om det var. Uden anden grund end lysten for at gøre det, rejste den brune hoppe sig på bagbenene, strakte sin krop og hals til det yderste. Lige inden billedet forsvandt helt for denne aften, lod hun et dæmpet vrinsk lyde og hun kunne have svoret at hun så en reaktion fra en af hestene. Forsigtigt lod hun sig dumbe ned på alle fire igen før hun vendte sit kraftige hoved mod Grålingen og et smil spillede på hendes læber.

,,Det vil være mig en glæde at dele natten med dig heroppe."

Hoppens blå øjne veg ikke fra den grå hingsts midnats blå øjne i nogle sekunder, men så flyttede hun det rundt for at se sig omkring.

,,Tak fordi du ville dele dette sted med mig."

---

Den skimlede hingst, der endnu havde holdt sit navn hemmeligt for denne hoppe, som han var begyndt at synes rigtig godt om, betragtede hvordan hendes øjne gled over den sidste bid af spejlet, eller vinduet til den anden verden, eller måske de andre verdener. Det var ikke til at sige, om det var en eller mange, der lå omkring den de nu befandt sig i, og hvor meget Altaïr end tænkte over det, så blev det ikke mere klart i hans hoved, hvad det egentlig var, som de kiggede på - Dét der stod klart var dog, at det var unikt. Specielt. Han brummede dæmpet, da hans egne tanker et øjeblik fløj imod det hjemland, han kendte til. Det, der kun var hans hjem i meget korte øjeblikke, der hvor han blev født. Hans øre gled kort bagud, inden han da fik rettet blikket imod den kønne, brunbrogede hoppe. Hendes sind lod til at tænke kraftigt over noget, men hvad kunne den skimlede selvfølgelig ikke vide. Der gik lidt, hvor hendes øjne vandrede over himlen, og da hun så sænkede blikket og lukkede hendes kønne øjne, lod Altaïr alt sin opmærksomhed glide over på hende. Hendes ord, der var så sagte, at selv vinden ville have problemer med at forstå dem, opfangede han kun til dels - Selvom han gjorde sit ypperste, for at lytte til hende. Han brummede dæmpet og trådte et skridt tættere imod hende, men som himlen lod dets vindue lukkedes virkede det som om, den brunbrogede’s ønske blev mere tydeligt. Som ønskede hun at komme til den verden, som himlen viste. Og som Altaïr havde taget sit skridt, lod hoppen sin stemme kalde og dernæst rejste hun sig i et stejl. Som gik tiden langsomt, kunne Altaïr se hver enkelt lille bevægelse hun foretog sig; hendes retning, opad, som var hun egentlig på vej til at springe. Han kunne ikke flå blikket væk, det kunne han ikke - For denne hoppe, der måske klædte bjergene bedst, havde en elegance over sig i det sidste lys fra himlen, som Altaïr ikke havde set hos noget anden før. Nok lå der kraft og et begærligt ønske gemt i hendes handling, men det var netop også dette, der var med til at gøre det elegant. Da først hun var landet igen, stod den skimlede endnu en smule stille, tænkende og beundrende. Og det var vel først da hun begyndte at tale, at han rystede tankerne væk og lod sine øjne se hende igen.
Han smilede kort, inden han ærbødigt bukkede for hende.

,,Melady, tak fordi du ville gå med herop.”

Sagde han så sagte, men sandfærdigt. Han trådte hende da helt tæt, for at stryge hende kort over halsen, som han havde gjort det gentagende gange på de timer, snart det døgn, de havde været sammen. Han prustede dæmpet ned imod hendes pels, inden han lod blikket glide op imod himlen, der nu var præget af stjernerne og månen, der lyste så klart, som på vinteraftener.

,,Prøv nu og se, hvor klart månen skinner. ”

Sagde han derefter, i en lidt spøjs tone. Månen reagerede han på, på mystisk vis, og hvorfor vidste ingen, nok ej heller ham selv. Men tænksom, det blev han et kort øjeblik, som om månen havde fanget hans indre og prøvede at trække det i et retning, han ikke selv ønskede. Der gik dog ej længe, førend han puffede til den brunbrogede hoppe og gjorde tegn til at lægge sig. Og lidt efter lå han, med en forventning, eller nok rettere forhåbning om, at hun ville lægge sig ved ham, så de kunne hvile natten over.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater than that of a free Spirit"

---

,,Melady, tak fordi du ville gå med herop.

Taia syntes det var en fjollet ting at sige, for det havde ikke været en prøvelse at komme her op, men derimod en gave, så hvorfor Grålingen takkede for det forstod hun ikke. Hun undlod dog at sige noget, men smilede kort som tegn på hun havde hørt hvad han havde sagt. Hans buk var dog igen en ting der forvirrede hende og det kunne hun ikke skjule; hun forstod simpelthen ikke den mening han lagde i at bukke for nogen. Selv ville hun nikke respektfuldt, venligt eller på anden vis fysisk vise hendes taknemmelighed, men at bukke... det føltes et sted forkert for hende, det var ikke en del af hendes kultur på nogen måde, men hun var åbensindet og det kunne vel ligge til hans mere eller mindre eksisterende kultur. Forsigtigt gengældte hun den grå hingsts berøring ved at stryge ham blidt over den underste del af halsen, før hun fulgte hans blik mod himlen. Hans spøjse tone kom lidt bag på hende, det var første gang hun havde hørt ham med den tone. Som hun havde været draget mod billedet i himlen, syntes han at være draget af månen, omend på en anden måde. Så forsigtigt som muligt, tog hun fat i en lille lok af hans man, blot for at holde fast i ham i tilfælde af at han fysisk blev draget. For nogle ville det måske være set som desperat, for hende var det blot en sikring. Hun havde set heste gøre de underligste ting, selv gå i døden, fordi de blev draget af noget eller nogen; hun ønskede ej at det skulle ske for Grålingen. Hurtigt gav hun dog slip på lokken igen og han havde næppe følt at hun havde holdt den.

Da Grålingen havde lagt sig og indbudt hende til at gøre det samme, så hun blot på ham. Et øjeblik ville det måske se ud som om at hun direkte ville afvise hans tilbud, men så flyttede hun sig. Hvor andre måske havde lagt sig paralelt med ham eller måske blot overfor ham, lagde hun sig med ryggen direkte op mod hans. Hendes forpart mod hans bagpart og omvendt, ej fordi hun ikke ønskede at ligge anderledes, men fordi instinkterne drev hende til at holde så mange blinde vinkler ude af spillet som muligt. Det kunne ses som paranoidt at hun troede at nogen, der kunne skade dem, ville komme her op, men for hende var der aldrig noget der var sikkert; aldrig noget der var helt uden fare. Selv ikke sammen med Grålingen som ellers gav hende en følelse af tryghed. Da hun havde lagt sig til rette vendte hun sit blik mod ham igen.

,,Hvorfor bukker du egentligt for andre?"

Den skimlede hingst, der lå på det klippeagtige underlag, kunne mærke hvordan kulden først nåede ham, men ligeså hvordan varmen fra hans kro svandt ned imod klippen og varmede den op, således at kulden til sidst forsvandt, så det endte med at blive ganske behageligt at ligge her, med denne udsigt, på denne stille nat. Hans blik, der havde kigget forhåbningsfuldt imod den brogede hoppe, falmede kort, da det så ud til at hun afviste. Hun virkede ikke til at ønske at lægge sig; og i så fald, ville den skimlede rejse sig igen. Men før han gjorde det, bestemte hun sig alligevel for at lægge sig - Og det gjorde vel den skimlede glædeligt overrasket, nu hvor han havde forudset at skulle rejse sig igen. Men hun stolede tilstrækkeligt på ham, til at lægge sig. Da hun så lagde sig, måtte han se sig forundret, den skimlede Altaïr, for da hun lagde sig med ryggen til ham, og hovedet imod hans bagpart, slog det ham at han aldrig havde været ude for noget lignende. Et smil gled over hans mule, inden han nappede hende blidt over lænden. Derpå vendte han hovedet op imod hendes, da hendes blik søgte hans. Hendes ord, hendes spørgsmål, fandt han også ganske fornøjende; hans måde at hilse andre an og vise dem respekt på, havde altid vakt spørgsmål, og at de kom så ’sent’ i deres møde, havde vist en del om hende. Hun var villig til at se og lytte, før hun spurgte. Og at det så kom nu, fandt han vel passende.

,,Jamen, melady, jeg bukker heller ikke for alle. Jeg bukker for hopperne, ja. Ser du, i min verden er hopperne det mest unikke, og misforstå mig ikke, for jeg ynder ikke at vimse kuldret rundt efter hver en hoppe jeg ser, men jeg synes at hopperne fortjener at få at vide, at de er unikke. For uden hopperne, ville jeg heller ikke kunne eksistere, og derfor tilbeder jeg vel det modsatte køn, på en måde ingen anden gør. Det er ikke noget, jeg er blevet tillært af en flok eller en kultur. Det kommer bare, fra mit indre og mit sind. Men du, melady, du er anderledes end alle hopperne i dette land. Og derfor føler jeg en ekstra trang, til at bukke for dig”

Afsluttede han ærligt og med en meget intens tone. Ja, han lod sine sande følelser komme frem nu, frem imod hende. For som han sagde, så følte han en trang til at bukke for hende; men ikke kun bukke. Han ønskede at røre hende, mærke hende, høre og se hende. Han brummede sagte, inden han sendte et lille forsigtigt smil imod hende. Derpå lagde han mulen let imod hendes lænd, så langt oppe han kunne uden at det ville blive ubehageligt for ham selv. Hans øjne, de blev hos hende, selvom han vel var lidt ængstelig omkring hendes reaktion på hans ord; for nu var de personlige, og ej længere lod de som om.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater than that of a free Spirit"

---

Det føltes underligt for den brune hoppe at ligge på den hårde, kolde klippe. Taia var van til at stå side om side med heste, ikke ligge ned på klipper med dem. Dog nøs hun varmen fra den grå hingst og hun kunne på ingen måde klage om omgivelserne eller vejret. Det var næsten vindstille og på det meste af himlen kunne man se stjernerne, de sjæle som stadig ventede på at komme tilbage på jorden igen, funklede om kap med månen. Det var en vidunderlig aften, men ikke desto mindre lod hun blikket blive hos Grålingen; hun hørte hvert et ord med oprigtig interesse, men måtte næsten le over noget af det han sagde. Hun endte faktisk med at le, ikke ad ham eller det han sagde, men over hvor fremmed det lød i hendes øre. Hendes latter var dæmpet, varm og venlig, men det var tydeligt at hun ikke helt havde fanget alvoren i hans ord, dog ikke fordi hun ikke ville.

,,Gråling, uden hopper ville ingen eksistere, men vi kunne heller ikke eksistere uden jer; hingstene. En sjæl kræver at to sjæle slutter sig sammen, en hingst,og en hoppe, før den kan blive fysisk igen."

Taia vidste udemærket godt at den grå hingst sandsynligvis vidste dette i forvejen, hvem gjorde ikke, men hun var nød til at sige det for at det næste hun sagde ville give mening. Da han lagde sit hoved på hendes lænd kunne hun ikke lade være med at smile. Det var vel i grunden fint nok at ligge jer på klippen, specielt når Grålingen var ens selskab.

,,Hvad jeg mener er at Orctics har skabt alle unikke. Den sorte hoppe er mindst lige så forskellig fra den anden sorte hoppe, som den hvide hingst der står ved hendes side, både i krop og i sind.
Hvis hopper er det mest unikke for dig, så må jeg sige at hingste er det mest unikke for mig, selvom jeg ærligt talt finder en hver sjæl jeg møder så unik som den næste jeg støder på."

Roligt strakte hun sin hals lidt, flyttede sit hoved tættere på hans. Måske tog hun fejl, men det så ud som om hans udtryk havde ændret sig lidt. Hun fnøs forsigtigt mod ham, en stille undskyldning, selvom hun måske ikke havde grund til at undskylde.

Mens den skimlede hingst lå med hovedet på den brunbrogede hoppes bagpart, og ventede på hendes reaktion, på de ord han kort forinden havde sagt, kunne han ikke undgå endnu engang at lægge mærke til den skønhed, denne rene skønhed, som denne hoppe besad. Han så ganske enkelt forbi det, der var ar og mærker fra en skrækkelig hændelse, som ikke havde nogen indflydelse på den skønhed han så. Han sukkede kort og tavst, inden hans øre da opfangede hendes ord, der blev startet af en dæmpet og varm latter. Først troede den skimlede, at hans ord blot havde været morsomme, men da først hun begyndte at tale, kunne han forstå, at hun vel blot ikke forstod ham til fulde; og ikke blot grinede af hans ord. Han smilede let og lod den brunbrogede hoppe tale færdigt, førend han begyndte med sine egne ord.
Da først hun havde snakket færdigt, og hendes vel undskyldende fnøs lød imod ham, smilede han bredere. Han lod derpå sin mule presses en smule, ganske forsigtigt dog, imod hendes læn og vippede hovedet op i en mere lodret position. Derpå så han direkte i hendes øjne, hvor han da gav hende et meget uskyldigt, vel en smule ’legende feminint’ blik, for at understrege, at hun intet havde at undskylde før. Og samtidig lå der vel en drillende stemning i blikket, som om han ville sende hende signalet om, at hun da ikke kunne være sur på ham. Dette drillende og muntre blik aftog dog kort efter at hun havde registreret det og derpå lod han hovedet synke tilbage i dets oprindelige position, og da begyndte han at snakke.

,,Melady, jeg ved godt, at man skal være to for at skabe livet. Men den verden jeg kender til, eller nok nærmere kendte til, der havde hingstene intet at være takket for, selvom de måske var unødvendige. Og derfor, melady, er det hopperne, jeg synes skal have æren og belønningerne derved.”

Sagde han med et lille smil. Her kunne han let have afsløret noget om sig selv, men han holdt det tilbage, lidt endnu. Han følte sig sårbar, når han blotlagde sin sjæl, for hele hans liv havde han gemt den for andre. De havde nok set den skimlede hingst, mærket hans personlighed, men ingen havde haft tålmodigheden, eller evnerne til at lærer ham og hans fortid at kende. Han brummede sagte, inden han da strakte mulen en smule imod hende; hen over hendes skind, der som hans, nu blev oplyst at månens stråler, der blidt kærtegnede dem begge.

,,Denne Orctics, tror du også han har skabt mig? Selvom jeg måske kommer, fra en anden verden eller en anden kultur, end dig?”

Fremsagde Altaïr sagte og spørgende, vel nok mest for sig selv, inden hans stemme ville koncentrere sig om at besvare hendes ord, som hun nu fremsagde, omkring denne guddom. Egentlig ønskede Altaïr vel lidt, at han havde haft en sådan tro og tryghed i en guddom, i de stunder hvor han havde været fortvivlet i hans helt unge dage. Nu, ja, nu havde drømmeren et mål i sit liv og fulgte det, nærmest som andre følger en guddom, og han havde dermed ikke brug for troen længere; selvom den kunne være rar at have. Han samlede sig dernæst sammen i et varmt smil, inden han så direkte imod Taia igen.

,,Min kære, jeg er skam enig i, at vi alle er skabt lige unikke. Livet i sig selv er unikt, og aldrig er der to, der er ens, hvilket i sig selv er grundlag for at vi alle er lige unikke, på hver sin måde. Men de personlige værdier, vi alle tillægger andres sjæle, de gør en sjæl mere eller mindre unik for det enkelte individ. Ligesom jeg har tillagt dig en betydning, der gør dig mere unik for mig. Dermed ikke sagt, at du i det store billede er mere unik end den sorte hoppe ved den hvide hingst. Og for mig er alle sjæle jeg støder på også lige unikke, indtil jeg lærer dem at kende. Nu har jeg brug tid med dig, du brogede, og nu ved jeg, hvor unik jeg synes du er.”

Hans stemmeleje faldt i takt med han begav sig længere ind i hans snak, men intensiteten forsvandt ikke. Det var blot ord, der for ham vel var lidt svære at fremføre, fordi de netop indeholdt hans følelser og ikke generelle, som han havde lettere ved at forholde sig til. Det var også første gang, at hans følelser havde reageret på denne måde overfor en anden sjæl, og dermed blev den skimlede hingst måske også endnu mere sårbar i sin fremtoning, end ellers. Han brummede sagte, inden han forsigtigt begyndte at nusse hoppen i små cirkler, på lænden, der hvor hans mule lå og hvilede. Hendes reaktion ville igen være ham uvis, og han kunne kun håbe på det bedste.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Taia smilede skævt og tildede hovedet på skrå, før hun gav Grålingen et blik der talte tydeligere end ord; man behøvede ikke være en Drømmer for at se at det tydeligt sagde et ironisk 'Virkelig?'. Kort rystede hun dog på hovedet, før hun så ned i den kolde klippegrund før hun skævede til ham og så vendte blikket videre mod himlen.

,,Hingste har en lige så stor del i det som hopper, i min verden i hvert fald. Nok er det os der bære føllet og opfostre det, men..." hun gjorde en kort gestus mod ham med sit hoved,,,...i, i min kultur i hvert fald, er lærer, opdrager, beskytter og vejviser, indtil Orctics selv kommer og er der til at udfylde de roller."

På sin hvis var Taia og dem der delte kultur med hende, bundet af Orctics; på en måde var de blot efterfølgere, men i virkeligheden var det langt mere end at følge ham. Han var den man kunne søge tryghed hos, uanset hvor alene man var. Man gav meget til Orctics gennem selve livet og dansen, men han gav det mindst 10 fold igen, hvis blot man var villig til at tro nok.
Et lidt akavat slag med halen, i det Grålingen havde lagt hovedet på hendes lænd og hun ønskede ikke at ramme ham i hovede, var alt hun gjorde før hendes blik søgte hans igen. Hun var ikke sikker på hvorfor hun så gerne ville se præcis denne hingst, den ene hingst hun ikke anede hvad hed, men selv kaldte Grålingen, i øjnene. Et smil, måske betryggende, men på en måde også sørgmodigt, viste sig før hun talte igen.

,,Måske? Jeg er ingen Drømmer og min tid som Fortæller var kort, men der er ingen grund til at han ikke har skabt dig; skab din sjæl."

Taia kunne ikke lade være med at lade tankerne gå tilbage til det faktum at den grå hingst ikke havde haft, eller for den sags skyld blot havde, en tro. Det virkede på grænsen til surrealistisk for hende, men hun ville ikke dømme ham for det; man kunne ikke tro på det man ikke kendte og ingen tvang nogen til at tro på Orctics hvis det endeligt var. Ingen tvungen til noget, kunne have hele sjælen med i gerningen. Hendes tid som føl, unghest, sågar voksen, hvordan ville den have været uden troen på Orctics? Det strejfede hende kort hvor interessant det ville have været, men tanken om livet uden Orctics skræmte hende og ramte hende hårdt, som hvis hun var faldet midt i en fuld galop. En kuldegysning gik igennem hele hendes krop og hun følte en trang til at rejse sig, ryste følelsen af sig, men blev liggende da Grålingen talte videre.
Grålingens næste ord, hvor fantastiske de end måtte have lydt til en anden hoppe, efterlod blot Taia undret over hvad han præcist mente og til hvilken grad. Hun var unik til ham; hun havde været unik til mange, på hver sin måde, i hver sin grad, men hans ord havde fået det til at lyde som om hun var unik på en måde hun ikke havde været det til nogen før. Var det tilfældet? Nej... eller hvad? Hendes øjne forlod ikke hans, men blev kort opslugt af hans næsten sorte, blide øjne. Der var en sårbarhed over det han havde sagt, over det udtryk han nu bar. Hun åbnede munden for at svare, men fandt at der ikke var nogle ord der føltes rigtige som svar. Hun lukkede munden igen, vendte blikket væk fra hingsten og ud over det af landskabet hun kunne se. Månen badede landskabet i et blidt lys; det så så fredfyldt ud. Det så trygt ud og et øjeblik ønskede hun at natten ikke ville ende, dog ikke kun fordi hun følte en tryghed over det hun så. Igen ville hun svare, men som før fandt hun ingen ord og endte med at lukke munden igen uden at have sagt en lyd. Grålingens bløde mule mod hendes egen arrede lænd trak hende ud af hendes tanker, fik hende til at vende blikket mod ham igen.Langsomt strakte hun sin hals så meget hun kunne og kunne lige akkurat røre hans mule med sin egen. Forsigtigt satte hun sin mule i vejen for hans, stoppede ham, ikke fordi hun ikke nød det, det gjorde hun, men fordi hun ønskede svar. Hun forstod ikke, ikke helt i hvert fald, og et forvirret, men også fyldt med andre, mest gode, følelser, udtryk var tydeligt at se i hendes øjne.

Den skimlede hingst, der lå der ved den brunbrogede hoppe, kunne ikke lade være med at lade tankerne knirke og knitre. Han var en hingst af tågen, så at sige; en hingst der kom og gik som et spøgelse, sådan havde han altid været. Han havde været den, ingen kendte, den ingen vidste hvor egentlig hørte til og den, som ingen vidste, hvor kom fra. Han var søn af ingen, det var han, og sådan havde han levet sit liv. Men nu her, hvor han lå på dette sted, som egentlig betød så meget med ham, med den ene sjæl han havde fundet sande følelser for, kunne hans tanker ikke lade værre, med at pille ved hans eksistens. Hans liv som spøgelse var forbi, og et liv som Altaïr, drømmeren, drømmevandreren var begyndt allerede da han havde sat sine hove i landet for første gang. Han havde bare ikke sandet det, før nu, fordi han ikke havde følt tilknytning nok til noget eller nogen. Nok havde han mødt interessante sjæle, og mulige emner til at lære sin kunst videre til, men ingen havde været som hende, ingen havde været så.. Speciel. Han brummede dæmpet og da hendes ord nåede hans øre, spidsede ham dem nærmest på ny. Hendes stædighed skinnede ganske fint igennem, da hun slog fast, at hun mente at hingstene havde mindst lige så meget at skulle sige, som hopperne, i livets hjul. Og det var jo rigtigt nok, det vidste han skam, men han yndede blot ikke hingstene den status, selvom de vil havde gjort sig fortjent til den - Eller, i hvert fald ikke alle. Han smilede let, men undlod at begynde at snakke, for det virkede på hende, som om der kom mere - Hvilket der gjorde. Hans hoved vippedes en smule på skrå, ved hendes ord. Der var ingen grund til, at hendes guddom ikke havde skabt ham; en der ikke selv delte troen. En sådan guddom måtte være alsidig, stor og retfærdig. Og samtidig barmhjertig, hvis han, eller hun, valgte at lade sine evne rækker ud over dem, der troede og dermed også ramte dem, der ikke troede. Altaïr, der forsigtigt var begyndt at massere hoppen, blev revet væk af tanken om denne guddom, der var til for alle, også for dem der ikke troede. Mon det var sand? Mon han fandtes? Selv havde Altaïr aldrig oplevet eller sanset noget større end ham selv, og derfor var hans tro på det, han selv kunne udrette, drømmene, nok blomstret så meget op som den var. Han brummede dæmpet da han mærkede, at den brogede hoppe lod sin mule komme hen til hans, og da hun stoppede hans bevægelse og mødte hans blik, med et spørgende og forvirret udtryk, løftede han hovedet langsomt, så han slap hendes lænd helt. Et kort øjeblik var han tavs, forbavset på en måde. Ikke på grund af hende, men vel egentlig lidt på grund af ham selv, nu hvor det slog ham, at hans følelser for denne hoppe, faktisk var så ægte som de var. Hun forstod ham ikke til fulde, hans måde at udtrykke følelserne på, lå langt fra det hun måske kendte til; og det var bare en ujævnhed i terrænet, som Altaïr måtte overvinde. Men det den forhindring der pludselig dukkede op i hans sind, var lidt mere besværlig at komme over, for der som de lå, skulle han gøre op med sin eksistens. Skulle han søge tilbage til spøgelset, som han forgæves havde hængt fat i, siden sin ankomst, eller skulle han acceptere sig selv, acceptere Altaïr? Udtrykket der et kort øjeblik gled over hans øjne, var svært at beskrive. Måske en smule sorgmodigt, men ligeså meget oprigtigt kærligt. Han valgte nu, på denne nat, hvad han ville. Og han ville aldrig mere, i hendes nærværd, søge tilbage til spøgelset han havde været.

,,Melady, lad mig sige det mere klart. Du er unik for mig, på denne specielle måde, fordi mine følelser siger mig, at du er dejlig. Fordi mit hjerte allerede nu kan lide dig, og ønsker dig tættere.”

Sagde han afdæmpet. Hans stemme var dog intens og ærlig, for dette emne var noget, han aldrig havde berørt før - Og grunden til han nu gjorde, var ganske simpelt, af den brunbrogede hoppe der lå foran ham, var dén hans hjerte havde valgt, på trods af at de endnu var ganske fremmede for hinanden.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Taia iagtog blot den grå hingst, mens tanker kørte rundt i hans hoved. Hun var i hvert fald ret sikker på at han tænkte, men måske tog hun fejl. Det var som om han kæmpede sig sig selv, som hun havde kæmpet; hun havde ikke accepteret det faktum at hun ikke havde et ydre som andre, men et arret, delvist ødelagt et. Hun kunne dog ikke helt se hvad Grålingen kunne kæmpe med, men hun dømte ikke, en hver havde vel et eller andet som de ikke accepterede omkring dem selv. Ikke desto mindre kunne hun dog ikke lade være med at undres; det faldt hende aldrig ind at det kunne være en del af grunden til at han ikke havde givet hans navn ud til hende. For hende var han Grålingen, uanset hvad han sagde eller gjorde. Han var den drømmende, grå hingst, der gik under det navn som blev givet til ham af dem han mødte.

Udtrykket hun fik igen, et udtryk fyldt med følelser som hun ikke helt var sikker på hvor hun skulle placere. På den ene side var det fyldt med kærlighed, lige så oprigtigt som den hun havde set hos sin mor. På den anden side var det sørgmodigt til det punkt hvor hun ønskede at støtte ham, hvis hun blot vidste hvordan. Ordene der fulgte, forstærkede de følelser hun selv havde fået ved at han havde givet hende det udtryk, men det gav hende et bedre peg mod på hvilken måde han havde ment det. Han... ønskede hende tættere på? Næppe fysisk, for ligenu var de så tæt som de nok kunne komme, men det vidste hun godt. I bund og grund, elskede han hende vel, det var det han mente, ikke sandt? Det skabte et problem; Taia vidste ikke hvorvidt hun elskede ham eller om hun blot nød hans selskab, hans tanker...? Forsigtigt strakte hun sine ben ud, som ville hun rejse sig og forlade ham trods mørket. Hun rejste sig dog ikke, men lå blot og så ud i mørket, lod tænkerne flyve frit, ledte efter et svar; en løsning.

,,Gråling... Jeg..." Taia så blot på den grå hingst, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, kun at hun skulle sige noget.,,Jeg ville ønske jeg kunne svarer, det ville jeg virkelig, men det du lige sagde, har jeg ikke noget svar til." Hendes stemme var næppe mere end en klumpet mumlen, en næsten uhørlig masse af ord.

Uden at sige mere lagde hun sit hoved på klippen, strakte sin hals til det yderste og sukkede kort. Det her havde pludseligt udviklet sig i en retning hun ikke kunne lide; ikke pga. indholdt, men pga. hendes lave viden omkring emnet. Det var ikke som andre ting; hun kendte til andre ting. Det her? Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvad hun skulle sige, hvornår hun skulle tie og hvad pokker hun skulle gøre. En ting vidste hun dog; hun kunne lide Grålingen, det kunne hun virkelig, hun var bare ikke sikker på hvordan.

Den skimlede hingst, der havde afsløret noget, som han aldrig havde drømt om, overfor denne hoppe, lå blot og så til. Hun var tavs længe, og han vidste godt hvorfor. Tankerne slog imod hans sind, ligesom hans hjerte slog imod hans krop. Han havde blottet sig, vel indirekte sagt at han elskede en anden. Men hvordan kunne han elske en så hurtigt? Efter blot et døgn i selskabet med den brunbrogede hoppe, elskede han hende? Hans sind prøvede vel at fortrænge det hele en smule i pludselig fortvivlelse. Hendes tøven med hendes ord, var noget hans sind hurtigt tolkede som tvivl fra hendes side af. Måske ikke på følelserne, men på hvad der skulle gøres ved dem. Og selv oplevede Altaïr vel noget i samme stil nu; for hans hjerte havde fundet en underlig rytme, eller faktisk nok nærmere en rytme uden rytme. Han var vel nervøs, den skimlede hingst? Nervøs for at blive afvist på stedet. Forladt såbar, som han lå der med sindet slået åbent. Da hun strakte sine ben, den brunbrogede hoppe, nåede Altaïr at trykke hende ganske blidt over lænden i en desperat handling, for at bede hende blive. Nok var han måske gået for langt, havde ladet sine følelser blive revet med for hurtigt, men han fortrød ikke. Ikke nu, hvor han lå med hende, her på dette sted. Han havde valgt, valgt sin vej. Dog blev hun liggende, hvilket lettede hans hjertes rytme en smule.
Han flyttede derpå mulen, som han havde ladet hvile imod hende igen, for at give hende plads. Hun havde vel brug for at tænke, som han havde det, over det der nu foregik i sindet på dem begge. Og da hendes ord endelig lød, var det en uvidenhed der ramte ham, som vel også havde ramt hende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på hans ord. Altaïr kneb sine øjne kort sammen. Ikke helt, men næsten. Dog ville han ikke tage dette som en afvisning direkte. Ej heller havde han spurgt hende om hun ville være hans mage; nej, han havde blot blotlagt sine følelser. Hun kendte dem nu, og han fornemmede at hans vel var stærkere end hendes på nuværende tidspunkt - Ellers også havde han blot anerkendt dem på en anden måde end hun havde. Han sukkede kort, næsten samtidig med hende. Hun havde lagt sit hoved ned så hendes blik ikke længere kunne hvile imod hans. Han betragtede hende kort. Den hoppe, lige der. Hun var noget af det smukkeste han havde set. Det var vel en form for nedslag der ramte ham; som var han ej god nok. Men han nægtede at tænke i disse baner - For han var en drømmer og ville altid være der. Derpå hævede han hovedet, med fornyet stolthed. Han havde turdet vise sig, vise sig selv. Og det måtte han være stolt af, for at jage spøgelset helt væk. Mens han lå der med hovedet hævet, så han imod den brunbrogede hoppe. Natten havde taget fat nu, og eftersom hun havde valgt, trods fortvivlelsen, at blive liggende hos ham, håbede han at hun ville blive natten over, så de når dagens gry var indtruffet, kunne følges ad ned igen.

,,Melady, du behøver heller ikke at svare. Blot ønskede jeg, at du hørte på mine ord. Men, melady, lad det nu ligge. Gem dem om du vil og lad os da nyde nattens sammen.”

Sagde han med den karakteristiske og drømmende stemme. Selvom det var hårdt for ham, at bede hende gemme hans ord, hvis hun følte for det, så vidste han, at det var ’vejen frem’ så at sige. Og så måtte han vel blot håbe på det bedste, når vejen da så nåede til ende?

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Månen badede stadig klippen og de to heste i dens blide, sølvfarvede lys og man ville nemt kunne tro at de kunne gå når de ville, men det kunne de ikke. Stien ned var henlagt i mørke, men det betød intet, for ingen af dem ville gå. Taia havde ikke lyst til at forlade dem skimle hingst, på ingen måde. Et ører var vendt mod hingsten ved hendes side og lyttede til hvert et ord han sagde. 'Gem dem..' Hun havde skam i sinde at gemme de ord og en del af hende håbede hun en dag ville kunne give et ordentligt svar. Hvornår vidste hun ikke, men inderst inde var hun sikker på at en dag kunne hun svare ærligt; give hingsten det svar hun ligenu ikke kendte. Forsigtigt hævede hun sit hoved lidt, lod øjnene glide henover Grålingen og så rørte hendes hoved igen det kolde underlag. Et kort fnys undslap og brød den stilhed der havde lagt sig mellem dem.

Stilheden lagde sig over dem igen i et par minutter, ingen af dem bevægede sig mere end højest nødvendigt, men lå sandsynligvis blot og nød hinandens selskab på trods af ordene der før var blevet sagt. Taia følte næsten en skyld over at rejse sig, men hun kunne ikke blive liggende; det lå for langt fra hendes natur, hendes instinkter, at ligge på noget som helst i længere tid. Hun havde ikke trukket sine ben tilbage i den tid der var gået, så uden tøven lagde hun vægt på dem og rejste sig. Grålingen var dog ikke uden hendes selskab i lang tid, for da hun havde rejst sig vendte hun rundt og gnubbede kort den ene side af sit hoved mod hans. En kort, venlig gestus for at fortælle ham at hun skam ikke gik nogle steder. Kort vandrede hendes blik rundt, opmærksomt og undersøgende, før det landede hos den grå hingst igen. Hun smilede, et smalt, venligt smil, men ikke desto mindre et smil.

,,Jeg undskylder Gråling, men jeg kan ikke blive liggende. Ej fordi jeg ikke ønsker, men fordi det for mig ikke føles rigtigt at ligge ned i længere tid."

Hendes stemme bar intet prag af hvad de havde snakket om før, men var tilbage til den venlige, sikre stemme hun havde haft da de før havde talt sammen. Hun ville skam ikke lade som om at det talte ikke var blevet sagt, men hun ville heller ikke dvæle ved det. Hun havde brugt for meget af sit liv på at dvæle ved ting. Et svagt sving med halen var alt hun gjorde før hun smilede til hingsten igen, for så at lade blikket vandre udover landskabet på ny.

Den skimlede hingst, der lå imod klippen kolde underlag, som efterhånden ikke var så koldt igen, betragtede den smukke brogede hoppe, der lå i stilhed, efter de ord den skimlede havde sagt. At hun skulle gemme hans ord, uanset hvor ubehageligt han end havde haft det med at sige det. Han ønskede vel egentlig ikke, at hans ord skulle gemmes, men derimod besvares - Hoppen havde dog ikke et svar nu, og den skimlede hingst havde derfor set sig nødsaget til andet. Han sukkede kort, inden han skævede imod hende. Stilheden havde været over dem i lidt tid, og hans sind var blot begyndt at nyde at ligge her med hende, men det stod til at ændre sig. Snart rejste hoppen sig pludseligt og efterlod den skimlede hingst liggende tilbage. Han så op imod hende. Undrende, uforstående; men det udtryk der var stærkest i hans mørkeblå øjne var uvidenhed. Han var spørgende imod hendes handling, og da hun vendte sig og lod sit hoved gnubbes imod hans, brummede han hingstet og nippede forsigtigt imod hendes mule, og da hun trak hovedet til sig igen, strøg han hende langs siden af hovedet. Derpå rejste han sig selv, så han ej længere lå og skulle se op på hoppen, men derimod så han kunne se på hende. Han smilede kort og da hendes ord så lød og nåede til ende, nikkede han ganske kort, en afmålt gestus for at vise at det er okay. Dog havde han håbet på, at hun ville være blevet liggende ved ham, tæt ved ham, natten igennem. Hvilket sig med ham, vist hun stolede på ham; for her var der ingen farer der kunne nå dem. Og under ingen omstændigheder ville Altaïr nogensinde lade nogen røre hende.
Han rakte sin mule frem til hende, for at røre hende. Påminde hende om, at han ville være tæt ved hende, men ikke påtrængende. Han brummede sagte, og hans brummen endte ud i ord.

,,Melady, det er okay. Vi kan tilbringe natten stående, om du vil det.”

Sagde han sagte, med et lille smil. Hendes tone var atter ’normal’, og hans ligeså. Charmerende, drømmende, sådan som den altid var. Han smilede derpå og trak hovedet en smule op. Natten havde ligget over dem nogen tid nu og månen stod højt på himlen, kastede sine sølvfarvede stråler ned imod de to sjæle. Altaïr lod kort sit blik fanges af månens stråler, dens mystik atter engang. Hans tanker havde kredset omkring hans eksistens, omkring hvem han var og hvad han var. Hvordan han var ændret fra et vandrende spøgelse, til drømmeren der stod ved siden af den brunbrogede hoppe. Han lod sit hoved bøjes let, inden han så imod den brunbrogede hoppe, direkte. Derpå lod han smule mule begynde at forme ord, så sagte at vinden ikke ville kunne opfange dem, men denne hoppe ville kunne.

¤Melady. Du har vist mig en tillid ingen anden, ved at følge mig hertil. Som jeg har sagt til dig, så er du unik for mit hjerte, og jeg vil med glæde bruge så meget tid, ved din side jeg kan. Beskytte dig, vise dig mere af min verden og ligeså lærer mere om din. Men fordi at du, som den eneste jeg har mødt, har accepteret at kalde mig ved at navn du selv vælger og ikke har stillet spørgsmålstegn ved det - Vil jeg nu hvor du har lært min personlighed lidt at kende - fortælle dig hvad det navn jeg oprindeligt bærer, er. Mit navn, melady, er Altaïr. Altaïr - søn af ingen.¤

Afsluttede han så, alt imens han holdt blikket imod hende. Han ville se hendes reaktion, på det han nu havde delt med hende, i et så lavt toneleje, at vinden ikke ville kunne opfange det. Og han håbede inderligt, at hun havde opfanget det til fulde.